Kirkens Skat X

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1933, s.153-160.

X. Svar til Biskop Ammundsen.

(X. Svar til Biskop Ammundsen er oprindeligt skrevet i Fortsættelse af V for et Aars Tid siden, og gaaet i Trykken, før VI-IX blev skrevet, til større afklaring. Foredrag paa Hindsgavl i August i Aar).

Jeg vender tilbage til Biskop Ammundsens Opgør for at følge Traaden til Ende; "Randbemærkningerne" hertil vil da ogsaa samle, hvad der var Hovedsagen i mit Svar.

"Tidehvervsretningen har rigtig set, at Guds Dom og hans Naade er uadskillelige. Men Syndsforladelsen og Syndsfordrivelsen er ogsaa uadskillelige." Og denne Sammenhæng, der er saa ubrydelig i det Ny Testamente (og i Reformationen), den bryder Tidehvervsfolkene - trods deres Forkyndelse af Opstandelsen, og trods deres Forkyndelse af Kærligheden til Næsten.

Den Tro, siger Biskop Ammundsen, af hvilken det nye ("etiske") Liv fremspringer, er efter sit inderste Væsen Opstandelsestroen. "I Ny Testamente er det nye Liv nemlig ét med, at vi er delagtige i Jesu Opstandelses Kraft, ja indbefattede i den, "medoprejste med Kristus", hvilket atter er det samme som den hellige Aands Nærværelse og Virken". Men "Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelsen. De fleste Præster forkynder Jesu Opstandelse ud fra en ærlig Overbevisning om, at den er et historisk Faktum; men Opstandelsen bliver væsentlig fortidig; der er lidet af den verdensovervindende Kraft, som findes hos Paulus, Luther, Kingo, Grundtvig. "Barthianismen" synes at have opdaget, at her brænder det. Men hvad jeg har set af Tidehvervsforkyndelse herom (se slutnote 13) er mindst lige saa mat som Prædikener i Almindelighed. Man synes overhovedet ikke at tro virkelig paa, at Kristus har bragt en Sejr over Synden ind i denne vor Verden." "Hvis Opstandelsestroen var existentiel, kunde man heller næppe undgaa at føle en stor Afstand fra en Bog som Bullmanns Jesus."

"Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelse".

Ja. Og det er ikke mærkeligt.

Gennem Aarhundrederne stod "Opstandelsestroen" urokkelig og blokfast i den kirkelig-folkelige Tradition, tabu for Tanken, beskyttet af Loven, verdslig til sit inderste Væsen; et kirkeskabt og kirkesikret Udtryk for Folkets Leve- og Lykketrang - derfor den eneste uomtvistelige Forbindelse mellem Kirken og Folket, altid aktuel, som Kirkegaardens skiftende Grave.

Og da der saa omsider alligevel begyndte at gaa Usikkerhed i denne Naturlære om det hinsidige, saa har vi nu Slægtled efter Slægtled prøvet at holde Liv i denne verdslige Folketro ved at indgyde den nogen "kristelig" Aand. Paaskebudskabet har vi støttet med Folketro, og Folketro med Paaskebudskab. Filosofien har vi baade frygtet for og snobbet for - Grækerne vilde vi være Græker, og saa "aandeliggjorde" vi Opstandelsestroen til en klassisk-klingende Udødelighedstro. Vi har flikket, vi har "underbygget" med Ræsonnementer fra Moral, fra Natur og Sjæleforskning. Maatte den da ikke kvæles, den Smule kristen Tro der var, maatte den da ikke gaa til Grunde under al denne geskæftige Hjælp? - Nye religiøse og sociale Strømninger opkom; da fandt vi frem de Gamles Tale om Opstandelsestroens Sejrskraft. Vi psykologiserede den, rettede den indad mod "Personligheden"; vi socialiserede den, rettede den udad mod Samfundet - og hvis ikke Gud var barmhjertig og sendte Samfundene en redelig og nøgtern Tvivl, saa kunde Ordet "Opstandelse" igen komme i Forgrunden og gaa sin Sejrsgang gennem alle Aandslivets og Kulturlivets Egne, gennem Æstetikens, gennem Politikens og gennem Raceforbedringens Egne og ende som en fladtraadt international Talemaade, - ligesom vi jo i Øjeblikket kan tale baade om Guds Riges og om Flæskemarkedets "Skæbnetime".

