Kirkens Skat (alle 13 artikler)

Af Gustav Brøndsted & Valdemar Ammundsen. Tidehverv, 1931, s.70ff.

Følgende indledning skrevet af Niels Thomsen stammer fra bogen "Gustav Brøndsted: Historie og Evangelium - Afhandlinger, Foredrag og Udkast", G.E.C. Gads Forlag, 1966, s.11.36-37.
Efter indledningen følger Brøndsteds 11 artikler, samt det eneste svar Ammundsen udfærdigede, nemlig svaret på Brøndsteds første artikel.

Indledning.
Kirkens Skat var af Brøndsted tænkt som et indlæg i en samtale med Ammundsen, men forblev ubesvaret og kom dermed til at stå som afslutningen på Brøndsteds opgør med den konservative kirkelighed. Samtalen hørte op, fordi der ikke var nogen samtalepartner.

Kirkens Skat. Svar til Biskop Ammundsen er trykt i Tidehverv 1931 s.134-38 (Kirkens Skat 2) og 149-54 (Kirkens Skat 3), 1932 s.56-59 (Kirkens Skat 4) og 65-69 (Kirkens Skat 5), 1933 s.34-42 (Kirkens Skat 6), 65-73 (Kirkens Skat 7), 85-92 (Kirkens Skat 8), 131-134 (Kirkens Skat 9) og 153-60 (Kirkens Skat 10). Artiklerne er bortset fra rettelse af trykfejl uændret genoptrykt.

Forud for disse artikler gik følgende. Brøndsted skrev i Tidehverv 1931 s.70-71 (Kirkens Skat 0) en kort artikel Et Spørgsmål til Biskop V. Ammundsen, hvor han spurgte Ammundsen, hvorledes hans godkendelse af Kapers katekismus var at opfatte. Spørgsmålet refererede til forordet i 4. udg. af Kapers katekismus, der efter anbefaling af landemoderne, var blevet autoriseret til skolebrug i februar 1931. I dette forord takker Kaper Ammundsen for forslag til en række betydningsfulde tilføjelser, som er blevet optaget i den autoriserede udgave af katekismen. Brøndsted vender sig ikke mod selve godkendelsen, men finder det tværtimod ganske rimeligt, at en katekismus, der som Kapers er et gyldigt udtryk for den almindeligt herskende borgerligt-idealistiske religiøsitet, bliver godkendt som grundlag for den religionsundervisning, borgerne betaler for. Derimod vender han sig mod, at Ammundsen og landemoderne ved ændringsforslag og tilføjelser har søgt at presse en sådan katekismus "over evangelium-grænsen"; resultatet er blevet, at evangeliet må føre en rodløs tilværelse i et kaos af almindelig borgerlighed.

I samme årgang af Tidehverv s.79-82 svarer Ammundsen under titlen Svar til Gustav Brøndsted, at han ikke mener, at de af ham foreslåede ændringer har bragt et fremmed element ind i Kapers katekismus. En katekismus skal være indledning i kristendom og må som indledning først give forudsætninger, der ligger foran kristendommens egentlige væsen, og Ammundsen henviser til Luther, der mente, "at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var en Forbundsfælle for Guds Ord". I den første del af katekismen, som behandler dette emne, har Kapers katekismus sin hovedstyrke. Det er "Loven", der her er behandlet, og den har ifølge Ammundsen en dobbelt funktion; dels er den en positiv forudsætning for evangeliet og skal vende blikket mod Gud og livet i hans lov, dels er den en negativ forudsætning, der tjener til at vise mennesket, at det ikke kan opfylde denne lov, men bryder sammen overfor den. I den sidste sammenhæng kommer talen om korsets evangelium ind. Ammundsen indrømmer at Kapers egne forklaringer om denne sag er temmelig svage, men understreger, at Kaper dog af sig selv har anført Luthers forklaring til 2. trosartikel i selve teksten. Ammundsen mener imidlertid også selv, at børn sjældent vil kunne gribe dette dybeste i kristendommen. Derfor bør det lyde med de gamle teksters stærke ord, så børnene siden kan vende tilbage til det, og Ammundsen glæder sig over at børnene i den reviderede udgave af katekismen bliver stillet overfor et fyldigere udvalg af sådanne tekster end i de tidligere. At katekismens første del om budene, efter afsnittet om korsets evangelium, atter vender tilbage, er ifølge Ammundsen i overensstemmelse med både Luther og Ny Testamente; hos Luther er skabelsens og forløsningens Gud den samme, og i Ny Testamente er tro og liv uadskillelige; trådene løber bestandig fra lov til nåde og fra nåde til ny lov.

Denne sammenhæng synes sønderrevet hos Brøndsted og i Tidehverv i det hele. Dér synes den tanke benægtet, at der af troen fremspringer et nyt liv, og Ammundsen beder om, hvis dette virkelig er tilfældet, at Tidehvervsfolkene for fremtiden vil tale således, at det bliver klart, at deres tale om kristendom ikke drejer sig om Ny Testamentes forkyndelses helhed, men om et udvalg foretaget på eget eventyr uden ydre autoritet, en ny subjektivisme. Ammundsen finder at Tidehverv rigtigt har set, at Guds nåde og dom er uadskillelige; men det samme gælder syndsforladelse og syndsfordrivelse.

Ammundsen medgiver, at der kunne være grund til at fjerne udtryksformer, der er blevet uvirkelige, men finder ikke, at Tidehvervsforkyndelsen på de væsentlige områder har fundet frem til nye bærekraftige formuleringer. Nutidens kirke er svag i sin tro på opstandelsen og henfalder til kun at forkynde den som et historisk faktum uden at kende dens kraft, men Ammundsen mener ikke i denne henseende hos Tidehverv at have fundet en tale, der er mindre mat end prædikener i almindelighed, og fremfører, at om opstandelsestroen var existentiel, ville Tidehverv have følt stor afstand fra Bultmanns Jesusbog (som i 1930 udkom på Tidehvervs Forlag). Om kærligheden til næsten har Tidehverv talt kraftigt og med rette hævdet, at uden forholdet til næsten er der intet gudsforhold, men man har ikke haft blik for, at dette forhold ved Kristus medfører en forvandling af vort indre; det vil være fejlagtigt at mene, "at min Handlings Værdi afgøres upersonligt, løsrevet fra mig selv."

Ammundsen slutter sin artikel med at sige, at om hans skitsering af Brøndsteds og Tidehvervs tankegang er dækkende, er der tale om så dyb en modsætning, at spørgsmålet om Kapers katekismus er underordnet. Artiklen er et brudstykke af et principielt opgør, men Ammundsen mener i øvrigt, at parterne bør undgå for lange og for hyppige diskussioner.

Artiklen Autoriseret Tidehverv 1931 s.109-15 (Kirkens Skat 1) er første del af Brøndsteds svar, hvori han beskæftiger sig med katekismespørgsmålet, hvis indhold Brøndsted forstår som spørgsmålet om "den kirkelige Solidaritet med Religionen sådan som et Folk kan ønske sig den for at blive sundt og lykkeligt". Brøndsted demonstrerer med brede citater, i hvor høj grad Kapers katekismus er et rent udtryk for en borgerligt-religiøs idealisme, og hvor afgørende Ammundsens tilføjelser bryder denne linje. Kaper har ikke følt noget brud, men Ammundsen burde have følt det. Kun hvis evangeliet er fuldkommengørelse af moralen, og etiken evangeliets krone, er der mening i at supplere, som det er sket. At der hos Kaper findes tilknytningspunkter for tilføjelserne, gør ingen forskel; der er tilknytningspunkter for alt muligt. De af Ammundsen tilføjede korsord kan kun høres, hvis bogen benyttes som en æske mannakorn; i moralreligionens helhed i katekismen sætter moralreligionen fortegnet også for korsordene, og dermed er tilføjelserne blevet en prisgivelse af evangeliets ord.

(I Tidehverv, 1934, s.155, findes den korte artikel Meddelelse (Kirkens Skat 11), som blev afslutningen på artikelserien.)


Et Spørgsmaal til Biskop V. Ammundsen. (Tidehverv, 1931, s.70-71)

Hvorledes er Deres Godkendelse af Dr. Kapers Lærebog at opfatte?

For ikke ved alt for stor Knaphed i Formen at gøre Spørgsmaalet uklart og maaske føre et kommende Svar ind paa et Sidespor, vil jeg motivere det noget.

Dr. Kapers Bog forudsætter jeg bekendt for Læserne; "Udkastet" har jo nu passeret den regulære Vej gennem Landemoderne til Ministeriet og er blevet autoriseret til Skolebrug 19. Febr. dette Aar.

Det er ikke Godkendelsen "som saadan", mit Spørgsmaal til Biskop Ammundsen drejer sig om, ikke den biskoppelige "Passerseddel", jeg sigter til eller kræver nogen til Regnskab for. Det maatte være Udslag af en temmelig kraftig spændt kirkelig Ansvars- og dermed Magtfølelse, om man til Anvendelse i Folkekirke eller Folkeskole kun vilde lade det passere igennem, som man selv helt kunde anerkende.

Dr. Kapers Katekismus (jeg sigter ikke til denne Bogs "pædagogiske Egenart" som i Virkeligheden, trods baade Kaper og Ammundsen, er det mindst væsentlige ved den), Dr. Kapers Lære er en Kendsgerning her i Landet. Gennem adskillige Aar, i mangfoldige Afskygninger er den blevet talt til danske Skolebørn, ofte langt "tyndere", maaske ikke saa ofte mere oprigtigt; det er Religionen, som Staten kan anerkende den, og som Folket tænker den, det er Religionsundervisningen som Forældrene venter den - og betaler for den. Det er "evangelisk-luthersk" i den Betydning, vi Danske med god Samvittighed kan kalde vor. Som jo ogsaa Dr. Kaper gør det. (Forordet til 2. Udg.).

Om de paagældende Myndigheder derfor havde ladet Kapers Udkast passere uantastet igennem til Autorisering i den Form, Forf. nu ønskede og evnede at give den, selv eller ved privat Hjælp - det var en rimelig Ting.

Eller om man omvendt under personligt Ansvar, af formelle eller af kristelige Grunde, sagde Nej, tog en eventuel Kamp op, fremskaffede en anden Kathekismus, o. s. v., ogsaa dette var enkelt og ligetil, og denne Forbindelse ikke værd at spilde mange Ord paa.

Men nu ligger Sagen anderledes.

Dr. Kapers Forord (Jul 1930) til den nu i Marts udkomne 4. Udgave (1. autoriserede) af Lærebogen slutter saaledes:

"De danske Landemoder har nu kritisk gennemgaa Bogen. Jeg har med Tak kunnet følge mangt et godt Raad. Ud fra en levende Indføling i mit Arbejdes Plan og Egenart har navnlig Biskop, Dr. V. Ammundsen i Haderslev givet mig en Række betydningsfulde Tilføjelser paa de Omraader, hvor Lægmanden lettest kommer tilkort. Det har været let for mig at følge denne venlige Kritik."

Allerede Dagen efter Autoriseringen indeholdt "Kr. Dagbl." (20/2) et Interview med Dr. Kaper; det omtaler ligeledes Landemodernes forsk. Forslag, "som jeg har taget under Overvejelse og indarbejdet i Bogen. Fra Biskop Ammundsen i Haderslev fik jeg saaledes efter 3. Udgave et Tilbud om en Gennemgang af Bogen, og dette Tilbud modtog jeg med stor Glæde, og nu kan jeg kun sige, at jeg har været glad for at samarbejde med Biskoppen og Haderslev Landemode. Ogsaa Biskop Ostenfeld og Biskop Fonnesbech-Wulff har mødt mig med stor Venlighed, ja jeg har fra alle Biskopperne og Landemoderne mødt en elskværdig og hjælpsom Forstaaelse. Bogens oprindelige Karakter er der ikke ændret noget ved. Idéen blev taget op og gennemarbejdet af Landemoderne, og Forandringer er der selvfølgelig mange af. Navnlig med Hensyn til Sakramenterne - de var lidt svære for mig, har jeg kunnet mærke."

Altsaa: I Stedet for at tage den ved Kapers "Udkast" følgerigtigt tilspidsede Situation op; i Stedet for at svare Ja og indrømme Befolkningens Ret til (ogsaa) at have sin egen Religion i sin egen Skole, eller Nej ud fra Kirkens og Skolens fælles Overskrift evangelisk-luthersk, - saa har der under Landemodernes reglementerede Arbejde med Gennemsyn af Lærebogsforslaget af sig selv aabnet sig en Udvej, der faktisk er blevet en Forening af Nej og Ja, baade formelt og reelt, saaledes som Forskellen mellem Udgaven før og Udgaven efter Samarbejdet viser - om man da kan se, og vil se. Den Forening af Nej og Ja, som overhovedet var det værste, der kunde komme ud af den foreliggende Situation.

For Dr. Kaper staar Tilføjelserne o. s. v. væsentlig som venlige Forbedringsforslag fra sagkyndig Side paa fagligt vanskelige Steder. For mig har Ændringerne - de smaa Overstregninger saavel som de større Tilføjelser - et ganske andet Præg: Hvor den noble borgerlige Idealisme, der er Sjælen i den kaperske Religiøsitet, med en forstaaelig Tilbageholdenhed væsentlig standser op inden "Korsets Ord", hvorved alt i hans Lærebog, baade Budene, det gode, Synd, Bøn, Jesu Personlighed, Tro, det evige Liv, alt faar et "humant Fortegn" - saa virker Landemodernes sp. Ændringer som en Række Forsøg paa at presse Lærebogen over Evangeliegrænsen navnlig paa de Punkter, der synes at ligge Korset nærmest. Følgen er, at en Række evangeliske Ord og Tanker prisgives til at føre en rodløs Tilværelse i et Kaos af borgerlige og bibelske Ord, af Ja og Nej, ligesom Bogen selv er blevet et Symbol paa kirkelig Forening af Ja og Nej.

Dette er Anklagen i mit Spørgsmaal til Biskop Ammundsen. Hvorledes er Deres Bearbejdelse og Godkendelse af Dr. Kapers Lærebog at opfatte?

Gustav Brøndsted.


Svar til Gustav Brøndsted. (Tidehverv, 1931, s.79-82)

Uden i Almindelighed at anerkende nogen Forpligtelse i saa Henseende skal jeg gerne svare paa G. Brøndsteds Spørgsmaal i Aprilnummeret, hvorledes min Godkendelse af Dr. Kapers Katekismus er at opfatte.

Brøndsted finder det ganske naturligt, at Haderslev Landemode, ligesom flere andre Stifters, har anbefalet, at Dr. Kapers Bog blev optaget paa Listen over autoriserede Lærebøger. Men anklager mig for en uforsvarlig Sammenblanding. Han mener, at Bogen i sin oprindelige Skikkelse gav Udtryk for en nobel borgerlig Idealisme, som med forstaaelig Tilbageholdenhed væsentlig standsede op inden Korsets Ord, hvorved alt i Lærebogen fik et "humant Fortegn"; derimod har, finder han, Landemodernes Ændringer virket som et Forsøg paa at presse Bogen over Evangeliegrænsen, navnlig paa de Punkter, der synes at ligge Korset nærmest, hvorved en Række evangeliske Ord og Tanker prisgives til at føre en rodløs Tilværelse i et Kaos af borgerlige og bibelske Ord.

Har nu Ændringerne virkelig bragt et Element ind, som er fremmed for Bogens oprindelige Karakter? Brøndsted mener Ja, jeg mener Nej. Paa vort Landemode blev man efter en Drøftelse, hvor der blev sagt meget gunstigt og ugunstigt om Bogen, enig om at anbefale den til Autorisation uden at stille Krav om bestemte Ændringer. Men det blev tillige overdraget mig paa Basis af Diskussionen at udarbejde en Række Henstillinger om Ændringer. Det stod mig klart, at Bogens Hovedpræg, med dens Fortrin og dens Begrænsning, ikke kunde forandres. Opgaven var ikke at skabe en Katekismus, der var et fuldgyldigt Udtryk for Landemodets eller mit Ønske, men at foreslaa en Række Ændringer, hvorved netop denne Bog kunde blive fyldigere. Og Dr. Kaper selv mener ogsaa Nej. Han siger, at mine Forslag er udarbejdet ud fra en levende Indføling i hans Arbejdes Plan og Hensigt. Og han har ganske vist taget Hensyn til næsten alle mine Forslag. Men meget ofte har han ikke optaget den af mig foreslaaede Form, men selv fundet en for ham mere naturlig.

Vi skal her ikke diskutere, om man overhovedet skal have Katekismus eller ej. Brøndsteds Spørgsmaal har kun Mening, hvis man gaar ud fra denne Undervisning som et Faktum. Overfor hans Anklage vilde jeg i en mundtlig Drøftelse først kun svare med det Modspørgsmaal: Hvad er Formaalet med en Katekismus? Naar det var besvaret, vilde jeg gaa videre, rimeligvis med de Spørgsmaal: Naar der tales om "Evangeliegrænsen", hvad er da Evangeliet? Og hvorledes er dettes Forhold til den mere almene Moral og Religiøsitet, som er indeholdt i Katekismens første Del? Men i et Maanedsblad giver en saadan Diskussionsform for lange Pauser. Derfor skal jeg straks sige, hvad en Katekismus efter min Mening skal, ved at anføre en Passus af mit Brev til Dr. Kaper: "Titlen er efter min Mening for lang. Skulde jeg give den Navn, vilde det blive: Indledning i Kristendom. Det er, hvad en Lærebog skal være, og hvad Deres er."

En Indledning maa først give Forudsætninger, der ligger foran Kristendommens egentlige Væsen. Saadan var Guds Vej i Aabenbaringen; Kristus kommer kun paa Baggrund af en lang Udvikling i Slægtens Liv, specielt i Israel. Og saaledes er Katekismusundervisningen, der hos os kun kan tænkes i Tilknytning til de fem Hovedstykker, Luther udvalgte: Budene, Troen, Fadervor, Daab, Nadver.

Altsaa først Budene. Den Begrundelse, hvormed Luther beholdt de ti Bud, maa ligge til Grund for Forhandlingen af dem i en evangelisk-luthersk Undervisning. Klarest har Luther udtrykt dette i Wider die himmlischen Propheten (Erl. Ausgabe 29, 156): "Altsaa er det heller ikke alene Moses Lov: Du skal ikke myrde, bryde Ægteskabet, stjæle o. s. v., men ogsaa den naturlige Lov, der er skrevet i enhvers Hjerte, som Paulus lærer (Rom. 2,1). Ogsaa Kristus (Matth. 7,12) sammenfatter alle Profeter og Love i denne naturlige Lov: "Hvad I vil, at Menneskene skal gøre mod Eder, det skal I ogsaa gøre mod dem; thi saaledes er Loven og Profeterne." Saadan gør ogsaa Paulus (Rom. 13,9), hvor han sammenfatter alle Moses Bud i Kærligheden, som ogsaa paa naturlig Maade Naturens Lov lærer: Du skal elske din Næste som dig selv. Ellers, dersom det ikke af Naturen var skrevet i Hjertet, maatte man længe lære og prædike Loven, før Samvittigheden antog den; det (vel: Hjertet) maa ogsaa hos sig selv finde og føle det saaledes; ellers vilde ingen gøre sig nogen Samvittighed. Dog har Djævelen forblindet Hjerterne og besidder dem, saa de ikke altid føler Loven. Derfor maa man skrive og prædike, til Gud virker med og oplyser dem, saa de føler det i Hjertet, som det lyder i Ordet."

Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var en Forbundsfælle for Guds Ord. Og denne Moral er uadskillelig fra Religion; i Spidsen for Budene og beherskende dem alle staar jo det om ikke at have andre Guder. Her, i denne første Del af Katekismen, har Dr. Kaper sin Hovedstyrke.

Hvorledes forholder nu denne Del sig til Korsets Evangelium? Den er for det første en positiv Forudsætning, skal vende Blikket op imod Gud og Livet i hans Lov. Den er dernæst en negativ Forudsætning: vi kan ikke opfylde denne Lov, vi knækker uhjælpelig sammen overfor den. Og her kommer da Korsets Evangelium. At Dr. Kaper har villet stille Børnene overfor det dybeste og stærkeste her, har han vist ved allerede i første Udgave at indføje Luthers Forklaring til den anden Artikel i selve Teksten, medens Forklaringerne ellers er anbragt som Tillæg; ingen skulde komme igennem det særlige Stykke om Kristus uden at møde Ordene om, at han har genløst mig fortabte og fordømte Menneske. Her var et Punkt, hvor jeg mente, at denne Hensigt kunde faa en fuldere Udfoldelse, dels ved Forklaringen til anden Artikel, dels under Sakramenterne. Men der kunde kun blive Tale om enkelte Ændringsforslag. Skulde jeg have skrevet en Katekisme - hvad jeg slet ikke turde indlade mig paa - vilde disse Afsnit være bleven ikke lidt anderledes. Dr. Kapers egne Udviklinger er meget svagere end de Tekster, der er meddelt, fra Ny Testamente, Trosbekendelsen og Luthers Forklaring. Jeg gad forøvrigt nok se den moderne Katekismusforklaring, hvorom dette ikke vilde gælde! Og forøvrigt er her en vigtig Betragtning. Børn vil vistnok sjældent kunne gribe dette dybeste i Kristendommen, og at give dem for meget herom vil kun gøre Fortræd. Dog skal de have en Fornemmelse af, at her ligger noget, maaske langt ude foran dem, som de kan søge til, naar de engang saadan har erkendt deres Sjælesygdom, at de har Trang til Lægemidlet. Og dette største skal vistnok helst møde dem igennem de mærkelige, gamle, hellige Ord, som de vel næppe ret forstaar, men som dog har en helt anden Myndighed end alle moderne Udlægninger. Derfor glæder jeg mig over, at de Børn, der bruger Kapers Bog, nu vil stilles overfor et fyldigere Udvalg af saadanne Ord, end Tilfældet var i første Udgave. Hvor meget det vil betyde, vil naturligvis dog i stor Udstrækning afhænge af Læreren.

Men dernæst vender Katekismens første Del ("Budene") tilbage igen. Luther har sat dem før Troen, som Forudsætningen derfor. De reformerte Katekismer sætter dem ofte efter Troen, som Udfoldelse af Livet i Troen. Maaske ikke praktisk for Undervisningen, men i principiel Henseende overordentlig klargørende har Dr. F. L. Østrup i sin Lærebog anbragt dem paa begge Steder: først Loven (med de 10 Bud), saa Evangeliet, Daaben, Trosbekendelsen, Bønnen, Nadveren, og endelig Lovens Opfyldelse (igen de 10 Bud). I Virkeligheden mener ogsaa Luther, at Budene kommer igen, ikke mere som en blot udvortes Lov - her kan han jo ikke nok gentage og atter gentage, at Loven er afskaffet - men ud fra Troen; Kristus har opfyldt Loven, ved sit Blod skænket os Syndsforladelsen, og ved Troen paa ham giver Gud os dernæst Hjælp til at begynde at gøre, hvad Loven kræver (se f. Eks. Erl. Ausg. 46,79). Gerningerne er Troens nødvendige Frugter.

Katekismusundervisningen, som den i vor Kirke er bestemt ved Luther, betragter alt dette som en Helhed, fordi det er den samme Gud, der er Skabelsens og Forløsningens, den samme, som har dannet Mennesket i sit Billede med Loven skrevet i Hjertet, og som ved sin Søn udfrier os fra den Ondes Vold. Hertil svarer, at i Ny Testamente er Tro og Liv uadskillelige; paa næsten hver Side, i mange Afsnit i hver Vers, løber Traadene bestandig fra Lov til Naade og fra Naade til ny Lov.

Nu formoder jeg, at der bag Brøndsteds Anklage ligger en Anskuelse, som netop sønderriver denne Sammenhæng, saaledes som det i det hele sker i Tidehvervsretningen. Ikke underligt, at man fra den Side synes ilde om Kapers Katekismus; thi den har sin Styrke i "de 10 Bud", hvor man selv har sin Svaghed. Ofte har jeg syntes, at Tidehvervsfolkene ikke lagde Grunden rigtigt, for lidt lærte Folk Alvoren i Loven, de ganske enkle, daglige Krav i Lyset af det første Bud; naar det har været muligt for dem at negligere dette, er det vel kun, fordi man i Virkeligheden har kunnet forudsætte, at den Grund havde andre lagt. Men vigtigere er den Indvending, at de synes at benægte Ny Testamentes (og Luthers) stadige Tanke, at der af Troen fremspringer et nyt Liv (jeg kalder det "ethisk" uden at ville strides om denne Glose).

Tidehvervsretningen har gjort meget til at rive os ud af Illusioner og Fraser og stille os paa Virkelighedens pinagtig nøgne og haarde Grund; ogsaa adskillige udenfor Retningen kan ikke undlade at tage imod denne Tugt. Og hvis man sagde: "Vi maa først rydde Grunden; foreløbig kan vi ikke mere; om vi senere faar Tag i Tanken om det nye Liv ud af Troen, maa vi lade Fremtiden afgøre" - da skulde jeg intet sige derimod. Men hvis man, som det undertiden synes, aldeles lukker denne Udsigt og gør Ny Testamentes Ord i denne Retning til Løgn, da maa vi først i Ærlighedens Navn stille den Fordring, at der for Fremtiden tales klarere om "Kristendommen", "Evangeliet" og "Ordet", saa det bliver tydeligt, at der ikke menes Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed, men et Udvalg, som man paa eget Æventyr har foretaget, og hvorfor man ikke har anden Autoritet end sin egen - at her altsaa er en ny Subjektivisme. Og dernæst vil vi sige, at der i Sagen selv er noget, som forbyder os her at følge med.

Tidehvervsretningen har rigtig set, at Guds Dom og hans Naade er uadskillelige. Men Syndsforladelsen og Syndsfordrivelsen er ogsaa uadskillelige. Retfærdiggørelsen er ikke sand, hvis den ikke er Begyndelsen til, at Gud vil bryde Syndens Magt i os. Først og fremmest gennem selve Tilgivelsen, ligesom vi overfor Barnet oplever, at en alvorlig Tilgivelse er det stærkest mulige Slag mod Synden. Og netop naar Vantro er Hovedsynden, er Tro Begyndelsen til Syndens Overvindelse.

Denne Sammenhæng er i det Ny Testamente (og i Reformationen) saa ubrydelig, at man spørger sig selv: mener i Grunden ikke Tidehvervsfolkene det samme? Vil de ikke bare fjerne Udtryksformer, som for dem er bleven uvirkelige? Særlig to Tanker kunde her komme i Betragtning.

Den ene er Forkyndelsen af Opstandelsen. I Ny Testamente er det nye Liv nemlig ét med, at vi er delagtige i Jesu Opstandelses Kraft, ja indbefattede i den, "medoprejste med Kristus", hvilket atter er det samme som den hellige Aands Nærværelse og Virken. Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelsen. De fleste Præster forkynder Jesu Opstandelse ud fra en ærlig Overbevisning om, at den er et historisk Faktum; men Opstandelsen bliver væsentlig fortidig, ikke noget, som behersker Dagen i Dag; der er lidet af den verdensovervindende Kraft, som findes hos Paulus, Luther, Kingo, Grundtvig. "Barthianismen" synes at have opdaget, at her brænder det. Men hvad jeg har set af Tidehvervsforkyndelse herom er mindst lige saa mat som Prædikener i Almindelighed. Man synes overhovedet ikke at tro virkelig paa, at Kristus har bragt en Sejr over Synden ind i denne vor Verden. Man ser den ikke i hans Person, Liv og Død, og heller ikke i hans Opstandelse. Hvis Opstandelsestroen var eksistentiel, kunde man heller næppe undgaa at føle en stor Afstand fra en Bog som Bultmanns Jesus.

Den anden Tanke er om Kærligheden til Næsten. Her har man grebet en fundamental Erkendelse i Kristendommen: at der ikke eksisterer noget Gudsforhold uden et Forhold til Næsten. Men i Reglen synes dette kun at bruges til at drive paa den Erkendelse, at vi netop ikke opfylder Budet. Ny Testamentes Forkyndelse er derimod, at Kristus vil føre os ind i dette Liv, og det er igen det samme som en Forvandling i vort Indre. Det samme gælder Talen om "Øjeblikkets Lydighed". Hvis man finder en særlig Hjælp i dette Udtryk, er det kun godt. Men man maa bare sky det Fald det vilde være at tro, at min Handlings Værdi afgøres upersonligt, løsrevet fra mig selv. Det bliver ved Tanken fra "Et Kristenmenneskes Frihed": Træets Art bestemmer Frugtens. Tidehvervsretningen har en stærk Forbundsfælle i vort eget Hjerte. Hvem tør sige: Jeg kan opvise det nye Troens Livs Frugter hos mig selv? Men er "Ordet" ikke netop større end vort eget Hjerte? For selve Sandhedens Skyld tør vi ikke lade være at lytte igen til Ny Testamentes Tale og tage derimod i en Tro, som tillige er et Haab.

Hvis der bag Brøndsteds Anklage ligger en Tankegang i Retning af den her skitserede, da gaar Modsætningen saa dybt, at Spørgsmaalet om Vurderingen af en bestemt Katekismusbog bliver ret underordnet.

Jeg har her prøvet et Brudstykke af et principielt Opgør. Men iøvrigt gør hver Part vistnok bedst i at arbejde ud fra sin Tro, uden altfor hyppige eller lange Diskussioner.

Valdemar Ammundsen.

 


Autoriseret - I. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1931, s.109-115).

I "Tidehverv"s Aprilnummer rettede jeg det Spørgsmaal til Biskop Ammundsen: Hvorledes er Deres Bearbejdelse og Godkendelse af Dr. Kapers Lærebog at opfatte?

I sit Svar gengiver Biskop A. Hovedindholdet af min Anklage, en Anklage for uforsvarlig Sammenblanding, og fortsætter: "Har nu Ændringerne virkelig bragt et Element ind, som er fremmed for Bogens oprindelige Karakter? Brøndsted mener Ja, jeg mener Nej."

Min Anklage er altsaa grundløs.

Jeg skal foreløbig ikke lægge videre Vægt paa, at Udtryk som "Sammenblanding" og "Element" ikke virkelig træffer min Anklage i Kærnepunktet, og navnlig ikke rammer saa stærkt; heller ikke tænker jeg, at Biskop A. vil lægge synderlig Vægt paa en Indrømmelse fra min Side: naar jeg brugte Udtrykket "presse over Evangeliegrænsen", giver det et alt for formelt Indtryk af Forskellen mellem "Kaper 3" og "Kaper 4" og dermed et alt for bevidst Indtryk af Landemodernes Tendens; - det forandrer jo dog ikke paa Kærnen i min Anklage, som var denne, at hvor Kapers Bog, i god Overensstemmelse med dens Udgangspunkt, væsentlig standser op inden Korsets Ord, hvorved alt i hans Lærebog, baade Budene, det gode, Jesu Personlighed, Synd, Tro, det evige Liv, faar "humant Fortegn" og for saa vidt altsaa har et vist samlet Præg, fordi der ikke tales anderledes (f. Ex. om Korset) og ikke gaas videre (f. Ex. i Nævnelsen af Opstandelsen) end til, hvad Borgersamfundet, Kultursamfundet, Menneskeheden som saadan antages at beriges og styrkes ved - - at hvor Kapers Bog med forstaaelig Tilbageholdenhed væsentlig standser op inden "Korsets Ord", der har Tilføjelserne, og ganske særlig Biskop A.'s Tilføjelser (Sml. Biskop A.'s Artikel s.79 og 80) suppleret Bogen paa en saadan Maade, at den, som den nu fremtræder, staar som Symbol paa kirkelig Forening af Nej og Ja, af Moralreligion og Korstro.

Hvis det havde drejet sig om et isoleret Spørgsmaal, saa kunde jeg jo godt nu, efter at Ammundsens Svar foreligger, nøjes med at sige til Læserne: Køb 3. Udgave af Kapers Lærebog; køb den autoriserede (4.) Udgave; køb et Farveblyant; læs, sammenlign, og døm saa selv, hvor lidt - eller hvor meget - der kan ligge i Udtryk som bringe til "fuldere Udfoldelse".

Det vilde Læserne nu formodentlig alligevel ikke gøre, og vi var lige vidt.

Men naturligvis var det ikke min Tanke blot at fremkomme med et insinuerende Spørgsmaal og saa dermed lade den Sag hvile; Spørgsmaalet havde Betydning ikke i Kraft af sin tilfældige øjeblikkelige Aktualitet, men fordi det er et kirkeligt Situationsspørgsmaal i konkret Form, og derfor egnet til at faa at vide, hvad der egentlig ligger bag al den Kirkelighed, hvis "Samling" og "Væxt" vi i disse Aar ser foregaa - hvad mener den med Evangeliet, og hvad vil den med Evangeliet.

Som Biskop A.'s Svar fremtræder i Tidehvervsartiklen, motiveret baade i Forholdet til Kaper, Luther og Nye Testamente, formet som et "Brudstykke af et principielt Opgør", er det i høj Grad egnet til at give Kirken Ansigt og bringe et kraftigere Opgør inden for Synsvidde. Er der to Parter, saa er der ingen Mening i at blive ved at gaa og gætte sig til, hvad den anden Part mener med Lov, Tro, Liv, Ordet -; og det faar vi kun at vide, naar der handles og tales konkret. Det er jo ikke Ligegyldigheder, det drejer sig om.

For mit Vedkommende vil jeg give mig god Tid - Biskop A.'s Betragtningsmaader kommer nemlig hyppigt nok saa klart frem gennem smaa Bemærkninger i Forbigaaende som gennem længere historisk-principielle Redegørelser -, og det staar jo enhver frit for at holde op, naar han ikke vil læse længere. Jeg vil altsaa foreløbig sætte en solid Parentes om den sidste Sætning i Biskop Ammundsens Artikel, og tage fat.

Som Udgangspunktet og Svaret var, bliver det vel bedst at prøve at tage Katekismusspørgmaalet for sig, og først - skønt der er skarpere Ting at hente fra adskillige Steder i det "principielle Opgør".

Naar jeg siger Katekismusspørgsmaalet, mener jeg ikke noget i Retning af det, som adskillige Præster og en stor Mængde Skolefolk (blandt dem Dr. Kaper) tænker paa, naar de taler om "Katekismusnøden", der jo nu skal være en af Hovedgrundene til vort Folks religiøse og moralske, kirkelige og sociale Forfald; ja mon? En ny Katekismus "gør det vistnok ikke". Jeg tænker heller ikke paa det, man for nogen Tid siden paa Discussionsmøder og i Pressen kunde se betegnet som Katekismussagen, det Røre, der blev vakt ved Fremkomsten af Dr. Kapers Lærebog; straks saa det drabeligt nok ud; men man lod jo til hurtigt at finde Betryggelse gennem en kristelig Supplering og dermed samhørende kirkelig Autorisering af den omstridte Bog - og "Sagen" ophører, forsvinder ved selve denne første Handling, der overhovedet kunde gøre det rimeligt at tale om en "Sag". Med Katekismusspørgsmaalet mener jeg det, som Biskop A.'s Handling og Svar "staar for": den kirkelige Solidaritet med Religionen saadan som et Folk kan ønske sig den for at blive sundt og lykkeligt. Biskop A.'s Tilføjelser, som saadanne, er Udtryk for denne Solidaritet - thi hvad man vil bringe til "fuldere Udfoldelse", det anerkender man principielt - og det samme gælder hele Artiklen i "Tidehverv", baade hvor den forsvarer Dr. Kaper ved at hævde "den mere almene Moral og Religiøsitet" som Katekismusgrundlag, under Henvisning til Luther, og hvor den angriber "Tidehvervsfolkene" for at sønderrive denne Forbindelse - Forbindelsen mellem Lov og Tro - og dermed ogsaa Forbindelsen mellem Tro og Liv.

Hvad nu først Dr. Kapers Katekismusarbejde angaar, da er dette jo baade blevet motiveret og forklaret af Borgmesteren selv saa mange Gange og ved saa mangfoldige Lejligheder, baade før dets Offentliggørelse og efter dets Autorisation, at Dr. Kaper maa siges at være blevet hørt; og om ogsaa en og anden, der skriver Theologi, skulde være vanskelig at forstaa - Dr. Kaper er det i hvert Fald ikke. Hans Hensigt er klar, hans Udtryk ligetil, og ham har man ikke noget at bebrejde. For Dr. Kaper er Livet og Tilværelsen i disse Opløsningstider blevet Alvor, - og derfor maa alle gode Kræfter staa sammen om Kristendommen, vort dyreste Kulturgode; thi den Moralreligion, som, om end ad stenede Veje, fører til Personlighedens Fuldkommengørelse og evigt Liv med vore Kære, ved Guds naadige Hjælp, - den er ogsaa i Ordets bedste Betydning et Samfundsværn. Som i sin Tid Profeterne byggede et Samfund op paa en Appel til Godheden i det enkelte Menneske, saaledes, kun i langt højere Grad, ogsaa Kristendommen; Kristendommen har gennem snart to Aartusinder været Grundlag for den europæiske Kultur; kun Religionens Kræfter kan modstaa den Nedbrydning, som nu truer; i Religiøsiteten, eller, sagt paa en anden Maade, i Moralen maa Ungdommen føres ind, direkte og personligt. Og nu da Religionsundervisningen er stedt i en Nødsituation, bl. a. fordi de ældre Katekismer virker fremmed paa vor Tid, og forskellige nyere Forsøg ikke vil kunne afhjælpe Ulykken, nu har Dr. Kaper selv, bl. a. i sin Egenskab af Skoleborgmester, ikke turdet lade være at gøre Forsøget. Baade gennem Taler (bl. a. Dr. Kapers Katekismusgennemgang i "Dansk Bibelskole" nu i April), Fortaler og Bogen selv staar det klart: Dr. Kaper har ikke - heller ikke efter "Tilføjelserne" - følt Modsætningen mellem "Korsets Ord" og en Religion saadan som et Folk maa ønske sig den for at blive sundt og lykkeligt. For hans Vedkommende er "Fortegnet" bevaret. Naar Dr. Kaper i Forordet til 4. Udg. kan sige: "Med Luthers Forklaringer (trykt i en Art Tillæg S. 92 o. flg.) er det tænkt saaledes, at Læreren efter Gennemgangen af Stoffet i denne (Dr. Kapers) Bogs Fremstillingsform skal kunne eftervise, hvorledes den samme Tankegang fik sit naturlige, hyppigt genialt koncentrerede Udtryk for 400 Aar siden" - - saa hverken kan eller skal Dr. Kaper gøres ansvarlig for Sammenblanding. Derfor er det heller ikke Dr. Kapers Bog, Sagen her drejer sig om, - eller rettere: kun saa vidt den danner Forudsætning for mit Spørgsmaal til Biskop Ammundsen.

Thi Biskopperne skulde, og de burde kunne se.

Jeg taler ikke her om den Slags Pillerier, man kan udtrykke ved Ord som Fortrin og Mangler - baade de større, som man lader staa, og de mindre, paa hvilke der kan hjælpes. Men jeg taler om "Fortegnet". Hvor var det muligt, at Biskopperne skulde kunne tage fejl af, at Karakterudviklingen og Samfundsværnet er Grundstemningen i denne Bog; at det moralske finder Styrke i det religiøse; at det er derfor, Budene bliver Himmelstigen, for Personligheden som for Samfundet, med Trin lige fra primitiv Retsforestilling og Grundlov til Moral og kristelig Helliggørelse, med Guds Tilgivelse som sidste og afgørende Hjælp.

Og saa "den samme Tankegang" som hos - Luther ! Hvor var det muligt, at Ammundsen, netop Ammundsen, skulde kunne se et saadant Udtryk uden øjeblikkelig at se mere.

Hvis - saaledes tænkte jeg - hvis den saakaldte "Nødsituation" i Katekismusspørgsmaalet nu ved Dr. Kapers Hjælp er blevet til en virkelig Nødsituation for Landemoderne - ja saa var det en forstaaelig Sag. Dersom vore Biskopper og øvrige kirkelige Ledelse nu maa sætte deres Navne under et ualmindelig ægte, og oprigtigt, Udtryk for dansk Folkereligion, saa er det ganske vist en naturlig og retfærdig Følge af den Suffisance, hvormed Kirken saa længe har holdt fast paa et Formynderskab i Samfund og Skole, en Forældremyndighed, hvis virkelige Indflydelse forlængst er sat overstyr under al den Kompromissen for at bevare tilsidst blot en Skinexistens; naturligt og retfærdigt vilde det ganske vist være, men sikkert alt andet end lysteligt - saaledes tænkte jeg.

Men nu var Bearbejdelsen der ogsaa. Og hvad saa? Var det Trykket, Nøden, der var saa stærk, at man maatte søge at faa det mest mulige ud af en haabløs Situation eller var det kirkelig Rummelighed? eller vedkendte Biskop A. sig virkelig dette som Evangelieforkyndelse?

Som et fortvivlet Kaos af Borgertro og Evangelium, som et Symbol paa kirkelig Forening af Ja og Nej stod "den autoriserede" der; men Biskop Ammundsens Andel heri var det blot lige umuligt for mig at opfatte under Synspunktet Svaghed og under Synspunktet existentiel kirkelig Fortoning af Evangeliet.

Derfor mit Spørgsmaal, som baade var en reel Anklage og et virkeligt Spørgsmaal.

Thi det vedkom, og det vedkommer, baade mig og andre, hvad vore Biskopper gør Kirken til Talerør for.

Eller var det simpelt hen grebet ud af Luften, baade det med Udkastets "Fortegn" og det med Tilføjelsernes Karakter som et Ja til Nej?

Dr. Kaper selv har jo optaget og udfoldet og udfoldet og optaget, lige fra den naturlige Moral til Luthers Evangelium - og er sig ikke noget "Fortegn" bevidst. Biskop Ammundsen supplerer Bogen med Ord om Korsets Evangelium baade fra Bibelen og fra Luther - og finder ikke deri nogen "uforsvarlig Sammenblanding".

Og naar hverken Dr. Kaper eller Biskop Ammundsen kan finde skiftende Fortegn eller existentiel Modsigelse i Bogen, saa maa Erkendelsen af Modsigelsen aabenbart bero paa andet end noget blot intellektuelt.

At give Bevis for min Anklages Ret er ifølge Sagens Natur udelukket; men jeg kan bede Læseren læse de to Udgaver selv (3. og 4.), jeg kan samle Tilføjelserne i den autoriserede Udgave sammen (se slutnote 1), og saa kan jeg illustrere min Anklage gennem nogle Exempler.

Forklaringen til 2. Bud ("Du maa ikke misbruge …") begynder saaledes: "Med dette Forbud ryddede Moses op i daarlige Forestillinger og Vaner hos sit Folk …" - og ender med et Stykke om, at "Det var Jesus imod, at Folk førte deres hverdagslige Stræben efter at tjene Penge ind paa Steder, der var helliget Gudsdyrkelsen".

