Under sandet PDF Udskriv Email

Af Henrik Skov Kristensen, Tidehverv 2016, nr. 2, s. 35-37


’Under sandet´ er en fortættet og bevægende film med overbevisende skuespillerpræstationer. Så meget desto mere problematisk er det, at filmen giver det indtryk, at den beskriver virkeligheden, altså at der er tale om en nærmest dokumentarisk film om den dramatiske rydning af tyske miner i Vestjylland efter den 2. verdenskrig. Film-mediet spiller nemlig en afgørende rolle for, hvordan offentlighedens historiske bevidsthed formes. Det har vi set flere eksempler på, fx den amerikanske fjernsyns- Holocaust-serie i 70´erne og vores egen Matador. Derfor bør filmmagerne føle sig forpligtet på at gengive de historiske begivenheder bare nogenlunde korrekt. Man bør i hvert fald ikke gøre vold på dem ved at ændre på helt afgørende komponenter.

 

Det er imidlertid just det, ’Under sandet’ gør.

Først og fremmest giver filmen fejlagtigt det indtryk, at de danske myndigheder spillede en afgørende rolle i hele minerydningen. Sergenten Carl, der har kommandoen over de tyske mineryddere, er dansk, men iført en britisk uniform fra et britisk faldskærmsregiment.

I filmens første scene har han også et frihedskæmperarmbind på – og et brystskjold, som blev anvendt af Den danske Brigade i Sverige. Carl, der i starten af filmen opfører sig som en ren satan overfor de tyske mineryddere, fremstår altså som en slags dansk-britisk hybrid.

Hans overordnede er den danske hærofficer, kaptajnen Ebbe, som i filmen forestår den indledende instruktion af de tyske mineryddere. Ebbe er filmens gennemført dumme svin. Han udvikler sig ikke, hans had forbliver intenst og intakt.

Carl, derimod, gennemgår en udvikling. Fra at være sadistisk og hadefuld udvikler han forståelse og endda sympati for de tyske mineryddere. Carl udgør derved filmens opbyggelige element.

I et univers af had ændrer han indstilling og behandler til sidst tyskerne som medmennesker.

De tyske mineryddere bliver i filmen fremstillet som helt unge drenge uden nogen erfaring med minerydning. De bliver systematisk sultet, mishandlet og ydmyget. Og i tilgift lider de frygteligt høje tab under rydningen.

Det er i store træk det billede filmen formidler.


Men hvad ved vi helt faktuelt om hele minerydnings-operationen?

Vi ved, at der efter den tyske kapitulation den 5. maj 1945 blev indgået en aftale mellem den britiske ’Mission to Denmark’ og den øverstbefalende for de tyske tropper i Danmark, Generaloberst Lindemann, om at de tyske tropper i Danmark fortsat var under tysk kommando, og at tyskerne selv skulle organisere troppernes udmarch af Danmark. Den tyske rømning af Danmark var i virkeligheden den største militære operation på dansk jord i forbindelse med den 2. Verdenskrig. Briterne var ikke interesserede i at stationere større styrker i Danmark.

Den 9. maj blev der yderligere indgået en aftale om, at tyskerne selv skulle forestå visse oprydningsarbejder i Danmark, herunder rydningen af miner – fortrinsvis på den jyske vestkyst. Det drejede sig om næsten halvanden mill. landminer, som tyskerne havde udlagt i forbindelse med invasionsforsvaret i Danmark.

Generaloberst Lindemann beordrede derfor, at pionérsoldater fra den tyske minørskole i Horsens skulle tages ud af de tyske kolonner, som marcherede mod den dansk-tyske grænse. Og Lindemann udpegede chefen for minørskolen i Horsens, Kaptajn Geuer, som chef for det, der kom til at hedde ’Minenkommando Dänemark”.


De tyske pionérsoldater, der ryddede miner på vestkysten, var med andre ord under tysk kommando – dvs. de var ledet af bevæbnede tyske officerer. Personellet i Minenkommando Dänemark havde forholdsvis frie forhold, fx måtte de bevæge sig frit ude indtil kl. 21.

Det strider derfor mod den historiske virkelighed, når det af filmen fremgår, at kommandoofficererne var danske – eller for den sags skyld britiske.

De danske myndigheder var udelukkende tildelt en kontrollerende rolle af briterne, og i første omgang var det soldater fra pionérkommandoen i Den danske Brigade i Sverige, der forestod den praktiske kontrol. Siden, fra juli 45, overgik opgaven til nyindkaldte danske soldater og danske befalingsmænd.

Den danske kontrol sørgede for, at tallene på de opgravede miner stemte med tallene på de tyske minekort, og at de britiske retningslinjer for minerydningen blev overholdt. De indebar bl.a., at de tyske minører efter endt rydning af et minefelt marcherede gennem dette i en tæt kæde.

Det var udtrykkeligt forbudt for det danske personel at have kontakt med det tyske personel.

Indkvartering og forplejning af såvel de tyske mineryddere som de danske kontrollører var pålagt de lokale danske myndigheder . Tyskerne blev sædvanligvis indkvarteret i tidligere tyske militæretablissementer.


