Aandens Forvisning

Af Christian Lindskrog. Tidehverv, 1929, s.73-76. (Tale ved Studenterforbundets Pinsemøde 1928).

Som emne er opgivet: aandens forvisning. Der skal tales om, hvordan vi kan tro, at vi tilhører Gud. Og det er meningen, at der skal tales om, hvordan det er den Helligaand, der forvisser os. Der skal tales om aanden og dens gerning; ikke om vore oplevelser og erfaringer, ikke om vore følelser og stemninger; for det er altsammen usikkert og skiftende; det staar den ene dag eller time og falder den næste; det er betinget af saa mange forhold, psykologiske, fysiologiske, opdragelse o. s. v.; det staar side om side med saa meget, der peger den modsatte vej. Derfor vil vi ikke søge vor vished i vore oplevelser og erfaringer, hverken i fortid - omvendelse - eller i nutid - helliggørelse. Men vi søger visheden i aandens vidnesbyrd. Derfor skal der idag tales om den Helligaand og dens gerning.

Herved er der et par ting at erindre: Der skal tales om aandens forvisning; der skal ikke gives forvisning. Der kan muligvis opnaas en vis form for klarhed i tankegangen, en intellektuel forstaaelse af nogle ord i skriften; nogle forestillinger, som hæmmede, kan brydes ned - muligvis; det er naturligvis noget, man ingen mening kan have om paa forhaand. Men forvisning kan der ikke gives. Hvis vi faar vished, saa er det aanden, der giver den, eller det er ikke aandens forvisning, ikke liv, men fantasi. Vi staar ganske magtesløse i selve sagen; vi kan ikke prædike vished ind i hinanden, hvad vi gør bedst i at vide - mens vi jo saa forøvrigt maa prøve paa at gøre vore sager saa godt, vi kan.

Det næste er dette: Der har mange steder vist sig en ligefrem forbavsende lethed og villighed til at lægge sproget om; man er ofte meget hurtigt gaaet over til at sige, at visheden beror ikke paa vore oplevelser og følelser, og den er noget, "som ingen af sig selv kan faa, men den er aandens gave". Man indrømmer, at der ofte har været bygget paa et skrøbeligt grundlag, at der har været en form for vished, som førte til farisæisme eller gjorde livet krampagtigt; vi skal ikke bygge vor vished paa det subjektive, der er usikkert, men paa det objektive, paa Guds gerning for os, paa aandens forvisning; det er det sikre og blivende. - Det kan lyde som om det var meningen, at man skal gaa fra en usikker og truet forvisning til en mere sikker - og hvem vil ikke foretrække den sikre! - Man ejer en grund, hvorpaa man vil bygge sit hus, men opdager, at grunden er skrøbelig; da man saa hører om et sted, hvor grunden er mere sikker, beslutter man straks at bygge dér i stedet for. Selvfølgelig! Men sæt nu, den sikre grund er saa lille eller af en anden aarsag saadan beskaffen, at der slet ikke kan bygges noget hus paa den, men der er kun plads til mennesket i al dets nøgenhed! Saa er det dog maaske bedre at bygge paa den gamle grund, hvor man i det mindste kan faa tag over hovedet og alle moderne bekvemmeligheder - derunder iberegnet gode venner, der har indrettet sig paa samme maade. - Her er ikke tale om en objektiv vished i modsætning til en subjektiv - vor vished er altid noget subjektivt -, ikke om en sikker eller en mere problematisk vished, hvor den ene er nogle grader bedre end den anden - eller maaske mere indlysende og overbevisende end den anden. Her er ikke tale om et mere eller mindre, men om et enten - eller, om tag over hovedet og alle moderne bekvemmeligheder eller det at være ganske ubeskyttet. - Vi maa ikke tro, at vi med "aandens forvisning" er inde paa noget, der skulde komme som en slags direkte aabenbaring, uafhængig af vore andre oplevelser og erfaringer og derfor mere paalidelig, som et tegn fra himlen eller noget i den retning. Nej, netop her taler vi om noget, der kun kan voves, kun kan troes, om en skuen af det usynlige, om en vished, der for os er uvished, fordi den ikke er vor vished, men aandens forvisning.