Under 3. Bud hedder det: "Hvis man skal nyde en god Hvile, maa man have gjort et godt Arbejde, hvorved man helt har udnyttet sine Evner og Kræfter. Herom har Jesus fortalt Lignelsen om de betroede Talenter" (M. 25, 14-30).

Under 5. Bud: "Enhver kristen maa haabe paa og virke til, at ogsaa den Tid maa komme, hvor et Land ikke behøver at gribe til Nødværge. En almindelig Verdensfred vil (4. Udg.: vilde kunne) samle Menneskeheden om Lovsangen ved Jesu Fødsel: Ære være Gud i det højeste! og Fred paa Jorden! i Mennesker Velbehag!"

Under 6. Bud: "Hvor nænsomt Jesus holder Menneskene tilbage fra at fordømme hverandre, hvor det drejer sig om Forholdet mellem Mand og Kvinde, ser vi af … (Joh. 8, 3-11)". Og derefter: "Godt Samvær i Hjemmet, interesseret Arbejde, god Læsning og gode Adspredelser hjælper mod Fristelser. Sund Livsglæde og gode Menneskers Selskab vederkvæger Sjæl og Legeme. Jesus skyede ikke gode og glade Menneskers Selskab, skønt han blev dadlet derfor af selvretfærdige Mennesker", Mt. 11, 18-19 ("Tolderes og Synderes Ven").

Under 8. Bud: "Løgn bruges af slette Mennesker til at skjule slette Gerninger med; de elsker Mørket og skyer Lyset. Men gode Mennesker elsker Lyset og holder sig til Sandheden. Da der er baade godt og ondt i ethvert Menneske, maa vi hver for sig vælge og ville det gode, Sandheden, Lyset."

Om 9. og 10. Bud hedder det: "Det er netop denne (økonomiske, sociale og personlige) Misundelse, som saa let forstyrrer Menneskenes egen Sjælefred og Lykke".

- Et Par Exempler paa Fuldkommengørelse. Mennesket fuldkommengøres:

"Samvittighedens Bud kan lyde i alle Mennesker, oftest dog kun som en usikker og dunkel Anelse og Drift; men fandtes ikke fra Begyndelsen af denne Urdrift til det gode i Menneskesindet, vilde det ikke have været muligt for Menneskene at udvikle sig til (4. Udg. naa frem til) en højere Moral (en renere Livsførelse). For at kunne stige opad trænger Menneskene dog til at faa klar Belæring, der da igen vil virke tilbage paa deres Samvittighed. Moseloven betød et stort Skridt fremad for Menneskeheden (36)." Jesus uddyber og sammendrager Budene til Kravet om aldeles ubetinget Godhed altid og mod alle. "Saaledes som Jesus har uddybet dem, har han selv opfyldt dem, men han alene af alle Mennesker. Ingen anden kan holde sig fri af Synd. Selv med vor bedste Stræben kan vi derfor kun ved Guds Naade nære Haab om vor Sjæls Frelse" (39). Helligaanden vækker, vejleder og styrker; men "det Menneske, for hvem intet aandeligt er helligt, har ingen sjælelig Drivkraft og Fremdrift i sig. Hans Liv er forspildt". (53). "Kirken er det Samfund, hvori de Kristne slutter sig sammen for, ledet af Helligaanden, at bygge videre paa Guds Rige" (54). Tilsigelsen af Syndernes Forladelse giver Menneskene "en Forsikring om og en Fornyelse i deres Forhold til Gud, saa at de hjælpes til en stadig højere Stræben (4. Udg.: faar Vilje og Styrke til at modstaa Synden og til at stræbe stadig højere) ved det faste Haab om Guds Barmhjærtighed". "Vor Tro paa Kødets Opstandelse betyder vor Overbevisning om, at hver enkelt ogsaa hinsides Døden vil forblive sig selv, og derfor ogsaa vort Haab om at mødes med og genkende vore kære" (56). "Det evige Liv tænker vi os som Salighed, d.e.: en Tilværelse i Fuldkommenhed, hvor Sjælen er i Harmoni med Gud og sig selv" (57). "(I er Jordens Salt.) Naar vi selv har faaet en fast Grund at staa paa, skal vi ogsaa tilkæmpe os en stærk Karakter, og ved den skal vi virke som en Kraftkilde blandt vore Omgivelser. Herom har Jesus ogsaa brugt et andet Billede: I er Verdens Lys" (59). Under "Helliget vorde dit Navn": Her som i saa mange af de enkelte Dele af den Bøn, Jesus selv har lært os … er det om Kraften til Selvbeherskelse, vi beder. (Strøget i den autor. Udg.) "I Lignelsen om Surdejgen har Jesus talt om, hvordan Gudfrygtigheden efterhaanden ganske gennemsyrer et Menneskes Sjæl" … "Vi beder da om, at Guds Rige maa vokse i os og om os og sluttelig helt maa raade … " (69). "Vi beder om, at det, der kunde blive os til Fristelse og Fald, i Stedet derfor maa overvindes af os og derved tjene til at styrke vor Karakter. Vor Villie til at blive i det gode vil da vokse mere og mere, og vi bliver mere og mere fri af det ondes Magt" (80).

I Forholdet til Luther er det vist, ud over de foran citerede Stykker af Lærebogen, tilstrækkeligt at bemærke, at Kaper ganske rigtig (under Afsnittet om Troen) har optaget Luthers Forklaring til anden Artikel - {med Understregning af Ordene min Herre, i god Tilknytning - (de store Indskud og mindre Tilføjelser (i 4. Udg.) har brudt den klare linje i Kapers 2. og 3. Artikel i Udkastet) - til Ordene under tredje Artikel: Ingen kan sige: "Jesus er Herre" uden ved den Helligaand} - men naturligvis ved "Troen" altid forstaar et Gudsforhold, der giver Kraft til den Karakterens Fuldkommengørelse, vi dog aldrig af os selv alene kunde naa. Naar Dr. Kaper derfor endnu en Gang under Afsnittet om "Troen" nævner Luther, saa er der god Mening i, at det i Udkastet sker paa følgende Maade:

"Der staar skrevet: Vorder Ordets Gørere og ikke alene dets Hørere, hvormed i bedrage Eder selv; og: Troen er død uden Gerninger". Luther har sagt: "Det er lige saa umuligt at skille Gerningerne fra Troen som at skille Varme og Lys fra Ilden". Det hedder i en af vore Salmer: "Viljen ser Vorherre paa", men der tilføjes: "giver Kraften Vinge".

Hvad Dr. Luther paa sin zirlige Maade vilde have sagt til Dr. Kaper i den Anledning, det bliver en Sag for sig: Dr. Kaper er nu i hvert Fald aldrig gaaet Luthers Forkyndelse for nær. For Dr. Kaper staar og falder alt med Karakterens, Personlighedens Fuldkommengørelse - og for Luther staar og falder alt med Syndernes Forladelse. Saa kommer (af historiske Grunde) disse to Linier til at skære hinanden i Ordene Tro og Gerninger. Hvorledes skulde saa Dr. Kaper kunne reagere anderledes end han gør baade paa dette Sted og i hele sin Lærebog: alt maa samvirke til Karakterens Opbyggelse.

Det er der altsaa dog en vis Mening i.

Men der er absolut ingen Mening i, at hele Kapers Opbygning bliver slaaet i Stykker ved en eneste lille Relativsætning, der er indskudt i 4. Udg.: Efter Ordet Luther staar der nu: "der stærkt har fremhævet, at det er ved Troen, at Menneskene retfærdiggøres overfor Gud". Her er Luther (med Paulus i Margen), her er hele hans Katekismus og hele hans Livs Kamp, i en Relativsætning, der i Sammenhængen enten er en ligegyldig historisk-theologisk Oplysning, eller den slaar Grunden ganske bort under Kapers Lærebog - den med den "samme Tankegang".

Men Kaper optager dette Ord om Troen, tilsyneladende lige saa "unbefangen" som han ved Slutningen af Afsnittet om Loven, optager Paulus's Ord om Lovens Betydning (indledet med "Paulus mente endog" - Gal. 3!). Aldeles ved samme Vejkryds.

Det Ord "Tro" er uadskilleligt fra Korset og er født Dødsfjende af en hvilkensomhelst Gerning eller Karaktérudfoldelse, der faar religiøs Vægt. Men den nye Lærebogs Ord "Kors" (endsige da Tro, Tilgivelse, Lov o. a.) gaar særdeles let i Tjeneste hos Karakteren og Gerningen, som med Glæde tager mod den Uddybelse og det Tilskud af Kraft, som deri at hente.

- Her ligger "Evangeliegrænsen" og her det at "standse op inden Korsets Ord" - ikke i Tilstedeværelsen eller Ikke-Tilstedeværelsen af nogle bestemte Ord.

Dr. Kaper siger, at "Jesus har forkyndt det store Evangelium om Menneskeværd". Saa er det ogsaa naturligt, at hans Katekismus bekymrer sig baade om kendte Fyndord og om Ordet med den "evige Værdi", baade om Grundlov og Samfundslære og Kirkeret og om Guds Riges Væxt, baade om Straffeloven og om Fuldkommenhedskravet - og, det skal siges, meget af det paa en baade fin og klog Maade. Men saa er det ogsaa naturligt, at hans Bog kan optage alt uden tilsyneladende at sprænges af den Grund. Derfor skal jeg med Hensyn til Tilføjelserne (se note 1) ikke gaa meget i Enkeltheder, men blot minde om, at det er under 2. Trosartikel og under Sakramenterne, at de store Tilføjelser findes; det er Skærtorsdagens, Langfredagens og Paaskedagens Ord.

Først (S. 49) Tilføjelsen om Menneskehedens Stilling til Jesu Kors: at de der bar Ansvaret for Jesu Død, var de ledende Mænd baade i det religiøse og det verdslige Samfund, "det allerhøjeste Menneskene dengang kendte. Vilde andre Slægter eller vilde vor Tids Samfund have handlet bedre?" - mit Segl og hele Menneskehedens Segl staar under Korsfæstelsen, hele Menneskeheden maa tage sin Tilflugt til den korsfæstedes Tilgivelsesord.

Dernæst (S. 50) Stykket om Herrens Tjener med Ordene fra Jesaia 53: Han er saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger … Og Stykket slutter: "Naar vi føler Sorg og Angst, fordi vort Sind helt er bundet i Skyld og Synd, finder vi Soning, Tilgivelse og Oprejsning i Jesu Død for os". Og endelig (S. 51) det lange Stykke om Paaskemorgens Betydning i Menigheden.

Nu staar altsaa Forklaringen til anden Trosartikel i denne Lærebog som en "positiv Bekendelse" og Forkyndelse af Paaskens Evangelium. Mens Udkastet med forstaaelig Tilbageholdenhed ogsaa her væsentlig standser op inden Korsets Ord, d. v. s. anfører et Par Skriftsteder af Evangelierne samt "Luthers personligt dybt grebne Bekendelse som Kristen" Forklaringen til anden Artikel.

Ogsaa under Sakramenterne er Tilføjelserne det afgørende: Stykket om Daaben som det gamle Menneskes Tilintetgørelse og det ny Menneskes Opstandelse - og det store Slutningsafsnit om Nadverens Brød og Vin som Mindemaaltid om Jesus saaledes som han gik i Døden for os og endnu, som vor levende Herre midt iblandt os, bekræfter og fornyer os i Syndernes Forladelse.

"Urdriften til det gode" og Menneskeslægtens moralske Udvikling - og den gamle Adams Død. Moseloven og dens "Fuldkommengørelse" - og hvad Paulus "endog" mente om Loven. Karakterens Opbygning og Villiens gradvise Frigørelse af det onde - og Retfærdiggørelse ved Troen. Grundlovsbestemmelser og Ret til Nødværge og Arbejde for Fredssagen og en almindelig Verdensfred vil(de kunne) samle Menneskeheden om Lovsangen ved Jesu Fødsel, Lucas 2 - - og naar paa din Dom jeg grunder, ser jeg og mit Segl derunder.

Men Biskop Ammundsen finder ikke heri nogen "uforsvarlig Sammenblanding".

Det som jeg i min Artikel kaldte den kirkelige Forening af Nej og Ja er i Biskop A.'s Svar kategorisk afvist - men i og med selve Svaret vedgaaet som existentiel.

Kirken har ikke sammenblandet. Saa har den end ikke erkendt, hvad den har blandet sammen med hvad.

Hvis Kristendom er noget, der bliver til ved Forøgelse, i en eller anden Forstand, ja saa har Dr. Kaper Ret, naar Udvikling, Væxt, Styrkelse, Inderliggørelse, Fuldkommengørelse bliver Ledestemning og Ledetanker i hans Lærebog. Hvis Evangeliet er en Art Fuldkommengørelse af Moralen, og Etiken igen Evangeliets Krone, saa er der ogsaa god kirkelig Mening i - og god kirkelig Grund til - at supplere Dr. Kapers Udkast paa den Maade som sket er. Iøvrigt, hvis Kristendom til syvende og sidst er et Spørgsmaal om Supplering - af Gudsbilledet i den Enkelte eller af den naturlige Moral og Selvopholdelseskraft i Samfundet - saa er al Tale baade om "Evangeliegrænsen" og "Elementer" i Virkeligheden ligegyldig, og det vilde ikke være Umagen værd at drøfte, hvor langt "Suppleringen" var kommet i Lærebogen paa det eller det Tidspunkt - hvor megen Tilknytning der var for hvor megen Tilføjelse.

Men Biskop A. lægger netop megen Vægt baade paa den Tilknytning der i Kapers Udkast fandtes for "Tilføjelserne", og paa Tilføjelserne selv.

Jamen hvad fandtes der ikke Tilknytning for i Kapers Udkast, i alle mulige Retninger? Noget i Retning af Menneskehedens Kæmpen sig fremad og opad imod Idealriget - noget ogsaa i Retning af Korset; og i denne sidste Retning netop Luthers Forklaring til 2. Trosartikel med Ordene: "… er min Herre, som har genløst mig fortabte og fordømte Menneske." Og om jeg ogsaa vilde gaa videre endnu end Ammundsen og sige, at selve disse Ord er stærkere end alle Tilføjelserne tilsammen - hvad hjalp saa det? For det første staar der jo i samme Luthers Forklaring andre Ting, som f. Ex. Jomfru Maria, og Djævelen, som Kaper ingen Tilføjelser har faaet til; og Dr. Kaper havde jo skrevet "Luthers personligt dybt grebne Bekendelse." Og forøvrigt kan netop dette Luthercitat vise, hvad jeg mener med at standse op foran Korsets Ord; thi dette Lutherord kan meget vel staa i Bog ikke blot med Apostlene, men ogsaa med baade Moses og "Naturloven" og med Straffeloven om saa skal være, og endda blive ved med at være et Korsets Ord, ja gøre hele Bogen til et Korsets Ord; thi Loven og Korset hører uløselig sammen; men det kan ikke staa i Bog med nogen som helst Anvisning paa "fuldkomnere og fuldkomnere" og alt hvad der samler Opmærksomheden om os selv. Det kan staa i Bog med et hvilket som helst Krav, der, brudt eller svigtet, gør os haabløst til Skyldnere, efter en Gadesjovers eller efter en Apostels Begreber; men det er uden al Forbindelse med en Godhedens Trappestige i Individets eller Slægtens Liv. Der er Forskel paa "Loven" og "Moralen"; Moralen og dens Højnelse er vi naturligvis allesammen interesseret i, men den fører kun til os selv; Loven er "Riset der driver til Kristus".

Jo vist staar Luthers Forklaring til 2. Trosartikel i Kapers Text - men som Kapers Lærebog nu engang er, kan det ikke hjælpe at spørge, hvad der staar i Lærebogen, men: hvad der ogsaa staar.

Wellhausen havde engang, fortæller man, et Ordskifte med en eller anden om Jesu Originalitet, Oprindelighed - et Emne man i sin Tid gjorde meget af; vedkommende skal noget overlegent have bemærket, at hvad Jesus har sagt, det har jo i Virkeligheden ogsaa andre i hans Folk sagt før ham. Ja, men ogsaa meget andet, svarede Wellhausen.

Biskop Ammundsen glæder sig over Tilføjelserne, "glæder sig over, at de Børn, der bruger Kapers Bog, nu vil stilles over for et fyldigere Udvalg af saadanne Ord (om Korsets Evangelium, Lægemidlet mod deres Sjælesygdom, naar de engang har erkendt den) end Tilfældet var i første Udgave". Ja, Ordene er gode nok, men er det Tilstedeværelsen af en vis Sum evangeliske Ord, der gør en Lærebog evangelisk? Ordene er gode nok - men Helheden, vi fanger dem ind i, bliver dog det, vi har Ansvar for. Hvad de enkelte Ord "staar for" hos de enkelte Mennesker, det véd vi meget lidt om - derfor har vi heller ikke noget at gøre hverken med hinandens eller med Dr. Kapers eller med Luthers personligt dybt grebne Bekendelser. Og hvad Ordene kan komme til at "staa for" hos de enkelte Mennesker, Børn eller voksne, det bestemmer ikke vi, men den, der har baade vores og andres Virkelighed i sin Haand - og Gud kan godt tale Evangelium, ogsaa hvor vi bestemmer, at der hverken er de rette Ord eller Rum for Ordet. Men vi har lige fuldt Ansvaret for Evangeliet, som det er kommet til os - at høre og bevare det frit for Fortoning og Udvanding, i jævnt redeligt Menneskearbejde. Og Evangeliet er ikke Ja og Amen paa Menneskeheden, hverken direkte eller ad Omveje.

Vi vil saa forfærdelig gerne mene, at noget (eller nogen) er evangelisk i Forhold til, hvor meget "Evangelium" vi kan føje til, hvor meget "Gud" vi kan supplere os selv og Verden med, i Vaner, i Ræsonnementer o.s.v.; det giver Vækst, det giver Kraft, det giver Mulighedernes Forøgelse. Og saa er Kendetegnet paa "evangelisk" dog snarere lige det modsatte: Hvad spalter det, hvad driver det ud?

Hvis det ingenting virkede i de Forhold, ogsaa i den Text, hvor det kom ind, andet end at gøre fyldigere hvad der var i Forvejen - var det saa ikke, fordi det i Virkeligheden blev hentet ind af os selv, som Føde for vor egen Fromhed, til Opbyggelse og Styrkelse af vort moralsk-religiøse Milieu.

Der er jo intet i Verden, der har den Appetit som vor egen Fromhed; lad den begynde hvor den vil og med hvad den vil, den skal nok tage det ind, som den synes den trænger til for at kunne leve, - Selvtro, Naturtro, og da i ganske særlig Grad Jesustro, og det baade i lige Linier og i brudt Linie, ogsaa "Korset" som Vej til Livet - der er power i det altsammen; og Fromhedens Milieuhunger skal nok hjælpe den til at finde eller at skabe sig en relativ tryg Krog i Tilværelsen: en Teori, en Gruppe ligesindede og en Historie.

Det er jo ikke vor indbyrdes Bundethed, der er af det onde - ikke alle de Handlinger og Skikke og familie- eller samfundsagtige Grupper, hvormed og hvori vi, som alt hvad der lever, viser Godhed mod hinanden, eller ondt. Ære være de sandru, de kærlige, de selvforglemmende, dem hvis Ord og Færd er som en Skat vi gemmer, og som vore Børn skal elske efter os - - skønt vi jo godt véd, at ingen er og ingen kan være god med andet end hvad han i sidste Instans har berøvet andre, at en Samfundskultur, ogsaa netop den højeste og ædleste, beror paa, at Afstanden mellem det Liv, der blev taget og det Liv, der vandt derved, er blevet saa stor, at den normalt ikke øjnes, eller, om den øjnes, dækkes med Selvforsikringer (familieagtige, nationale, menneskeomspændende) om egen Rang i det levendes Husholdning. Fra den fjernere, maaske ukendte fjernere levende tager vi og er god mod den der staar os nær; for det fjernere Levende lyver vi, dræber og med dets eller hans Kræfter taler vi Sandhed og Kærlighed til vor Næste. Saadan er det, det véd vi godt, og anderledes kan det ikke blive; og dog gør vi Forskel paa Sandhed og Løgn, dog ærer vi dem, der i Gerning, i Tale eller Skrift lærer den unge Slægt Sandhed og Troskab i Ord og Væsen, netop gennem den "Moral", som er Billedet af Slægtens indbyrdes Bundethed.

Moralen er hverken ondere eller ædlere end Livet selv er, naar det er ædlest og ofrer af det, som det selv har taget; ved den bliver Godhedens Billede til i Menneskers Sind, ved den vandrer det fra Slægt til Slægt - og holder et Sprog til Rede for Gud, naar han vil tale til os.

Moralen er ikke anderledes end alt andet menneskeligt - men hvis vi gaar hen og forelsker os i den og lyver for os selv om dens Skønhed og Adel, hvis vi fylder den med Fromhed og opdager, at den jo egentlig er en "Urdrift til det gode" - hvis den bliver religiøs, saa er den Vaccine mod Evangeliet.

Moralreligion kan optage alt.

Hvad betyder vel saa de flere Korsets Ord og den fyldigere Fremstilling af Korsets Evangelium i den nye, autoriserede Udgave?

Ja, hvis man betragter Bogen som en Æske med "Mannakorn"; saa er de der; men det var dog vel ikke Meningen. Og kommer de virkelig til, før eller senere, at tale Korsets Ord til en eller anden af dem, der læste eller hørte dem, saa slaar de ogsaa hele Lærebogens moralske Opbygning i Stykker lige til Grunden; men det var vel heller næppe Meningen.

Saadan som Bogen er, gælder de Ord fra før: "men ogsaa meget andet." Og naar "det andet" bliver staaende, og Evangeliet, Korsets Ord føjes ind, saa bliver det "det andet", der kommer til at bestemme Fortegnet i hele Musikstykket.

Spil saa paa de praktiske Strenge - og "Naaden" bliver den højeste, den bedste Hjælp til Selvhjælp. Spil paa de sentimentale Strenge - og Naaden bliver Selvmedlidenhedens Fyldestgørelse.

I bedste Tilfælde opløser det hele sig efterhaanden i blotte Lyd.

Biskop Ammundsen vilde bringe mere Kristendom ind i en Lærebog. Som Bogen var, blev Tilføjelserne ikke en "fuldere Udfoldelse" af et Korsets Evangelium, som Kapers Lærebog i Forvejen indeholdt. Men takket være det, at den kirkelige Tendens netop er: Generalnævner, blev det en Prisgivelse af Evangeliets Ord og Udtryk; de kom ind i Forvirringen til yderligere Forvirring, til Bestyrkelse i den Vane ikke at søge Mening, men Stemning, ikke Ord men Lyd, naar Talen er om Kristendom.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - II. Fortsat Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1931, s.134-138).

I artiklen "Autoriseret" angreb jeg Biskop Ammundsens Handling og Svar som haandgribelige Udtryk for kirkelig Solidaritet med den folkelige Moralreligion til Karakterudfoldelse og Samfundsværn.

Men ogsaa som "Brudstykke af et principielt Opgør" kræver Biskop A.'s Artikel et Svar - et Svar som delvis vil forme sig som en Række kortere eller længere "Randbemærkninger", men som forhaabentlig ikke derfor vil blive mindre principielt.

Loven - Troen - Livet. Disse tre.
Hævdelsen af den ubrødelige Sammenhæng mellem disse er det, der faar Biskop A. til at stille sig solidarisk med Kapers Lærebog, imod mit Angreb i Tidehverv. Kaper, mener Biskop Ammundsen, hævder denne Sammenhæng - det maa jo være klart deraf, at for ham fører Moral til Religion, og Religion igen til højere Moral; Brøndsted sønderriver denne Sammenhæng - ligesom Tidehvervsretningen i det hele, der netop har sin Svaghed i Budene, og som undertiden synes aldeles at lukke Udsigten til Tanken om det ny Liv ud af Troen, og gør Ny Testamentes Ord i den Retning til Løgn.

Saa maa Opgøret ogsaa finde Sted. Og det ifølge Sagens Natur et Opgør i Tale og Skrift. Der tales idelig om, hvad "Tidehvervsretningen" har betydet i vort Kirkeliv; det kan jo ikke være ved Indsats af "Arbejde"; Efterklange af vore Ord er der derimod nok af alle Vegne - men det betyder ikke stort mere, end at mange nu binder det kristelige Slips paa en lidt anden Maade.

Hævdelsen af "det nye Liv" (det som Ammundsen kalder "etisk", Indre Mission "Helliggørelse", Kaper "Karakter", o.s.v.) er Kirkens nuværende Kapital og Hovedstol. Paa den beror i en religiøst stemt Tid Kirkens Tiltrækningskraft overfor de enkelte, og paa den beror i de sociale Problemers Tid Kirkens Tiltrækning paa Samfundet. Den er Grundlaget for den Enkeltes Tryghed i Kirkesamfundet, og den er Betingelsen for Kirkens Prestige i Borgersamfundet.

Luther og Ny Testamente - Autoriteterne - bliver naturligvis et Hovedmiddel til Hævdelsen af denne Kirkens Skat. Biskop A. har Medansvar for Maaden, hvorpaa dette Middel benyttes, og for den Udtynding af Evangeliet, som bl. a. er en Følge deraf. Og jeg har - foruden min Andel i "Tidehverv"s fælles Forsyndelser - i denne Sammenhæng bl. a. at svare til det Udtryk, Biskop A. sigter til, og som jeg for et Aars Tid siden brugte i en Diskussion om disse Spørgsmaal -: Løgnen i det nye Testamente.

Før det bliver klart, hvad Biskop Ammundsens Skriftbrug og mit Udtryk i Virkeligheden siger i Spørgsmaalet om "Kirkens Skat", før er vi ikke nede paa "Virkelighedens pinagtig nøgne og haarde Grund", og saa bliver al Tale om "Ordets Tugt" netop kun Illusioner og Fraser.

Om disse Ting vil der senere blive Tale; men jeg kan ikke begive mig ind paa nogen Drøftelse af Luther-citater og Skriftsteder, før jeg i det mindste har antydet, hvad jeg mener med "Skriftbrug".

"Den hele Bibel", "det hele Evangelium", "den hele Luther" - det er Udtryk, man møder i ethvert kirkeligt Opgør; Biskop A. bruger en lignende Vending. (N. T.s Forkyndelse som Helhed.)

Det er den Slags Ord, der fremkommer, naar Forbindelsen med Historiens Virkelighed er ved at blive afbrudt, ikke blot i den Betydning, at man er kommet Fortiden paa en saadan Afstand, at den mister sin egen indre Mangfoldighed og Perspektiv, og gaar i "Plan", men ogsaa i den afgørende Betydning, at man besidder Fortiden, æstetisk eller intellektuelt, ikke mødes, standses, kræves af en Virkelighed der træder ud af Fortiden - et Ord, en Handling - og tvinges til at tage Mødet som den Virkelighed, det er.

Naar f. Ex. Kirken paa denne Maade mister Forbindelsen med sin egen Fortid, saa glider dens Fortid i Plan, som "Skrift", som Dogme; man har den "hel" - og holder sig den netop derved fra Livet.

Jøderne havde Loven og Profeterne; Pavekirken havde Apostlene og Kirkefædrene; vi har det Ny Testamente og Luther.

Man har dem - til Hævdelse af sig selv, til Bekæmpelse af sine Modstandere. Nogle har dem i pietetsfuld Besiddelse, underdanige, ja næsten trælbundne i selve Besiddelsen; andre snarere paa Omgangsfod, eller køligt. Besiddelsens "Hvorledes" har ned gennem Tiderne rejst mange Storme; Bølgerne er gaaet højt baade i Synagoger, paa Concilier og Universiteter, og Dønningerne har skabt megen "Historie". Og dog var alt det af Striden, der ligger paa Linien konservativ - radikal, i Grunden af samme Aand, Besiddelsens.

Man kan godt rekonstruere Fortid, anerkende eller bortskære Tradition - Historien rører sig ikke under vor Haand af den Grund.

Man kan ogsaa paaberaabe sig Historie - den bliver ikke mere levende for det.

Men mødes man af "Historie", bryder den ind i ens Nutid, ja saa bliver jeg sandelig nødt til "paa eget Eventyr" at tage Stilling til det Ord eller den Handling, der mødte mig; her hjælper ingen Snak, nolens volens maa jeg tage mit Parti - og det ikke blot over for den paagældende Sag, der gaar mig paa Livet, men ogsaa over for andet, der før stod fredeligt ved Siden af, til Betragtning, til Sammenligning og Udligning - Sammenhængen træder ud af Plan, gaar i Perspektiv, ja hvad værre er, gaar i Situation, maaske i egen, men i hvert Fald i min - jeg tvinges til at være Part i den Kamp, som Ordene kæmper imod hinanden og dermed ogsaa om mig. Som jeg svarer i denne "Fortid", svarer jeg nu. Jeg skal tage Stilling, ikke til en Sag eller Mand eller Retning eller Mening eller Sætning i abstrakt Almindelighed, men til Udslaget i Situationen, altsaa dér hvor vedkommende Sag eller Mand brød ind i mit Øjebliks Situation.

Saa undergives jeg Historien, og saa frigøres jeg overfor Historien.

Det kan man jo gerne kalde "Subjektivisme", om man vil - den Glose er hentet fra en helt anden Opfattemaade og siger derfor slet ingen Ting her -, men det véd jeg, at i Situationen, og kun dér, er Meningen, om overhovedet nogetsteds; i Situation maa jeg erkende, og i Situation er jeg under Tvang.

Ethvert andet Forhold til Historien er Æstetik, Referat eller Paaberaabelse, ikke et Møde med Virkelighed, der standser, taler og kræver.

Hvor man færdes paa Linien konservativ-radikal, maa Begreber som "hel" og "beskaaret" nødvendigvis blive afgørende i alle Spørgsmaal om Skriftbrug. Men saadanne Begreber vil uvægerlig oparbejde en gold Abstraktion: den "hele Skrift", "den hele Luther" - Besiddelsen og dermed Løsrivelsen fra Situation fører til Arbejdet paa en "Meningernes Sum", Tankernes Gennemsnit.

Men saa kommer Historiens Hævn: Situationerne ophæver hinanden i deres Sum, og situationsløse Ord tager gensidig Livet af hinanden. Skriftens Generalnævner, saa vel som Luthers, tenderer mod Nul. Jo, Abstraktionen er tyrannisk; her som overalt; først giver den Klarhed og Brugbarhed, saa virker den Goldhed og slaar ihjel.

Ord og Udtryk rækker nu engang ikke længere, end deres Forudsætning, Situationen, rækker, og har ingen Vægt ud over denne. Og Situation, det er Situation, slet og ret, ikke hverken "Emne" eller "Spørgsmaal" eller "Sag".

Man kan godt gaa til Fortiden med sine Spørgsmaal og finde Bekræftelse paa sine egne Svar; men det er ikke at møde Historien; det er at paaberaabe sig Historien.

Om dens Ord saa iøvrigt kommer os ved, og hvordan de kommer os ved, det faar vi overhovedet aldrig at vide, naar vi har noget bestemt at forsvare. Det gælder os allesammen.

Først naar dette er sagt, kan der for mit Vedkommende være nogen Mening i at tage Stilling til, hvad Biskop Ammundsen fremfører af Luther og af det nye Testamente i sit Forsvar for Dr. Kaper og sit Angreb paa Tidehverv - altsaa til Biskop Ammundsens Vidneførsel.

Det er jo den ubrødelige Sammenhæng Loven - Troen - Livet, det drejer sig om.

Hvad er Formaalet med en Katekismus, hedder det først. Jo, en Katekismus skal være, hvad ogsaa Kapers Lærebog er, en Indledning i Kristendom. En Indledning maa først give Forudsætninger, der ligger foran Kristendommens egentlige Væsen. Vi er da ved Spørgsmaalet om Evangeliets Forhold til den mere almene Moral og Religiøsitet, som er indeholdt i Katekismens første Del. Katekismusundervisningen kan hos os kun tænkes i Tilknytning til de fem Hovedstykker, Luther udvalgte: Budene, Troen, Fadervor, Daab, Nadver. Altsaa først Budene. Den Begrundelse, hvormed Luther beholdt de ti Bud, maa ligge til Grund for Forhandlingen af dem i en evangelisk-luthersk Undervisning. Klarest har Luther udtrykt dette i Wider die himmelischen Propheten (Erl. Ausg. 29, 156); Stedet citeres, dets Hovedindhold er, at Summen af alle Bud er Kærlighedsbudet, som ogsaa Kristus siger, og Kærlighedsbudet er ikke noget særskilt mosaisk, men er skrevet i ethvert Menneskes Hjerte, som Paulus siger. Var det ikke saadan, kunde man længe nok prædike Loven - ingen vilde gøre sig Samvittighedsskrupler af den Grund; men nu er det der, skønt Djævelen har forblindet Hjerterne, og Loven maa prædikes, "til Gud virker med og oplyser dem, saa de føler det i Hjertet som det lyder i Ordet". Og Biskop A. fortsætter: Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var en Forbundsfælle for Guds Ord. Og denne Moral er uadskillelig fra Religion: i Spidsen for Budene og beherskende dem alle staar jo det om ikke at have andre Guder.

Dette var første Halvdel af Biskop Ammundsens Vidneførsel i Sagen Lov - Tro - Liv.

Mod den har jeg navnlig tre Ting at sige.

Først, at det for det senere Hovedspørgsmaals Skyld havde været godt, om det var kommet langt skarpere frem, at Luther ikke søger at underbygge de ti Bud gennem en Henvisning til, at der jo ogsaa findes noget almenmenneskeligt i lignende Retning; men at det medfødte Bud netop er ham det første og eneste, Prøvestenen ogsaa overfor de 10 Bud. Gennem Citatets nærmeste Omgivelser kommer dette stærkt frem. Naar Luther f. Ex. beholder 1. Bud, er det fordi det er et "Naturbud" (med Henvisning til Rom.1,19-20), et Guds Krav til os, skrevet i hvermands Hjerte - det beviser selve vor Overtrædelse af Budet (Afguderi). Men om Mose Lov som Mose Lov - og heri indbefattet de ti Bud - gælder det, at "alt hvad Moses har paabudt mere end og ud over "den naturlige Lov", er, fordi det ingen Hjemmel har i den naturlige Lov, frigivet, ugyldigt, færdigt" … lad Moses være "Sakserspejl" for Jøderne og lad Hedninger være fri for at forvirres med det" - "Hvorfor beholder man saa de ti Bud og underviser i dem? Svar: Fordi Naturbudene ingen Steder er fremsat saa godt og klart som hos Moses, derfor henter man billigvis sit Exempel fra Moses". "Hvor altsaa Mose Lov og Naturlov er eet, der bliver Loven staaende." "Naturbudet", det kommer os ved; men Moses - "bliv os fra Livet med Moses, vi vil hverken høre eller se Moses" - det er Luthers Besked til Dr. Carlstadt, "den allerhøjeste Aand, som har slugt den hellig Aand med Fjer og det hele."

Dernæst: Opfattelsen eller Anvendelsen af Citatet er uklar og udglidende netop paa det Punkt, som er Hovedsagen: Bud eller Moral. - Det ser ud til at være en fælles Forudsætning for Dr. Kaper og Biskop Ammundsen, at Evangeliet søger Tilknytning til en "mere almen Moral og Religiøsitet" som en Kvalitet, der i Forvejen maa have udviklet sig hos os eller være til Stede hos os som Grundlag for en Formaaen. Det behøver jeg ikke sige mere om i denne Sammenhæng, maaske blot nævne et Par Ord som "Gudsbilledet", "Urdriften til det gode", "Udviklingen i Slægtens Liv". Paa vort Sted bryder denne Forudsætning hos Biskop A. navnlig igennem i de Ord, hvormed han samler Luthercitatets Hovedindhold: "Saaledes mente Luther, at der i Mennesket var en naturlig Moral, som var Forbundsfælle for Guds Ord".

Men det er jo noget ganske andet end det Luther siger: at der i Mennesket, som Menneske, findes et Krav til Mennesket, et medfødt Bud: du skal elske (Gud - og din Næste som dig selv); Kravet om Gudtro og Brodertro. Lad dette nu staa ved sit Værd, baade for Luthers og Paulus Vedkommende; det afgørende er ikke, om Luther har Ret i, at det eller det findes som Bud i Mennesket, af Naturen, men: at det er som Krav, som Lov, som Bud, det findes; og at det der findes som Bud eller Lov for et Menneske, paa det sigter Gud, naar han taler sit Ord; og Forhold til Evangeliet faar det kun paa een eneste Maade og i een eneste Forstand: naar det, ved Ordet, oplyses for Hjertet selv som Guds Krav, anklager og domfælder os - driver os ind til Kristus - - og er opfyldt, fyldestgjort ved ham.

Og hermed er jeg ved den tredje Indvending mod "Vidneførselen": Citatet er, trods Længden, utilstrækkeligt som Citat; Tankegangens Afslutning og dermed Sammenhængens Sigte kommer ikke klart frem, før det ses paa hvad Maade, i hvilken Forstand, og med hvad Endemaal Loven i os er Guds "Forbundsfælle".

At alt hvad der hedder "Lov" naturligvis har en rent praktisk, ydre Hensigt: at ville efterleves, for Samlivets og Samfundets Skyld, det staar naturligvis Luther ganske klart: maaske ogsaa, at et Menneske og et Samfund kan lære at "skikke sig", kan opdrages eller opdrage sig "moralsk". Men fra al saadan Virken af Lov eller Bud holder han paa det skarpeste ude den eneste kristelige Mening, Brug og Betydning af Lov: den skal binde Samvittigheden i Gud for at den kan løses i Kristus. Det kommer igen og igen, nu paa en, nu paa en anden Maade; og saaledes følger ogsaa paa vort Sted, straks efter det af Biskop A. anførte, disse Ord: "Hvor nu Moses Lov og medfødt Lov (Natur-Lov) er eet, der bliver Loven staaende og ophæves ikke udvortes, men kun ved Troen, aandeligt, hvilket netop intet andet er end at opfylde Loven, (Rom.3,28). Det skal der ikke tales om nu, det er der talt tilstrækkeligt om andre Steder."

Hos Luther selv er det klart, hvad Sagen er, og hvorhen den sigter. Det er det ikke hos Ammundsen. Citatet er blevet udvisket ved at placeres midt i de runde Begreber "Moral" og "Religiøsitet", medens det selv drejer sig om "Gesetz", "Gebot".

Budet staar paa Ja eller Nej og hører Øjeblikket til; Moralen staar paa mangfoldige psykologiske Momenter i Slægtens og mit eget Liv. I Budet er det en Fremmed, der er Subjekt, i Moralen er det mig.

Og skulde Sagerne nu komme til at staa saadan, at denne Fremmede blev Gud, at Budet blev kristeligt, ganske uanset hvad det saa ellers i Øjeblikket drejede sig om, saa er der et Svælg mellem de to Ting: om der (gennem vor Handling) "svares" som paa Bud, med Ja og Nej, eller om der "svares" som i Moral med "fuldkomnere og fuldkomnere".

Men nu lader det altsaa til, at der findes en Mellemting, eller en Dobbeltting, med delt Sigte. "Urdriften til det gode" - "Ophævet i Kristus". Kaper lægger Hovedvægten paa det første, Ammundsen paa det sidste; men skaaret fra hinanden, som hos Luther, er de ikke.

Hvis Biskop Ammundsens Citat ikke er opfattet med Udgliden mellem "Bud" og "Moral", saa ved jeg ikke hvad det overhovedet har at gøre i et Forsvar for Kapers Lærebog, for det Afsnit, hvor den "har sin Hovedstyrke".

For det er vel ikke en blot Ordvekslen, et Udtryksskifte, dette fra "Lov" (Gesetz) til (almen) Moral og Religiøsitet? Saa er det i hvert Fald alvorligt nok for vor Tid, at den Slags Forskydninger nu ligger i Luften. Der er noget, man kunde kalde Sans eller Øre for "Subjektskifte", naar Talen er om Menneske og Gud. Hvor denne Sans mangler eller er sløvet - og det gælder netop i høj Grad vore Dages Religiøsitet og Kirkelighed, takket være Tidens naturalistisk-romantiske Indstilling overfor Tilværelsen - dér er det forstaaeligt nok, at der sker en Udgliden mellem "Lov" og "Moral", saasnart "Loven" faar religiøs Betoning; saa glider Sagen ind i et andet Plan, Fromhedens; saa skifter Emnet: før var det Krav, nu er det Tilstand; og saa skifter Subjektet: før var det Gud, nu er det mig.

En "naturlig Moral", en "mere almen Moral og Religiøsitet" vilde ligge ikke blot "foran Kristendommens egentlige Væsen", men aldeles uden for; den vilde ingen Forbundsfælle være for Guds Ord, og som "Indledning" vilde den give Forudsætninger, der hindrede Kristus, netop i samme Grad den var Moral og Religiøsitet, en Kvalitet i vort Indre.

Loven, Budet, Kravet, ligger ikke foran Kristendommen, men i Kristendommen; det hører i den Grad med til "Kristendommens egentlige Væsen", at uden Loven er Evangeliet uvirksomt, tomt, dødt.

Naar Luther beholder Budene i sin Katekisme, saa er det ikke som "almen Moral og Religiøsitet", som "Forudsætning" for eller Stadium før Kristendom; men saa er det som Kristendom - i den Grad som Kristendom, at hvert enkelt Bud med sin Forklaring (vi skal frygte og elske Gud, saa at …) bogstavelig talt omslutter Evangeliet eller har Kristus i sin Midte. Under Budets Frygt kaldes vi ind for Gud, i Troens Kærlighed lydes. Og saa males Kristus os for Øje paa forskellig Maade i hvert af de andre fire Hovedstykker. Kristendomsforkyndelse fra først til sidst. Ingen "Indledning" forud for Sagen, derfor heller intet Stadium at tilbagelægge for den, der staar midt i Sagen.

Og denne Katekismus, der er, hvad en Katekismus skal være: Kristendomsundervisning, Mælk for Barnet og kraftig Føde for den voksne - den Katekismus har altsaa nu faaet en autoriseret Afløser med "samme Tankegang", men saaledes, at Luther beholdes "som en Slags Aftægts-Lærefader, der faar sin lille Stue anvist at sidde og dø i". Ja det sagde Morten Pontoppidan i 1904. Skulde man ikke tro, han havde set Dr. Kapers Tillæg.

- Derfor er det, og i denne Mening er det, at Moral og Religiøsitet intet som helst betyder, den være kristelig eller almen. Her er hverken Tale om Forudsætning eller om Følge, hverken om opretholdt eller afskaffet; det ligger i et helt andet Plan.

En naturlig Moral og Religiøsitet som Forudsætning for Kristendommen ligger saa langt som vel muligt fra Luthers Tanke - - saa vilde Synd være Defekt i Moralen, og Tro Religiøsitetens Udfoldelse - - nej, ikke Budene som Moraludtryk, men Budene som Loven. Og ikke Lov eller Bud som saadanne, de være aldrig saa mange eller faa; det er ikke Budenes Tynge, heller ikke Budenes Gavn (personligt, socialt) der er Luther om at gøre; det er ikke Lovens Fuldkommengørelse eller Budenes Aandeliggørelse; men det er Budets, Kravets, Lovens "Embede", der er Luther om at gøre.

