Tiden - eller lægen - mig så sagtelig oplukker dødens dør PDF Udskriv Email

Af Morten Brøgger, Tidehverv 2018 nr. 4, s. 65-67


”Tiden mig så sagtelig oplukker dødens dør.” Således digtede i sin tid Thomas Kingo, men i vore dage er det ikke længere kun tiden, der sagtelig oplukker dødens dør. En ny lov vedtaget i marts i år har (måske) åbnet for en form for aktiv dødshjælp. Så nu er det os selv – in casu lægen – og ikke tiden, der lukker dødens dør op – men stadig sagtelig.

 

Lovforslag nr. L99, der er en ændring til sundhedsloven og til lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile, blev vedtaget enstemmigt i folketinget efter en hurtig behandling (forslaget blev fremsat 15.11. 2017, førstebehandlet 24.11., 2. behandlet 15.3. 2018, og 3. behandlet og vedtaget 20.3.).


Loven er blevet kritiseret fra flere sider. Lægeforeningen foreslog, at man i teksten tilføjede en passus om, at ”en bindende tilkendegivelse i et behandlingstestamente og den efterfølgende lægelige behandling på den baggrund ikke er udtryk for en legalisering af aktiv dødshjælp”. (Kr.D. 27.2.) Et ganske tankevækkende forslag fra lægeforeningen til en lov, hvorom lovgiverne hævder, at de hverken har ønsket at indføre eller reelt har indført aktiv dødshjælp. Forslaget viser, at der er en bekymring for, at lovens bestemmelser eventuelt vil kunne fortolkes som en åbning for en form for aktiv dødshjælp.


Der er åbenbart visse uklarheder, for også Det etiske Råd havde i sit høringssvar udtrykt ønske om en sikring mod, hvad man anså for en form for aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Loven åbner nemlig for, at man kan iværksætte såkaldt palliativ sedering af en døende patient, selv om døden ikke er umiddelbart forestående, men der måske kan være flere uger, til døden ventes at indtræffe. Palliativ sedering er at lægge patienten i dyb, bevidstløs søvn. Det kan bruges, når en patient ikke kan smertedækkes fuldt ud på anden måde. Det bruges endnu ret sjældent.


Men hvis en patient sederes palliativt i flere uger, er der angiveligt en risiko for, at patienten ikke dør af sin sygdom, men af sult og tørst, da patienten ikke kan modtage føde og væske. Så man kan stå i en situation, hvor man er klar over, at patienten ikke dør af sin sygdom, men af følgerne af den palliative sedering. Der hersker dog en vis uenighed om, hvorvidt det er rimeligt at kalde dette for aktiv dødshjælp eller assisteret selvmord. Formanden for Etisk Råd, Gorm Greisen, har udtalt til Kristeligt Dagblad, at døden af sult eller tørst som følge af palliativ sedering ”er en mulig bivirkning, som lægen vurderede var nødvendig for at dække patientens smerter tilstrækkeligt”. (Kr.D. 27.2.) Det afgørende er her, om den lindrende behandling sættes i værk med den hensigt at lindre eller med den hensigt både at lindre og påføre døden.


Det er i dag tilladt at iværksætte lindrende behandling, der kan fremskynde døden, når det skønnes, at en uafvendeligt døende patient ikke kan smertelindres på anden måde. Det nye er åbenbart til dels tidsperspektivet: at døden ikke ventes at indtræde inde for få døgn, men i stedet inden for få uger.


Flertallet i Etisk Råd mente, at det burde sikres, ”at en patient dør af sin sygdom under palliativ sedering – og ikke af sult eller tørst”. (Kr.D. 27.2.) Tanken er, kan man slutte, at dersom der ikke er reel tvivl om, at patienten vil dø af sult eller tørst, så begynder det at ligne aktiv dødshjælp.