Inderlig angste for, at "Opstandelse" skulde blive noget uaktuelt, har vi nu Generation efter Generation fulgt bag efter de skiftende Tidsstrømninger med hvad vi mente var kristelig Opstandelsestro og indrettet den efter Tidens Tarv og Trang - er det da underligt, om Nutidens Kirke er svag i sin Tro paa og Tale om Opstandelsen?

Atter og atter det samme: Guds Ord - Kirkens Aktiv, at forvalte med de til enhver Tid til Raadighed staaende Midler.

Er der noget Lyspunkt i alt dette, saa er det da selve den Kendsgerning, at Opstandelsesforkyndelsen virkelig er svag, at Menighederne maaske alligevel ikke lader sig suggerere op til at finde Opstandelsesspor overalt og Opstandelsesspirer alle Vegne, i religiøse Foretagender, i levende og døde Førere.

"Hvis Opstandelsestroen var existentiel (nl. hos Tidehvervsfolkene) kunde man heller næppe undgaa at føle en stor Afstand fra en Bog som Bultmanns Jesus."

"Existentiel", forstaar jeg, skal altsaa betegne en Opstandelsestro, som er kontrollabel i sine Virkninger - det er jo dog til syvende og sidst det der ligger bag Biskop Ammundsens Tale om den verdensovervindende Kraft.

Opstandelsen, som er Guds Virkelighed, lænkes her ved det lille Ord "existentiel" fast til visse (ganske upaatvivlelige, men overordentlig svingende) moralske, psykologiske, kirke- og verdenshistoriske Virkninger - Virkninger, der altsaa bliver at forstaa og vurdere i Forhold til og i Forbindelse med lignende sjælelige Foreteelser andre Steder og til andre Tider og ud fra andre Forestillingsmaader end de jødisk-kristelige. Det vil igen sige: Opstandelsen bliver vor - og smuldrer.

Det vilde jeg netop kalde en relativeret Opstandelsestro, ikke en existentiel.

Vist var der Grund til - for en Kirke, der vilde besinde sig paa, om den lever af Guds Naades Ord eller paa sin egen Sjælstilstand - vist var der Grund til alvorligt at overveje, hvad denne megen "verdensovervindende Kraft" ved Fortidens Opstandelsestro nu egentlig var for noget, - og det lige fra "den apostolske Eenhedsfront"s Dage indtil vor egen Tid. Vi vil jo saa gerne tænke os Opstandelsens Kraft hos de Gamle - fordi vi ikke selv rigtig tør sige, at vi har denne Kraft, og den jo dog maa være. Vist var der Grund til at besinde os paa, om vi ikke i denne som i andre Sager bruger Fortiden, og andre Mennesker, til Selvsikring. Men det ligger nu ikke for i Øjeblikket og her.

Bultmanns Jesusbog vil man ikke vide af. Det er forstaaeligt nok. Man maaler den med den theologisk-opbyggelige Litteratur Gennemsnitsmaal; man ser paa Bultmanns "Meninger" om denne og hin nytestamentlige Overlevering - og er straks klar over, at han er radikal; man ser paa hans "Forkyndelse" - og opdager hurtigt, at han ikke har de Troendes "faste Greb" om en eneste af Kristendommens "Hovedsandheder".

Ordet om Syndernes Forladelse er hans Forkyndelses Endemaal - men han benytter ikke Lejligheden til at fastgøre det til nogen "Frelseskendsgerning", end ikke til Kors og Opstandelse. Tages Opstandelsestroen ud af hans Bog, er Bogen tom - og dog, hverken er Opstandelsen historisk forsvaret, heller ikke er Opstandelsestroen psykologisk forsvaret som en selv- eller verdensovervindende Kraft, der dog i nogen Maade kunde gøre Kristendommens Sandhed øjensynlig, give én selv og Verden Troen i Hænde. Nej, Bultmann tager sit Emne op med dets Begrænsning, som han selv udtrykkelig angiver ("Bogens Genstand er altsaa hverken Jesu Liv eller Personlighed, men kun hans "Lære", hans Forkyndelse") og navnlig den indre og afgørende Begrænsning: Bultmann vil ikke foregøgle sin Læser at kunne stille ham hen foran en Gudshandling.

