Autoriseret (Kirkens Skat I)

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1931, s.109-115.

I. Svar til Biskop Ammundsen.
I "Tidehverv"s Aprilnummer rettede jeg det Spørgsmaal til Biskop Ammundsen: Hvorledes er Deres Bearbejdelse og Godkendelse af Dr. Kapers Lærebog at opfatte?

I sit Svar gengiver Biskop A. Hovedindholdet af min Anklage, en Anklage for uforsvarlig Sammenblanding, og fortsætter: "Har nu Ændringerne virkelig bragt et Element ind, som er fremmed for Bogens oprindelige Karakter? Brøndsted mener Ja, jeg mener Nej."

Min Anklage er altsaa grundløs.

Jeg skal foreløbig ikke lægge videre Vægt paa, at Udtryk som "Sammenblanding" og "Element" ikke virkelig træffer min Anklage i Kærnepunktet, og navnlig ikke rammer saa stærkt; heller ikke tænker jeg, at Biskop A. vil lægge synderlig Vægt paa en Indrømmelse fra min Side: naar jeg brugte Udtrykket "presse over Evangeliegrænsen", giver det et alt for formelt Indtryk af Forskellen mellem "Kaper 3" og "Kaper 4" og dermed et alt for bevidst Indtryk af Landemodernes Tendens; - det forandrer jo dog ikke paa Kærnen i min Anklage, som var denne, at hvor Kapers Bog, i god Overensstemmelse med dens Udgangspunkt, væsentlig standser op inden Korsets Ord, hvorved alt i hans Lærebog, baade Budene, det gode, Jesu Personlighed, Synd, Tro, det evige Liv, faar "humant Fortegn" og for saa vidt altsaa har et vist samlet Præg, fordi der ikke tales anderledes (f. Ex. om Korset) og ikke gaas videre (f. Ex. i Nævnelsen af Opstandelsen) end til, hvad Borgersamfundet, Kultursamfundet, Menneskeheden som saadan antages at beriges og styrkes ved - - at hvor Kapers Bog med forstaaelig Tilbageholdenhed væsentlig standser op inden "Korsets Ord", der har Tilføjelserne, og ganske særlig Biskop A.'s Tilføjelser (Sml. Biskop A.'s Artikel s.79 og 80) suppleret Bogen paa en saadan Maade, at den, som den nu fremtræder, staar som Symbol paa kirkelig Forening af Nej og Ja, af Moralreligion og Korstro.

Hvis det havde drejet sig om et isoleret Spørgsmaal, saa kunde jeg jo godt nu, efter at Ammundsens Svar foreligger, nøjes med at sige til Læserne: Køb 3. Udgave af Kapers Lærebog; køb den autoriserede (4.) Udgave; køb et Farveblyant; læs, sammenlign, og døm saa selv, hvor lidt - eller hvor meget - der kan ligge i Udtryk som bringe til "fuldere Udfoldelse".

Det vilde Læserne nu formodentlig alligevel ikke gøre, og vi var lige vidt.

Men naturligvis var det ikke min Tanke blot at fremkomme med et insinuerende Spørgsmaal og saa dermed lade den Sag hvile; Spørgsmaalet havde Betydning ikke i Kraft af sin tilfældige øjeblikkelige Aktualitet, men fordi det er et kirkeligt Situationsspørgsmaal i konkret Form, og derfor egnet til at faa at vide, hvad der egentlig ligger bag al den Kirkelighed, hvis "Samling" og "Væxt" vi i disse Aar ser foregaa - hvad mener den med Evangeliet, og hvad vil den med Evangeliet.

Som Biskop A.'s Svar fremtræder i Tidehvervsartiklen, motiveret baade i Forholdet til Kaper, Luther og Nye Testamente, formet som et "Brudstykke af et principielt Opgør", er det i høj Grad egnet til at give Kirken Ansigt og bringe et kraftigere Opgør inden for Synsvidde. Er der to Parter, saa er der ingen Mening i at blive ved at gaa og gætte sig til, hvad den anden Part mener med Lov, Tro, Liv, Ordet -; og det faar vi kun at vide, naar der handles og tales konkret. Det er jo ikke Ligegyldigheder, det drejer sig om.

For mit Vedkommende vil jeg give mig god Tid - Biskop A.'s Betragtningsmaader kommer nemlig hyppigt nok saa klart frem gennem smaa Bemærkninger i Forbigaaende som gennem længere historisk-principielle Redegørelser -, og det staar jo enhver frit for at holde op, naar han ikke vil læse længere. Jeg vil altsaa foreløbig sætte en solid Parentes om den sidste Sætning i Biskop Ammundsens Artikel, og tage fat.

