Obama og Koranen PDF Udskriv Email

Af Morten Rydal, Tidehverv, 2016, nr. 1, s.1-4.

I USA hævder republikanske politikere med jævne mellemrum, at Barack Obama vistnok er muslim. Det er han vistnok ikke, men selvom han så ikke er, så har han dog ved adskillige lejligheder stillet sin autoritet som USA’s præsident til rådighed for mere eller mindre åbenlyse propagandistiske islamiske synspunkter. Så langt er Obama gået for at behage de muslimsk-arabiske golfstater og Egypten, at man må undre sig. Og vil man end ikke give hans republikanske modstandere ret, så kan man dog nok sætte spørgsmålstegn ved præsidentens sunde dømmekraft.

Det er den tyske islamkritiker, Gerd-Rüdiger Puin, der i en artikel1 gør opmærksom på et ellers upåagtet interview med Dalia Mugahid. Til den saudiske avis Alsharq Alawsat fortæller Dalia åbenhjertigt om arbejdet med talen, og hvilke ledetråde, hun fulgte i arbejdet. Dalia nævner tre sådanne ledetråde: For det første skulle talen udtrykke den gensidige respekt mellem USA og den muslimske verden. For det andet skulle den se USA og den muslimske verden som ligeberettigede samarbejdsparter. Endelig skulle den for det tredje sende de rigtige korrekte signaler i omtalen af visse særligt krænkende emner: Den arabiske-israelske konflikt, USA’s tilstedeværelse i Irak og Afghanistan, samt Guantanamo. Ud over disse ledetråde, som tydeligt præger talen, kunne Dalia Mugahid bryste sig af, at hun også havde haft held med at overtale Obama til at tage følgende udsagn i sin mund: At det muslimske fjendskab over for USA var relativt nyt (”ikke mere end 50-60 år”), at Marokko var det første land, der anerkendte USA’s uafhængighed af England, samt at USA aldrig har optrådt som kolonimagt eller deltaget i forbryderiske korstog mod muslimer på samme måde som Europa. Dalia Mugahid havde gerne set, at Obama havde gjort mere ud af at sætte skel mellem islam og ekstremisme. Obama gjorde ganske vist et nummer ud af at sige, at angrebet 11. september blev begået af et ”lille muslimsk mindretal”, men det kunne ifølge Dalia Mugahid godt være slået tydeligere fast, at ekstremisme og islam ikke har det mindste med hinanden at gøre, da islam jo er ”fredens religion”. Endvidere syntes Dalia Mugahid, at Obama godt kunne have sagt, at islam foruden fredens også er ”kulturens og fremskridtets religion”. Obama undlod det, men medtog til gengæld hendes højst tvivlsomme opremsning af påståede muslimske opfindelser: Algebra (korrekt), magnekompasset (forkert), navigationsudstyr, ”tools of navigation” (forkert); bogtrykkerkunsten, ”our mastery of pens and printing” (forkert), samt ”vores viden om sygdomme, hvordan de spredes og helbredes” (forkert). Som Puin nævner, kunne Dalia Mugahid have anført bedre eksempler, men hun var optaget af, at Obama skulle lægge mund til hendes eget personlige syn på islam. Dalia Mugahid så sit arbejde med talen som en enestående mulighed for at bibringe vesterlændinge et positivt billede af islam. Obama skulle være hendes talerør og lægge præsidentiel autoritet til ordene. Hvilket han beredvilligt gjorde.
Dalia Mugahids bestræbelse for at skabe positive vibrationer omkring islam ses særlig tydeligt i hendes yderst tvivlsomme omgang med Koran- citaterne. Her skyede hun tilsyneladende intet middel, og ingen i Obamas administration fandt åbenbart anledning til at krydstjekke citatfusket. Hvis man er venlig, kan man måske undskylde dette fuskeri som fromt selvbedrag. Som Puin skriver, ønsker mange, ikke særlig ortodokse muslimer virkelig at forstå islam som ”fredens religion”. De er dødtrætte af islamisternes voldsforherligelse, og i Obamas forfuskede citater fandt de deres egen holdning bekræftet. Dette fromme bedrag er desuden, hvad Obama og mange i vesten med ham sukker efter at høre. Man vil så gerne tro, at ekstremisterne som IS-kaliffen Abu- Bakr al Bagdadi fejllæser Koranen. Summa summarum: Alle bliver glade, når de hører, hvad de gerne vil høre - citatfusk eller ej.
