Efter Paaske

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1928, s.80-84.

Nogle Tanker om Inkvisition og Bekendelse.
Kristus er opstanden! - "Ja, har er sandelig opstanden".

Efter Paasken, som er Guds Ord, følger Bekendelsen, som er Kirkens Ord.

Men naar Bekendelsen ikke længer fødes umiddelbart af Guds Paaske, af "Ordet"; naar Bekendelsen ikke længer er Ordets Barn, men er blevet selvstændig og voksen, saa faar den Bekymringer, og saa vil den sikre sig; og saa følger paa den ene Side Milieu-Hungeren med dens Bekendelseskrav og Inkvisition, paa den anden Side Standsningen af Opgøret.

Det er et Forløb, der er lige saa psykologisk nødvendigt, som det er historisk sikkert. Og det gentager sig - for det enkelte Menneske eller for en hel Tidsalder - hver Gang man i intellektuel Foregriben har villet fastholde det, der overhovedet ikke kan fastholdes og ejes af os, men altid modtages i Troen paany og paany.

Men vi vil netop eje - saa først "har" vi jo.

Ogsaa Kirken vil eje - og den vil sikre sit Eje; for at eje aandeligt maa man ogsaa eje begrebsmæssigt, og i sidste Instans ogsaa materielt. For at "have" maa man være en Magt - og hvad man ikke "har", kan man jo heller ikke være sikker paa, og altsaa heller ikke forsikre andre om.

Det er denne ganske naturlige og verdslige Tankegang, der lige fra de ældste Tider i en saa uhyre Grad har gjort Kirkens Problem til et Problem om Besiddelse - om "Ordets" Fastholdelse, i Bibelord; om Jesu Fastholdelse, i to "Naturer"; om det Uhaandgribeliges Fastholdelse, i Sakramenter; om Gudsrigets Fastholdelse, i Aandsmagt og Kirkemagt; om Gudsgavens Fastholdelse, ved "Gerninger" eller ved "Tro"; om Troens Fastholdelse, i Begreber, i Beviser, i Sjæletilstande. Fastholdelse, Besiddelse overalt. Og selv hvor man sagde Vished, ikke Sikkerhed; Modtagen, ikke Besiddelse, blev det dog ofte blot en ny og mere skjult Form for det samme: at sikre sig.

Og her hjælper det ikke det mindste at gøre Katholikerne sorte for at Protestanterne kan se mere hvide ud; alle har vi vor Andel i den kirkelige og theologiske Synd, som er mangfoldigt og fint camoufleret, men som dog ikke er nogen anden end Babeltaarnets Synd, Selvets Synd; vi vil, i Forholdet til Gud, som i Forholdet til hinanden, ikke være afhængige Børn, der lever af at modtage, men Voksne, der ejer, uddeler og kræver. Vi understreger os selv - og det baade i vor Hersken og i vor Ydmyghed. Helst vil vi købe Naaden, ved Gerninger eller ved Lidelser eller ved "Tro"; men selv om vi nødes til at modtage den som Gave, uforskyldt, skal vi i hvert Fald nok vide selv at holde den fast, i "Oplevelserne", i Helliggørelsen eller i "Troslydigheden" - ja maaske endda tilvejebringe et lille Overskud: "give Gud Æren"! - det kan vi nemlig ogsaa godt gøre selv.

Paasken er Guds Ord. Men vort Ja dertil er blevet som en Haand, der river Gaven til sig endnu før vi har hørt Ordet til Ende; og derfor er vor "Bekendelse" mere blevet en Hævdelse i Forhold til andre Mennesker end en Ydmyghed over for Gud; derfor er den Enkeltes "Bekendelse" blevet et Udtryk for hans Delagtighed i Kirkens Besiddelse; Bekendelsen er blevet et kirkeligt Værdipapir og et Menighedsmedlemstegn, der forevises ved hver Indgang til Broderfællesskab, Indflydelse og Magt.

Men derfor er Bekendelsens Revers ogsaa Inkvisition - og om Inkvisitionens Resultat er Baal eller den blotte Konstatering af Ukirkelighed, det er kun et Spørgsmaal om Tidsaand og Vaner og Magt.