Som Udgangspunktet og Svaret var, bliver det vel bedst at prøve at tage Katekismusspørgmaalet for sig, og først - skønt der er skarpere Ting at hente fra adskillige Steder i det "principielle Opgør".

Naar jeg siger Katekismusspørgsmaalet, mener jeg ikke noget i Retning af det, som adskillige Præster og en stor Mængde Skolefolk (blandt dem Dr. Kaper) tænker paa, naar de taler om "Katekismusnøden", der jo nu skal være en af Hovedgrundene til vort Folks religiøse og moralske, kirkelige og sociale Forfald; ja mon? En ny Katekismus "gør det vistnok ikke". Jeg tænker heller ikke paa det, man for nogen Tid siden paa Discussionsmøder og i Pressen kunde se betegnet som Katekismussagen, det Røre, der blev vakt ved Fremkomsten af Dr. Kapers Lærebog; straks saa det drabeligt nok ud; men man lod jo til hurtigt at finde Betryggelse gennem en kristelig Supplering og dermed samhørende kirkelig Autorisering af den omstridte Bog - og "Sagen" ophører, forsvinder ved selve denne første Handling, der overhovedet kunde gøre det rimeligt at tale om en "Sag". Med Katekismusspørgsmaalet mener jeg det, som Biskop A.'s Handling og Svar "staar for": den kirkelige Solidaritet med Religionen saadan som et Folk kan ønske sig den for at blive sundt og lykkeligt. Biskop A.'s Tilføjelser, som saadanne, er Udtryk for denne Solidaritet - thi hvad man vil bringe til "fuldere Udfoldelse", det anerkender man principielt - og det samme gælder hele Artiklen i "Tidehverv", baade hvor den forsvarer Dr. Kaper ved at hævde "den mere almene Moral og Religiøsitet" som Katekismusgrundlag, under Henvisning til Luther, og hvor den angriber "Tidehvervsfolkene" for at sønderrive denne Forbindelse - Forbindelsen mellem Lov og Tro - og dermed ogsaa Forbindelsen mellem Tro og Liv.

Hvad nu først Dr. Kapers Katekismusarbejde angaar, da er dette jo baade blevet motiveret og forklaret af Borgmesteren selv saa mange Gange og ved saa mangfoldige Lejligheder, baade før dets Offentliggørelse og efter dets Autorisation, at Dr. Kaper maa siges at være blevet hørt; og om ogsaa en og anden, der skriver Theologi, skulde være vanskelig at forstaa - Dr. Kaper er det i hvert Fald ikke. Hans Hensigt er klar, hans Udtryk ligetil, og ham har man ikke noget at bebrejde. For Dr. Kaper er Livet og Tilværelsen i disse Opløsningstider blevet Alvor, - og derfor maa alle gode Kræfter staa sammen om Kristendommen, vort dyreste Kulturgode; thi den Moralreligion, som, om end ad stenede Veje, fører til Personlighedens Fuldkommengørelse og evigt Liv med vore Kære, ved Guds naadige Hjælp, - den er ogsaa i Ordets bedste Betydning et Samfundsværn. Som i sin Tid Profeterne byggede et Samfund op paa en Appel til Godheden i det enkelte Menneske, saaledes, kun i langt højere Grad, ogsaa Kristendommen; Kristendommen har gennem snart to Aartusinder været Grundlag for den europæiske Kultur; kun Religionens Kræfter kan modstaa den Nedbrydning, som nu truer; i Religiøsiteten, eller, sagt paa en anden Maade, i Moralen maa Ungdommen føres ind, direkte og personligt. Og nu da Religionsundervisningen er stedt i en Nødsituation, bl. a. fordi de ældre Katekismer virker fremmed paa vor Tid, og forskellige nyere Forsøg ikke vil kunne afhjælpe Ulykken, nu har Dr. Kaper selv, bl. a. i sin Egenskab af Skoleborgmester, ikke turdet lade være at gøre Forsøget. Baade gennem Taler (bl. a. Dr. Kapers Katekismusgennemgang i "Dansk Bibelskole" nu i April), Fortaler og Bogen selv staar det klart: Dr. Kaper har ikke - heller ikke efter "Tilføjelserne" - følt Modsætningen mellem "Korsets Ord" og en Religion saadan som et Folk maa ønske sig den for at blive sundt og lykkeligt. For hans Vedkommende er "Fortegnet" bevaret. Naar Dr. Kaper i Forordet til 4. Udg. kan sige: "Med Luthers Forklaringer (trykt i en Art Tillæg S. 92 o. flg.) er det tænkt saaledes, at Læreren efter Gennemgangen af Stoffet i denne (Dr. Kapers) Bogs Fremstillingsform skal kunne eftervise, hvorledes den samme Tankegang fik sit naturlige, hyppigt genialt koncentrerede Udtryk for 400 Aar siden" - - saa hverken kan eller skal Dr. Kaper gøres ansvarlig for Sammenblanding. Derfor er det heller ikke Dr. Kapers Bog, Sagen her drejer sig om, - eller rettere: kun saa vidt den danner Forudsætning for mit Spørgsmaal til Biskop Ammundsen.