Paulus: Loven binder Munden paa hvert eneste Menneske - Moses Jøderne, "Egenloven" Hedningerne; dem alle binder den i Skyld, og al Retfærdighedserklæring er i Kraft af "Trosloven", ved Kristus.

Luther: Loven er Kravet; og om Kravet gælder det, at enten er det ligegyldigt, kristeligt set, eller ogsaa kommer det os saa afgørende ved, at det fanger os, driver os ind for Gud i Kristus: her er Kravets Endemaal; her er Loven endt: opfyldt, ophævet; ophævet for os, fordi opfyldt ved Kristus; fyldestgjort hvad os angaar, ved Kristus.

Det er ikke underligt, at det i saadanne Sammenhæng hos Luther atter og atter kommer igen: for de angste Samvittigheders Skyld; og at enhver anden, moralsk eller religiøs Betragtning af "Loven" eller Brug af dens Virkninger afsløres som en Fælde for Samvittighederne og bekæmpes som et Paafund af den Onde selv.

Men som fra Lov til Tro, saaledes fra Tro til Liv.

Budene, fortsætter Biskop A., vender tilbage igen, efter Troen.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - III. Fortsat Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1931, s.149-154).

Men som fra Lov til Tro, saaledes fra Tro til Liv.

Budene, fortsætter Biskop A., vender tilbage igen, efter Troen. I reformerte Katekismer har de ligefrem ofte deres Plads efter "Troen". "I Virkeligheden mener ogsaa Luther, at Budene kommer igen, ikke mere som en blot udvortes Lov - her kan han jo ikke nok gentage og atter gentage, at Loven er afskaffet - men ud af Troen: Kristus har opfyldt Loven, ved sit Blod skænket os Syndsforladelsen, og ved Troen paa ham giver Gud os dernæst Hjælp til at begynde at gøre, hvad Loven kræver (se f. Eks. Erl. Ausg.46,79). Gerningerne er Troens nødvendige Frugter."

Altsaa "Tanken om det nye Liv ud af Troen".

Nu er der her to Ting, jeg gerne vilde sige saa kraftigt, jeg kan.

Først, at det er uden for al Tvivl og uden for al Discussion, at Biskop A. i al luthersk Kirkeligheds Navn har Ret til at paaberaabe sig Luther i denne Sag - ikke bare nogle spredte, tilfældige eller forvrøvlede Udtalelser i de hundred-ogjegvedikkehvormange Bind; ikke heller en ufærdig Ynglings eller en alderdomssvækket Gamlings Ord; men netop "Luthers egen Lære" i denne Sag.

Og dernæst, at her, om nogetsteds, gælder det, at et Ords, en "Læres" Sandhed eller Løgn ligger i Situationen. Lad "Læren" nu i Luthers Situationer være, hvad den vil, - vi kan ikke flytte Sandheder fra Situation til Situation; selve vor Interesse i Forsøget er Løgnens Begyndelse.

- Nu er jeg i det følgende Luthers Tilskuer snarere end Tilhører, naturligvis.

Naar Luther taler om "Troens Frugt" el. lgn. (og det er et Hovedemne hos ham, navnlig i Skriftudlægning og Prædiken) saa viser Sammenhængen jo ogsaa noget om, hvorfra han kommer og hvorhen han sigter.

Det Sted, Biskop Ammundsen henviser til, staar i Udlægningen til Johannesevangeliet 1,17, fra Luthers senere Aar (1537), Loven er givet ved Moses, Naaden og Sandheden er kommet ved Jesus Kristus. Stykkets Summa lyder: "Saaledes bliver dette, at kunne gøre og udføre det, hos Kristus, og ikke hos Moses eller hos os og vore Kræfter. Vel er Loven mig altsaa god og kostelig; men jeg holder den ikke, jeg gør den ikke. Hvem da? Jesus Kristus, som har bragt Naade og Sandhed." - Det lyder anderledes; her klinger Helliggørelsestanken i eet med Tros-erkendelsen, det der gør Luther til Luther. Og dog, læser man de foregaaende Sider og Stykket i Sammenhæng, saa er Luther igen halvt Augustin og halvvejs Luther. Skønt der ogsaa efter Naaden "løber meget af den gamle Adam med" i vort Liv, og vi "ikke i alle Forhold er fuldkommen rene", saa vil Gud dog tage for rent og kosteligt og retskaffent hele vort daglige Liv, fordi det leves af Tro. - "Loven er en Prædiken, som peger paa Livet, og man skal og maa holde fast ved denne Lære; men den giver mig det ikke. … Men Kristus kommer og fylder den tomme Pose og den tomme Haand … Han bringer Naade og Sandhed; og ved Kristus er der bragt os det, at jeg nu opfylder Loven, og holder det første, andet, tredje Bud … Men hvorfra har jeg det? … vi er oplyst ved den Hellige Aand og atter nyfødte ved Guds Ord og tror paa Jesus Kristus. … Før var Loven mig forhadt, nu er den kostelig og god. Før pegede den paa, hvad jeg skulde gøre, nu tager jeg fat og gør efter det, saa at jeg nu priser, lover og tjener Gud." - "Moses Embede er et kosteligt Embede og en salig Prædiken, men ikke ud over dette ene, at den lærer, hvad jeg skal gøre og hvorledes jeg skal komme til en anden Mand, nemlig til Kristus. Han har bragt Naade, det er Syndernes Tilgivelse, saa at den, der tror paa ham, hans Synder er tilgivet. Sandhed betyder, at fra nu af skal alt være retskaffent." (Erl. 46,70-80).

Denne Tankegang er, i alt væsentligt, Luthers lige fra Romerbrevsforelæsningen (1515-16) til hans Død.

Vist prædiker Luther Gerninger, Troens Gerninger; men i Betoningen er hans Tale om Gerningernes Grund, Kraft og Værd lige saa forskellig som hans egen Situation er.

Der er Tider og Forhold, hvor han paa det kraftigste hævder Troen som Vejen til det Maal at blive from, og hvor han - netop derfor - peger ikke først paa, at Troen er helliggørende, men at den er syndsforladende. F. Eks. i Sermonen Om gode Gerninger, fra det store Kampaar (1520) : Troen er Gerningen over alle Gerninger, den højeste Gerning, netop fordi den bliver, og udsletter disse daglige Synder, fordi den ikke tvivler om, at Gud er dig naadig, at han ser igennem Fingre med saadanne daglige Fald og Skrøbeligheder. Ja selv om der skulde ske et dødeligt Fald (hvilket dog aldrig eller sjældent sker for dem, der lever i Tro og Tillid til Gud), saa staar Troen dog op igen og tvivler ikke om, at Synden allerede er borte, som der staar 1.Joh.2 (1 og 2) … Ja denne Tillid og Tro maa være saa stor og saa stærk, at Mennesket véd, at al hans Liv og Gerning er idel fordømmelige Synder for Guds Dom (Ps.143,2), og at han maa mistvivle saadan om sine Gerninger, at de ikke kan være gode uden ved denne Tro … Saaledes beder vi i fuld Tillid: Fader vor; og dog beder vi: Forlad os vor Skyld; vi er Børn og dog Syndere …" (Erl. 20, 211).

I Tider, hvor "Sværmeraander" prædiker Retfærdiggørelse af Fromhed og Liv, taler Luther imod dem f. Eks. i Prædikenrækken over i. Mosebog (1527): " … falsk Lære, som er det eneste, der kan skade Samvittigheden. Derfor har jeg ofte formanet til, at man skal holde Liv og Lære (omtr. = Tro) stærkt ude fra hinanden. Læren er, at jeg tror paa Kristus, agter min Gerning, Liv og Død for Intet og tjener min Næste … Livet er, om jeg vandrer saadan eller saadan, og handler derefter. Saa ligger der derfor langtfra den Vægt paa Livet som paa Læren … (Nogle) viser os hen til store Forbilleder paa Hellige, som har gjort store vidunderlige Gerninger og er gaaet i Døden med Smil - og faar Folk til at lade Læren upaaagtet; for der er ingen bedre Maade at forføre et Menneske paa end ved et saadant lysende Levned … Det er sandt, at vi skal leve saadan; men lad ogsaa Livet være som det er, saa bliver Læren ikke derfor falsk … Den store Hob siger: Ej, hvad Værd har det, om man prædiker nok saa længe om Troen; man maa højere op. Højere kan jeg ikke prædike, end at man skal dræbe den gamle Adam og blive et nyt Menneske. Siger de: Jamen du gør det jo alligevel ikke! Svar: Jeg skulle gøre det, ja, om Gud giver mig det; men saa højt vil ingen drive det, der vil dog altid komme til at mangle meget. Derfor, lad Livet blive hernede paa Jorden, og løft Læren til Himmelen. … Jeg ville ogsaa ønske, at mit Liv var højere; men der bliver intet af. (Erl. 34,241).

Eller et Ord fra en anden Situation, af en Fortale (1530) mod "Gendøberne": (Den eneste store, rene Gerning er Kristi Gerning, som er Guds Naades Værk; og der er vor Gerning intet) "men at gode Gerninger derfor skulde være intet værd, eller en Groschen -! Min Prædiken, Forelæsning, Skrifter, Fader vor, ja selv den mindste Gerning jeg har gjort og endnu gør - jeg vilde ikke sælge det for Alverdens Rigdomme. … Skønt jeg ikke bliver from ved saadanne Gerninger … saa er det dog gjort Gud til Pris og Ære og Næsten til Nytte og Hjælp, noget man hverken kan betale eller sammenligne med Alverdens Rigdomme. Og disse fine Bander tager en Groschen for det! Aa, hvor fint Djævelen har gemt sig her!" (Erl.63,295).

"Hele Verden synger, taler, skriver og tænker om gode Gerninger …" - det gjorde Luther ogsaa; ikke om klosterlige Gerninger og kirkelige Gerninger, nej, men om Dagliglivets Gerninger, fødte af Troen, til Gode hos Næsten. "Tror du, da maa af Troen følge idel gode Gerninger." (Erl.12,160). "Denne Tro gør, at Kristus er dig kær og smager dit Hjærte sødt; da følger Kærlighed og gode Gerninger efter, uden Tvang; men følger de ikke, da er Troen der visselig heller ikke, thi hvor Troen er, der maa den hellige Aand ogsaa være, og virke Kærlighed og Godt i os." Om Dagliglivets Gerninger, skabte ved Troen til Gode for Næsten. Ja men ogsaa til Gode for en selv og ens Tro: Ikke at Gerningerne kan gøre, hvad Kristus gør, udslette Synd; "men saadanne Gerninger er et sikkert Tegn paa den Tro, der ved Kristus overvinder al Synd og Død. Thi det er ikke muligt, at den ikke skulle elske og gøre godt, den der tror Kristus som sin rette Frelser. Men gør han ikke Godt, eller elsker ikke, saa er det sikkert, at Troen ikke er der: derfor kender Mennesket paa sine Frugter, hvad han er for et Træ, og ved Kærligheden og Gerningerne faar han Vished for, hvad Kristus er i ham, og at han tror paa ham. Som ogsaa St. Petrus siger (2.Pet.1,10): "Kære Brødre, gør Eder Flid for, at I ved gode Gerninger kan gøre eders Kaldelse og Udvælgelse vis," det er, naar I frimodigt øver jer i gode Gerninger, saa bliver I visse paa og kan ikke tvivle om, at Gud har kaldet og udvalgt jer. … Saaledes udsletter Kærlighed og gode Gerninger dine Synder ogsaa for dig, saa at du føler det, ligesom Troen udsletter dem for Gud, uden at du føler det." (Kirkepostillen, 1. Sønd. i Adv., Erl.10, 4. 20 f. 27-28).

Saadan skrev Luther altsaa paa Wartburg - ogsaa i Forordet til 2. Peters Brev: "Dette Brev er skrevet imod dem, som mener, at den kristelige Tro kan være uden Gerninger. Derfor formaner han dem til, at de ved gode Gerninger skal prøve sig selv og blive visse paa deres Tro, ligesom man kender Træerne paa Frugterne" (Erl.63, 152) (dette Ord gaar igen hos Luther alle Vegne). Eller i Fortalen til 1. Johannes Brev: "Ligesom (Johannes) i Evangeliet "den Glauben treibet", saaledes gaar han i Brevet imod dem, der roste sig af Tro, uden Gerninger, og lærer atter og atter, hvordan Gerninger ikke udebliver, hvor Troen er; udebliver de derimod, saa er Troen ikke ægte, men Løgn og Mørke. Men det gør han ikke ved at drive paa Loven, som Jakobs Brev gør, men ved at lokke og drage os til, at ogsaa vi skal elske, som Gud har elsket os. - - Thi den, som vil blive from og salig ved sin Gerning og Handlen, han fornægter Kristus. … Altsaa kæmper Brevet mod begge Dele: mod dem, der vil staa i Troen uden Gerninger, og mod dem, der vil blive fromme ved Gerninger, og holder os paa den rette Middelvej … " (Erl.63, 154). Det sidste Udtryk gaar ogsaa igen hos L. i denne Forbindelse, f. Ex. et Par Aar senere i Fortalen til Udlægningen af 2. Peter. Der var Sværmeri og Radikalisme nok baade i Wittenberg og alle Vegne; men saadan var hverken Peter eller Luther; i sit 2. Brev vil Peter nemlig "imødegaa dem, der maaske af hans forrige Brev havde faaet den forkerte Mening ud, at det var nok med Troen, selv om man ingen Gerninger gjorde." Og som dengang, saadan nu i 1520'ne; nu er Evangeliet om Troen prædiket igen - og atter viser den daglige Erfaring, at nu maa man fremhæve Gerningens Betydning. - Nej, det er virkelig ikke let hverken for Peter eller for Luther eller for retskafne Præster at holde Middelvejen mellem at give Troen alt, og at prise Gerningen som Troens Frugt - - og Garant. Af det forannævnte Skrift er Udlægningen af c. 1,10 forresten særlig god at faa Forstand af: … Skønt Kaldelsen og Udvælgelsen i sig selv er stærk nok, saa er den dog ikke stærk og fast nok hos dig, fordi du endnu ikke er vis paa, at den angaar dig. Derfor vil Peter, at vi skal gøre os denne Kaldelse og Udvælgelse fast ved gode Gerninger. Altsaa ser du, hvad denne Apostel tillægger Troens Frugter: Skønt disse tilhører Næsten, saa han kan tjenes med dem, saa udebliver dog heller ikke den Frugt, at Troen bliver stærkere derved og stadig gør flere og flere gode Gerninger … (At grunde over, om man er frelst, fører ikke til noget); men vil du have Vished, saa maa du komme til den ad den Vej, som St. Peter her foreslaar dig … Naar Troen bliver vel øvet og dyrket, saa bliver du tilsidst vis paa, at du ikke tager fejl" (Erl.52, 213 f, 223 f.)

Jo, "hele Verden synger, taler, skriver og tænker om gode Gerninger".

Vist prædiker Luther Gerninger - fra én Side set er hans Skriven og Prædiken en Anvisning paa, hvorledes man skal blive god, og hvad det er at være god - og det er langtfra altid, at denne Prædiken er ét med hans Evangelium om Livet under Syndernes Forladelse. Den kan være det; og saa er det (som f. Ex. i Huspostillen Erl.4, 339 f) stærke og enkle Ord om, at det, der helliger, hvad helligt er paa Jorden, det er Guds Navn og Guds Ord; at leve Livet ikke i valgte, men i befalede Gerninger, i den "Stand", under de Kaar Gud har sat for Livet her paa Jorden, at leve det i Guds Navn, paa hans Ord, det er helligt Liv. - Eller at vi skal være visse paa, at alt, hvad vi lever i, er taget ind til Kristus, under Syndernes Forladelse, og at Kristus bærer altid god Frugt. - Kristus er vor Retfærdighed og Helligelse, en Retfærdighed, skjult baade for Verden og for de hellige selv, ikke som Sofisterne har fablet om Naaden, at den er noget, som er indgydt i vort Hjærte; vi har kun en "fremmed Retfærdighed" helt uden for os og over os: Kristi Gang til Faderen; det skal Troen gribe, derpaa skal den bygge og derved skal den trøste sig i Anfægtelsen, naar Djævelen og ens egen Samvittighed disputerer med en og siger: Hør hvad er du for en Kristen? Hvor er din Retfærdighed? Min Retfærdighed er i Himmelen, dér har Gud set den, og dér faar Djævelen vel lade mig den i Fred. Al vor Bedring og Liv, skønt det maa til, er jo stadig altsammen ikke andet end "noget jordisk forgængeligt noget, som maa ophøre med os og blive hernede." (Erl.50,61-64. I. Udlægningen 1537 af Johannesevg. 14-16). Saa er Luthers Ord enkle og stærke ved, at Evangeliet i dem har overvundet Augustineren. Hvor Blikket er rettet paa Kristus selv, der er Evangeliet levende og kraftigt; men lægger vi Vejen om ad, hvad der sker i og med os, da bliver Evangeliet sygt og svagt. Det har Luther jo ofte selv maattet erfare, at Troens Frugter, der skulde styrke Troen, er netop intet værd, naar Troen skulde styrkes. Her er dybere Bund end i 2. Peter og 1. Johannesbrevs "hvorledes skal vi styrke" og "hvorpaa skal vi kende" - Styrkemidler og Kontrolmidler, det er Kirkemandens og det er Theologens Interesser; Augustineren behøver ingen "Glosser" for at kunne tage den Slags Skriftord som evangeliske; han trøster sig ved, at det jo ikke er Lovens, men Troens Frugter, der tales om. Som om ikke Sagen kunde glide baade fra og til under Udtrykkene, og skifte Væsen netop med Sigtet og Brugen! "Lovens Gerninger" kan være Evangeliets Vej - og "Troens Frugter" føre bort fra Evangeliet.

"Troens nødvendige Frugter". Netop i det Ord ligger jo Dobbeltheden, her er Sporskiftet. Er det et virkeligt Ord, saa ved vi ogsaa, hvorhen Tanken er rettet; der kan kun tales om Tro, naar Gud er "Grundled". Men er det en Reproduktion, et Kontrolord, saa er Sporet skiftet, saa er Blik og Opmærksomhed rettet, ikke paa Troens Giver men paa os selv, paa om vi nu ogsaa virkelig har Frugterne og dermed er delagtige i denne Tro - saa er vi inde i den lange Kæde af Prøve, Modprøve, Sammenligning; vi er kastet tilbage paa os selv, paa vor egen Linie: Fuldkomnere og fuldkomnere".

Er det er virkeligt Ord, saa er det et evangelisk Ord og et rigtigt "luthersk" Ord. Evangelium er jo dog for Luther kun det virkende Evangelium, ikke det beskrevne; Evangeliet er kun Evangelium, hvor det forkyndes, høres, frelser; et Evangelium "i Ro" - betragtet af os, eller ufrugtbart i os - er lige saa tom en Tanke som en død Gud eller en død Kristus.

Citeret har jeg og atter citeret, og dog bliver jeg ved; det er mig om at gøre at vise, hvor afgjort Biskop A. og al luthersk Kirkelighed har Ret til at paaberaabe sig Luther - og hvor langt dette er fra, gennem Luther at høre Ordet til vor Tid.

I Fortalen til Romerbrevet - altsaa fra Wartburgtiden - hedder det: "Loven er aandelig. Hvad betyder det? Dersom Loven var "legemlig", saa kunde den opfyldes ved Gerninger; men fordi den er aandelig, kan ingen opfylde den, om ikke alt hvad du gør, kommer fra Hjertets Grund. … En saadan fri Kærlighedens Lyst giver den hellige Aand i Hjertet; men Aanden gives kun i, med og ved Troen paa Jesus Kristus. … Deraf kommer det, at alene Troen gør retfærdig og opfylder Loven. … Men Tro er ikke den menneskelige Indbildning og Drøm, som nogle anser for Tro … og fordi den er menneskelig Tanke og Digt, som aldrig lærer Hjertets Grund at kende, saa udretter den heller intet, og der følger ingen Bedring efter. Tro er et Gudsværk i os, som forvandler os og nyføder os fra Gud (Joh.1,13), og dræber den gamle Adam, gør os til helt andre Mennesker af Hjerte, Sind, Tanke og alle Evner og bringer den hellige Aand med sig. Aa, Troen, det er en levende, virksom, handlende, mægtig Ting, saa det er umuligt, at den ikke uden Ophør skulde skabe Godt. Den spørger ikke engang, om den skal gøre gode Gerninger, men før man spørger, har den gjort dem. Men den, der ikke gør saadanne Gerninger, han er et Menneske uden Tro, famler og ser sig omkring efter Tro og gode Gerninger og ved hverken hvad Tro eller gode Gerninger er … Tro er en levende dristig Stolen paa Guds Naade, saa vis, at den tusinde Gange vilde dø derpaa. Saadan at stole paa, og kende Guds Naade, det gør glad og kæk og munter, overfor Gud og alle Skabninger - og det er Helligaandens Værk, i Troen - og derfor glad og uden Tvang villig til at gøre hvermand godt … saa at det er umuligt at skille Gerning fra Tro, ja saa umuligt som at skille Varme og Lys fra Ilden." (Erl.63,121-125).

Se, vi er paa Sporskiftestedet. En lille Nuance, som betyder alt - og det som var Evangelium, er Tomhed.

Og hvad om nu alle disse Ord, hvad om nu hele denne Side hos Luther, tilegnet af vor Tid netop betød Opbyggelse i "egne Gerninger?" Var de saa ogsaa Luthers? Var de saa ogsaa Evangelium - det "fulde Evangelium"?

Hvordan bliver jeg from, hvordan faar jeg en naadig Gud; det var og det maatte for Luther være een og samme Ting. Det var hans Samtids og det var hans eget Spørgsmaal paa Liv og Død. Det var ikke et spekulativt-theologisk Spørgsmaal om at erkende hvad Mennesket er og hvad Gud er; ikke et sakramentalt-magisk Spørgsmaal om Indplantning af "Gud"; ikke et mystisk-æstetisk Spørgsmaal om Forløsning ved Aandens Fylde; det var et Spørgsmaal om at blive, hvad han ikke var: from, og faa, hvad han ikke havde: en naadig Gud.

Ikke nye Tanker, ikke nye Følelser - ny af Væsen, et nyt Menneske maatte den være, der kunde staa frem for Guds Ansigt.

Derfor raabte han til Gud med det Ord: Gerning; og derfor fik han Svaret fra Gud paa det Sprog: Gerning. Han spurgte om sin Gerning og fik til Svar: Kristi Gerning.

Kristi Gerning gør dig from; du har en naadig Gud.

Men denne Troens Aabenbaring er ikke noget, der lader sig sætte i Theologi.

De Ord og Tanker, den klædtes i hos Luther, var Laan fra Samtid og Fortid, naturligvis, - tysk Fromhed, augustinsk Theologi, paulinsk Forkyndelse - men Indhold og Mening fik de kun i det Øjeblik de selv igen virkede og bragte, hvad de talte om; i det Øjeblik de selv blev Guds Ord.

Naturligvis sad den tyske Doktor alt for dybt i Martinus til, at han ikke ogsaa skulle gøre Theologi; enkelte i hans Omgivelser gjorde det dog bedre, og Eftertiden - jo større Epigon, des større Systematiker.

Det er jo theologisk Skik at skelne mellem Retfærdiggørelse og Helliggørelse. Hvad Formaalet og Sigtet angaar, er denne Skelnen ogsaa et godt Udtryk for Luthers Lære. Men ikke hvad Oprindelse og Opfattemaade angaar. Luther var Augustiner, i høj Grad ogsaa af Theologi; det var væsentlig augustinske Opfatteformer, der maatte optage og rumme hans Kampe og nye Trosvished i Klosteret længe før Afladsstriden; og der blev vistnok altid ved at være Augustin i hans Paulus. Og desuden blev Luther af Evangeliet saa grundigt overbevist om sin Synds Aktualitet, at han ikke paa Tilskuervis nogensinde kunde henfalde til at se Forsoningen som en Art metafysisk Verdensdrama. Min Synd, og Kristi Retfærdighed, det er de to Realiteter og de er aktuelle, saa sandt mit Liv er under Afgørelsens, ikke under Spekulationens Lov.

Retfærdiggørelse var for Luther Syndsudslettelse, uløselig knyttet til Tanken from, og from betyder Alles lydige, villige og glade Tjener, Lovens Opfyldelse; men den findes kun eet Sted. Korset aabenbarer, hvad Synd er og hvad Retfærdighed er, Modtro og Tro; saa kan kun den, der er "i Kristus", være from. Og Kristus er ikke delt; hvad han er og gør, er og gør han altid; hans Retfærdiggørelse i os er lige saa existentiel og lige saa "tilregnet os" som hans stedfortrædende Retfærdighed er os tilregnet og existentiel for Gud. Syndsforladelsen og "Helliggørelsen" er Kristi udelte Værk. For Naaden, dens Væsen og Virken, er Kristus altid, og altid paa ny, Subjektet - ikke en Skaber af en "habitus", hvorved vi saa frembringer gode Gerninger. Og dog er det, som der hele Luthers Liv igennem i denne sag stadig er to Centrer: Troens og Tilstandens. Troens, der peger paa Kristus og søger sin Grundvold og Vished uden for os selv, i Ordet; og Tilstanden, der vel taler om Kristus, men opfordrer til Selvbekræftelse.

Hvad Opfattemaaden angaar, er det tydeligt, at der er Rester af den gamle Opfattelse af Gudsforholdet som et Retsforhold - Middelalderen tænker jo nu engang i Mystik og Jura ligesom Oldkirken tænker i Socialetik og Sakramentalfysik - det er ikke det, der er det afgørende. Men det at Luther oprindeligt læste Paulus mere augustinsk: Synderen tilgivet, fordi han var skjult bag Kristi paabegyndte Værk - det kunde nok drage onde Følger med sig, naar selve Følelsen af Forløsthed og Glæde og Kraft blev Troens Frugt; saa gror Træet højt op; men Ormen er begyndt at gnave paa Roden.

Kristi hele Gerning tilregnes os, Kristi Retfærdighed er én, for os og i os. I Begyndelsen ligger der megen Vægt paa det sidste, og da prædikes ogsaa Troens Frugter og Gerningernes Vidnesbyrd stærkt. Men efterhaanden tales der meget nøgternt om Hellighedens Udfoldelse paa Jorden, mere og mere kommer al Vægt til at hvile paa Tilgivelsen. "Min Retfærdighed er i Himmelen."

Dette kan jo godt udtrykkes theologisk, f. Eks., at Tanken om Kristi stedfortrædende Gerning trænger Tanken om Kristi helliggørende Gerning tilbage.

I hvert Fald er det et Vidnesbyrd om, at Luther har spurgt om Fromhed og er blevet kastet tilbage paa Tro.

Troen er Guds Gerning - skulde den saa ikke være levende, genfødende, frugtbar?

Troen er Guds Gerning - skulde den saa ikke være Dødsfjende af alt, hvad der leder Blikket hen paa os selv?

Alt hvad Luther har talt og skrevet om "Retfærdiggørelsen" vilde ikke være andet end gold og ørkesløs Theologi, hvis det ikke alt sammen sigtede paa dette ene: at drage vort Blik bort fra os selv og rette det mod Gud og holde det rettet mod Gud under alle Forhold og netop mest da, naar vi er ved at opgive alt.

Vist talte Luther om "Frugterne", "Tegnene", og det baade een og mange Gange - og saa er det dog i den strideste Modsætning til Luthers Evangelium at rette en selvoptagen og forsikringssyg Slægts Blik hen paa "Tegnene", "Frugterne", Virkningerne. Er vi da virkelig i denne "Luthers Kirke", som vi roser os saa meget af, i den Grad blevet hængende i Ord, at vi ikke kan se, at præcis det samme Selvforsvar, som "Papisterne" dengang lavede sig af "Lovens Gerninger", præcis det samme Selvforsvar laver vi "evangeliske" og nu af "Troens Gerninger?"

Fanget i alt sit eget - det var Kirkens, og det var Luthers Situation. Hvordan bliver jeg from, hvordan faar jeg en naadig Gud.

Luther fik Svaret og forkynder Svaret.

At finde, og forkynde, hvad "Moses Embede" er, og hvad Kristi Embede er; at vise de angste Samvittigheder Stedet hvor Gud er, hvor Syndernes Forladelse er, Liv og Salighed - det hører Luther til, det Evangelium er hans Liv og hans Natur skabt til at give Lyd; der er Luther Guds Profet med Aand og med Kød.

"Skolastiken" trøster sig ved Tankens Vidnesbyrd, Mystiken ved Følelsens, og den praktiske Mand ved Gerningernes.

Men ude paa Dybet hører al den Slags Trøst op.

Naar Luther er i Anfægtelsernes "Svedebad", naar Gud prøver Troens Grund hos ham, da er Retfærdighed, Hellighed, Liv, Haab kun eet eneste Sted i Verden: hos Kristus, hos Gud; og alt, hvad der vil støtte Troen, dræber Troen - for saa mærker han, at Troens hele Væsen er samlet i dette ene at tro. Da er baade Retfærdiggørelsen ved Troen alene og Retfærdigheden alene i Troen.

Men naar Troen igen er "normal", ja saa vil den begrundes - for at vokse. Saa husker den nemlig ikke længer klart, hvad Frelsesvished er, og hvor den alene bliver til.

Og saa kan endog Luther være saa "normal" som enhver anden Troens Forsvarer.

Men om Luther saa hundrede Gange - ved selve sin Forkyndelse af Naadens Virkelighed, eller allerede i pædagogisk-kirkelig Nidkærhed - om L. saa hundrede Gange har talt om "Troens Frugt" paa en saadan Maade, at han selv igen begyndte at fange, hvad hans Evangelium havde gjort fri, og binde i ny Synd, hvad Kristus havde frelst - saa kommer det os dog ikke ved, saa skal Evangeliets Ord i vor Situation aabne vore Øren saadan, at vi kan mærke, hvor Løgnen sætter ind, klods ved Sandheden, og vil kaste os i et nyt Fangenskab, hvor Ordene er lutherske og højevangeliske, men Sagen selv den gamle: Fanget i alt vort eget.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - IV. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1932, s.56-59).

Etsteds i Begyndelsen af disse Svar paa Biskop Ammundsens Artikel skrev jeg, at jeg vilde give mig god tid. Det er blevet overholdt - endog bedre end jeg dengang havde tænkt mig. Maaske ogsaa i højere Grad end Bladets Læsere havde tænkt sig. I hvert Fald er der jo i Aarets Løb foruden mine Svar ogsaa fremkommet andre - saa at altsaa hverken Biskop Ammundsen vil kunne klage over Mangel paa Svar eller jeg over Mangel paa Sekundering.

Alligevel maa jeg bestemt bede om, at man vil holde de Enkeltes Svar ud fra hinanden.

For mine Ord hæfter ingen uden jeg selv.

Gang efter Gang er det Spørgsmaal blevet rettet til "Tidehvervsfolkene": Hvad mener I med "Kristendom", med "Guds Ord", med "Evangeliet"? Her i Bladet f. Ex. er det i det sidste Aars Tid blevet fremsat af Biskop Ammundsen (1931 S. 81) og af Provst Nordentoft (1932 S. 10).

Det paagældende Stykke af Biskop A.'s Artikel lod saaledes:

" … Men hvis man, som det undertiden synes, aldeles lukker denne Udsigt (til Tanken om det nye Liv ud af Troen) og gør Ny Testamentes Ord i denne Retning til Løgn, da maa vi først i Ærlighedens Navn stille den Fordring, at der for Fremtiden tales klarere om "Kristendommen", "Evangeliet" og "Ordet", saa det bliver tydeligt, at der ikke menes Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed, men et Udvalg, man paa eget Æventyr har foretaget, og hvorfor man ikke har anden Autoritet end sin egen - at her altsaa er en ny Subjektivisme."

Hertil maa nu allerførst bemærkes, at denne Fordring kan man ikke saadan stille under eet, i Ærlighedens Navn. Hvem skulle vel svare paa de andres Vegne? Hvad det end er, der har drevet disse "Tidehvervsfolk" sammen, - en fælles Theologi, endsige Skrifttheologi, er det i hvert Fald ikke. Hver enkelt svarer for sig selv saa langt som han kan og vil. Og: i Ærlighedens Navn? Ja under den Fordring falder den ind, der - som f. Ex. jeg - ingen som helst Krav vil gøre paa Overensstemmelse med "Bibelen som Helhed" eller "den hele Luther" eller "den rene Lære". Men ogsaa i "Tidehverv" er der jo Masser af konfessionel Rettroenhed, haardkogt Rettroenhed, hævdet og dokumenteret Rettroenhed; og naar nogen selv er overbevist om sin Rettroenhed, kan man i hvert Fald ikke forlange, at han ærligt skal vedgaa det modsatte.

Biskop A. vil, at "Tidehvervsfolkene" skal gøre det tydeligt, at de med Evangeliet ikke forstaar Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed, men et (subjektivt) Udvalg. - Jamen hvordan skal det Svar da overhovedet være for at være tydeligt? En "positiv" Besked om, hvad de egentlig forstaar ved "Guds Ord", det apostoliske Evangelium? Luther gav det Svar: "Was Christum treibet;" men det Svar har staaet saa mange Gange her i Tidehverv, saa det kan ikke længere være hverken tydeligt eller positivt. Det er klart, at Biskop A. paa en eller anden Maade vil have Svaret kvantiteret - ellers har det jo heller ingen Interesse for Kirken, hvor meget det saa end betyder for Troen. Men Biskop A. burde dog vide, hvor haabløs den Vej er. Med et i denne Betydning "tydeligt" Svar staar vi jo øjeblikkelig i Kvantiteringens endeløse Selvopløsning - thi hvad betyder saa "Kristus" - "Opstandelsen" - osv. osv. Historien viser jo ogsaa, hvor tomme saadanne Afgrænsninger er i sig selv. F. Ex.: Har nogen staaet fast paa "Skriften" som Guds Ord, saa er det vel Luther. Men har han maaske selv bøjet sig for et Bibelord, fordi det stod i Bibelen? Situationen, Situationen er den halve, ja den hele Mening. I Begyndelsen er "Skriften og den kanoniske Ret" ham Sandheden; for den vil han og for den skal andre bøje sig. Saa kommer "Situationen" - han selv med hele denne hans kirkelige Sandhed kastes ind i Afgørelsen som mod en Sværdægg, saa kløves hele denne kompakte Sandhedsmasse, saa faar "Guds Ord" Lyd, saa raaber "Menneskelæren" mod Kristus som Løgnen mod Sandheden. Saa er det "den kanoniske Ret" der falder, og hele den romerske Lavine, der løsnes - Situation og ny Situation - saa er det "Jakel", der skal i Ovnen; saa er Johannes "Aabenbaring" ukristelig, og Pilatus selv apostolsk, om han "driver paa Kristus" - - den Kristus, som Paulus, men ikke Jakobs Brev forkynder, for det er Hø.

Er alt dette maaske et Spørgsmaal om Omfang, om Kvantitetsafgrænsninger? Troen begriber overhovedet ikke dette Spørgsmaal - men Theologien burde jo svare Ja! - Hele sit Liv igennem har Luther hamret løs paa sine Modstandere med bibelske Kvantiteter, og dog er det ikke muligt hos ham at hente sig et kvantitativt Svar paa hvad "Kristendommen", "Evangeliet", "Ordet" er. Det kan være meget fristende at konstruere et "Baade-Og"-Bibelsyn og tillægge Luther det for bagefter at hente det bekræftet tilbage, til Brug i disse vanskelige Tider - men Luthers Bibeltro er ikke Enheden af Orthodoxi og Liberalisme. Naturligvis, Luther kan saa udmærket godt være Biblicist og Haarkløver - saa har han kun Interesse som et stærkt Hovede inden for den skolastiske Theologi; og han kan saa udmærket godt nære liberale Anskuelser - saa er han en Figur i den humanistiske Tidsalder. Men Luthers Bibeltro? Luthers Bibeltro er dette, at han hører Bibelord, hører det konkret, kæmper for det, i det, med det, - tvungen, lydiggjort, villig til at opgive Kvantitetens Trøst i enhver Skikkelse. Luthers Bibeltro er, nej gives, naar han kastes ind i Situationen, han selv med samt hans Kristendom, med lige Risiko for begge Dele; og derfor sker der ogsaa noget med begge Dele - - bare ikke det Ene kirkeligt attraaværdige: en Afklaring af Sandhedens Omfang.

Den Fordring, Biskop A. stiller til "Tidehvervsfolkene", er en Fordring ikke i Troens, men i Rettroenhedens Interesse; derfor munder den ogsaa følgerigtigt ud i Anklagen for "Subjektivisme". Nu ja, det er en gammel Kending; i min Studentertid, i "den ammundsenske Fejde"s Dage, var det den kirkelige "Hr. Omnes"' Slagord mod en yngre Professor - nu er der en Biskop, som bringer det samme Ord ind i denne Kamp, atter til Brug for Hr. Omnes. "Et Udvalg, man paa eget Æventyr har foretaget" - ja det er Indre Missions gamle Slagord "Bibelkritiken"; men det hjælper ikke at forny den Mønt. Jeg gad se den Præst, som ikke "paa eget Æventyr" "udvælger", d.e.: hører, tror, lyder noget og afviser andet af Skrifterne - og det baade af Bibelen "som Helhed", og af N. T., og af de enkelte Skrifter deri, og Tanker, og Ord; og det baade i "videnskabelig" Forstand (litterært, formelt) og i personlig Forstand (moralsk, religiøst om man vil). Det gør enhver Indremissionsmand, hvad enten han vedgaar det eller ikke; det gør Biskop Ammundsen og det gør jeg; det gør forresten ogsaa vort officielle Præsteløfte med sin summariske Delen mellem de forpligtende, profetisk-apostolske Skrifter og - andre, der naturligvis ikke udtrykkelig nævnes. Alle "gør vi Udvalg" og "paa eget Æventyr" - fordi vi nu engang maa leve Livet "paa eget Æventyr". Det er ikke Abstraktioner som principiel Liberalisme og principiel Biblicisme, jeg her har talt om; lad den Slags nu være, hvad det være vil; det er relativt harmløse Ting. Men det Menneske, hvem et eller andet i Bibelen for ramme Alvor tvinger til at høre, og til at sige Ja - han har i og med det samme sagt Nej til andet i Bibelen enten han saa vil eller ej. Her gælder ingen Helhedshensyn, ingen religiøse Generalnævnere for de og de Skriftgrupper og Skrifter. Er det ham, der er talt til, saa er det ham, der maa svare, "paa eget Æventyr" - ja paa hvis ellers? Paa den nytestamentlige Helheds, d.v.s. paa Kirkens? Skal vi nu igen til at mystificere Menigheden gennem et Spil med Ordene Autoritet og Ansvar? Skal vi igen saa smaat begynde at lyve den gamle Løgn om Ansvarsovertagelse? Tilsammen og enkeltvis er vi Kirken; enkeltvis og tilsammen er vi Menigheden. Kirkens Ansvar, og mit i den, er den redelige Overlevering; mit Ansvar, og Menighedens med mig, er at høre og at svare Gud til det hørte. Enhver Fortoning af disse Ansvar indbyrdes, og enhver indbyrdes Værdsættelse, det være sig i Glosevalg ("Æventyr" - Autoritet) eller paa anden Maade - enhver Antydning af noget saadant er en fornyet Slaaen ind paa den gamle onde Vej, Vejen fra Golgatha til Rom, fra Tjener til Herre. "Paa eget Æventyr", "Subjektivisme", - saadanne Udtryk er gode Virkemidler til Milieudannelse (kirkeligt, socialt, ligemeget), udadtil skræmmende, indadtil betryggende; hvor Kirken i Virkeligheden forkynder sig selv, har saadanne Udtryk baade Mening og Værd; men de er overhovedet uden Mening, hvor Kirken forkynder Kristus ved at berette sit Levnedsløb (bl. a. det Ny Testamente). I og med sin redelige Overleveren fyldestgør Kirken sit Ansvar; vil den tillige, af Omhu for den fremtidige Menighed, gøre en Lære og en Myndighed ud af den fortidige Menigheds Troslydighed, saa har Kirken sat sig i Guds Sted, og al dens Kamp for "det objektive" bliver ikke andet end Spilfægteri: en ældre Subjektivisme haandhæves overfor en yngre Subjektivisme. - Med Forkyndelsen er Sagen lagt paa Gud; taler Gud, gælder det Ja og Nej; men Troslydigheden selv er lukket for alle, ogsaa for Forkynderen; udefra set er det altsammen "Udvalg" - "Subjektivisme".

Derfor, socialt (altsaa ogsaa kirkeligt) set er Subjektivisme et kraftigt Ord; kristeligt set er det tomt.

Det nye Testamente er blevet Kirkens store Betryggelse, dens bedste Forsvarsmiddel baade over for Gud og over for Mennesker - ikke alene fordi vi saa godt forstaar at sno og dreje, naar vi bliver stillet over for Guds Virkelighed, men ogsaa, eller netop, fordi Løgnen i Kirken og i os alle ærligt og redeligt har sin Tilknytning i det nye Testamente selv.

Kristendommens Konvertering fra Troslydighed til Kirkelighed, det er ikke noget, der er foregaaet engang i en papistisk Middelalder og som en "Reformation paa Hoved og Lemmer" kan raade Bod paa; heller ikke noget, der er begyndt engang i Oldtiden, da "en Slægt mere fattig paa Aand og Tro skulde løfte Apostlenes Arv", og som en (ydre eller indre) Tilbagevenden til de apostolske Skrifter er det store og eneste sikre Middel imod. - Kristendommens Konvertering fra Troslydighed til Kirkelighed er saa gammel som Troen selv; just hvor Apostlene er stærke og sejrende, dér lyder sammen med Evangeliet ogsaa Mod-Evangeliet - ikke som noget, der advares imod, men netop som noget af Forkyndelsens Marv og Kraft.

Derfor var det, jeg i sin Tid brugte det Udtryk: Løgnen i det Nye Testamente; og det ser ud til, at det Ord har bidt sig fast, saa at det ikke bliver saa let at komme uden om, hverken for den kirkelige Enhedsfront, der skal og maa redde sig et stormfrit Omraade (det Ny Testamentes Helhed), eller for en ny Ortodoksi, der har mødt Evangeliet, men ikke vil eller tør se, at den dermed ogsaa har sagt sig løs fra den "apostolske Enhedsfront".

Løgnen i det Ny Testamente, det er det bedrageriske Skridt fra Guds Krav og Gave til Menighedens Evne og Eje; fra "hvad skal vi gøre" til "hvorpaa skal vi kende".