Problemet er bare, at Dalia Mugahids og Obamas tekstudlægning næppe ville opnå karakteren 00 ved folkeskolens afgangseksamen. Der er ganske enkelt ikke dækning i Koranen for Dalia Mugahids vision om islam. Ikke alene er det svært overhovedet at genkende Koranens surer i Obamas tale, dels er ordene taget ganske ud af den sammenhæng, hvori de optræder.
Obamas første citat er taget fra sura 9, 119. I Ellen Wulff danske oversættelse lyder vers 119: ”I, der tror! Frygt Gud, og hold jer til de sandfærdige!” Dette bliver i Dalia Mugahids og Obamas tale til: “Be conscious of God and speak always the truth.” Det kan være svært at tro, der er tale om det samme vers. Er det at holde sig til “de sandfærdige” det samme som at ”tale sandhed”? Værst er det dog, at Koranverset i Obamas tale er skåret sådan til, at det ganske sløres for tilhøreren, at ordene i vers 119 er henvendt til dem, der tror, dvs. til muslimer. Ordene er altså ikke henvendt til alle og enhver som en slags universelt råd, sådan som man får indtryk af det ud fra Obamas tale. Koranens ord er rettet til de troende. Men det bliver værre endnu: Verset indleder et afsnit (9,119-123), som omhand-ler jihad mod de vantro. I sura 9,123 står der: ”I der tror! Bekæmp dem af de vantro, der er i nærheden af jer! Lad dem finde jer skånselsløse! I skal vide, at Gud er med de gudfrygtige”. Ud fra sammenhængen er det altså klart, at de troende og gudfrygtige er dem, der bekæmper deres vantro naboer med sværdet. I de mellemliggende vers 120-122 drejer det sig om lidelserne i kampen mod de vantro, samt om den trøst det er for de troende, at Allah ikke vil lade ”lønnen til dem, der handler godt, gå tabt” (vers 120). I den klassiske muslimske Koran-eksegese tolkes 9,119-123 entydigt som udsagn om jihad. Puin henviser til en ny engelsk oversættelse af Koranen (The Quran in English Translation by Ali Ünal, Sommerset, New Jersey 2008). Heri er der en meget oplysende kommentar til netop dette sted: ”Mens Koranen opfordrer de troende til at mobilisere imod den ene af tidens supermagter, undlader den ikke en anden vigtig dimension: Den befaler det muslimske samfund, at der iblandt dem altid skal findes én, som ved rigtig god besked om islam. Har krigerne succes, kan de blive overmodige og antage holdninger, som ikke er ønskværdige i samfundet. Bliver de besejret, kan det i fremtiden få dem til at fortvivle”. Obamas første citat er altså i virkeligheden et vaskeægte jihad- vers, der af muslimske skriftlærde læses som et trøsteord i kampen mod de vantro vesterlændinge!

Bedre bliver det ikke med Obamas andet citat. Det stammer fra sura 5,32. Obama citerer: ”whoever kills an innocent … it is as if he has killed all mankind, ... whoever saves a person, it is as if he has saved all mankind”. Dette vers er et af favoritstederne, når danske dialogpræster vil fremhæve islam som fredens religion. Og det ville da også kunne bruges som bevis herfor, hvis ordene ligesom sura 9,119 var rettet til de troende, altså til muslimer. Det er de imidlertid ikke. Dalia Mugahid har også her behændigt sakset indledningen væk. Sura 5, 32 lyder i virkeligheden således, igen i Ellen Wulffs oversættelse: ”På grund af dette har Vi foreskrevet Israels børn, at hvis nogen dræber et menneske, uden at det sker som hævn, lige for lige, eller for at have skabt fordærv i landet, er det, som om han havde dræbt alle mennesker. Og hvis nogen skænker et menneske livet, er det, som om han havde skænket alle mennesker livet”. Den smukke etik i verset er altså noget, som Koranen pålægger jøderne – ikke muslimerne. Muslimernes opgave fremgår derimod klart af de umiddelbart følgende vers (5,33-34): ”Gengældelsen for dem, der fører krig mod Gud og hans udsending og stræber efter at skabe fordærv i landet, er, at de bliver dræbt eller korsfæstet eller får deres hænder og fødder hugget af i modsat side eller bliver fordrevet fra landet. Sådan er det. Der tilkommer dem vanære i denne verden, og i den hinsidige har de en vældig straf i vente (33). Dog ikke dem, der omvender sig, før I får magten over dem. I skal vide, at Gud er tilgivende og barmhjertig (34)”.