Thi Biskopperne skulde, og de burde kunne se.

Jeg taler ikke her om den Slags Pillerier, man kan udtrykke ved Ord som Fortrin og Mangler - baade de større, som man lader staa, og de mindre, paa hvilke der kan hjælpes. Men jeg taler om "Fortegnet". Hvor var det muligt, at Biskopperne skulde kunne tage fejl af, at Karakterudviklingen og Samfundsværnet er Grundstemningen i denne Bog; at det moralske finder Styrke i det religiøse; at det er derfor, Budene bliver Himmelstigen, for Personligheden som for Samfundet, med Trin lige fra primitiv Retsforestilling og Grundlov til Moral og kristelig Helliggørelse, med Guds Tilgivelse som sidste og afgørende Hjælp.

Og saa "den samme Tankegang" som hos - Luther ! Hvor var det muligt, at Ammundsen, netop Ammundsen, skulde kunne se et saadant Udtryk uden øjeblikkelig at se mere.

Hvis - saaledes tænkte jeg - hvis den saakaldte "Nødsituation" i Katekismusspørgsmaalet nu ved Dr. Kapers Hjælp er blevet til en virkelig Nødsituation for Landemoderne - ja saa var det en forstaaelig Sag. Dersom vore Biskopper og øvrige kirkelige Ledelse nu maa sætte deres Navne under et ualmindelig ægte, og oprigtigt, Udtryk for dansk Folkereligion, saa er det ganske vist en naturlig og retfærdig Følge af den Suffisance, hvormed Kirken saa længe har holdt fast paa et Formynderskab i Samfund og Skole, en Forældremyndighed, hvis virkelige Indflydelse forlængst er sat overstyr under al den Kompromissen for at bevare tilsidst blot en Skinexistens; naturligt og retfærdigt vilde det ganske vist være, men sikkert alt andet end lysteligt - saaledes tænkte jeg.

Men nu var Bearbejdelsen der ogsaa. Og hvad saa? Var det Trykket, Nøden, der var saa stærk, at man maatte søge at faa det mest mulige ud af en haabløs Situation eller var det kirkelig Rummelighed? eller vedkendte Biskop A. sig virkelig dette som Evangelieforkyndelse?

Som et fortvivlet Kaos af Borgertro og Evangelium, som et Symbol paa kirkelig Forening af Ja og Nej stod "den autoriserede" der; men Biskop Ammundsens Andel heri var det blot lige umuligt for mig at opfatte under Synspunktet Svaghed og under Synspunktet existentiel kirkelig Fortoning af Evangeliet.

Derfor mit Spørgsmaal, som baade var en reel Anklage og et virkeligt Spørgsmaal.

Thi det vedkom, og det vedkommer, baade mig og andre, hvad vore Biskopper gør Kirken til Talerør for.

Eller var det simpelt hen grebet ud af Luften, baade det med Udkastets "Fortegn" og det med Tilføjelsernes Karakter som et Ja til Nej?

Dr. Kaper selv har jo optaget og udfoldet og udfoldet og optaget, lige fra den naturlige Moral til Luthers Evangelium - og er sig ikke noget "Fortegn" bevidst. Biskop Ammundsen supplerer Bogen med Ord om Korsets Evangelium baade fra Bibelen og fra Luther - og finder ikke deri nogen "uforsvarlig Sammenblanding".

Og naar hverken Dr. Kaper eller Biskop Ammundsen kan finde skiftende Fortegn eller existentiel Modsigelse i Bogen, saa maa Erkendelsen af Modsigelsen aabenbart bero paa andet end noget blot intellektuelt.

At give Bevis for min Anklages Ret er ifølge Sagens Natur udelukket; men jeg kan bede Læseren læse de to Udgaver selv (3. og 4.), jeg kan samle Tilføjelserne i den autoriserede Udgave sammen (se slutnote 1), og saa kan jeg illustrere min Anklage gennem nogle Exempler.

Forklaringen til 2. Bud ("Du maa ikke misbruge …") begynder saaledes: "Med dette Forbud ryddede Moses op i daarlige Forestillinger og Vaner hos sit Folk …" - og ender med et Stykke om, at "Det var Jesus imod, at Folk førte deres hverdagslige Stræben efter at tjene Penge ind paa Steder, der var helliget Gudsdyrkelsen".

Under 3. Bud hedder det: "Hvis man skal nyde en god Hvile, maa man have gjort et godt Arbejde, hvorved man helt har udnyttet sine Evner og Kræfter. Herom har Jesus fortalt Lignelsen om de betroede Talenter" (M. 25, 14-30).

