Maskerne Falder PDF Udskriv Email

Af Claus Thomas Nielsen, Tidehverv 2018 nr. 5, s. 85-88

Mener man efter nøje overvejelse, at jødiske forældres beslutning om at lade deres drengebørn omskære på ottendedagen efter fødslen – således som jødiske drenge er blevet det siden Abraham for 4000 år siden forlod den gamle sumeriske civilisation for på Guds bud at blive stamfader til det udvalgte folk og derved til den kristne kirke og civilisation – er intrinsisk ondt og bør forbydes, så har man derved i åndelig forstand ekskommunikeret sig fra den vestlige civilisation og fra den kristne kirke.

 


I vor tid, hvor også mange i øvrigt søde og velopdragne mennesker med gode hensigter, mangler den mest elementære historiske og litterære dannelse, må man nødvendigvis udvise stor tålmodighed, når man møder aldeles inkonsekvente holdninger. Fastholder diskussionspartneren imidlertid, efter at være blevet historisk oplyst, f.eks. en fordømmende holdning til omskæring af jødiske drenge, så må man konkludere, at han har erklæret sig som kristendommens og Europas fjende.


Kalder vedkommende sig konservativ eller national, eller siger han stolt om sig selv, at han kæmper for den judæo-kristne civilisation, har han hermed afsløret, at han er en selvbedrager. Han er hverken konservativ eller national, og det han kæmper for er afskaffelsen af den judæo- kristne civilisation.


Det er ligesom at sige, at man elsker Europa, men hader nationalstaten, eller at man holder meget af fodbold, men er imod enhver form for holdsport, eller at man holder meget af kristendommen, men er modstander af ideen om en almægtig Gud, som blev menneske. Det er alt sammen noget selvmodsigende sludder, som ikke desto mindre har den nyttige funktion, at det river masken af den talende og flår falske alliancer i stykker. F.eks. den altid falske alliance mellem en klassisk konservatisme og postkristen(eller kulturkristen) konservatisme. Denne sidste har altid mere tilfælles med f.eks. fascismen end med Europa.


På samme måde som man, ved at skelne mellem islam og islamisme og kalde islamismen middelalderlig, har afsløret, at ens modstand mod islam ikke skyldes, at man er kristen, dansker og europæer, men tværtimod at man har tilsluttet sig det såkaldte oplysningsprojekt og derfor mener, at Islams mangler skyldes, at den endnu ikke, ligesom kristendommen, er blevet underlagt den oplyste almenvilje og derved trængt tilstrækkeligt ud af det offentlige rum, således har man, ved at erklære jødiske forældres omskæring af

deres drengebørn på ottendedagen

for at være et overgreb, derved afsløret, at ens sande kirkefædre er Rousseau og Robespierre. Man ønsker den totalitære muslimske livsanskuelse bekæmpet ved hjælp af en anden totalitær livsanskuelse. Som at bekæmpe Stalin ved at tilslutte sig Trotskij.


Hvad er omskæring ifølge kristendommen? Omskæringen er den hellige pagts tegn, skænket som en velsignelse til Guds udvalgte folk af Den treenige Gud selv. Da Abraham var 99 år gammel, dvs. et år før Isaks fødsel, oprettede Gud endelig, ved omskærelsens tegn, den pagt han havde forjættet Abraham 30 år tidligere. Gud siger:


“Fra min side er min pagt med dig, at du skal blive fader til en mængde folk; derfor skal dit navn ikke mere være Abram, men du skal hedde Abraham, thi jeg gør dig til fader til en mængde folk. Jeg vil gøre dig overvættes frugtbar og lade dig blive til et folk, og konger skal nedstamme fra dig. Jeg opretter min pagt mellem mig og dig og dit afkom efter dig fra slægt til slægt, og det skal være en evig pagt, at jeg vil være din Gud og efter dig dit afkoms Gud; og jeg giver dig og dit afkom efter dig din udlændigheds land, hele Kana’ans land, til evigt eje, og jeg vil være deres Gud!« Derpå sagde Gud til Abraham: »Men du på din side skal holde min pagt, du og dit afkom efter dig fra slægt til slægt; og dette er min pagt, som I skal holde, pagten mellem mig og eder, at alt af mandkøn hos eder skal omskæres. I skal omskæres på eders forhud, det skal være et pagtstegn mellem mig og eder; otte dage gamle skal alle af mandkøn omskæres hos eder i alle kommende Slægter, både de hjemmefødte trælle og de, som er købt, alle fremmede, som ikke hører til dit afkom; omskæres skal både dine hjemmefødte og dine købte. Min pagt på eders legeme skal være en evig pagt!”


