Kirkens Skat V

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1932, s.65-69.

V. Svar til Biskop Ammundsen.

Lad den være aabenlys, den Kamp, som Ordene i det Nye Testamente kæmper med hinanden - og om os - Kampen mellem Evangeliets Ord og Mod-Evangeliets Ord; de Ord, der "driver paa Kristus", om de saa ikke taler om andet end en Drik Vand, og de Ord, der driver paa vort eget, om de aldrig saa meget straaler af "Kristus".

Af Biskop Ammundsens Artikel faar man det Indtryk, at det jeg har "gjort til Løgn" er Ny Testamentes Tale om "det ny (etiske) Liv ud af Troen". Nej; baade noget langt mindre - men da navnlig noget langt mere.

At den kristne Tro har "etiske" Virkninger, vilde jeg aldrig benægte. Men det er ikke det, der gør Kristustroen til Sandheden; etiske Virkninger er der vitterligt saa meget andet i Verden, der ogsaa har.

Men Aposteltidens Interesse i Aandens Virkninger og Troens (virkelige eller formentlige) Frugter; den religiøs-kirkelige Vurdering og Brug af denne "Skat"; Overtagelsen af Evangeliet som et Aktiv, og hele den dermed sammenhængende Forskydning i alt hvad Troen og Livet angaar - den nye Selvgodhed i Korsets og Aandens Navn, det er det, jeg kaldte Løgnen i det nye Testamente.

Det er sandt, at den - ligesom hos os - i særlig Grad yttrer sig som en Løgn om det etiske. Men den er mere. Skal den endelig have et Navn, bliver det meget snarere Løgnen om det kirkelige - det sidste vil jo nødvendigvis komme til at indeslutte det første. Men den er kirkelig, ikke som "paa et Omraade", men som existentiel.

Hvad betyder det derfor egentlig, om jeg prøver at "give Exempler" - - jeg løber jo Fare for, at saadanne Exempler bliver opfattet kvantitativt, som om det var min Tanke, at naar disse og tilsvarende "Steder" i N. T. blev trukket fra, saa var det resterende (af N. T.) et saa meget mere renset og sandt Guds Ord og vi saa meget mere betryggede -.

"Exempler" maa vel til; men de kan aldrig blive andet end haandfaste Udtryk for, hvorledes det gaar til - dengang som nu - naar Troslydighed bliver Kirkelighed, naar Evangeliet konverteres til Religion og Etik. Hvordan gaar det da til? hvornaar sker det? Naar Mennesket, der modtog Barmhjertighed, faar Øje paa sig selv; naar Forkynderen iagttager sin egen Persons Ansvar eller Betydenhed; naar Guds Krav og Gave bliver til Menighedens Evne og Eje. Naar Synderens angste Spørgsmaal "Hvad skal vi gøre?" bliver til de frelstes trygge Svar: "Derpaa skal man kende -".

Det er ikke Lov og Naade, der er Ny Testamentes Løgn og Sandhed; det er ikke Gerning og Evangelium, ikke Kravet og Tilgivelsen, der lukker hinanden ude; begge er Guds Villie med os, Guds Ord til os. Men hvor Guds Næstekrav, Loven, bliver vor Moralstige, og hvor Guds Retfærdighed, Naaden, bliver vor kristelige Festdragt, - hvor Guds Villie og Ord bliver vor Rigtighed og Foretrukkethed, der er Sandheden blevet Løgn.

Hvor Mennesker taler i deres Oprigtighed ud af Synd, der er der ikke megen Grund til at tale om Løgn. At Paulus var selvoptagen og hidsig, Lucas sentimental og afglattende, o.s.v. o.s.v. - at "Apostlene var Mennesker og Syndere ligesom vi", det kræves der ikke noget Overmaal af Sandfærdighed for at se og indrømme. Apostlenes almindelige "Syndighed og Ufuldkommenhed" bringer saavist ikke Løgnen ind i det Nye Testamente - tværtimod, den bringer Virkelighed og Sandhed: den Grundsandhed, at vi har Evangeliet i Lerkar.