Guds "Narre-Visdom" har jo nu engang indrettet det saaledes, at Kirken - og vi i den - maa bære sin egen Usandfærdighed med sig i det Evangelium, den forkynder, og stille den aabenlyst til Skue Slægt efter Slægt. Det er vi jo ogsaa nogenlunde villige til at indrømme, naar det ikke kan være andet - selv om det er os en slem Torn i Kødet. Men at ogsaa Apostlene, naar de bliver ansvarstyngede og ansvarshædrede, naar de bliver erfaringsmodne og forhandlingskloge, - at de saa lyver den samme Løgn som vi, og at vi, med lige Ærbødighed, bærer deres Sandhed og deres Løgn ned gennem Tiden i den hellige Skaal, - at "Skriften", der bærer Evangeliet, ogsaa bærer samme Synd som vi, det er noget vi helst ikke vil høre; for her er vel et "fælles Skibbrud", men ingen fælles Trøst; hvad Apostlene mister, mister netop vi - Kravet om Apostelordets Myndighed var jo bare en anden Maade at hævde vor egen, Paastanden om Skriftens Sandhed var jo bare et Forsøg paa ad Omveje at erhverve os den Sanddruhed, vi ikke direkte turde kræve for os selv. Derfor dannede vi os gennem de lange Aarhundreder alle mulige Tanker om det beskyttede Guds-Ord; i de Tanker er vi groet fast, bevidst eller ubevidst. Livets bitre Erfaringer kunde nok sætte svære Spørgsmaalstegn rundt omkring i "Skriftens Sandheder" - thi "paa Frugterne skal I kende dem"; historiske Forskninger kunde til Tider ryste svært i Skriftens Helhed og Helheder; - stadig blev dog Skriftens Sandhed en Beskyttelse for Skriftens Løgn, stadig blev Kristusforkyndelsen Selviskhedens Adkomstbevis, for Helhedens Skyld.

I det ny Testamente forkyndes Guds Barmhjærtighed, uforskyldt; men ogsaa "sikre Veje" til at naa den, og "Tegn", der viser, om man har den.

Dersom nu en og anden - ogsaa i vore Dage, ogsaa blandt os - har ment, at naar bare Guds Ord, Kristus, er i det nye Testamente, saa er der ikke Grund til at gøre videre Væsen af, hvad der desforuden ogsaa er - ja saa er det naturligvis baade "evangelisk" og "luthersk" tænkt. Men da de fleste af gammel kirkelig Vane, og maaske ogsaa af ny kirkelig Indøvelse, regner med den nytestamentlige Forkyndelse som en Helhed, saa bliver netop denne Helhed en Anstødssten; enten "forklarer", omtyder de, eller de tager af N. T.'s store "Ogsaa" netop saa meget med, som de synes kan klinge sammen med Evangeliet - Naademidler og Vækst, Enhed og Kraft, Helligelse og Fuldkommenhed - indtil vore Dages store kirkelige Løgn, power-Religionen rejser sig med Krav netop paa dette "Ogsaa" som sandt kristeligt, som Maal for Menneskeheden, som Middel for Tidens Kongstanke: kirkelig Samling, - fordi den, netop i dette store "Ogsaa", genkender Kød af sit Kød, og saa inderlig gerne tager Korsets Tro, tager Kristus med i Købet, ja erkender ham som den egentlige, den store Kraft i den Religion, hvortil Verden trænger.

Det er dette, der er ved at ske nu, ogsaa her hos os. Derfor er det ikke længer harmløse theologiske Spørgsmaal, om det og det Ord eller Skrift i N. T. er "ægte" eller "uægte", og om det skal forstaas saadan eller saadan; om dette er mere jødisk og hint mere hellenistisk følt; om Paulus ikke burde have været venligere mod Peter, o.s.v., o.s.v.; men bag ved alle de smaa eller større Fagspørgsmaal, og sammen med Apostelmenighedens Forkyndelse til vor Menighed, samler der sig et Spørgsmaal, som gaar paa Livet løs: om vi vil overlade en power-hungrende Kirkelighed, hvad dens er; om vi er villige til at lade "N. T.'s Helhed" smuldre hen og miste al den Tryghed, det ned gennem Tiderne har givet at eje et Sandhedens og Hellighedens Enklave; om vi vil tage imod Korsets Evangelium eller dække os bag Apostlenes "Ogsaa", - om vi vil kende Guds Villie i Evangeliet, og os selv i dette "Ogsaa", om vi vil se, at dette "Ogsaa" er Mod-Evangeliet, er Løgnen i det Nye Testamente.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - V. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1932, s.65-69).

Lad den være aabenlys, den Kamp, som Ordene i det Nye Testamente kæmper med hinanden - og om os - Kampen mellem Evangeliets Ord og Mod-Evangeliets Ord; de Ord, der "driver paa Kristus", om de saa ikke taler om andet end en Drik Vand, og de Ord, der driver paa vort eget, om de aldrig saa meget straaler af "Kristus".

Af Biskop Ammundsens Artikel faar man det Indtryk, at det jeg har "gjort til Løgn" er Ny Testamentes Tale om "det ny (etiske) Liv ud af Troen". Nej; baade noget langt mindre - men da navnlig noget langt mere.

At den kristne Tro har "etiske" Virkninger, vilde jeg aldrig benægte. Men det er ikke det, der gør Kristustroen til Sandheden; etiske Virkninger er der vitterligt saa meget andet i Verden, der ogsaa har.

Men Aposteltidens Interesse i Aandens Virkninger og Troens (virkelige eller formentlige) Frugter; den religiøs-kirkelige Vurdering og Brug af denne "Skat"; Overtagelsen af Evangeliet som et Aktiv, og hele den dermed sammenhængende Forskydning i alt hvad Troen og Livet angaar - den nye Selvgodhed i Korsets og Aandens Navn, det er det, jeg kaldte Løgnen i det nye Testamente.

Det er sandt, at den - ligesom hos os - i særlig Grad yttrer sig som en Løgn om det etiske. Men den er mere. Skal den endelig have et Navn, bliver det meget snarere Løgnen om det kirkelige - det sidste vil jo nødvendigvis komme til at indeslutte det første. Men den er kirkelig, ikke som "paa et Omraade", men som existentiel.

Hvad betyder det derfor egentlig, om jeg prøver at "give Exempler" - - jeg løber jo Fare for, at saadanne Exempler bliver opfattet kvantitativt, som om det var min Tanke, at naar disse og tilsvarende "Steder" i N. T. blev trukket fra, saa var det resterende (af N. T.) et saa meget mere renset og sandt Guds Ord og vi saa meget mere betryggede -.

"Exempler" maa vel til; men de kan aldrig blive andet end haandfaste Udtryk for, hvorledes det gaar til - dengang som nu - naar Troslydighed bliver Kirkelighed, naar Evangeliet konverteres til Religion og Etik. Hvordan gaar det da til? hvornaar sker det? Naar Mennesket, der modtog Barmhjertighed, faar Øje paa sig selv; naar Forkynderen iagttager sin egen Persons Ansvar eller Betydenhed; naar Guds Krav og Gave bliver til Menighedens Evne og Eje. Naar Synderens angste Spørgsmaal "Hvad skal vi gøre?" bliver til de frelstes trygge Svar: "Derpaa skal man kende -".

Det er ikke Lov og Naade, der er Ny Testamentes Løgn og Sandhed; det er ikke Gerning og Evangelium, ikke Kravet og Tilgivelsen, der lukker hinanden ude; begge er Guds Villie med os, Guds Ord til os. Men hvor Guds Næstekrav, Loven, bliver vor Moralstige, og hvor Guds Retfærdighed, Naaden, bliver vor kristelige Festdragt, - hvor Guds Villie og Ord bliver vor Rigtighed og Foretrukkethed, der er Sandheden blevet Løgn.

Hvor Mennesker taler i deres Oprigtighed ud af Synd, der er der ikke megen Grund til at tale om Løgn. At Paulus var selvoptagen og hidsig, Lucas sentimental og afglattende, o.s.v. o.s.v. - at "Apostlene var Mennesker og Syndere ligesom vi", det kræves der ikke noget Overmaal af Sandfærdighed for at se og indrømme. Apostlenes almindelige "Syndighed og Ufuldkommenhed" bringer saavist ikke Løgnen ind i det Nye Testamente - tværtimod, den bringer Virkelighed og Sandhed: den Grundsandhed, at vi har Evangeliet i Lerkar.

"Fuldkommenheden" derimod, den gør det; i den er Løgnen, idet den vil gælde for Evangeliets Udfoldelse.

Derfor skal ogsaa "Exempler" paa Løgnen i det Nye Testamente findes i det virkende og stærke, i "Fuldkommenheden", ikke i Ufuldkommenheden.

Hvor Gud taler, er Djævelen næst. Hvor Frelsen forkyndes, bliver ogsaa Løgnen existentiel i Forkyndelsen.

- Det var efter Menneskers Paaske. Det var efter Menneskers Dom om Jesus, - saa kom Guds Dom om ham. Saa blev Dom og Frelse aabenbar for Disciplene; "Guds Kraft og Guds Hellighed", Guds Aand. Ved Aanden blev Evangeliet forkyndt - og Aanden blev Menighedens Aand. Guds Pinse blev Menneskers Pinse.

Enhver "Pinsebevægelse" (hvad enten den kaldes saadan eller ej) er karakteriseret ved de to Ting: Suggestionen som Magtgrundlag og "Renheden" som Afgrænsning. Magten og Afgrænsningen kan gaa i Arv; men ikke det der skabte dem - i hvert Fald kun som en dogmatisk Skygge.

Nutidens Storkirke ynder ikke vore Dages "Pinsebevægelse", som atter kan opvise Aposteltidens "Tegn" (Tungetale osv.) ; Kirken har en sund Fornemmelse af, at det ikke er "Tegnene" der gør "evangelisk". Men den har ingen Fornemmelse af, at Apostlenes Forkyndelse just gennem disse "Tegn" - og den dermed forbundne Motiv- og Væsens-forskydning - begyndte at blive en "Pinsebevægelse". Storkirken tror paa, at Urmenighedens "Pinse" var Guds Værk - men lever paa, at det er en overstaaet Sygdom.

Kristi Aand, Apostlenes Aand, Menighedens Aand - "Guds Aand" virkende til Frelse, til Nysind og Renselse, som Livsmiddel, kraftigt og aabenlyst netop her i denne Fænomenernes Verden - det var det "Sprog", paa hvilket Evangeliet blev forkyndt, og det var de Tanker, gennem hvilke Mod-Evangeliet drog Næring.

Om ellers nogetsteds Sandhed og Løgn staar paa samme Plet, saa er det hvor Aanden forkyndes og paaberaabes i N.T., - Aandens Kraft og Aandens Frugt.

Der blev i sin Tid harcelleret over, at Helligaanden hver Fredag kom til Konciliet i Trient i en Postsæk fra Rom.

Og i Antiochia var der, en Snes Aar efter Jesu Død, Ængstelser og Kampe i Anledning af Frelsens Vej og Fællesskabet. Da samledes i Jerusalem en Kreds af Menighedens Søjler - eller Førere, som vi nutildags vilde sige - for i Aandens Kraft at løse og binde. I Apostlenes Gerninger Kap. 15 beretter Lucas om dette Mødes Forløb og gengiver "Resolutionen". (Spørgsmaal om Ægthed og Ordlyd er i denne Forbindelse i Virkeligheden meget underordnede; de følgende 10-20 Aars Menighedshistorie bekræfter Realiteten). Denne Resolution er saa udpræget et Kompromis, saa skuffende et "Udenom", som nogen Møderesolution nogensinde har været, baade i "Religion" og "Etik"; naar saa aabenbar en Sammenskudsbeslutning faar en kunstig Enheds Vægt ved Ord af denne Art: "vi har hørt, at nogle, som er kommet fra os har forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro, uden at have nogen Befaling fra os …" - og autoriseres med de Ord: "Det er Helligaandens Beslutning og vor" (at kun de og de Ting er "nødvendige", d.e.: at ikke Moses hele Lov, men kun Jubilæerbogens Lov er Guds nødvendige Villie) - og saa sendes ud i Verden til ængsteligt ventende Samvittigheder, som den nu skal baade løse og binde - - er dette saa Evangeliet, eller er det Løgnen?

Førere samles - og Helligaanden bringes i kirkelig Funktion.

Hvordan Paulus stiller sig til denne bestemte Helligaandsfunktion, derom vidner baade Galaterbrev og Korinthierbreve tydeligt nok - selv om Lucas aldrig saa gerne vil gøre Paulus til Jerusalemconciliets Herold (Act. 16,4), og selv om det jo ogsaa tilsidst lykkes Palæstinafolkene dels at fordrive, dels at fortone og uskadeliggøre Paulus' Evangelieforkyndelse. Men dermed er vi ikke færdige - dermed er Paulus' Forhold ikke opgjort i denne Sag. Principielt staar han ganske paa samme Sted som de andre: Der er i Korinthiermenigheden sket et eller andet groft Brud paa anerkendte Ægteskabsregler; Paulus har da (1. Kor. Kap. 5) allerede for sit Vedkommende "legemlig fraværende, men nærværende i Aanden" fældet den Dom, at "naar I og min Aand er forsamlede, saa skal med vor Herre Jesu Kraft den paagældende overgives til Satan til Kødets Undergang (d.e.: Døden) for at Aanden kan frelses paa den Herre Jesu Dag."

Er dette Kristus eller er det Løgnen? Er det Kristus, med hvad Ret existerer da en "luthersk" Kirke, der siger, at den bygger paa Skriften? Er det maaske et uvæsentligt Træk ved Forkyndelsen af Aanden i N.T.'s Forkyndelse? Eller lader vi blot Sagen bero, fordi Folk nu engang ikke længere dør af Helligaandsangst? Og fordi vi har mistet Brugsretten til de sikrere Virkemidler, hvormed Kirken senere hen i Tiden kom Helligaanden til Hjælp, naar de suggestive Midler efterhaanden slog fejl? Ja, for ogsaa dette sidste ser vi jo allerede i nytestamentlig Tid (1.Tim.1,20; 2.Tim.2,17; 4,14) - men saa længe de virkede, var de autoritetsskabende og kirkebyggende, og det gav mangfoldig Efterklang i de følgende Slægtled, bl. a. i apokryfe Apostelhistorier.

Er det Evangeliet, hvorfor gaar vi saa ikke til Rom, hvor Kirkeaandens Villie og Gerninger er aabenbare lige fra Apostlen Peter til Pius XI's Dage? Er Jerusalemmødet maaske det eneste Koncilium, hvor man i Aandens Navn har gjort sig til Herre over andres Samvittigheder? Eller er Paulus maaske den eneste Inkvisitor, der i Kristi Navn har taget Menneskers Liv for at Aanden kunde beholde Frelsens Mulighed? Er Peter ikke Kirkens Grundlægger mere paa Kristusangsten end paa Kristusbekendelsen og Kristusprædiken? (Mt. Evg. 16, Ap. G. 2, Ap. G. 5).

"Der var ikke engang nogen nødlidende iblandt dem (i Jerusalem), thi alle de, der var Ejere af Grundstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne hen og lagde dem for Apostlenes Fødder. … En Mand ved Navn Ananias og hans Hustru Safira solgte et Grundstykke, han ejede, og stak med sin Hustrus Vidende noget af Salgssummen til Side og bragte Resten hen og lagde den for Apostlenes Fødder. Men Peter sagde: Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit Hjærte, saa du har bedraget Helligaanden, du har stukket noget til Side af Pengene for Grundstykket! Enten du solgte det eller ej stod Værdien jo til din Raadighed … du har løjet ikke for Mennesker, men for Gud! - Da Ananias hørte disse Ord, faldt han sammen og udaandede. … Da der var gaaet en tre Timers Tid kom hans Hustru ind uden at vide hvad der var sket. Saa tog Peter Ordet og sagde til hende: Sig mig, var det den Pris, I solgte Grundstykket for? Hun sagde: Ja, for den Pris var det. Og Peter sagde til hende: Hvorfor har I aftalt med hinanden, at stille Herrens Aand paa Prøve? Se, de der har begravet din Mand, venter udenfor, og de skal bære dig ud. - Og hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. - Og en stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette."

Og undergørende falder Peters Skygge paa Folket - i Jerusalem - i Rom - over hele Jord, saa langt Menneske sætter Samvittighedsfælde for Menneske, i Guds Navn - saa længe Menneske overfor Menneske vover at træde i Funktion som Gud. Da sker der noget, ja, da virkes netop det, som Mennesker søger og kræver af deres Religion: da løses og bindes, da samles og da udskilles - Mennesker, Samfund, Lære -; da bygges Bygninger af Sten og Bygninger af Ord; da vides "bestemt", hvor Sandheden er og hvorledes den lyder; da er Mulighederne givet for den fulde Frelse, baade Sjælenes hist og Samfundets her.

Thi kun Aanden kender Aanden, og de der har Aanden kender alt. Enhver Synd kan tilgives, Synd mod Faderen, Synd mod Sønnen; kun Synd mod Helligaanden kan aldrig tilgives. Og Helligaanden er Menighedens Aand, Daabssamfundets Aand, Afgørelsens Aand til Liv eller til Død.

Kristi Aand, Apostlenes Aand, Kirkens Aand.

Nøglemagten, det er i den lutherske Kirke ikke meget andet end en Række Skriftsteder (Jes.22,22; Joh. Aab.3,7; Mt.16,19; 18,18; Joh. Evg.20,23) - man færdes varsomt hen over dem, paa Kattepoter - eller det er et ærværdigt gammelt Udtryk, der lægger apostolisk Patina over saa mange fremmedvirkende Ting i N.T., Fortællinger og Udtryk, som egentlig hverken rammer eller oprører mere. Vi behandler det som "Sidetanker", gaar uden om det som "Ting man maaske ikke har aandeligt Brug for i vor Tid".

Men "Nøglemagten" er alt andet end en Sidetanke i det nye Testamente. For den ældste Menighed var den Menighedens Segl. Alle Tanker om Adgangen til Israels Forjættelser er bundne deri. - Gudsrigets Nøgler, Guds Afgørelser - i Peters Haand.

Denne Tro, der paa faa Aar, maaske faa Maaneder, stod klippefast for den ældste Menighed, og som gennem hele Ny Testamente slutter som et Panser om Frelsens Ord Kristus; en Tro, der forlangte "Tegn", d.v.s. Bevis for sin Tanke og Fod paa sin Nakke; og derfor en Tro som fandt sin Grundvold ikke mindre i det kirkelige Mirakel end i Korsets Ord; en Tro, der vel for en Tid kunde spaltes paa Personer, men som af Væsen var eet, og derfor tilsidst finder sit Udtryk i et af de Symboler, som kun en overmægtig Virkelighed kan skabe: Peter og Paulus i Rom - - denne Tro, som Romerkirken har vovet for sin Regning at overtage som en Helhed, den har den protestantiske Kirkelighed, sit Halvhedspræg tro, prøvet at tilpasse, ved Tolkning og Vægtfordeling, ved at læse Aposteltiden med Nuanceringer og under Hensyn, ved at betone Korset, og fortone, men ikke nægte, "Nøglernes" Brug.

Men saadan vil det Ny Testamente ikke læses - for saa gaber dets Blade tilsidst blot ind i Tidens Ansigt som et stort Nul.

Det er ikke nye Reformationer, der skal til; men Erkendelse, Vedgaaen: Sandheden og Løgnen er i Bibel som i Kirke; Korsets Ord er Guds, "Nøglerne" vore.

- Ved Helligaandsangsten var Suggestionen kirkebyggende.

Derfor "samler Troen Fanger" og fører dem sammen til Pinsemenigheden, til de helliges Samfund. Mennesker, Tanker, alle Vegne fra kommer de - fra den gamle Profeti's Egne, og fra Imperiets Universalisme; fra Østens Myter og "Erkendelser", og fra Gengældelsens og Rigtighedens lille Land; fra den hellenske Personlighedsfilosofi, fra den ægyptisk-græske Symbolisme, fra Mysteriesamfundenes religiøse Metodisme; fra de kosmologiske og eskatologiske Spekulationers og fra de smaa Borgerforeningers Verden - alle Vegne fra kommer de, samles under "Troens Lydighed", den Tro, hvor Kristus er Aanden, men hvor Aanden er Menighedens.

I og med Kristusforkyndelsen forkynder Kirken sig selv, og det fra første Færd.

"Peter" i Funktion som Gud, det er Helligaanden i kirkelig Funktion; det er den Aand, der - med en lille Nuance, der netop er saa stor som mellem Sandhed og Løgn - "tager af Guds og giver det til Menigheden."

Det er den Aand, som paaminder den troende om Samaritanens Barmhjertighed, Jesu Bud om at elske og tjene sin Broder paa Vejen - og som nu viser den døbte ud over det Bud, der gælder Dagen og Vejen og hvor det er saa tilfældigt, hvem man føres forbi - viser ham, ikke en enkelt Broder, men Brødre, ja én hel Kreds af Brødre, Brødrene, "Troens egne" - og Kirkens Aand giver dette Broderskab en ny Dragt, forskellig fra deres, der ikke hører Vennerne til, en indbyrdes Kendingsdragt - Kærlighedens Kaabe.

Er det Evangeliet, dette, eller er det Løgnen?

Eller er det maaske kun et uvæsentligt Træk, en Bitanke i det Ny Testamente?

Det er et Grundtræk. Datidens Mani for religiøse Foreninger (og den stod næppe tilbage for vore Dages), arbejder Haand i Haand med Kendsgerninger som det adspredte Israel hvis Ansigt dog altid er "vendt mod Jerusalem", med nedarvede profetiske Tanker om det utro og det trofaste Israel. Det gamle Israel er ikke mere Guds Israel; men "Israels Rest", Kristusmenigheden, er det ny og sande Israel, det Israel, der har været fra Evighed fordi det var i Guds Tanker - Arvingen til Guds Løfter, ved Aandens Besegling. Er Nøglemagten Autoriseringens Udtryk og Vidnesbyrd, saa er Samfundsafgrænsningen Udtryk for Sønneudkaarelsen, Barneforholdet. De nytestamentlige Evangelier, Breve og Aabenbaringen, - tættere og tættere sammenhober sig Vidnesbyrdene om den Selvkredsning, der ender i de helliges Raab om Hævn over Verden, før Salighedens Porte aabner sig for dem selv.

Broder - Brødrene. Der er sket meget paa Vejen fra Jericho til det ny Jerusalem.

Selvoptagetheden sentimentaliserer alt og gør Forholdet til Virkeligheden usandfærdigt. Israel, som Jahve har valgt sig til Hustru og af hvem han kræver Troskab - det bliver nu til Lammets Brud, den jomfruelige, den ubesmittede. Synd erotiseres; "Hellighed" aristokratiseres; "i Verden men ikke af Verden" - ja, men ved "Verden" og betinget af "Verden", der bliver i sin Urenhed.

Evangeliet forvanskes i Bund og Grund.

Johannesskrifterne forkynder Evangeliet om Frelsen ved Guds Ord Jesus Kristus. Alligevel er de mere end alle andre Skrifter i Ny Testamente blevet en Opfordring til Selvkredsning og et Middel til Selvnydelse. Hvorfor? Fordi det vel er Kristus, der forkyndes, men det er "de Udvalgte", det drejer sig om.

Kristus forkyndes - men der er i Johannesevangeliet ingen Ørkenfristelse, ingen angstfuld Død paa Korset. Lige siden Oldtiden har man villet forklare dette og meget andet i Joh. Evg. ved, at det er skrevet sidst og "forudsætter" vore tre første Evangelier. Det er en haabløs Udvej. "Gudsordet" fristes ikke; Vantroens Modstand, voldelig Død er Sønnens Lod; men han kender Udfaldet af alt, hvad han skal igennem for at naa tilbage til Herligheden. Bundne i Tiden og Verden er Omgivelsernes Spørgsmaal og Svar; selv er han tidsløs i Handling og Tale; han er Ordet; endog naar han beder til sin Fader er han henvendt til Mennesker (Joh.11,42); som den, der er over Tiden og bag Tiden træder han kun et Skridt inden for i Tidens Land, og som Livets Fyrste gaar han igennem Døden - Døden for Vennerne.

Kristus, død for Fjender, død for ugudelige, død for Syndere (Rom. 5), det er Ord, der graver langt ned under alle vore moralske Forudsætninger og Frugter, og som naar Guds faste Grund dybt neden under alle vore Anfægtelser. Og er det Evangeliet - hvad er da Johannesevangeliets Korstanke, at "større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner; I er mine Venner, dersom I gør, hvad jeg befaler eder" (Joh.15,13-14) -? Ganske bogstavelig er disse Korsord hos Johannes omgivne, ikke af Guds Bud, men af "det nye Bud" om Brødrekærligheden, Vennesamfundet, Vejen til den fuldkomne Glæde. (Joh.15; sml. Joh.13, 34 o. flg.; 1. Joh. Kap.1-4). De renes Vennesamfund, skabt ved Renselsens Hellighandlinger: Erkendelsens og Kærlighedens "Sakramenter": I Daaben befriede for Fortids Skyld og nyfødte ved Aand er Vennerne rene: kun Fødderne tilsmudses endnu af denne Verdens Støv, der aftvættes ved Kærlighedens Handling (Joh.13). Johannes' Lære om Synd og Renselser er ikke uklar, men klar: Kristi Blod er Daabsvandets Kraft. Den, der anser Daabsrenselsen for overflødig, fordi han overhovedet ikke mener at være uren ved Synd - han bedrager sig selv; men den, der ikke bevarer sin engang vundne Renhed, han bedrager ogsaa a sig selv. Det er Johannesskrifternes Tale om Synd og Renhed (1.Joh. og Johannes Aabenb., sml. ogsaa Evg., f. Ex. 5,14; 8,11); det er en Døberdiscipels Forløsningskristendom.

Paulus forkynder Skyld, Kristusretfærdighed og Lydighed; Johannes forkynder Urenhed, Renselse og Bevarelse. Der er en Afgrund mellem Paulus' Evangelium om Udvælgelsen og Johannes' Prædiken om de udvalgte; lad det første Udtryk klinge saa fremmed det vil, og det sidste falde inderligt i Traad baade med Kirkens Selvforkyndelse og Helgeners Drømme - lad ogsaa nok saa megen Kristushymne og nok saa meget Kristusliv være fælles for begge Forkyndelser, baade i Aposteltiden og i vore Dage - det er dog Sandheden og Løgnen mod hinanden, Korsets Ord og Sentimentalitetens Vej.

Ja, hvis Religion gjorde Evangelium; hvis Tale om Renhed var mere kristelig end Tale om Lydighed - hvad var saa Paulus' Evangelium mod Johannes! Men Fromhed er ikke det samme som Kristendom - om dette ellers er Fromhed. Syndens Mørke og Fuldkommenhedens Lys, det er Emner som altid har været tiltrækkende for den religiøse Fantasi. Med Rette har Johannesskrifterne været et Arnested og et Tilhold for al Slags Theosofi og Sjælehelse, lige fra Oldkirkens Gnosis til vore Dages Pinsebevægelse. Gud kan tale Evangelium gennem Pilatus - det er ikke det jeg taler om; men bag Johannesbrevets stærke, ja betagende Tale om Synden og Helligheden og Kærligheden, om Verdens Fortabthed og om Guds Søns Blod, der renser fra al Synd - bag alt dette ligger der en Syndsopfattelse og en Frelsesopfattelse, som med rivende Fart fører det hele over i Fantasiens Verden. En Gudserkendelse saa høj, at den véd, naar der ikke længere bør bedes for hin Broder - og en Selverkendelse saa ringe, at den kan tro sin egen Villie ren for Synd.

Er det "Aandens Frugt"?

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - VI. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1933, s.34-42).

"Ny Testamentes Helhed", det er netop ikke Gud, men Mennesket, Mennesket saadan som det tænker og taler og er, naar det har mødt Gud. Mennesket til hvem Guds Ord er talt - og som maa tale det videre, med eller mod sin Villie, direkte eller indirekte, i eller mod sine Ord. Dømt, slaaet ud af sin Vej - og tvunget til at bekende det; modtaget, benaadet - og ivrig efter at betrygge sig det. Syndig og selvisk i al sin Tale baade om Lov og om Naade, saadan er det af Gud tiltalte Menneske; saadan er det Ny Testamentes Menneske, og saadan er det Menneske, der møder dets Tale den Dag i Dag.

Her er ingen "Helhed" at overtage - derfor ingen Objektivisme at bygge Kirke med; her er intet "Udvalg" at foretage - derfor heller ingen Subjektivisme at anklage. Men her er et gudtiltalt Menneske at møde. Dette Møde er Kirkens Kald; og paa det Møde beror vort Liv. Paa dette Menneske, det ny Testamentes Menneske, er vi kastet tilbage - det er Sandheden i vor Bundethed til "Skriften". Og saa beror alt paa, hvor vi møder ham eller opsøger ham: søger vi ham i hans Selvopbyggelse, eller møder vi ham i hans Møde med Gud.

Møder vi ham i hans Møde med Gud - og det ligger ikke i vor Haand - da hører ogsaa vi Evangeliet, og forkynder det; men søger vi ham i hans Selvopbyggelse, da bruger ogsaa vi Guds Ord til at værne os mod Gud, og lyver for os selv og andre - i "det hele Evangelium"s Navn.

Der har været Tider og Mennesker, der har set det som deres Opgave at udskille det "evigtgyldige" i N. T. fra det "tilfældige" eller "tidsbestemte", at fremstille det "rene" Evangelium; alle saadanne Forsøg er Vanvid - allerede af den ydre Grund, at de som Forudsætning har et abstrakt Begreb Menneske og et abstrakt Begreb Sandhed, et Destillat af Virkelighed, og det fortyndes naturligvis fra Kirken over Høffding og saa langt man vil. Vi skal ikke fremstille det "rene" Evangelium, men vi skal modtage det i og gennem det "Kød", hvori det alene tales og høres; vi skal vedgaa vort Fællesskab baade med Apostlene og med enhver Slægt, til hvem Kristus er forkyndt, Fællesskabet i usandfærdig Tilegnelse og Udnyttelse af det vi modtog. Vi skal vedgaa - - men vi skal ikke gøre den religiøse Beskedenheds fine Kunststykke: skubbe de store Hellige langt frem foran os, ind imellem os og Gud - og ved denne Ærefrygt vinde Sanction paa vor egen Selviskhed gennem deres.

Gennem den kirkelige Tale om det ny Testamentes Lære som Helhed, om "det hele Evangelium", har baade vor Tids og alle Tiders kristelige Selvgodhed kunnet klæbe sig fast til det Ny Testamente; gennem den Tale gør vi fælles Sag med Apostlene ikke som Forkyndere af Guds Ord, men som Opbyggere af en ny Selvgodhed i Kristi Navn.

I forrige Artikel (1932, S. 68) endte jeg med at stille Paulus' og Johannes' Forkyndelse over for hinanden som Korsets Ord og Sentimentalitetens Vej - atter: ikke for at give et kvantitativt Svar paa, hvad Evangeliet er og hos hvem det findes, men for gennem Sammenstillingen af to Skikkelser i det Nye Testamente at pege paa det, hvorpaa det alene kommer an: Modsætningen mellem at høre Guds Ord til Frelse, og at tilegne sig det til Selvbestyrkelse. (Skønt det er mindre væsentligt i denne Sammenhæng, vil jeg dog nævne det her: der er inden for Johannesskrifterne en Forskel (vigtigere end den bestandig omtalte mellem Aabenbaringen og de øvrige Johannesskrifter), den nemlig, som bestaar mellem Evangeliet og de øvrige Skrifter: I Brevene og Aabenbaringen er Renselsesreligionen og Jeg-Religiøsiteten saa stærk, at Kristus bliver den religiøse Gruppes Garant og Selvinteressens Tjener; men i Evangeliet har det historiske Stof, trods al Omformning, været saa stærkt, at Kristus, Ordet, bryder igennem al Døberreligiøsiteten. Om et Grundtræk i Paulus' Evangelieforkyndelse: se nedenfor.)

Og igen maa jeg prøve at faa dette frem gennem Exempler, indtil Spørgsmaalet har rejst sig i sin fulde Skarphed, i hvert Fald for den, der ikke paa Forhaand har besluttet at blive paa den kirkelige Nivellerings Vej. Og atter gentager jeg: Det er ikke Ord og Gloser, jeg bekæmper, ikke Former og Forestillinger, jeg "sorterer" - kvalificerer eller diskvalificerer som Udtryk for "Ordet", for Evangeliets Forkyndelse. Ingen, det være sig Moses eller Paulus, Luther eller Grundtvig, ingen, heller ikke Kristus selv, forkynder Guds Ord paa anden Maade end gennem det Sprog- og Fremstillingslegeme, der er givet ham gennem Fortiden og Samtiden. Et eneste er det afgørende: I hvis Haand er det lagt, for hvis Villie er det Tjener - for Guds Villie eller for min.

Sandheden, Virkeligheden, træder os kun nær gennem Ord i Situation; aldrig lader den sig fange ind i Ordene selv.

Og Situation er kun Situation - og dermed i Stand til at bære Sandheden - for saa vidt den rummer en Modsætning, indeholder Krav om Afgørelse.

Det er ikke "Læren"s Ydre, jeg taler om. "Øje for Øje og Tand for Tand" - i Hammurabi's Situation, i Moses' Situation, hvor det sætter Bom for Selvsygen, hvor det rammer "Lamek" (1.Mos.4,23) i os, der er det Ord Guds Villies Tjener; men situationsløst, som "Princip", bliver det Egenvilliens Tjener - og derfor dømmer Jesus det Ord (Mt.5,38) som han dømmer ethvert andet Ord af "de gamle", der giver Selvet Ret over for Næsten og over for Gud.

I Forestillingerne "Offer" og "Løn" er Israels gamle Pagt levet, tænkt og talt. Paa det "Sprog" er da ogsaa Evangeliet baade forkyndt og modtaget i den første Slægt; det gjorde ikke Korsets Ord tomt og spærrede ikke dets Vej - ikke før Selvkredsningen tog fat og sentimentaliserede baade "Offer" og "Løn", ja og "Naade" med. "Løn" lyder af Ret, "Naade" lyder af Gave; men Jesus har ofte talt om Løn, og forkyndt Gud gennem det han sagde derom; Apostlene har ofte talt om Naade, og opbygget Selvet gennem det, de sagde derom.

I Bjergprædikenen (Mt.5,10-12) er der talt om Trængsler og Løn - et Ord om Guds Godhed, et Ord til de angste, der var oplærte til i Modgang og Trængsler at se Guds Dom og Straf, et godt Budskab til de anfægtede. Hvilken Forskel er der ikke paa dette og saa paa et Ord som Paulus' (Kol.1,24) om hans Glæde ved gennem sine Lidelser og Trængsler at kunne udfylde, hvad der maatte mangle i Kristi Lidelser! Og naar først Trængslerne er blevet de Frommes Lod, hvilken Hævnsyge holdes da ikke vedlige derigennem, i Guds Retfærdigheds Navn (f. Ex. Johannes Aabenbaring Kap. 6-8-16-18-19); naar Trængsel og Forfølgelse bliver de Troendes Kendingsmærke og Eje, hvilken Selvkredsning bliver de da ikke Anledningen til, hvilket Hellighedens Aristokrati fra N. T.'s Tid, over Forfølgelsestiderne ned til vore Dage; hvad enten Trængslerne er virkelige eller blot er til i Fantasien - hvilken Kilde til Selvmedlidenhed og Selvsikkerhed! Hvilket Svælg er der ikke mellem Getsemanes "Ske ikke min men Din Villie", og f. Ex. Aposteldiscipelen Ignatius' ekstatiske Martyrstemning - for slet ikke at tale om andre. Naar Lidelsen bliver den store Chance, Bloddaaben den sikre Himmelvej, saa er ogsaa det en af Apostelforkyndelsens Frugter - og hvilken Forfalskning af Tanken om Guds Vej som Lidelsens og Dødens Vej!

Behøver jeg at sige, at det er ikke bibelske Billeders Naturalisme eller Primitivitet, jeg hæfter mig ved?

Jahves Hustru - Lammets Brud. Israels Folk i gammeltestamentlig Profeti, "det sande Israel" i den nytestamentlige Profeti. Billedet er, som Troskabsforholdets Udtryk, ikke ringere end alle andre Menneskeord om Gud og "hans Folk", tværtimod, det er stærkt i samme Grad det er knyttet til det naturgivne. Men netop der svigter det mere og mere; det er straks et ondt Tegn, den sentimentaliserede Form det tager mod Slutningen af den apostolske Tid, i stærk Modsætning til den djærve Ligefremhed det ejer ved sin Begyndelse, i Profeternes Dage - der kunde godt skrives, og er formodentlig skrevet en hel Del om dette og beslægtede Billeders Vandring fra det gamle til det "nye" Israel. Men det afgørende er Forskydningen i Billedets Tyngdepunkt, Væsen, Sigte. Det tages i Brug af den religiøse Selvkredsen: det faar sit Tyngdepunkt i Tankerne om Bruden, det glider fra Tanken Troskab over i Tanken "Renhed", og forurenes derved i Grund og Væsen. Hvilken Besmittelse af dette Gudstroskabens Billede, naar det til sidst munder ud i Tanken om den ubesmittede, ja de ubesmittede, i Johannesvennernes Mening! Erotiserende Syndfrihedstanker er blevet dets Indhold - og meget værre end en misforstaaet og misbrugt Højsang har de for saa vidt velforstaaede Johannesskrifter virket som Tilknytning og Forbillede baade for oldkirkelig, middelalderlig og nutidig Pietismes Selvkæleri i Jesuskæleriets Skikkelse.

"Gud Herren" var "Israels Hyrde". Og Kristus kaldtes Hyrde og Tilsynsmand for det nye Israel (Joh.10; 1.Pet.2,25); derved er ingen vildført - saa længe Kristus er "Guds Villie og Guds Sandheds Ord". Men naar Kristus er Aanden, og Aanden er Menighedens Aand, og Menighedens Aand er i dens Lederes Ord - for hvilke Sluser er der da ikke aabnet! Naar Forkynderen bliver Tilsynsmand, ansvars- og dermed myndighedshavende "Sjælesørger" for en Del af Hjorden eller den hele Hjord! Nej hverken eet eller tre Kors kan hellige det Naadens Jærnspir, som Paulus, Johannes, Hebræerbrevet, Paven har løftet i Menigheden under det Ord: Vogt mine Lam.

Det er ikke religionshistoriske Redegørelser og bibeltheologiske Vurderinger, det drejer sig om. Men om at erkende, at Selviskheden gaar lige til Marv og Ben, som i os, saaledes ogsaa i det Ny Testamente. Og at dette yttrer sig, som i Billeder og lignende tilsyneladende periferiske Ting, saaledes ogsaa i de mest centrale. Som vi, saaledes er ogsaa Apostlene paa Flugt fra den Kristus, der stod iblandt dem, og hvis Evangelium de forkynder.

Der er i Bibelen et Ord som elskes fremfor mange; et Ord der ved sin uselviske og kærlige Klang har grebet Mennesker, Slægt efter Slægt, naar de stod overfor Jesu Død. Det er det Ord: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". (Luk.23,34).

- Dér kommer et Menneske til Kristi Kors; dér, er det sagt, skal han bie paa Gud; dér skal han høre. Dér gaar det op for ham, hvem han selv er, og saa véd han, at intet uden Guds grundløse Barmhjertighed kan give ham Fred.

Men saa hører eller læser han dette Ord - og véd, at det gælder ikke ham.

I det Ord er der ingen Fred til ham.

Trøst maaske, for den der er sig bevidst at eje dog et Grundlag for Guds Naade, om end nok saa lille.

Men ingen Fred der staar, naar alt ens eget falder.

Nu ved jeg jo nok, at en og anden kunde sige: Jamen det Ord fandtes oprindelig slet ikke i Lukasevangeliet! Det er nu et Spørgsmaal for sig. Men muligt er det ganske vist, vel endogsaa sandsynligt. Ordet er ret daarligt bevidnet: det mangler i flere af de vigtigste Haandskrifter og ældste Oversættelser; heller ikke findes det citeret i de nærmeste Slægtled efter Apostlene. Meget taler for, at det først senere, maaske engang i 2. Aarhundrede, er kommet ind i et Evangeliehaandskrift og saa efterhaanden er blevet udbredt til andre. Det kan være kommet ind som "Vandreord", eller ved en Forvexling: Et Aarhundrede efter Lukas' Dage fortæller Hegesip i sine Kirkeerindringer, at da Herrens Broder Jakob den Retfærdige nogle Aar før Jerusalems Ødelæggelse blev stenet til Døde under Tempelmuren, saa rejste han sig paa sine Knæ og sagde: "Jeg beder dig, Herre Gud Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". (Saaledes fortæller i 4. Aarhundrede Kirkehistorikeren Euseb, der har læst Hegesip's Bog). Hegesip maa have skrevet dette nogle faa Aar før vi første Gang (nemlig hos Irenæus) træffer Korsordet i en Lukastekst. Og paa den anden Side: Begivenheden som Hegesip omtaler, Jakob den Retfærdiges Martyrdød, fandt Sted omtrent i de Aar, da Lukasevangeliet blev skrevet. Og saa staar alle Muligheder igen aabne; og det ikke blot tekstkritisk, men ogsaa sagligt; thi hvem véd, om Jakob var den første, der sagde disse Ord - om han da sagde dem.

Nej, ad Tekstkritikens Vej kommer man ingen Steder i dette Spørgsmaal. Her er man henvist til at tage sine Afgørelser med færre Garantier.

Det kan godt være, at dette v. 34 er en senere Tilføjelse; men sikkert er det ikke. Med de fire Evangeliers forskellige Korsord har det sig paa egen Vis. Fra Markusevangeliets Dødsskrig til Johannesevangeliets rolige Kærligheds Ord taler Evangeliernes Korsord om to Slægtsleds Forsøg paa at forstaa og at skildre Jesus i hans Død. Og - hvad der nu end kan have været af Overlevering - ogsaa her afspejler sig det store Uden om, Flugten fra Rædselen i Jesu Død, fra den forfærdelige Virkelighed, som Markus- og Matthæusevangeliet endnu bevidner, men som i Lukasevangeliet kun findes som en næsten udvisket Reminiscens ("med høj Røst"), og som i Johannesevangeliet ganske er forsvunden. Den Virkelighedsflugt, ved hvilken "den døende Jesus" bliver Genstand for vor Medlidenhed eller vor Beundring, og ved hvilken alle Sentimentalitetens Sluser aabnes i Menigheden.

Jo, med Evangeliernes Korsord har det sig paa egen Vis. Og det er umuligt at sige noget om, hvor hurtigt eller langsomt denne Virkelighedsflugt er foregaaet. For Indholdets Skyld kunde Lukasevangeliets Tilgivelsesord med dets Begrundelse godt være nedskrevet af Lukas. Den Lukas, hos hvem vi læser Stefanus' Dødsraab "Herre, tilregn dem ikke denne Synd" (Ap. G.7,60), er den samme, der fortæller om Peter i Salomo's Søjlegang, hvorledes han anklager Jøderne for at have fornægtet og dræbt Guds Tjener, Livets Fyrste, - og fortsætter: "Og nu Brødre, jeg véd, at I handlede i Uvidenhed, ligesom ogsaa eders Raadsherrer …" (Ap. G. 3,17); og atter den samme, der over for Grækerne lægger Paulus de Ord i Munden, at Gud, uden at ville kræve "Vankundighedens Tider" til Ansvar, nu byder hele Menneskeslægten: vend om (Ap. G. 17,30).