Ingen, der er bare en smule fortrolig med Koranen, kan overse dette grove citatfusk. Vigtige ord udelades, hvorved hele meningen vendes på hovedet. Det er Allahs egen udtrykkelige befaling i Koranen, at muslimer skal opføre sig ganske som IS i Syrien og Irak og bekæmpe de vantro med korsfæstelse og amputation. Jøderne derimod må ikke slå ihjel. Dalia Mugahid bytter om på Allahs befalinger. Med denne form for skriftbeviser kan enhver tekst tages til indtægt for hvad som helst. Fra den gammeltestamentlige Salme 14,1 kunne ateister f.eks. hurtigt hente udsagnet: ”Gud er ikke til”. Men det står der som bekendt ikke i salmen. Der står: ”Tåberne siger ved sig selv: Gud er ikke til”.
Det tredje citat indgår i en slags citatmosaik hen imod slutningen af talen. Dalia Mugahid har her bestræbt sig på at demonstrere, at tanken om religiøs tolerance findes i alle de tre store monoteistiske religioner. Obama siger: ”The Holy Koran tells us: “O mankind! We have created you male and a female; and we have made you into nations and tribes so that you may know one another.” The Talmud tells us: “The whole of the Torah is for the purpose of promoting peace.” The Holy Bible tells us: “Blessed are the peacemakers, for they shall be called sons of God.”
Korancitatet henter Dalia Mugahid sura 49,13. Det fremgår ret tydeligt, at Koranen her ikke taler om det samme som hhv. Talmud og Biblen, men i og med at Koran-citatet indgår i en sammenhæng, der ender med den markante saligprisning fra Bjergprædikenen, kan man som tilhører let forføres til at tro, at de tre bøger alligevel taler om det samme. Det gør de ikke. Igen har Dalia Mugahid haft saksen fremme. Fortsættelsen i sura 49,13 lyder: ”Den fornemste af jer er i Guds øjne den af jer, der er mest gudfrygtig. Gud er vidende og indsigtsfuld”. Dette kunne ganske vist stadig læses som et yderligere udtryk for tolerance, men vers 13 er ligesom de foregående vers rettet til muslimer. Muslimerne opfordres til sand tro. Umiddelbart før, i sura 49,10 hedder det f.eks.: De troende er brødre, så skab forlig mellem jeres tro, brødre! Frygt Gud! Måske finder I barmhjertighed. Sura 49,13 udtrykker altså lige præcis det modsatte af den tolerance, som Dalia Mugahid vil have frem. Tanken er ganske som f.eks. i sura 61,9: ”Han er den, der sendte sin udsending med retledningen og den sande religion for at lade den sejre over al anden religion, selvom de, der sætter andre ved Guds side, hader det”. Andre gode eksempler er 2,111; 4,125; 5,14; 23,52; 48,28; 110,1-3. Dalia Mugahids brug af Koranen nærmer sig det kriminelle. Koranen er knudret og uklar, men lige netop hvad tolerance angår, er den ganske klar: Tolerance findes ikke!
Det kan ganske vist indvendes, at der findes indtil flere koranvers, som kan tydes i mere tolerant retning. Det er sandt, men samtlige disse steder rammes i den muslimske tradition af det eksegetiske princip om ”abrogation”: Muhammeds første åbenbaringer – de mere tolerante ”mekkanske surer”, blev senere ophævet og erstattet af andre – mere intolerante åbenbaringer, de såkaldte ”medinensiske surer”, eller ”sværdvers”. Et klassisk eksempel herpå er det berømte udsagn i sura 2,256: ”Der er ingen tvang i religionen”, der ”abrogeres” og afløses af f.eks. sura 9,5: ”Når de fredhellige måneder er omme, skal I dræbe dem, der sætter andre ved Guds side, hvor som helst I finder dem! I skal pågribe dem, belejre dem, og ligge på lur efter dem i hvert et baghold! Men hvis de omvender sig, holder bøn og giver almisse, så lad dem gå fri! Gud er tilgivende og barmhjertig!”

Obama er ikke muslim. Men han er en vestlig politiker i den godtroende, bundløst naive tradition. Han vil så gerne, at islam er ”fredens religion” og Koranen en bog, der lærer frihed og tolerance. Det samme vil hans taleskriver Dalia Mugahid og rigtig mange fromme muslimer med hende. Karakteristisk nok kan dette billede af islam og Koranen imidlertid kun opretholdes ved at sætte kikkerten for det blinde øje og bedrive omfattende citatfusk. Dette er Obama tilsyneladende indforstået med, ligesom han tilsyneladende også er indforstået med at optræde som et villigt redskab for islamisk propaganda.

