Imamloven PDF Udskriv Email

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2017, nr. 2, s. 25-26

 

Når nærværende tidsskrifts bagside for anden måned i træk prydes af en prædiken af redaktøren, er det ikke fordi jeg er så glad for egne ord, at jeg ikke vil lade andre komme til. Men der er en helt særlig grund!

 

Den 1. januar trådte den omstridte imamlov i kraft. Nærmere bestemt en tilføjelse til straffelovens § 136 i form af et nyt punkt 3:

”Den, der som led i religiøs oplæring udtrykkeligt billiger handlinger, som er omfattet af denne lovs §§ 114-114j, 208, 210, 216, 222, 223, 225, jf.§§ 216,222 og 223, §§ 237, 244-46, 260 og 261, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

I straffelovens § 244 står:

”Den, som øver vold mod eller på anden måde angriber en andens legeme, straffes med bøde eller fængsel indtil 3 år.”

Efter ophævelsen af forældres revselsesret omfatter denne paragraf også korporlig revselse af børn.

 

Da jeg i anledning af den diskussion af lovforslaget, der i novemerdecember 2016 førtes i hhv. Jyllands Posten og Kristeligt Dagblad mellem Claus Thomas Nielsen og Christian Langballe, beskæmmende sent satte mig for at nærlæse lovforslaget og bemærkningerne til det, kom jeg til at tænke på den prædiken, der er trykt i dette blad, en prædiken jeg holdt for år tilbage.

En prædiken, hvor jeg refererede en scene fra en ældre dansk film, hvor en mor giver sin teenage-søn en lussing.

Prædikenen var, som man selv kan erkyndige sig om, ikke en opfordring til vold mod børn. Men den billigede den desperate mors handling, og ville derfor for et krakilsk øre formentlig falde ind under den nys vedtagne tilføjelse til straffelovens § 136.


Når jeg først så sent nærlæste lovforslaget og bemærkningerne til det, var det fordi lovforslaget havde min sympati – og fordi det ikke et øjeblik faldt mig ind, at det kunne berøre min egen forkyndergerning som præst i den danske folkekirke.

Præsten er jo, som Christian Langballe rigtigt har fremført, i forvejen omfattet af det decorumkrav som gælder tjenestemænd. Vi skal overholde de regler, der gælder for vort embede og såvel i som uden for tjenesten vise os værdige til den agtelse og tillid, som tjenesten kræver.

En præst må derfor naturligvis ikke misbruge sin prædike- eller lærestol til at opfordre til vold og forfølgelse.

Dette ville i øvrigt også stride mod præsteløftet, som forpligter præsten på det evangelium, som taler til ethvert menneske uden undtagelse som den synder, der aldrig har nogen guddommeligt sanktioneret ret til vold.

Men decorumkravet har jeg altid opfattet som et krav, der hang sammen med den agtelse, som præsteembedet gennem tusind år har været omgærdet med i vort kristne land. Når jeg ikke må misbruge min prædikestol eller danse nøgendans foran alteret, er det blandt andet, fordi jeg ikke med forargelig optræden må lægge hindringer i vejen for det evangelium, som præster siden Harald Blåtand har skullet tjene folket med, hvorfor dets forkyndelse er indskrevet i grundloven.

Decorumkravet for folkekirkens præster retter sig mod præstens personlige vandel. Det mistænkeliggør hans skrøbelige kød. Men det mistænkeliggør ikke selve hans embede, tværtimod.


Den nye lov derimod retter et mistænkeliggørelsens lys mod selve præstens embede som forkynder og lærer.

For den slår folkekirkens prædikeembede i hartkorn med de religiøse lærere, hvis ytringer, loven er blevet til for at dæmme op for. Loven er jo blevet til, fordi der er brug for at kunne slå hårdt ned på de imamer, der belærer deres menigheder om legitimiteten i at banke børn og hustruer, billiger stening af kvinder og bifalder terrorhandlinger - på trods af landets love; på trods af grundlovens § 67, der giver frihed til gudsdyrkelse efter eget behag, ”dog at intet læres eller foretages, som strider mod sædeligheden eller den offentlige orden.”


