En bog om Frode Jakobsen

Af Søren Krarup. Tidehverv, 2005, s.19-21. (Sven Ove Gade: Frode Jakobsen. En biografi. Gyldendal. 592 sider. 395.00 kr).

Sven Ove Gade har skrevet en stor bog om Frode Jakobsen, og bogen er spændende og væsentlig. Men jeg vil begynde en omtale af denne bog med at lovprise bogens forfatter. Sven Ove Gade er nemlig en lykke for vort lands offentlige liv, fordi han er drevet af en lidenskab for saglighed og ægthed, som får ham til at bryde igennem vedtagne fordomme og fastlåste positioner for at hævde - ja, sandheden, det, der er sandhed for ham, og som skal siges. I flere år har han f.eks. plæderet for en adskillelse af stat og kirke her i landet. Jeg ved det, for jeg har i flere omgange været i clinch med ham om folkekirken. Men da det i anledning af nogle begivenheder i de senere år går op for Gade, at en adskillelse af stat og kirke vil føre til de helliges eller selvretfærdiges regimente og underkuelse af det folk, der bare er kristent, fordi det er barnedøbt, så er han ikke for fin eller for forfængelig til at indrømme, at han har taget fejl. Det har han da gjort. På åben og redelig vis erkender han, at folkekirken er et forsvar for det danske folks mulighed for at høre evangeliet uden at skulle tyranniseres af en kirkelig og politisk korrekthed. Han lægger ikke skjul på sit tidligere standpunkt. Men viljen til sand hed driver ham.

Og nu, hvor han ikke længere er chefredaktør på Ekstra Bladet - hvilket har forvandlet Ekstra Bladet til et vulgært, underlødigt organ, hvor det i Gades tid var et åndehul og fristed i vort offentlige liv - er han gået i gang med at skrive om de enere, der forener dansk åndsliv med den uafhængighed af partier og positioner, som præger ham selv. Sidst var det sin forgænger som chefredaktør på Ekstra Bladet, Sven Ove Gade skrev en biografi om. Bogen var berettiget, for Victor Andreasen var virkelig en uafhængig og højt begavet personlighed. Men samtidig var han jo også en højst forfængelig og underligt uvedkommende skribent, fordi han ikke var bundet af andet end sit ego. Han var sjov at lytte til, når han i timevis fortalte om bagsiden af vort offentlige liv med samt dettes hovedpersoner. Han kunne udfolde en ætsende radikalitet og et næsten djævelsk skarpsyn. Underholdende og træfsikker. Men også uden virkelig interesse, fordi hans virkelighed var egocentrikerens.

Nu har Sven Ove Gade skrevet en biografi om Frode Jakobsen, og også dette arbejde er grundigt, sagligt og lødigt. Men når man har læst næsten 600 sider om helten fra Frihedsrådet, er man lige ved at længes efter nogle sider af Victor Andreasen. Lidt djævelskab, lidt uærbødighed, lidt radikalitet og respektløshed. Det er jo ikke forfatterens skyld. Det er Frode Jakobsens. Der var over denne stædige idealist en messende moralisme, som ikke blot må have gjort ham en smule vanskelig at have med at gøre i det daglige liv, f.eks. på Christiansborg, men som også har det med at placere ham i de abstrakte luftlag, hvorfra en gemen dansk virkelighed har vanskeligt ved at komme til sin ret. Selv om jeg holder med Frode Jakobsen i hans modsætningsforhold til en Per Hækkerup, kan jeg godt forstå Hækkerups irritation over denne politiker i munkekutte.

Spørgsmålet, som en læsning af bogen rejser, er da, hvorfor Frode Jakobsen egentlig ville være politiker.

