Kirkens Skat IX

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1933, s.131-134.

IX. Svar til Biskop Ammundsen.

Ingen Menighed af Syndere kan paaberaabe sig Aposteltidens Tale om Hellighed. Oldkirkens Daab er ikke Grundlaget for et Liv under daglig fornyet Syndsforladelse. Tværtimod.

"Ja saa er da Nadveren baade Stedet for og Vidnesbyrdet om fornyet Syndsforladelse, og det fra Menighedens første Tid, saa vist som der staar skrevet: " … udgydes til Syndernes Forladelse"" (Mt.26, 28).

Atter: Tværtimod.

Den ældste Menighed, der dog hørte eller læste de Ord om Syndernes Forladelse saa vel som vi, faldt ikke paa at lade disse Ord gælde Nadveren (Nadverdeltagelsen), men alene Korsdøden - Grundlaget for den Pagt, i Kraft af hvilken de nu var samlede.

Og det har netop sin gode og tilstrækkelige Grund i Urmenighedens Opfattelse af sig selv som dem der er helligede ved Korsdøden, gennem Daabsrenselsen, der angaar Fortidens Synd og forpligter Fremtiden.

Ingen i Apostelkirken og næppe nogen i Oldkirken har i Nadveren forkyndt eller ventet at finde Forladelse for sine daglige Synder. Nadveren har været Midtpunktet i Menighedens Liv lige fra første Færd, og utallige er de Ord, Antydninger, Sammenligninger, Prædikener, Gudstjenesteordninger, theologiske Skrifter og historiske Skrifter, der er bevarede som Vidnesbyrd om, hvad Kirken fra de ældste Tider har set og søgt i Nadveren; broget og mangfoldigt, forekommer det én tit, om end i Hovedsagen samlet i Gudsbrødet og Fællesskabet om Soningen og Haabet; mangfoldigt, baade i Stemning og Tankeforbindelser; meget har Apostelkirken og Oldkirken fundet i Nadveren - men ikke Syndsforladelse (se slutnote 10).

Syndsforladelse er Nadverens Forudsætning, ikke dens Følge. Nadverdeltagelse kræver Hellighed. Det var netop en af Menighedens største Bekymringer at sikre sig, at kun den rene (eller senere: den paany rene) kom til "Herrens Bord". "Det hellige for de hellige", siger "De tolv Apostles Lære" om Nadveren; og det er ment saa bogstaveligt som det er sagt. Nadveren er hverken for Verdens eller for Menighedens Syndere; Nadveren er for de troende, døbte og retlevende (sml. Justin, Apolog I,61 flg.), ikke for dem der søger Syndsforladelse.

Syndsforladelse i Nadveren, det er ikke Oldkirkens, men det er Luthers Lære.

En Menighed af Syndere trænger til fornyet Syndsforladelse. Men den ældste Menighed var ikke en Menighed af Syndere, men af hellige. Og efterhaanden som denne Selvopfattelse bryder sammen, - altsaa i Løbet af andet og tredje Aarhundrede - rejser Bodssakramentet sig for at genoptage og fortsætte, hvad Daaben ikke kan: opfange de nye Synder og opretholde Daabshelligheden. I en børnedøbende Kirke betyder dette nødvendigvis, at Daaben viger og Boden vokser til at blive Hovedsakramentet, saadan som det jo skete i Romerkirken. Imens var Nadveren blevet Messe - og fyldt med den samme romerske Aand: Ydelsen. Mod disse to romerske "Sakramenter" førte Luther sit Hovedslag; og Syndernes Forladelse blev Indholdet i hans Lære om Nadveren.

Vel er der i Middelalderens Folketro og i Skolastiken en Smule Tilknytning for denne Tanke, men det er meget smaat og spinkelt (se slutnote 11) (Nadveren virker, blandt meget andet, ogsaa Tilgivelse af Smaasynder) og staar vel nærmest i Forbindelse med den ældgamle Tanke om Nadveren som styrkende og helbredende (se slutnote 12); hos Luther derimod er det (uanset den middelalderlig-dogmatiske Form, han overtog) det centraleste af alt: Nadveren er, hvad Ordet er, og Guds Ord er Syndernes Forladelse.

Om dette nu er et "luthersk Kætteri" eller det netop er evangelisk Tale, det afgøres hverken ved Navne eller Aarstal. Men nytestamentligt, det er det ikke.

Apostlenes og Oldkirkens Nadver er hverken Stedet for eller Vidnesbyrdet om ny Syndsforladelse.

Syndserkendelse, Syndsbekendelse og Tilgivelsens Bøn, de hører sammen.