Under 5. Bud: "Enhver kristen maa haabe paa og virke til, at ogsaa den Tid maa komme, hvor et Land ikke behøver at gribe til Nødværge. En almindelig Verdensfred vil (4. Udg.: vilde kunne) samle Menneskeheden om Lovsangen ved Jesu Fødsel: Ære være Gud i det højeste! og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag!"

Under 6. Bud: "Hvor nænsomt Jesus holder Menneskene tilbage fra at fordømme hverandre, hvor det drejer sig om Forholdet mellem Mand og Kvinde, ser vi af … (Joh. 8, 3-11)". Og derefter: "Godt Samvær i Hjemmet, interesseret Arbejde, god Læsning og gode Adspredelser hjælper mod Fristelser. Sund Livsglæde og gode Menneskers Selskab vederkvæger Sjæl og Legeme. Jesus skyede ikke gode og glade Menneskers Selskab, skønt han blev dadlet derfor af selvretfærdige Mennesker", Mt. 11, 18-19 ("Tolderes og Synderes Ven").

Under 8. Bud: "Løgn bruges af slette Mennesker til at skjule slette Gerninger med; de elsker Mørket og skyer Lyset. Men gode Mennesker elsker Lyset og holder sig til Sandheden. Da der er baade godt og ondt i ethvert Menneske, maa vi hver for sig vælge og ville det gode, Sandheden, Lyset."

Om 9. og 10. Bud hedder det: "Det er netop denne (økonomiske, sociale og personlige) Misundelse, som saa let forstyrrer Menneskenes egen Sjælefred og Lykke".

- Et Par Exempler paa Fuldkommengørelse. Mennesket fuldkommengøres:

"Samvittighedens Bud kan lyde i alle Mennesker, oftest dog kun som en usikker og dunkel Anelse og Drift; men fandtes ikke fra Begyndelsen af denne Urdrift til det gode i Menneskesindet, vilde det ikke have været muligt for Menneskene at udvikle sig til (4. Udg. naa frem til) en højere Moral (en renere Livsførelse). For at kunne stige opad trænger Menneskene dog til at faa klar Belæring, der da igen vil virke tilbage paa deres Samvittighed. Moseloven betød et stort Skridt fremad for Menneskeheden (36)." Jesus uddyber og sammendrager Budene til Kravet om aldeles ubetinget Godhed altid og mod alle. "Saaledes som Jesus har uddybet dem, har han selv opfyldt dem, men han alene af alle Mennesker. Ingen anden kan holde sig fri af Synd. Selv med vor bedste Stræben kan vi derfor kun ved Guds Naade nære Haab om vor Sjæls Frelse" (39). Helligaanden vækker, vejleder og styrker; men "det Menneske, for hvem intet aandeligt er helligt, har ingen sjælelig Drivkraft og Fremdrift i sig. Hans Liv er forspildt". (53). "Kirken er det Samfund, hvori de Kristne slutter sig sammen for, ledet af Helligaanden, at bygge videre paa Guds Rige" (54). Tilsigelsen af Syndernes Forladelse giver Menneskene "en Forsikring om og en Fornyelse i deres Forhold til Gud, saa at de hjælpes til en stadig højere Stræben (4. Udg.: faar Vilje og Styrke til at modstaa Synden og til at stræbe stadig højere) ved det faste Haab om Guds Barmhjærtighed". "Vor Tro paa Kødets Opstandelse betyder vor Overbevisning om, at hver enkelt ogsaa hinsides Døden vil forblive sig selv, og derfor ogsaa vort Haab om at mødes med og genkende vore kære" (56). "Det evige Liv tænker vi os som Salighed, d.e.: en Tilværelse i Fuldkommenhed, hvor Sjælen er i Harmoni med Gud og sig selv" (57). "(I er Jordens Salt.) Naar vi selv har faaet en fast Grund at staa paa, skal vi ogsaa tilkæmpe os en stærk Karakter, og ved den skal vi virke som en Kraftkilde blandt vore Omgivelser. Herom har Jesus ogsaa brugt et andet Billede: I er Verdens Lys" (59). Under "Helliget vorde dit Navn": Her som i saa mange af de enkelte Dele af den Bøn, Jesus selv har lært os … er det om Kraften til Selvbeherskelse, vi beder. (Strøget i den autor. Udg.) "I Lignelsen om Surdejgen har Jesus talt om, hvordan Gudfrygtigheden efterhaanden ganske gennemsyrer et Menneskes Sjæl" … "Vi beder da om, at Guds Rige maa vokse i os og om os og sluttelig helt maa raade … " (69). "Vi beder om, at det, der kunde blive os til Fristelse og Fald, i Stedet derfor maa overvindes af os og derved tjene til at styrke vor Karakter. Vor Villie til at blive i det gode vil da vokse mere og mere, og vi bliver mere og mere fri af det ondes Magt" (80).

