Kristendom og Reklame

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1927, s.203-207.

En Tidsstudie in concreto.
Spørgsmaalet Kristendom og Reklame har allerede været berørt under Spørgsmaalet om Indsamlingen (Art. "Termometret", Tidehverv, Nr. 12, S. 188ff), nemlig for saa vidt denne jo i sin Udførelse selv er et storstilet Reklameforetagende. Men Sagens Rødder gaar saa dybt, at det bliver et Spørgsmaal for sig. Indre Mission var i sin Tid (dens Theologi osv. naturligvis ganske ufortalt) en Bevægelse i Dybden; og man behøver ikke være ret gammel for selv at have oplevet den Tid, og forstaaet det. Jeg skal ikke her prøve at udrede Oprindelse og Aarsager til den gennemgribende Forskydning, som er foregaaet med Indre Mission i de sidste Aartier og særlig i Efterkrigsaarene indtil nu, heller ikke prøve at følge dens Forløb og Facer, skønt det kunde give Anledning nok til Overvejelser; men nøjes med at karakterisere den fra en enkelt Side som en stadig tiltagende Tro paa Massevirkning, fremvokset proportionalt med Indre Missions Vækst som Magt faktor i Landet.

At dette naturligvis viser sig paa mangfoldige Maader og paa de forskelligste Omraader - i Evangeliets Motivering, i Theologi, i Spørgsmaal af menighedspolitisk, kirkepolitisk og almenpolitisk Art, i Forenings- og Organisationsspørgsmaal, i Valg af Arbejdsomraader, Arbejdsmidler og Arbejdere - det skal jeg her blot antyde. Taget som Helhed er det en Udfoldelse af den Tankegang, at Aandsvirkelighed er noget, man kan frembringe hos den enkelte og mangfoldiggøre over Jordkloden, blot man finder det effektive, i Methode og Hjælpemidler - altsaa en Kvantiteringsproces, som i det almindelige Aandsliv muligvis allerede er paa Retur, men som inden for Kirken er i fuld Udfoldelse og som her er vore Dages Form for Verdsliggørelse.

At ogsaa "Kr. Dgbl." baade i Synsmaader, Stofvalg og Behandlingsmaade gennemløber denne Kvantiteringsproces i alle dens Afskygninger, vil ikke være undgaaet nogen opmærksom Læsers Iagttagelse. Men det forholder sig ikke saaledes, at Bladet blot er en Strømpil, der viser de Forskydninger, som foregaar i de tilsvarende kirkelige Kredse; det er selv i høj Grad en Frembringer af denne Strømretning - og netop som Dagblad.

Hermed mener jeg ikke først og fremmest dette, at den draabevise, daglige Paavirkning er saa uhyre afgørende netop i de brede Kredse; det er den; men jeg mener, at det moderne Dagblad netop lever paa og af Kvantiteringens Idé i alle Forhold - politisk, religiøst, videnskabeligt, kunstnerisk, merkantilt osv. - og at det derfor paa en Maade ligger i Sagens Natur, at intet kan virke mere verdsliggørende paa Menighedslivet end et kristeligt Dagblad i samme Grad det ernærer sig som Dagblad og bruger Dagbladsmidlerne til at "arbejde" for Kristendom.

Det vil ikke være nødvendigt her at samle mange Exempler paa "kristelig Reklame" for at illustrere, hvor stærkt denne er taget til i den senere Tid; Indsamlingen til Københavns Indre Mission staar i sørgelig klar Erindring; og en og anden vil ogsaa huske de usmagelige, Vibe-Hastrup- og Dunlop-agtige Reklamer i Anledning af "Dansk Kirke i Udlandet"'s Allehelgendagskollekt for nylig - og saa tænker man med blandede Følelser paa, hvilket kirkeligt Arbejde der mon nu bliver det næste, som skal "hjælpes", og vil lade sig hjælpe paa den Maade.

