Kirkens Skat IV

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1932, s.56-59.

IV. Svar til Biskop Ammundsen.

Etsteds i Begyndelsen af disse Svar paa Biskop Ammundsens Artikel skrev jeg, at jeg vilde give mig god tid. Det er blevet overholdt - endog bedre end jeg dengang havde tænkt mig. Maaske ogsaa i højere Grad end Bladets Læsere havde tænkt sig. I hvert Fald er der jo i Aarets Løb foruden mine Svar ogsaa fremkommet andre - saa at altsaa hverken Biskop Ammundsen vil kunne klage over Mangel paa Svar eller jeg over Mangel paa Sekundering.

Alligevel maa jeg bestemt bede om, at man vil holde de Enkeltes Svar ud fra hinanden.

For mine Ord hæfter ingen uden jeg selv.

Gang efter Gang er det Spørgsmaal blevet rettet til "Tidehvervsfolkene": Hvad mener I med "Kristendom", med "Guds Ord", med "Evangeliet"? Her i Bladet f. Ex. er det i det sidste Aars Tid blevet fremsat af Biskop Ammundsen (1931 S. 81) og af Provst Nordentoft (1932 S. 10).

Det paagældende Stykke af Biskop A.'s Artikel lod saaledes:

" … Men hvis man, som det undertiden synes, aldeles lukker denne Udsigt (til Tanken om det nye Liv ud af Troen) og gør Ny Testamentes Ord i denne Retning til Løgn, da maa vi først i Ærlighedens Navn stille den Fordring, at der for Fremtiden tales klarere om "Kristendommen", "Evangeliet" og "Ordet", saa det bliver tydeligt, at der ikke menes Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed, men et Udvalg, man paa eget Æventyr har foretaget, og hvorfor man ikke har anden Autoritet end sin egen - at her altsaa er en ny Subjektivisme."

Hertil maa nu allerførst bemærkes, at denne Fordring kan man ikke saadan stille under eet, i Ærlighedens Navn. Hvem skulle vel svare paa de andres Vegne? Hvad det end er, der har drevet disse "Tidehvervsfolk" sammen, - en fælles Theologi, endsige Skrifttheologi, er det i hvert Fald ikke. Hver enkelt svarer for sig selv saa langt som han kan og vil. Og: i Ærlighedens Navn? Ja under den Fordring falder den ind, der - som f. Ex. jeg - ingen som helst Krav vil gøre paa Overensstemmelse med "Bibelen som Helhed" eller "den hele Luther" eller "den rene Lære". Men ogsaa i "Tidehverv" er der jo Masser af konfessionel Rettroenhed, haardkogt Rettroenhed, hævdet og dokumenteret Rettroenhed; og naar nogen selv er overbevist om sin Rettroenhed, kan man i hvert Fald ikke forlange, at han ærligt skal vedgaa det modsatte.

Biskop A. vil, at "Tidehvervsfolkene" skal gøre det tydeligt, at de med Evangeliet ikke forstaar Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed, men et (subjektivt) Udvalg. - Jamen hvordan skal det Svar da overhovedet være for at være tydeligt? En "positiv" Besked om, hvad de egentlig forstaar ved "Guds Ord", det apostoliske Evangelium? Luther gav det Svar: "Was Christum treibet;" men det Svar har staaet saa mange Gange her i Tidehverv, saa det kan ikke længere være hverken tydeligt eller positivt. Det er klart, at Biskop A. paa en eller anden Maade vil have Svaret kvantiteret - ellers har det jo heller ingen Interesse for Kirken, hvor meget det saa end betyder for Troen. Men Biskop A. burde dog vide, hvor haabløs den Vej er. Med et i denne Betydning "tydeligt" Svar staar vi jo øjeblikkelig i Kvantiteringens endeløse Selvopløsning - thi hvad betyder saa "Kristus" - "Opstandelsen" - osv. osv. Historien viser jo ogsaa, hvor tomme saadanne Afgrænsninger er i sig selv. F. Ex.: Har nogen staaet fast paa "Skriften" som Guds Ord, saa er det vel Luther. Men har han maaske selv bøjet sig for et Bibelord, fordi det stod i Bibelen? Situationen, Situationen er den halve, ja den hele Mening. I Begyndelsen er "Skriften og den kanoniske Ret" ham Sandheden; for den vil han og for den skal andre bøje sig. Saa kommer "Situationen" - han selv med hele denne hans kirkelige Sandhed kastes ind i Afgørelsen som mod en Sværdægg, saa kløves hele denne kompakte Sandhedsmasse, saa faar "Guds Ord" Lyd, saa raaber "Menneskelæren" mod Kristus som Løgnen mod Sandheden. Saa er det "den kanoniske Ret" der falder, og hele den romerske Lavine, der løsnes - Situation og ny Situation - saa er det "Jakel", der skal i Ovnen; saa er Johannes "Aabenbaring" ukristelig, og Pilatus selv apostolsk, om han "driver paa Kristus" - - den Kristus, som Paulus, men ikke Jakobs Brev forkynder, for det er Hø.