I Forholdet til Luther er det vist, ud over de foran citerede Stykker af Lærebogen, tilstrækkeligt at bemærke, at Kaper ganske rigtig (under Afsnittet om Troen) har optaget Luthers Forklaring til anden Artikel - {med Understregning af Ordene min Herre, i god Tilknytning - (de store Indskud og mindre Tilføjelser (i 4. Udg.) har brudt den klare linje i Kapers 2. og 3. Artikel i Udkastet) - til Ordene under tredje Artikel: Ingen kan sige: "Jesus er Herre" uden ved den Helligaand} - men naturligvis ved "Troen" altid forstaar et Gudsforhold, der giver Kraft til den Karakterens Fuldkommengørelse, vi dog aldrig af os selv alene kunde naa. Naar Dr. Kaper derfor endnu en Gang under Afsnittet om "Troen" nævner Luther, saa er der god Mening i, at det i Udkastet sker paa følgende Maade:

"Der staar skrevet: Vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed i bedrage Eder selv; og: Troen er død uden Gerninger". Luther har sagt: "Det er lige saa umuligt at skille Gerningerne fra Troen som at skille Varme og Lys fra Ilden". Det hedder i en af vore Salmer: "Viljen ser Vorherre paa", men der tilføjes: "giver Kraften Vinge".

Hvad Dr. Luther paa sin zirlige Maade vilde have sagt til Dr. Kaper i den Anledning, det bliver en Sag for sig: Dr. Kaper er nu i hvert Fald aldrig gaaet Luthers Forkyndelse for nær. For Dr. Kaper staar og falder alt med Karakterens, Personlighedens Fuldkommengørelse - og for Luther staar og falder alt med Syndernes Forladelse. Saa kommer (af historiske Grunde) disse to Linier til at skære hinanden i Ordene Tro og Gerninger. Hvorledes skulde saa Dr. Kaper kunne reagere anderledes end han gør baade paa dette Sted og i hele sin Lærebog: alt maa samvirke til Karakterens Opbyggelse.

Det er der altsaa dog en vis Mening i.

Men der er absolut ingen Mening i, at hele Kapers Opbygning bliver slaaet i Stykker ved en eneste lille Relativsætning, der er indskudt i 4. Udg.: Efter Ordet Luther staar der nu: "der stærkt har fremhævet, at det er ved Troen, at Menneskene retfærdiggøres overfor Gud". Her er Luther (med Paulus i Margen), her er hele hans Katekismus og hele hans Livs Kamp, i en Relativsætning, der i Sammenhængen enten er en ligegyldig historisk-theologisk Oplysning, eller den slaar Grunden ganske bort under Kapers Lærebog - den med den "samme Tankegang".

Men Kaper optager dette Ord om Troen, tilsyneladende lige saa "unbefangen" som han ved Slutningen af Afsnittet om Loven, optager Paulus's Ord om Lovens Betydning (indledet med "Paulus mente endog" - Gal. 3!). Aldeles ved samme Vejkryds.

Det Ord "Tro" er uadskilleligt fra Korset og er født Dødsfjende af en hvilkensomhelst Gerning eller Karaktérudfoldelse, der faar religiøs Vægt. Men den nye Lærebogs Ord "Kors" (endsige da Tro, Tilgivelse, Lov o. a.) gaar særdeles let i Tjeneste hos Karakteren og Gerningen, som med Glæde tager mod den Uddybelse og det Tilskud af Kraft, som deri at hente.

- Her ligger "Evangeliegrænsen" og her det at "standse op inden Korsets Ord" - ikke i Tilstedeværelsen eller Ikke-Tilstedeværelsen af nogle bestemte Ord.

Dr. Kaper siger, at "Jesus har forkyndt det store Evangelium om Menneskeværd". Saa er det ogsaa naturligt, at hans Katekismus bekymrer sig baade om kendte Fyndord og om Ordet med den "evige Værdi", baade om Grundlov og Samfundslære og Kirkeret og om Guds Riges Væxt, baade om Straffeloven og om Fuldkommenhedskravet - og, det skal siges, meget af det paa en baade fin og klog Maade. Men saa er det ogsaa naturligt, at hans Bog kan optage alt uden tilsyneladende at sprænges af den Grund. Derfor skal jeg med Hensyn til Tilføjelserne (se note 1) ikke gaa meget i Enkeltheder, men blot minde om, at det er under 2. Trosartikel og under Sakramenterne, at de store Tilføjelser findes; det er Skærtorsdagens, Langfredagens og Paaskedagens Ord.