Hvad der gør den kristelige Reklame særlig utiltalende er vel dette, at der til al Reklames almindelige smartness her er føjet et passende Kvantum Sentimentalitet - og den anvendes naturligvis ogsaa, hvor det drejer sig om Bladets Selv-Reklame, naar det henvender sig til sine Abonnenter og beder dem virke for Bladet ved at anbefale det til Venner og Bekendte i Samfundene - thi dette er jo i sig selv noget af en Missionsgerning. Læserne tages afsides, en for en: "Det kan synes saa lidt, kære Læser, naar vi beder Dem - altsaa ikke Deres Nabo eller Genbo eller Søster eller Svoger - om at omsætte Deres Venskab for Kristeligt Dagblad i en praktisk Haandsrækning, saa De til Oktober Kvartal skaffer os blot een eneste ny Holder. Det vil være forholdsvis let for Dem at gøre en god Sag denne Tjeneste ... Denne Opfordring læses vel lavt regnet af 50.000 Mennesker … Imidlertid skal De nu ikke grunde for længe over, hvad de 49.999 vil gøre. I Dag (sic) er det blot Dem, det gælder!"

Denne hule Bemærkning har Prædiketonen til Far og Reklamestilen til Mor - og at Hulheden antagelig er ganske ubevidst, gør i Grunden kun Sagen værre.

Det hænger jo sammen med Reklamens Natur, at Ordene mister deres indre Værd, fordi de anvendes efter deres Værdi som Lyd, deres suggestive Værd; og saa betyder det jo intet, om Meningen mangler, eller at kun en Skinmening kan bringes til Veje til at dække over Hullet i Tankegangen. "My house is my castle" staar der med store Bogstaver (i en Reklamecyklus "Vingede Ord"). Ak ja, tænker man - men hvad mon det nu skal betyde her? Ih jo, det bliver forklaret, og det viser sig at betyde, at Læserne skal hjælpe Redaktionen med at faa Avisen ind i mange flere Hjem!

- Den kristelige Reklame er et Barn af Konventikelen og Yankee'en; og mange af os har med Undren set, hvad der i Amerika er præsteret i Retning af Samarbejde mellem Handel og Kristendom. Til Tider er det et Samarbejde "i Idé", saa at det drejer sig om et "rent kristeligt" Foretagende, der fra Handelen kun har overtaget Methoder og en Del Jargon; men til andre Tider drejer sig om et ganske utilsløret Sammenskudsgilde. Et Exempel paa, hvad der her i Danmark har kunnet naas i denne sidste Retning, fik vi iaar i "Drengenes Uge". Det Sammenspil, som her var etableret mellem Forretningsinteresser, Foreningsinteresser og Bladinteresser, gennem kombineret Udstilling og gensidig og kombineret Reklame i Ord og Billeder - det var simpelt hen aldeles forbløffende. Det er bevaret i Kr. Dagblads Numre for Dagene 26. Febr.- 1. Marts. I Udstillingsbygningen (Industribygningen) hvilede det økonomiske Sammenspil paa, at Sidesalene var forbeholdt "kendte Firmaer, hvis Varer i større eller mindre Grad har Interesse for F. D. F.'erne, K. F. U. M.-Spejderne o. a." - og i Bladet hvilede det økonomiske Sammenspil paa et malerisk Arrangement af møderefererende og vareanbefalende Artikler og korresponderende Billeder og Forretnings-reklamer. F. Ex. var det intime Samarbejde i et Billede som "Kr. Dgbl."s Stand (Kr. Dgbl. + Duplextrykkeriets Bog- og Accidensarbejder + Københavns Kurvemøbelfabrik - paa Drengenes Udstilling, og nu fremstillet i Kr. Dgbl.) virkelig genialt. At Dagenes Programmer, baade hvad Emner og Talere angaar, var en Trosbekendelse til Sensation og Underholdning, kommer os i denne Sammenhæng kun ved for saa vidt som det giver den psykologiske Baggrund for den Maade, paa hvilken hele Foretagendet var gengivet og udnyttet paa de Sider, der var det overladt af Kr. Dgbl.

Denne i sin Art fremragende Ydelse skyldtes Ungdommen; og der er for saa vidt noget tragisk i, at den samme Ungdom saa fuldkommen svigtede, da Kr. Dgbl. nylig satte indsamlingen til Københavns Indre Mission i en Bladstil, der dog skylder Ungdomsbevægelsen meget. Thi der kan ikke være Tvivl om, at meget af den Tro paa Tallet og Raabet, som i den senere Tid har præget Kr. Dgbl., stammer fra transatlantiske Forbilleder, indført navnlig gennem K. F. U. M., som jo paa dette Omraade har en meget betydelig Virksomhed og formodentlig ogsaa meget betydelige Resultater at pege paa. I Kr. Dgbl.'s "Kirkelige Fører" har denne Forening længe været Foregangsmand m. H. t. Talreklame, ja vel nærmest eneste Repræsentant for denne Form for kirkelig Agitation; og da Bevægelsen for ikke saa længe siden, efter en alvorlig Brydningstid, officielt blev lyst i Kuld og Køn som "Missionens ægtefødte Barn", og omtrent paa samme Tid overtog og satte sit Præg paa en stor Del af Bladet, saa var ogsaa Reklamen endelig og afgjort lyst i Kuld og Køn som kristeligt Arbejdsmiddel - baade den religiøse Reklame med "direkte" Sigte, og den rent merkantile Reklame, der skal skaffe Penge.