"Vi vidste det ikke", "Vi kendte ham ikke" - den Undskyldning ligger dybt nok i os alle sammen. Ogsaa i Lukas' Samtid. Den Johannes, der skrev Evangeliets Indledning om Ham som Verden ikke kendte, - han er ogsaa den Johannes, der kvantiterer Synd og Tilgivelse f. Ex i Ord som disse: "Hvis nogen ser sin Broder synde en Synd der ikke er Dødssynd, da skal han bede og (Gud vil?) skænke ham Livet - dem der synder, men ikke synder Dødssynd. Der er Synd til Død; for dem siger jeg ikke, at man skal bede. Al Overtrædelse er Synd; men der er Synd, som ikke er Dødssynd" (1.Joh.5,16-17). Og den Paulus, der siger, at havde denne Verdens Mægtige kendt Guds skjulte Visdom, saa havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre (1.Kor.2,8) - han er ogsaa den der sagde (1.Tim.1,13): "jeg fandt Barmhjertighed, thi jeg vidste ikke dengang, hvad jeg gjorde."

Det er gammelt blandt Jøderne at gøre Forskel paa Synder; og hvad man tilmed ikke vidste var Synd - hvad man syndede "uden Vidende og Villie", det maatte jo lettere kunne tilgives (i Jesu Siraks Visdom, der blev læst meget paa Apostlenes Tid, findes det Udtryk, der saa at sige blev "teknisk" for saadan Synd (23,2-3; 28,7, sml. 5,15)). Og jævnsides med Syndens Kvantitering og Intellektualisering gaar - udtalt eller ikke udtalt - Tilgivelsens Begrundelse: det var jo ikke egentlig Synd. Og jo mere den græske Menneskeopfattelse efterhaanden virker ind, des mere naturligt bliver den forstaaende Tilgivelses "Thi". Det har sokratisk Hævd ("Ingen synder med Villie") og det vandrer over Land og Hav med den religiøse Populærfilosofi. Derfor møder vi det ogsaa blandt Kristendommens Forsvarere i det næste Aarhundrede; allerede i den første Apologi, vi kender, hedder det: " … De Kristne derimod er retfærdige og hellige og langmodige; de forstaar, at (Grækerne, d.e.: Hedningene) handler i Vankundighed; derfor taaler og bærer de (Kristne) det, naar de mishandles af dem, ja de forbarmer sig over dem som over Mennesker, der mangler Erkendelsen, og de frembærer Bønner for dem, at de maa omvende sig fra deres Vildfarelse. Og naar det sker, at en af dem har omvendt sig, da skammer han sig over for de Kristne over de Gerninger, han har gjort, og han priser Gud og siger: I Vankundighed gjorde jeg dette. Og han renser sit Hjerte, og hans Synder bliver ham tilgivet, fordi han gjorde dem i Vankundighed før, da han haanede og spottede de Kristnes sande Erkendelse". (Aristides' Apologi 17, 2-4). - "Vankundighed", saaledes gengives maaske bedst det græske, for Tidsaanden saa betegnende Ord, i hvilket Religiøsitet, Moral og Intellektualisme er saa inderligt sammenknyttede, og dog, alt efter Anledning og Formaal, lader sig drage saa forskelligt frem, at Ordet spænder lige fra Anklage til Undskyldning; et vildførende Ord, stærkt ved sin Stemning og løst i sit Sigte, et Ord der ganske kan skifte Ansigt alt efter som det vendes udad mod andre eller indad mod en selv (sml. f. Ex. Ef.4,17 flg. med 1.Tim.1,13); et Ord, der rummer Jødens religiøse Dom over de gudløse og Grækerens undskyldende Forstaaelse - et Ord, der er som skabt til at tjene Selvretfærdigheden og Selvmedlidenheden tillige, og ganske særlig i en apologetisk indstillet Tid.

Ogsaa Lukas er Apologet. Lukas, der til Theofilus skriver Bogen med Aposteltalerne, og deri de Ord, som for lidt siden er citeret (Ap. G.3,17 og 17,30) - Lukas "Lægen, den elskelige", er Paulus Ledsager og Arbejdsfælle paa hans ældre Dage, ogsaa i den Tid, da Paulus skriver om sig selv, at han, Spotteren og Forfølgeren, fandt Barmhjærtighed, fordi det var i Vankundighed, han havde handlet - han forstod ikke selv, hvad han gjorde (1.Tim.1,13).

- Jo, Lukas kan godt i sit Evangelium havde skrevet det Ord: Forlad dem, thi de véd ikke, hvad de gør.

Nu staar det der i hvert Fald; og fra Irenæus' Dage til vore har det været læst og hørt som det store Trøstens Ord fra den Korsfæstede.

Hvorfra det end er kommet, og hvornaar det end er sket - det er kommet til en Slægt, for hvem Syndsforladelse og Undskyldning er ved at gaa i et; det er kommet til en Slægt, som tilegnede sig dette Ord med Tilgivelsens "thi", fordi denne Slægt paa det dybeste var og er optaget af sin egen religiøse og moralske Kvalitet og derfor indstillet paa Selvforsvar.

- Jesus talte til sine Disciple om deres bundløse Gæld over for Gud. Der var ingen "thi" ved Guds Tilgivelse, fordi der ingen "formildende Omstændigheder" var ved deres Synd. Saa havde den netop ikke været Synd.

Syndsforladelse, det er grundløs Barmhjærtighed; Gældens fulde Udslettelse, Skyldens Tilgivelse; det er Stedet hvor Dom og Naade mødes, Død og nyt Liv, Ende og Begyndelse.

"Undskylden", det er en Grad af Frikendelse og bygger paa et "thi", som er den Anklagedes Ejendom, hans Grad af Ret; han er ingen hjælpeløs fattig; han søger ingen Gave, han søger Frikendelse i Forhold til sit "thi".

Men den retmæssigt anklagede, han er den hjælpeløst fattige. Han ejer ingen "thi" at byde sin Dommer.

Hvor en Handling fører et Menneske ind for Gud, der er der kun to: Dom og Tilgivelse.

Men hvor en Handling, en "Synd", fører et Menneske frem for andre Mennesker, dér er der ogsaa et "thi".

Forseelser, Fejltrin, Uforstand; alle Menneskehandlingers Relativitet og Ufuldkommenhed; alt det, om hvilket det netop hedder: at forstaa, det er at tilgive - eller i jødisk og kirkeligt Sprog: der er Grader -; vore "Synder", saadan som de er, set fra Menneske til Menneske - er det det Regnskab, vi staar med over for Gud?

Et sagtmodigt Sinds milde Dom - er det Guds Ord fra Golgatha?

En forstaaende Undskyldning for en "Uvitterlighedssynd", en kærlig Forbøn for de Mennesker, der dengang korsfæstede Jesus foran Jerusalems Mure, og for den Slægt, der dengang forkastede ham - ja, saa er Korsfæstelsen gjort til en isoleret Begivenhed, saa har den ingen Forhold til alle andre Slægter paa Jorden. Saa er det forbi med det Ord: Og naar paa din Dom jeg grunder, ser jeg og mit Segl derunder.

En Bøn om Tilgivelse for alle Slægter; en begrundet Bøn, en Tilgivelse som dog tilsidst hviler paa min Uskyldighed - ja, saa har Tilgivelsens Begrundelse gjort Tilgivelsen tom.

Den, som ved Korset føres frem for Gud - og som saa i Forkyndelsen møder Tilgivelsen med et "thi", han er atter hjælpeløst kastet tilbage paa sig selv.

Han ved jo, at saa gælder denne Tilgivelse ikke ham. Andre maaske, men ikke ham.

Saa har dette Tilgivelsens "thi" gjort Tilgivelsen tom, fordi det gjorde Synden tom.

Det er det afgørende og skæbnesvangre ved dette Korsord i Lukas Evangelium. Alt det øvrige kommer i anden Række. Dets Oprindelse - vi kender den ikke. Til hvem det er rettet, eller i Overleveringen ment eller tænkt rettet - Soldaterne maaske, eller Øvrigheden, eller Folket, eller Menneskeheden - vi véd det ikke.

Men det véd vi, at Tilgivelsens "thi" er Sandhed mellem Menneske og Menneske - kun dér, og altid dér. Og kommer dette Ord, eller den Tanke det udtrykker, ind i et Menneskes Bøn saa angaar det dog til sidst kun hans eget Sind under Uretten. Andre angaar det Ord overhovedet ikke. Den derimod, der i Følelsen af at være under Anklage tilegner sig et saadant "thi" for bedre at kunne fastholde "Tilgivelsen", hos ham er Selvforsvaret traadt i Syndserkendelsens Sted.

Det Folk, der forkastede Manden fra Nazareth; det Raad, der dømte ham; de Mænd, der udførte Dommen - om de har "korsfæstet Kristus", det ved kun Gud; om dem taler jeg ikke, saa lidt som om andre Folkeslag eller Racer eller Kirker eller Tider, der siden da er gaaet hen forbi Korset - og har taget det rigtige Parti. Men jeg taler om Mennesker, der ikke kom paa den rigtige Side; dem, der baade har korsfæstet og endnu korsfæster Kristus, og véd det; dem der er fattige; dem der raaber af Dybsens Nød. Dem der trænger, ikke til Trøst, men til Naade.

Tilgivelse, men til de dog i nogen Grad retfærdige - det er Evangelium for de rige.

Denne modevangeliske, men kirkebyggende Lære om "Enheden" og "Helheden" - hvad har den ikke bragt med sig af fejg og uærlig Holdning over for Mennesker og deres Ord. Hvad har den ikke ført med sig af Personforgudelse, og dermed Selvforsvar. I hvilken Grad er f. Ex. ikke nytestamentlige Mennesker blevet moralsk og religiøst tabu - baade i levende Live og ned igennem Tiderne - fordi Kravet om Besiddelsen af Helligaanden blev knyttet til det at Gud lod sit Evangelium forkynde gennem dem!

Tag Paulus. Et Menneske, der forenede de mest storladne og elskelige med de mest smaalige og utiltalende Egenskaber, en Skikkelse, der ved hele sit Væsen og Færd raaber ned igennem Tiderne, at det ikke er hverken paa Grund af Hellighed eller ved Hellighed, Gud forkynder sit Evangelium gennem et Menneske. Og dog var Paulus selv, netop ud fra Pinsereligiøsiteten, ikke et Øjeblik i Tvivl om, at det var saadan.

I Manddomstiden Pral, i Alderdommen Selvmedlidenhed; og Bitterhed var Broen derimellem. Alligevel er Paulus den helliggjorte! I en Menneskealder har han rejst fra Land til Land, med skiftende Medarbejderkreds, oprettet Menigheder i mangfoldige Byer, haft talrige Sammenstød eller voldsomme Brud baade med sine egne og med andre - men han har altid haft Ret; han har intet at bebrejde sig i Gerning. Det er dog noget!

Det sker, at en kirkelig Forfatter vover sig ud med en undselig eller forsigtig Bemærkning om at det egentlig er mærkeligt, man saa sjældent møder Syndsbevidsthed hos den troende Paulus, mens den er "saa fremtrædende" hos Luther gennem hele hans Liv. Og saa prøver man at finde sig tilrette med dette; man taler om deres meget forskellige Naturel, om Luthers grovere Natur og Paulus' ædlere Opdragelse, og hvad man nu saadan kan finde at sige; og saa falder man jo tilsidst tilbage paa de "ganske vist mærkeligt isolerede" Steder Romerbrevet 7,14 flg. - der netop ikke (heller ikke v. 18 flg.) handler om den troende Paulus, men om det "naturlige", etisk stræbende Menneske, skildret i let stoisk Stil (ganske som hos Epiktet, Arrian Dissert.2,26); og Galaterbrevet 2,20 - der netop ikke handler om "kødeligt Levned", men (som 2.Kor.10,3, Filipp.1,22, Kol.3,3 o. lign.) taler om "den Tid mens jeg er her i Live".

Man pløjer Paulus' Breve igennem for dog i det mindste at finde en lille Smule Syndserkendelse hos den troende Apostel; men der er ingen. Man vender og drejer hans Ord for dog at finde en luthersk Tanke i Paulus' Hellighed; men man finder den ikke. Der er ingen Fællesskab her; bundforskelligt forkynder Paulus og Luther Naadens Stand: For Luther er den hellige en Synder; for Paulus er Synderen ikke hellig.

Det kan ikke hjælpe at henvise til den Følelse af egen Ringhed, som flere Gange finder Udtryk i Paulus' Breve. Naar han skriver til Korinthiermenigheden (1.Kor.15,8 ff), at han kun lige netop naaede med blandt dem, der saa Livet og skulde vidne om Livet; at han er den sidste og ringeste af alle Apostle og ikke Apostelnavnet værd - saa er det Fortiden, der staar for hans Erindring: jeg har engang forfulgt Guds Menighed - - og straks er dette Baggrund for, hvad han nu er og hvad han i sit Liv har udrettet: mere end alle de andre - ved Guds Naade, takket være Gud. Og paa ganske samme Maade, naar han i Efeserbrevet (3,1-13) taler om sit særlige Kald i Guds Frelseshusholdning, og i den Forbindelse til sidst kalder sig "den ringeste af alle hellige" - det fremherskende i denne Erindring er Modsætningen mellem Før og Nu, nu da han er Redskab og Virkested for Guds Naades vældige Kræfter (sml. Gal.1,11-16 og Kol.1,24-29, og hans Arbejdsfælle Lukas' Gengivelser i Ap. G. 22 og 26). Deraf ogsaa Tilføjelsen, da han paa sine ældre Dage overfor Timotheus erindrer alt dette (1.Tim.1,12-16): jeg fandt Barmhjærtighed, fordi jeg, ikke-troende som jeg var, handlede uden at vide, hvad jeg gjorde.

Vel følger hans Fortids Synd ham i Erindringen; men den følger ham netop som fortidig; den følger ham baade til Ydmygelse og til Ophøjelse, den følger ham som Modsætningsbaggrund til, hvad han nu ved Guds Naade er, og hvad han nu lever, ved Aanden.

Og vel er han "endnu ikke fuldkommen" (Philipp.3,12); men hvad han lever, lever han i Bevidstheden om stadig at være blevet og stadig at blive bevaret i Hellighed gennem Kristi Aand, og at frembære stadig ny og stadig fuldkomnere Gerninger, ved den samme Aand.

Verden (og Fortiden) ligger i det Onde, den troendes Liv i det Gode. Fra Ondt til Godt, det er Omvendelsen; fra Godt til Fuldkomment, det er den Troendes Liv i Hellighed. "De som er i Kristus Jesus, er frigjorte fra, hvad alle andre Mennesker er tvungne til: at tjene Syndens Lov" (Fr. Petersen, Romerbrevet).

Paulus er frigjort. Der er ingen Fald mere at mindes, ingen Nederlag mere at angre, ingen Synd mere at bede om Tilgivelse for. Ingen Selvbebrejdelser, ingen Samvittighedsanklager. Og det er Aandens Frugt. Der er end ikke det mindste Gran af Syndserkendelse at opdrive. Det bekymrer en luthersk Kirke, at der ikke er - - det vilde have bekymret Paulus meget mere, om der var.

Paulus' Samvittighed er ren og god, under alle Forhold, gennem alle Breve; den hører med til "Naadens Stand". Er det saadan hos Luther? og hvorfor ikke?

En ængstet Samvittighed er for Paulus et Tegn paa, at Faldet truer, eller allerede er sket. Er det saadan hos Luther? Og hvorfor ikke?

Fordi Paulus' Hellighed er paa Jorden, synlig, paatagelig, virket af Kristus i Aanden, bevidnet af Samvittigheden. Men Luthers Hellighed er i Himmelen.

Der er ingen Syndsbevidsthed hos den troende Paulus - og der maa ingen være; thi han véd sig som Kristusmenneske, som Guds Apostel og Vidne om Daabsbodens Helligelse, om Bekendelsens og Aandens Renselse; og kun den (relativt) færdige kan være Lærer i Menigheden, hvis Renhed skal bevares.

Vel er Legemet foreløbig ligesom kun "primsignet" til Kristus ved Daabens Død og bliver først ved den legemlige Døds "Daab" beseglet til Opstandelse i Hellighed, ved Aanden og sammen med Aanden (sml. f. Ex. Rom.8).

Vel "begærer Kødet mod Aanden" (Gal.5,17); men det Onde er dog uden for den Troende, og kan i det højeste strejfe ham - til dette "uden for" hører netop ogsaa hans "Kød", fra hvilket der endnu stadig kan udgaa Angreb paa ham, men Kristus, Aanden bevarer ham. Mystisk-magisk overvindes det Kødeliges Magt; sacramentalt fuldbyrdes i den Troende Kristi Vej: gennem Død til Liv.

Dette er Paulus' "Naadestand".

Den "evangelisk-lutherske" Nutidslæser, der er noget hjemme i Paulus' Breve, har sikkert ofte haft en Følelse af, at det da egentlig var en underlig Dobbelthed, Paulus levede i og forkyndte Evangeliet ud fra: moralsk Hellighed, og Retfærdiggørelse i Kristus; og mange har vel gjort sig deres Tanker om denne Dobbelthed, som de - naturligt nok - ikke har kunnet faa til at gaa op i en højere theologisk Enhed. Det ene maa jo sætte det andet ud af Spil: Over for Korsets Ord bliver Moralen spidsborgerlig - eller over for den praktiske Kamp mod Synden bliver Retfærdiggørelsen en theologisk Fantasi.

Det er nu ikke saadan, at Paulus, ved Siden af at forkynde Evangeliet om Retfærdiggørelsen af Naade ved Tro, tillige har en Arv fra Synagogen, en personlig jødisk og kirkelig-borgerlig Interesse: Menighedens rene Vandel og gode Omdømme - en Interesse, som han saa uvilkaarlig sætter i Forbindelse med og lader drage Næring af Evangeliet.

Vel staar - hos Paulus som hos enhver anden rettroende Jøde - den Lære urokkelig fast, at Gud straffer de syndige og belønner de fromme; og mangfoldige Krav, Bebrejdelser og Opmuntringer i hans Menighedsbreve viser, hvor haandgribelig og "dennesidig" hans Hellighedstanke er; hvor stærkt den er knyttet til gængs Morallære; hvor dybt den jødisk-borgerlige Børnelærdom eller "Katekismus" om "De to Veje", Livets og Dødens Vej, gennemtrænger hans eget Væsen og hans Forkyndelse. Guds Hellighedskrav er konkrete moralske og religiøse Krav, og Hellighedens og Lydighedens Udfoldelse sker netop i denne vor Verden; Evangeliet er, at Gud selv skaffer Lovens Krav fyldestgjort, - bortskaffer den syndige Fortid og giver Kraft til den syndfri Fremtid; stadig er Hellighed, netop i denne "Fænomenernes" Verden, Adgangstegn til "Riget", som staar for Døren; stadig er Syndfrihed Betingelsen - men Kristus og Aanden er den eneste Vej til dens Virkeliggørelse; "Loven" er død, giver ingen Kraft til sin egen Opfyldelse - tværtimod.

Naar man fra kirkelig Side prøver at dæmme op f. Ex. imod "Tidehverv", saa fremhæver man bl. a. Paulus' stadige Tale om Helligheden. Intet er sandere, end at Paulus idelig taler om Hellighed - - men at paaberaabe sig dette fra kirkelig Side er fuldstændig tomt, netop fordi man paaberaaber sig det som et "Ogsaa", og ikke som det ubetingede og afgørende, som det for Paulus er.

Skal der tales om "Helheder" - og det skal og maa der jo, hvor "Skriften" paaberaabes og benyttes som et kvantitativt Grundlag for Kristendomsforkyndelsen - skal der tales om "Helheder", saa er det Hellighed, der er Helheden i Paulus's Forkyndelse, ganske anderledes end "Retfærdiggørelse". I Retfærdiggørelsen fandt Luther Evangeliet hos Paulus - og uden det havde Paulus ikke været Paulus for Luther, og Luther ikke Luther for os - men det rokker ikke ved den Kendsgerning, at "i Helheden" spiller Retfærdiggørelsen ikke den store Rolle; "Helheden" er Helligheden, Renheden; Retfærdiggørelsen betyder "i Helheden" væsentlig dette, at det er Gud, der har virket, at vi kan staa rene. Og dette: selv at staa ren for Gud paa Dommens Dag, det gaar som en Grundtanke gennem Paulus' saavel som gennem hele den apostolske Forkyndelse.

"Herren staar for Døren; gør Bod; aftvæt dine Synder, tag Daabens Aag paa dig, til Liv om du bevarer Seglet, til Død om du bryder det; det varer kun kort - Herren er ganske nær."

Det er Døberdisciplenes Daabsbod.

I Apostlenes Menighed er Grundlaget det samme: Hellighed fra Daabens, fra "Beseglingen"s Øjeblik. Men Menigheden, "det sande Israel", har i Pinsedaaben faaet Helligaandens Kraft: ved Aanden kan og skal Daabsrenheden bevares ubetinget - Herren kommer snart.

Og tidligt, i hvert Fald hos Paulus, er det Daaben, der samler Frelsestankerne som i en Sum, alle Tanker om Korsfæstelsen og Opstandelsen, Kristus og Aanden, Død og Liv i een eneste Helhed - Daabens oprindelige Tanke: Renheden, Helligheden, uden hvilken ingen skal se Gud. Til Kristus er vi døbt med hellig Aand, døbt til at være en ny Menneskehed, lydefri for Gud og Mennesker. Korset er vor Retfærdiggørelse - Kristus for os, Skyldens Forladelse; Aanden er vor Helliggørelse - Kristus i os, Syndernes Fjærnelse. Korset dækker Fortiden, Aanden bevarer Nutid og Fremtid.

Med Theorien om Renheden, om det ny hellige (uanklagelige) Liv efter Bods-Daaben er Paulus saa at sige født ind i Menigheden; det er Ur-kristendom. Ved den stiftes Menigheder i Øst og Vest. Dagene gaar, Kristus tøver; Dagliglivet maa leves, "Seglet" bliver gammelt - - og saa bliver Virkelighedens Spørgsmaal til denne Menighedstheori det samme som et Spørgsmaal om Oprigtighed og Selverkendelse.

Hvad sker der da med denne Theori, naar den støder sammen med de faktiske Forhold i Menigheden og i den Enkelte?

Der sker en lang Række Kompromis'er og Undvigelser - netop fordi Tanken om "Renhed" var Pinsereligionens uopgivelige Kærne, og Guds Tilgivelse faktisk kun blev en "Hjælp til Selvhjælp", hvor meget saa end den hævdede Hellighed kaldtes "Aandens Værk".

Slaaet ud af sin Vej, og tvungen til at bekende det; benaadet, og ivrig efter at betrygge sig det. Med sin urkristelige Hellighedstheori er Paulus blevet jaget gennem Tid og Land; Rabbinisme, Stoicisme, alt maa tjene til at danne Hjælpe- og Forsvarstheorier for Hellighedstanken; han har suppleret den, hvor han løb Panden for haardt imod Virkeligheden: forbigaaende kan Synd forekomme i Menigheden, uden at den ophører at være Menighed. Der var saavist Skrøbelighed nok i Menighederne, trods den høje Theori om de hellige; men Paulus har lettere ved at faa Øje paa andres end paa sine egne Skrøbeligheder - og saa har han bøjet Theorien, naar Talen var om andre, men fastholdt den principielt, og for sit eget Vedkommende, udvalgt som han var af Gud til at være Troens Vidne og Forbillede. Og saa bliver han alligevel kastet ud af alt dette Forsvar for al denne Rigtighed, Gang paa Gang, naar noget er ved at bryde sammen i Menighederne, og Ord som Tro, Naade, Frelse faar et Evangelium, som de aldrig kunde faa paa Baggrund af alt dette Rigtige - - det er da Hedningemenighedernes Virkelighed som Kristusmenigheder bliver draget i Tvivl, det er da Galatermenigheden er i Anfægtelse og Opløsning, og Paulus hjælpeløst er trængt op i en Krog, det er da, at Tanken om Retfærdiggørelse af Naade ved Tro finder Udtryk saa enkle og stærke, at de kan forny Forkyndelsen femten Aarhundreder derefter - Ord som burde have gjort det af med al den megen Hellighedstheori, de egentlig var tænkt at skulle tjene. Men de fine Hellighedstanker blev ikke overvundet hos Paulus saadan som hos Luther; Luther kunde nemlig ikke betragte sig selv som uanklagelig, saadan som Paulus kunde det.

Paulus' Lære "som Helhed" er - ligesom Johannes' - en Forløsningslære, med Grundforestillingerne "Kød" og "Aand", d.v.s. naturligt Menneske og Kristus, og med "Subjektskifte" ved Daaben til Korsets og Aandens Kraft. Gennem dette Subjektskifte sker Loven Fyldest - ved Kristus, i os.

Ikke Eftergivelse, men Fyldestgørelse er "Helheden" i Paulus' Forløsningslære. Af Væsen jødisk-profetisk Bodshellighedslære (thi "uden Hellighed er det umuligt at se Gud"); af Udtryksform helleniserende Forløsningsreligion.

Og hele denne Forkyndelse, med de mangeartede og ofte modstridende Motiver og Tilløb af alt det vi nu plejer at kalde mystisk, moralsk, symbolsk, sacramentalt, eskatologisk - hele denne Forkyndelse er hos Paulus sat i Gang ved Mødet med Guds Ord i Kristus, et Ord, som hverken kan udpeges hos ham eller overtages af andre som Formel, men som er den "Retfærdighed" ogsaa Luther mødte - og som Paulus, Luther og alle, der hører dette Ord, baade tager imod og værger sig imod gennem alle de Mennesketanker og Ord, vi bruger til at "forkynde" det.

Derfor kunde Luther modtage "Ordet" gennem Paulus og forkynde Evangeliet gennem hans Ord - derfor læste Luther sin Retfærdiggørelseslære ind i Paulus' Ord, skønt deres Lære, netop "som Helhed", har saare lidt med hinanden at gøre.

Og nu vore Dages Kirke. Ja, Apostelkirkens Lære om Menighedens Hellighed "har overvundet Verden" - men den Tro har man dog for megen Virkelighedssans til at turde overtage. Luthers Lære om "Synderens Retfærdighed" er blottet for enhver Anbefaling over for "Verden", der forlanger at se Resultater.

Og dog vil man jo saa gerne være baade verdensovervindende og virkelighedstro. Men hvordan?

Urmenigheden, og med den ogsaa Paulus' Lære: en Menighed af Hellige, i faktisk og haandgribelig Hellighed, ved Syndernes Fjernelse, virket af Kristus, i Kraft af Boden - og Luthers Lære: en Menighed af Syndere, af faktiske og aktuelle Syndere, der samtidig, og paa Trods deraf, er antagne af Gud, hellige, i Kristus, ved Syndernes Forladelse - af disse to tilsammen er da blevet Forkyndelsen af en Kirke med principiel og relativ Hellighed, en Kirke af Syndere, der ved Naaden og Aanden vokser Hellighedens Vækst.

Og det kalder man saa evangelisk-luthersk.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - VII. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1933, s.65-73).

Og det kalder man saa evangelisk-luthersk.

Man bebrejder os altsaa, at vi fornægter eller forfalsker Ny Testamentes Tale om Hellighed.

Hvad gør da de, som bebrejder os dette?

Skal vi anklages for at fornægte Ny Testamentes Tale i denne Sag - og jeg vedgaar Anklagens Ret - maa saa vi til Gengæld faa et Svar paa, med hvad Ret vore Anklagere paaberaaber sig Ny Testamente i denne Sag.

Den Helliggørelsestale, som Nutidskirken fører, denne halvgræske Fuldkommengørelseslære - er det Ny Testamentes Tale om Synd og Hellighed?

Hvor kan man paaberaabe sig Paulus' Lære om den Troendes Hellighed, og - samtidig - med Luther bekende, at vi er "en Menighed af Syndere"? Det skylder man fra kirkelig Side Svar paa.

Agter man fortsat at benytte sig af Skræmmeord som "Subjektivisme", "Sværmeri", "Afsporing" o.s.v., og dog samtidig selv at blive staaende i et Kompromis, der tillader en til enhver Tid at søge Udvej snart i urkristelig, snart i luthersk, snart i humanistisk Retning? Det skylder bl. a. Biskop Ammundsen Svar paa.

Der er i de foregaaende Artikler paa forskellig Maade talt om "Helheden" i den apostolske Pinsebevægelse, som Eenhed og Hellighed. Denne og den sidste Artikel vil bl. a. handle om, hvordan Eenheden og Helligheden dømmes af Boden og den femte Bøn. Men da dette i Virkeligheden betyder den efterhaanden "besiddende" Kirkes Opgør med Apostelkirken, kommer jeg til at bruge rigeligt med Citater, bl. a. fra den efterapostolske Tids Skrifter. Uden Aposteltidens Tanke om Daabshelligheden og dens Bevarelse, forstaar man overhovedet ikke de følgende kristne Slægtsleds Historie; og uden en reel Forstaaelse heraf, d.v.s. af det andet Aarhundredes kristne Skrifter, kan omvendt enhver Tid og Theologi lægge ind i det Ny Testamente omtrent hvad den vil.

Er Ny Testamente først en "Helhed", Aabenbaringshelheden for Menigheden, og bringes der saa paa en eller anden Maade et Tomrum ind mellem N. T. og Kirken (religiøst, moralsk, historisk) - ja saa er N. T.'s Helhed i vor Haand.

"At de alle maatte blive ét …". Det er jo ikke smaa Navne, der ned igennem Tiderne er knyttet til det Ord; og større endnu er de Navne, som det er blevet knyttet til, hvor vi møder det først.

Men det faar ikke hjælpe. "Vil I forsvare Gud med Løgne?" siger Job til sine tre Venner, Apologeterne.

Hvilke "alle" - og derfor hvilken Eenhed?

"Eenhed", det er den kirkelige Genvej til Guds Rige.

Enheden under Guds Ord er ingen Styrke i Verden; men Enheden under Kirkens Ord er det.

Enheden under Kravet og Tilgivelsen mangler baade Skikkelse og Anseelse; men Enheden i Renhed og Hellighed, det er en Kraft i denne Verden.

Troen er en Guds Sejr. Men selv om ogsaa "vor Tro er den Sejr, som overvinder Verden", kan det dog godt være, at det ikke er Guds Sejr.

Troen tager Fanger. Alt hvad der borgerligt har "godt Lov" - hvis det er Gerninger af en Troende, bliver det Aandens Gerninger, Troens Fanger. Ja, saa er Selvinteressen gjort til Evangelium - og saa har det i Virkeligheden mindre at sige med Maaden, hvorpaa den udfolder sig: saa kan man "sejre" paa romersk, udadtil, eller paa græsk, indadtil: øge sine Gerningers Sum, eller vokse sin Personligheds Vækst; eller maaske endog gøre begge Dele, snart tænke paa Væxten og snart paa Gerningerne; finde den sjælelige Forbindelse, som jo utvivlsomt er der, og skal være der, dyrke Personligheden for Gerningernes Skyld - thi Frugten afhænger af Træet.

Romanisme og Humanisme, "Oplysningen" og Romantikken, de har jo alle Ret: det er i den nytestamentlige "Helhed", alt sammen.

Ja, alle vore egne religiøse Interesser ligger i Aposteltidens store "Ogsaa". Paulus, Peter, Johannes - intet Menneske har faaet Brev paa at forkynde Guds Ord, hver Gang han sætter Pennen til Papiret.

Galt er det, naar den enkelte Discipel - han være nu en jævn lille Broder i Samfundet eller en "Søjle" i Kirken - galt er det, naar den enkelte Discipel forlokkes af sine specielle Anlæg, hvormed han skal tjene i "Kristi Legeme", eller herske i Menigheden; for det betyder indre Modsætninger, Splid, Kampe. Og dog, saa længe der er Kampe, er Sandhedens Mulighed der ogsaa. Mange Gange værre er det derfor, naar ydre Farer medfører "Fred" indadtil, for Styrkens Skyld.

Vi oplever i vore Dage et Kapitel i Historien - Kirkelig Samling. Ogsaa i Kristenhedens ældste Historie er der et lignende Kapitel - Dannelsen af den apostolske Eenhedsfront. Det er jo ikke Navnene om at gøre, men Presset, Tvangen hvorunder man kom, og Udvejen man søgte. Og det er ikke lutter Aandens Frugt.

Og baade nu og tidligere søger det ene Kompromis Støtte hos det andet.

Det apostolske Forsvar for Evangeliet, og det kirkelige Forsvar for Apostlene, de er uløseligt filtret ind i hinanden. Saadan maa det jo være, hvor Kristenlivet beror paa Eenheden og hvor Sandheden ligger i Helheden.

Derfor har i den kirkelige Skrifttheologi Spørgsmaalene om apostolisk "Ægthed" og om apostolisk "Autoritet" været saa fast sammenknyttede, at de for det meste har været følt som eet, baade naar det gjaldt Angreb og Forsvar.

Det var godt paa Vej længe før "de tolv" var døde; Ord som Ef.2,20, Aabenb.21,14, Hebr. 11,10; Joh. 20,21-23, sml. Mt.16,19 og 18,18, og en Afglatning som 2. Pet.3,15-16, om vor kære Broder Paulus' Breve, hører maaske endnu den Tid til.

Det var stærkt fremtrædende i Oldkirken, lige fra Aposteldisciplenes Dage - Klemens i Vesten, Ignatius i Østen - og da navnlig under Kampene om Afgrænsningen af den nytestamentlige Skriftsamling: paa Spørgsmaalet om det apostolske Navn mere end paa Spørgsmaalet om Indholdet kastes en Række Skrifter frem og tilbage over Kanons Grænse ("Paulus"' Hebræerbrev, Jakobs og Judas' Breve, Aabenbaringen, forsk. Evangelier o. a., forskellige Peter-Skrifter, Barnabasbrevet o. a.).

Det var urokkeligt i Middelalderen.

Det sidder meget dybt hos Luther. Den samme Luther, der i Principet kan hugge tværs igennem den ydre historiske Autoritet og lade Kristusvidnesbyrdet alene afgøre, om det er Pilatus eller Peter, der er Apostel, - den samme Luther er i Praksis bundet til Breve som 2. Petersbrev og 1. Johannesbrev, der nu engang bærer Apostelnavne, og med de Breve giver han en vaklende Tro en tiltrængt Støtte i Gerningerne og i Samvittigheden (se i Tidehverv, 1931, s.151); og omvendt, naar det gælder Retfærdiggørelsen ved Tro alene, saa lægger han megen Vægt paa, at hverken Jakobs Brev, Hebræerbrevet eller "Aabenbaringen" er Apostelskrifter.

Om de nyere Tiders Skriftforsvar vil jeg ikke tale; det er velkendt herhjemme, baade i sine naivt-amerikanske og i sine grundig-tyske Former; og paa det Forsvar lever det meste af den danske Kirkelighed, baade i dens mere folkelige og dens mere akademiske Afskygninger.

Men jeg vil minde om den Kendsgerning, at da "Kritiken" for en tre Menneskealdre siden satte ind paa det Nye Testamente, da gjorde den det ved at splitte og sprede de nytestamentlige Skrifter over tre-fire Slægtled efter Jesu Tid; det var paa "Ægtheds"-spørgsmaalet, Angrebet blev sat ind og Forsvaret blev ført. Saadan maatte det være; det laa i Begrebet den apostolske Autoritet. Nu har Kampen om de nytestamentlige Skrifters Affattelsestid igen trukket sig sammen om et langt snævrere Tidsomraade (ikke synderlig forskelligt fra det der angives af den gamle kirkelige Tradition) og, som jeg mener, med fuld Ret. Men disse frem- og tilbagegaaende Bevægelser har - bortset naturligvis fra det store faglige Udbytte, som den enestaaende Gennempløjning af de paagældende Aarhundreder har bragt til Veje - aldeles ingen Værd, dersom det hele bliver set under Synspunktet afslaaet Angreb. Kanske det endda kunde blive en Pyrrhussejr; hvem véd; maaske kunde den Dag komme, da Kirken ikke længere ved Fortolkninger og Fortoninger formaar at dække over Modsætningen mellem Ja og Nej i Aposteltidens Kristendomsforkyndelse, og hvor den bare vilde ønske igen at kunne skaffe sig visse Dele af Traditionen paa Afstand. - Men, det være nu Sejr eller Nederlag, altsammen er det Kamp paa falske Linier; det er Sammenkobling af Evangeliet og personlig Autoritet; det er den kirkelige Selvopbyggelses Forsvarsforbund med den apostolske Selvopbyggelse; det er det religiøs-etiske Menneskes Selvforsvar mod Korsets Ord: man underbygger, sikrer og styrker den "Helhed", i hvilken det møder en - og holder sig det derved fra Livet.

Jerusalem - Antiochia - Efesus - Rom. Der kræves ingen Hegelske Abstraktioner, ingen Baur'ske Historiekonstruktioner, ingen Vold mod Traditionen - ingen Række af Menneskealdre for at give Plads for en "Proces", der fuldbyrdedes i Apostlenes eget Slægtled; den har sin tilstrækkelige Grund i Samtidens Tanker og Forhold, i "Ordet", der havde mødt dem, og i Menneskesindets Trang til Selvsikring.

Eenheden. Ja, naar Lukas, den elskelige, i sin Missionsberetning saa øjensynlig helst dvæler ved "det positive" og saa vidt muligt undgaar det skarpe; naar Lukas refererer Areopagosprædiken (Ap.G.17), mens Paulus overfor Korinthierne forkynder "Guds Daarskab" og intet vil vide eller prædike til Salighed uden en hængt Messias (1.Kor. c.1-2) ; naar Lukas mindes Timoteus' Omskærelse "af Hensyn til Jøderne", mens Paulus husker paa Titus' Netop-ikke-Omskærelse "af Hensyn til Jøderne" - hvad skal man saa sige om den Slags Historieskrivning? Naar Lukas lemper og glatter, til han næsten faar en Idyl ud af Forholdet mellem Paulus og de Store i Jerusalem (Ap. G. 11-16 sml. Galaterbrevet c. 2), saa er det andet og mere end en følelsesfuld Beundrers Kærlighedskaabe omkring en desværre noget stridbar Broders Sind; det er andet og mere end et kærligt Menneskes hjertelige Trang til at stifte Fred (og det er nu ikke al Fredsstiften der er Salighed; hvor Striden ikke er forstaaet, bliver Forsoningen bedragersk; det er ikke al Fredsstiften, der er Salighed) - Fred mellem Mennesker, Fred mellem "Retninger", Fred mellem Virkelighed og Ønske -; det er Eenhedsfronten, der arbejder sig frem, det er den kirkelige Genvej til Troens Haab.

For Paulus og hans Lære brød det jo ganske vist til sidst sammen, og baade i Efesusegnen og andre Steder byggede Jerusalemkredsen og dens Arvtagere en Storkirke op paa Resterne af hans Gerning; og nu staar Jakobs og Paulus' Forkyndelse fredeligt Side om Side i den nytestamentlige Helhed; den samfundstro Romerborgers Breve er indbundet i samme Bind som Apokalyptikeren Johannes med de vældige Forbandelser over Kejser og Hovedstad; og selv levede han længe nok til at lide Døden i Rom saa fuldt som Peter - et Dobbeltmartyrium, et Samlings- et mægtigt Enhedssymbol for de følgende Slægter.

Som Kirke sejrede den apostolske Eenhedsbevægelse over baade Folkeslag og Tidsaldre. Men det, hvori den virkelig var en Eenhed, Forkyndelsen af den ny og fuldkomne Hellighed - hvor er den nu?

Havde Læren om den døbtes Hellighed, Syndsfrihed, ikke været den oprindelige; havde den ikke været paa det dybeste rodfæstet i Aposteltiden, saa havde de følgende Tiders Historie ikke været hvad den er: Historien om denne Læres ustandselige og hjælpeløse Tilbagetog; og havde Læren om de døbtes Renhed ikke for den første Tid været betragtet som noget uopgiveligt, saa havde vel ikke i de følgende Tider Theorien om Helligheden stadig været holdt op som Dække for Virkeligheden, - indtil Theorien enten opløstes i sin egen Usandhed, eller gik over i helt andre Former (Kirketugt; Embedets Guddommelighed; Naademidlerne).

Bod (Anger, Omvendelse, Nysindelse) har været et Hovedord og et skæbnesvangert Ord i Kirken og for Kirken, fra første Færd og til den Dag i Dag. Ved det er Kirken blevet til - og af det har dens Selviskhed draget Næring; i det er den blevet ramt af Gud - og ved det har den paany i Storkirkerne opbygget sin Magt; gennem det brød Reformationen ind - og ved det har Methodismens mange Afskygninger paany opbygget det kristelige Ego.

- Boden, Daabsboden som Indgang til det nye Liv eller den ny Hellighed, blev oprindelig forstaaet aldeles praktisk og ligetil: den er Menneskets Svar paa Guds Budskab om Rigets Komme. Gud forkynder gennem sin Profet, at nu vil Riget komme, Retfærdighedens Rige for de Retfærdige. Om denne Guds Beslutning, om dette Budskab bliver Evangelium eller Dom, det beror paa Mennesket selv; Gud vil det som Evangelium, og det viser han ved at forkynde fuld og rund Tilgivelse for enhver begaaet Synd til enhver, der "vender om" til Gud. Ordet har lydt; at forblive i sine Synder betyder at gaa lige ind under Dommen; Daabsbodens Hellighedsløfte for Fremtiden og Guds deraf afhængige Tilgivelse for Fortiden er den eneste Vej ind i Guds Rige - thi kun den rene skal se Gud. Idet Menneskets Bod "besegles" af Gud har Mennesket Tilgivelsen, og det vil sige: han er ren, hellig, ny som Guds Rige kræver. Ventetiden, der viser sig at træde imellem Profeti og Opfyldelse, Bod og Frelse, opfattes som en kort Prøve: den der "bevarer Seglet", indgaar i Riget.

Men den der ikke bevarer Seglet?

Ja under det Spørgsmaal har Kristenheden levet sit Liv. Af det Spørgsmaal mærkes, og under det formes baade Aposteltidens og Romerkirkens og Reformationens og Nutidens Tanker, negativt og positivt.

Ventetiden, den der ikke var forudset, Ventetiden var det, der gik løs paa Daabsløftets ærlige men tynde Syndserkendelse og trak Menneskets Virkelighed frem for Dagens Lys. Ventetiden var det, der stillede allerede den apostolske Menighed paa Prøve, om den kunde kende sine egne Stemninger og Ønsker fra Guds Ord Kristus. I Ventetiden faar Guds Evangelium Lyd. Maaske fordi Gud bedst træffer os hjemme til daglig og ikke saa godt dér hvor vi er omtaagede af dybe Erkendelser og store Beslutninger og omsust af Fællesaandens Vingeslag. Maaske. Men enten er Hellighedsløftet Kristendommens sande Udtryk; eller ogsaa er det i Ventetiden, Evangeliet kommer til Menneskene og taler til os som vi er. -

Daabsboden er Menneskets Svar paa det profetiske Ord. Af Svaret afhænger det, om Ordet bliver Evangelium. Boden, Omvendelsen, er baade Anger og Løfte; med Løftet følger Tilgivelsen; Mennesket bevarer sig mod fremtidig Synd, Gud borttager Fortidens Skyld. "Beseglingen" er Pagten. Det er Helligstanden, det er Adgangen til Riget.