Med sin skærpelse af § 67 er den nys vedtagne lovændrings anliggende et højst betimeligt forsvar for den lov og orden, som har hævd her i landet og som vi ikke vil give køb på.

Man skulle dog synes, at § 67 kunne skærpes, uden at folkekirkens forkynderembeder blev omfattet heraf. Den evangelisk-lutherske kirke har jo af gode grunde en særstatus. Den har historiens hævd i landet, ja, den har været afgørende for vor historie, så sandt som den skelnen mellem verdslig og åndelig lov, som friheden og folkestyret bygger på, er en frugt af evangeliets forkyndelse. Derfor bør folkekirkens forkynderembede agtes højt også af verdsligt sindede lovgivere.


De trossamfund, der omfattes af religionsfriheden, har ikke denne særstatus. De har, i modsætning til den evangelisk-lutherske kirke, deres frihed til gudsdyrkelse på grund af statens tolerance. Deres frihed er betinget af, at de retter ind efter sædeligheden og den offentlige orden. At det er afgørende at understrege denne betingelse, har vi med de senere års bekendtskab med islamisk forkyndelse i den grad måttet konstatere. I Islams inderste væsen ligger kimen til en konfrontation med det frie samfund, vi har været så lykkelige at have herhjemme.

Som sagt: det faldt mig ikke ind, at en lovændring, der skærper betingelsen for de trossamfunds frihed, der er omfattet af § 67, også kunne vendes mod mit embede, som ifølge §4 nyder statens understøttelse.

Jeg tog fejl.


I bemærkning 2.1.3. til lovforslaget hedder det, at loven ikke retter sig mod religionsundervisning, som ikke er forkyndende, men den retter sig specifikt mod religiøs forkyndelse og oplæring. ”Dette vil bla.a. – udover ”gudstjenester” og andre religiøse handlinger – kunne omfatte den undervisning eller oplæring, der finder sted på koranskoler, bibelskoler, i visse religiøse studiekredse mv., men også i forbindelse med almindelig konfirmationsforberedelse.”

Som man kan se: den tjeneste, som folkekirkens præster iflg. grundlovens § 4 er forpligtet på, skæres over samme kam som koranskoler og fredagsbøn.

Og hvorfor? Fordi grundlovens § 70: - ”Ingen kan på grund af sin trosbekendelse eller afstamning berøves adgang til den fulde nydelse af borgerlige og politiske rettigheder eller unddrage sig opfyldelsen af nogen almindelig borgerpligt” - læses som et generelt forbud mod forskelsbehandling.

Men hvis den var det, så ville grundloven jo være skizofren. Så kunne den evangelisk-lutherske kirke ikke nyde særstatus, mens friheden til anden gudsdyrkelse var på betingelser.


Udlægningen af § 70 i bemærkningerne til lovforslaget er præget af, at der tages mere hensyn til den overnationale Europæiske Menneskettighedskommissions forbud mod diskrimination - § 14 – end til den nationale sammenhæng, som grundloven udtrykker. Derved bliver der i den nye lovændring, som har et så nødvendigt sigte, ja, som har vort lands fred, frihed og bevarelse på hjerte, desværre indskrevet en mistænkeliggørelse af det evangelisk-lutherske forkynderembede.

Fra nu af, er det ikke på grund af mit embedes høje agtelse, at jeg skal veje mine ord fra prædikestolen på en guldvægt. Men det er fordi mit forkynderembede er under mistanke for at være landsskadeligt.

Det har næppe været lovens hensigt, men det er dens konsekvens.

Det kan synes pindehuggeri at fokusere på dette skred i synet på folkekirke, og jeg tror ikke, at lovændringen vil ramme folkekirkens præster i dag eller i morgen, så jeg vil ikke være bleg for at genbruge min gamle prædiken, hvis så skulle være.

Men den distancering fra folkekirken, som loven lægger op til, den er bekymrende – for vort lands fremtid.


Den vidner om, at lovgivningen er lagt i hænderne på en historieløs generation, der bloter til menneskerettighedskommissionen og derfor mangler sansen for kristendommens betydning for sæd og skik i landet.