Aandens vidnesbyrd er i første række et vidnesbyrd, der ikke handler om os, men om Jesus Kristus.

Jeg vil i det følgende væsentligt holde mig til 1. Johannesbrev, som jeg blev opmærksom paa i anledning af vort emne. - Der læser vi (5,9 f.): "Dette er Guds vidnesbyrd, at han har vidnet om sin søn. Den, som tror paa Guds søn, har vidnesbyrdet i sig selv; den, som ikke tror Gud, har gjort ham til en løgner, fordi han ikke har troet paa det vidnesbyrd, som Gud har vidnet om sin søn." Aandens gerning er at vidne om, at Jesus er Kristus. "Derpaa kender I Guds aand; enhver aand, der bekender Jesus som Kristus, kommen i kød, er af Gud" (4,2). Aanden skal overbevise om synd: at de ikke tror paa Jesus (Joh. 16,9).

Aandens vidnesbyrd er om Jesus - hvis vi kan høre det - at han er Kristus, ordet, der blev kød, ham, i hvem Gud var og forsonede verden med sig, ham, der blev vor retfærdighed for Gud, ham, der nu er den levende, mens vi er døde, og vort liv er skjult med Kristus i Gud. Ham taler aanden om, ikke om os; vi er ikke genstand for aandens vidnesbyrd; det er Han. Budskabet, aandens tale, er ikke noget om, hvad vi er og skal blive, men "dette er det budskab, vi har hørt af ham og forkynder eder, at Gud er lys" (1. Joh. 1,5). Budskabet er dette, at Gud er lys! Hvor udeltagende! Hvor ligegyldigt over for os og alt det, vi har med at gøre!

- Det er om Jesus som Kristus, aanden taler og vidner; det er derfor ham, skriftens vidnesbyrd drejer sig om; det er ikke os. Men vi vender sagen paa hovedet; vi siger: "Dersom du er Kristus, da sig os det rent ud." Og Jesus svarer: "Jeg har sagt eder det, og I tror ikke. De gerninger, som jeg gør i min faders navn, de vidner om mig; men I tror ikke, fordi I ikke er af mine faar" (Joh. 10,24 ff.). Saa er det altsaa ikke Jesus, der er nogen tvivl om; om ham vidner hans gerninger, om ham taler skriften og aanden til os; hvem han er, kan der ikke være tvivl om; men vi? - Peter er salig, thi faderen i himmelen har ladet ham høre vidnesbyrdet om Jesus. Men vi, som spørger om Jesus, det maa vel være os, ordene gælder: I tror ikke, fordi I ikke er af mine faar. - Vi mener, at vi er de sikre, som kan stille spørgsmaal, som kan bedømme, som kan give vor tilslutning eller nægte den, hvis vi ikke føler os tilfredsstillede. Vi siger til Jesus: Ja, vis os, hvem du er; lad os faa dine gaver, lad os se prøver paa din magt, lad os mærke din kærlighed, og vi skal tro dig, slutte os til dig og tjene dig. Men aanden vidner, at han er Kristus; det er os, der bliver de problematiske; til os siger aanden: Naar I ikke hører mit vidnesbyrd om ham, saa er det, fordi I ikke hører til hans faar, til Guds udvalgte. Det er os, der bliver bedømt af skriftens ord, det er vor existens, der mister al sikkerhed, netop naar aanden vidner; for den vidner om Jesus, men os overbeviser den om synd, fordi vi ikke tror; os overbeviser den om, at vi har revet os løs fra Gud, saa vi ikke mere har øre for hans ord, ikke mere har samfund med ham, ikke mere hører ham til. Thi Jesus er Guds ord, og vi lader det ikke tale til os; men vi bedømmer det, prøver at udnytte det, giver det vor anerkendelse eller bevidner det vor ligegyldighed. Derfor bliver aandens vidnesbyrd vor dom, idet den vidner om vor vantro. Og intet bliver mere nærliggende og paatrængende end det spørgsmaal, om jeg maaske ikke hører til Jesus faar.