Men hvor Pinsebevægelsens Budskab lyder, dér angaar Tilgivelsen Fortiden, Syndsbekendelsen hober sig op om Fortiden ("saadan var vi, engang") og bortledes fra Nutiden; men den Syndserkendelse, som kun angaar min Fortid, angaar ikke mig.

"Der er dog i Ny Testamente et Ord som dette: Alle støder vi an, og i mange Ting (Jakobs Brev 3,2)".

Det er der. Underligt nok forresten, at det eneste Brev i N. T., der taler saa "luthersk" om Mennesket, det døbte og troende Menneske, netop er Jakobs "Straabrev". Men - for et Øjeblik at blive ved dette Exempel - er det ikke endnu underligere, at gennem hele Apostelaarhundredet, ja gennem hele det næste, det 2. Aarhundrede, er Jakobs Brev hverken citeret eller nævnet? Læreskrifterne kender det ikke, den apologetiske Litteratur citerer det ikke; Irenæus', Tertullians, Clemens Alexandrinus' bindstærke Theologi kender det ikke. Origenes (der havde nøje Tilknytning til Palæstina) er den første, der citerer det, men forsigtigt; og endnu gaar der lange Tider hen, før Brevet er almindelig kendt og anerkendt. Det siges jo at stamme fra Herrens Broder Jakob, ham der i Jerusalem blev kaldt "den Retfærdige". Hvoraf saa denne Tavshed? Ja Brevet kunde jo være uægte, og først være skrevet mod Slutningen af andet Aarhundrede. Men Bekendelsen af Syndigheden er netop det eneste, der kunde tale for denne Tidsfæstelse; ellers taler Indholdet stærkt derimod og tyder netop paa, at Traditionen har Ret. Derfor staar "det gaadefulde Brev"s Historie langt snarere i Forbindelse med Pinsehellighedens Historie: Hvor Pinsehelligheden raader, trænges Jakobs Brev tilbage; naar Hellighedsfantasierne smuldrer hen, kan det igen faa Kirken i Tale.

"Alle støder vi an, og i mange Ting" - er det "den Sejr, som har overvundet Verden?" Hvad Brug har Aandens Genfødte for saadanne Ord? Hvad Brug har Samlingstidens Hellige for en saadan Lærer? Læreren Paulus har kun Fortids Synd at bekende; ledet af Aanden og fyldt af Aanden kan han derfor tale med Aandens Myndighed: følg mig, gør som jeg. Men Læreren Jakob siger, og netop som Lærer: vi synder alle meget. Hvad hjælper saa hans Tale om, at Gud har lagt sit frelsende Ord i os, at han ved sin Villie og Beslutning har født os ved Sandhedens Ord (1,18 flg.) - om dette er Daab, pinselig Daab er det ikke. Basunens Klang var ikke ren. - Luther vilde have dømt Jakobs Brev for dets "Retfærdiggørelseslære"; Paulus muligvis ogsaa, Menighederne ikke; Frelse ved "Tro alene" eller Frelse ved Troens Gerninger, det blev ikke den apostolske Kirkes Spørgsmaal; men Forkyndelsen af Frelsen ved den nye og fuldkomne Hellighed, den maatte ikke være uklar; kun hvor "Skellet" forkyndes fuldt ud, bliver Naadens Værk haandgribeligt og paatageligt: det nye Menneske.

Men Troens nye Menneske og Tilgivelsens Bøn?

Jesus havde lært sine Disciple at bede Fader vor, med Bønnen "Forlad os vor Skyld". Dog, ogsaa Disciplene var jo en Slags "Katekumener", Daabslærlinge hos Jesus, før de paa Pinsedagen blev "døbt med hellig Aand og Ild" - og Fader vor findes i hele det ny Testamente kun som Historie. Ud over selve Beretningen (i de to Evg.) ingen Eksempel paa Brug, ingen Citat, næppe nogen Reminiscens. Hvorfor er der saa tavst om Fader vor med den femte Bøn, i de apostolske Skrifter til troende og døbte? Og i de næste 3-4 Slægtled? I Modstandens, Forsvarets, Opbygningens Tidsalder? Daaben, Daaben overalt og i snart sagt hvert eneste af de mangfoldige Skrifter fra disse Tider - Udvælgelsen, Renheden, Kristusfællesskabet, de helliges Samfundsmaaltid, i Angreb og Forsvar, i Forkyndelse, i Sang, i Symboler - men Fader vor med den femte Bøn? Faa og spredte Spor; men dog nok til at stille dette Spørgsmaal: Hvorfor staar Pinsebevægelsens Omraade, Udbredelse og Hendøen i omvendt Forhold til Fader vors Brug i Menigheden?

