Hvad et barn har brug for - også i dag PDF Udskriv Email

Af Elisabeth K. Jensen, Tidehverv 2016, nr. 8, s. 145-146

Vor tid har den tvivlsomme ære at have givet et godt gammelt dansk ord et nyt indhold. Jeg tænker på ordet behov. I sin oprindelige og gammeldags betydning betød det ganske håndfast det, som et menneske nødvendigvis havde brug for; altså mad og drikke, klæder og sko og alt andet, der er nødvendigt til livets op- retholdelse. Men nu er betydningen blevet ny og meget fin, for nu betyder ordet noget sjæleligt. Det drejer det sig ikke længere om, hvad der skal til for at opretholde livet, men i dag drejer det sig om, hvad der skal til for at kunne nyde livet.

Livet  i  sig  selv  er  ikke  længere godt nok, det kan jo være både tungt og smertefuldt, besværligt og anstrengende. Nej, nu drejer det sig om det behagelige liv.

Et menneskes behov er ikke læn- gere blot det at bevare livet, men at bevare livet i en tilfredsstillende ud- gave. Der skal være noget ved livet, og det er der først, når vore behov i moderne forstand er opfyldt. Med andre ord, der er gået skred i ordet behov. Fra at være noget fast og entydigt, er det blevet flertydigt og sært vigende.

I sin konsekvens ender det med at livet har et menneske fået for at få sine behov opfyldt. Der er ingen grænser, intet, der står fast. Det eneste, der står fast, er retten til at få si- ne behov opfyldt. For et behov, det drives man af, man er jo ét med sine behov, og selv om behovene kan kollidere med hinanden, så er det dog altid det stærkeste, der driver én til at stræbe efter at få det tilfredsstillet.

Ved denne moderne brug af ordet behov er mennesket afskaffet som selvstændigt væsen, mennesket anskues blot som et stykke drivtømmer, der af strømmen føres derhen, hvor strømmen går. Respekten for mennesket som menneske er afskaffet, hvilket vi jo også ser hundrede af eksempler på iblandt os. Mennesket skal blot fodres for at blive lykkeligt fodres med behovsopfyldelse - og hvad sker der andet end, at vi bliver mere og mere forsultne og fortvivlede, og at vi udsletter enhver holdning over for livet.

Som sagt, der er hundrede af eksempler på dette. Tænk på skilsmisseraten, men tænk især på den stakkels ungdom. Tænk på gymnasieeleverne, der sanseløst berusede hærger rundt i Dyrehaven på deres første skoledag. Tænk på, hvor sygeligt optaget de er af at være attraktive, og tænk på deres totale mangel på blufærdighed. Er det ikke behovstankens konsekvens i yderste potens? Tænk på alle de forvirrede unge piger og deres spiseforstyrrelser. Tænk på den vanvittige jagt på 12-tallerne, som skal være adgangsbilletten til det behovstilfredstillede liv.

Nej, dér hvor menneskets mål skal være behovsopfyldelse og tilfredsstillelse, der forsvinder enhver tilfredshed og mening med livet. For netop ved at vænne menneskene til at være optaget af deres behov, som det meningsfulde i tilværelsen, dér sker altid det modsatte af det tilsigtede.

Skal et menneske altid spejde efter, om han er tilfreds og tilfreds nok, bliver resultatet en evig utilfredshed og en stædig jagt efter en ny og bedre tilfredsstillelse. Det er da så soleklart, som noget kan være, at skal man gå rundt og kontrollere sin egen tilfredshed, så er der lagt en byrde på én, som er uden ende, og det er ubegribeligt, at behovsprofeterne ikke selv kan indse det.

Eller måske er det ikke så underligt, for hvordan skulle disse behovsprofeter have lært andet? Har man tilbragt det meste af sine vågentid i landets daginstitutioner, skoler og på universiteterne - og det er der stor sandsynlighed for, at disse har – hvorledes skulle de da kende til andet end pædagogikkens ideologiske og biologiske tale om, hvor afgørende det er for et barns trivsel, at dets behov opfyldes.

I tre generationer er Danmarks børn blevet gennem-institutionaliserede med oceaner af såkaldt socialt samvær, med oplevelsestilbud og med pædagogens årvågne øjne hvilende på sig, uden at børnene har haft en chance for at værge for sig. Men at vokse op i et hjem, hvor man kan få lov at være i fred, hvor man er elsket, som man er, og hvor der- for enhver kappestrid om at gøre sig til og følge med flokken er ikke-eksisterende, ja, det er som bekendt en sjældenhed.