Der er, som vi ser, tale om en gensidig pagt. En pagt som blev indgået tredive år tidligere, da Abraham adlød Gud og troede Guds forjættelse, og som nu får Guds ydre segl på sig. Gud lover, at Abraham skal blive stamfader til et stort folk, og Abraham holder på sin side pagten ved, at alt mandligt afkom bliver omskåret på ottendedagen. Pagten skal tilmed være evig.


”I din sæd skal alle jordens folkeslag velsignes”, som Gud senere siger til Abraham.


Hvorledes skal dette ske? Hvorledes kan det pagtstegn, omskærelsen, som specifikt gælder for Abraham og hans efterkommere, komme til at være en velsignelse for hele verden, og hvordan kan pagten bogstavelig talt være evig, når den handler om noget, som sker i denne forgængelige verden? Hvordan kan pagten og dens velsignelse udbredes uendeligt i såvel rum som tid?

Det kan den, fordi pagten i sig bærer en profeti om Jesus Kristus. Den gamle pagt bærer den nye i sig. Den nye pagt opfylder den gamle.

Ja, oldkirkens kirkefædre mente, at omskærelsen før Kristus havde omtrent samme virkning som dåben efter Kristus. (Om end de omskårne, som Beda den Ærværdige fastslår omkring år 700, selvom de får syndernes forladelse ved omskærelsen, må vente i dødsriget indtil påskemorgen. Som vi også ser det i f.eks. Skovgaards fresko i Viborg.)


Omskærelsen af drengebørnene var før Jesu fødsel det ydre tegn, det blodige offer, som bortvaskede arvesynden, ikke kun for slægtens drenge, men gennem dem, også for slægtens piger. Augustin kalder derfor omskærelsen for et af den gamle pagts sakramenter. (Et lavere sakramente i Augustins forstand, dvs. et ”sakramentalie”) ligesom tempelofferet, påskemåltidet osv. Det sakramente hvorved arvesynden blev bortvasket. (Se f.eks. Augustins ”Contra Faustum”, især bog XIX og ”Om Guds Stad 16, 26-27). Augustin skriver:


“Fra den tid hvor omskærelsen blev indstiftet hos Guds folk, var det et segl på retfærdiggørelse ved tro og udvirkede for unge og gamle renselse for arvesynd og tidligere synd; på samme måde som dåben begyndte at udvirke menneskets genløsning fra den blev indstiftet.”

Og:

“Omskærelsen var et tegn på fjernelsen af vor kødelige natur, som blev opfyldt ved Jesu opstandelse, og som dåbens sakramente lærer os at forvente ved vor egen opstandelse.” Men hvorledes kunne dette lade sig gøre, må man som kristen spørge? Arvesynden kan jo kun bortvaskes ved, at Jesus på korset påtager sig straffen for arvesynden og i dåben skænker sit korsoffer til os. Jesus er uden synd, men han lader sig alligevel døbe i Jordanfloden, ikke for at modtage syndernes forladelse fra vandet, men tværtimod for at skænke sit offer til dåbsvandet, således at det kan blive til frelse for os. ”Der findes ingen frelse uden dåb”, som det lyder i folkekirkens bekendelser.


Men når arvesynden nu kun kan fjernes ved, at vi i tro bliver ét med Jesu korsoffer, således som dette via Jesu dåb gives videre til vores dåb, hvorledes kan det så være den uforanderlige kristne lære, at også den kirke som eksisterede i de 2000 år mellem Abraham og Kristus, dvs. Israels folk, fik renset arvesynden bort og derved blev skænket den evige frelse?

Det kan det, fordi Jesus gjorde det samme ved omskærelsen, som han gjorde ved dåben. Ligesom Jesus lod sig døbe, ikke for at få noget fra dåben, men for at skænke dåben dens frelsende kraft, således lod han sig omskære, ikke fordi han havde brug for det, men for at skænke omskærelsen korsets frelsende kraft. Derved bliver omskærelsens blodige offer, ligesom tempelofferet, en præfiguration af korsofferet. Som der står i Hebræerbrevet 9,22: ”Der finder ingen tilgivelse sted uden at der udgydes blod.”

Han som selv var Gud og derfor ingen brug havde for en pagt med Gud, Han underkastede sig den gamle pagt. Han underkastede sig loven som tugtemester. Han som var uden synd og derfor ingen brug havde for syndernes forladelse i omskærelsen, han lod sig omskære for at skænke sin frelsende kraft til den gamle pagt. Han gjorde sig til synd for os.