"Fuldkommenheden" derimod, den gør det; i den er Løgnen, idet den vil gælde for Evangeliets Udfoldelse.

Derfor skal ogsaa "Exempler" paa Løgnen i det Nye Testamente findes i det virkende og stærke, i "Fuldkommenheden", ikke i Ufuldkommenheden.

Hvor Gud taler, er Djævelen næst. Hvor Frelsen forkyndes, bliver ogsaa Løgnen existentiel i Forkyndelsen.

- Det var efter Menneskers Paaske. Det var efter Menneskers Dom om Jesus, - saa kom Guds Dom om ham. Saa blev Dom og Frelse aabenbar for Disciplene; "Guds Kraft og Guds Hellighed", Guds Aand. Ved Aanden blev Evangeliet forkyndt - og Aanden blev Menighedens Aand. Guds Pinse blev Menneskers Pinse.

Enhver "Pinsebevægelse" (hvad enten den kaldes saadan eller ej) er karakteriseret ved de to Ting: Suggestionen som Magtgrundlag og "Renheden" som Afgrænsning. Magten og Afgrænsningen kan gaa i Arv; men ikke det der skabte dem - i hvert Fald kun som en dogmatisk Skygge.

Nutidens Storkirke ynder ikke vore Dages "Pinsebevægelse", som atter kan opvise Aposteltidens "Tegn" (Tungetale osv.) ; Kirken har en sund Fornemmelse af, at det ikke er "Tegnene" der gør "evangelisk". Men den har ingen Fornemmelse af, at Apostlenes Forkyndelse just gennem disse "Tegn" - og den dermed forbundne Motiv- og Væsens-forskydning - begyndte at blive en "Pinsebevægelse". Storkirken tror paa, at Urmenighedens "Pinse" var Guds Værk - men lever paa, at det er en overstaaet Sygdom.

Kristi Aand, Apostlenes Aand, Menighedens Aand - "Guds Aand" virkende til Frelse, til Nysind og Renselse, som Livsmiddel, kraftigt og aabenlyst netop her i denne Fænomenernes Verden - det var det "Sprog", paa hvilket Evangeliet blev forkyndt, og det var de Tanker, gennem hvilke Mod-Evangeliet drog Næring.

Om ellers nogetsteds Sandhed og Løgn staar paa samme Plet, saa er det hvor Aanden forkyndes og paaberaabes i N.T., - Aandens Kraft og Aandens Frugt.

Der blev i sin Tid harcelleret over, at Helligaanden hver Fredag kom til Konciliet i Trient i en Postsæk fra Rom.

Og i Antiochia var der, en Snes Aar efter Jesu Død, Ængstelser og Kampe i Anledning af Frelsens Vej og Fællesskabet. Da samledes i Jerusalem en Kreds af Menighedens Søjler - eller Førere, som vi nutildags vilde sige - for i Aandens Kraft at løse og binde. I Apostlenes Gerninger Kap. 15 beretter Lucas om dette Mødes Forløb og gengiver "Resolutionen". (Spørgsmaal om Ægthed og Ordlyd er i denne Forbindelse i Virkeligheden meget underordnede; de følgende 10-20 Aars Menighedshistorie bekræfter Realiteten). Denne Resolution er saa udpræget et Kompromis, saa skuffende et "Udenom", som nogen Møderesolution nogensinde har været, baade i "Religion" og "Etik"; naar saa aabenbar en Sammenskudsbeslutning faar en kunstig Enheds Vægt ved Ord af denne Art: "vi har hørt, at nogle, som er kommet fra os har forvirret eder med Ord og voldt eders Sjæle Uro, uden at have nogen Befaling fra os …" - og autoriseres med de Ord: "Det er Helligaandens Beslutning og vor" (at kun de og de Ting er "nødvendige", d.e.: at ikke Moses hele Lov, men kun Jubilæerbogens Lov er Guds nødvendige Villie) - og saa sendes ud i Verden til ængsteligt ventende Samvittigheder, som den nu skal baade løse og binde - - er dette saa Evangeliet, eller er det Løgnen?

Førere samles - og Helligaanden bringes i kirkelig Funktion.