Og vi kender også årsagen; emancipationstankens ideologiske indtog i 60´erne, som betød dyrkelsen af det grænseløse, en foragt for ægteskabet, en foragt for kvindernes arbejde i hjemmet, fri sex etc. Ja, som betød en foragt for alt det, der forpligtede, fordi mennesket ikke skul- le bastes af snærende bånd, men i frihedens navn have ret til at udleve sin lyst og få tilfredsstillet sine behov.

Men nu er festen forbi, tømmermændene melder sig, for vi ser med uhyggelig tydelighed, hvad det har gjort ved børnene og de unge, at hjemmet blev opløst. Nu ser vi, hvad det gør ved børn, når de aldrig for alvor har kendt til et sted, hvor de har kunnet føle sig trygge. Nu ser vi, hvad det har af konsekvenser, at børn det meste af deres vågentid skal leve i flokkens kappestrid om at få pædagogens opmærksomhed, nemlig: selviscenesættelse, medløberi af frygt for at blive udstødt af flokken og derfor en uhyggelig ”sammenligningskultur”. Nu ser vi, hvad det betyder for et barn, hvis det ik- ke får lov til at have hjemme et sted, hvor det ikke skal kæmpe og stride for dets eksistensberettigelse, fordi det er elsket og værnet med en selv- følgelig kærlighed og myndighed. Nu ser vi, hvad det har af konsekvenser, hvis et barn aldrig har kendt til et sted, hvor friheden ikke er ideologisk begrundet, men affødt af den kærlighedens trofasthed, med kys og klaps værner, det den holder af.

Jeg faldt for nogle år siden over en avisartikel om de israelske kibbutzers historie, som beskrev, hvorledes jødiske idealister i begyndelsen af 1900-tallet ville skabe en lille ny og fri verden. I artiklen berettede en mand ved navn Nashhon Golatz for journalisten om, hvorledes det havde været at vokse op i en sådan verden med de strålende ideer.

Da han var nogle få dage gammel, lagde hans mor ham ned i tremmesengen i ”Babyhuset”. Hun kyssede ham og gik på arbejde. Fra den dag levede han ikke længere sammen med sine forældre. Han så dem kun i besøgstiden mellem 16 og 19 samt lørdag, den ugentlige fridag. Ud af døgnets 24 timer tilbragte han 2 – 3 timer sammen med sine forældre. I kibbutzbevægelsens litteratur hed det sig at være ”ren kvalitetstid” og en kærlig oplevelse af samhørighed, fortæller Golatz.

”Det var ikke mine forældre, der badede mig, gav mig mad eller opdrog mig. De stod ikke op om nat- ten, når jeg vågnede som spæd. De sad ikke på min sengekant, når jeg havde onde drømme. De hørte mig ikke, når jeg græd. Jeg voksede op med en følelse af at være forældreløs.

Indeni er jeg en vanskabning. Jeg ved ikke, hvad et hjem er. Jeg har ikke nogen far og mor. Jeg har ingen brødre og søstre. Jeg aner ikke, hvad en familie er, hvad kærlighed er. Jeg havde ikke noget hjem. Der var ikke noget sted, hvor jeg kunne føle mig tryg. Jeg havde ikke mit eget lille private hjørne. Det er rigtigt, at alle vegne er der mennesker, der har haft en smertefuld barndom, og som har været udsat for misbrug, men der er væsentlig forskel på dem og os: De lidelser, der blev påført os, var organiseret og iværksat af kibbutzen ud fra idealet om lighed og fællesskab”.

Og Golatz fortsætter: ”Kibbutzens børn har alle gennemlevet det samme mareridt, mere eller mindre. Det store spørgsmål er, hvad disse børn bagefter gjorde med det, de fik med sig? Min påstand er, at mange af dem forblev afstumpede. Robotter uden følelser. Forældreløse i deres hjerte og forstilte forældre til egne børn. Jeg afslører løgnen. Ved at fortælle min historie, fortæller jeg historien om os alle sammen. Vi voksede op i en for- stillet virkelighed. De kaldte det kærlighed. Men var der noget, det ikke var, så var det kærlighed. Vi blev bedraget. De ville skabe en ny verden og i den et nyt menneske. Vi var, hvad der kom ud af det”.

Et mareridt kom der ud af dette projekt. Forstillelse og forældreløse hjerter. For det talte ikke til mennesket i barnet, men alene til dets behov og til forældrenes drømme.

Og med de lige så tydelige vidnesbyrd om svigt, som vi ser ungdommen udtrykke i dag, er det da ikke på tide at overveje, om det er værd at gentage? Er det ikke på tide, at vi genovervejer, hvad et menneskebarn har brug for?

Elisabeth Jensen