- Paasken er Guds. Ja naturligvis; men Gud har givet os den, som Evangelium - Kristi Opstandelse er vor Opstandelse; nu er Paasken vor.

Dette er Tanken. Stemningen, der hviler over denne Tanke, kan naturligvis være meget forskellig; hos nogle er Følelsen af Ansvar det fremtrædende, hos andre snarere Bevidstheden om at være Ejere at et Fortrin, en Fordel eller en Værdi.

Nu er Paasken vor. Med det Ord er den skæbnesvangre Vej angivet, der med al sin Hævden af Gud og hvad Guds er, dog fører bort fra Gud; den Vej der begynder med Opstandelsens Sikring og det dertil svarende myndige Krav om Bekendelse, og som ender med den Krise, hvor det, der laa i vor Haand bliver taget ud at vor Haand - hvor Opstandelsen forsvinder, og Bekendelsen dør.

Hvad det gængse Begreb "kristelig Bekendelse" egentlig rummer, ses netop ingen Steder saa klart som hvor en Bekendelse afæskes; det forekommer atter og atter i vort kirkelige Liv, privat-fortroligt og offentlig-polemisk, som almindeligt Mundhuggeri og som højtidelig kirkelig Tilspørgsel.

Vi tænker os en Situation, der er tilstrækkelig almindelig og tilstrækkelig typisk til, at Sagens Kærne kan belyses herudfra.

"Er Jesu Opstandelse en historisk Kendsgerning, eller er den det ikke. Dersom man vil være Kristen, maa man kunne give et bestemt Svar paa det Spørgsmaal, thi med det staar og falder hele Kristendommen".

Det er en bekendelsestro Mand, der spørger; han er en oprigtig Kristen, der instinktivt føler al "Liberalisme" og "Subjektivisme" som sin og Kristendommens Fjende - og det er noget i denne Retning, han har ment at mærke hos den, han retter Spørgsmaalet til. Han er intet Øjeblik i Tvivl om, at han paa fuldgyldig Maade her har opstillet det kristne "Schibboleth".

Set fra hans Side er Spørgsmaalet ganske ligefremt. Thi Virkelighed, det er for ham: Kendsgerninger. Han lever i en Verden af Ting og Forhold, Begivenheder og Værdier, der er, hvad de lyder paa, og lyder paa, hvad de er; nogle af dem er aandelige, usynlige, andre at dem er materielle og synlige; men alle har de deres Virkelighed i sig selv, om de ellers har nogen; de er "objektive", de er saa at sige Genstande. Nogle at dem er temmelig betydningsløse, andre er af stor Betydning, - og vigtigst af alle er de kristelige, af Kirken hævdede Kendsgerninger, thi paa dem beror baade vor timelige og navnlig vor evige Velfærd; at rokke ved disse Kendsgerninger er at tage Grunden bort under Mennesker. Maaske kan det være vanskeligt at drage en sikker Grænse for, hvad der er nødvendigt at tro, til Salighed - og saa maa man dog hellere tro for meget end for lidt; men at Opstandelsens Kendsgerning hører til de allervigtigste, det staar fast allerede gennem det Faktum, at det var Troen paa Opstandelsen, der skabte Menigheden, og at Apostlene var sig fuldt bevidst, at med Opstandelsen stod og faldt hele deres Forkyndelse - ligesom hele Kirken hviler paa denne tro. Derfor har Gud ogsaa sørget for, at Jesu Opstandelse er bevidnet saa fast, fastere end de fleste andre historiske Kendsgerninger; kun hvis man paa Forhaand benægter Underets Mulighed, kan man komme uden om Kildernes eenstemmige Vidnesbyrd. Og til en saadan Benægtelse kan der kun være een Grund: Vantro. Altsaa er det opstillede Spørgsmaal, set fra Spørgerens Side, baade logisk og kristeligt berettiget.