Hvordan Paulus stiller sig til denne bestemte Helligaandsfunktion, derom vidner baade Galaterbrev og Korinthierbreve tydeligt nok - selv om Lucas aldrig saa gerne vil gøre Paulus til Jerusalemconciliets Herold (Act. 16,4), og selv om det jo ogsaa tilsidst lykkes Palæstinafolkene dels at fordrive, dels at fortone og uskadeliggøre Paulus' Evangelieforkyndelse. Men dermed er vi ikke færdige - dermed er Paulus' Forhold ikke opgjort i denne Sag. Principielt staar han ganske paa samme Sted som de andre: Der er i Korinthiermenigheden sket et eller andet groft Brud paa anerkendte Ægteskabsregler; Paulus har da (1. Kor. Kap. 5) allerede for sit Vedkommende "legemlig fraværende, men nærværende i Aanden" fældet den Dom, at "naar I og min Aand er forsamlede, saa skal med vor Herre Jesu Kraft den paagældende overgives til Satan til Kødets Undergang (d.e.: Døden) for at Aanden kan frelses paa den Herre Jesu Dag."

Er dette Kristus eller er det Løgnen? Er det Kristus, med hvad Ret existerer da en "luthersk" Kirke, der siger, at den bygger paa Skriften? Er det maaske et uvæsentligt Træk ved Forkyndelsen af Aanden i N.T.'s Forkyndelse? Eller lader vi blot Sagen bero, fordi Folk nu engang ikke længere dør af Helligaandsangst? Og fordi vi har mistet Brugsretten til de sikrere Virkemidler, hvormed Kirken senere hen i Tiden kom Helligaanden til Hjælp, naar de suggestive Midler efterhaanden slog fejl? Ja, for ogsaa dette sidste ser vi jo allerede i nytestamentlig Tid (1.Tim.1,20; 2.Tim.2,17; 4,14) - men saa længe de virkede, var de autoritetsskabende og kirkebyggende, og det gav mangfoldig Efterklang i de følgende Slægtled, bl. a. i apokryfe Apostelhistorier.

Er det Evangeliet, hvorfor gaar vi saa ikke til Rom, hvor Kirkeaandens Villie og Gerninger er aabenbare lige fra Apostlen Peter til Pius XI's Dage? Er Jerusalemmødet maaske det eneste Koncilium, hvor man i Aandens Navn har gjort sig til Herre over andres Samvittigheder? Eller er Paulus maaske den eneste Inkvisitor, der i Kristi Navn har taget Menneskers Liv for at Aanden kunde beholde Frelsens Mulighed? Er Peter ikke Kirkens Grundlægger mere paa Kristusangsten end paa Kristusbekendelsen og Kristusprædiken? (Mt. Evg. 16, Ap. G. 2, Ap. G. 5).

"Der var ikke engang nogen nødlidende iblandt dem (i Jerusalem), thi alle de, der var Ejere af Grundstykker eller Huse, solgte dem og bragte Salgssummerne hen og lagde dem for Apostlenes Fødder. … En Mand ved Navn Ananias og hans Hustru Safira solgte et Grundstykke, han ejede, og stak med sin Hustrus Vidende noget af Salgssummen til Side og bragte Resten hen og lagde den for Apostlenes Fødder. Men Peter sagde: Ananias, hvorfor har Satan fyldt dit Hjærte, saa du har bedraget Helligaanden, du har stukket noget til Side af Pengene for Grundstykket! Enten du solgte det eller ej stod Værdien jo til din Raadighed … du har løjet ikke for Mennesker, men for Gud! - Da Ananias hørte disse Ord, faldt han sammen og udaandede. … Da der var gaaet en tre Timers Tid kom hans Hustru ind uden at vide hvad der var sket. Saa tog Peter Ordet og sagde til hende: Sig mig, var det den Pris, I solgte Grundstykket for? Hun sagde: Ja, for den Pris var det. Og Peter sagde til hende: Hvorfor har I aftalt med hinanden, at stille Herrens Aand paa Prøve? Se, de der har begravet din Mand, venter udenfor, og de skal bære dig ud. - Og hun faldt straks om for hans Fødder og udaandede. - Og en stor Frygt kom over hele Menigheden og over alle, som hørte dette."