Først (S. 49) Tilføjelsen om Menneskehedens Stilling til Jesu Kors: at de der bar Ansvaret for Jesu Død, var de ledende Mænd baade i det religiøse og det verdslige Samfund, "det allerhøjeste Menneskene dengang kendte. Vilde andre Slægter eller vilde vor Tids Samfund have handlet bedre?" - mit Segl og hele Menneskehedens Segl staar under Korsfæstelsen, hele Menneskeheden maa tage sin Tilflugt til den korsfæstedes Tilgivelsesord.

Dernæst (S. 50) Stykket om Herrens Tjener med Ordene fra Jesaia 53: Han er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger … Og Stykket slutter: "Naar vi føler Sorg og Angst, fordi vort Sind helt er bundet i Skyld og Synd, finder vi Soning, Tilgivelse og Oprejsning i Jesu Død for os". Og endelig (S. 51) det lange Stykke om Paaskemorgens Betydning i Menigheden.

Nu staar altsaa Forklaringen til anden Trosartikel i denne Lærebog som en "positiv Bekendelse" og Forkyndelse af Paaskens Evangelium. Mens Udkastet med forstaaelig Tilbageholdenhed ogsaa her væsentlig standser op inden Korsets Ord, d. v. s. anfører et Par Skriftsteder af Evangelierne samt "Luthers personligt dybt grebne Bekendelse som Kristen" Forklaringen til anden Artikel.

Ogsaa under Sakramenterne er Tilføjelserne det afgørende: Stykket om Daaben som det gamle Menneskes Tilintetgørelse og det ny Menneskes Opstandelse - og det store Slutningsafsnit om Nadverens Brød og Vin som Mindemaaltid om Jesus saaledes som han gik i Døden for os og endnu, som vor levende Herre midt iblandt os, bekræfter og fornyer os i Syndernes Forladelse.

"Urdriften til det gode" og Menneskeslægtens moralske Udvikling - og den gamle Adams Død. Moseloven og dens "Fuldkommengørelse" - og hvad Paulus "endog" mente om Loven. Karakterens Opbygning og Villiens gradvise Frigørelse af det onde - og Retfærdiggørelse ved Troen. Grundlovsbestemmelser og Ret til Nødværge og Arbejde for Fredssagen og en almindelig Verdensfred vil(de kunne) samle Menneskeheden om Lovsangen ved Jesu Fødsel, Lucas 2 - - og naar paa din Dom jeg grunder, ser jeg og mit Segl derunder.

Men Biskop Ammundsen finder ikke heri nogen "uforsvarlig Sammenblanding".

Det som jeg i min Artikel kaldte den kirkelige Forening af Nej og Ja er i Biskop A.'s Svar kategorisk afvist - men i og med selve Svaret vedgaaet som existentiel.

Kirken har ikke sammenblandet. Saa har den end ikke erkendt, hvad den har blandet sammen med hvad.

Hvis Kristendom er noget, der bliver til ved Forøgelse, i en eller anden Forstand, ja saa har Dr. Kaper Ret, naar Udvikling, Væxt, Styrkelse, Inderliggørelse, Fuldkommengørelse bliver Ledestemning og Ledetanker i hans Lærebog. Hvis Evangeliet er en Art Fuldkommengørelse af Moralen, og Etiken igen Evangeliets Krone, saa er der ogsaa god kirkelig Mening i - og god kirkelig Grund til - at supplere Dr. Kapers Udkast paa den Maade som sket er. Iøvrigt, hvis Kristendom til syvende og sidst er et Spørgsmaal om Supplering - af Gudsbilledet i den Enkelte eller af den naturlige Moral og Selvopholdelseskraft i Samfundet - saa er al Tale baade om "Evangeliegrænsen" og "Elementer" i Virkeligheden ligegyldig, og det vilde ikke være Umagen værd at drøfte, hvor langt "Suppleringen" var kommet i Lærebogen paa det eller det Tidspunkt - hvor megen Tilknytning der var for hvor megen Tilføjelse.

Men Biskop A. lægger netop megen Vægt baade paa den Tilknytning der i Kapers Udkast fandtes for "Tilføjelserne", og paa Tilføjelserne selv.

