Evangelisk Kirkesang

Af Chr. Lindskrog. Tidehverv, 1929, s.25-29&52. (Foredrag paa Hindsgavl August 1928).

1. Naar vi skal tale om evangelisk kirkesang, er der to ting, vi først maa tage i betragtning; den ene er selve musikkens væsen, den anden er gudstjenesten.

Der er vel intet omraade, hvor mennesket som aandsvæsen, som skabende naar et højdepunkt som i musikken. Der kan det helt skabe sin egen verden, hvor intet andet kan trænge ind, hvor intet har magt uden dets egen fantasi og genialitet, hvor der ikke spørges om alt det, som der saa ofte spørges om paa andre af kunstens omraader: mening, hensigt, moral, nytte o. s. v. Det er en verden, der hviler i sig selv og ikke tager imod love og forskrifter andre steder fra. Det er og skal ikke være andet end lyd. Men disse lyde, som mennesket skaber, giver udtryk for dets stemning og følelse, for dets livsstemning, kan man godt sige om den store d.e.: den klassiske musik. - I denne verden udfolder mennesket sig selv og ikke andet end sig selv; det er altid mennesket det drejer sig om; her søger det sig selv, udvider sit selv ud over alle bredder; her er det herre, her er det gud; her kommer det, om nogetsteds - til ære og værdighed; mennesket skaber denne verden for at forherlige sig selv, her er det mere end nogen andre steder sig selv nok. Men saa gaar det ganske vist ofte saadan, at mennesket bliver slave af denne sin skabning; ‚ det beruses af den, rives med, føres ofte hen, hvor det ikke selv vilde; det beherskes af det, det selv har sluppet løs. Men det gør ikke noget; det er og bliver dog til menneskets ære og selvudfoldelse altsammen. - Heraf kommer det vel blandt andet, at musikken har magt i langt videre kredse end nogen anden kunstart. Mange mennesker uden musikalske evner, ja uden kultur bevæges og gribes af musik, allermest naturligvis gennem sangen. Det er en kendt sag, at intet digt har nogen chance for at blive populært uden melodien. Hverken poesi eller bildende kunst har tilnærmelsesvis det publikum som musikken.

Naar vi tager alt dette i betragtning, maa vi sige, at musikken er den mest hedenske, eller det er vel mere træffende her at sige den mest menneskelige af alle kunstarter. Det er klart, at det derfor er et meget betydningsfuldt faktum, at der næsten altid har været musik knyttet til den kristne gudstjeneste. At dette rummer en fare siger sig selv; men det maa jo ogsaa have baade sin grund og sin mulighed for at gaa godt. I himlen, hvor der ingen fare er mere, er der jo, efter hvad skriften siger, musik og sang, naturligvis ikke, fordi gud skulde bryde sig særligt om det, men netop fordi musik er det menneskeligste, det mest umiddelbare, det mest absolutte og derfor det mest ærlige og behjertede (rettelse: helhjertede), vi kan give; i musik giver vi os selv mest umiddelbart; derfor lovpriser vi bedst, ærligst ved musik og sang, som altsaa bliver det oprigtigste offer, vi kan bringe.

Naar vi derfor spørger om aarsagerne til, at musik og gudstjeneste hører saa nøje sammen, saa er en af dem netop den, at gudstjenesten delvis bestaar i lovprisning og tilbedelse, som vi bedst bringer d.e.: mest helhjertet og uden bagtanker, ved hjælp af musik - som et rent menneskeligt middel naturligvis, som et offer, der intet er i sig selv, men kun betyder noget, hvis det ogsaa bliver modtaget som offer. Og ligeledes er musik en hjælp til at gøre tilbedelsen og lovprisningen paa rent menneskelig vis festlig, ophøjet og smuk, et moment, der jo heller ingenting betyder i sig selv, men som netop, naar det i sandhed er børnene, der vil ære deres fader, er barnligt og selvfølgeligt. Men saa snart det ikke længere er dette barnlige i al sin renhed, saa begynder fordærvet; at lade musikken være andet, altsaa f. ex. gøre den til et propagandamiddel, der skal lokke folk til gudstjenesten, eller til en slags opbyggelsesmiddel, der skal røre hjerterne, opbygge sindene, stemme til andagt, ja endog i sig selv være en slags andagt o. l. - det er at give sig lige lukt i musikkens hedenskabs vold; det skal ogsaa nok vise sig, at man som oftest naar det modsatte af, hvad der var tilsigtet; musikken vil aabenbare sig som den magt, der tjener til menneskets selvforherligelse og faar det til at kredse om sig selv; den vil blive en af de foreløbigheder, hvormed mennesket saa ofte slaar sig til ro (se note 1).