I sidste Henseende har det formodentlig spillet ind med, at Bladet efter de Unges Optagelse maatte lægges noget om. De Unge vil have megen Omtale og meget novellistisk Stof og mange Billeder - og det koster Penge. Den nye "Alsidighed" fører saaledes af sig selv til, at der maa lægges mere Vægt paa den merkantile Reklame - at man altsaa mere afgjort maa slaa ind paa de Baner, som de andre Dagblade anviser.

- Et Blad optager Annoncer. Formaalet hermed er selvfølgelig ikke længere det at skaffe sine Læsere nyttige og paalidelige Underretninger for deres daglige Livs Behov - saa maatte Redaktionen jo kontrollere baade Forretningerne og Varerne, altsaa tage Parti, altsaa bindes; men man vil netop bevare sin Frihed ved at være ubetinget neutral. Det er Forudsætningen baade for at modtage Annoncer, og opfordre til at indsende Annoncer.
Kort: Det er et rent Pengespørgsmaal, ganske som det er for de Handlende. Man sælger sin Spalteplads til de Forretninger, der har Brug for ens Læsere.

Det er jo paa lidt nær kommet dertil, at et Dagblad lever af sine Annoncer - Provinsbladene mindre, de store Hovedstadsblade næsten udelukkende -; og for at holde paa Annoncerne, maa det holde paa sine Læsere; og for at holde paa Læserne maa det ogsaa have nogen Text. Karakteren af denne Text har i første Omgang været bestemmende for Annoncørernes Kreds; men i anden Omgang er det denne sidste, der er ved at bestemme Texten - nemlig i samme Grad det økonomiske Tyngdepunkt har flyttet sig fra Abonnementsindtægten til Annonceindtægten. Da nu denne Proces for de "førende" Blades Vedkommende er stærkt fremskreden, og Abonnementsprisen altsaa bliver relativ lille, vil intet Dagblad - heller ikke et "kristeligt Dagblad" - være konkurrencedygtigt uden at gøre samme Bevægelse med. At bevare Friheden vilde (fra Bladets Side set) koste Holdere, og (fra Holdernes Side set) koste Penge.

Men Kr. Dgbl. vil ikke af med sine Holdere, og Holderne vil ikke af med deres Penge; altsaa maa Kr. Dgbl. gøre Bevægelsen med. Og Bladet er nu paa det Stadium i Udviklingen, hvor to modsatte Hensyn begynder at gøre sig pinligt gældende.

Intet Blad er vel saa uhjælpelig bundet, at det ikke selv mener sig væsentlig frit, endnu. Og der er vel heller ingen Tvivl om, at ogsaa Kr. Dgbl. mener at staa aandelig frit, medens det udfører to Arbejder: eet aandeligt og positivt, gennem sin Text, og et andet materielt, men neutralt, gennem Annoncer. Det samlede Sigte er jo positivt: Man tjener jo Gud. Og saa tjener man ganske vist ogsaa fremmede Interesser - men Pengene lugter jo ikke, saa det kan der jo ikke være noget ondt i - og hvorfor spørge, om der kan være noget godt i det.

Man glemmer, at der "i denne Verden overhovedet ikke findes eet neutralt Molekyl", og at de økonomiske Loves Pres nok i Længden skal belære en derom. Og man glemmer, at Reklamens Hulhed ikke er noget passivt og ufarligt, men noget aktivt og smittende.

Allerede det at være indstillet over for Omverdenen paa to fundamentalt forskellige Maader, skal nok faa sine Følger.

