Boganmeldelse

Af Tage Schack. Tidehverv, 1928, s.107-108. "Für die Einheit der Kirche. Schriften zur ökumenischen Bewegung". 1. Michal Hertzberg: "Die Einheit der Kirche". 2. I. F. Laun: "Die Konferenz von Lausanne". L. Klotz, Gotha. Nathan Söderblom: "Påvestolen och kyrkans enhet" ("Kirke og Kultur", Marts 1928).

Dette er nogle af de talrige Symptomer paa, at de protestantiske Kirker er ved at forene sig. Hvis nogen skulde blive opskræmt, kan vi berolige dem med, at det ikke er indenfor Landets Grænser, denne Enhed skal manifestere sig; det er kun en verdensomspændende Enhed, det drejer sig om, paa behagelig Afstand fra vort daglige Liv. Og det er heller ikke Aandens Enhed, men derimod en Konference-Enhed, udtrykt igennem Afstemninger. Der er i og for sig ingen Grund til at sige noget ondt om dette; ingen vil underkende det udmærkede i, at brave Mænd fra de forskellige Kirker taler sammen og lærer hinanden at kende; Misforstaaelser kan fjernes, og større Forstaaelse opnaas. Men hvad det har med Joh. 17,23 at gøre, - som Søderblom nævner, - er ikke umiddelbart indlysende. Hverken Ordene eller Sammenhængen eller Situationen leder egentlig Tanken hen paa Kirkemøder med Afstemninger og Spænding mellem "Førerne" og Demokratiet (jfr. Launs Pjece S.59). Naturligvis kan denne Aandens Enhed bryde frem overalt - endogsaa paa et Kirkemøde. Der er intet ondt i saadanne Møder, naar man blot forstaar, at de ikke er mindre ugudelige eller mere gudvelbehagelige end et hvilketsomhelst andet Møde, - og at Afstemningerne altid drejer sig om een simpel Ting: Hvem skal have Magten?

Eller tror man virkelig, at disse Jesu Ord er rykket deres Virkeliggørelse en Tomme nærmere, fordi Kirkerne slutter et Forbund, saa der maaske endog tilsidst kun bliver een Kirke? Er vi derfor mere eet i Aanden? Er vi derfor kommet over de Skillerum, der er mellem os og vor Næste? Tror man virkelig, at Joh. 17 sigter paa alt dette Menneskeværk? Mon ikke det snarere taler om den hellige almindelige Kirke, som vi bekender Troen paa, og som det sandelig ikke er lettere at tro paa, naar den bliver "synlig" paa et Kirkemøde eller i en Organisation? Vi kan forsikre alle de protestantiske Førere, de store og de smaa, at den Slags gør den katholske Kirke bedre - med langt større Dygtighed og langt mindre Vrøvl. Den ved dog, at den Helligaand skal komme "i en Postsæk fra Rom" som ved Tridentinerkonciliet. Og skal vi forenes om noget kirkeligt eller "kristeligt", er Katholicismens og Ortodoksiens Dogmer at foretrække fremfor Nyprotestantismens Oplevelse af Enheden i Kærligheden til Kristus. Enhver velordnet kristelig Konference ender jo med en saadan Oplevelse. - Alle Enhedsbestræbelser hænger sammen med den Opfattelse, at Sandheden fremkommer ved Sammenlægning ligesom et Mosaik, eller at den er som et Orkesterstykke, hvor der af alle vore - falske - Toner fremkommer en Harmoni.

Det hemmelige katholske i Kirkeidealet viser sig i Søderbloms næsten rørende Henrykkelse over, at Paven har lagt Mærke til Enhedsbestræbelserne og fordømt dem i en Encykliker. Hvem skulde have troet det? Vi maa vel saa alligevel betyde noget.

De, som begyndte dette, anede ikke "at denne Vækkelse og denne Stræben skulde blive Genstand for en pavelig Encyklika. Man gnider sig i øjnene og spørger sig selv, om det er sandt, at de Kristnes Enhed er rykket saa højt op paa Dagsordenen i Kristenheden og Verden" (S. 135). Ja, Aandens Enhed nærmer sig, naar selv Paven lægger Mærke til vore Anstrængelser. Han lagde ogsaa Mærke til Luther, men Luther følte sig ikke fuldt saa smigret og blev ikke af den Grund mere haabefuld med Hensyn til Fremtidsudsigterne. Men saa var Luther heller ikke en protestantisk Kirkemand.

Iøvrigt kan vi trygt anbefale disse Skrifter. De er hver for sig smukke og tiltalende, og Laun fortæller med stor Ærlighed om Lausanne-Mødets Forløb. Søderblom taler i sin Artikel med Paven næsten som hans Ligemand; det er opmuntrende for en stakkels Protestant. Han taler som den ene Fører til den anden. Saa maa vi haabe, at Helligaanden ikke lader baade Førerne og Demokratiet og Konferencerne i Stikken.