Og undergørende falder Peters Skygge paa Folket - i Jerusalem - i Rom - over hele Jord, saa langt Menneske sætter Samvittighedsfælde for Menneske, i Guds Navn - saa længe Menneske overfor Menneske vover at træde i Funktion som Gud. Da sker der noget, ja, da virkes netop det, som Mennesker søger og kræver af deres Religion: da løses og bindes, da samles og da udskilles - Mennesker, Samfund, Lære -; da bygges Bygninger af Sten og Bygninger af Ord; da vides "bestemt", hvor Sandheden er og hvorledes den lyder; da er Mulighederne givet for den fulde Frelse, baade Sjælenes hist og Samfundets her.

Thi kun Aanden kender Aanden, og de der har Aanden kender alt. Enhver Synd kan tilgives, Synd mod Faderen, Synd mod Sønnen; kun Synd mod Helligaanden kan aldrig tilgives. Og Helligaanden er Menighedens Aand, Daabssamfundets Aand, Afgørelsens Aand til Liv eller til Død.

Kristi Aand, Apostlenes Aand, Kirkens Aand.

Nøglemagten, det er i den lutherske Kirke ikke meget andet end en Række Skriftsteder (Jes.22,22; Joh. Aab.3,7; Mt.16,19; 18,18; Joh. Evg.20,23) - man færdes varsomt hen over dem, paa Kattepoter - eller det er et ærværdigt gammelt Udtryk, der lægger apostolisk Patina over saa mange fremmedvirkende Ting i N.T., Fortællinger og Udtryk, som egentlig hverken rammer eller oprører mere. Vi behandler det som "Sidetanker", gaar uden om det som "Ting man maaske ikke har aandeligt Brug for i vor Tid".

Men "Nøglemagten" er alt andet end en Sidetanke i det nye Testamente. For den ældste Menighed var den Menighedens Segl. Alle Tanker om Adgangen til Israels Forjættelser er bundne deri. - Gudsrigets Nøgler, Guds Afgørelser - i Peters Haand.

Denne Tro, der paa faa Aar, maaske faa Maaneder, stod klippefast for den ældste Menighed, og som gennem hele Ny Testamente slutter som et Panser om Frelsens Ord Kristus; en Tro, der forlangte "Tegn", d.v.s. Bevis for sin Tanke og Fod paa sin Nakke; og derfor en Tro som fandt sin Grundvold ikke mindre i det kirkelige Mirakel end i Korsets Ord; en Tro, der vel for en Tid kunde spaltes paa Personer, men som af Væsen var eet, og derfor tilsidst finder sit Udtryk i et af de Symboler, som kun en overmægtig Virkelighed kan skabe: Peter og Paulus i Rom - - denne Tro, som Romerkirken har vovet for sin Regning at overtage som en Helhed, den har den protestantiske Kirkelighed, sit Halvhedspræg tro, prøvet at tilpasse, ved Tolkning og Vægtfordeling, ved at læse Aposteltiden med Nuanceringer og under Hensyn, ved at betone Korset, og fortone, men ikke nægte, "Nøglernes" Brug.

Men saadan vil det Ny Testamente ikke læses - for saa gaber dets Blade tilsidst blot ind i Tidens Ansigt som et stort Nul.

Det er ikke nye Reformationer, der skal til; men Erkendelse, Vedgaaen: Sandheden og Løgnen er i Bibel som i Kirke; Korsets Ord er Guds, "Nøglerne" vore.

- Ved Helligaandsangsten var Suggestionen kirkebyggende.

Derfor "samler Troen Fanger" og fører dem sammen til Pinsemenigheden, til de helliges Samfund. Mennesker, Tanker, alle Vegne fra kommer de - fra den gamle Profeti's Egne, og fra Imperiets Universalisme; fra Østens Myter og "Erkendelser", og fra Gengældelsens og Rigtighedens lille Land; fra den hellenske Personlighedsfilosofi, fra den ægyptisk-græske Symbolisme, fra Mysteriesamfundenes religiøse Metodisme; fra de kosmologiske og eskatologiske Spekulationers og fra de smaa Borgerforeningers Verden - alle Vegne fra kommer de, samles under "Troens Lydighed", den Tro, hvor Kristus er Aanden, men hvor Aanden er Menighedens.