Er alt dette maaske et Spørgsmaal om Omfang, om Kvantitetsafgrænsninger? Troen begriber overhovedet ikke dette Spørgsmaal - men Theologien burde jo svare Ja! - Hele sit Liv igennem har Luther hamret løs paa sine Modstandere med bibelske Kvantiteter, og dog er det ikke muligt hos ham at hente sig et kvantitativt Svar paa hvad "Kristendommen", "Evangeliet", "Ordet" er. Det kan være meget fristende at konstruere et "Baade-Og"-Bibelsyn og tillægge Luther det for bagefter at hente det bekræftet tilbage, til Brug i disse vanskelige Tider - men Luthers Bibeltro er ikke Enheden af Orthodoxi og Liberalisme. Naturligvis, Luther kan saa udmærket godt være Biblicist og Haarkløver - saa har han kun Interesse som et stærkt Hovede inden for den skolastiske Theologi; og han kan saa udmærket godt nære liberale Anskuelser - saa er han en Figur i den humanistiske Tidsalder. Men Luthers Bibeltro? Luthers Bibeltro er dette, at han hører Bibelord, hører det konkret, kæmper for det, i det, med det, - tvungen, lydiggjort, villig til at opgive Kvantitetens Trøst i enhver Skikkelse. Luthers Bibeltro er, nej gives, naar han kastes ind i Situationen, han selv med samt hans Kristendom, med lige Risiko for begge Dele; og derfor sker der ogsaa noget med begge Dele - - bare ikke det Ene kirkeligt attraaværdige: en Afklaring af Sandhedens Omfang.

Den Fordring, Biskop A. stiller til "Tidehvervsfolkene", er en Fordring ikke i Troens, men i Rettroenhedens Interesse; derfor munder den ogsaa følgerigtigt ud i Anklagen for "Subjektivisme". Nu ja, det er en gammel Kending; i min Studentertid, i "den ammundsenske Fejde"s Dage, var det den kirkelige "Hr. Omnes"' Slagord mod en yngre Professor - nu er der en Biskop, som bringer det samme Ord ind i denne Kamp, atter til Brug for Hr. Omnes. "Et Udvalg, man paa eget Æventyr har foretaget" - ja det er Indre Missions gamle Slagord "Bibelkritiken"; men det hjælper ikke at forny den Mønt. Jeg gad se den Præst, som ikke "paa eget Æventyr" "udvælger", d.e.: hører, tror, lyder noget og afviser andet af Skrifterne - og det baade af Bibelen "som Helhed", og af N. T., og af de enkelte Skrifter deri, og Tanker, og Ord; og det baade i "videnskabelig" Forstand (litterært, formelt) og i personlig Forstand (moralsk, religiøst om man vil). Det gør enhver Indremissionsmand, hvad enten han vedgaar det eller ikke; det gør Biskop Ammundsen og det gør jeg; det gør forresten ogsaa vort officielle Præsteløfte med sin summariske Delen mellem de forpligtende, profetisk-apostolske Skrifter og - andre, der naturligvis ikke udtrykkelig nævnes. Alle "gør vi Udvalg" og "paa eget Æventyr" - fordi vi nu engang maa leve Livet "paa eget Æventyr". Det er ikke Abstraktioner som principiel Liberalisme og principiel Biblicisme, jeg her har talt om; lad den Slags nu være, hvad det være vil; det er relativt harmløse Ting. Men det Menneske, hvem et eller andet i Bibelen for ramme Alvor tvinger til at høre, og til at sige Ja - han har i og med det samme sagt Nej til andet i Bibelen enten han saa vil eller ej. Her gælder ingen Helhedshensyn, ingen religiøse Generalnævnere for de og de Skriftgrupper og Skrifter. Er det ham, der er talt til, saa er det ham, der maa svare, "paa eget Æventyr" - ja paa hvis ellers? Paa den nytestamentlige Helheds, d.v.s. paa Kirkens? Skal vi nu igen til at mystificere Menigheden gennem et Spil med Ordene Autoritet og Ansvar? Skal vi igen saa smaat begynde at lyve den gamle Løgn om Ansvarsovertagelse? Tilsammen og enkeltvis er vi Kirken; enkeltvis og tilsammen er vi Menigheden. Kirkens Ansvar, og mit i den, er den redelige Overlevering; mit Ansvar, og Menighedens med mig, er at høre og at svare Gud til det hørte. Enhver Fortoning af disse Ansvar indbyrdes, og enhver indbyrdes Værdsættelse, det være sig i Glosevalg ("Æventyr" - Autoritet) eller paa anden Maade - enhver Antydning af noget saadant er en fornyet Slaaen ind paa den gamle onde Vej, Vejen fra Golgatha til Rom, fra Tjener til Herre. "Paa eget Æventyr", "Subjektivisme", - saadanne Udtryk er gode Virkemidler til Milieudannelse (kirkeligt, socialt, ligemeget), udadtil skræmmende, indadtil betryggende; hvor Kirken i Virkeligheden forkynder sig selv, har saadanne Udtryk baade Mening og Værd; men de er overhovedet uden Mening, hvor Kirken forkynder Kristus ved at berette sit Levnedsløb (bl. a. det Ny Testamente). I og med sin redelige Overleveren fyldestgør Kirken sit Ansvar; vil den tillige, af Omhu for den fremtidige Menighed, gøre en Lære og en Myndighed ud af den fortidige Menigheds Troslydighed, saa har Kirken sat sig i Guds Sted, og al dens Kamp for "det objektive" bliver ikke andet end Spilfægteri: en ældre Subjektivisme haandhæves overfor en yngre Subjektivisme. - Med Forkyndelsen er Sagen lagt paa Gud; taler Gud, gælder det Ja og Nej; men Troslydigheden selv er lukket for alle, ogsaa for Forkynderen; udefra set er det altsammen "Udvalg" - "Subjektivisme".