Der hersker blandt de forskellige stemmer i debatten uenighed om, hvorvidt lovændringen giver mulighed for ved et behandlingstestamente på forhånd at aftale et forløb om palliativ sedering, som lægen så er forpligtet til at følge, hvis de forudsatte betingelser opstår. To tidligere og et nuværende medlem af Etisk Råd – blandt andre overlæge Ole Hartling – frygter, at det bliver en mulighed, mens formand for lægeforeningens etiske udvalg, Lise Møller, mener, at man ikke kan kræve palliativ sedering i et behandlingstestamente, da det stadig er en lægelig vurdering, om man er i målgruppen for en sådan behandling.


Men når man kombinerer et sådant ønske (eller krav, for behandlingstestamenter gøres i loven juridisk bindende) med muligheden for, at palliativ sedering kan iværksættes, når døden kan indtræffe inden for en horisont af få uger, og der kan rejses en reel tvivl om, hvorvidt patienten dør af sult/tørst eller af sin sygdom, så forekommer bekymringen for, at man har åbnet en lille mulighed for aktiv dødshjælp, ikke urimelig.


Gorm Greisen anfører også et af de bedste argumenter for indførelsen af lovændringen, nemlig, at det er afgørende, at der kan gives tilstrækkelig palliativ (lindrende) behandling, for netop at undgå presset for at få indført aktiv dødshjælp. Det altovervejende argument for indførelse af aktiv dødshjælp er nemlig, at man skal hjælpe den svært lidende (og døende) patient, som ikke ellers kan blive smertelindret godt nok til at slippe for ubærlige smerter. Paradokset ved aktiv dødshjælp er så, at man altså ikke eliminerer smerterne, men man eliminerer patienten, der har smerterne. Men Gorm Greisen har ret i, at det er afgørende at sørge for – i kraft af lovgivning, forskning og uddannelse af sundhedspersonale – at den palliative behandling i hele sundhedsvæsenet bliver tilstrækkelig til at hjælpe de lidende, så de lindres.


Men dette arguments kvalitet afhænger i nærværende sammenhæng af, at man så ikke alligevel har indført en form for aktiv dødshjælp.


Der er også et andet forhold, der desværre kunne pege i den retning, og det er lovgivernes understregning af, at man med loven øger patientens selvbestemmelse. Spørgsmålet om selvbestemmelse er også ofte blevet brugt i argumentationen for aktiv dødshjælp. Det kommer blandt andet ind i forbindelse med talen om en værdig død. Det ser ud til, at en persons værdighed i vore dage opfattes som nært sammenhængende med personens selvbestemmelse. I det øjeblik, vi er så syge, at vi er helt afhængige af hjælp fra andre, og vi ikke i samme omfang som tidligere har hånd i hanke med, hvad der sker os, har vores værdighed lidt skade, eller den er mistet. Derfor hører man med mellemrum det argument, at man skal kunne tage en selvstændig beslutning angående døden (eller den sidste tid inden døden), mens man endnu er habil til det.


Men det bekymrende ved brugen af selvbestemmelse som argument i forbindelse med denne lov er tillige, at vi hermed blot ser ét eksempel af mange på, at det er det afgørende etiske argument for politikere. Hvis selvbestemmelse – som det ofte høres fra politisk hold – gøres til det øverste etiske princip, så er der – i princippet – ikke noget argument mod aktiv dødshjælp, og så er der ingen hindring for, at den med tiden kan blive indført, og at denne lov blot er skridt i den retning. Som nævnt har sundhedsordførerne dog udtalt, at de ikke ønsker at legalisere aktiv dødshjælp. Der er dog så megen uklarhed i forbindelse med loven, at fagfolk er uenige om, hvorvidt der med denne lov alligevel indføres en form for aktiv dødshjælp.