Saadan er, praktisk og primitivt, "Helheden" i den gammelkristelige Religion; det er Døberens Forkyndelse før Apostelkirken bliver til, og det er Apologeternes Forkyndelse længe efter at baade Apostle og Aposteldisciple er døde. Hvad der kommer til - jeg taler om "Helheden" - handler om Vejen og Maaden: Forkyndelse af Kristi Død begrunder og sagfæster Guds Handling i Daabspagten; Offeret, nu Korsofferet, er al Syndsforladelses Grundlag. Og Forkyndelsen af Aandsudgydelsen, Messiastidens Helligaand, begrunder og sagfæster Menneskets Nybegyndelse i Daabspagten; Aanden er Hellighedens Udtryk og Vogter.

Med "Helheden" er netop intet sagt.

Daabsreligionen kunde optage Kristusforkyndelsen: Opstandelsen kunde (som hos Paulus) blive Daabsindholdets Udtryk baade religiøst og moralsk - religiøst, fordi Opstandelsen betyder, at Korsofferet er modtaget af Gud, at Tilgivelsens Grundvold er fast (thi uden Kristi Opstandelse var vi endnu i vore Synder, 1.Kor.15), og moralsk, fordi bag Døden er den hellige Gud; - eller Daaben kunde blive Dødens og Opstandelsens Fællessymbol. Daabsreligionen kunde optage Kristusforkyndelsen: Jesu Ringhed "efter Kødet", Sønnens Storhed "efter Skrifterne"; Jesu Flugt for Messiasnavnet; Ventetiden, der skød sig ind imellem Opstandelsen og Genkomsten, - alt dette bragte nyt Liv i gamle Tanker om Forskellen paa den "udpegede" Messias og den indsatte Messias, den lidende Guds Tjener og Menneskesønnen i Himmelens Skyer, om Forskellen mellem Messias' Dag og Guds Dag, om Perioder og Afsnit i den messianske Tid; og Tanken om at leve mellem Kristi "første" og "andet" Komme, gjorde Fantasier til Virkelighed og Virkeligheder til Fantasi. Daabsreligionen kunde optage Kristusforkyndelsen: alle de store mytologiske og kosmologiske Adam-tanker, "Visdoms"-tanker, Logos-tanker, gamle og nye Tanker, der som et uhyre Drapperi lægges over Frelserskikkelsen; Tanker om "den evige Helligdom" Menigheden, Tankerne om Verdensperioder og Frelsesperioder, om Udvalgte og særligt Udvalgte - - nej, med "Helheden" er netop intet sagt.

"Og det skal ske i de sidste Dage, siger Gud, da vil jeg udgyde af min Aand over alt Kød …" (Joel 3,1-5). Det var Joels Profeti. Frelsens Tid, naar Gud "bor midt i sit Folk" og "vender Jerusalems Skæbne".

"Jeg vil skrive min Lov i deres Hjerter, og ikke mere huske deres Synd …" (Jeremias 31,33 flg.). Det var Jeremias' Profeti. Naadens og Hellighedens Stand, naar Guds Villie og Guds Dag brød frem.

Joels Profeti, og Pinseforsamlingen (Ap. Gern. 2); Hebræerbrevet og Jeremias' Profeti (Hebr. 8).

Apostlene oplevede "Jesu Dag" - og "Guds Dag" tog de forud.

Hverdagen havde de oplevet, og Paasken; Ordet havde de hørt, og haft det iblandt sig; det var talt til dem som en Dom, et Bud og et levende Haab; og saa var han gaaet bort. Guds Liv havde mødt dem som alt Liv møder os, hver Dag - ikke til Eje, men til Lys og til Afgørelse.

Jesu Dag havde de oplevet - Guds Dag tog de forud. Pinsemenigheden er hellig, ren i Samvittighed, Tanke og Sind, ren i Villie, Handling og Færd.

Men naar nu hverken Selvforsikringer eller Samfundsforsikringer længere formaar at dække over den haarde Virkelighed; naar Anfægtelserne trænger paa, fordi Renheden er plettet, Helligheden krænket - hvad da? Ja da søger man at værge sig mod Daabsbodens forfærdelige Alvor: Er vort Ansvar for Helligheden ubetinget? Daabens "Oplysning", trænger den igennem foran hver Tanke og Handling? Aandens Kraft, er den altid tilrede?

Man er under Tvang - og man gør som Fædrene gjorde: Synder vejes og deles, efter Loven og Overleveringen, og efter naturlig Skønsomhed - "al Overtrædelse er Synd", men der er jo dog Forskel paa Smaasynder og grove Synder, ligesom Synd mod vor Vilje og Synd med Vilje.

Uvitterlighedssynder, Skrøbelighedssynder - kan Livet her da leves ganske uden Plet og Lyde? og Gud vil jo ikke, at vi skal gaa ud af Verden. Den Margin, der indrømmes disse "uegentlige" Synder ogsaa efter Daaben, kan være forskellig; der haabes - stiltiende eller aabent udtalt - paa Tilgivelse for dem, skønt de ikke hører Daabens Regnskab til, og er naturstridige for den døbte; de er farlige, som Grobund, Næring, Tønder for Djævelens Fristelser til virkelig Synd; og derfor maa og skal de for Lyset, erkendes gennem indbyrdes Formaning i Ord og Skrift, bekendes i Forsamlingen, afbedes af Menigheden, af de fromme - thi "en retfærdigs Bøn formaar meget", og Menighedens Bøn, naar den opløfter hellige Hænder, er et Offer, et rent Offer for Gud. - Hvilken Plads alt dette har haft i de ældste Tiders Menighedsliv, og netop som Værn om Helligheden, det fremgaar jo klart baade af Aposteltidens og af de næste Slægtleds Skrifter. Det er en Arv fra Israel, og forplanter sig ned gennem hele Kirken, ofte i mærkelige Former og Forbindelser (Messeofferet. Fromhedens Overskud. Kirkens Skat).

Men de grove Synder, Mord, Hor og de andre Dødssynder? Synd med Vidende og Vilje, Frafaldets Synd, Synd mod den hellige Aand? Om nogen synder Dødssynd, er da Angeren haabløs?

- Paulus deler ikke Synderne skarpt; han regner vel endnu efter Daaben med Tilgivelsens Mulighed, men han opfordrer ikke til at bygge derpaa. Synd hører Fortiden og Tilgivelse Daaben til; efter Daaben burde Tilgivelse og Bøn om Tilgivelse ikke behøves i Menigheden - saa lidt som han synes at have behøvet den selv. Han advarer mod Synd som naturstridigt for den døbte; han opmuntrer, dadler, truer, udstøder af de helliges Samfund; vistnok har han ogsaa genoptaget (2.Kor.2), men efter hvilken særlig Synd véd vi ikke. Ligesom Jesus (Luc.13,23 flg.) har han ingen Svar paa Spørgsmaalet om, hvem eller hvormange der kommer gennem Døren til Guds Rige, men han siger: kæmp. Og ofte opregner han en Række Synder (Mord, Hor, Uterlighed, Drukkenskab, Ondskab, Ran, Løgn, Gudsbespottelse, Afgudsdyrkelse, o. fl. Rom.1,28 f., 1.Kor.6,9 f., Gal.5,19, Kol.3,5 f., Ef.5,5) som ogsaa gaar igen i andre Skrifter fra Datiden og øjensynlig var gængs Katekismusstof, Synder der gjaldt for særlig grove, og som de der skulde døbes, særlig var blevet advaret imod, og højtidelig havde frasagt sig gennem Daabsløftet - Synder om hvilke Paulus derfor ogsaa hver eneste Gang han nævner dem, udtrykkelig siger, at I véd, Guds Dom vil ramme dem, der gør dette (Rom.2,2); I véd, at de ikke skal arve Guds Rige (1.Kor.6,10); Jeg siger jer forud og har sagt jer forud, at de der gør dette, skal ikke arve Guds Rige (Gal.5,21); I kender det og I véd det, at de har ikke Lod og Del i Kristi og Guds Rige (Ef.5,5); for de Handlingers Skyld kommer Guds Vrede (Kol.3,6).

Der er Angst over dette, at være gaaet gennem Daaben og dog endnu leve i Timeligheden. Bagved: en lukket Dør; foran: Porte, der endnu ikke er aabnede. Et Liv i Timeligheden, men under Evighedens Krav.

Hvad der laa forud for Daaben, var udstreget med Kristi Kors - men hver Skrøbelighed, hver Synd derefter gjorde Samvittigheden vaklende og svag. Var det noget "uvæsentligt" eller var det et Fald? Var min Villie med deri? Hvorfor siger jeg Nej? Var det oplagt Synd, som de andre mener - Dødssynd? Helligaanden siger dem det, og dømmer mig.

- Spørgsmaalet om Naadestandens Fornyelse trænger sig paa. Angsten, ja og saa jo den faktiske Moraltilstand i Menighederne, presser Spørgsmaalet frem. Et "Fald", maaske Udstødelse - og nu Anger. Er der endnu Haab?

Foreløbig er det kirkelige Svar et blankt Nej. Een Daab, een Bod. Daabens Pagt var klar; "Dødssynd", Synd med Vidende og Villie, Frafaldets Synd, Synd mod den hellige Aand.

I Johannes' 1. Brev kommer det klart frem: al Overtrædelse er Synd, men ikke al Synd er Dødssynd. For Svaghedssynd skal der bedes, men ikke for Dødssynd (1.Joh.5,16, sml. Tidehverv, 1933, s.37) - her er Boden udelukket, og Forbønnen derfor haabløs, endog stridende imod Guds Villie; den Menighed, der har Guds Aand, kender jo Guds Villie.

Forudsætningen for denne Tanke er den almindelige: Loven lærer, at enhver Overtrædelse kræver Soning; uvitterlige Synder sones med Ofre, bevidst og villet Synd med Døden (4.Mos.15). Det er Loven om Synd af Vanvare og Synd med Forsæt; og Loven kan ikke rokkes. Derfor: I Daaben blev al fortidig Synd tilgivet, i Kraft af Kristi Sonoffer; al thi ogsaa den udøbtes Dødssynder er jo Vankundighedssynd; men efter Daaben er han "oplyst", han har Ordet og Aanden, han kan og skal vide, hvad han gør; da er i hvert Fald "Dødssynder" uigenkaldelig Synd til Døden. Virkede allerede Loven Erkendelse af Synd, hvad da ikke Daaben! Om selve Skellet kan og maa der ikke være Usikkerhed; Spørgsmaalet er kun, om den i Daaben "oplyste" kan mangle Klarhed, og om den der har faaet Aanden, kan mangle Kraft. Syndfrihed er det, der karakteriserer en kristen som saadan. Selv har han i Daaben "henvendt sig til Gud med Bøn om Samvittighedsrenhed" og dermed skal det være forbi med Synden for Resten af hans Liv (1.Pet.3,21 - 4,3, sml. f. Ex. 2.Pet.1,9). Synd er synlig og Hellighed er synlig; der er et absolut Skel mellem Fortid og Nutid hos den Døbte, som der er det nu mellem de Vantro og de Døbte (sml. f. Ex. 1.Pet.); der er det, thi der skal være det: Daaben har stillet den døbte anderledes end den udøbte; baade uendelig bedre og uendelig farligere - "jo nærmere Gud, des nærmere Ilden" -; men uden Persons Anseelse vil Gud engang dømme enhver efter hans Gerninger (sml. 1.Pet.1,17).

Alle de nytestamentlige Skrifter regner med Muligheden af Synd ogsaa efter Daaben - Helligheden er altid truet og N. T.'s "Helhed" er meget mere en religiøs Moralforkyndelse end en moralsk Religionsforkyndelse - og Syndens Alvor kunde ikke være skildret stærkere end den er; men det er som om Tanker og Tale om fornyet Bod saa meget som muligt holdes tilbage for ikke at afkræfte Daaben, der er (ikke Frelse, men) den eneste Frelsesmulighed. Hvor en fornyet Tilgivelse antydes (for "Svagheds Synd"), dér kan der maaske paany være peget tilbage paa Korset; men mest er det dog saadan, at man i de Sager gaar ad Fædrenes Stier: Kærlighed skjuler mange Synder (Ordsprog 10,12) baade hos Synderen selv (1.Pet.4,8) og hos den han elsker (Jac.5,20); og at en retfærdigs Bøn har megen Vægt for Gud (Jac.5,16 o. m. a.). For "Svagheds Synd". Men kommer "Dødssynd" paa Tale, de grove Synder, Synd med Forsæt, Frafaldets Synd, Synd mod den hellige Aand, da lyder enten Paulus' Hammerslag og Henvisning til Daaben: I vidste det, jeg har sagt jer det, før Daaben og efter Daaben, tidligt og silde - eller ogsaa Johannes' og Hebræerbrevets blanke Nej.

Hebræerbrevets Svar er det klareste og skarpeste: Fuldkommenheden er det, der skal forkyndes her; Grundvolden er lagt een Gang for alle: Omvendelse, Daab, Tro - om det skal der ikke tales mere; det er jo dog umuligt at bringe ny Omvendelse til dem, der eengang har faaet Lyset og har smagt den himmelske Gave, har faaet Del i den hellige Aand og har smagt Guds gode Ord og den kommende Verdens Kræfter - og saa dog er faldne fra, korsfæster sig Guds Søn paa ny og stiller ham aabent frem til Spot. Den Jord, der drikker Guds rige Regn og bærer gavnlig Grøde, faar Del i Velsignelsen fra Gud; men bærer den Tidsel og Torn, da er Forbandelsen nær; Ild skal fortære den. Dog, for Jer har jeg ingen Uro - Gud vil ikke uretfærdig glemme jer Kærlighed til hans Navn, det Tjenersind I har vist mod de hellige (sml. 6,1-10). Og anden Gang: Helligaanden vidner (Jer.31) "Dette er den Pagt, som jeg vil oprette med dem efter de Dage: Paa deres Hjerter vil jeg give mine Love, indskrive dem i deres Sind; og deres Synder og deres Overtrædelser vil jeg ikke mere komme i Hu." Men hvor Synderne er forladt, er der intet Syndoffer mere. Naar vi da, Brødre, har fri og aaben Adgang til Helligdommen, og har en Ypperstepræst over Guds Hus, saa lad os træde derind med oprigtigt Hjerte og fuldkommen Tro, med Hjerterne bestænkede og rensede fra ond Samvittighed, Legemet tvættet med rent Vand; holde urokkelig fast ved Bekendelsen af vort Haab, ikke holde os borte fra Forsamlingen, men opflamme hinanden til Kærlighed og gode Gerninger, - thi synder vi med Villie efter at vi har taget imod Erkendelsen af Sandheden, da er der intet Syndoffer mere, men kun en frygtelig Forventelse af Dommen og "Nidkærhedens Ild", som skal fortære dem, der har sat sig op imod Gud - som har trampet paa Guds Søn, vanhelliget det Pagtens Blod, ved hvilket de engang blev helligede, og haanet Naadens Aand. Vi véd jo, hvem det er, der har sagt: Min er Hævnen. Jeg vil betale! Det er frygteligt at falde i den levende Guds Hænder (sml. 10,15-31). Og endnu en Gang: Pas paa, at der ikke (i Menigheden) findes nogen, som unddrager sig Guds Naade, at ingen giftig Rod skyder op og bringer Elendighed over mange andre (5.Mos.29,18-28), ingen Utugtig, ingen Madsvin som Esau, der for een Ret Mad solgte sin Førstefødselsret. I ved jo, at da han alligevel senere ønskede at faa Velsignelsen i Arv, blev han forkastet, han blev ikke stedet til Bod, skønt han med Taarer bønfaldt derom. (12,15-17).

Grove Synder, villede Synder, det er altsammen Frafald, og Frafald er Haan imod Kristus og Oprør mod den hellige Aand. Selve Gerningen lukker Naadens Dør i for evigt. Naar bevidst Synd allerede i den gamle Pagt betød Døden (4.Mos.15,30), hvor meget mere da ikke i den nye Pagt! (12,25, sml. f. Ex. 2,1-3 og 10,28 f.). Endnu staar det Ord urokket: Vor Gud er en fortærende Ild (12,29).

Een Midler, een Ypperstepræst - een Soning, een Bod. Een, det er Hebræerbrevets Hovedord, det er hele denne Forkyndelses Kraft. Ved det Ord dømmes hele den gamle Pagts Mangfoldighed som Ufuldkommenhed og Foreløbighed; ved det Ord omstyrtes den gamle Pagt - men Jødedommen bekræftes. Daabsbodens Evangelium, det er Halveringen mellem Naadens og Gerningernes Vej.

Een Soning, een Bod. Ved Kristi første Komme er det Synden, det drejer sig om; naar Soningen een Gang for alle er udført (Hebr.9,26 flg., sml. Rom.6,10 flg.) og een Gang for alle er modtaget (sml. Hebr.6,4 flg.), saa er og skal Syndespørgsmaalet være afgjort. Kristi andet Komme har ikke at gøre med Synd (9,28), men bringer Herliggørelsen, den fulde Forløsning. Korsofferet er ikke noget delvis eller stykkevis, Boden derfor heller ikke noget aarligt eller endog dagligt. Een Daab, det betyder, at Gud har sat alt paa eet Bræt, og byder Mennesket Frelse, men kun paa samme Vilkaar. Fortiden sonet, Nutid og Fremtid beskyttet ved Aandens Lys og Kristi' Forbøn - det er den døbtes Naadestand. (6,4 f.; 10,26 f.; - 2,18; 4,15 f.). Kun de rene skal se Gud. Bønnen er for de rene, ikke for de faldne; Kristus, den rene, beder for sine rene, at de maa bevares rene; og Menigheden beder for hinanden indbyrdes - bed for os, thi (N.B.) vi er os bevidst at have en ren Samvittighed (ligesom Paulus, 2.Kor.1,12) og i alle Forhold at have Villie til at vandre ret. (Hebr.13,18).

Kun da er der altsaa Mening i Forbønnen, og da er der Haab.

Evangelium for de rige.

- Luther mødte Paulus i hans Møde med Gud, og ikke i hans Selvopbyggelse; derfor mødte han Evangeliet. Men da Luther jo ogsaa var Theolog, og vilde "begrunde", saa læste han ogsaa Evangeliet ind i "Helheden", i Paulus' apostolske Selvopbyggelse paa Omvendelsens Grund; og dér, i Paulus' Hellighedslære, dér var netop ikke Evangelium, heller ikke et "mere", en Udvidelse af Evangeliet, men netop det "ogsaa", som betyder Evangeliets Modsætning, hele vort menneskelige Selvforsvar og Selvopbyggelse. Luther mødte Paulus paa Evangeliets Sted - derfor troede han godt om ham ogsaa paa alle andre Steder, og læste derfor ogsaa rent historisk set, Paulus' religiøse "Helhed" daarligere end f. Ex. mange Katholiker gør. Men om Jakob skulde Luther nok mærke, at han ikke havde været paa det Sted, hvor Paulus og han selv havde været - og "saa maatte Jakel i Ovnen". Hebræerbrevet siger kun aabent det, som ligger i "Helheden", i Aposteltidens fælles Forkyndelse af Daabsboden som Frelsens Vej - men Luther havde ikke den Sans for Helheder, som hans Kirke har faaet, og han var forarget over, hvor lidt Hebræerbrevet havde forstaaet Guds Naades Dyb.

Hebræerbrevet er Daabsforkyndelsens klare Nej til ethvert Haab, der kunde synes at svække Daabsbodens Stilling som ubetinget eneste Adgang til Riget - nej til den Hellighedens Vej, som fører til Riget.

Daabsboden, det er Jødedom i evangelisk Dragt.

Og det er den Skikkelse, i hvilken Kristendommen forkyndtes og udbredtes i de ældste Generationer, hvad enten saa "Loven" - selve de jødiske Traditioner - spillede en stor eller en ganske lille Rolle deri. Meget førte det ind i. Og ingen Steder er Mennesket sikret mod Evangeliet. I Ordene Tro, Naade, Retfærdighed, var Paulus blevet indhentet af Gud. Men den apostolske Forkyndelses "Helhed" var ikke Retfærdiggørelse af Tro, men: bevar Seglet.

Dagliglivet gav Anledning nok til Anfægtelser for mange i Menigheden; men et Middel til at modarbejde Desillusioneringen var det idelig at tale om Helligheden. De troendes egen Frelsestryghed og Menighedens Prestige og Kraft beror paa Kirkens Hellighed, Renhed. Det apostolske Pinsesamfunds Idé fortsætter sig, Aarhundredet ud, gennem hele det næste Aarhundrede og længere endnu. Montanismen (se slutnote 9) med sit strenge Krav om Overholdelse af Daabsboden blev rigtignok sat uden for Kirken - men vel at mærke nok saa meget af andre Grunde, og først paa et Tidspunkt, da de kirkelige sammen med Forventningen om Kristi nære Genkomst begyndte at opgive Fordringen om "Seglets Bevarelse" - og hvad var Montanismen i Virkeligheden andet end Aposteltidens Pinsemenighed, profetisk-pietistisk fornyet og med en Del mindre væsentlige nye Træk fra de nye Egne og det nye Aarhundrede? - I Kirken lever naturligvis selve den principielle Paastand om Hellighed længere end det virkelige Krav. Det er forstaaeligt nok, men dog værd at lægge Mærke til, at det netop er i apologetiske Skrifter, Paastanden om aktuel Hellighed lever saa frodigt; Aristides har jeg citeret et Stykke af ovenfor; ogsaa Justinus Martyr giver et saare lyst Billede af de kristnes Hellighed, baade i sin berømte Apologi (over for Grækerne) og navnlig i sin store Dialog med Jøden Tryphon (en Bog, som er god at faa Forstand af, men formodentlig lovlig tyk til at blive Læst). Her er Kirkens Hellighed ikke den, at den, selv syndig, er dækket af Kristi Hellighed, eller at den, selv syndig, har faaet Evangeliet om Guds Naade betroet; ikke en Hellighed ved "Tilregning" eller ved "Kald", ikke heller en "principiel" Hellighed (virkelig en imponerende Formel at standse paagaaende Spørgsmaal med!); her er Helligheden hverken luthersk eller protestantisk, men den er ligesom i "Ny Testamentes Helhed" en ganske ligefrem og haandgribelig moralsk Hellighed; Kirken er hellig, fordi Gud har udskilt den fra Syndere, har renset den for Synd og bevarer den ren for ny Synd. Daaben er Badet, der ene ejer Kraft til at rense. Men paa Frelsens Vej gaar I kun "naar I anerkender denne Kristus, renser jer i det Bad til Syndernes Forladelse, som Jesaia har forkyndt jer (Jes.52-55), og derefter lever uden Synd" (Dial.44,4, sml. f. Ex. c.13-14; c.116,2; 124,4) - Rakabs røde Snor betyder Kristi Blod, som frelser alle tidligere utugtige og uretfærdige af alle Folkeslag, naar de har faaet Syndsforladelse og ikke længere synder (Dial.111,4). - Og efter denne Retfærdiges Drab blomstrede vi frem som et nyt Folk, skød op som nye, prægtige Aks … ikke blot et Folk, men et helligt Folk, som jeg allerede har bevist (Jes.62,12), renset af Herren; vi er altsaa ikke noget foragteligt Folk, ikke nogen barbarisk Stamme eller et Folk som Karer eller Fryger, nej, Gud har udvalgt netop os … vi er det Folk, som Gud engang lovede Abraham … alle vi er nu draget ud af det Samfund, hvori vi levede og med hvem vi delte onde Skikke, og sammen med Abraham skal vi arve det hellige Land … vi, ikke I (Jøder), hos hvem der ikke findes Tro (Dial.119) - vi der for vor Bekendelses, Lydigheds og Fromheds Skyld overgives til Pinsler, ja til Døden, af Dæmonerne og Djævelens Hær, hvis Tjenere og Hjælpere I er (131,2) - I der har forbrudt jer imod Herren, og har drevet jer Ondskab saa vidt, at I hader den Retfærdige, som I har dræbt, og hader dem, der ved ham er blevet hvad de er: fromme, retfærdige, menneskekærlige (136,2).

Jo, de Kristnes Omvendelse ved Daaben betyder for Justin som for Pinsemenigheden en virkelig Syndsaflæggelse, en paatagelig og radikal Menneskefornyelse i Villie og Vandel. Og Gangen i denne Genfødelse er stadig den samme som i Døberens og Urmenighedens Dage: "Oplysningen" (i Praksis Katekese, Daabsforberedelse), Løftet (i Fremtiden intet syndigt hverken at gøre eller billige, med særlig Frasigelse af en Række grove Synder), Bønnen om Tilgivelse (Henvendelsen til Gud om Udslettelse af Fortidens Syndeskyld, og om en god Samvittighed), Badet (Beseglingen), og Bønnen om Kraften eller Helligaanden. Og efter dette Genfødelsens Bad er det nye Menneske ogsaa i Stand til at leve uden Synd, saaledes som han har lovet som Forudsætning for Tilgivelsen og Betingelse for Saligheden. Tilgivelse er for den, der har ophørt at synde. Bod er mere end Anger; Bod er Ophør, ny Begyndelse, og Løfte. Justin har nok hørt, at visse andre (kristne?) lærer som Jøderne, at Gud fortsat tilgiver Syndere (det siger han i Dialogen, ikke i Apologien!); men det gør Løftet tomt. Først Syndens Ophør, saa Tilgivelsen. Hedninger og Jøder er Syndere, de Kristne er forhenværende Syndere. Een Bod: Daaben. Som hos Paulus, saaledes hos Justin: Synden, Tilgivelsen og Bønnen om Tilgivelse hører Fortiden til, naar man er kristen.

Eller, som Aristides i den første, saaledes Athenagoras i den sidste Halvdel af Aarhundredet. I en lang Redegørelse for de Kristnes Renhed og Kyskhed hedder det bl. a.: (thyesteiske Maaltider og ødipodeiske Samlejer) lyver man os paa … vi, der ikke engang tillader en ond Tanke at komme op i vort Sind om end blot for et Øjeblik; ja, var vi overbeviste om, at vi kun skulde leve dette ene Liv, saa kunde vi maaske nok mistænkes for at synde … men nu da vi ved, at Gud Nat og Dag overvaager vore Tanker og Ord … og da vi er visse paa, at vi skal leve et andet Liv efter dette, et bedre, hos Gud … eller et værre, i Ilden … saa er det ikke at vente, at vi frivilligt skulde begaa Synd og overgive os selv til den store Dommers Straf (c.31) … (Ødipodeiske Samlejer!) - vi, hvem ikke engang et begærende Blik er tilladt, vi, hvem Øjet kun maa være, hvad Gud skabte det til at være: vort Lys … og som engang skal dømmes endog for hvad vi blot tænkte … vi, der skal aflægge Regnskab ikke efter Menneskelove (som jo ogsaa en Skurk kan have Held til at omgaa) … og til hvem Ordet siger (om Menighedskysset): "Om nogen kysser anden Gang, fordi han finder Behag deri … Saa nøje maa vi agte paa vort Kys, eller rettere vor Hilsen, fordi det sætter os uden for det evige Liv, dersom det tilsmudses i vore Tanker, om end nok saa lidt (c.32) … Og saadanne Mennesker (som vi) maa lade sig sige! jo - "Skøgen vil nok belære den ærbare"! (34) … (Thyesteiske Maaltider!) - den der tror paa Opstandelsen, skulde han gøre sig selv til en Grav for Legemer, der skal opstaa? Den som ikke tror paa Opstandelsen eller paa at der er noget Regnskab at aflægge, hverken for Godt eller Ondt i dette Liv, om ham kan der være Grund til at mene, at han ikke vilde vige tilbage for noget; men de, der er overbeviste om, at intet gaar Guds Øje forbi, og at Legemet, som har tjent Sjælens Begær, ogsaa maa dele dens Straf - for dem er der ingen Mening i at indlade sig paa selv den mindste Synd (36).

Det er Aposteltidens Syndfrihedslære i sokratisk Ræsonnement.

Og Daabshelligheden ophører ikke med det andet Aarhundredes Apologeter; den Margin, der indrømmes "Uvitterlighedssynder", kan vel blive temmelig bred, men alligevel opretholdes Fictionen om Syndfrihed af Hensyn til Alvoren hos den Enkelte, af Hensyn til Exemplet i Menigheden, og navnlig af Hensyn til "dem udenfor" - - og de sidste forkrøblede Rester findes endnu i vore Dages Pietisme.

Men hvorfor blive ved? Exemplerne ovenfor er tilstrækkelige til at vise det let forstaaelige, at under Kirkeforsvaret bliver Helligheden et Aktiv; gennem Apologeternes Slægtled fortsætter Pinsesamfundet sin Daabsrenshed - lidt køligere maaske, lidt mere hellensk og abstrakt, lidt mere rationalistisk begrundet - men ikke derfor mindre fuldkommen.

Lydighed - Syndfrihed; det er to Verdener; Apologeterne har forenet dem.

Hvad den højeste Gud fordrer, men hvad selv Stoikeren ikke naar, det naar den Kristne.

To Verdener har Apologeterne forenet; ja, men oplærte af Aposteltiden; thi allerede i "Hellighedens Bevarelse" gaar Menigheden bort fra Dagen og Vejen, fra Øjeblikket og Lydigheden og Gud, og hen til Sikringen af sig selv og sine høje Maal. Og saa har det ikke meget at sige om det lyder mere urkristeligt, "Seglets Bevarelse", eller mere humanistisk, Sjælens Tilrettelæggelse for Evigheden.

Hvorfor er Menigheden saa straalende, naar der er Fordel ved Glansen?

Og hvorfor er der - netop ogsaa i den efterapostolske Tid - saa mange Kristne, der i deres Hjærtes Eenfold og uden Tanke paa at tage sig godt ud i det offentlige, giver et ganske andet Billede af Menigheden og sig selv - og som maaske netop derfor baade hørte og forkyndte det Evangelium, som var blevet skjult for de retfærdige og vise? Kristne, der efter Daaben blev anfægtede, og forgæves søgte Trøst i Aposteltidens Deling mellem Synd og Synd, men som fandt et Glimt af Evangelium gennem "den 2. Bod" og alt hvad den førte med sig - og de som ikke kom let om ved deres Uvitterlighedssynder, men som igen fandt og fik Brug for den 5. Bøn, og hørte Evangeliet paany.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - VIII. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1933, s.85-92)

Daabsboden, Pinsemenighedens Budskab om den ny Hellighed, det er Evangelium for de rige. De rige har faaet; de fattige maa vente.

Men i Ventetiden faar Guds Evangelium Lyd.

Og det klinger ikke nær saa rigt. Her er intet taget forud. Her giver Gud fra Dag til Dag. Bod og Bøn. Anger og Tro.

Det er Livet før Paaske, men under Paaskens Ord fra Gud. Det er Livet før Pinse, men under Pinsens Haab, som Gud selv har lagt i sin Paaske.

Tidernes Vendepunkt er indtruffet, det store Skifte mellem de to "Æoner", de to Herredomstider, Satans og Guds, Syndens og Hellighedens.

Det er Urkristendommens Forkyndelse.

Men nye Angster rejser sig, nye Farer truer - truer ogsaa Menigheden. Den Ondes Magt er dog ikke brudt.

Det blev Ventetidens Erfaring.

Pinsemenigheden maatte igen blive Discipel og lære Evangeliet.

Og der blev kæmpet for at forene Theori og Virkelighed, overalt mærker man Sporene deraf: Menighedernes faktiske Tilstand og Apostlenes deraf følgende Pædagogik; Brevenes stadige Gliden fra Menighedstale til Missionstale; den tiltagende Bekymring i Kætterspørgsmaalet; Spekulationer om Guds "Frelseshusholdning", dens Tider og Timer; den idelige Fornyelse af Tidens Æonskifte-Myter (f. Eks. i Johannes Aabenbaring) - altsammen er det, hver paa sin Maade, Vidnesbyrd om Menighedens Kamp for at forene Theori og Virkelighed: Tidsskiftet, som kom og dog ikke kom, Helligheden, som er og dog ikke er.

Kristus udeblev. Og det var Anfægtelser, dette affødte, ikke sentimentale Længsler.

- Til Marcusevangeliets Kapitel 16 er der - selv i vor autoriserede Oversættelse - føjet en Note om, at Stykket v. 9-20 "mangler bl. a. i de to ældste Haandskrifter".

Dette Stykke er nu i hvert Fald ikke den oprindelige Slutning; det fremgaar baade af Indholdet selv og af Oldkirkens Overleveringer. Men om Evangeliet oprindelig virkelig har endt med 16,8 (Kvinderne fortalte intet om, hvad de havde oplevet ved Graven, "thi de frygtede") eller om en oprindelig Slutning er tabt, eller fjernet og erstattet med den nuværende - det er Spørgsmaal, som vi i Øjeblikket ikke behøver at komme ind paa. Her er det selve Stykket, det drejer sig om.

Hvem dette Stykke nu end stammer fra (i et gammelt Haandskrift bærer det en Aposteldiscipels Navn), saa er det tydeligt nok et Led i en Evangelieberetning med andre Forudsætninger end selve Marcusteksten. Og at det gaar tilbage til Slutningen af 1. Aarhundrede, er af mange Grunde sandsynligt.

Stykket fortæller, at der var tre Aabenbaringer af den Opstandne (V. 9, 12 og 14): Først for Maria Magdalena (som fortalte det til de sørgende Disciple, men de troede hende ikke); dernæst for to Disciple paa Vejen (som ligeledes fortalte det til andre, men uden at blive troet); og endelig, stadig paa samme Dag, umiddelbart inden Himmelfarten (V. 19), "aabenbarede han sig for de Elleve selv, mens de laa til Bords, og han bebrejdede dem deres Vantro og Stivsind, at de ikke troede dem, der havde set ham opstanden fra de døde. Men de undskyldte sig og sagde: Denne Lovløshedens og Vantroens Tidsalder staar under Satan (se slutnote 2), som ved sine urene Aanders Hjælp sætter sig imod, at Guds sande Magt fattes af Mennesker (se slutnote 3); aabenbar derfor nu din Retfærdighed (se slutnote 4). Saaledes talte de til Kristus; men Kristus sagde til dem: Tidsmaalet for Satans Herredømme er udløbet (se slutnote 5); men nye Farer venter - ogsaa dem for hvem jeg blev overgivet til Døden, fordi de havde syndet, for at de skulde vende om til Sandheden (se slutnote 6) og ikke mere synde (Joh.5,14; 8,11), for at de kan faa i Eje den aandelige og uforgængelige Retfærdigheds Herlighed i Himmelen. Men nu, drag ud overalt i Verden og forkynd …

Marcustilføjelsen (V. 9-20) er jo ellers velkendt; men næppe dette Afsnit deraf. Den ovenfor gengivne Text er vistnok ubeskaaren (se slutnote 7), den gængse forkortet. Dersom nogen faar Tid til at læse Noterne med, saa vil de forstærke det Billede af Ventetiden, som dette Ordskifte giver: Billedet af en Slægt i Vaklen mellem to Tider; en Slægt, der var saa vis paa at have oplevet Afgørelsen og Sejren, i Verdensløbet saavel som i sig selv, men som dog maa blive ved at slæbe sig gennem Hverdagenes uforandrede Graa og Aarenes lange Række; en Slægt, for hvem Theorien nedbrydes af Oplevelserne, historisk saavel som moralsk; en Slægt, der værger sig imod sin egen Utryghed ved at gøre sine Tanker til hans Ord, eller gentage og forme og atter gentage sig Fortiden og Begyndelsen med en Kredsen og Dvælen, der efterhaanden gør selv de mest indholdstunge Ord til Clicheer.

Mørkets Aandemagter, Satans "Engle" og Haandlangere binder Mennesket i Skæbnerædsel og Synd i denne Lovløshedens Tidsalder; men dette Herredømme har Gud brudt; os har han givet Magt til at staa Mørket imod og faa Lod i de helliges Arv i Lyset: han har revet os ud af Mørkets Magtomraade og stillet os over i sin Søns, den Elskedes, Rige - ved ham er Forløsningen vor, Syndernes Udslettelse (Kol.1,11-14). Nu er Kristus Fyrste, ikke Satan.

Tidsskiftet var kommet - men Gudstiden var alligevel ikke kommet; endnu har Djævelen Magt til at bekæmpe baade Troen og Helligheden.

Det er disse Anfægtelser, der taler i denne Text; det er disse angste Spørgsmaal, der har været Menighedens næsten fra første Færd, og blev ved at være det gennem Generationer. Knap er en Menighed grundlagt, før de dukker op (Thessalonikerbrevene er klare Vidnesbyrd om dette); de ulmer under hele den apostolske Tid og meget længere, de bryder ud i Profetier og Apokalypser - - og forsyner to Aartusinder med mere Stof for Fantasien, end baade Religion og Kunst har kunnet forbruge.

For Fantasien. Thi vel bilder vi os ind, at Spørgsmaalet om "Herrens Genkomst", de sidste Tider, det evige Liv og alt, hvad der i Urmenigheden knytter sig dertil, stadig er Kirkens Arv og Haab. Men det er ikke sandt. Vor Fantasi - og herunder naturligvis ogsaa hele vort religiøse Stemningsliv - vor Fantasi bliver stærkt berørt af alt dette; vor Virkelighed ligger det fjærnt. "Apokalyptiske" Stemninger og Samfund har der vel stadig været, baade i vildtvoksende Frodighed, og kirkelig kultiveret og afdæmpet - "Uvirkelighed" staar der paa det alt sammen.

Fordi de paagældende Forestillinger er "videnskabeligt uholdbare"? Nej, det er rigtignok værre end som saa; nej, fordi vi som en "Menighed af Syndere" overhovedet har mistet og fraskrevet os al Ret til at beholde de Tanker.

Nutidskristne gør sig ikke større Illusioner med Hensyn til Hellighed; man har "ordnet sig" religiøst paa det Grundlag, hvad man jo har kunnet gøre med Ærlighed og med anerkendte Forbilleder baade fra det 16de og 20de Aarhundrede. Men som Lem af Kirkens Legeme og som Medejer af Skriftens Helhed, kan man endda beholde den apokalyptiske Verden som et Slags "Overdrev".

Det kunde den første Tids kristne Menneske ikke. Ganske uanset hans egne eventuelle Anlæg eller Tilbøjeligheder for det apokalyptiske - for ham var det Virkelighed, for ham var det aktuelt, saa sandt hans egen Nutid var aktuel; det var hans Livs Hellighed, der vilde komme til at bestemme det Hinsides, i Art og Grad. Spørgsmaalet om hans Forhold til Synden gjorde hans Dagligliv til eet med hans "Fantasiverden" - hvis man under de Omstændigheder har Lyst til at kalde den med det Navn. For der er nu mere Virkelighed i Oldkirkens end i Nutidskirkens Evighedstanker - ikke fordi deres var lige saa haandfaste, som vore er luftige; heller ikke fordi der var mere Sandhed i Urmenighedens Syndfrihed end der er i vore Dages; men kun fordi Dagliglivet og Himmellivet virkelig var forenet til eet for den Slægt, gennem Hellighedskravet, Hellighedsbetingelsen. Det kan ikke hjælpe hertil at indvende, at ogsaa deres Hellighed jo var baade deres og Guds; det fører kun ind i bundløse Spekulationer. Svaret paa, om Helligheden var Guds eller deres, er desuden givet baade praktisk og enkelt i dette, at Daabens Tilgivelse gjaldt Fortiden.

Vi kan hente tilbage saa lidt eller saa meget vi vil af Urkirkens apokalyptiske Verden - det bliver aldrig andet end et religiøst Ferieland.

Nej, Fantasiriget i Behold, i Kraft af vor Hellighed; eller Gud i Vold, i Kraft af hans Naade.

Udadtil Trængsler, indadtil Spørgen og Usikkerhed. "Brudens" Tilstand, Kristi Tøven.

Gang paa Gang dukker i de følgende Menneskealdre det bange Spørgsmaal op om Naadens Fornyelse, og stadig møder Spørgsmaalet "de Gamles" Svar: Daaben er Døren. Een Bod, og saa et Liv uden Synd, det er Frelsens Vej. Saa grundfæstet er denne Tanke lige fra den allerførste Tid ned til vore Dage, at vi endnu i Kirken kun har een Daab - men Boden er strakt over det hele Liv. Formelt er Bodens Uigentagelighed fastholdt, ved Daabens Uigentagelighed; reelt er der skaffet Plads for dens Fornyelse, og det paa mangfoldige Maader, lige fra det oldkatholske Bodssakramente til "daglig Anger og Bod".

Een Bod, Daabsboden. Det var de Gamles Svar.

Og naar Traditionerne fra Urmenigheden støder haardt an imod Virkeligheden og dens Nød, saa er det i første Omgang Virkeligheden, der maa give sig. Men det betyder, at den primitive Entusiasme gaar over i Rigorisme med dertil hørende Selvbeskyttelse: Isolation eller Forløjethed. Hebræerbrevet, Apologeterne, Montanismen - i al deres Forskellighed er de dog eet, og eet med saa mange forkætrede Smaasamfund gennem alle Tider.

Naaddens Fornyelse, det er Ventetidens Bøn. Den evangelisk-lutherske Forkyndelse siger, at med Daaben er Naadens Dør lukket op: men den ældste Menigheds Forkyndelse var, at med Daaben er Naadens Dør lukket i.

Vel har der derfor fra Tid til anden været dem, der har prøvet atter at linde lidt paa Daabens Dør, naar Samvittigheden - eller Brødrene anklagede. Der har i Oldtiden været Kredse, som med en vis Tilknytning til førkristelige og senjødiske Døber- og Mystesamfund i Østen har forkyndt en fornyet Bod med fornyet Daab; men Menigheder med apostoliske Traditioner har øjeblikkelig og afgjort lukket dem ude, for ikke at gøre Naaden tom. "Elchesaiterne" var Navnet paa en saadan Kreds; i Begyndelsen af 3. Aarhundrede regnedes de for meget langt ude, de var netop bl. a. "Gendøbere". En af deres Mænd, Alkibiades, som paa den Tid var kommet fra Syrien til Rom med "Elchasai's Bog", forkyndte hans Lære og det glædelige Budskab om en ny (fornyet) Syndsforladelse, der i Kejser Trajans 3. Aar var udgaaet til Menneskene". Altsaa Aar 100.