Men saa kan det ske - først og fremmest her maa vi huske, at vi kan kun tale om denne mulighed, og det er ord, som i vor mund ingen gyldighed og virkelighed har i og for sig - men det kan altsaa ske, at denne dom over os ikke alene bliver aandens vidnesbyrd, men tillige vor bekendelse; det kan ske, at vi virkelig erkender, at det er vantro, der er vor synd, at det er os, al tvivlen drejer sig om. Hvor dommen over os saadan bliver til vor bekendelse, der har vi, midt i vor vantro og selvsikkerhed, hørt aandens vidnesbyrd om Jesus; da har vi erkendt, at han er Kristus, Guds søn, som faderen har givet vidnesbyrd; da er vor vantro blevet forvandlet til tvivl paa os selv, da har vi hørt hans ord og bøjet os under hans dom, er i hans haand paa naade og unaade. Thi det er derom, aanden forvisser, at Jesus er Kristus, og vi er syndere; men disse to ting er eet vidnesbyrd. Men om den situation, der fremkommer paa denne maade, siger Johannes: "Hver den, som tror, at Jesus er Kristus, er født af Gud" (5,1). "Dette er hans bud, at vi skal tro hans søns navn .... og den, som holder hans bud, han bliver i Gud og Gud i ham" (3,23). Naar aandens vidnesbyrd bliver til vor bekendelse, naar vor vantro og tvivl bliver til tvivl paa os selv, bliver til dette spørgsmaal: Du tror ikke, fordi du ikke er af Jesu faar? - da har aanden talt til os, da erkender vi Gud og tror, at vi er født af ham. Men kun i erkendelsen af vor egen vantro, kun ved, at vi bøjer os for hans ord og hans dom, kun som de, der intet véd om os selv, kan vi modtage aandens vidnesbyrd, at Jesus er Kristus, kan vi høre ordet om, at i Kristus er vi nye skabninger. Det sikre og visse om os er, at vi er syndere; forøvrigt, som Guds børn, er vort liv skjult med Kristus i Gud. Naar Kristus, vort liv, aabenbares, da skal ogsaa vi aabenbares med ham i herlighed. Det er vor forvisning, som vi har i haabet. Dette haab er aandens gave; som vor mening om os selv er det fantasteri.

Jeg kunde tænke mig en nærliggende indvending mod hele denne skildring, en indvending, der maatte lyde omtrent saadan: Sagen er her stillet fuldstændig paa hovedet. Bibelen og med den alle troende taler om, at der er mennesker, der simpelthen tror Jesu ord, der umiddelbart hører aandens vidnesbyrd om ham og derigennem forvisses om, at de er Guds børn; de er altsaa virkeligt troende, og ikke egentlig vantro, saadan som du skildrer det; de er vel ikke syndfri, men er dog ved troen kommet ind i en tilstand, hvor de er forvissede om deres frelse; de gaar ikke bestandig gennem vantroens afgrund, hvor de mister alt og er paa naade og unaade i Guds haand, men de er visse paa Guds naade "trods deres synd", de er fyldt af kærlighed til Gud og har lyst til at tjene ham. Dette er det troende menneskes liv, og ikke det andet bagvendte.