Selvfølgelig kan man hævde, at ulykken vel i grunden slet ikke er så stor: Det er de færreste muslimer, der overhovedet er i stand til at læse i Koranen. Hvis de – ligesom ikke- muslimske vesterlændinge - tror, at Koranen virkelig siger som Obama – så er alt vel godt? Der er så tale om en slags verdensomspændende fromt selvbedrag? Måske! Problemet er, at Koranen af alle muslimer stadigvæk anses for at være Allahs uforfalskede ord, og Allahs uforfalskede ord siger rent faktisk noget helt andet end Obama. Om ikke andet skal alverdens salafister, wahabister, Hizb-ut-Tahrir-tilhængere og IS-ideologer nok prikke hul i selvbedraget. Sagen er jo desværre, at det er disse ekstremister, ikke Obama og Mugahid, der læser, hvad der rent faktisk står i Koranen.
Det skal her handle om den tale, Obama holdt for et udvalgt publikum på Kairos Universitet den 4. juni 2009. Den kan findes i hele sin udstrækning på nettet, bl.a. på Jyllands- Postens hjemmeside. Talen vakte enorm begejstring den junieftermiddag i Kairo. Det var i de glade dage, hvor en hel verden endnu troede på Obama og mente, at han havde en udenrigspolitik. Eftertiden har siden vist på det pinligste, at det havde han ikke. Men i 2009 var begejstringen usvækket. Lidt senere samme år fik Obama Nobels Fredspris nærmest på sit glatte ansigt. Og i Kairo var Obama ubetin- Obama og Koranen get en superstar. Flere gange i løbet af talen blev han afbrudt af ivrige klapsalver. En begejstret tilskuer råbte på et tidspunkt: Obama, we love you! Obama gjorde en pause og kvitterede med et: Thank you!
Begejstringen i Kairo var forståelig, for Obamas tale var ren wellness og intimmassage for de evigt ømfindtlige muslimske øregange. Eller sagt mere jævnt: Obama slikkede sine muslimske tilhørere op og ned adryggen. Vil man vide, hvordan moderne vestlige politikere meget gerne vil opfatte islam – og vil man samtidig vide, hvordan muslimer meget gerne vil opfattes i Vesten, skal man læse denne tale. Obama ville behage. Hans tilskuere ville behages. Alt var fryd og gammen. Helt særlig jubel vakte det, da Obama gav sig til at citere fra ”The Holy Koran”, som han plejer at kalde den. Ikke et øje var tørt. Hele tre citater blev det til i løbet af talen. Og så positive var vibrationerne i rummet, at ingen tilsyneladende bemærkede, at Obama bedrev, hvad man med en mild underdrivelse må kalde usædvanlig groft citatfusk. Muligvis har der blandt tilhørerne i Kairo siddet en og anden skriftlærd, som bag glædestårerne har undret sig lidt over citaterne. Vedkommende har dog sikkert i den gode stemnings navn valgt at ignorere, hvor klumset den vantro Obama rodede med den hellige bog. Han har vel tænkt, at man bør vælge sine krænkelser med omhu, og når nu USA’s præsident brændte for at sige behageligheder om islam, så skulle man da være et skarn, om man som muslim modsagde ham.
Nu skal det retfærdigvis siges, at det ikke var Obama selv, der havde opdigtet al smigeren og fusket med Koran-citaterne. Obama lånte kun villigt autoritet til vrøvlet. Talens muslimske islæt skyldtes Obamas rådgiver i islamiske spørgsmål, Dalia Mugahid, 33 år, troende muslim og direktør for opinionsinstituttet ”Gallup Centre for Muslim Studies”. Dalia Mugahid havde året før, i 2008, sammen med John L Esposito forfattet en bog med den sigende titel ”Who speaks for Islam. What a billion Muslims really think” (Gallup Pres 2008). Denne bog, der angivelig udmalede, hvad en milliard muslimer mener om løst og fast, byggede på en rundspørge blandt nogle tusind muslimer i 35 amerikanske stater. Det var dette aldeles uvidenskabelige værk, der havde åbnet dørene til Det Hvide Hus for Dalia Mugahid og i hendes unge alder givet hende status af særlig rådgiver for USA’s præsident.