Paven, reformationen og folkekirken PDF Udskriv Email

Af Jesper Bacher, Tidehverv 2016, nr. 10, s. 193-194

 

 

”Vi må vedgå, at der under pavedømmet  er  meget  kristen-gods, ja, alt vort kristen-gods er dér, og derfra er det kommet til os. Vi vedgår nemlig, at der under pavedømmet findes den rette hellige  Skrift,  dåb,  nadver,  fuldmagt til syndsforladelse, prædikeembede, katekismus såsom Fadervor, de ti bud og troens artikler”. Ordene er Martin Luthers, og den vedgåelse skal være fortegn for det følgende.

Kristus kom fra himlen, men Kristus-ordet kommer gennem hans kirke, og heller ikke under pavedømmet mangler det hele og fulde evangelium. Reformationen udgik fra en klostercelle, fordi Martin Luther dér havde lært at gå ud fra Bibelen. Ja, romerkirken har det hele, men den har også noget andet, som fordunkler evangeliet. Noget, som peger væk fra centrum, som leder bort fra Kristus og hen til menneskeværk og autoritet. Det er den reformatoriske anke mod Rom. Der var ikke tale om de  revolutionæres  forkastelse  af arv og gæld, men de oprigtige sønners forsøg på at sanere hjemmet.

 

 

Og lad det være sagt med det samme, de evangelisk-lutherske kirker  og  ikke  mindst  den  danske  folkekirke  skal  ikke  hovmode sig over det katolske frafald. Hos os går allehånde kristendomsfortynding  og   forvrængning  i svang.  Kødets  opstandelse  bliver en luftig affære, Guds almagt amputeres, fortabelsen afskaffes, alles frelse proklameres, og Kristus er  blot  én  af  flere  veje  til  Gud. Der er stort set fri teologisk leg i folkekirken, og en del af vranglæren er oven i købet blevet ritualiseret og autoriseret i form af kirkelige homovielser. Misforstå mig ikke. I ly og læ af den folkekirkelige frihed kan man også være anderledes sindet og prøve at hævde fædrenes tro. Det bør værdsættes, og jeg forlader mig på ordets magt og Åndens virke ikke på en læredisciplin,  der  under  de  gældende forhold kun kan resultere i en ulykkelig konformitet. Jeg kan heller ikke lade være med at beundre den romersk-katolske kirkes standhaftighed. Man skal turde tale Roma midt imod, men Roma taler også som få andre tiden midt imod. Den forrige paves kritik af relativismens diktatur var velgørende, mens Pave Frans ironisk nok er blevet populær, fordi han taler mod den sociale ulighed, er klimabekymret og migrantionspositiv. Peters efterfølger forfølger verdens sager, og så skal man heller ikke fattes verdens ros. Klimaet i vores hænder og ingen grænser for folkevandringen. Det er noget, som vækker genklang i de rette kredse, mens godhedens konsekvenser og barske realiteter ikke tynger slige moralprædikanter.

 

Nu var pave Frans så fornyligt i Lund Domkirke, inviteret af Det Lutherske Verdensforbund for at markere reformationsjubilæet. Rettelig kan paven kun fejre reformationen ved at nedlægge sit embede, men det skete som bekendt ikke under den storladne gudstjeneste i Lund. I Lund Stift har de i øvrigt vedtaget, at Gud ikke længere skal være hankøn, og det/den bør heller ikke tiltales Herren. Det vidste paven vist ikke, for han sagde faktisk ”Herren” i sin tale. Eller så var han bare ligeglad, og det ville tjene ham til ære. (I Jyllandspostens leder om pavebesøget kunne man ellers læse, at paven trådte ind i ”en ærkelutersk domkirke”. Det var måske ment historisk).

 

Under sit besøg udtalte Pave Frans bl.a., at ”vi har nu chancen for at råde bod på en etape i vores historie og overvinde de kontroverser og misforståelser, der ofte har forhindret os i at forstå hinanden”.  Det  lyder  jo  pænt,  men det er overfladisk snak. Bevares, man kan misforstå og tegne karikaturer af hinanden, men det er ikke et forståelsesproblem, som splitter den katolske og den lutherske kirke. Det er en dybtgående teologisk modsætning, som burde vedgås med samme frimodighed, som Luther i sin tid vedgik det fælles kristen-gods. Det er således  ikke  en  misforståelse,  at der læres således om paveembedet: ”Når den romerske pave taler ex cathedra, det vil sige: når han varetager sit embede som hele kristenhedens hyrde og lærer og med højeste apostoliske autoritet definerer en lære angående tro og livsførelse, som skal antages af hele kirken, da besidder han i kraft af   den   guddommelige   bistand, som er ham forjættet i den salige Peter, den ufejlbarlighed, som den guddommelige forløser vil udruste sin kirke med, når den fastsætter en lære angående tro og livsførelse. Derfor er den romerske paves definitioner uomstødelige og uforanderlige i kraft af sig selv, ikke i kraft af kirkens tilslutning”. (Pastor Aeternus Art. 9).

 

Det er mildest talt store ord. Pavens definitioner er uomstødelige og uforanderlige i kraft af sig selv. (ex sese). De sakrosankte definitioner, som kræves antaget af hele kirken, kræver ikke kirkens tilslutning, og de kræver i princippet heller ikke bibelsk begrundelse, selvom den måske kommer med den guddommelige bistand, som paven  angiveligt  kan  forlade  sig på, når han sætter sig bag lærekatederet. Apostlen Paulus stod engang op og anklagede Peter, som kaldes den første pave, for ikke at gå ”lige fremad efter evangeliets sandhed”. Det var heldigt, at Peter ikke sad ex cathedra, da han ikke ville sammen spise sammen med de uomskårne i Antiokia, så var Paulus blevet ekskommunikeret. Vel hævder romerkirken ikke, at paven i almindelighed er ufejlbarlig. Paven regnes skam for et skrøbeligt menneske, men det ændrer ikke ved, at skrøbeligheden også er ophævet i den stormægtige embedsteologi.

 

Det var Karl Barth, som skrev, at en kirke, som udgiver sine beslutninger  for  at  være  ufejlbarlige ”kan begå uforbederlige fejltagelser”. Ingen kirke er skånet for teologiske fejltagelser og greb, sandelig heller ikke folkekirken, men gøres fejltagelserne forpligtende og forlenes de med ufejlbarlighed, bliver de unægtelig sværere at leve med og komme til livs. Reformationen erstatter ikke embedsautoriteten med autoritetsløs lalleværk, men fremhæver ordets autoritet. Straks kan der spørges, hvem der så har autoriteten til at fastslå den rette udlægning? I den sag kan vi ikke henvise til nogen pave, men kun til Helligånden, som oplyser de troendes hjerter. Det er indrømmet en vovelig affære sværmerene hævder altid at være Helligåndens fortrolige men så må ånderne prøves på ordet.

 

Er folkekirken til fals for kulturen, er romerkirken til fals for sin tradition. Paven kan ikke fejre reformationen uden at komme i modsætning til sit eget embede, men kan vi fejre reformationen uden at komme i modsætning til magt og meget i folkekirken?