Det vækker bekymring, når man i loven læser, at en patients ønske om ophør af livsforlængende behandling, såsom tilførsel af medicin, væske og ernæring, skal efterkommes, også selv om det ikke er fastslået, at patienten er uafvendeligt døende, og selv om det vurderes, at afbrydelsen af behandlingen vil medføre, at patienten umiddelbart efter afgår ved døden. Loven bestemmer, at en såkaldt sundhedsperson i et sådant tilfælde kan afslå selv at være den, der afbryder behandlingen (hvilket altså vil få en patient til at dø, som ikke er uafvendeligt døende), hvis det strider mod denne sundhedspersons ”etiske opfattelse” som det hedder. Men patienten skal så henvises til en anden sundhedsperson, ”som kan efterkomme patientens selvbestemmelse”. (Loven kan læses på folketingets hjemmeside (www.ft.dk)).


Hvad der står her, er altså, at man i sundhedsvæsenet er forpligtet til at finde en læge, der vil tage ansvaret for at afbryde en behandling af en patient, som ikke er ved at dø af sin sygdom, selv om afbrydelsen af behandlingen vil medføre døden. Patienten har krav på, at ønsket om afbrydelse af behandlingen med tilførsel af for eksempel medicin, væske og ernæring efterkommes.


Sundhedsordfører Flemming Møller Mortensen (S) siger i den forbindelse: ”Hvis jeg som patient siger, at jeg alligevel er utryg og bange for den sidste tid uden behandling, får lægen nu bedre mulighed for at sige ja til patientens ønske om at sove stille og roligt i den sidste tid.” (Kr. D. 28.2) Som jeg læser og forstår det, har man med disse bestemmelser indført en form for aktiv dødshjælp.


Hvorfor er det da nu så slemt at anvende aktiv dødshjælp? Hvorfor denne bekymring over en lov, hvor det i det mindste er uklart, om man har overskredet grænsen til aktiv dødshjælp?


Der er forbundet adskillige problemer med legaliseringen af og anvendelsen af aktiv dødshjælp. Erfaringerne fra blandt andet Holland og Belgien har vist, at man ved at tillade brugen af aktiv dødshjælp i nogle få specifikke situationer risikerer at åbne for en udvikling, hvor flere og flere situationer inddrages, og således udvides omfanget af indikationer for patientens krav på aktiv dødshjælp. Nu er visse psykiske lidelser også blevet grund til, at man kan bede om aktiv dødshjælp.


Et andet problem er, at det ændrer på balancen i forholdet mellem læge og patient. Hvor lægen, som det er nu, utvetydigt er ”på livets side”, vil læger skulle vejlede patienter, der er i tvivl, og dermed også vejlede om muligheden for aktiv dødshjælp. Forholdet mellem patient og læge er et tillidsforhold, som man risikerer at belaste med tvivl om, hvor man har lægen.

Patienten stilles desuden i et valg, som ellers ikke fandtes. Alene det, at muligheden for aktiv dødshjælp findes, gør, at patienter i visse situationer da – om de vil eller ikke – skal tage stilling i spørgsmålet om aktiv dødshjælp. Hvad der ellers har været en naturlig, ja selvfølgelig forudsætning, at det gælder om at værne livet og patienten, er da ikke længere en selvfølge.


Det kan også medføre et pres på patienten. Presset behøver ikke at komme fra pårørende, men patienten kan selv føle et pres til at lette sine pårørende for den byrde, det er at skulle tage sig af en alvorligt syg. Man kan føle et pres for ikke at skulle ligge nogen til byrde, og det pres øges, når der pludselig er er en mulighed for ikke længere at gøre det.


Det er også et problem, at pårørende med anvendelsen af aktiv dødshjælp fratages muligheden for at skulle tage sig af en alvorligt syg. Erfaringen viser, at det er noget, som de efterladte ofte har været meget glade for, og som de nødigt ville undvære. Der forsvinder en forpligtelse, som er god at påtage sig, og som giver mening.

 

Endelig viser erfaringen, at alvorligt syge patienter, der får en god behandling, stadig finder livet værd at leve, selv om de måske, da de var helt raske, ikke kunne forstå, hvordan der kunne være mening i et sådant liv, som de fik i den sidste del af deres liv.