Dåbsforfølgerne i Lindevang kirke PDF Udskriv Email

Af Agnete Raahauge, Tidehverv 2018 nr. 6, s. 101-103

Hvem skulle have troet, at der findes teologisk skolede sætternisser? Men det gør der – for en sådan har givet sit teologiske besyv med i den nys udsendte rapport ”Folkekirkens liturgi – mellem fasthed og frihed”. En rapport, som er resultatet af arbejdet i en kommission, biskopperne nedsatte i 2016.


Rapporten overvejer, om der skal være større frihed til at afvige fra de autoriserede ritualer i højmessen. I afsnit 1,3, som diskuterer en minimal grad af autorisation, nævnes det, at de præster og menigheder, som faggruppen bag rapporten har talt med, nemlig efterspørger en større liturgisk frihed, ”der forpligter menighed og præst til at arbejde med deres gudstjenesteliv i en forventning om, at gudstjenesten må opleves og erfares som nutidig og relevant. ”(Rapp.s.21.)

Desværre uddybes det ikke i sammenhængen, hvad der menes med, at gudstjenesten i højere grad skal opleves som relevant. Men da relevansen skal befordres af en større liturgisk frihed, må det må vel betyde, at de pågældende præster og menigheder ikke finder, at gudstjenesten kommer de forskellige menigheders behov i møde, hvorfor præst og menighed i fællesskab skal finde et gudstjenstligt svar på netop deres sogns behov.

 


At gudstjenestens anliggende, forkyndelsen af syndernes forladelse, altid er relevant, fordi det er svaret på ethvert menneskes egentlige behov, men at syndernes forladelse, netop fordi vi er syndere, ikke opleves som et nutidigt relevant svar på vore behov – dette intrikate forhold nævnes ikke i overvejelserne over ritualernes nutidige relevans. Det turde ellers være et temmelig afgørende udgangspunkt for overvejelserne om større liturgisk frihed. Nytårsdag hører vi hvert andet år, at Jesus lærer disciplene og os, at vores himmelske far ved, hvad vi trænger til, endnu før vi beder ham om det, og det er derfor vi skal bede om, at Gud faders navn skal vorde helligt, at hans rige skal komme, at hans vilje skal ske på jorden, som den sker i himlene.


Det er altså hverken præsten, menighedsrådet eller sognebørnene, der kan gennemskue, hvad vi dybest set trænger til. Tværtimod risikerer gudstjenesten at miste sin raison d’etre, når det er os, der definerer, hvad der er relevant for os. Det er derfor, præsterne hidtil ved

autoriserede ritualer, ved forpligtelse på bekendelsesskrifter og ved et vågent

biskoppeligt tilsyn har skullet holdes fast på at forkynde evangeliet om syndernes forladelse i Jesu navn. Kravet om liturgier med relevans for de individuelle menigheder tyder på, at vor tids præster og menigheder tiltror sig selv at have kapacitet, så de ved bedre end Gud fader, hvad nutidige mennesker trænger til.

I Lindevang kirke på Frederiksberg er præst og menighedsråd, i hvert fald ifølge deres biskop, så kapable, at de har fået lov til at være liturgisk forsøgssogn. Herom skriver sognepræst Christiane Gammeltoft Hansen i kapitlet ”Erfaringer fra et liturgisk frisogn”. Det begyndte med, at præst og menighedsråd følte det ubehageligt at dåbsfølgerne skulle udsættes for de strenge domstekster, som kirkeåret afsluttes med.


Det er her, sætternissen har været på spil og indsat et lille ”for” på side 54, så der ikke står dåbsfølgerne, men dåbsforfølgerne. Og desværre har sætternissen en pointe. Da præst og menighedsråd trods deres kapacitet alligevel havde ydmyghed nok til at indse, at det nok er en kende for hovmesterende over for Vorherre kun at ville høre hans ord, når de er venlige, har man valgt at læse Markusevangeliet fortløbende gennem kirkeåret. En opsigtsvækkende dåbsforfølgelse har nu alligevel sneget sig ind i sognets nye ritualer, idet ordene” i hvilken du gør os til dine børn” er udeladt fra den indledende takkebøn ved dåben. Præst og menighedsråd var nemlig enige om, at Guds børn, det er vi i forvejen. Christiane Gammeltoft Hansen forsvarer i Kristeligt Dagblad den 7. juli sin og menighedsrådets opfattelse med en henvisning til Jesu ord fra Markusevangeliets 10. kapitel om de små børn, som i den autoriserede oversættelse fra 1992 lyder: ”Guds rige er deres”.