Hvorfor er Fader vor (med Bønnen "Forlad os vor Skyld") daglig Bøn, hvor Berøringen med det gamle Israel er stærk? Hvorfor træder Fader vor tilbage i samme Grad den apostolske Pinsebevægelse træder frem? Og hvorfor vinder Fader vor frem, hvor Hellighedsfantasierne smuldrer - for til sidst, omtrent ved Overgangen til det tredje Aarhundrede, at blive et Hovedstykke i den hele Kristenhed?

- Men ogsaa her maa jeg nøjes med disse Antydninger.

Tilgivelsens Bøn i Fader vor - den Bøn, hvis blotte Existens og Overlevering i Menigheden jo skulde synes at være det store Spørgsmaalstegn ved alt dette om Naadens Stand, Daabens Slaa - Fader vors Historie i de første 4-5 Slægtled netop bekræfter, hvad de apostolske og efterapostolske Slægtleds Skrifter paa saa mange andre Maader vidner om: en Pinsebevægelses Opstaaen og Opløsning; en Tidsalder, der saa Jesu Dag og tog Guds Dag forud - indtil Hverdag og Ventetid atter lagde Virkelighed i Tilgivelsens Bøn og atter gjorde de Hellige til Disciple.

Thi hvad Virkelighed er der i Tilgivelsens Bøn, naar de ti Tusinde Talenters haabløse Skyld een Gang for alle hører Fortiden til, og kun de uforsætlige Forseelsers Smaagæld endnu kan komme Gud og de hellige imellem - om da ikke ny og virkelig Synd lukker Naadens Dør i for bestandig og gør al Bøn om Tilgivelse tom.

De "første Guldkristne", de, hvis Naadestand var Hellighedens Stand, udfoldede Evangeliets Herlighed - og efterlod en hungrig og fattig Slægt, der famlede efter Evangeliet og efter de svindende Stores Kjortelflig. Disse svage Slægtleds Armesynderkristendom, hvad var vel den, og hvad var de selv imod hine første?

Men den fattige Slægt fandt igen sit daglige Brød i den Bøn, som de Rige i Aanden næsten havde glemt: Forlad os vor Skyld.

Syndsbekendelserne i den gamle Pagts Salmer, og Fader vor med den femte Bøn, det var forstaaelig Virkelighed; tilbagelagt Børnelærdom, "Mælkemad" maaske for de aandelige, ja, men kraftig Kost og daglig ny Visdom for "de smaa" i Menigheden, for dem, der ikke skulde prædike, men pløje og købe og sælge.

Syndserkendelse, Syndsbekendelse og Tilgivelsens Bøn, de hører sammen.

Daabens, Bodens, Nadverens, Fader vors Historie, hver for sig og tilsammen vidner de højt om, at der gaar Dom over det at tage Guds Dag forud, og Dom over det at gøre Menneskers Ord, deres Ønsker og Haab, til eet med Guds Evangelium.

- Jeg skrev etsteds i denne Artikelrække, at Biskop Ammundsen i al luthersk Kirkeligheds Navn havde Ret til at paaberaabe sig baade Luthers "Lære" og "Ny Testamentes Forkyndelse som Helhed": Det "etiske", den paatagelige og haandgribelige Hellighed, hører uløselig med i Apostlenes Forkyndelse. Det har Indholdet af de sidste 5-6 Artikler forhaabentlig ogsaa faaet sagt med Eftertryk. Den store Pause, jeg gjorde i Artikelrækken for paany at leve en Tid i de første Slægtleds Skrifter, gjorde mig Sagen endnu langt sikrere end før.

Biskop Ammundsen har Ret, i al Kirkeligheds Navn.

Men det kan være farligt at have Ret, naar man har det i en saa overvældende Grad som her. Der er Ting, man ikke skal paaberaabe sig, naar der er andre Ting, man samtidig ikke vil slippe. Den lutherske Menighed er en "Menighed af Syndere"; men ingen Menighed af Syndere kan paaberaabe sig Aposteltidens Tale om Hellighed; lade Daaben være en Begyndelse, fordi vi ikke tør høre Pinsefolkets Tale om Daabens Segl og Slaa; gøre den evangeliske og lutherske Tale om Troens Grund og Korsets Naade til ét med Apostelens Ord om at "være under Naaden"; tage Tilgivelsens Ord som Guds gentagne Tale, men skaffe sig en Smule apostolisk Tilhold ved at føje lidt Helliggørelse til, i al Ydmyghed, som Taknemmelighedens Lydighed. Den lutherske Forkyndelse er sprængt ved den pinselig-apostolske Forkyndelse - eller den apostolske ved den evangelisk-lutherske, for at tale i "Helheder". Hvad Naade er, det ved enten kun den, der lever ud af Tilgivelsen paa ny og paa ny, fordi han lever under Loven og Dommen fra Øjeblik til Øjeblik - eller ogsaa ved kun den det, der lever ud af en opgjort Fortid, og hvis Liv det nu er med Guds Hjælp at holde sin Konto blank.