I Teksten spørger man om ægte eller hult, godt eller ondt; i Reklameringen spørger man om Lancering og økonomisk Resultat. I Texten gælder den Tanke, at intet Omraade af vort Liv kan holdes uden for Gud og uden for det personlige Ansvar; i Reklameringen sælger man sin Tid, sin Arbejdskraft, sine Medarbejdere, sin Spalteplads og sine Læsere til Forretninger, hvis Karakter og hvis Varers Karakter man ikke tænker paa at føle sig ansvarlig overfor, men tværtimod anser det baade for en Dyd - og en Vinding - at befordre, allesammen. Man opreklamerer Reklamen, og opreklamerer sig selv som Reklamested; man raaber det ud: "Det er ikke klog Politik at drive Forretning uden Reklame - Den sikreste Vej for Forretningsmanden til at forøge sin Omsætning og sætte Udgifterne ned er Reklamens, og den betaler sig - Annoncer i Kristeligt Dagblad giver gode Resultater". Saa omtaagede er vore Hjerner efterhaanden blevet under Reklamens Suggestion, at vi daarligt nok opdager, at dette er jo det rene Galimatias: en bloc at opfordre Forretningerne til hver for sig at øge deres Omsætning, og spare, gennem Reklamen! Det er jo ikke blot direkte at arbejde for Produktionsfordyrelse, des mere, jo flere Konkurrenter der følger Opfordringen; men Opfordringen er jo allerede i sig selv, rent logisk set, Nonsens. Men - heldigvis, om man vil - betyder det jo noget helt andet end det, det lyder paa; det betyder ganske simpelt: Reklamér hos mig, for jeg trænger til Penge. - Det er ganske det samme som naar Gyldendal vil sælge Kundskab og Magt og retter en samlet Henvendelse til hver enkelt af de forventede 100.000 Læsere: Har De Raad til at lade andre distancere Dem? -- eller som naar det navnlig nu op imod Jul vrimler med Reklamer, byggede over denne Type: "Efterspørgslen er overvældende; det tilraades Dem derfor at sikre Dem i Tide" osv. "Ganske hensynsfuld Bemærkning", tænker den tankeløse. Som om det ikke var Forretningen saa knusende ligegyldigt, hvem der kommer først. Men Bemærkningen virker efter sin Bestemmelse: den frembringer selv den Efterspørgsel, som den høfligt advarer - alle imod. Egentlig en ganske elegant Form for Bedrag - og saa forslidt den er, saa virker den dog stadig, paa nogle, fordi de tror den, paa andre, fordi de véd, at nogle tror den. Det er en Løgn, der, ved at tros, forvandler sig selv til Sandhed, og derfor er den næsten ikke til at komme til Livs.

Reklamekonkurrencen frister Forretningsmanden til at bevæge sig paa Grænsen af det sandfærdige eller i hvert Fald at bevæge sig i Udtryk, hvis Reklameværdi beror paa, at de uvilkaarlig maa fremkalde et Indtryk, som er betydelig mere værd i Penge end den Mening i Ordene, man eventuelt kan falde tilbage paa. Og det Blad, der for en stor Del lever af Annoncer, gør det samme, paa sin Maade, over for Annoncørerne.

"Hvorfor averterer ca. 15.000 Forretningsmænd, Haandværkere og Næringsdrivende med flere i Kristeligt Dagblad - Fordi det betaler sig". Det er jo Tallet 15.000 og Ordet Forretningsmænd, der først og fremmest skal skaffe Pengene; men det er Forklaringen af Ordet "averterer", og saa Ordene "med flere", der skal kunne redde Udtalelsens Sandhed.

Det gælder for et Blad baade at fastslaa sin egen Værdi som Reklameringssted - og at faa det størst mulige økonomiske Udbytte af de forskellige Annoncer, som jo ikke alle kan staa paa samme Sted i Bladet; og det er jo dog ikke nogen Løgn, der er jo da Forskel paa bedre og ringere Pladser i Bladet - paa "fiin Sand" og slet og ret Jord; og disse. Forskelle kan man opdyrke med stort økonomisk Udbytte. Og naar der saa er "slidt" for meget paa Forskellene, saa kan man jo faa dem til at forskyde sig igen ved at lege Puslespil med Artikler og Nyhedsstof, fra foran i Bladet til bag i Bladet og rundt i Bladet - og saa koster den Salme saa meget, og den koster saa meget -- Folk tænker, at der er ingen Observationer ved at være Degn; jo, jo, Degne-Kald er, min Troe, et vanskeligt Embede, naar man skal have det paa den Fod, at det kan føde sin Mand.

Og naar Varetagelsen af dette "Embede" først bliver et rent Pengespørgsmaal, saa er det ret utroligt, hvad der kan finde Vej ind i et Dagblads Spalter - ogsaa et kristeligt Dagblads.