Men naar vi tænker paa musikkens plads ved gudstjenesten, saa er der endnu en meget væsentlig ting at huske paa, nemlig at gudstjenestens hele form og ide forudsætter, at det er en menighed, der er til stede. Lige fra indgangsbønnen og kollekterne til slutningsbønnen er der forudsat en menighed - hvis man er utilfreds med dette, hvis man mener, at man ikke kan regne med denne forudsætning i vore dage, saa bør hele gudstjenesten laves radikalt om. Men som det er, og - dette vil de fleste vel gaa med til at tilføje - som det bør være, har Laub ret, naar han saa kraftigt hævder, at der er forskel paa en gudstjeneste og paa et vækkelsesmøde i indremissionsk betydning. En menighed er til stede, det vil sige ikke et publikum, der altid bestaar af enere, men et samfund, et fællesskab (se note 2). Der bliver udtrykkeligt set bort fra al privatisme, fra den enkeltes private opbyggelse og ønsker og trang - saadan noget som kollekterne (bemærk ordet!) viser det vel allerklarest. Fællesskabet skabes ved, at de alle tiltales af ordet. Den enkeltes opbyggelse afhænger af, om han er - eller rettere bliver - en af menigheden, ved at høre og tro ordet; der er ikke og kan ikke i forvejen være taget hensyn til den enkeltes øjeblikkelige stilling, som han selv opfatter den; men om han tilhører menigheden, saa naar ordet ham, saa deltager han i tilbedelsen og bønnen - ellers ikke. - Dette er nu ganske vist et punkt, som bør nøje (rettelse: nøjere) undersøges; for det er en kendt sag, at de fleste ikke er saadan indstillet over for gudstjenesten. Heri har præsterne maaske den største skyld. Det er, velkendt, hvor stor en rolle vækkelsestaler og, om jeg saa maa sige, privat anlagt sjælesorg spiller i prædiken, mens evangeliets forkyndelse er noget, vi ikke kan gøre noget videre ud af. Men overfladiske og ofte letkøbte psykologiske undersøgelser og ræsonnementer, som vi fører ud i enkeltheder for at naa til den enkelte, mens det i virkeligheden som oftest er grove generalisationer - alt dette er der til overflod. Strengt taget hører sjælesorg slet ikke hjemme i en prædiken, baade fordi det er og bliver fuskeri, og fordi det er at gaa uden om prædikens egentlige opgave.

Hvad her er sagt om gudstjenesten i det hele, det gælder ogsaa salmerne, ja understreges i det ydre netop ved fællessangen; og det gælder ikke blot salmerne af Grundtvig, men lige saa meget Luther, Poul Gerhardt eller Brorson. Disse er ganske vist meget forskellige; men det kommer blot til at lyde (rettelse: betyde), at den samme menighed synger mange forskellige ting og paa mange maader, og det betyder ikke, at den enkelte kan optræde som eklektiker, saa at en synger Grundtvig, en anden Brorson. Ved at salmerne anbringes i gudstjenesten, bliver der udtrykkelig set bort fra den enkeltes lyst, behov og smag, og der synges her, hvad kirken, ikke blot den empiriske, men ogsaa den almindelige kirke maa give udtryk for i bøn, lovprisning, bekendelse og vidnesbyrd, d.e.: forkyndelse (se note 3).

2. Det er altsaa disse salmer i denne sammenhæng, der behøver musikkens tjeneste. Hvad kan resultatet blive af denne sammenslutning? Naar vi tænker paa det før nævnte om musikkens væsen, synes der at komme en meget vanskelig konflikt ud af det. Hvordan bliver musikken saadan, at den kan svare til denne situation? Hvordan kan den faa det, som en har kaldt "menighedsdannende magt"? For det er aabenbart netop dette, der skulde være dens opgave, det var derfor, dens tjeneste blev paakaldt; og musikken er, mere end noget andet maaske, det, der plejer individualiteten.