Ligesom vi i kirken efter inkarnationen gøres til ét med Kristus i dåb og nadver, således blev vi i kirken før inkarnationen, dvs. i Israels folk, gjort til ét med Kristus i omskærelsen. Kirkefædrene gjorde en pointe ud af, at Kristus først lader sig omskære og derefter døbe, thi derved skabes der en bogstavelig og kødelig forbindelse mellem den gamle og den nye pagt, og vi kan derfor i kirken i sandhed kalde os Abrahams efterkommere. Ved sin omskærelse blander Jesus så at sige blod med Abraham, og ved den hellige nadver får vi del i Jesu blod. Derved får vi gennem Kristus blodfællesskab med Abraham, og Guds forjættelser for Abraham kommer til at gælde for os.


På Jesu tid var jødiske folk – fordi de havde stabile familiestrukturer med en stor grad af ligeværdighed mellem kønnene, forbud mod mandlig utroskab, forbud mod børneudsættelser, forbud mod at svigte de syge osv. – kommet op på at udgøre mindst 10% af Romerrigets befolkning. De fleste jøder blev efterhånden døbt og så sig naturligvis ikke som udbrydere af jødedommen, men som dens sande videreførere. En del af disse jødekristne bevarede i nogle generationer skikken med at omskære deres drenge, og også i vor tid sker det at jødiske familier som omvendes til kristendommen bevarer skikken med omskærelse. Men nu kun som en skik og ikke som et sakramente eller som en frelsesvej. Ja, i den koptiske kirke, og enkelte andre kristne kirkesamfund, lader man også i dag alle drenge omskære på ottendedagen, som et folkeligt tegn på forbindelsen til den gamle pagt. Det er ingen skade til, så længe man véd, at det nu er hjertets omskærelse i dåb og tro, som er det sande pagtstegn.


Samme afslappede forhold til omskærelsen ser vi udvikle sig allerede i Det nye Testamente. Pauli medarbejder Titus bliver, da han ikke er jøde, ikke omskåret ved sin omvendelse. Omvendt lader Paulus den uomskårne Timoteus, som har en jødisk mor, blive omskåret ved hans omvendelse til Kristus, netop for at han kan blive accepteret af de jøde-kristne. I løbet af oldkirken blev det den udbredte holdning i den vestlige kirke, at kristne under ingen omstændigheder bør lade sig omskære og Thomas Aquinas, Scotus og andre anså det ligefrem for en stor synd. (I vesten kom skikken først ind igen omkring år 1900, men nu – ligesom alt anden i den første post-kristne darwinistiske periode – begrundet biologisk, medicinsk, hygiejnisk og psykologisk. I første halvdel af det tyvende århundrede blev de fleste drenge i alle engelsktalende lande omskåret. Med indførelsen af statsligt styret sundhedsvæsen er skikken imidlertid langsomt forsvundet igen. Bortset fra i USA, hvor det stadig er 50-60%, som bliver omskåret. I de gamle nordeuropæisk dominerede stater i Midtvesten og i nordøst er det tilmed stadig omkring 80%.)


Hovedsagen for os kristne er, at det troens segl, som under den gamle pagt var den største gave, Gud har givet mennesket, et helligt sakramente uden hvilket der ikke fandtes frelse, nu, under den nye pagt, ikke længere er nødvendigt. Ligesom Abraham i tro fik hjertets omskærelse 30 år før kroppens, således er hjertets omskærelse nu gledet over i den nye pagts sakramenter, dåb og nadver. Romerbrevet kap. 4:


“Og omskærelsens tegn fik han som et segl på den retfærdighed af tro, han havde som uomskåren; og således skulle han blive fader til alle uomskårne, som tror, så at retfærdighed kunne blive dem tilegnet.”


Hvis man som døbt fastholder den fysiske omskærelse som nødvendig til frelse, så gør man en afgud af den. Så er man, som Paulus skriver i Galaterbrevet ”faldet ud at nåden”. Men man er også faldet ud af nåden hvis man gør ikke-omskærelse til en god gerning:


”Thi i Kristus er hverken omskærelse eller forhud noget, men tro som er virksom i kærlighed.”


(På samme måde har man gjort en afgud af dåbsvandet, hvis man tolker bekendelsens ord ”der findes ingen frelse uden dåb”, således at Jesus talte usandt, da han sagde til den udøbte røver,, som blev omvendt på korset: ”I dag skal du være med mig i paradis.