Det Spørgeren ønsker, er Sikkerhed for "Sagen i sig selv"; og paa denne "objektive" Sikkerhed, der tilhører Kirken som saadan, skal saa det "subjektive", den Enkeltes personlige Vished hvile. Han ønsker altsaa Opstandelsen sikret - for Troen; og ganske instinktivt vælger han dertil den almindelige borgerlige Vej: at skaffe den Rang som "historisk Kendsgerning"; han tænker slet ikke paa, at just gennem Forbindelsen med Ordet Kendsgerning er ogsaa Karakteren af Ordet "historisk" bestemt, og hele Sagen udleveret til Undersøgelsen, overladt til Analysen - ikke blot saaledes, at Videnskaben faar Lov at tumle dermed (hvem skulde vel kunne hindre den i det, eller blot ønske at kunne det), nej, men saaledes, at han har gjort sig afhængig af den, og dermed at noget saa skrøbeligt som det analytiske Bevis, skrøbeligt overfor ethvert historisk Spørgsmaal, hvor meget mere da i en Sag, der øjeblikkelig og afgørende bryder selve den Maalestok, der skulde "maale" og sikre den. Han søger efter ydre Støtte, uden at være klar over Konsekvenserne heraf, baade for vedkommende "Kendsgerning" selv, og navnlig da for det personlige Forhold til den, for Troen. Det kan meget godt være, at han teoretisk indrømmer, at der i Spørgsmaal om Gud og om Undere ikke gives noget Bevis - hans hele Tænkemaade viser dog, at han stadig bevæger sig i dette Plan; at det manglende Bevis egentlig er et Minus, der kun fører det gode med sig, at der formentlig heller intet Modbevis kan føres. Han véd ikke, at i samme Øjeblik han siger Kendsgerning, hænger alt dog paa det ydre, paa Detaillen, dens Sikring, dens Tydning, og dens Sammenhæng.

Eller rettere: han véd det for saa vidt nok, som han handler derefter, hver Gang han staar over for de bibelske Beretninger om "Frelsens Kendsgerninger"; hans Hensigt er jo netop, i og gennem Detaillerne at arbejde midtpunktsøgende - men han véd slet ikke, at nu peger alle Pile udad.

Hvad gør han da? Han maa for at sikre Troen gaa bag om Troen; for at sikre Kirkens Tro maa han bag Apostlenes Tro.

I første Omgang betyder dette blot, at han overtager Apostlenes Tro, naturligvis ikke i "subjektiv", men i "objektiv" Betydning - hvilket i Praksis vil sige: han samler Evangeliernes Enkeltheder sammen og behandler dem som Virkelighedsdele; han prøver at sammenføje en Mosaik, som han kalder en Harmoni; han udsletter det karakteristiske i hver at de fire Beretninger ved en Addition, ganske som hans videnskabelige Modstandere gør det ved en Subtraktion; han tror han gør det modsatte af, hvad "de liberale" og "den verdslige Videnskab" gør, og saa gør han dog ganske det samme, Forskellen er kun en Forskel i "Methodens" Alderstrin; ganske som sine Modstandere ødelægger han blot fire forskellige Billeder, der hver paa sin Maade er præget af Virkelighed, for at skabe en Enhed, der i hver Linie fortæller om Uvirkelighed.

Det er saa sørgelig karakteristisk, dette Forsøg; det gøres naturligvis i den dybeste Pietet, men hviler i sin Gennemførelse ganske paa den mekaniskverdslige Forudsætning, at virkelighed er opbygget af Detail-fakta, og at Sandhed kendes paa Kongruens.

Det er det tingslige Synspunkt, overført paa aandelige Forhold. Pilene peger udad.