Jamen hvad fandtes der ikke Tilknytning for i Kapers Udkast, i alle mulige Retninger? Noget i Retning af Menneskehedens Kæmpen sig fremad og opad imod Idealriget - noget ogsaa i Retning af Korset; og i denne sidste Retning netop Luthers Forklaring til 2. Trosartikel med Ordene: "… er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte Menneske." Og om jeg ogsaa vilde gaa videre endnu end Ammundsen og sige, at selve disse Ord er stærkere end alle Tilføjelserne tilsammen - hvad hjalp saa det? For det første staar der jo i samme Luthers Forklaring andre Ting, som f. Ex. Jomfru Maria, og Djævelen, som Kaper ingen Tilføjelser har faaet til; og Dr. Kaper havde jo skrevet "Luthers personligt dybt grebne Bekendelse." Og forøvrigt kan netop dette Luthercitat vise, hvad jeg mener med at standse op foran Korsets Ord; thi dette Lutherord kan meget vel staa i Bog ikke blot med Apostlene, men ogsaa med baade Moses og "Naturloven" og med Straffeloven om saa skal være, og endda blive ved med at være et Korsets Ord, ja gøre hele Bogen til et Korsets Ord; thi Loven og Korset hører uløselig sammen; men det kan ikke staa i Bog med nogen som helst Anvisning paa "fuldkomnere og fuldkomnere" og alt hvad der samler Opmærksomheden om os selv. Det kan staa i Bog med et hvilket som helst Krav, der, brudt eller svigtet, gør os haabløst til Skyldnere, efter en Gadesjovers eller efter en Apostels Begreber; men det er uden al Forbindelse med en Godhedens Trappestige i Individets eller Slægtens Liv. Der er Forskel paa "Loven" og "Moralen"; Moralen og dens Højnelse er vi naturligvis allesammen interesseret i, men den fører kun til os selv; Loven er "Riset der driver til Kristus".

Jo vist staar Luthers Forklaring til 2. Trosartikel i Kapers Text - men som Kapers Lærebog nu engang er, kan det ikke hjælpe at spørge, hvad der staar i Lærebogen, men: hvad der ogsaa staar.

Wellhausen havde engang, fortæller man, et Ordskifte med en eller anden om Jesu Originalitet, Oprindelighed - et Emne man i sin Tid gjorde meget af; vedkommende skal noget overlegent have bemærket, at hvad Jesus har sagt, det har jo i Virkeligheden ogsaa andre i hans Folk sagt før ham. Ja, men ogsaa meget andet, svarede Wellhausen.

Biskop Ammundsen glæder sig over Tilføjelserne, "glæder sig over, at de Børn, der bruger Kapers Bog, nu vil stilles over for et fyldigere Udvalg af saadanne Ord (om Korsets Evangelium, Lægemidlet mod deres Sjælesygdom, naar de engang har erkendt den) end Tilfældet var i første Udgave". Ja, Ordene er gode nok, men er det Tilstedeværelsen af en vis Sum evangeliske Ord, der gør en Lærebog evangelisk? Ordene er gode nok - men Helheden, vi fanger dem ind i, bliver dog det, vi har Ansvar for. Hvad de enkelte Ord "staar for" hos de enkelte Mennesker, det véd vi meget lidt om - derfor har vi heller ikke noget at gøre hverken med hinandens eller med Dr. Kapers eller med Luthers personligt dybt grebne Bekendelser. Og hvad Ordene kan komme til at "staa for" hos de enkelte Mennesker, Børn eller voksne, det bestemmer ikke vi, men den, der har baade vores og andres Virkelighed i sin Haand - og Gud kan godt tale Evangelium, ogsaa hvor vi bestemmer, at der hverken er de rette Ord eller Rum for Ordet. Men vi har lige fuldt Ansvaret for Evangeliet, som det er kommet til os - at høre og bevare det frit for Fortoning og Udvanding, i jævnt redeligt Menneskearbejde. Og Evangeliet er ikke Ja og Amen paa Menneskeheden, hverken direkte eller ad Omveje.

Vi vil saa forfærdelig gerne mene, at noget (eller nogen) er evangelisk i Forhold til, hvor meget "Evangelium" vi kan føje til, hvor meget "Gud" vi kan supplere os selv og Verden med, i Vaner, i Ræsonnementer o.s.v.; det giver Vækst, det giver Kraft, det giver Mulighedernes Forøgelse. Og saa er Kendetegnet paa "evangelisk" dog snarere lige det modsatte: Hvad spalter det, hvad driver det ud?

Hvis det ingenting virkede i de Forhold, ogsaa i den Text, hvor det kom ind, andet end at gøre fyldigere hvad der var i Forvejen - var det saa ikke, fordi det i Virkeligheden blev hentet ind af os selv, som Føde for vor egen Fromhed, til Opbyggelse og Styrkelse af vort moralsk-religiøse Milieu.

Der er jo intet i Verden, der har den Appetit som vor egen Fromhed; lad den begynde hvor den vil og med hvad den vil, den skal nok tage det ind, som den synes den trænger til for at kunne leve, - Selvtro, Naturtro, og da i ganske særlig Grad Jesustro, og det baade i lige Linier og i brudt Linie, ogsaa "Korset" som Vej til Livet - der er power i det altsammen; og Fromhedens Milieuhunger skal nok hjælpe den til at finde eller at skabe sig en relativ tryg Krog i Tilværelsen: en Teori, en Gruppe ligesindede og en Historie.