Thi naturligvis kom troen før troens segl og naturligvis kommer Helligåndens dåb før det fysiske vand. Derfor kunne røveren på korset frelses og derfor kan også spædbarnet der dør i en trafikulykke på vej til sin dåb, blive frelst.)

Omskærelsen er for os kristne uden betydning for gudsforholdet. Derfor lader Paulus ikke Titus omskære og derfor lader han Timoteus omskære.

Men det betyder naturligvis ikke, at vi ikke mindes, fejrer og lader os opbygge af omskærelsens betydning i frelseshistorien, ganske særlig Jesu egen omskærelse. Gennem hele kirkens historien har denne begivenhed haft sin egen festdag, Circumcisco Domino eller Kristi omskærelses Dag. Dagen ligger sammen med nytårsdag og vi læser teksten om, hvorledes Jomfru Maria og Josef, i lydighed mod loven som tugtemester og i kærlighed til Faderen og til Jesus Kristus, lader Jesusbarnet omskære. Vi lærer hvorledes forjættelsen til Abraham gennem Jesu omskærelse er blevet en forjættelse, der gælder for os.


Nu var der jo allerede i oldkirken en del af Abrahams afkom efter kødet, som skilte sig ud og ikke tog imod frelsen i den nye pagt. De var det udvalgte folk, før vi blev det. De lever fortsat efter den gamle pagt og med forjættelsens segl: omskærelsen. De venter stadig på, at seglet skal brydes og det glade budskab åbenbares. De har endnu ikke set, at også omskærelsen er en tugtemester der viser hen til Kristus og at den uden Ham kun fører til dom. De har, uden at vide det, blodfælleskab med Jesus Kristus og gennem ham, med os kristne. De ved det ikke, men vi ved det. De er vores kødelige brødre og vi kalder dem stadig det særligt udvalgte folk, fordi de fra Abraham til inkarnationen, ved den hellige pagts tegn, omskærelsen, bar Kristus skjult i deres midte. Ved dem er alle jordens folkeslag blevet velsignet. De bærer ham stadig. Skjult for dem men ikke for os.


Vi kristne véd, at når jødiske forældre, ligesom jomfru Maria gjorde det, i lydighed mod Guds bud bærer deres dreng til omskærelse, så er det Kristus, de bærer ham til. Det som er opfyldt for os, det er stadig profeti for dem. Men netop denne profeti betyder, at det jødiske folk står os nærmere end alle andre folk og at det indtil tidernes ende er den kristnes kirkes, og de kristne folkeslags, pligt at værne og beskytte det jødiske folk. Ligeledes er det vores pligt, sammen med vore jødiske brødre, at glædes over at dette folk efter årtusinders landflygtighed endelig – i hvert fald midlertidigt - har fået et hjemsted, hvor de kan leve beskyttet bag egne grænser. Ja, det er vores pligt at hjælpe dem med at værne deres grænser. Det jødiske folk er det eneste, vi har en sådan forpligtigelse over for. Svigter vi det jødiske folk, svigter vi os selv. Forråder vi det folk, der før os bar Kristus i sin midte, det folk hvis stamfader også er vores stamfader, så forråder vi os selv. Der ligger en dyb sandhed i at vores civilisation kaldes den judæo-kristne civilisation.


Nu forkynder det post-kristne og posteuropæiske ideologiske præsteskab så, at det pagtstegn, der i kristendommen blev betragtet som et Gud-givet sakramen(talie) og frem til korset var den eneste vej til frelse, det troens segl, som Den treenige Gud skænkede til sit udvalgte folk og som Han, da han blev menneske, lod udføre på sig selv for at indgyde det korsets frelsende kraft; det pagtstegn, hvorved vi i sandhed kan sige, at forjættelserne til Abraham også gælder for os, og som skaber det dybe fælleskab mellem jøder og kristne, er intrinsisk ondt, ja et overgreb mod barnet og skal forbydes. Maskerne falder så sandelig. Og folkekirken? Der er ikke længere nogen form for hedenskab, folkekirken ikke kan absorbere og understøtte. Her er maskerne for længst faldet og det hedenske ansigt afsløret. Folkekirken har transformeret sig om til en postkristen almenreligiøs institution, som opfylder de rituelle og religiøse behov, også en post-kristen menighed trods alt har. Hvorfor skulle denne multireligiøse religionsanstalt bekymre sig om Jesu omskæring eller det jødiske folks overlevelse i Danmark?