Og saa opløser da f. Eks. Opstandelsesberetningen sig i en Række Enkeltproblemer, som jeg blot skal antyde med et Par Ord, men som hver for sig indeholder Sprængstof nok over for Helheden - Spørgsmaalet om Jesus virkelig døde paa Korset; Muligheden for en Forveksling af Grave; Vagten, Forseglingen; den tomme Grav, Havemanden; Kvinderne, Peter og Johannes; Englene og Tøjbylterne; Arten af Opstandelsens Realitet: Naglegabene, de lukte Døre, den gennemborede Haand til Thomas, Røsten til Paulus, Kristus i Menigheden; og saa fremdeles. Og jo mere Indtrængen i Enkelthederne, des mere Deling, des flere Problemer; hvert nyt Ord i Sagen forøger blot Mulighedernes og Spørgsmaalenes Række; og det bliver et ganske individuelt, ofte et rent æstetisk Spørgsmaal, hvornaar den Enkelte springer fra under dette Arbejde med Sandhedens Mosaikstykker. Nogle stopper Tankeløbet og springer fra straks ved de første vanskeligheder - "Guds Tanker er højere end vore Tanker" -; andre indrømmer, at der er "Forskel paa Enkelthedernes historiske Værdi", og saa prisgiver de nogle, men springer fra f. Eks. naar Spørgsmaalet bliver om det begravne Legemes Identitet med det opstandne Legeme - de vil nemlig ikke ind i spiritistisk Materialisme, men de vil heller ikke "nøjes med" at tyde Opstandelsen som Visioner; thi i deres Tilværelsesopfattelse hører Syner, "Visioner", ikke med til Virkelighed -; atter andre standses af den paagaaende Tanke, at Maaden, hvorpaa Mennesker sér og opfatter en Begivenhed, jo altid er meget forskellig inden for samme Tidsalder og Folk, hvor meget mere da naar det drejer sig om vidt forskellige Tider og Folkeslag med vidt forskellig Naturforstaaelse, Livssigte og Betoning -, og at Fremstillingen af en Sag eller Begivenhed jo altid vil være mere eller mindre paavirket af Fortællerens egen Sammenhængsopfattelse og Tolkning af Sagen - saa at f. Eks. alt det, der i det Nye Testamente fortælles om det jordiske Legeme og det halvaandelige og det aandelige, unægtelig er uforstaaeligt og selvmodsigende for os, men maaske ikke var det for Disciplene, eller i hvert Fald var paa en helt anden Maade og i et andet Plan, saa at vi altsaa her som altid, naar vi i Skriften møder det for os paradoksale i Kristendommen, egentlig ikke har nogen som helst Sikkerhed for at have mødt det for Disciplene paradoksale i Kristendommen - hvad enten vi saa tænker paa, at "Guden blev Menneske" eller at den Korsfæstede opstod; maaske er Ligheden eksistentiel, maaske er den ganske overfladisk.

Og nu de, der skrækkes tilbage allerede ved den første Begyndelse til en saadan Tankegang? Ja, deres Holdning vil afhænge af, om de er væsentlig praktisk eller væsentlig teoretisk-apologetisk indstillede. Nogle vil straks prisgive deres egen Tids Opfattemaade og deres eget Tankekrav; de vil falde tilbage paa Paradokset "een Gang for alle" og søge hele Uroen koncentreret i et enkelt, springende Punkt; og de vil næppe nogensinde naa at blive foruroliget af den Tanke, om Paradoks og Paradoks nu ogsaa er det samme. Andre vil, apologetisk, saa vidt muligt fastholde deres egen Tids Naturopfattelse samtidig med, at de vil redde den evangeliske Beretnings "Kærne"; og saa griber de maaske til "Visionstheorien"; nogle af dem sætter Ordet "objektiv" foran - er det ikke som et Skrig efter Fodfæste -; andre prøver at give de "subjektive" Visioner en eller anden Grad af Fasthed - der er jo dog, siger man, Forskel paa, om Synerne er foraarsagede af rystede Nerver, eller om Gud har indgivet dem -; atter andre forstaar, at denne Forskel er ganske illusorisk, thi en hvilken som helst Aarsag kunde jo for Gud være Middel - dersom den da overhovedet er andet end Aarsag; thi andre igen sér, at hvor vi saaledes leder efter Begrundelser, er der overhovedet ingen Brug for Hypothesen Gud -- og saaledes gaar det altid udad, bestandig midtpunktflyende; intet Holdepunkt for Troen, intet Hvilested for Tanken - Saarmærkerne maaske, den tomme Grav? - forgæves prøver vi at standse, haabløst suges vi videre forbi det alt sammen. Vi er i den uendelige Ebbe, vi er i Intellektualismen.