Hvordan det nu end forholder sig med denne Elchasai, og med "hans Fortolker Aristides" - Hippolyt har en hel Del at fortælle og er ikke blid - Aristides forkynder denne ny Bod som en fornyet Daab, og Hippolyts Vrede er rettet ikke blot mod Daabens Gentagelse, men mod selve dette, at disse Folk vover at tale om fornyet Bod for angrende Ægteskabsbrydere osv. (se slutnote 8). "De fabler om en himmelfalden Bog med Syndsforladelse for dem der hører og tror den", siger Origenes. Og hvad det nu end er med denne Bog eller dette Himmelbrev fra Trajans tredje Aar - omtrent i de Aar maa Hermas have faaet det "Himmelbrev", som i et Syn bliver ham givet af "Fruen" (d.v.s. Kirken 2.Joh.1 og 13) at forkynde Menigheden i Rom, det lille Skrift, som Klemens skal sende til Menighederne "i Provinsen", det Evangelium om en ny Bod, som fik saa store Virkninger i Kristenheden - og som endnu er bevaret i Begyndelsen af den Bog, Hermas skal have sammenskrevet omtrent en Menneskealder senere, Bogen om "Hyrden", d.v.s. Bodens eller den fornyede Helligheds Vogter. Den Aabenbaring som gav Hermas et næsten apostolisk Navn - og hans Bog en Plads i Sinaibibelen. En "højst ubetydelig Mand", ja, intellektuelt og kulturelt vurderet; en lille Næringsdrivende fra Roms Bymark og slet ikke nogen Amos af Aand; og dog var denne Hermas, med al sin Troskyldighed, med al sin trivielle Smaasnakken, en Profet og Hjælper mere end Tidens store theologiske Navne; ja trods al sin Jøde- og Romerdom, trods alle sine moralske Sorteringer og filistrøse Straffeberegninger, sine Salighedsgrader og Lære om overskydende gode Gerninger - han var dog en evangelisk Mand, i Kraft af dette ene, at han tog imod Guds Anklage og at hans bange Samvittighed fik det Svar, at Gud atter aabnede Naadens Dør. Det var Evangelium. Og det vidste han, at han nu skulde forkynde i Menigheden. Evangelium - ikke hverken den ene eller den anden evangeliske Lære, men Naadens Ord talt igennem og brudt igennem den "Lære", som var fælles for hele den gamle Kristenhed: at efter Bodsdaaben skal Livet leves uden Synd. Bodens Engel lærer ham, at det har han ikke gjort. Hans Fortid anklager ham - ikke som hos Paulus Tiden før Omvendelsen, men netop Tiden efter Daaben; hans Erindringer ængster og spørger, og "Hyrden" giver ham Erkendelse og Lys. Hans Tanker og Begæringer; hans Forhold i Familien eller i Menigheden (vis. I; vis. II o. a.); hans Forretningsmoral (mand. III); Bekymringens Aand, som fortrænger den hellige Aand (mand. X); overalt er der Anledning til at bekende og angre Synd - "jeg er en Synder, og mine Synder er mangfoldige og mange" (mand. IV,2,3). Men "den Engel, der er sat over Boden", bringer ham Trøst og Hjælp. "Herre, jeg har hørt af nogle Lærere, at der ingen anden Bod findes end hin Bod, da vi steg ned i Vandet og modtog Forladelse for vore forrige Synder." "Hvad du har hørt, er rigtigt," svarede han, "thi saaledes forholder det sig. Den, der har modtaget Syndernes Forladelse, var forpligtet til ikke mere at synde, men forblive hellig. Men da du saa indtrængende spørger mig om alt, vil jeg aabenbare dig ogsaa dette - men uden derfor at give Anledning (til Synd) for dem, der i Fremtiden vil modtage eller netop har modtaget Troen; thi de, der nu er blevet troende eller som i Fremtiden bliver det, har ikke nogen (ny Adgang til) Bod for (fremtidige) Synder; de faar kun Tilgivelse for deres tidligere Synder. Men for dem, som er kaldet før denne Tid, for dem har Herren sat en Bod (endnu), fordi han kendte Menneskenes Svaghed og Djævelens Træskhed … I sin store Barmhjærtighed har Herren forbarmet sig over sin Skabning og har indsat denne Bod, og mig er det overdraget at forvalte denne Bod. Jeg siger dig: naar et Menneske efter hin store og højtidelige Kaldelse (d.e.: Daaben) synder ved Djævelens Fristelse, da har han (endnu) een Bod; men synder han derefter fortsat, vil han umuligt naa hen til Livet, om han end gør Bod; for det Menneske vil det være uden Værd". Da sagde jeg til ham: "Jeg levede op igen, da jeg hørte dig sige alt dette! Nu ved jeg, at jeg vil blive frelst, naar jeg ikke synder mere." (mand. IV,3).

Det er Samtalen mellem Hermas og den Engel, som af Gud har faaet overdraget Forvaltningen af den nye Bod. Og det er, i personlig Form, hvad der i den profetiske Forkyndelses Form var blevet aabenbaret gennem "Himmelbrevet": " … til alle Hellige, Forladelse for alle deres Synder indtil denne Dag, dersom de af helt Hjærte gør Bod og udrydder Deltheden af deres Sind. Thi Herren har svoret …: Hvis de fra denne Dag af endnu gør Synd, da skal de ikke finde Frelse. For de retfærdige har Boden Ende! For alle de Hellige er Bodens Dages Tal fuldt; men for Hedningerne staar Boden aaben indtil den sidste Dag." (vis. II,2). Og det er, hvad der forkyndes gennem hele Hermas' Bog, baade i korte, klare Ord (f. Ex. sim. VIII,11,3) og i lange Undervisninger og Syner. "At den, der har syndet, ikke mere skal synde" (mand. IV,1,11), det er den anden Bods Formaal, som det var den første Bods, Daabens. Ligesom Omskærelsen var Israels "Segl", Seglet paa Pagten til Loven, saadan er Daaben "Seglet" paa Pagten til Korset; er "Seglet" brudt, da er ogsaa denne store og hellige Pagt brudt. Men endnu een Gang - det er Ordet til Hermas - vil Gud naadig forny sin Pagt; de der har brudt og beskadiget hans "Segl", faar nu af Engelen et nyt Segl og en fornyet Aand (sim. VIII,6,3); det er med den ny Bod som med Daabens Bod: Tilgivelsen følger efter Ydelsen - "Da Herren havde set, at deres Bod var god og ægte, og at de kunde overholde den, saa befalede han, at deres forrige Synder skulde tilintetgøres" (sim. IX,33,3). Men efter Bodsevangeliets Modtagelse er ny Synd det samme som Fortabelse (sim. VIII,11,3 o.m.a. St.).

Tankerne om Bodshelligheden er uforandrede: Naadestanden er Syndfrihedens Stand.

Daabens Indhold er gentaget - uden at Handlingen er gentaget.

- Saa ydre og ringe dette end ser ud, og saa sikkert det er, at det atter maatte føre ind i Anfægtelser, ud i samme tragiske Konflikt som før, saa blev det dog i denne Skikkelse og paa dette Sted, at Evangeliet brød Bresche i Aposteltidens Pinsebevægelse med dens nye Selvgodhed i Kristi Navn.

Til et Menneske i Dagens Nød var det nye Bodsord kommet; som en Profeti var det begyndt (Himmelbrevet), en Kundgørelse, fremkaldt af aktuelle og konkrete Forhold; og paa en truende, nær forestaaende Trængselstid tog det Sigte, paa en forventet sidste Tid. Derfor var det Guds Ord i Menneskelære: derfor fremtraadte det ogsaa - ligesom alle tidligere Profetier, - som et sidste Tilbud om Naade, begrænset og betinget.

Som Profeti var det begyndt, som Forkyndelse af en ny Bodens Dag før Dommens Dag. Men Budskabet maatte først naa ud til de enkelte; og det maatte tilegnes af de enkelte. "Dagen" for "denne ene Bod" bliver Dagen hvor Boden modtages. Boden haster, Timen er nær - - men Timen var stadig ikke nær, og Hermas selv havde stadig Bodshyrdens Undervisning behov; Bodens Engel skal være hans Vogter og Husfælle Resten af hans Liv, har Gud sagt; og hans eget Kald til at forkynde Bod varer ved og fornyes (sim. VIII,11). Saaledes bliver, allerede inden for Hermas' egen Tid, Forkyndelsen af en ny og sidste Bodstermin til Forkyndelsen af endnu een Bod, ud over Daaben.

Og alt som Tiden gik, og "Dagen" stadig ikke kom, og de Troende stadig syndede, blev Grunden lagt til en Bodsopfattelse og en kirkelig Bodspraxis, som Hermas mindst af alt havde tilsigtet. I Hermas' Forkyndelse er Guds Frelsesvillie mere end Guds Verdensplan. Derfor blev Ordene ogsaa stærkere end Forkynderen. Han selv er kommet ind paa det evangeliske Sted: Naaden til den bange Samvittighed. Derfra udgaar en Virkning, som sprænger Aposteltidens Daabshellighed og hans egen Anden-Bods Hellighed.

Her er andet og mere end en Mand, der er saa og saa katholsk i Forhold til Ny Testamente; her er ogsaa andet og mere end en interessant Begyndelse til Bodsdogmets Udviklingshistorie og alt saadan noget. Her er et Menneske, der har søgt at klynge sig til den apostolske Forkyndelses Helhed - men indleder dens Sammenbrud.

Alle de mange Spørgsmaal, han tumler med i sine smaa og store "Syner" og "Bud" og "Lignelser", alle handler de tilsidst kun om eet eneste: Helligheden, Kvaliteten, der er Betingelsen for at komme med blandt de Bygningssten, Englene bruger til at bygge "Taarnet" (vis. III; sim. IX og X); et Øjeblik har Gud standset, kun en Pause under Byggearbejdet, endnu et Naadens Ord, om maaske endnu nogle Bygningssten kan efterprøves og ikke kastes bort for bestandig (sim. IX,14.19.32) - men Boden haster; "for jer Skyld blev Arbejdet afbrudt" (X,4,4), snart skal Taarnet staa færdigt. Det er Bogens Grundtanke, og dens Slutning.

Hermas "levede op" ved Hyrdens Ord. Guds Naade var ikke forbi. Men "Lærens" Grundlag var stadig det apostolske. Spørgsmaalet var blot skudt lidt ud. Det kunde Hermas ogsaa selv faa en Angst for: en god og en ond Engel kæmper stadig om Magten over vort Sind og vore Handlinger (mand. VI), og Djævelen er stærk (mand. VII og XII,5-6).

Men Hyrden, Bodens Vogter forbyder ham denne Angst: Tro paa Guds Magt, og ikke paa Djævelens!

- Af Hermas' Anfægtelser, "Kirkens" Himmelbrev og Hyrdens Undervisning voksede i Tidens Løb det kirkelige Bodssakramente frem. Hvorledes dette skete, og hvordan denne Historie formede sig, alt dette er det ikke her min Opgave at udrede. Pinsefantasiernes Sammenbrud over for Virkeligheden, det er den Sag som angaar os her; og da er det af Bodens Historie nok at minde om nogle faa Kendsgerninger: at Kirken i de følgende Menneskealdre, om end vaklende og tøvende, tager imod Forkyndelsen af den "2. Bod"; at Bodsspørgsmaalet drives over i et andet Plan derved, at Menigheden maatte indrette sig i denne Verden paa længere Sigt; at Hellighedstanken og Genkomstforventningen maa dele Skæbne med hinanden under de nye Forhold, ligesom de var uløseligt forbundne i deres Begyndelse; at hvad der var forkyndt som en Bodsfrist, med Tanken paa den nære Dom, det optages i Kirken som en Bodslære, med Tanken paa Menighedens Moral; at Kampen om den "2. Bod" derfor i Praksis former sig som en Kamp mellem "strengere" og "mildere" Tendenser i Menigheden - at en Skelnen mellem "mindre" og "større" Synder altsaa stadig bliver det afgørende. Tanken om Menighedens moralske Renhed har ikke blot en apologetisk Interesse, men de "strengere" ser i den "2. Bod" en stor Fare og et Brud med den apostolske Overlevering.

Hermas, der selv var blevet ramt i "smaa" Synder, havde gennem Himmelbrevet forkyndt en ny Bod for alle Synder, selv for Ægteskabsbrud og Fornægtelse af Troen; og dog, mod Slutningen af Hyrdens Undervisning gælder Frafald og Gudsfornægtelse (men ikke Hykleri og falsk Lære!) som utilgivelige Synder (saaledes sim. VIII,6 og IX,19) - thi der er Forskel paa Synd, og Gud giver kun Bodens Aand til dem, hos hvem han har set, at de ikke paany vil bringe Skændsel over hans Navn, men som er i Stand til i Fremtiden at bevare deres Hjærte rent. Ja, det er Hebræerbrevet, det er Johannes, men fornyet, "endnu een Gang"; det er Daabsboden, gentaget i den "2. Bod". Men Irenæus (i sidste Halvdel af Aarhundredet) ønsker ikke nogen Bod ud over Daabens fast indført i Kristenheden; han tænker om Kristendom og Synd omtrent som Johannes og Apologeterne om end næppe som Hebræerbrevet - derpaa tyder i hvert Fald Ordene i Brevet om Martyrerne i Lyon (hos Euseb h. e. V,1,45-46): de Døde (d.v.s. frafaldne) kom til Live ved de Levende (d.v.s. Bekenderne). - Klemens fra Alexandria (ca. 200) er traditionsfast og stærk i Daabshellighedens Theori, men bøjelig og græsk i den pædagogiske Gennemførelse. Hermas' "2. Bod" er ham til megen Ulejlighed; paa den ene Side er den nok af Gud, men paa den anden Side er den ikke til at bygge paa. Paa den ene Side sætter Daaben Syndens Grænse - paa den anden Side blev Røverhøvdingen, den døbte og atter tabte, genvunden af den gamle Johannes, i Angerens Taaredaab. Men om Klemens er det forøvrigt bedre at tale i en anden Sammenhæng. - Hans Samtidige i den latinske Kirke, Carthaginienseren Tertullian, der kort efter sin Omvendelse kaster sig ind i en voldsom Kamp mod al Kristendomsforfalskning og Skrift efter Skrift lader det apostolske Hellighedskrav træde lynklart frem - Tertullian har egentlig saa lidt som Urkristendommen Plads for den "anden Bod", som er ved at arbejde sig frem i Kirken; thi Kristne er forhenværende Syndere, og syndige Kristne er forhenværende Kristne. "Kun modstræbende" (de poenitent. 7) giver han sig ind paa at drøfte dette "andet eller rettere det sidste Haab", modstræbende, fordi han (ligesom Hermas) er bange for at "give Synden yderligere Frist"; men "Gud kender Djævelens Anslag" - og den nye kirkelige Tradition er vel allerede for stærk; Tertullian anerkender, at der er endnu een "Redningsplanke" ud over Daabsbodens; at Gud, "skønt Tilgivelsens Dør er lukket og Daabens Slaa skudt for, dog endnu har ladet noget aabent; han har i Forhallen givet Plads for den anden Bod, som aabnes for dem, der banker paa - men nu kun een Gang; det er jo allerede anden Gang; saa aldrig mere; næste Gang er det forgæves. Er ikke ogsaa denne ene Gang nok? (de poenit. 7) den, der synder efter sin Omvendelse, sætter Djævelen over Gud (de poenit. c. 5); Tertullian kender "Daabens Byrde" (de bapt. 18) - men Slapheden hader han.

Forfølgelser kom, og Frafald; Slapheden breder sig. Hvad Tertullian engang fandt frem til Forsvar for den 2. Bod, maa han senere selv bekæmpe Virkningerne af, da han en Del Aar efter fik at "høre, at Pontifex maximus, Biskoppernes Biskop har udstedt et Edikt (Biskop Calixtus Edikt ca. Aar 220) om Bod ogsaa for Ægteskabsbrud og Hor" - "og hvor meddeles saa denne Rundhaandethed? Formodentlig paa Skøgehusenes Indgangsdøre, paa Bordellernes Udhængsskilte? Men nej, dette læses i Kirken og forkyndes i Kirken, og Kirken er Jomfru!" - i et voldsomt Skrift mod Romerbispen haaner han hans Balancekunster paa slap Line - træd kun frisk til, træder du fejl, nu, Gud er god, han breder sin Kappe ud under Sine, ikke under Hedningerne, den anden Bod vil opfange dig, fra Horkarl bliver du Kristen igen!" (de pudicitia c. 1 og 10) - han angriber hans Ven Hermas, "Ægteskabsbrydernes Hyrde" (20) "den falske Hyrde", som uværdig til at regnes blandt de hellige Skrifter, som apokryft, et Horeskrift og derfor ogsaa en Værner for sine Ligesindede - og Ark efter Ark af apostolske Ord kaster han "den apostolske Mand" Romerbiskoppen, i Ansigtet.

Tertullian er som "Montanist" (se slutnote 9) atter tvunget tilbage fra den 2. Bod, misbrugt som han fandt den af den slappe Kødelighed - "thi hvad der tilgives, vil ikke blive frygtet" (de pudic. 16; det er omtrent hvad ogsaa en anden af Calixtus' Modstandere siger, Klemens fra Alexandria). Endnu engang er Aposteltidens Theori om Daabshelligheden hævdet i al sin Skarphed - og dog kun tilsyneladende; den begyndende Bodspraxis har ogsaa hos Tertullian bevirket een væsentlig Forskydning: Kirkens Afgørelse er ikke eet med Guds Afgørelse. Principielt og theoretisk nægter Tertullian ikke Kirkens Ret til at tilgive Synd; men det er Aanden, der maa give Fuldmagten ("thi ingen uden Gud kan tilgive Synd"), og det har Aanden ikke gjort, for ikke at fremkalde ny Synd. Hvad Kirken til enhver Tid har, er Læren; og i Lydighed mod den er det Kirkens ubetingede Pligt at værne Helligdommen og tilbagevise enhver Bøn om Bod for grove ("lettere" Forseelser indrømmer Tertullian derimod stadig Biskoppen Ret til at tilgive, paa Kirkens Vegne, og i Kraft af Kristi Forbøn hos Faderen) Synder; selve det angrende Sind vil den ikke hindre, og foregribe Guds endelige og evige Dom (sml. de pudic. 18-21).

Men den mellemliggende Tids Spor lader sig ikke udslette. Og hvad er saa i Virkeligheden denne Hellighed, der ikke maa mistes og ikke kan generhverves? Dens Grænser er ikke stort forskellige fra Straffelovens. Tertullian, der har større Selverkendelse end de græske Apologeter, bekender, at der er Synder, for hvilke vi alle ligger under - Hidsighed, letsindig Banden, Upaalidelighed, Nødløgn (de pudic. 19) - Dagliglivets Fristelser fører ind i saa meget, og ingen vilde blive frelst, om der ikke var Tilgivelse for saadant, ved Kristi Forbøn hos Faderen; men der er ogsaa Synder af hel anden Art, ganske anderledes svære og ødelæggende Synder, Mord, Afguderi, Svig, Fornægtelse, Bespottelse, Ægteskabsbrud, Hor og anden Besmittelse af Guds Tempel; saadanne Synder begaas overhovedet ikke af den der er født af Gud - og begaar han dem, er han ikke længer Guds Barn. Det skal huskes, naar vi læser 1.Joh.1,7 (som Calixtus har paaberaabt sig), og det er Grunden til, at Johannes eet Sted siger Ja og et andet Nej til, at Guds Børn synder: han gør Forskel paa Synd og Synd … Enten maa du nægte, at Ægteskabsbrud og Hor er Dødssynder, eller ogsaa maa du tilstaa, at de er utilgivelige Synder for hvilke det ikke engang er tilladt at bede, 1.Joh.5,16, Jerem.7,16; 14,11 flg. (de pudic. 19).

- Ja saadan ender Bodens Saga, hvor den begyndte, allerede inden den ret faar begyndt at folde sig ud gennem Aarhundrederne. Et Spørgsmaal om Grænser og Grader er det blevet, en Kamp for at opretholde Theorier og Fiktioner om Menighedsafgrænsninger, ved Hjælp af bibelsk urørlige Begreber. Bod, Naade, Hellighed, Dødssynd, Smaasynder - - hvert af disse siger netop kun, hvad de siger i Forhold til hinanden. Det er Følgen af at dyrke Helheder. Calixt er mere rundhaandet end Tertullian, og Tertullian sikkert mere end Johannes; baade hvor den anden Bod nægtes eller begrænses, og hvor den hævdes eller udvides - det er altsammen "apostolisk Hellighedstradition" i Vigen, i Kompromis. Men det "evangeliske" hos Hermas: Guds Naade er ny, - det har faaet kirkelig Interesse, og er blevet Genstand for biskoppelig Bekymring og Regulering. Navnene beholdes, Indholdet forsvinder.

Det er Daabshellighedens retfærdige Frugter.

Ventetiden har været Sandhedens Prøvesten. Hvad der bliver tilbage er netop et Menneske som alle andre.

Daabsstemningens golde Renhed er blevet aabenbar. Naar det religiøst højstemte duftede bort, blev der kun Moralisme tilbage. Tilgivelsen begrænses og gøres usikker ved Grænsetilfældenes Usikkerhed, og man falder tilbage paa Ydelsen i Betydning Begrænsning, altsaa Rigorisme og Askese; Martyriet er snart igen den bedste Redningsplanke - baade Vand og Blod randt af Kristi Saar, og Bloddaaben er "den Daab som baade erstatter det ikke modtagne Renselsesbad og giver det tabte tilbage" (de bapt. 16, Joh.19,34, 1.Joh.5,6. Sml. de pudic. 22, Luc.12,50).

- Bodens ældste Historie viser det "negative", Hellighedens Opløsning; det er, i Historiens Form, Lovens Begyndelse: Du skal ikke gøre dig nogen Helgen ved Siden af Gud.

Tertullian har baade Fortiden og "Aanden" paa sin Side; og dog kæmper han forgæves. Calixt og "Slapheden" sejrer; Dødssyndernes faste Blok opløses; under heftige Kampe (Hippolyt) trænger Anerkendelsen af den "anden Bod" ogsaa for de fleste "Dødssynder" igennem; og ved Aarhundredets Midte, under og efter de store Forfølgelser, har Kirken "Tilgivelse", Bod, selv for Frafaldets Synd. Og snart, under nye, kirkespaltende Kampe (Novatian), er det ogsaa forbi med Bodens Uigentagelighed, med det gamle: kun denne ene Gang. Men samtidig er Bod ogsaa blevet et Spørgsmaal om Kirketugt snarere end om Frelse - eller rettere, det har spaltet sig paa flere Maader - ligesom Kirkens Krav paa at være hellig nu begrundes paa helt anden Maade end før. Nu bruger Kirken (d.e.: Embedet, ikke Aanden; Bisperne, ikke "Profeterne") sin Nøglemagt til at "løse" kun sjældent til at "binde". Al Synd kan tilgives, og Tilgivelsen kan gentages. Kun "Synd mod Helligaanden" har endnu bevaret sin Utilgivelighed; den havde nemlig beholdt sit Skriftsted (Mt.12,31) men ganske mistet sit konkrete Indhold. I Aposteltiden var "Synd mod Helligaanden" i allerhøjeste Grad konkret; og den var utilgivelig, fordi den var Højforræderi over for Menighedssamfundet. Nu er den i Kirken, hvad Pan eller Skæbnerædselen var i den hedenske Oldtid - et Gys for det ubekendte, det forfærdelige.

Ogsaa dette er Hellighedens yderste Grænse, og Bodens Slaa.

Hvad betyder nu alt dette?

Det betyder, at der gaar Dom over det at tage Guds Dag forud. Pinsemenighedens Hellighedspaastand og Hellighedskrav smuldrer hen. Den underligste Blanding af voksende Slaphed og redeligere Selverkendelse. Bodsterminen forlænges - gentages - ophæves; Bodssakramentet bliver Kirkens Maade at forkynde Evangeliet paa i et Folk af barnedøbte.

Det betyder, at Luther, med Boden som Forudsætning og i Bodens Form forkynder Guds Naade i en Menighed af Syndere.

Og det Ord har han faaet gennem Ny Testamentes Mennesker, de efter Synd og Tilgivelse Hellige.

Det betyder, at Pinsekirken, "den rene Kirke", Apostelkirken, har baaret Guds Naades Ord ud gennem Folkeslag og Tider, paa Trods af sig selv.

Det er Evangeliets Maade. Det er Guds Helligord. Det er Kirkens Skat.

Men Ingen Menighed af Syndere kan paaberaabe sig Aposteltidens Tale om Hellighed. Oldkirkens Daab er ikke Grundlaget for et Liv under daglig fornyet Syndsforladelse. Tværtimod.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - IX. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1933, s.131-134).

Ingen Menighed af Syndere kan paaberaabe sig Aposteltidens Tale om Hellighed. Oldkirkens Daab er ikke Grundlaget for et Liv under daglig fornyet Syndsforladelse. Tværtimod.

"Ja saa er da Nadveren baade Stedet for og Vidnesbyrdet om fornyet Syndsforladelse, og det fra Menighedens første Tid, saa vist som der staar skrevet: " … udgydes til Syndernes Forladelse"" (Mt.26, 28).

Atter: Tværtimod.

Den ældste Menighed, der dog hørte eller læste de Ord om Syndernes Forladelse saa vel som vi, faldt ikke paa at lade disse Ord gælde Nadveren (Nadverdeltagelsen), men alene Korsdøden - Grundlaget for den Pagt, i Kraft af hvilken de nu var samlede.

Og det har netop sin gode og tilstrækkelige Grund i Urmenighedens Opfattelse af sig selv som dem der er helligede ved Korsdøden, gennem Daabsrenselsen, der angaar Fortidens Synd og forpligter Fremtiden.

Ingen i Apostelkirken og næppe nogen i Oldkirken har i Nadveren forkyndt eller ventet at finde Forladelse for sine daglige Synder. Nadveren har været Midtpunktet i Menighedens Liv lige fra første Færd, og utallige er de Ord, Antydninger, Sammenligninger, Prædikener, Gudstjenesteordninger, theologiske Skrifter og historiske Skrifter, der er bevarede som Vidnesbyrd om, hvad Kirken fra de ældste Tider har set og søgt i Nadveren; broget og mangfoldigt, forekommer det én tit, om end i Hovedsagen samlet i Gudsbrødet og Fællesskabet om Soningen og Haabet; mangfoldigt, baade i Stemning og Tankeforbindelser; meget har Apostelkirken og Oldkirken fundet i Nadveren - men ikke Syndsforladelse (se slutnote 10).

Syndsforladelse er Nadverens Forudsætning, ikke dens Følge. Nadverdeltagelse kræver Hellighed. Det var netop en af Menighedens største Bekymringer at sikre sig, at kun den rene (eller senere: den paany rene) kom til "Herrens Bord". "Det hellige for de hellige", siger "De tolv Apostles Lære" om Nadveren; og det er ment saa bogstaveligt som det er sagt. Nadveren er hverken for Verdens eller for Menighedens Syndere; Nadveren er for de troende, døbte og retlevende (sml. Justin, Apolog I,61 flg.), ikke for dem der søger Syndsforladelse.

Syndsforladelse i Nadveren, det er ikke Oldkirkens, men det er Luthers Lære.

En Menighed af Syndere trænger til fornyet Syndsforladelse. Men den ældste Menighed var ikke en Menighed af Syndere, men af hellige. Og efterhaanden som denne Selvopfattelse bryder sammen, - altsaa i Løbet af andet og tredje Aarhundrede - rejser Bodssakramentet sig for at genoptage og fortsætte, hvad Daaben ikke kan: opfange de nye Synder og opretholde Daabshelligheden. I en børnedøbende Kirke betyder dette nødvendigvis, at Daaben viger og Boden vokser til at blive Hovedsakramentet, saadan som det jo skete i Romerkirken. Imens var Nadveren blevet Messe - og fyldt med den samme romerske Aand: Ydelsen. Mod disse to romerske "Sakramenter" førte Luther sit Hovedslag; og Syndernes Forladelse blev Indholdet i hans Lære om Nadveren.

Vel er der i Middelalderens Folketro og i Skolastiken en Smule Tilknytning for denne Tanke, men det er meget smaat og spinkelt (se slutnote 11) (Nadveren virker, blandt meget andet, ogsaa Tilgivelse af Smaasynder) og staar vel nærmest i Forbindelse med den ældgamle Tanke om Nadveren som styrkende og helbredende (se slutnote 12); hos Luther derimod er det (uanset den middelalderlig-dogmatiske Form, han overtog) det centraleste af alt: Nadveren er, hvad Ordet er, og Guds Ord er Syndernes Forladelse.

Om dette nu er et "luthersk Kætteri" eller det netop er evangelisk Tale, det afgøres hverken ved Navne eller Aarstal. Men nytestamentligt, det er det ikke.

Apostlenes og Oldkirkens Nadver er hverken Stedet for eller Vidnesbyrdet om ny Syndsforladelse.

Syndserkendelse, Syndsbekendelse og Tilgivelsens Bøn, de hører sammen.

Men hvor Pinsebevægelsens Budskab lyder, dér angaar Tilgivelsen Fortiden, Syndsbekendelsen hober sig op om Fortiden ("saadan var vi, engang") og bortledes fra Nutiden; men den Syndserkendelse, som kun angaar min Fortid, angaar ikke mig.

"Der er dog i Ny Testamente et Ord som dette: Alle støder vi an, og i mange Ting (Jakobs Brev 3,2)".

Det er der. Underligt nok forresten, at det eneste Brev i N. T., der taler saa "luthersk" om Mennesket, det døbte og troende Menneske, netop er Jakobs "Straabrev". Men - for et Øjeblik at blive ved dette Exempel - er det ikke endnu underligere, at gennem hele Apostelaarhundredet, ja gennem hele det næste, det 2. Aarhundrede, er Jakobs Brev hverken citeret eller nævnet? Læreskrifterne kender det ikke, den apologetiske Litteratur citerer det ikke; Irenæus', Tertullians, Clemens Alexandrinus' bindstærke Theologi kender det ikke. Origenes (der havde nøje Tilknytning til Palæstina) er den første, der citerer det, men forsigtigt; og endnu gaar der lange Tider hen, før Brevet er almindelig kendt og anerkendt. Det siges jo at stamme fra Herrens Broder Jakob, ham der i Jerusalem blev kaldt "den Retfærdige". Hvoraf saa denne Tavshed? Ja Brevet kunde jo være uægte, og først være skrevet mod Slutningen af andet Aarhundrede. Men Bekendelsen af Syndigheden er netop det eneste, der kunde tale for denne Tidsfæstelse; ellers taler Indholdet stærkt derimod og tyder netop paa, at Traditionen har Ret. Derfor staar "det gaadefulde Brev"s Historie langt snarere i Forbindelse med Pinsehellighedens Historie: Hvor Pinsehelligheden raader, trænges Jakobs Brev tilbage; naar Hellighedsfantasierne smuldrer hen, kan det igen faa Kirken i Tale.

"Alle støder vi an, og i mange Ting" - er det "den Sejr, som har overvundet Verden?" Hvad Brug har Aandens Genfødte for saadanne Ord? Hvad Brug har Samlingstidens Hellige for en saadan Lærer? Læreren Paulus har kun Fortids Synd at bekende; ledet af Aanden og fyldt af Aanden kan han derfor tale med Aandens Myndighed: følg mig, gør som jeg. Men Læreren Jakob siger, og netop som Lærer: vi synder alle meget. Hvad hjælper saa hans Tale om, at Gud har lagt sit frelsende Ord i os, at han ved sin Villie og Beslutning har født os ved Sandhedens Ord (1,18 flg.) - om dette er Daab, pinselig Daab er det ikke. Basunens Klang var ikke ren. - Luther vilde have dømt Jakobs Brev for dets "Retfærdiggørelseslære"; Paulus muligvis ogsaa, Menighederne ikke; Frelse ved "Tro alene" eller Frelse ved Troens Gerninger, det blev ikke den apostolske Kirkes Spørgsmaal; men Forkyndelsen af Frelsen ved den nye og fuldkomne Hellighed, den maatte ikke være uklar; kun hvor "Skellet" forkyndes fuldt ud, bliver Naadens Værk haandgribeligt og paatageligt: det nye Menneske.

Men Troens nye Menneske og Tilgivelsens Bøn?

Jesus havde lært sine Disciple at bede Fader vor, med Bønnen "Forlad os vor Skyld". Dog, ogsaa Disciplene var jo en Slags "Katekumener", Daabslærlinge hos Jesus, før de paa Pinsedagen blev "døbt med hellig Aand og Ild" - og Fader vor findes i hele det ny Testamente kun som Historie. Ud over selve Beretningen (i de to Evg.) ingen Eksempel paa Brug, ingen Citat, næppe nogen Reminiscens. Hvorfor er der saa tavst om Fader vor med den femte Bøn, i de apostolske Skrifter til troende og døbte? Og i de næste 3-4 Slægtled? I Modstandens, Forsvarets, Opbygningens Tidsalder? Daaben, Daaben overalt og i snart sagt hvert eneste af de mangfoldige Skrifter fra disse Tider - Udvælgelsen, Renheden, Kristusfællesskabet, de helliges Samfundsmaaltid, i Angreb og Forsvar, i Forkyndelse, i Sang, i Symboler - men Fader vor med den femte Bøn? Faa og spredte Spor; men dog nok til at stille dette Spørgsmaal: Hvorfor staar Pinsebevægelsens Omraade, Udbredelse og Hendøen i omvendt Forhold til Fader vors Brug i Menigheden?

Hvorfor er Fader vor (med Bønnen "Forlad os vor Skyld") daglig Bøn, hvor Berøringen med det gamle Israel er stærk? Hvorfor træder Fader vor tilbage i samme Grad den apostolske Pinsebevægelse træder frem? Og hvorfor vinder Fader vor frem, hvor Hellighedsfantasierne smuldrer - for til sidst, omtrent ved Overgangen til det tredje Aarhundrede, at blive et Hovedstykke i den hele Kristenhed?

- Men ogsaa her maa jeg nøjes med disse Antydninger.

Tilgivelsens Bøn i Fader vor - den Bøn, hvis blotte Existens og Overlevering i Menigheden jo skulde synes at være det store Spørgsmaalstegn ved alt dette om Naadens Stand, Daabens Slaa - Fader vors Historie i de første 4-5 Slægtled netop bekræfter, hvad de apostolske og efterapostolske Slægtleds Skrifter paa saa mange andre Maader vidner om: en Pinsebevægelses Opstaaen og Opløsning; en Tidsalder, der saa Jesu Dag og tog Guds Dag forud - indtil Hverdag og Ventetid atter lagde Virkelighed i Tilgivelsens Bøn og atter gjorde de Hellige til Disciple.

Thi hvad Virkelighed er der i Tilgivelsens Bøn, naar de ti Tusinde Talenters haabløse Skyld een Gang for alle hører Fortiden til, og kun de uforsætlige Forseelsers Smaagæld endnu kan komme Gud og de hellige imellem - om da ikke ny og virkelig Synd lukker Naadens Dør i for bestandig og gør al Bøn om Tilgivelse tom.

De "første Guldkristne", de, hvis Naadestand var Hellighedens Stand, udfoldede Evangeliets Herlighed - og efterlod en hungrig og fattig Slægt, der famlede efter Evangeliet og efter de svindende Stores Kjortelflig. Disse svage Slægtleds Armesynderkristendom, hvad var vel den, og hvad var de selv imod hine første?

Men den fattige Slægt fandt igen sit daglige Brød i den Bøn, som de Rige i Aanden næsten havde glemt: Forlad os vor Skyld.

Syndsbekendelserne i den gamle Pagts Salmer, og Fader vor med den femte Bøn, det var forstaaelig Virkelighed; tilbagelagt Børnelærdom, "Mælkemad" maaske for de aandelige, ja, men kraftig Kost og daglig ny Visdom for "de smaa" i Menigheden, for dem, der ikke skulde prædike, men pløje og købe og sælge.

Syndserkendelse, Syndsbekendelse og Tilgivelsens Bøn, de hører sammen.

Daabens, Bodens, Nadverens, Fader vors Historie, hver for sig og tilsammen vidner de højt om, at der gaar Dom over det at tage Guds Dag forud, og Dom over det at gøre Menneskers Ord, deres Ønsker og Haab, til eet med Guds Evangelium.

- Jeg skrev etsteds i denne Artikelrække, at Biskop Ammundsen i al luthersk Kirkeligheds Navn havde Ret til at paaberaabe sig baade Luthers "Lære" og "Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed": Det "etiske", den paatagelige og haandgribelige Hellighed, hører uløselig med i Apostlenes Forkyndelse. Det har Indholdet af de sidste 5-6 Artikler forhaabentlig ogsaa faaet sagt med Eftertryk. Den store Pause, jeg gjorde i Artikelrækken for paany at leve en Tid i de første Slægtleds Skrifter, gjorde mig Sagen endnu langt sikrere end før.

Biskop Ammundsen har Ret, i al Kirkeligheds Navn.

Men det kan være farligt at have Ret, naar man har det i en saa overvældende Grad som her. Der er Ting, man ikke skal paaberaabe sig, naar der er andre Ting, man samtidig ikke vil slippe. Den lutherske Menighed er en "Menighed af Syndere"; men ingen Menighed af Syndere kan paaberaabe sig Aposteltidens Tale om Hellighed; lade Daaben være en Begyndelse, fordi vi ikke tør høre Pinsefolkets Tale om Daabens Segl og Slaa; gøre den evangeliske og lutherske Tale om Troens Grund og Korsets Naade til ét med Apostelens Ord om at "være under Naaden"; tage Tilgivelsens Ord som Guds gentagne Tale, men skaffe sig en Smule apostolisk Tilhold ved at føje lidt Helliggørelse til, i al Ydmyghed, som Taknemmelighedens Lydighed. Den lutherske Forkyndelse er sprængt ved den pinselig-apostolske Forkyndelse - eller den apostolske ved den evangelisk-lutherske, for at tale i "Helheder". Hvad Naade er, det ved enten kun den, der lever ud af Tilgivelsen paa ny og paa ny, fordi han lever under Loven og Dommen fra Øjeblik til Øjeblik - eller ogsaa ved kun den det, der lever ud af en opgjort Fortid, og hvis Liv det nu er med Guds Hjælp at holde sin Konto blank.

"Tidehvervsfolk" har ikke andet at bebrejde "Missionen", end at den ikke gør Alvor af den apostolske Hellighedslære som Frelsens Vej, men stadig søger at gøre Naaden antagelig ved Helligheden, og Helligheden antagelig ved Naaden, d.e.: beskytter det religiøse Menneskes Løgn gennem den løbende Tid ved Fortidens religiøse Menneskes Løgn. Og "Missionen" (hvortil naturligvis i denne Forbindelse ogsaa Biskop Ammundsen hører) har ikke andet at bebrejde "Tidehvervsfolkene", end at der er ført megen "tidehvervsk" Taagetale om, hvad "Skriften" siger - lige saa usaglig og letkøbt som "Missionens"; og at vi har været længe om at se, at vi overhovedet ingen "Helheder" har paa vor Side til at bekræfte det Evangelium, som Gud taler til den hjælpeløse - allermindst den apostolske Forkyndelses Helhed; "Skriften" er ingen og har ingen "Helhed" ud over Kristus, som er baade Loven og Naaden, Guds Vilje og Guds Sandheds Ord.

I, med og under det ny Testamentes Skrifter forkyndes Evangeliet af Gud. Men "Ny Testamentes Helhed" er Menneskeværk, historisk, moralsk, religiøst.

Om Gud vil bruge Menneskenes Ord, og hvortil han vil bruge dem, det ved og det bestemmer intet Menneske; men vil vi fange Gud i Ord, fastholde os Sandheden, da fanges vi kun af Menneskeordet, Selvforsvaret, Løgnen.

Alt hvad jeg i disse Stykker om "Kirkens Skat" har skrevet om den apostolske og kirkelige Skrift og Tradition, vil jeg vide læst paa Baggrund af det Stykke, hvormed det blev indledet (Tidehverv, 1931, s.135-136) - altsaa Tankerne om Historie i Situation.

Hvad jeg har skrevet, har været "fuldt af Arkæologi" - og fuldt af Domme; men at underholde med Arkæologi er ikke mit Maal - og at give Fortidens Skikkelser Karakter, forstaaende og velafbalancerede religiøs-moralske Vidnesbyrd, det er ikke mit metier. Jeg tror ikke paa det, man kalder "Historiens Dom"; Samtidighedens lidenskabelige Modsætninger betragter vi paa lang, tryg Afstand - det kalder vi for historisk Interesse, og vore bagkloge Overvejelser for "Historiens Dom". Jeg tror ikke en Smule paa det, man kalder Historiens Dom; og derfor tror jeg heller ikke paa kirkelige og kristelige "Helheder". Men jeg tror paa Ansvaret ved at høre Historie, i Situation, Fortidens Liv og Ord ind i min Situation. Og saa vist som det betyder Mødet ikke med noget fremmed, men med hvad der bor og brydes i én selv - saa vist som det betyder Kravet om at kende Fjende fra Ven, saa vist maa den, der møder Fortidens Ord, dømme dem, om han ikke vil smyge uden om den Dom, hvormed han selv dømmes i sin Situation - smyge uden om, i en all-round Forstaaelse af Menneskets Begrænsning, i en theologisk-dialektisk Vigen, eller i en forløjet Lydighed mod Ordet "Dømmer ikke … ". Det er bedst at kalde Løgn for Løgn, ogsaa, nej netop hvor den møder som Sandhed, men allierer sig med ens egen Løgn - til Selvgodheds Opbyggelse i Evangeliets Navn.

Gustav Brøndsted.

 


Kirkens Skat - X. Svar til Biskop Ammundsen. (Tidehverv, 1933, s.153-160).

(X. Svar til Biskop Ammundsen er oprindeligt skrevet i Fortsættelse af V for et Aars Tid siden, og gaaet i Trykken, før VI-IX blev skrevet, til større afklaring. Foredrag paa Hindsgavl i August i Aar).

Jeg vender tilbage til Biskop Ammundsens Opgør for at følge Traaden til Ende; "Randbemærkningerne" hertil vil da ogsaa samle, hvad der var Hovedsagen i mit Svar.

"Tidehvervsretningen har rigtig set, at Guds Dom og hans Naade er uadskillelige. Men Syndsforladelsen og Syndsfordrivelsen er ogsaa uadskillelige." Og denne Sammenhæng, der er saa ubrydelig i det Ny Testamente (og i Reformationen), den bryder Tidehvervsfolkene - trods deres Forkyndelse af Opstandelsen, og trods deres Forkyndelse af Kærligheden til Næsten.