Nu kunne man nok have ventet af en præst, der af sin biskop er blevet udnævnt til at have kapacitet til at formulere nye ritualer, at hun konsulterede sit græske Ny Testamente. Så ville hun se, at 1992-oversættelsen forholder sig såre frit til grundteksten, som den tidligere oversættelse - ”thi Guds rige hører sådanne til” - var anderledes tro imod. Der er iflg. grundteksten ikke tale om, at de små børn uden at komme til Jesus ejer Guds rige, men Jesus gør de små børn, der bliver båret til ham, til en lignelse på den eneste måde, et menneske, barn som voksen, kan komme ind i Guds rige på – nemlig ved at blive bragt til ham og tage imod Guds rige ligesom et lille barn, der ikke selv kan gøre fra eller til, men må lade alt bero på Vorherre. Men i Lindevang kirke, hvor man i øvrigt ønsker at forholde sig frit til autoriserede ritualer, stoler man åbenbart blindt på en autoriseret oversættelse!


Følgelig er hele den autoriserede dåbsbøn, hvori det efter takken for ”den hellige dåb, hvor i du gør os til dine børn” hedder: ”og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv” erstattet af en hjemmestrikket bøn, der takker Gud for ”kærlighedens kilde, som du skaber verden med.”

Tilsyneladende har man i Lindevang sogn glemt, at vi alle ved syndefaldet har skilt os fra at være de mennesker, Gud skabte os til at være, og at det er derfor, vi ikke kan påberåbe os vores skabthed som kriterium for at være Guds børn.


I Lindevangs kirke har man, forstås det, altså besluttet sig for at afskaffe arvesynden.

Sådan kommer man dåbsforfølgerne i møde, der ikke bryder sig om at høre domstekster, for hvem bryder sig vel om at være en synder. Vi har jo i årevis hørt, at synd ikke rigtig siger moderne mennesker noget. Så er det godt, at man kan udslette den blot med en liturgisk fornyelse. Hvis Vorherre havde haft samme kapacitet som præsten og menighedsrådet i Lindevang sogn, så havde han kunnet spare sig langfredags lidelse og død.

Han kunne være kravlet ned fra korset og have foreslået sine forfølgere en rask gang gruppearbejde om, hvorvidt de havde brug for hans død for at blive løst fra deres synder. Mon ikke udfaldet havde været netop det, som man er kommet frem til i Lindevang sogn? At vi er alle Guds børn, fordi vi er Guds skabninger, og som hans børn er vi – det ved vi jo fra apostlen Paulus – Kristi medarvinger, arvinger til det evige liv. Imidlertid er Paulus’ opløftende forkyndelse af, at I nu er børn, altid sat i modsætning til det, vi var før – nemlig trælle af synden og under loven. Hos Paulus er der aldrig tale om, at vi er alle Guds børn fra skabelsen af. Men barnekårene er givet ved Kristus. Ham, i hvem vi har fået den ånd, der giver barnekår. Ham, i hvem Gud ” friede os ud af mørkets magt og flyttede os over i sin elskede søns rige.” Ironisk nok har man i Lindevang sogn bibeholdt den autoriserede håndspålæggelsesbøn i forlængelse af dåben, hvori det siges, at Vorherre nu har genfødt dåbsbarnet ved vand og Helligånd og skænket det syndernes forladelse.


Det kapable menighedsråd og præst synes altså alligevel ikke helt at have gennemtænkt dåbens betydning, og hvad ligger det autoriserede rituals ord ” hvori du gør os til dine børn”.

Ordene optræder, som Christine Gammeltoft Hansen rigtigt anfører i kommentaren i KD, første gang i dåbsritualet fra 1912. Men det betyder nu ikke, at det først var i 1912 man fandt på, at dåben var en af Vorherre selv befalet redningsaktion, et genfødelsens bad, som fører fortabte ind under Guds nåde i Jesu navn; som fører syndens trælle til barnekår.