Det véd maaske den der blev spurgt med det "klare og bestemte" Spørgsmaal: Er Jesu Opstandelse en historisk Kendsgerning, eller er den det ikke? Han véd, paa hvilken Vej han her skal spørges ind; maaske har han selv været igennem den, ganske personligt, fra Begyndelsen og til Vejs Ende.

Derfor vil han ikke ind paa den igen. Han vil ikke ind paa den ved dens Begyndelse, hvor det summarisk hedder: historisk Kendsgerning eller ikke; han vil heller ikke stilles ind noget som helst bestemt Sted paa denne Vej; ved Saarmærkerne f. Eks., eller Visionerne maaske, eller hvor som helst; thi han kender Vejens Natur. Han vil ikke ind paa den gennem et Ja, og han vil ikke ind paa den gennem et Nej; thi i denne Sag vil han ikke spørges paa et vigende Plan.

Det er Vejen selv, han siger Nej til; thi den har aldeles ikke Forbindelse med Opstandelsen; den ligget i et ganske andet Plan.

Og det allerede, fordi Kendsgerning og Virkelighed ikke er det samme.

Man kan godt sige, at begge har at gøre med Begivenhed, med Historie; men en Begivenhed som Virkelighed er noget ganske andet end en Begivenhed som Faktum, som Kendsgerning. Virkeligheden er over os, og kan bryde igennem og gribe fat i os - men "Kendsgerning", det er kun Virkelighedens Yderside, bogført paa vor Maade, med vor Tankes Midler. Hvorledes det gaar til, at Virkelighed naar os gennem Begivenhed, gennem "Svingninger" - lige fra det enkle Indtryk af Farver, til Ordet som Aandslivets Bro - ja, det vil altid være skjult for vor Tanke. Og gaar ikke vor Forstaaelse af en Sag i ganske modsat Retning, om vi griber om den, som "Kendsgerning", eller den griber om os, som Virkelighed - hvad er f. Eks. Kærligheden som "Kendsgerning", naar vi prøver at gribe den ad psykologisk og biologisk Vej; men hvad er den ikke som Virkelighed, naar den møder os? Og intet Menneske kan fatte, hvordan det, der under Kendsgerningens Synspunkt er flakkende og sprængt, som Virkelighed kan møde os med en uhyre Magt.

Og gælder dette allerede den Virkelighedsart, der møder os i vort Menneskeliv, skulde det saa ikke i ganske anden Forstand gælde Paasken, gennem hvilken vort hele Menneskeliv rammes i sit Inderste, og gennembrydes - hvor Synd møder Gud, hvor Død møder Liv. Dersom alt Kendsgerningsvæsen her flimrer, ja, saa er det i hvert Fald ikke det, der er det ufattelige, som "ikke er opkommet i noget Menneskes Tanke."

Var Opstandelsen en Beretning, som jeg havde stævnet frem til Møde, ja, saa havde jeg dømt den, dømt den som Beretning, og dømt den med den reneste Samvittighed af Verden; hvor Opstandelsen stævnes ind for en menneskelig Instans, det være sig en Værdidom eller en Forskningsdom, dér er det kun ret og rigtigt, at den dømmes; det er det sande Udtryk for vor Stilling som Mennesker til den Sag, og enhver Undvigen, ethvert velvilligt videnskabeligt "non liquet" er en Usandfærdighed, som kun en apologetisk forkludret Menighed kan narres af og glæde sig over paa Troens Vegne.

Men hvis det skér, at det er én selv, der bliver sat Stævne af Opstandelsen - og det kan godt ské, at man kom som Forsker og Dommer og gik bort som den, der var sat under Tiltale - er det én selv, der bliver sat Stævne af Opstandelsen, og det ved selve de Ord, der fortæller derom, ja, saa bliver man nok nødt til at lade det flimre, enten man vil eller ej, og saa vente paa, om Gud engang vil give os en ny Klarhed gennem alt det Lys og Mørke, som brydes dér - omtrent som naar vort Øje er blevet træt og forpint af skiftende Lys, saa gaar der et lysrandet Flimrernørke hen for vort Blik, og det breder sig ud, indtil det har gennemsitret hvert eneste Synsbillede; og saa bliver Øjet atter klart.