Det vil jeg vende tilbage til, men forinden skal Frode Jakobsens danmarkshistoriske indsats og fortjeneste omtales. Alle, der beskæftiger sig med modstandskampen, må prise os lykkelige over, at vi havde en Frode Jakobsen. Hans indsats 1941-45 kan ikke overvurderes. På bar bund opbyggede han en modstandsorganisation, der ændrede den tyske besættelses forløb og gengav danskerne deres nationale selvrespekt. Friskolelærerens søn fra Mors vidste sig bundet af det sandhedskrav og den folkelige ansvarlighed, han var opdraget i, og med en næsten selvmorderisk betingelsesløshed satte han sig selv ind i kampen for Danmarks frihed. Min far, der var nogle år ældre end han, betragtede ham altid med en vis humoristisk skepsis, fordi han havde blik for hans abstrakte idealisme og lidt selvhøjtidelige naivitet, men det ophæver ikke, at da Frode Jacobsen ved nytårstide 1944 opsøgte mine forældre i Hammelev præstegård for at få dem til at deltage i Ringens modstandsarbejde, sagde min far øjeblikkeligt ja og var ham siden en loyal medarbejder, som altid havde den største respekt for Frode Jakobsens indsats. I Sven Ove Gades bog bliver dette kapitel fra frihedskampen grundigt belyst. Frode Jakobsens utrættelighed, hans stædige udholdenhed over for officiel lunkenhed og afvisning, hans dybe ansvarsbevidsthed og hans afvisning af kommunisternes forsøg på at dreje modstands kampen i ideologisk retning og forvandle en national rejsning til partimæssig gevinst. Hvad kunne Frihedsrådet ikke have udviklet sig til, hvis Frode Jakobsen ikke havde været der og var den, han var? Danmark har virkelig noget at takke ham for, og Sven Ove Gades bog skildrer fint, hvilke vanskeligheder han havde at overvinde, og hvilken retlinethed han udviste.

Den drøfter også grundigt, hvorfor han endte med at alliere sig med de gamle politikere, der havde været hans svorne modstandere, og som havde søgt at ødelægge ham og modstandsbevægelsen. Det var jo nemlig sådan, at modstandsbevægelsens første modstandere havde ikke været tyskerne. Det havde været samarbejdspolitikerne. Det var disse samarbejdspolitikeres nationalt ødelæggende linie, modstandsbevægelsen gjorde oprør imod, og derfor var det jo også, at Danmarks statsminister Vilh. Buhl i september 1942 opfordrede til at angive eller stikke modstandsfolk. Modsætningsforholdet var dybt og næsten blodigt. Samarbejdspolitikerne hadede virkelig modstandsbevægelsen. Og socialdemokraterne tilgav aldrig socialdemokraten Frode Jakobsen, at han havde gjort oprør imod dem og - værst af alt - havde vundet sejr.

Så meget mere bagvendt var det jo, at Frode Jakobsen søgte samarbejde med disse politikere om en befrielsesregering under Vilh. Buhls førerskab. Det var for at protestere imod dette, at min far i februar 1945 rejste fra Nordjylland til København til et møde med Frode Jakobsen og Frihedsrådet, hvor han på den jyske modstandsbevægelses vegne ville sige fra over for denne falske alliance. Sygdom bevirkede, at han måtte rejse hjem uden at få lejlighed til at fremføre protesten, men sikkert er det, at den ikke ville have ændret noget. Frode Jakobsen lod sig ikke rokke fra det samarbejde med de gamle politikere, som han havde indgået i slutningen af 1944. Hvorfor? Dels fordi englænderne, der frygtede en borgerkrig som den græske efter befrielsen, ønskede samarbejdet. Dels fordi Frode Jakobsen virkelig mente, at det var til landets gavn at samarbejde. Realpolitik, kaldte han det som bekendt. For den sans for den nationale selvrespekt eller folkelige selvbesindelse, som var modstandsbevægelsens egentlige motiv, måtte hos ham vige for det, han kaldte de politiske realiteter.

Havde han ret heri? Meget tyder på, at han selv kom i tvivl om det. Modstandsbevægelsen behøvede jo nemlig ikke at kræve den politiske magt efter befrielsen for at få sine mål opfyldt. Den kunne have overladt magten til politikerne for således at stå frit til at foretage det åndelige eller folkelige opgør med samarbejdspolitikken og dens forudsætninger, som bl.a. min far anså for det første fornødne. Opgørets nødvendighed. Dette opgør havde jo fundet sted under besættelsen. Det kunne i friheden efter besættelsen fortsættes med styrke og sammenhæng, sådan at den folkelige virkelighed blev ændret. En kulturkamp som den, det nu er opgaven at føre - og med samme modstandere som dem, vi nu fører krig imod, kulturradikalismens sildefødinger eller samarbejdspolitikkens skrællinger. Dem havde modstandsbevægelsen både i ord og handling undsagt under besættelsen.

Det havde været opgaven at føre opgøret igennem efter befrielsen.