Tværtimod – i de to dåbsbønner, der har været i brug i den danske kirke siden reformationen, er dette langt kraftigere understreget. Herunder følger først den indledende dåbsbøn fra Peder Palladius alterbog fra 1556, som blev gentaget i Baggers alterbog fra 1688:

”Lader oss bede.
O Almectige euige Gud, vor Herris Jhesu Christi Fader. Jeg rober til dig offuer denne N. din tienere, som beder om din Daabis gaffue, oc ved den aandelige igen fødzel begere din euige naade. Herre tag hannem til dig, som du haffuer sagt: Beder saa skulle i faa, Leder, saa skulle i finde, Bancker, saa skal eder opladis. Saa giff nu denne som beder om dine gaffuer, oc op laad dørren faar hannem som bancker, at hand kand faa den euige velsignelse i dette Himmelske bad, oc det rige som du haffuer oss allesammen loffuit oc tilsagt, formiddelst vor Herre Jhesum Christum. Amen.


Lader oss bede.
O Almectige euige Gud, den der ved sindfloden effter din strenge retferdighed haffuer fordømt den vantro Verden, oc effter din store barmhertighed reddede din tro tienere Noe selff ottende. Oc loedst druckne den forherdede Pharao met alle sine i det røde Haaff, oc førde dit Folck Israel igennem met tørre føder, Met huilcke du betegnede den hellige tilkommendis Daab, oc ved din kære Søns vor Herris Jhesu Christi Daab, haffuer hellig giort oc indset Jordans flod oc alle andre vand til salighedens bad oc en riglig afftoelse aff Synden. Wi bede dig ved den samme sin grundløse barmhertighed, at du vilt naadelige see til denne din Tienere. N. oc met en ret tro i aanden hannem begaffue, at ved dette salighedsens Bad maatte druckne oc undergaa alt det som hannem af Adam er metfød, det er den synd som Adam giorde, Oc at hand maatte skillis fra de vantro menniskens tal, oc bliffue beuaret i den hellige Christenheds Arck altid brendende i Aanden, glad i haabet tiene dit naffn, at hand maa faa met alle tro menniske det euige liff oc salighed som du haffuer loffuit hannem, ved Jesum Christum vor Herre. Amen. ”


Dernæst den indledende dåbsformaning fra 1895-ritualet, som er en let ændret gentagelse af en tilsvarende formaning fra det af biskop Balle udarbejdede autoriserede dåbsritual fra 1785:

Kære Kristne! Efterdi Synden er kommen ind i Verden ved eet Menneske, og Døden ved Synden, og Døden trængte igennem til alle Mennesker, fordi de syndede alle, saa er nu Fordømmelse kommen over alle Mennesker ved det ene Menneskes Fald, hvorfor vi og alle af Naturen ere Vredens Børn, og os fattes Guds Ære. Men ligesom mange ere blevne til Syndere ved det ene Menneskes Ulydighed, saa skulle og mange vorde retfærdiggjorte ved den enes, Jesu Kristi, Lydighed. Thi ligesom Synden har hersket ved Døden, skal og Naaden herske ved Retfærdighed til evigt Liv ved Jesus Kristus, vor Herre, som er hengiven for vore Overtrædelser og oprejst til vor Retfærdiggørelse, i hvem og Gud, vor Fader, har udvalgt os, før Verdens Grundvold blev lagt, til at være hans Børn, hellige og ulastelige for hans Aasyn i Kærlighed. Men for at vi skulle faa Ret og Adgang til denne Guds Naade i Kristus, har han indstiftet Igenfødelsens og Fornyelsens Bad i den Hellig Aand, hvilken han rigelig udøser over os ved Jesus Kristus, vor Frelser, at vi skulle retfærdiggøres ved hans Naade og efter Haabet vorde Arvinger til det evige Liv. Thi Daaben er ikke Renselse fra Kødets Urenhed, men en god Samvittigheds Pagt med Gud ved Jesu Kristi Opstandelse. For at nu dette Barn (disse Børn), som er undfanget (ere undfangne) og født (fødte) i Synd, maa se Guds Rige, om hvilket vor Herre Jesus selv har sagt, at ingen kan komme ind deri, uden han fødes paa ny af Vand og Aand, saa ville vi i vor Herres Jesu Navn indlemme det (dem) ved den hellige Daab i hans troende Kirke, til at faa Del i hans Frelse, efter den Orden og Maade, han selv har foreskrevet, da han befalede: Gaar hen og gører alle Folk til mine Disciple, idet I døbe dem i Faderens og Sønnens og den Hellig Aands Navn, og lære dem at holde alt det, jeg har befalet eder. Og se, jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende.