Det er jo ikke vor indbyrdes Bundethed, der er af det onde - ikke alle de Handlinger og Skikke og familie- eller samfundsagtige Grupper, hvormed og hvori vi, som alt hvad der lever, viser Godhed mod hinanden, eller ondt. Ære være de sandru, de kærlige, de selvforglemmende, dem hvis Ord og Færd er som en Skat vi gemmer, og som vore Børn skal elske efter os - - skønt vi jo godt véd, at ingen er og ingen kan være god med andet end hvad han i sidste Instans har berøvet andre, at en Samfundskultur, ogsaa netop den højeste og ædleste, beror paa, at Afstanden mellem det Liv, der blev taget og det Liv, der vandt derved, er blevet saa stor, at den normalt ikke øjnes, eller, om den øjnes, dækkes med Selvforsikringer (familieagtige, nationale, menneskeomspændende) om egen Rang i det levendes Husholdning. Fra den fjernere, maaske ukendte fjernere levende tager vi og er god mod den der staar os nær; for det fjernere Levende lyver vi, dræber og med dets eller hans Kræfter taler vi Sandhed og Kærlighed til vor Næste. Saadan er det, det véd vi godt, og anderledes kan det ikke blive; og dog gør vi Forskel paa Sandhed og Løgn, dog ærer vi dem, der i Gerning, i Tale eller Skrift lærer den unge Slægt Sandhed og Troskab i Ord og Væsen, netop gennem den "Moral", som er Billedet af Slægtens indbyrdes Bundethed.

Moralen er hverken ondere eller ædlere end Livet selv er, naar det er ædlest og ofrer af det, som det selv har taget; ved den bliver Godhedens Billede til i Menneskers Sind, ved den vandrer det fra Slægt til Slægt - og holder et Sprog til Rede for Gud, naar han vil tale til os.

Moralen er ikke anderledes end alt andet menneskeligt - men hvis vi gaar hen og forelsker os i den og lyver for os selv om dens Skønhed og Adel, hvis vi fylder den med Fromhed og opdager, at den jo egentlig er en "Urdrift til det gode" - hvis den bliver religiøs, saa er den Vaccine mod Evangeliet.

Moralreligion kan optage alt.

Hvad betyder vel saa de flere Korsets Ord og den fyldigere Fremstilling af Korsets Evangelium i den nye, autoriserede Udgave?

Ja, hvis man betragter Bogen som en Æske med "Mannakorn"; saa er de der; men det var dog vel ikke Meningen. Og kommer de virkelig til, før eller senere, at tale Korsets Ord til en eller anden af dem, der læste eller hørte dem, saa slaar de ogsaa hele Lærebogens moralske Opbygning i Stykker lige til Grunden; men det var vel heller næppe Meningen.

Saadan som Bogen er, gælder de Ord fra før: "men ogsaa meget andet." Og naar "det andet" bliver staaende, og Evangeliet, Korsets Ord føjes ind, saa bliver det "det andet", der kommer til at bestemme Fortegnet i hele Musikstykket.

Spil saa paa de praktiske Strenge - og "Naaden" bliver den højeste, den bedste Hjælp til Selvhjælp. Spil paa de sentimentale Strenge - og Naaden bliver Selvmedlidenhedens Fyldestgørelse.

I bedste Tilfælde opløser det hele sig efterhaanden i blotte Lyd.

Biskop Ammundsen vilde bringe mere Kristendom ind i en Lærebog. Som Bogen var, blev Tilføjelserne ikke en "fuldere Udfoldelse" af et Korsets Evangelium, som Kapers Lærebog i Forvejen indeholdt. Men takket være det, at den kirkelige Tendens netop er: Generalnævner, blev det en Prisgivelse af Evangeliets Ord og Udtryk; de kom ind i Forvirringen til yderligere Forvirring, til Bestyrkelse i den Vane ikke at søge Mening, men Stemning, ikke Ord men Lyd, naar Talen er om Kristendom.

Note 1: Tilføjelserne findes saa godt som alle i den sidste Halvdel af Katekismen, navnlig i 2. Trosartikel (S. 49, L. 7- 19; 50, 5-11; 51, 8. 9-23; 52, 5-6); i 3die (S. 53, 8-14. 25-26; 54, 1-2. 7-12; 57, 10-17); i Stykket om Troens Virkninger (S. 60, 10-12); Fader vor (S. 66, 3-6; 67, 8-13; 72, 1-10; 77, 9-10; 78, 1-12); Daaben (S. 84, 9-12; 85, 20; 85 30-32; 86, 1-10); Nadveren (S. 89, 17-23; 90, hele Siden). - De vigtigste af disse Tilføjelser, men ikke alle, stammer fra Biskop A.