Saa vidt man (rettelse: jeg) kan se, kan musikken - for at bruge et billede - slet ikke gøre dette "i egen kraft". Den er af natur et vredens barn, den behøver en anvendelse (rettelse: omvendelse) eller rettere en retfærdiggørelse. Som den er, har den ingen som helst mulighed for at kunne opfylde loven. Den har derfor kun eet at gøre: den maa erkende og bekende sin synd, bekende, at den er hovmodig, selvudfoldende, afguderisk og helt og holdent gaar sine egne veje. Kun naar den har bekendt sine synder, faar den forladelse, retfærdiggøres den, erklæres den for retfærdig og hellig - misica sacra! - og kan nu, i det kald, den har faaet betroet som retfærdiggjort, virke til Guds velbehag, gøre hans vilje, netop ved at virke i sit betroede kald. Men selvfølgelig kun dér. - Naar jeg har brugt dette kraftige billede, er det, fordi det i virkeligheden svarer til det, musikken maa gennemgaa for at blive til misica sacra: den maa gennem selvets død, og den er helt gennemtrængt af sit selv. Kort sagt: musikken maa blive tjener, helt og holdent tjener, virke i sit kald, med bevidstheden om, at den kun har noget at sige, kun har existensberettigelse, naar den virke i sit kald, som tjener. Den maa opgive det, der af naturen er den iboende: at være sin egen herre og lovgiver, at være sig selv nok, at have sit formaal i sig selv. Kun saadan kan den løse den opgave, der stilles den, naar den faar plads i den kristne gudstjeneste. Dette er - formaliter udtrykt - hovedsagen i hele spørgsmaalet. Saa kan den, i kraft af de evner, den magt, den har, ved selve sin tilstedeværelse rette menighedens opmærksomhed mod det, der ligger for, og bære menighedens ord frem i orden og endrægtighed; den kan hjælpe den enkelte til at glemme sig selv og sine egne smaa ting for at bøjes og forenes under kirkens store, fælles, ikke af den selv givne behov. For musikken er en mægtig tjener, og meget er blevet den betroet.

Det er dette, Laubs liv er gaaet med at faa os til at indse. Alle hans lærde, historiske studier har været stillet i denne sags tjeneste, at det rette synspunkt for musikkens plads ved gudstjenesten igen skulde b1ive raadende. Det var det, at han kunde sige "igen", der fik ham til at gaa den historiske vej; men det var, i hvert fald i denne forbindelse, kun en vej. Hans egentlige ærinde var, at dette synspunkt igen skulde blive det raadende. Det var ikke lærde snurrepiperier, han beskæftigede sig med; og han vilde aldrig være faldet paa at kalde et kor for "Dansk Mensural Cantori". Han havde sin reelle, nutidige opgave at løse, og den kæmpede han for med sjælden udholdenhed og uegennytte og med et ganske usædvanlig klart blik for, hvad det drejede sig om. Uden billede og ganske jævnt kan det sigesa, at det, han kæmpede for i disse 40 Aar, var sag1ighed, ren og streng saglighed paa dette omraade. Det vil sige, at der skulde ikke tages hensyn til noget andet end det, der ved selve evangeliet var lagt gudstjenestens (rettelse: i gudstjenestens) væsen, i salmernes karakter og indhold. Der skulde ikke gøres forsøg paa propaganda; hverken i form af æstetik eller andagt; der skulde ikke indsmugles værdier under et falsk navn, ikke gives anledning til æstetisk nydelse og sentimental hensmelten (heller ikke i barndomsminder) i stedet for til at høre og modtage. Men menigheden skulde holdes fast ved sagen selv, løftes ud over den enkeltes selvkredsning, saa at takken og tilbedelsen, bekendelsen og bønnen blev uden bagtanker, uforbeboldent, barnligt, uden at man kunde smage paa det selv. - I vore dage, hvor der bruges usmagelig reklame i stor stil, hvor de fleste midler regnes for gode, blot de er velmente og tjener den gode sag, og hvor man synes at have meget svært ved at skelne mellem rent og urent - maaske fordi man helst er fri for at skulle skelne - der staar Laub paa sit felt som en protest mod al denne verdslighed, naar han saa strengt hævder det saglige alene, uden skelen, uden at tage hensyn til noget som helst fremmed og uvedkommende. Og som saadan er han højt hævet over den partimæssige dyrkelse, mange grundtvigianere viser ham, saadanne, der bliver fyr og flamme ved hans navn eller en af hans melodier, men iøvrigt ikke synes at have begrebet stort andet, end at Laub var en betydelig partifælle.

3. Vi kommer derefter til at staa over for det spørgsmaal: Hvor finder vi en saadan musik, og hvordan tager den sig ud? Det afgørende bliver jo dens forhold til texten, om den vil tjene den og ikke gaa sine egne veje. En saadan musik finder vi i middelalderens liturgiske musik, den gregorianske, i dens fortsættelse, palæstinatidens musik og i den gamle lutherske kirkesang med dens salmemelodier.