"Tidehvervsfolk" har ikke andet at bebrejde "Missionen", end at den ikke gør Alvor af den apostolske Hellighedslære som Frelsens Vej, men stadig søger at gøre Naaden antagelig ved Helligheden, og Helligheden antagelig ved Naaden, d.e.: beskytter det religiøse Menneskes Løgn gennem den løbende Tid ved Fortidens religiøse Menneskes Løgn. Og "Missionen" (hvortil naturligvis i denne Forbindelse ogsaa Biskop Ammundsen hører) har ikke andet at bebrejde "Tidehvervsfolkene", end at der er ført megen "tidehvervsk" Taagetale om, hvad "Skriften" siger - lige saa usaglig og letkøbt som "Missionens"; og at vi har været længe om at se, at vi overhovedet ingen "Helheder" har paa vor Side til at bekræfte det Evangelium, som Gud taler til den hjælpeløse - allermindst den apostolske Forkyndelses Helhed; "Skriften" er ingen og har ingen "Helhed" ud over Kristus, som er baade Loven og Naaden, Guds Vilje og Guds Sandheds Ord.

I, med og under det ny Testamentes Skrifter forkyndes Evangeliet af Gud. Men "Ny Testamentes Helhed" er Menneskeværk, historisk, moralsk, religiøst.

Om Gud vil bruge Menneskenes Ord, og hvortil han vil bruge dem, det ved og det bestemmer intet Menneske; men vil vi fange Gud i Ord, fastholde os Sandheden, da fanges vi kun af Menneskeordet, Selvforsvaret, Løgnen.

Alt hvad jeg i disse Stykker om "Kirkens Skat" har skrevet om den apostolske og kirkelige Skrift og Tradition, vil jeg vide læst paa Baggrund af det Stykke, hvormed det blev indledet (Tidehverv, 1931, s.135-136) - altsaa Tankerne om Historie i Situation.

Hvad jeg har skrevet, har været "fuldt af Arkæologi" - og fuldt af Domme; men at underholde med Arkæologi er ikke mit Maal - og at give Fortidens Skikkelser Karakter, forstaaende og velafbalancerede religiøs-moralske Vidnesbyrd, det er ikke mit metier. Jeg tror ikke paa det, man kalder "Historiens Dom"; Samtidighedens lidenskabelige Modsætninger betragter vi paa lang, tryg Afstand - det kalder vi for historisk Interesse, og vore bagkloge Overvejelser for "Historiens Dom". Jeg tror ikke en Smule paa det, man kalder Historiens Dom; og derfor tror jeg heller ikke paa kirkelige og kristelige "Helheder". Men jeg tror paa Ansvaret ved at høre Historie, i Situation, Fortidens Liv og Ord ind i min Situation. Og saa vist som det betyder Mødet ikke med noget fremmed, men med hvad der bor og brydes i én selv - saa vist som det betyder Kravet om at kende Fjende fra Ven, saa vist maa den, der møder Fortidens Ord, dømme dem, om han ikke vil smyge uden om den Dom, hvormed han selv dømmes i sin Situation - smyge uden om, i en all-round Forstaaelse af Menneskets Begrænsning, i en theologisk-dialektisk Vigen, eller i en forløjet Lydighed mod Ordet "Dømmer ikke … ". Det er bedst at kalde Løgn for Løgn, ogsaa, nej netop hvor den møder som Sandhed, men allierer sig med ens egen Løgn - til Selvgodheds Opbyggelse i Evangeliets Navn.


Note 10: At godtgøre dette i Enkeltheder eller endog blot i Hovedtræk, vilde efter Sagens Natur føre til nye omfattende Redegørelser. Jeg maa nøjes med her at sige: Saaledes er det. Men dersom nogen vil hævde det modsatte, med blot en Antydning af historisk Begrundelse, er jeg naturligvis rede til at svare.

Note 11: Saa vidt mig bekendt rækker de første Spirer dertil kun tilbage til 9. Aarhundrede, til Radbertus fra Corbieklosteret, Ansgars Samtidige.

Note 12: Allerede Aposteldiscipelen Ignatius gav den klassiske Formulering: Nadveren er Udødelighedsmedicin, Udødelighedsspise. Sml. Paulus 1.Kor.11,29-30, og Joh. Evg. 6,49 flg.