Det har ikke megen interesse at skændes om, om der findes saadanne mennesker; lad os antage, at de findes; lad os antage, at bibelen skildrer troens liv paa denne maade. Men lad os først og fremmest ikke spekulere og fantasere, mere holde os til, hvad vi kender. Hvor møder vi disse mennesker? De, hvis tro er mere end haab, hvis liv ikke blot er skjult med Kristus i Gud, men som selv, her i verden lever dette liv; de, der elsker Gud og ikke sig selv; de, der lyser af en glæde over Gud, som ikke er blandet med selvglæde; de, hvis liv ikke er forbedret, ikke lappet eller ferniseret eller poleret, men nyt (thi vi maa tage det alvorligt, som siges om deres tro); de som ikke spørger om sig selv og deres (evige) skæbne, men kun om Guds velbehag, fordi Gud er alt i dem; de der altsaa - ikke skjult, men aabenbar, ikke indirekte, men direkte, i det liv, som de lever iblandt os - er gaaet over fra døden til livet og lever de nye skabningers liv? Eller - for at sige det mildere - er det dette, nogen af os dog er paa vej hen imod; synes vi, at det, vi lever, dog i nogen grad er af samme art som dette andet? - Ja, vi, der er af en slægt, hvor den religiøse egoisme og den "hellige eudaimonisme" er blevet den højeste kristelige dyd, vi har maaske virkeligt chancer for at bilde os ind, at det er det liv, vi lever eller dog udvikler os hen imod! Enhver, der hævder det, skal have lov til at gøre det uimodsagt.

Men hvis det ikke er det liv, vi lever, saa er det vanskeligt at faa fat paa, hvordan aandens forvisning skal betyde noget andet end dette, at den vidner om, at Jesus er Kristus, som er kommet med forligelsens ord, med syndernes forladelse, og at vi - men netop som syndere, d. v. s. i os selv vantro - har det levende haab, at vort liv er skjult med Kristus i Gud, og at Gud engang skal blive alt i os.

Vi slipper os selv, naar vi finder Gud; vi forvisses, naar vi intet andet véd om os selv, end at vi er skyldige over for Gud. Vished faar vi ikke ved egne eller andres forsikringer eller ved oplevelser; men det er noget rent praktisk, uadskillelig forbundet med det at miste sig selv til Gud. Maaske mere end noget andet skrift taler 1. Johannesbrev herom. Det beherskes af den tanke, at vi henvises til at søge vor erkendelse af, at vi er Guds børn, i forholdet til vore brødre, vor næste. Vi kan tale vidt og bredt om kærlighed til Gud, vi kan opvarmes og begejstres, saa at vi synes, vi virkelig elsker Gud, vi kan anvende indtil halvdelen af al vor tid til arbejde for Guds rige og dog miste troen og haabet. Det er slet ikke det, der spørges om; det er ikke i et liv ved siden af vort egentlige, daglige liv, vi skal forvisses og høre aandens vidnesbyrd, men det er i det liv, vi nu engang har at leve fra dag til dag i samfund med vor næste. Det er ved at miste os selv, vi finder Gud; det er i vor egen totale usikkerhed, aanden forvisser os. Derfor viser Johannes hen til det sted, hvor vi paa een gang mister al vished og fortrøstning og ganske konkret og praktisk stilles over for muligheden af at miste os selv: forholdet til vor næste. "Derpaa kender vi, at vi har kendt ham, om vi holder hans bud" (2,3). "Hver den, som gør retfærdighed, er født af ham" (2,29), den som holder hans bud: at elske sin broder (3,11). "Den, som synder, har ikke set ham og kender ham ej heller" (3,6). Og allerklarest og mest foruroligende (3,14): "Vi véd, at vi er gaaet over fra døden til livet; thi vi elsker brødrene." - Vi kan snakke om kærlighed til Gud, vi kan præstere mange følelser over for Gud maaske. Men vor næste kan vi ikke snakke os fra; han stiller ved sin tilstedeværelse sit ganske bestemte krav, der i sin absoluthed løber ud i selve dette, at vi skal miste os selv, slippe os selv for ham; som vor næste staar han for os som Guds repræsentant, ikke ved de krav, han selv kan finde paa at stille til os, men ved selve dette, at vi her møder den, over for hvem vi efter Guds bud skal slippe os selv. "Dersom nogen siger: "Jeg elsker Gud", og hader sin broder, han er en løgner; thi den, der ikke elsker sin broder, som han har set, hvorledes kan han elske Gud, som han ikke har set" (4,20)?