Laub gik, som allerede nævnt, den historiske vej og hævdede, at den eneste maade, hvorpaa man kunde faa besked om, hvordan den rette kirkesang skulde være, var at spørge historien. "Den rette kirkesang, bæreren af menighedens tale ved gudstjenesten, er og maa være en enhed, en helhed, en sammenhængende strøm, den samme fra første færd af og gennem det lange løb. Den maa være det, fordi den er udsprunget fra den aand, som altid er den samme, fordi den som bækken altid maa smage af sin kilde. Den kan i det ydre tage forskellige skikkelser af hensyn til de skiftende tiders behov, men dens aandspræg bliver uforandret, og disse skikkelser er kendeligt slægtninge. - - - At de forskellige tider skulde have hver sin kirkesang, som alle var lige gode, men indbyrdes modsætninger, er en meningsløshed. - Og fremdeles, de skabte (rettelse: skatte), de værdier, den ægte kirkesang har frembragt i tidernes løb, de bliver staaende og gælder til evig tid." Efter dette ser det ud, som om Laub gør historien selv til dommer. Men det kunde jo meget vel tænkes, at kirkesangen lige fra begyndelsen var kommet ind i et galt spor, at musikken, straks den kom ind i gudstjenesten, havde tiltaget sig en plads, der ikke tilkommer den. Og hvordan skulde historien kunne indeholde sit eget kritiske princip? I virkeligheden er det ogsaa saadan, at Laub ikke kender (rettelse: henter) det kritiske princip fra historien, men fra sin forstaaelse af, hvad musikkens opgave ved gudstjenesten er. Men saa har han ganske vist ret i, at den rette kirkesang altid maa være af eet blod, da dens opgave altid er den samme, og dens herre, texten, altid har væsentligt samme indhold. Og ligeledes var det alligevel rigtigt at gaa til historien, til de klassiske former for kirkesang, og gøre slægtskabet med dem til norm for al kirkesang, fordi den ældste kirkesang og de deraf afledede former netop er skabt til den tjeneste, der paahviler dem (se note 4).

4. Naar vi tænker paa vor nu gældende gudstjenesteordning, saa er der om den at sige, at den jo særdeles vel stemmer med den lutherske tankegang; men med den dertil hørende musik er det mindre gunstigt.

Egentlig liturgisk musik har vi slet ikke mere, idet de i snævrere forstand liturgiske led er faldet bort efterhaanden. Det eneste, vi har, er salutatio med responsorium (Herren være med eder - og med din aand) og dertil knyttet kollekt; desuden synges jo undertiden epistler og evangelier; og endelig er der nadverritualet. Det, der i almindelighed kaldes "messe" hos os, altsaa salutatio og recitation af kollekt texten, betegner vel nok et lavmaal af skønhed og mening. Musikken er saa kedsommelig som vel muligt og synes helt at have glemt, at der engang har været en mening med at recitere disse texter i stedet for blot at læse dem op; i hvert fald gør den sig ingen umage for blot i nogen maade at følge ordene, (saa der bliver mening i forholdet mellem ord og toner), og den mangler ganske balancen. Jo bedre en sangerliturgen (rettelse: sanger liturgen) er, des tydeligere træder det frem. - Til nadverritualet har vi jo nu Laubs musik; den benytter oldkirkelige melodier og er gregoriansk, hvad der straks viser sig i den maade, hvorpaa den følger ordene og accentuerer.

Om vor gudstjeneste kunde (rettelse: burde) gøres liturgisk rigere ved genindførelse af liturgiske led, er et meget vanskeligt spørgsmaal, som jeg ikke skal prøve paa at afgøre. Der er næppe nogen tvivl om, at det lod sig gøre; der ligger meget gammelt dansk stof til afbenyttelse og hjælp, ikke mindst fra tiden omkring aar 1600. - Det er meget muligt, at den moderne længsel efter en ringere (rettelse: rigere) liturgi er noget, man i evangeliets interesse ikke burde imødekomme.

Man kunde ogsaa gaa den modsatte vej - hvis man skal gaa nogen steder - saa at man strøg alt, hvad der hed "messe", eventuelt med undtagelse af musikken i nadverritualet, og maaske med en vekselsang skudt ind paa et passende sted. Det vilde i hvert fald give ligevægt og renhed og befri for en del irriterende momenter. Hvis vi saa fik salmebogen udvidet, vel især med Grundtvig, og i hvert fald ikke med noget af det, der er kommet senere, og endelig vi fik de rigtige melodier, vilde det meget langt fra blive en fattig gudstjeneste.