Derfor, socialt (altsaa ogsaa kirkeligt) set er Subjektivisme et kraftigt Ord; kristeligt set er det tomt.

Det nye Testamente er blevet Kirkens store Betryggelse, dens bedste Forsvarsmiddel baade over for Gud og over for Mennesker - ikke alene fordi vi saa godt forstaar at sno og dreje, naar vi bliver stillet over for Guds Virkelighed, men ogsaa, eller netop, fordi Løgnen i Kirken og i os alle ærligt og redeligt har sin Tilknytning i det nye Testamente selv.

Kristendommens Konvertering fra Troslydighed til Kirkelighed, det er ikke noget, der er foregaaet engang i en papistisk Middelalder og som en "Reformation paa Hoved og Lemmer" kan raade Bod paa; heller ikke noget, der er begyndt engang i Oldtiden, da "en Slægt mere fattig paa Aand og Tro skulde løfte Apostlenes Arv", og som en (ydre eller indre) Tilbagevenden til de apostolske Skrifter er det store og eneste sikre Middel imod. - Kristendommens Konvertering fra Troslydighed til Kirkelighed er saa gammel som Troen selv; just hvor Apostlene er stærke og sejrende, dér lyder sammen med Evangeliet ogsaa Mod-Evangeliet - ikke som noget, der advares imod, men netop som noget af Forkyndelsens Marv og Kraft.

Derfor var det, jeg i sin Tid brugte det Udtryk: Løgnen i det Nye Testamente; og det ser ud til, at det Ord har bidt sig fast, saa at det ikke bliver saa let at komme uden om, hverken for den kirkelige Enhedsfront, der skal og maa redde sig et stormfrit Omraade (det Ny Testamentes Helhed), eller for en ny Ortodoksi, der har mødt Evangeliet, men ikke vil eller tør se, at den dermed ogsaa har sagt sig løs fra den "apostolske Enhedsfront".

Løgnen i det Ny Testamente, det er det bedrageriske Skridt fra Guds Krav og Gave til Menighedens Evne og Eje; fra "hvad skal vi gøre" til "hvorpaa skal vi kende".