Til Tider kan det være humoristisk nok. En vældig Enquête bliver sat i Gang, om "synkende Kvindemoral"; det virkelige Tyngdepunkt bliver naturligvis hurtigt Mændenes Beskyttelse mod det onde, de alt for korte Skørter (- den Tid er jo længst forbi, da man tænkte sig, at den virkelige Afværgelse af en Forargelse maatte ske ved en afgørende Forandring hos vedkommende selv, altsaa noget i Retning af dette "dersom dit øje forarger dig, da riv det ud og kast det fra dig"; nu skal Forargelsen først og fremmest afværges ved at øjet beskyttes, altsaa ved at de andre forandres. Og det kan der jo ogsaa være noget i -), naa, men det er altsaa de korte Skørters Skyld, og der er Forargelse og der er Sorg -- og saa er det saamænd netop saadan en meget kortskørtet Dame i samme Blad og i samme Nummer, der staar og betaler Artiklerne og Forargelsen og Sorgen - thi hvordan skulde der blive Raad til Enquêter om synkende Kvindemoral, dersom der ikke var noget der hed Elektrolux eller Kjolemagasiner!

Eller man læser: "Hämoes er den store Profet, der klarer Situationen, hjælper den trætte Hjerne til de rigtige Handlinger". "Hjærnen er Livsnerven, der bestemmer Ond eller Godt for Sjælen og Legemet. Hold derfor altid Hjærnen klar ved Brug af Hämoes". Ja, det er jo ogsaa en Art Religion, og i Pengekassen er den lige saa god som enhver anden.

Men det er nu ikke altid lige harmløst. I en pragtfuld Reklame meddeles (23. September 1927): "Enhver af Bladets Læsere faar straks tilsendt dette Radioapparat gratis … aldeles gratis til enhver, som køber den verdensberømte Roman "Mormonrædslerne". Aldrig er der skrevet en mere spændende og nervepirrende Roman, ingen Kriminalroman er saa fantastisk spændende, saa gribende og rædselsvækkende, ingen skulde tro, at saadanne Tilstande nogensinde har existeret blandt Mennesker. Værket er enestaaende flot udstyret … Vi har nu leveret over 12.000 Apparater."

Ikke sandt, en ganske passende Nebengeschäft for et kristeligt Dagblad. Og saa vil Uheldet, at denne Reklame har faaet sin Plads klods op ad det Termometer, der maaler Vennernes Kærlighedsvarme til Indre Missions Gerning i København!

- Og saa er al den Slags dog slet ikke Sygdommen selv. Over for Abonnenterne kan det i øjeblikket være tilstrækkeligt at vogte sig for Gentagelser, for saa opdager de fleste af dem ikke, hvad Spørgsmaalet drejer sig om. Men det er jo blot at tage et Middel mod Feberen og lade Bylden være.

Forretningsmeddelelsen, Annoncen, har som bekendt særlig udviklet sig i to Retninger og optræder dels som det almindelige Reklamebrøl, dels som den smarte Forbindelse mellem Annoncering og Bladtext, f. Ex. formet som Forretningsartikler, i nærmere eller fjærnere Tilknytning til samtidige eller forventede Reklamer. For en Del Aar siden regnede man, at allerede Inserater var en lidt næsvis Paatrængenhed paa et Tidspunkt under Læsningen, hvor man var indstillet paa at høre om Politik, Kulturspørgsmaal osv. Men man vænnede sig efterhaanden til at faa sin Læsning afbrudt, naar Redaktionen fandt for godt at præsentere sine Forretningsvenner, blot forlangte man, at de udtrykkelig var gjort kendelige som Handelsrejsende. Men netop denne Kendeliggørelse var ikke i Forretningsmandens Interesse, og dernæst altsaa heller ikke i Redaktionens; altsaa bortfalder efterhaanden de ydre Kendetegn (Overskrift, Mærke, Plads), som strax fortæller Læseren, hvem han staar over for; Journalisterne overtager selv Artiklernes Udførelse, hvorved ogsaa Stilkendetegnet bortfalder; og til sidst har vi den jævneste Overgang fra den ligefremme Forretningshenvendelse i Bladets Slutning til den overbevisningsbaarne redaktionelle Artikel i Bladets Begyndelse. Først er det i Forretningernes Interesse, at Forskellen mellem Annoncør og Redaktion udviskes; derpaa, naar de økonomiske Følger begynder at vise sig, ogsaa i Redaktionens. Og Udviskningen af Forskellen angaar i første Omgang den ydre Form; dernæst, naar Loven om det økonomiske Tryk begynder at gøre sig gældende, ogsaa Realiteterne. Udviklingen afspejler et Blads større og større Afhængighed af Kapitalen, baade den lille og den store; - og Læsekredsen deles efterhaanden i dem, der bliver købt og solgt, og dem, der regner mindre og mindre med Redaktionens Meninger. Dette er den ubønhørlige, sikre og brede Vej; og om Kr. Dgbl. ikke er kommet saa langt ud ad denne Vej som flere andre Blade, saa er det meget, fordi dets oprindelige Sigte dertil dog var for afgjort, og de lidt mere brutale Storforetagenders Interesse i Læsekredsen for ringe.