Hvad der er de "rigtige" d.e.: kirkelige melodier, det maa afgøres af dem, der har forstand derpaa, fagfolk og andre; jeg ser ingen vej udenom. I saa fald kunde salmebøgerne ogsaa indrettes, som tidligere, da melodierne var trykt over salmen; det vilde føre til den gode skik, at den samme salme altid blev sunget paa samme melodi. Men saa kom ganske vist alt an paa, at de rette folk kom til at bestemme, hvilken melodi der blev trykt over salmen; ellers blev vi udsat for frygtelige ting, f. ex. hvis biskopper, der maaske aabent erkendte, at de ikke har begreb om den slags ting, dog ifølge deres stilling skulde have lov til at sætte deres igennem, for at ikke deres synspunkt, gammel vane, helt skal bukke under. Derfor er det vel nok det forsigtigste at holde melodierne borte fra salmebøgerne.

Hvad salmemelodier angaar, er vi jo nu uendelig meget bedre stillet end før 1918, da "Dansk Kirkesang" udkom. Det er nu saadan, at der er gode melodier til langt de fleste af salmerne. En del mangler endnu; Laubs egne kan ikke bruges allesammen; nogle af dem er ret kedelige og værdiløse, om end man netop blandt hans egne stadigt kan finde flere virkeligt gode, jo mere man lever sig ind i dem. En del mangler som sagt, og foreløbig mangler vi vist ogsaa den mand, der kan give os dem; Laub synes ikke at have nogen betydelig efterfølger paa dette omraade.

Det der først ligger for som opgave i hele dette spørgsmaal, det er naturligvis at faa de rigtige melodier indført i stadigt større omfang. Vanskelighederne herved og indvendingerne herimod er det ikke stedet at gaa ind paa. - Desuden var det ønskeligt, om man kunde naa saa vidt, at man holdt lidt hævd over melodierne, saa at ikke alle mulige salmer blev sunget paa den samme melodi, som det ofte er tilfældet. Der er salmer, der i saa udpræget grad kræver at staa alene ved at have deres egen melodi, som ikke blev brugt til salmer, der tilfældigt har samme versemaal (f. ex. Det lakker nu ad aften brat, Op alle folk paa denne jord, Til himmels for den ærens drot, Vor Gud han er saa fast en borg). Dette naas altsaa kun ved, at man ikke skyer at lave (rettelse: lære) flere melodier til samme versemaal.

Endelig er der det at tilføje, at det at synge laubske melodier i sig selv ikke behøver at være ret meget værd. Det gælder her som saa mange steder, at man kan gøre det rigtige og mene det gale - og omvendt. Dette med de rigtige melodier, med evangelisk kirkesang i det hele taget, det faar først sin rigtige betydning, naar det bliver stillet ind i den rette sammenhæng; naar der haand i haand med den slags forandringer gaar oplysning og opdragelse, der hjælper til i det hele at forstaa, hvad gudstjeneste og salmesang er. Saa først kan menigheden ogsaa mene det rigtige, den gør; det maa komme dertil, at det rette synspunkt for evangelisk kirkesang bliver almen tankegang, bliver noget selvfølgeligt. Det er i grunden det, der skal arbejdes hen imod.

Note 1: For øvrigt vil vel alle højkirkelige foranstaltninger paa gudstjenestens omraade, saa snart de er og tilsigter andet end dette barnlige, hvis eneste formaal er majorem gloriam dei, falde ind under den samme dom.

Note 2: Om dette fællesskab forudsættes, viser sig maaske tydeligst derved, om prædikanten er eet med menigheden eller taler saadan, at han har denne over for sig - tiltaleformen er naturligvis ikke det afgørende her.

Note 3: Naar vi altsaa f. ex. synger i kirken "Af Dybsens Nød", saa er det meget mere den nød, vi efter ordet faktisk er i, end det er vor egen sønderknuselse, der tales om - eller rettere, naar det virkelig er en menighed, der synger, saa vil disse to ting falde sammen, det ene vil drage det andet med sig, forkyndelse og bekendelse bliver eet.

Note 4: De historiske og teoretiske afsnit af foredraget udelades her. Angaaende disse dele kan først og fremmest henvises til Laub: Musik og Kirke, og Erik Abrahamsen: Den liturgiske musik i Danmark efter reformationen.

(I teksten er rettelseslisten fra Tidehverv, 1929, s.52, indføjet)