Guds "Narre-Visdom" har jo nu engang indrettet det saaledes, at Kirken - og vi i den - maa bære sin egen Usandfærdighed med sig i det Evangelium, den forkynder, og stille den aabenlyst til Skue Slægt efter Slægt. Det er vi jo ogsaa nogenlunde villige til at indrømme, naar det ikke kan være andet - selv om det er os en slem Torn i Kødet. Men at ogsaa Apostlene, naar de bliver ansvarstyngede og ansvarshædrede, naar de bliver erfaringsmodne og forhandlingskloge, - at de saa lyver den samme Løgn som vi, og at vi, med lige Ærbødighed, bærer deres Sandhed og deres Løgn ned gennem Tiden i den hellige Skaal, - at "Skriften", der bærer Evangeliet, ogsaa bærer samme Synd som vi, det er noget vi helst ikke vil høre; for her er vel et "fælles Skibbrud", men ingen fælles Trøst; hvad Apostlene mister, mister netop vi - Kravet om Apostelordets Myndighed var jo bare en anden Maade at hævde vor egen, Paastanden om Skriftens Sandhed var jo bare et Forsøg paa ad Omveje at erhverve os den Sanddruhed, vi ikke direkte turde kræve for os selv. Derfor dannede vi os gennem de lange Aarhundreder alle mulige Tanker om det beskyttede Guds-Ord; i de Tanker er vi groet fast, bevidst eller ubevidst. Livets bitre Erfaringer kunde nok sætte svære Spørgsmaalstegn rundt omkring i "Skriftens Sandheder" - thi "paa Frugterne skal I kende dem"; historiske Forskninger kunde til Tider ryste svært i Skriftens Helhed og Helheder; - stadig blev dog Skriftens Sandhed en Beskyttelse for Skriftens Løgn, stadig blev Kristusforkyndelsen Selviskhedens Adkomstbevis, for Helhedens Skyld.

I det ny Testamente forkyndes Guds Barmhjærtighed, uforskyldt; men ogsaa "sikre Veje" til at naa den, og "Tegn", der viser, om man har den.

Dersom nu en og anden - ogsaa i vore Dage, ogsaa blandt os - har ment, at naar bare Guds Ord, Kristus, er i det nye Testamente, saa er der ikke Grund til at gøre videre Væsen af, hvad der desforuden ogsaa er - ja saa er det naturligvis baade "evangelisk" og "luthersk" tænkt. Men da de fleste af gammel kirkelig Vane, og maaske ogsaa af ny kirkelig Indøvelse, regner med den nytestamentlige Forkyndelse som en Helhed, saa bliver netop denne Helhed en Anstødssten; enten "forklarer", omtyder de, eller de tager af N. T.'s store "Ogsaa" netop saa meget med, som de synes kan klinge sammen med Evangeliet - Naademidler og Vækst, Enhed og Kraft, Helligelse og Fuldkommenhed - indtil vore Dages store kirkelige Løgn, power-Religionen rejser sig med Krav netop paa dette "Ogsaa" som sandt kristeligt, som Maal for Menneskeheden, som Middel for Tidens Kongstanke: kirkelig Samling, - fordi den, netop i dette store "Ogsaa", genkender Kød af sit Kød, og saa inderlig gerne tager Korsets Tro, tager Kristus med i Købet, ja erkender ham som den egentlige, den store Kraft i den Religion, hvortil Verden trænger.

Det er dette, der er ved at ske nu, ogsaa her hos os. Derfor er det ikke længer harmløse theologiske Spørgsmaal, om det og det Ord eller Skrift i N. T. er "ægte" eller "uægte", og om det skal forstaas saadan eller saadan; om dette er mere jødisk og hint mere hellenistisk følt; om Paulus ikke burde have været venligere mod Peter, o.s.v., o.s.v.; men bag ved alle de smaa eller større Fagspørgsmaal, og sammen med Apostelmenighedens Forkyndelse til vor Menighed, samler der sig et Spørgsmaal, som gaar paa Livet løs: om vi vil overlade en power-hungrende Kirkelighed, hvad dens er; om vi er villige til at lade "N. T.'s Helhed" smuldre hen og miste al den Tryghed, det ned gennem Tiderne har givet at eje et Sandhedens og Hellighedens Enklave; om vi vil tage imod Korsets Evangelium eller dække os bag Apostlenes "Ogsaa", - om vi vil kende Guds Villie i Evangeliet, og os selv i dette "Ogsaa", om vi vil se, at dette "Ogsaa" er Mod-Evangeliet, er Løgnen i det Nye Testamente.