I og med Kristusforkyndelsen forkynder Kirken sig selv, og det fra første Færd.

"Peter" i Funktion som Gud, det er Helligaanden i kirkelig Funktion; det er den Aand, der - med en lille Nuance, der netop er saa stor som mellem Sandhed og Løgn - "tager af Guds og giver det til Menigheden."

Det er den Aand, som paaminder den troende om Samaritanens Barmhjertighed, Jesu Bud om at elske og tjene sin Broder paa Vejen - og som nu viser den døbte ud over det Bud, der gælder Dagen og Vejen og hvor det er saa tilfældigt, hvem man føres forbi - viser ham, ikke en enkelt Broder, men Brødre, ja én hel Kreds af Brødre, Brødrene, "Troens egne" - og Kirkens Aand giver dette Broderskab en ny Dragt, forskellig fra deres, der ikke hører Vennerne til, en indbyrdes Kendingsdragt - Kærlighedens Kaabe.

Er det Evangeliet, dette, eller er det Løgnen?

Eller er det maaske kun et uvæsentligt Træk, en Bitanke i det Ny Testamente?

Det er et Grundtræk. Datidens Mani for religiøse Foreninger (og den stod næppe tilbage for vore Dages), arbejder Haand i Haand med Kendsgerninger som det adspredte Israel hvis Ansigt dog altid er "vendt mod Jerusalem", med nedarvede profetiske Tanker om det utro og det trofaste Israel. Det gamle Israel er ikke mere Guds Israel; men "Israels Rest", Kristusmenigheden, er det ny og sande Israel, det Israel, der har været fra Evighed fordi det var i Guds Tanker - Arvingen til Guds Løfter, ved Aandens Besegling. Er Nøglemagten Autoriseringens Udtryk og Vidnesbyrd, saa er Samfundsafgrænsningen Udtryk for Sønneudkaarelsen, Barneforholdet. De nytestamentlige Evangelier, Breve og Aabenbaringen, - tættere og tættere sammenhober sig Vidnesbyrdene om den Selvkredsning, der ender i de helliges Raab om Hævn over Verden, før Salighedens Porte aabner sig for dem selv.

Broder - Brødrene. Der er sket meget paa Vejen fra Jericho til det ny Jerusalem.

Selvoptagetheden sentimentaliserer alt og gør Forholdet til Virkeligheden usandfærdigt. Israel, som Jahve har valgt sig til Hustru og af hvem han kræver Troskab - det bliver nu til Lammets Brud, den jomfruelige, den ubesmittede. Synd erotiseres; "Hellighed" aristokratiseres; "i Verden men ikke af Verden" - ja, men ved "Verden" og betinget af "Verden", der bliver i sin Urenhed.

Evangeliet forvanskes i Bund og Grund.

Johannesskrifterne forkynder Evangeliet om Frelsen ved Guds Ord Jesus Kristus. Alligevel er de mere end alle andre Skrifter i Ny Testamente blevet en Opfordring til Selvkredsning og et Middel til Selvnydelse. Hvorfor? Fordi det vel er Kristus, der forkyndes, men det er "de Udvalgte", det drejer sig om.

Kristus forkyndes - men der er i Johannesevangeliet ingen Ørkenfristelse, ingen angstfuld Død paa Korset. Lige siden Oldtiden har man villet forklare dette og meget andet i Joh. Evg. ved, at det er skrevet sidst og "forudsætter" vore tre første Evangelier. Det er en haabløs Udvej. "Gudsordet" fristes ikke; Vantroens Modstand, voldelig Død er Sønnens Lod; men han kender Udfaldet af alt, hvad han skal igennem for at naa tilbage til Herligheden. Bundne i Tiden og Verden er Omgivelsernes Spørgsmaal og Svar; selv er han tidsløs i Handling og Tale; han er Ordet; endog naar han beder til sin Fader er han henvendt til Mennesker (Joh.11,42); som den, der er over Tiden og bag Tiden træder han kun et Skridt inden for i Tidens Land, og som Livets Fyrste gaar han igennem Døden - Døden for Vennerne.