Som i de fleste andre Dagblade findes der ogsaa i Kr. Dgbl. en Mængde ikke kendeliggjorte Forretningsartikler - nogle øjensynlige, andre højst sandsynlige - anbragt mellem Nyhedsstof, kirkeligt Stof el. lign. (Jeg nævner i Flæng Artiklerne "Mekaniske Vidundere" og "Danmark som Cementindustriens Arnested" - i samme Nummer bliver for Resten Borgmester Kaper stærkt angrebet, fordi han har udtalt sin Billigelse af, at Københavns Magistrat driver Folkeregistret forretningsmæssigt, idet Magistraten sælger Borgernes Adresser til Forretningsfolk, til Brug ved paagaaende Reklamering). Og man kan jo ogsaa kombinere Nyhedsstof med Forretning. F. Ex., naar der er blevet bygget et nyt Amtssygehus, saa er der en Helsides-Chance. Hospitalets Indretning maa gennemgaas, naturligvis; man regner jo med, at Læseren virkelig er interesseret, og deri regner man rigtigt, thi det er der Grund til at være. Men den troskyldige Læser tror, at Bladet ved sin Gennemgang af Hospitalets Indretning giver ham hvad det skylder ham som Abonnent; den lidt erfarne Læser derimod giver sig til at se lidt nøjere paa Avisen, og saa ved han, at nu er det Redaktionen og vedkommende Firmaer, der slaar en Handel af om ham, Læseren. Men Formen skjuler. Ja, kære Læser, saa højt bliver du vurderet. Og af hvem, i sidste Instans?

- Om man nu til alt dette vil sige: Vi indrømmer det, Reklamen er farlig; den nøder en til at færdes paa Sandhedens Grænse; og den binder, særlig gennem de Former, i hvilke den økonomisk set yder mest; men uden den kan intet moderne Dagblad bestaa; - da vil jeg svare, at saa er Spørgsmaalet om Muligheden af et kristeligt Dagblad for Alvor sat under Debat. Thi i Kristendommen er der noget, der hedder: I kan ikke tjene to Herrer. I kan ikke tjene baade Gud og Mammon. Og dersom man siger: Nej stop lidt! Vi tjener Mammon for at Mammon kan tjene Gud, thi Pengene gaar jo dog til Guds Riges Sag - ja saa nikker Mammon, den Guds Tjener, fromt og hjælper Samvittigheden til Rette. Saa gaar det nok den Vej, det skal.

For Alvor sat under Debat! Ak nej, det vilde dog vist være naivt at tro, at man virkelig vil diskutere det Spørgsmaal, for Alvor, d. v. s. saaledes, at man virkelig holder Mulighederne aaben for Indrømmelse af, at Sporet, man er inde paa, har været falsk, bundfalsk. Dertil er man nemlig i Praxis blevet alt, alt for bundet.

- Se dette er en af de alvorligste Ting, som Kristeligt Dagblad daglig minder os om: Vi samler paa Magt. Magtmidler mod "de andre"; og gennem selve disse Magtmidler bindes vi til at "blive som de andre". Kirkearbejdets Mænd samler paa Magtmidler akkurat lige saa kristeligt eller ukristeligt som andre borgerlige; og man bliver ved dermed, indtil man standses, ikke ved ganske jævne moralske Overvejelser, endsige da ved from eller ufrom Kritik, - nej ganske simpelt indtil Methoden giver Bagslag, indtil man engang faar at mærke, at den erhvervede Magt undergraves ved noget i selve Erhvervelsesmaaden - indtil man opdager, at der trods alt var noget om dette, at man kan ikke tjene to Herrer.