Det er ikke vor opgave at hæve os op mod himlen; vi skal leve her paa jorden, og vi skal vide, at det er det, vi skal. Det er her, det afgøres, om vi elsker Gud og hører ham til; det er her, vort selv dødes og mistes; det er her, vi lyder hans bud og i lydigheden har samfund med ham. Dersom vi vandrer i lyset, ligesom han er i lyset, har vi samfund med - hverandre (1,7). Bestandig gøres det at have Guds aand og derved kende Jesus som Kristus til eet med at holde budene, at elske brødrene. Her stilles vi rent praktisk i afgørelsen mellem tro og vantro; her forvisses vi af aanden - hvis vi forvisses - om, at vi er Guds børn. "Vi véd, at vi er gaaet over fra døden til livet; thi vi elsker brødrene." I sandhed et foruroligende sted at blive stillet! Her mister vi for alvor den vished, vi kan have erhvervet os ad anden vej. Hvad er der tilbage andet end dom, anklage, forkastelse? Her stilles vi atter foran det gamle spørgsmaal: "I tror ikke, fordi I ikke er af mine faar"? Thi hvornaar hørte vi Jesu røst, naar vi stod over for vor næste? Hvornaar slap vi os selv, hvornaar døde vort selv over for budets absolutte majestæt? - Det er ikke vore ord om tro, der regnes med, det er ikke vor tryghed og vished, men det er lydighed, det er kærlighed, udvist der, hvor Gud lader sig møde, over for vor næste. Her er det, der kan erkendes, at man hører Gud til. Men hvad kan vi erkende her, andet end at vi hører ham ikke til?

Og dog er det her, aanden forvisser os; dog er det her, vi bindes uløseligt til Gud. Ikke saadan, at vi kommer til at eje nogen vished om os selv, men saadan, at aanden, ved Guds barmhjertighed og trofasthed, gør sin gerning med os; saadan, at vi altid paany stilles over for næsten, altid paany bindes af Gud til at elske og lyde ham, bestandig holdes fast inde under hans dom, fordi vi valgte os selv, nægtede Gud og vor næste os selv. Det er aandens gerning, at vi aldrig slipper for kravet og dommen; dermed véd vi, at vi er ikke sluppet af Gud; han holder os fast; han dømmer os altid, og hans dom hedder syndernes forladelse.

Saadan forvisses vi, naar vi intet har at holde os til, naar hele vor existens bliver eet eneste spørgsmaal. Gud er lys, Gud er levende; han arbejder. Derfor bliver vort liv saa sælsomt bevæget; derfor kan vi tale om frimodighed, naar vi dømmes, om sejr, hvor vi tabte, om aandens tale, hvor vi selv er bragt til taushed. Vi vil slutte med de ord, som er et levende billede af det, der er vort liv, naar aanden taler til os, de ord, om hvilke en liberal theologi, der ikke aner, hvor farligt og levende et omraade det er, den bevæger sig paa, maa sige, at teksten er fordærvet: "Mine børn! lad os ikke elske med ord, ej heller med tungen, men i gerning og sandhed! Og derpaa kan vi kende, at vi er af sandhed, og da kan vi for hans aasyn stille vore hjerter tilfreds, hvad end vort hjerte maatte fordømme os for; thi Gud er større end vort hjerte og kender alle ting. I elskede! dersom vort hjerte ikke fordømmer os, har vi frimodighed for Gud, og hvad vi end beder om, det faar vi af ham, fordi vi holder hans bud og gør det, som er velbehageligt for ham" (3, 18-22).