I alt ca. 2600 tyske pionérsoldater kom i aktion under minerydningen. De første ca. 1000 var fra minørskolen i Horsens. Det er derfor ikke i overensstemmelse med de faktiske forhold, når filmen fremstiller de tyske mineryddere som udelukkende unge drenge – som tilmed ingen erfaring har med det livsfarlige arbejde. Aldersprofilen har været langt mere varieret, og pionérsoldaterne fra minørskolen i Horsens var formentlig overvejende erfarne soldater.

Siden kom der yderligere ca. 1600 mineryddere til. Det drejede sig, så vidt vides, om fanger fra britiske krigsfangelejre i Nordtyskland, der meldte sig frivilligt, formentlig fordi forplejningen i disse lejre var meget dårlig. Disse frivillige havde uden tvivl langt fra alle en baggrund som pionérsoldater, så de fik en nødtørftig instruktion, inden de blev indsat.

Men blev de også sultet i Danmark? Meget tyder på, at forplejningen undertiden var mangelfuld i forhold til, hvad der var blevet lovet, og hvad der var foreskrevet i Geneve-konventionen for krigsfanger. Fx var der tilsyneladende ikke altid det lovede kvantum kød.

Men efter alt, hvad vi ved, var der ikke tale om, at minerydderne blev udsat for en konsekvent og bevidst sultepolitik, sådan som det fremgår af filmen. Der er trods alt forskel på en forplejning, der lider af visse mangler, og så på decideret udsultning.

Og efter alt, hvad vi ved, blev minerydderne heller ikke (som de gør i filmen) udsat for vilkårlig mishandling og ydmygelser fra dansk og britisk side. Sandt er det imidlertid, at de led alvorlige tab i forbindelse med rydningen. De officielle danske tal var: 149 døde, 165 hårdt sårede og 167 lettere sårede. Uofficielle tyske tal kunne tyde på ca. 250 døde, 200 alvorligt sårede og 400 lettere sårede.


Der er altså i filmen ændret på ganske væsentlige komponenter i forhold til virkeligheden. Konfronteret med dette har filmens manuskriptforfatter og instruktør påberåbt sig retten til ’kunstnerisk frihed’. Og selvfølgelig har han det. Men når filmen på den ene side har et normativt sigte, altså at nutiden så at sige skal uddrage en moralsk lære af faktuelle historiske begivenheder (ie: danskerne var dengang opfyldt af had, fuldstændig som nu), kan man så bare påberåbe sig kunstnerisk frihed, når det påvises, at filmens fremstilling af begivenhederne rent faktisk ikke er korrekt i ganske væsentlige forhold? Det hænger ikke rigtigt sammen!

Under en længere debat med filmmageren på Radio 24Syv spurgte radioværten mig, hvordan jeg kunne foreslå, filmen havde grebet sagen an uden at gøre vold mod de faktiske forhold. Jeg foreslog, at man fx kunne have anskuet hele problematikken med en dansk kontrolsoldats øjne. Men det mente instruktøren ville have været en endnu mere eklatant udstilling af det danske had, for hvad er værre end en person, som betragter uretfærdighed uden aktivt at gribe ind?

Endvidere hævdede instruktøren nu, at det danske had mod tyskerne havde været så monumentalt, at mange vestjyder havde gjort den makabre minerydning til et udflugtsmål, altså til en slags folkeforlystelse. Men det havde han undladt at vise i sin film – af hensyn til disse mennesker og deres efterkommere. Jeg tillod mig dog at betvivle, at der er kildebelæg for denne påstand.


Men gjorde briterne og danskerne sig skyldige i brud på konventionen om behandling af krigsfanger ved at overlade minerydningen til slagne tyske soldater? Genevekonventionen, som både Storbritannien og Danmark havde underskrevet, forbyder, at krigsfanger udfører ’farligt arbejde’, herunder minerydning. Det er der ingen tvivl om.

Derfor vil man med føje kunne hævde, at der de facto var tale om et konventions-brud. Men rent teknisk betragtede briterne ikke de tyske tropper som krigsfanger, men som ’surrendered enemy personnel’ – og derfor ikke for omfattet af konventionen.

At briterne kunne hævde denne distinktion, har jeg altid opfattet som et udslag af, at de tyske soldater i Minenkommando Dänemark var under tysk kommando – og derfor ikke formelt set var krigsfanger. Men tilsyneladende betragtede Storbritannien helt generelt de slagne tyske tropper som ’surrendered enemy personnel’ – og derfor ikke for konventionsbeskyttede. Synspunktet skulle være, at Tyskland havde ’kapituleret betingelsesløst’ og ikke længere var en legitim, selvstændig stat. Derfor følte Storbritannien sig ikke forpligtet overfor Tyskland og de tyske soldater af, at man havde tiltrådt Geneve-konventionen for behandling af krigsfanger.

At de danske myndigheder efter fem års tysk besættelse skulle gå til Storbritannien, Danmarks befrier, og pege på, at anvendelsen af tyske soldater stred mod konventionen for behandling af krigsfanger, forekommer at være meget at forlange. Og hvad havde de danske myndigheder i øvrigt at sætte i stedet? At briterne fjernede de tyske miner – eller danskerne selv?