(Jf. Holder Villadsen: Danske dåbsritualer efter reformationen, 2016)


Den nye dåbsbøn i Lindevang kirke er, som det turde fremgå, ikke bare en sproglig opdatering af dåbsritualet, men et brud med den betydning af dåben, som de hidtidige ritualer i den danske kirke deres forskellige ordlyd til trods har været enige om at udtrykke.

Nemlig, at dåben er den redning ind i den hellige almindelige kirke, som Vorherre selv har befalet – den kirke, hvor han selv nærer sine børn ved sit ord og ved sit kød og blod. Der kunne i og for sig være god grund til at overveje, om ikke 1912-dåbsritualet, det i dag autoriserede, er for summarisk i sit ordvalg i forhold til de tidligere dåbsritualer, som langt stærkere understreger dåbens kristologiske forankring.

Det ville dog nok støde dåbsforfølgerne i Lindevang kirke.


For når præster og menighedsråd i Lindevang kirke er blevet enige om, at vi alle er Guds børn i og med, at vi er skabte, bunder det formentlig i den nye ”der er andre veje til Gud end Kristus”-teologi, som visse bisper og præster de senere år har plæderet for. Denne teologi har imidlertid snarere sit udspring i en politisk korrekt angst for at prædike eksklusivt kristologisk, end i Det Nye Testamente. Når 1912-ritualet har forkortet de tidligere ritualers lange udredninger om dåben som genfødelsens bad, der redder fortabte ombord i Vorherres ark, ned til ordene ”hvori du gør os til dine børn og skænker os Helligånden med syndernes forladelse og det evige liv”, så er det i overensstemmelse med de mange steder, hvor Paulus skriver til menighedernes døbte, at de nu ikke er trælle, men børn og dermed arvinger til det evige liv. Og børn er de ved i troen være Guds søns billede lig. Kort sagt: det indtil videre autoriserede dåbsritual udtrykker det forhold, som er kristendommens inderste, at der er frelse i Kristus – og det er glædeligt budskab for alle. Syndernes forladelse i Jesu navn, kødets opstandelse og det evige liv – disse tre forhold hører uløseligt sammen, så sandt som det er Kristus, der har gjort fyldest for vore synder, og det er på grund af synden, at vi er givet ind under dødens herredømme og forment adgang til Guds rige. Og fordi Vorherre selv har indstiftet og befalet dåben, er den Vorherres pagtslutning med enhver døbt, så han tør stole på, at også han har fået Guds ånd, som gør ham til barn, til arving til Guds rige.


Det lyder så sødt og åbent, at vi alle er Guds børn uanset dåben. Men i grunden er de søde ord kolde som is. For de er en fornægtelse af den redningskrans, Vorherre selv har udkastet til arme syndere. De søde og velmenende ord om, at vi alle er Guds børn, kaster Kristus ud med badevandet ved at slå en streg over syndefaldet, men dermed også over det glædelige budskab, at ”her er han, som vil løse hver syndebunden træl, her er han, som vil øse trøst i hver bange sjæl.”


Det lover ikke godt for folkekirkens fremtid, hvis præster og menigheder får lov at gå i Lindevangs sogns fodspor og digte deres egen kristendom. Der er nemlig ikke langt fra det søde: ”Vi er alle Guds børn” til det selvglade: ”Vi har ikke brug for nogen frelser”.


Og så kunne den dag komme, da de liturgisk fornyende præster ikke har andet ord at give de landsbytosser, der stadig måtte ængstes over deres synder, end en variation over ypperstepræsternes ord til den angrende Judas: ” Hvad kommer det os ved? Det bliver din sag. Vi har jo vedtaget, at der ikke er noget at være bange for – for vi er enige om, at vi alle sammen er Guds børn!”