Den Tro, siger Biskop Ammundsen, af hvilken det nye ("etiske") Liv fremspringer, er efter sit inderste Væsen Opstandelsestroen. "I Ny Testamente er det nye Liv nemlig ét med, at vi er delagtige i Jesu Opstandelses Kraft, ja indbefattede i den, "medoprejste med Kristus", hvilket atter er det samme som den hellige Aands Nærværelse og Virken". Men "Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelsen. De fleste Præster forkynder Jesu Opstandelse ud fra en ærlig Overbevisning om, at den er et historisk Faktum; men Opstandelsen bliver væsentlig fortidig; der er lidet af den verdensovervindende Kraft, som findes hos Paulus, Luther, Kingo, Grundtvig. "Barthianismen" synes at have opdaget, at her brænder det. Men hvad jeg har set af Tidehvervsforkyndelse herom (se slutnote 13) er mindst lige saa mat som Prædikener i Almindelighed. Man synes overhovedet ikke at tro virkelig paa, at Kristus har bragt en Sejr over Synden ind i denne vor Verden." "Hvis Opstandelsestroen var existentiel, kunde man heller næppe undgaa at føle en stor Afstand fra en Bog som Bullmanns Jesus."

"Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelse".

Ja. Og det er ikke mærkeligt.

Gennem Aarhundrederne stod "Opstandelsestroen" urokkelig og blokfast i den kirkelig-folkelige Tradition, tabu for Tanken, beskyttet af Loven, verdslig til sit inderste Væsen; et kirkeskabt og kirkesikret Udtryk for Folkets Leve- og Lykketrang - derfor den eneste uomtvistelige Forbindelse mellem Kirken og Folket, altid aktuel, som Kirkegaardens skiftende Grave.

Og da der saa omsider alligevel begyndte at gaa Usikkerhed i denne Naturlære om det hinsidige, saa har vi nu Slægtled efter Slægtled prøvet at holde Liv i denne verdslige Folketro ved at indgyde den nogen "kristelig" Aand. Paaskebudskabet har vi støttet med Folketro, og Folketro med Paaskebudskab. Filosofien har vi baade frygtet for og snobbet for - Grækerne vilde vi være Græker, og saa "aandeliggjorde" vi Opstandelsestroen til en klassisk-klingende Udødelighedstro. Vi har flikket, vi har "underbygget" med Ræsonnementer fra Moral, fra Natur og Sjæleforskning. Maatte den da ikke kvæles, den Smule kristen Tro der var, maatte den da ikke gaa til Grunde under al denne geskæftige Hjælp? - Nye religiøse og sociale Strømninger opkom; da fandt vi frem de Gamles Tale om Opstandelsestroens Sejrskraft. Vi psykologiserede den, rettede den indad mod "Personligheden"; vi socialiserede den, rettede den udad mod Samfundet - og hvis ikke Gud var barmhjertig og sendte Samfundene en redelig og nøgtern Tvivl, saa kunde Ordet "Opstandelse" igen komme i Forgrunden og gaa sin Sejrsgang gennem alle Aandslivets og Kulturlivets Egne, gennem Æstetikens, gennem Politikens og gennem Raceforbedringens Egne og ende som en fladtraadt international Talemaade, - ligesom vi jo i Øjeblikket kan tale baade om Guds Riges og om Flæskemarkedets "Skæbnetime".

Inderlig angste for, at "Opstandelse" skulde blive noget uaktuelt, har vi nu Generation efter Generation fulgt bag efter de skiftende Tidsstrømninger med hvad vi mente var kristelig Opstandelsestro og indrettet den efter Tidens Tarv og Trang - er det da underligt, om Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelsen?

Atter og atter det samme: Guds Ord - Kirkens Aktiv, at forvalte med de til enhver Tid til Raadighed staaende Midler.

Er der noget Lyspunkt i alt dette, saa er det da selve den Kendsgerning, at Opstandelsesforkyndelsen virkelig er svag, at Menighederne maaske alligevel ikke lader sig suggerere op til at finde Opstandelsesspor overalt og Opstandelsesspirer alle Vegne, i religiøse Foretagender, i levende og døde Førere.

"Hvis Opstandelsestroen var existentiel (nl. hos Tidehvervsfolkene) kunde man heller næppe undgaa at føle en stor Afstand fra en Bog som Bultmanns Jesus."

"Existentiel", forstaar jeg, skal altsaa betegne en Opstandelsestro, som er kontrollabel i sine Virkninger - det er jo dog til syvende og sidst det der ligger bag Biskop Ammundsens Tale om den verdensovervindende Kraft.

Opstandelsen, som er Guds Virkelighed, lænkes her ved det lille Ord "existentiel" fast til visse (ganske upaatvivlelige, men overordentlig svingende) moralske, psykologiske, kirke- og verdenshistoriske Virkninger - Virkninger, der altsaa bliver at forstaa og vurdere i Forhold til og i Forbindelse med lignende sjælelige Foreteelser andre Steder og til andre Tider og ud fra andre Forestillingsmaader end de jødisk-kristelige. Det vil igen sige: Opstandelsen bliver vor - og smuldrer.

Det vilde jeg netop kalde en relativeret Opstandelsestro, ikke en existentiel.

Vist var der Grund til - for en Kirke, der vilde besinde sig paa, om den lever af Guds Naades Ord eller paa sin egen Sjælstilstand - vist var der Grund til alvorligt at overveje, hvad denne megen "verdensovervindende Kraft" ved Fortidens Opstandelsestro nu egentlig var for noget, - og det lige fra "den apostolske Eenhedsfront"s Dage indtil vor egen Tid. Vi vil jo saa gerne tænke os Opstandelsens Kraft hos de Gamle - fordi vi ikke selv rigtig tør sige, at vi har denne Kraft, og den jo dog maa være. Vist var der Grund til at besinde os paa, om vi ikke i denne som i andre Sager bruger Fortiden, og andre Mennesker, til Selvsikring. Men det ligger nu ikke for i Øjeblikket og her.

Bultmanns Jesusbog vil man ikke vide af. Det er forstaaeligt nok. Man maaler den med den theologisk-opbyggelige Litteratur Gennemsnitsmaal; man ser paa Bultmanns "Meninger" om denne og hin nytestamentlige Overlevering - og er straks klar over, at han er radikal; man ser paa hans "Forkyndelse" - og opdager hurtigt, at han ikke har de Troendes "faste Greb" om en eneste af Kristendommens "Hovedsandheder".

Ordet om Syndernes Forladelse er hans Forkyndelses Endemaal - men han benytter ikke Lejligheden til at fastgøre det til nogen "Frelseskendsgerning", end ikke til Kors og Opstandelse. Tages Opstandelsestroen ud af hans Bog, er Bogen tom - og dog, hverken er Opstandelsen historisk forsvaret, heller ikke er Opstandelsestroen psykologisk forsvaret som en selv- eller verdensovervindende Kraft, der dog i nogen Maade kunde gøre Kristendommens Sandhed øjensynlig, give én selv og Verden Troen i Hænde. Nej, Bultmann tager sit Emne op med dets Begrænsning, som han selv udtrykkelig angiver ("Bogens Genstand er altsaa hverken Jesu Liv eller Personlighed, men kun hans "Lære", hans Forkyndelse") og navnlig den indre og afgørende Begrænsning: Bultmann vil ikke foregøgle sin Læser at kunne stille ham hen foran en Gudshandling.

Bultmann sigter med sin Bog ud over Bogen; men han har ikke "Tag" i en eneste Frelseskendsgerning - han ved, at han ikke kan have det i Fremstillingens, i Ræsonnementets Form; og han gør Alvor af ikke at ville være Uddeler af Frelseshistorie" hvis Væsen og Virkelighed netop er at Gud møder os i den. Bultmann véd, hvad det vil sige at møde Ordet i Begivenheden, i Historien; at gennem Historien taler Gud sit Ord ikke til Besiddelse, men til Afgørelse. Og Bultmann er villig til at tage Konsekvenserne af sin Stilling til Historien og sine Forskningsmidler over for Historien: den Konsekvens nemlig, at han - for den Læser, der følger ham med Tanken i den Hensigt at faa fat i noget religiøst - uvægerligt springer fra paa det afgørende Punkt og lader Læseren fælde Skuffelsens Dom over Forfatteren.

Med den Mand stiller jeg mig afgjort sammen - i stærk Modsætning til Biskop Ammundsen - og det skønt jeg endnu kun kender hans Forfatterskab gennem denne Bog, i den danske Oversættelse. Bultmann handler som den, der er klar over Tidsaandens Bedrag; han tager Forskningens Vaaben ud af den kirkelige Apologetiks valne Haand, og saa hugger han haardt igennem. Og deri gør han Ret. Før lærer alligevel ingen, hverken hvad Forskning er eller hvad Virkelighed er.

Af det jeg her har skrevet vil det forhaabentlig være klart, at jeg ikke har i Sinde nu at gøre Rede for min Stilling til Enkeltheder i Bultmann's Bog - de være nok saa "centrale". Hvis Bultmanns Sigte ikke opfattes, saa vilde min Kritik af hans Opfattelser og Arbejdsteknik kun fremtræde som en Række Afvigelser snart i "konservativ", snart i "radikalere" Retning. Og det vilde i denne Sammenhæng kun vildlede. Her er det Bultmanns Bog, det gælder, og saa gentager jeg: Han har ført et Hug igennem, og det Hug var en bedre Prædiken end jeg længe har hørt.

Den anden Tanke, fortsætter Biskop Ammundsen, er om Kærligheden til Næsten: at Tidehvervsfolkene her har grebet en fundamental Erkendelse i Kristendommen, at der ikke existerer noget Gudsforhold uden et Forhold til Næsten. "Men i Reglen synes dette kun at bruges til at drive paa den Erkendelse, at vi netop ikke opfylder Budet. Ny Testamentes Forkyndelse er derimod, at Kristus vil føre os ind i dette Liv, og det er igen det samme som en Forvandling i vort Indre. Det samme gælder Talen om "Øjeblikkets Lydighed". Hvis man finder en særlig Hjælp i dette Udtryk, er det kun godt. Men man maa bare sky det Fald det vilde være at tro, at min Handlings Værdi afgøres upersonligt, løsrevet fra mig selv. Det bliver ved Tanken fra "Et Kristenmenneskes Frihed": Træets Art bestemmer Frugtens."

Lydighed. Forvandling. Min Handlings Værdi.

- Hvordan kan det dog være, at naar vi staar over for Loven, Budet, Guds Krav til os gennem vor Næste, saa ender vi altid i Spørgsmaalet om Lydighedens Mulighed. Hvorfor fører Tanken om Kravet ud i det lukkede, det ufrugtbare. Ja, paa en Maade er det jo ikke saa svært at forstaa: Fordi Kravet er Guds Krav - og hvordan skulde vi opfylde det? Der var i den gammel-lutherske Ortodoxi megen og oprigtig Ydmyghed over for dette; den trælbundne Vilje. Selv hvor Dogmatiken, Theorierne, sætter nok saa dybt et Skel mellem Gerningerne og Frelsen af Naade, saa bestaar dog dette vort Liv, og Næsten, og Gerningskravet - ja det mere end bestaar: Kravet er Guds, gennem selve den Livets Sammenhæng, hvori vi er stillede; Guds Lov er Næstens Krav. Og det er i det timelige som i det evige: Guds Nærhed gør os til Intet, baade i Frelsen, og over for Næstens Krav. Der har været megen og oprigtig Ydmyghed bag de Gamles: Vi er Sten og Stok. Det er følt og tænkt i Israel; det er følt og tænkt i vore Dages nye tyske Calvinisme: Gud er Gud og Menneske er Menneske.

Men idet Gud kræver os netop gennem Mennesket, gennem vor Næste, saa er det ved Mennesket, ved vor Næste, han maaler vor Gerning.

For Jesus var "Lydighedens Mulighed" ikke noget Problem. Han bød.

Fordi der er en Næste, derfor, kun derfor og derved er der ikke blot et Guds Krav, men ogsaa en Menneskets Lydighed. Derfor og kun derfor er "gode Gerninger" intet tomt Ord.

Men paa to Maader gør vi det til et tomt Ord: Naar vi staar over for vor Næste, og tænker paa Forvandlingen i vort Indre; det er Helliggørelsesreligiøsiteten. Og naar vi staar over for vor Næste, og tænker paa, hvor højt Gud er over Jorden; det er Vejen ind i Ydmyghedens Kynisme.

Det er ufrugtbart at filosofere over Emnet "Handlingens Mulighed", naar Handlingens Krav ligger for; det er som at standse sin Haand i dens Greb, fordi man kommer til at tænke paa Historien om Akilles, der aldrig vil kunne indhente Skildpadden.

Det er ufrugtbart at spekulere over Emnet "Villiens Frihed", naar Valgets Krav ligger for. Der fører ingen Dør for Tanken ind til Virkeligheden. Tænkende véd man sin Villie død, handlende véd man den levende.

Det er ufrugtbart at theologisere over Emnet "Lydighedens Mulighed", naar Lydighedens Krav ligger for. Vi staar under Krav, vi svarer i Valg; svigte eller lyde. I Næsten møder os Guds Villie; Ydmyghed for Gud maa - reflekteret - altid føre til Tanken om den trælbundne Villie; fortsat Reflekteren fører os aldrig længere ind for Gud, men kun ud i Tankemørket: Synd er en kosmisk Ulykke, vi er Lerkar med "Fabrikationsfejl". Og føres vi fra dette Stade tilbage til Virkeligheden, og dog ikke vil slippe Tanken om Gud, saa giver vi maaske Forsvaret for vor egen Ulydighed Form som en Forherligelse af Guds Majestæt.

Ethvert Menneskes, ogsaa Paulus' og Luthers Tanker om den trælbundne Villie, er kun hvad de udsprang fra og hvad de bruges til; ikke en Smule andet eller mere.

Ind for Gud - eller ud fra Gud.

For Villien og for Ansvaret er Lydighedens Mulighed til, mens Kravet er til. Er Lydigheden et tomt Ord, mens Kravet er til, saa er ogsaa Kravet tomt. Og saa er Synden tom.

Gerningen tilhører vor Næste. I Handlingens Sigte og Blikkets Retning, ikke i Spørgsmaalet om Lydighedens Mulighed, ligger Afgørelsen om Sandhed eller Løgn i det vi kalder Godhed - ligegyldigt om det saa er "Lovens Gerninger" eller "Troens Frugt".

- Guds Krav gennem vor Næste er Guds Krav. Ja, men ikke for at standse den Gerning, der helt og i al sin Virkekraft hører Næsten til; ham, ikke mig, tilhører Gerningen - det er hans Behov, der bestemmer, om Gerningen er god; den maa rives løs fra mig og gives ham. Gerningen er ikke for Guds Behov og efter hans Maal; Gud har bestemt den netop for min Næste - og ham vil Gud ikke bruge som Skærmbræt for sig selv. Gennem vor Næste, efter vore Gerninger skal vi dømmes.

Guds Krav gennem vor Næste er Guds Krav. Ja, for at dømme den, der med fuldbragt Gerning træder tryggere - eller helligere - frem for Gud.

Fra Næsten udgaar Guds Krav, og Næsten er Gerningens Maal.

Saa snart vi - ved Tanken om, at Kravet er Guds Krav, eller at Lydigheden er Aandens Gerning - saa snart vi vil give vort Livs Gerning et højere Sigte end dette; saa snart vi vil maale vort Livs Gerninger med en større Maalestok end denne - saa er det, vi er "afsporede".

"Ordet blev Kød" - det betyder, at det kommer os ved i dette vort Liv.

Gud har begrænset sig i vor Næste - i Øjeblikkets konkrete Situation, for at holde os fast i Kravets Realitet.

Men vi vil holde os det fra Livet.

Det man vil holde sig fra Livet, skal man højt ophøje.

Een Tid ophøjede Kristus; da fik Kirken Fred for hans Ord, og blev selv straalende og stærk.

Een Tid ophøjede Aanden - og Troen blev Menneskets Herliggørelse.

Een Tid ophøjer "Ordet" - og holder sig det derved fra Livet.

Det er sandt, at med "Barthianismen" træder ogsaa en Art "Ydmyghedens Kynisme" i Stedet for forrige Slægtleds religiøse Ethos. "Vi skal ikke være anderledes end vi er; vi kan det ikke, og det er Hovmod at ville det." Ja, det er en billig Reaktion. Men Biskop Ammundsen skal vide, at den er eet med sin tilsyneladende Modsætning, Helliggørelsesreligiøsiteten; begge Dele er bestemt ud fra et abstrakt Begreb Gud og Menneske - og derfor er begge Dele et Uden om. "Guds Villie" er blevet noget religiøst højspændt noget - saa er den ene Part tilstrækkelig virkelighedsfjern til at vandre den gamle hedenske Idealismes Vej; og den anden Part tilstrækkelig "realistisk" til at lade det hele falde og blot beskytte sin Praksis ved Hjælp af en Theori, der lyder luthersk, men er muhammedansk.

Religiøs Idealisme afløses af religiøs Kynisme; af Væsen er de eet.

For Jesus var "Lydighedens Mulighed" slet ikke noget Problem. I Næsten lydes Gud, med jordiske Gerninger.

Og hvor skarpt end Luther skelnede mellem "Lovens Gerninger" og "Troens Frugter", saa er ogsaa de sidste kun sande ved deres Sigte: det hører alt sammen vor Næste til, og maa efterlades hernede paa denne Jord.

Guds Bud var Bud om Menneskeforhold, og kun i og med dette var de Bud om Gudsforhold. Baade hvor det er udtrykt jødisk, kasuistisk - mangedelt efter Forhold og Tider - og hvor det, profetisk, løber ud i en eneste samlet Spids, i Kærlighedsbudet.

Men hvor Budet er Bud om en Sjælstilstand, dér er det "afsporet", om det aldrig saa meget bærer Fuldkommenhedens Skikkelse med Kærlighedsbudets Navn.

"Det bliver ved Tanken fra "Et Kristenmenneskes Frihed": Træets Art bestemmer Frugtens".

Som Træ, saa Frugt. Intet er sandere. Men det er en Forvanskning af Jesu Billede om Frugttræet, dersom det første og egentlige i Billedet fortones: Træet er for andre; først ved Frugten er det et Frugttræ. Men dette første og egentlige fortones netop ved den etisk-religiøse Selvkredsen, der er uløselig forbunden med Helliggørelsestanken; saa har vi forladt Lignelsen med dens Virkelighedstale og er gledet over i Allegoriens Fantasiverden; saa er Træet optaget af sig selv - for de andres Skyld; saa er det om at faa den rette Ydekraft, den sande aandelige Bæreevne; saa er det om at vokse sin Personligheds Vækst, for Gerningens Skyld - thi Frugten afhænger af Træet. Saa er det om Fremelskelsen af den bedste Sort for at faa den bedste Frugt, saa er Træerne hinandens Gartnere - saa er det ikke det enkle Ord om Gud, der kommer for at se, om der er Frugt i hans Have.

Gerningen tilhører vor Næste.

Alle Tanker om Lydighedens Udspring og Hellighedens Væxt er ikke andet end Selvkredsning - i kristelig Forklædning.

"Lad ikke din højre Haand vide, hvad din venstre gør". Det er evangelisk Tale om Gerninger. Jesus vil løse os fra dem, men vi vil holde dem fast. Vi kan gøre det groft, eller vi kan gøre det fint; samle "Lovens Gerninger" eller bære Aandens Frugt. Vi kan komme med en Vadsæk, som er vor egen, og som nok skal veje godt til for St. Peter; eller vi kan give Gud alene Æren for hvad vi gjorde og hvad vi blev - ikke os, ikke os - det er jo Aandens Frugt, for andre - - og det bliver ikke bedre, det bliver bare værre, jo længere vi dvæler i ydmyge Tanker om "Slør, der drages for vore Øjne" - beundrende og med Tak til Gud ser vi jo dog andres troslydige Liv - bag Sløret dæmrer en Skikkelse af Jeg og "Aand", Troslydighedens nye Menneske, usynlig, næsten, for os, synlig maaske for andre, hjælpende en Broders Tro, ganske lidt - -

Hvor renlig er saa ikke Jesu Tale: "Du har været lydig? Det manglede ogsaa bare andet!" (Luc.10,17). Og saa er den Historie forbi.

- Det er denne Opsamlen af Øjeblikkenes eventuelle Lydighed, der gjorde en Farisæer af en Israelit. Det er ogsaa denne Kapitalisering af vore Øjeblikkes eventuelle Lydighed, der gør en kristelig Hedning af en Jesus-Discipel.

Og hvad der gælder den Enkelte, gælder ogsaa Helheden. Jøden samler Gerninger, Kirken ejer Aanden. "Retfærdighedens Sum" - og "Kirkens Skat" - det er eet og det samme; og om "Kirkens Skat" bestaar af de helliges "overskydende gode Gerninger" eller af "Troens nye Menneske" - det er ogsaa eet og det samme. Er Blikkets Retning falsk, saa er Samlesygen og Selvsygen ogsaa i Gang; saa er der ikke nyt Liv, men ny Død; saa er der ikke et begyndende Gudsrige, men bare et større Ego.

Gud har sat vor Næste som sin Stedfortræder i Lydighedens Krav, ikke som et Middel for vor Helligheds Væxt.

"Jo, begge Dele".

Ja saa vær vis paa, at det bliver det sidste.

Det Menneske, den Slægt, den Kirke, hvis Gerningers Haab var Personlighedens voksende Kvalitet, skal ende med at erfare, at intet andet var virkeligt, end det der blev givet bort.

Det Menneske, den Slægt, den Kirke, der mener fra Lydighed til Lydighed at vokse Aandens Væxt, skal ende med at erfare, at Former og Udslag kunde skifte, men Lasternes Sum var konstant.

Lydigheden er virkelig, den gode Gerning er god ved det den virker for Næsten, ikke ved det den virker i mig. For os skal Gerningen dø. Holder vi den fast, da skal ogsaa Gud holde den fast, og maale den med sit Maal.

" … Om vi senere faar fat paa Tanken om det ny Liv ud af Troen …"

Men det gør vi ikke. I hvert Fald ikke i den Betydning Biskop Ammundsen tænker sig det.

Der er et nyt Liv ud af Troen, ogsaa paa denne Jord. Det er ikke en ny sjælelig Udfoldelse gennem Opløftelse til Gud (romantisk, pantheistisk) eller gennem Mødet med Gud, (pietistisk, mystisk); ikke en sejrende Kraft, til Lettelse for næste Sejr (almindelig Moralerfaring), eller til Menighedens Verdenserobring (det kirkelige Haab). Om alt saadant véd jeg i hvert Fald eet, der er sikkert: at saa maa man være belavet paa haard Konkurrence fra alle Tiders Religioner og religiøse Mod-Religioner, og staa rede med en Uendelighed af Forklaringer og Bortforklaringer; - og et til, der er lige saa vist: at al den Slags giver Bagslag.

Det ny Liv ud af Troen, det er den ny Dag ud af Tilgivelsen.

Den der ved sin Gerning, saavel sin gode som sin onde Gerning, blev kaldt ind for Gud; den der syndede, og var dømt ved sin Synd; den der var ulydig, og var fortabt ved sin Ulydighed; den der sagde Nej til Guds Villie, og var Dødsens ved sit Nej - fik Tilgivelse, er levende, er Guds Barn, ser Dagen, ser Blomsterne og Himmelen, og sin Broder igen.

Det ny Liv ud af Troen, den ny Dag ud af Tilgivelsen - kan det da tages bogstavelig nok?

Tilgivelsen er Livet. Vi tabte det; Gud har givet os det, sagt os det igen. Vi ved ogsaa, at naar vi vender vort Blik bort fra ham, er der kun Død. Hvorfor skal vi saa igen vende os mod vort eget eller andres Liv for at se Tilgivelsens Frugter? Er det dér, vi skal bestyrkes? Dér vil vi kun se det fælles psykologiske Blændværk "Forbedringer", - "Forbedring", det er blot en Skiften af Personens Forhold og Sted, det er blot den forandrede Skueplads for Guds fornyede Spørgen og vort Svar - Forbedring, aldrig Forvandling.

Vi véd, at Tilgivelsen er Barmhjertighed, Offer, Liv. Saa véd vi ogsaa, at den kan ingen onde Frugter bære. Dette skal være os nok. Og hvor Ubarmhjertigheden og Døden er, det véd vi ogsaa - netop gennem Tilgivelsen véd vi det. Dette skal være os nok. - Saa véd vi ogsaa, at den, gennem hvem Gud talte Tilgivelsen, Jesus Kristus, han rettede sit Liv og sin Dag til sin Nærmeste, han "gik omkring og gjorde vel" paa samme begrænsede og relative Maade som det er krævet af os; han hjalp nogle, og maatte skuffe andre; han gav Helbred og Liv, og bagefter døde de; han havde sin Del i "Uretfærdighedens Mammon", der kun kommer til ét Sted, fordi det gik fra et andet; han havde sin Del i denne Livets og Dødens Sammenhæng, hvor intet bliver givet, uden at det først er taget.

Vi kan slet ikke prøve Barmhjertighedens Fuldkommenhed paa dens Følger, hverken paa de ydre eller de indre. Vi lever i Dødens og Lignelsernes Land; ikke i Evighedens Begyndelse, men i Tiden, under Evighedens "Sprog" og Ord. Her har Gud sat os med hinanden og lukket os inde. Udadtil har han lukket med Jordboligens Runding, med Stjernehimmelens Uendelighed eller Lyskredsningens Endelighed; med alt Livs Sammenhæng; med Tankens Modsigelse; med Døden. Indadtil har han lukket med Syndens og Skyldens Haabløshed. Hos hinanden og med hinanden har han lukket os inde og sagt: bo her. Og saa har han talt Dødens og Livets Ord ind i dette Lignelsernes Land. Maaske "paa mange Maader og til mange Tider", det véd vi ikke noget om. Til os har han talt det som Korsets Ord - det er til de fattige og smaa, sagde Jesus - og det er Kirkens eneste Skat. Det Ord skal vi fortælle videre, til rige og fattige, store og smaa, for vi véd ikke, hvem der er fattige og hvem der er rige, vi véd ikke hvem der er store og hvem der er smaa; vi kan ikke se, hvem der stiler hen imod Guds Dør for at finde sit Slaraffenland - Sjælefredens, Ydmyghedens, Kraftens eller hvad det nu kan være - og vi véd ikke, hvem der gaar derhen "i Tro, mod Tro", uden Tanke om andet end at give Gud den Død, de skylder ham. Allerede idet vi deler, holder vi os selv uden for det Ord, vi taler. Vi skal fortælle om Kristus saa langt vi nu har hørt og forstaaet. Men vi skal ikke sætte os foran Guds Dør og fortælle religiøse Erindringer og Sejre og Haab; selv om de ogsaa var sande, saa er de ikke sande nu - ikke al Jordens Kirkers "nye Liv" vejer et Støvgran for den, Gud har et Regnskab med.

Mellem Kravet og Tilgivelsen ligger en Kristens Liv.

"Bestandig fra Lov til Naade og fra Naade til ny Lov løber Traadene, baade i det ny Testamente og hos Luther". Dette er sandt. Men hvis vi véd, at det er Sandhed, at det er Evangeliets Sandhed om Livet paa Lovens Jord under Naadens Himmel, saa véd vi ogsaa, at Usandheden, Løgnen er at samle dette Liv sammen til et nyt og højere Jeg, til etisk-religiøse Mellemskikkelser mellem Jord og Himmel, til nye Gudsmennesker, der bærer Aandens Frugt, til et Samfund af Livets Mennesker i Udlændighed mellem Dødens Børn. Da har vi "taget Himmelriget med Vold" og stjaalet Evangeliet fra vor Næste.

Loven er Guds, Naaden er Guds. Stien mellem Naadens Ord og Dagens Krav, den har Gud befalet os at trave ufortrødent, Livet langt, hvor lukket der saa end er for oven og hvor tomt vort Hjerte saa end er over for vor Broder; men ingen har sat os til at finde det nye Menneske og forkynde Troens Frugter.

Loven er Guds, Naaden er Guds. Hvad der ligger mellem disse to, det er vort; menneskelig set betyder dette simpelt hen Livets Sum, alt; her har hver Handling og Tanke sin Art og sin Vægt i Menneskehedens Strøm af ondt og godt, og Genbilledet deraf er Livets Sum af Lidelse og Lykke; men kristelig set betyder det dette ene: vi stilles ind for Gud. Derfor kan Jesus prise Synderen frem for den Retfærdige, derfor kan Paulus sige, at Gud har skabt Loven for at vække Synden og give Naaden Rum, derfor kan Luther maale alt mellem Himmel og Jord med dette ene Maal, om det "driver paa Kristus". Lige saa vist det er, at Loven, selv det primitiveste Næstekrav, dog til sidst driver paa Kristus, lige saa vist er det ogsaa, at "Moralen" og "Religionen" driver paa vort eget.

"Tidehvervsretningen", siger Biskop Ammundsen til sidst, "har en stærk Forbundsfælle i vort eget Hjerte. Hvem tør sige: Jeg kan opvise det nye Troens Livs Frugter hos mig selv? Men er Ordet ikke netop større end vort Hjerte? For selve Sandhedens Skyld tør vi ikke lade være at lytte igen til Ny Testamentes Tale og tage derimod i en Tro, som tillige er et Haab".

Jeg har undret mig over disse Ord, Artiklens Sum.

Ikke særskilt over dette "Hvem tør sige …"; hvor fjernt denne aandelige Beskedenhed ligger den apostolske Hellighedsforkyndelse, derom er der jo ogsaa talt tilstrækkeligt i en tidligere Sammenhæng.

Heller ikke særskilt over "Ordet der er større end vort Hjerte"; en saadan fri Brug af 1.Joh.3,20 kunde jo godt have været rigtig, selv om Citatet ikke er det; og Anvendelsen kunde jo godt være evangelisk, selvom Johannes Ord i deres Sammenhæng ikke var det.

Men det der har undret mig er netop Helheden. At en saa modevangelisk Tanke har kunnet faa en saa "evangelisk-luthersk" Klang. Ydmyghed i Selvbedømmelsen, og Ydmyghed under Ordet, i Tro og i Haab. Er det ikke som selve Kirkens Tale?

Der er noget i disse Slutningsord, i deres Stemning, som nok kunde fremkalde den Tanke: Naar jeg haabløst fattig kaldes ind for Gud, da skal jeg i Tro og Haab tage hans Evangelium og ikke mit eget Hjertes Tale, for Sandheden. Hvis det var noget saadant, disse Ord skulde udtrykke, da vilde jeg sige: Ja, det er Evangeliet: ikke min Synd og Fattigdom, men Guds Naade og Rigdom skal gælde.

Men hvis Ordene virkelig har Sammenhæng med Artiklen og udtrykker dens Tanker som i en Sum, saa betyder de jo noget ganske andet. Saa betyder de, at naar vort Hjerte ængstes for, om vi nu ogsaa "staar i Naaden", og, for at finde Forvisning derom, spejder efter Tegnene derpaa, efter Troens Livs Frugter hos os selv, og dog ikke finder dem dér, saadan at vi tør sige, at de er der - saa skal vi lytte til Ny Testamentes Tale, hvor det bestyrker os i, at de er der alligevel, saa skal vi tro "Ordets" Sandhed og haabe paa Frugternes Væxt.

Men dette er ikke Evangeliet, der er "større end vort Hjerte"; det er Religiøsitet.

Evangeliet fanger den angste Samvittighed ind med Ordet om Syndernes Forladelse, Liv, Salighed - sætter Samvittigheden fra Bestillingen over for Gud, baade som Anklager og som Trøster; Evangeliet vender Troens Blik ret, og holder det ret vendt.

Religiøsiteten derimod fanger Ordet om Syndernes Forladelse ind i Samvittigheden - Samvittighedens Embede bliver finere, dens Væsen renere paa den stadige Vandring imellem Gud og Sjæl, fra Tro til Liv; den bærer, den opbygger det ny Menneske og den nye Menneskehed.

Og naar saa Anfægtelsen kommer?

Ordet større end vort Hjerte. Ja men sandelig ikke det "Ord", der kan hentes frem som Kautionist for Ægtheden af vort Liv og Gerning "i Kristus", eller til indbyrdes Kontrol af hinandens Tro - altsaa Ordet til privat eller til kirkelig Brug; det Ord (om ogsaa Citatet var aldrig saa rigtigt) det Ord er altid meget mindre end vort Hjerte; for det er jo bare i Funktion som vort eget Hjertes og Tankes nyttige Tjener, og ikke som vort stædige eller fortvivlede Hjertes Herre, det Ord, der siger Lyd! og det Ord, der siger mit Barn - for at det skal "leve og ikke dø" efter at det "har set Jahves Ansigt." Det Ord som altid paa ny er Guds, og som vi aldrig kan holde fast hverken for os selv eller andre.

Gud er større end vort Hjerte - han der gør vort Hjertes Anklage til sin, mangedobbelt, og dog viser den tilbage; hans Ord om Dom og Tilgivelse - men ikke et "Ord" om, at det alligevel staar bedre til i vort Hjerte end vi selv tror; naar det er Frugten af 1. Johannes Brev (c. 3) og overhovedet af Ny Testamentes Tale om det nye Menneske, saa skal vi ikke blot ikke tage imod den Tale, men end ikke lytte til den; vi skal vide, hvorfra den "Trøst" kommer; vi skal forstaa, at al anden Trøst end netop Forladelsen vender vort Øre og Sind bort fra Gud, bedrager os og narrer os tilbage til os selv igen, for at bygge vort Liv paa Sand.

Ikke paa et "Aandens Forskud", ikke paa en "ny aandelig habitus", ikke paa noget der blev vort, beror den troendes Liv.

Naaden kan aldrig ejes, aldrig opspares, aldrig bevidnes eller besiddes i sine Frugter. For Naaden er Gud altid og altid paany Grundled.

Det nye Liv ud af Troen, det er Dagens Liv paa ny, af Guds Haand, ved hans Tilgivelse, Syndernes Forladelse, der er Liv og Salighed; Sejren over Synden, der sandelig er kommet ind i denne vor Verden - i Verden, men ikke af Verden. Opstandelsen - ikke "Opstandelsens Begyndelse", men Opstandelsen selv, talt, sat af Gud ind i denne vor Verden, Dødens Verden. Han har givet os Brød fra Himmelen at leve af paa Jorden med hinanden og for hinanden - vort "daglige Brød", vort "tilstrækkelige Brød", vort Brød fra Haanden og i Munden.

Israel sultede.

Da faldt der Manna fra Himmelen, fortælles der, saa Folket kunde samle, hvad der trængtes, nok fra Dag til Dag, "for at Jeg kan prøve det, om det vil vandre i min Lov eller ej".

Og da det vilde samle mere, og gemme det Natten over, saa var det Morgenen derefter ikke Guds Brød til Liv, men en Ækelhed af Maddiker og Stank.


Note 1: Tilføjelserne findes saa godt som alle i den sidste Halvdel af Katekismen, navnlig i 2. Trosartikel (S. 49, L. 7- 19; 50, 5-11; 51, 8. 9-23; 52, 5-6); i 3die (S. 53, 8-14. 25-26; 54, 1-2. 7-12; 57, 10-17); i Stykket om Troens Virkninger (S. 60, 10-12); Fader vor (S. 66, 3-6; 67, 8-13; 72, 1-10; 77, 9-10; 78, 1-12); Daaben (S. 84, 9-12; 85, 20; 85 30-32; 86, 1-10); Nadveren (S. 89, 17-23; 90, hele Siden). - De vigtigste af disse Tilføjelser, men ikke alle, stammer fra Biskop A.

Note 2: Sml. f. Ex. Djævelens Ord til Jesus, Mt.4,9. Paulus (2.Kor.4,4): denne Tidsalders (Verdens) Gud; Ef.2,2; 6,12. Baade Tanke og Udtryk er gængse i Datiden, f. Eks. hos Johannes (Evg. 12,31; 14,30; 16, 11; sml. 1.Joh.5,18-20) og navnlig hos Aposteldiscipelen Ignatius er "denne Verdens (Tidsalders) Fyrste" det gængse Udtryk om Satan. Men skønt "Mørkets og Lysets Magt" (Joh.), "Mørkets og Lysets Gud" (sml. 2.Kor.4 vers 4 med vers 6) var gamle Tanker i Østen, og netop forbunden med Tanken om Tidsaldrenes Skifte; og skønt de Tanker havde gennemtrængt Samtidens religiøse Filosofi og Mysteriereligion; og skønt der er langt mellem "Anklageren" i Jobs Bog og "Verdensherskeren" hos Johannes - saa er Gud og Satan dog ikke jævnstillede for Menigheden; lad Modsætningen blive aldrig saa "principiel", Satans Herredømme bliver dog ved at være et Spørgsmaal om Overdragelse af Omraade og Tidsaldre. "Oprør" og "Undertvingelse" bliver da Tidsskifternes mytologiske Form, og Mennesket staar i sidste Instans altid over for sin Gud og hans Villie, ikke over for "Fyrsten" og hans Tvang. I Barnabasbrevet - antagelig skrevet noget ind i andet Aarhundrede, muligvis dog allerede i første - hedder det f. Ex. etsteds, at Gud er Herre fra Tidsaldre til Tidsaldre, men Satan er Fyrste over den nuværende Lovløshedens Tid (18,2). Et saadant Udtryk samler i Grunden alt; det giver Rum selv for Johannessynerne, men holder dog den hedenske "Dualisme" ude, baade i dens populært religiøse og dens fine filosofiske Former; den er ikke indstillet paa at være en Tilværelsesforklaring som "den falske saakaldte Gnosis", men bevarer Kristendommen som et Spørgsmaal om Dag og Virkelighed.

Note 3: d.v.s. Opstandelsen, Livet, Magten over Døden. Sml. f. Ex. Efeserbrevet 1,19 flg., samt forrige Note. Mennesket er underlagt Dødens og Syndens Fyrste; Guds virkelige Overherredømme, Livets, Hellighedens, er ham fjernt og skjult - Fyrsten tillader ham ikke at se det, 2.Kor.4,4.

Note 4: d.v.s. Er Retfærdighedens Rige overdraget dig, saa lad det ses. - Sml. Apostlenes Spørgsmaal Ap.G.1,6. Men Svaret er: Vent. (v. 7 flg. - 3,21; 5,21. Joh.16,10. - Paulus' Svar paa Thessalonikernes Anfægtelser 1.Tess.4,13 - 5,11; 2.Tess.2,1-12). En anden Maade at overvinde Anfægtelsen: Joh.14,22 flg., og Slutningen af denne Marcustilføjelse.
Ogsaa før Korsfæstelsen, f. Eks. Luc.19,11: … fordi han nærmede sig Jerusalem og de mente, at Gudsriget nu straks vilde aabenbare sig. - Fader Vors 2. Bøn.

Note 5: nemlig ved Kristi Komme, ved Korsfæstelsen og Opstandelsen, sml. f. Ex. Paulus Kol.2,8-15; Ef.1,18-23. Hebræerbrevet 2,14. Joh.12,27-31; 16,11. - Johannes Aabenbaring 12,4-10 (Luc.10,18), men sml. Aab. c. 13 og 20.

Note 6: "Sandhed" er en Handlen, sml. f. Ex. Joh.3,21 og 1.Joh.1,6 (at gøre Sandheden); 3.Joh.3.

Note 7: Fundet for godt en Snes Aar siden i et græsk Evangeliehaandskrift fra Kairo. Lignende græske Haandskrifter fandt Hieronymus i sin Tid i Palæstina (adv. Pelag. II,15, skrevet Aar 415). Hieronymus' Citat gaar knap saa langt; men selv om han ogsaa havde læst i vort Haandskrift, havde han vel ikke citeret mere end Disciplenes Ord; det var det han havde Brug for, det viser Sammenhængen hos Hieronymus klart.

Note 8: det er nemlig Hippolyts egen Kamp med "Modpaven" Calixt - "Alkibiades jager de Faar, som Calixt har vildført og splittet" siger Hippolyt (Hær.IX,13), og han er lige mundgæv over for dem begge, og illoyal i Referat. Origenes ser heller ikke ud til at have været helt nobel her: "Fornægtelse siger de er en ligegyldig Sag" (Orig. hos Evseb. h. e. VI,38); og hans Bemærkning om en "anden" Tilgivelse end (i Stedet for) den Tilgivelse Jesus gav", er næppe heller helt fin.

Note 9: "Montanisterne" var en profetisk-pietistisk Bevægelse, fremstaaet i sidste Halvdel af 2. Aarhundrede; den svarede nærmest til de gammeltroende, mens Tidens kirkelige Tendens var "det rummelige".

Note 10: At godtgøre dette i Enkeltheder eller endog blot i Hovedtræk, vilde efter Sagens Natur føre til nye omfattende Redegørelser. Jeg maa nøjes med her at sige: Saaledes er det. Men dersom nogen vil hævde det modsatte, med blot en Antydning af historisk Begrundelse, er jeg naturligvis rede til at svare.

Note 11: Saa vidt mig bekendt rækker de første Spirer dertil kun tilbage til 9. Aarhundrede, til Radbertus fra Corbieklosteret, Ansgars Samtidige.

Note 12: Allerede Aposteldiscipelen Ignatius gav den klassiske Formulering: Nadveren er Udødelighedsmedicin, Udødelighedsspise. Sml. Paulus 1.Kor.11,29-30, og Joh. Evg. 6,49 flg.

Note 13: I "Tidehverv" (1928, S. 80) findes af mig en Artikel: "Efter Paaske". - G. Br.

Gustav Brøndsted.

 


Meddelelse. (Tidehverv, 1934, s.155).

I den forløbne Sommer har jeg ofte modtaget Forespørgelser, om, og hvornår man kunde vente Biskop Ammundsens Svar paa min Artikelrække "Kirkens Skat"; og jeg har svaret, at der ikke forelaa nogen endelig Afgørelse, men at jeg personlig vanskelig kunde tænke mig, at Biskop A. kunde lade sine Overvejelser ende med et Nej.

Paa fornyet Henvendelse i Haderslev har jeg nu modtaget et personligt Brev, hvis Indhold, Henvendelsen angaaende, er:

at Biskop A. har været i Tvivl om, hvorvidt han skulde svare paa min Artikelrække, idet en kort Pointering af Modsætningerne mellem os næppe vilde være nødvendig, da de vel ligger klart nok for Dagen; medens et Svar, der betød noget, vilde kræve en Bog, som han slet ikke har Tid til at skrive,

men at det unægtelig med Tiden er bleven Biskop A. en fuldkommen usandsynlig Tanke at skulle skrive i "Tidehverv";

at sagligt ligger der i Bunden meget vigtige Spørgsmaal. Om dem kan Biskoppen tænke sig at tage en Drøftelse med Høgsbro, Brunner, Barth, medens han maa anse et Ordskifte med Tidehvervsfolkene for udsigtsløst.

Dette foreløbig som Meddelelse, uden Kommentar.

Gustav Brøndsted.

 


I udgivelsen: "Kirkehistoriske Samlinger 1987" (ISBN: 87-89203-00-3) - i afsnittet (s. 141ff.): "Breve fra Gustav Brøndsted til Valdemar Ammundsen" - er en række breve fra Brøndsted til Ammundsen offentliggjort, bl.a. også 2 private breve fra 1934, som Brøndsted skrev til Ammundsen i forbindelse med udarbejdelsen af "Kirkens Skat". Derudover findes kladden til Ammundsens svarbrev - som Brøndsted omtaler (Tidehverv, 1934, s.155) - også i udgivelsen.