Det skete som bekendt ikke, og hovedårsagen er Frode Jakobsen. Hans motiver har utvivlsomt været rene og respektable. Alligevel kan der under læsning af Sven Ove Gades bog godt snige sig en svag mistanke ind i èn: var der en forfængelighedens gamle Adam i Frode Jakobsens sjæl?

Hvorfor sagde han f.eks. ja til at stille op som socialdemokratisk folketingskandidat i 1945? Den ringeste grad af omtanke måtte fortælle ham, at han ikke ville have nogen chance for indflydelse og resultater i det parti, der hadede ham for hans indsats under besættelsen. Hedtoft talte godt for ham, men både Hedtoft og H.C.Hansen havde han haft voldsomme sammenstød med 1944-45. Frode Jakobsen burde ikke have kunnet nære illusioner. Alligevel sagde han ja til at give socialdemokratiet det skær af modstandskamp, som partiet søgte, og således begyndte den politiske ørkenvandring, som giver den sidste halvdel af hans liv et præg af tragedie.

For ikke blot hadede de socialdemokratiske ledere ham, de hånede ham også og elskede tydeligvis at træde på ham. Det er i grunden utroligt, hvad Frode Jakobsen lod sig byde. Fra Per Hækkerups side måtte han finde sig i de blodigste fornærmelser. Alligevel valgte han igen og igen at stille op og blev siddende i Folketinget helt til 1973 - isoleret og afmægtig.

Men hvis et menneske, der har andet anliggende end det parti- og magtpolitiske, siger ja til at blive folketingsmedlem, så må det dog være, fordi han virkelig kan opnå resultater ved at sidde i Folketinget. Lad mig blot tale personligt: Når jeg i øjeblikket er folketingsmedlem, så er det, fordi jeg - sammen med Jesper Langballe - kan gøre gavn i det spørgsmål, der synes mig det vigtigste af alle i nutiden, opgøret med og afvisningen af indvandringspolitikken. En national værnepligt, der giver mening. I et parti, der enigt og i fællesskab slås for danskernes førstefødselsret til Danmark.

Men hvis jeg ikke kunne opnå noget som helst, og hvis jeg i stort og småt blev modarbejdet af det parti, jeg var medlem af, så ville jeg naturligvis ikke være folketingsmedlem. Så kunne jeg gøre langt større gavn udenfor som fri skribent. Samme mulighed havde Frode Jakobsen. Hans historie og ry ville altid give hans ord vægt. Hvad Frode Jakobsen sagde og gjorde, ville være sikkert på opmærksomhed i Danmark efter den tyske besættelse.

Hvorfor blev han siddende i Folketinget?

Man kan svare, at han skulle have noget at leve af. At hans karrieremuligheder på universitetet var forsvundet med besættelsen. At han blev ved med at leve i håbet. Og der er utvivlsomt noget om det alt sammen, men Frode Jakobsen var jo ikke en mand, der bedrog sig selv. Han måtte vide, at han sad som socialdemokratiets bekransede gidsel - udstødt og misbrugt. Der er i bogen breve til den socialdemokratiske ledelse, som er næsten hjerteskærende i deres slet skjulte bøn om at blive taget til nåde og opnå position. Men heller ikke Jens Otto Krag - samarbejdspolitikkens svorne tilhænger - agtede at lytte til den fhv. modstandsleder.

Har forfængelighedens gamle Adam spillet gæk med Frode Jakobsen?

Sven Ove Gades bog giver ikke noget entydigt svar, men i sin grundighed og sandhedssøgen stiller den dette og mange andre spørgsmål og gør i det hele taget besættelsestiden og efterkrigstiden levende på en sådan måde, at den er historieskrivning af høj karat. Godt, at der under besættelsen var mænd som Frode Jakobsen. Godt, at der i dag er mænd som Sven Ove Gade. Det offentlige liv i Danmark er i meget vid udstrækning præget af det, min far i 1950´erne kaldte "toneangivende undermålere". De sidder tæt i medieverdenen. De sidder også tæt i det politiske liv. Folk, for hvem fraser og den politisk korrekte attitude er alt.

I en sådan dansk virkelighed kan det ikke skattes nok, at der også er mænd som Sven Ove Gade.

Sven Ove Gade: Frode Jakobsen. En biografi. Gyldendal. 592 sider. 395.00 kr.