Kristus, død for Fjender, død for ugudelige, død for Syndere (Rom. 5), det er Ord, der graver langt ned under alle vore moralske Forudsætninger og Frugter, og som naar Guds faste Grund dybt neden under alle vore Anfægtelser. Og er det Evangeliet - hvad er da Johannesevangeliets Korstanke, at "større Kærlighed har ingen end denne, at han sætter sit Liv til for sine Venner; I er mine Venner, dersom I gør, hvad jeg befaler eder" (Joh.15,13-14) -? Ganske bogstavelig er disse Korsord hos Johannes omgivne, ikke af Guds Bud, men af "det nye Bud" om Brødrekærligheden, Vennesamfundet, Vejen til den fuldkomne Glæde. (Joh.15; sml. Joh.13, 34 o. flg.; 1. Joh. Kap.1-4). De renes Vennesamfund, skabt ved Renselsens Hellighandlinger: Erkendelsens og Kærlighedens "Sakramenter": I Daaben befriede for Fortids Skyld og nyfødte ved Aand er Vennerne rene: kun Fødderne tilsmudses endnu af denne Verdens Støv, der aftvættes ved Kærlighedens Handling (Joh.13). Johannes' Lære om Synd og Renselser er ikke uklar, men klar: Kristi Blod er Daabsvandets Kraft. Den, der anser Daabsrenselsen for overflødig, fordi han overhovedet ikke mener at være uren ved Synd - han bedrager sig selv; men den, der ikke bevarer sin engang vundne Renhed, han bedrager ogsaa a sig selv. Det er Johannesskrifternes Tale om Synd og Renhed (1.Joh. og Johannes Aabenb., sml. ogsaa Evg., f. Ex. 5,14; 8,11); det er en Døberdiscipels Forløsningskristendom.

Paulus forkynder Skyld, Kristusretfærdighed og Lydighed; Johannes forkynder Urenhed, Renselse og Bevarelse. Der er en Afgrund mellem Paulus' Evangelium om Udvælgelsen og Johannes' Prædiken om de udvalgte; lad det første Udtryk klinge saa fremmed det vil, og det sidste falde inderligt i Traad baade med Kirkens Selvforkyndelse og Helgeners Drømme - lad ogsaa nok saa megen Kristushymne og nok saa meget Kristusliv være fælles for begge Forkyndelser, baade i Aposteltiden og i vore Dage - det er dog Sandheden og Løgnen mod hinanden, Korsets Ord og Sentimentalitetens Vej.

Ja, hvis Religion gjorde Evangelium; hvis Tale om Renhed var mere kristelig end Tale om Lydighed - hvad var saa Paulus' Evangelium mod Johannes! Men Fromhed er ikke det samme som Kristendom - om dette ellers er Fromhed. Syndens Mørke og Fuldkommenhedens Lys, det er Emner som altid har været tiltrækkende for den religiøse Fantasi. Med Rette har Johannesskrifterne været et Arnested og et Tilhold for al Slags Theosofi og Sjælehelse, lige fra Oldkirkens Gnosis til vore Dages Pinsebevægelse. Gud kan tale Evangelium gennem Pilatus - det er ikke det jeg taler om; men bag Johannesbrevets stærke, ja betagende Tale om Synden og Helligheden og Kærligheden, om Verdens Fortabthed og om Guds Søns Blod, der renser fra al Synd - bag alt dette ligger der en Syndsopfattelse og en Frelsesopfattelse, som med rivende Fart fører det hele over i Fantasiens Verden. En Gudserkendelse saa høj, at den véd, naar der ikke længere bør bedes for hin Broder - og en Selverkendelse saa ringe, at den kan tro sin egen Villie ren for Synd.

Er det "Aandens Frugt"?