Paa en eller anden Vis maa Opstandelsen søge os. Kommer vi til Opstandelsen med Kendsgerningernes, med Forskningens Maalestok for at sé, om den staar fast, og hvad der staar fast, saa smuldrer den hen. Forskningen kan maaske fastslaa som relativt sikre "Kendsgerninger", at faa Dage efter Korsfæstelsen er Disciplene forvandlede, og Kristendommen som Religion og Kirkesamfund tager sin Begyndelse; at disciplenes egen Forklaring er denne: Jesus er opstanden; men hvad de fortæller derom er Virvar; knap een Enkelthed staar fast.

Nej, Opstandelsen er ingen "Kendsgerning" med et Par Spørgsmaalstegn hist og her. Den er selv det der spørger. Den møder os i en Række sprængte og "flimrende" Menneskeberetninger; og det bliver et personligt Spørgsmaal til os, om vi vil betragte denne Flimren som Udtryk for, at vi kun staar over for Fantasier og Konstruktioner, eller om vi staar over for en Virkelighed, der kan bruge vor Virkelighed som et Sprog, men ikke rummes deri.

- Er Jesu Opstandelse Virkelighed, da er den Guds Virkelighed, ikke vor; betyder den Sejr over Døden, da betyder den Gudslivets Sejr over Døden, ikke Menneskelivets; og lige saa lidt som vi kan tilegne os den som Beviset paa, at "det naturlige Evighedshaab" har Ret, lige saa lidt kan den faa Rang blandt jordiske "Kendsgerninger", hverken som den tvivlsomste eller som den sikreste af dem alle.

Derfor har man heller ingen Ret til at give Mennesker Jesu Opstandelse at løbe om med, som de løber om med Kristian den Fjerdes Regeringsaar. Men det er det man har gjort. Om ad Kirken har man "naturaliseret" Jesus i Borgerskabet og optaget hans Opstandelse blandt dets Besiddelser og Goder, som vi kan udlevere til hinanden, kræve af hinanden og stive hinanden af med.

Det er Helligbrøde.

Mellem Jesu Liv og Apostlenes Tro staar Korsets og Opstandelsens Ord - Guds Kendelse og Naadesdom, Guds gode Budskab og Spørgsmaal.

Gud har spurgt; og naar Gud spørger, er det ikke Meningen, at vi skal svare med en Lyd. Men Bekendelse til Opstandelsen som et "Faktum", det er en Lyd, fordi det bliver Bekendelse til en Anskuelse, er den end aldrig saa alvorlig ment; og Bekendelse til Opstandelsen som Guds Virkelighed kan kun gives som vort Livs Svar til Gud, og derfor faar denne Bekendelse ogsaa sit sandeste Udtryk i Bønnens Form - thi her aabenbarer Gud sig, idet han bøjer vor Villie ind under sin; og derfor er al sand Bekendelse Guds Gerning, skjult maaske for den bekendende selv, men talt af Gud, gennem ham.

Den Bekendelse, der ikke over for Gud er Bøn, og over for Mennesker er "Indbydelse" fra Gud - ikke fra os selv og vor Tro og vore Troserfaringer - den Bekendelse er ingen kristen Bekendelse.

Naar vor Bekendelse over for Mennesker ikke kan blive Indbydelsen fra Gud, fordi det er Medkristne, der spørger, og spørger ikke for at høre Guds Tale, men Menneskets Tale, - saa har man ingen Bekendelse at aflægge. Naar nogen spørger inkvisitorisk (eller i bedste Fald for at betrygge sig gennem et andet Menneskes Ord, gennem en Autoritet) - saa bliver man stum. Thi en Bekendelse, der kun er Menneskets egen Bekendelse, er altid usand og intet værd.

Dersom Bekendelsen er vor egen - ja, lad saa blot "Bekendelsen miste sin Kraft i Menigheden", opløses af vort eget Liv; bliver den kun tilbage som et Raab "de profundis", det har dog mere Kraft, baade i Himmelen og paa Jorden. Og maaske Gud da vil give os levende Ord, eller give Liv i de Ord, som vi har dræbt, og give dem Magt til igen at tale i deres sande Sfære, binde hvor de skal binde, og løse, hvor de skal løse.