Bultmann sigter med sin Bog ud over Bogen; men han har ikke "Tag" i en eneste Frelseskendsgerning - han ved, at han ikke kan have det i Fremstillingens, i Ræsonnementets Form; og han gør Alvor af ikke at ville være Uddeler af Frelseshistorie" hvis Væsen og Virkelighed netop er at Gud møder os i den. Bultmann véd, hvad det vil sige at møde Ordet i Begivenheden, i Historien; at gennem Historien taler Gud sit Ord ikke til Besiddelse, men til Afgørelse. Og Bultmann er villig til at tage Konsekvenserne af sin Stilling til Historien og sine Forskningsmidler over for Historien: den Konsekvens nemlig, at han - for den Læser, der følger ham med Tanken i den Hensigt at faa fat i noget religiøst - uvægerligt springer fra paa det afgørende Punkt og lader Læseren fælde Skuffelsens Dom over Forfatteren.

Med den Mand stiller jeg mig afgjort sammen - i stærk Modsætning til Biskop Ammundsen - og det skønt jeg endnu kun kender hans Forfatterskab gennem denne Bog, i den danske Oversættelse. Bultmann handler som den, der er klar over Tidsaandens Bedrag; han tager Forskningens Vaaben ud af den kirkelige Apologetiks valne Haand, og saa hugger han haardt igennem. Og deri gør han Ret. Før lærer alligevel ingen, hverken hvad Forskning er eller hvad Virkelighed er.

Af det jeg her har skrevet vil det forhaabentlig være klart, at jeg ikke har i Sinde nu at gøre Rede for min Stilling til Enkeltheder i Bultmann's Bog - de være nok saa "centrale". Hvis Bultmanns Sigte ikke opfattes, saa vilde min Kritik af hans Opfattelser og Arbejdsteknik kun fremtræde som en Række Afvigelser snart i "konservativ", snart i "radikalere" Retning. Og det vilde i denne Sammenhæng kun vildlede. Her er det Bultmanns Bog, det gælder, og saa gentager jeg: Han har ført et Hug igennem, og det Hug var en bedre Prædiken end jeg længe har hørt.

Den anden Tanke, fortsætter Biskop Ammundsen, er om Kærligheden til Næsten: at Tidehvervsfolkene her har grebet en fundamental Erkendelse i Kristendommen, at der ikke existerer noget Gudsforhold uden et Forhold til Næsten. "Men i Reglen synes dette kun at bruges til at drive paa den Erkendelse, at vi netop ikke opfylder Budet. Ny Testamentes Forkyndelse er derimod, at Kristus vil føre os ind i dette Liv, og det er igen det samme som en Forvandling i vort Indre. Det samme gælder Talen om "Øjeblikkets Lydighed". Hvis man finder en særlig Hjælp i dette Udtryk, er det kun godt. Men man maa bare sky det Fald det vilde være at tro, at min Handlings Værdi afgøres upersonligt, løsrevet fra mig selv. Det bliver ved Tanken fra "Et Kristenmenneskes Frihed": Træets Art bestemmer Frugtens."

Lydighed. Forvandling. Min Handlings Værdi.

- Hvordan kan det dog være, at naar vi staar over for Loven, Budet, Guds Krav til os gennem vor Næste, saa ender vi altid i Spørgsmaalet om Lydighedens Mulighed. Hvorfor fører Tanken om Kravet ud i det lukkede, det ufrugtbare. Ja, paa en Maade er det jo ikke saa svært at forstaa: Fordi Kravet er Guds Krav - og hvordan skulde vi opfylde det? Der var i den gammel-lutherske Ortodoxi megen og oprigtig Ydmyghed over for dette; den trælbundne Vilje. Selv hvor Dogmatiken, Theorierne, sætter nok saa dybt et Skel mellem Gerningerne og Frelsen af Naade, saa bestaar dog dette vort Liv, og Næsten, og Gerningskravet - ja det mere end bestaar: Kravet er Guds, gennem selve den Livets Sammenhæng, hvori vi er stillede; Guds Lov er Næstens Krav. Og det er i det timelige som i det evige: Guds Nærhed gør os til Intet, baade i Frelsen, og over for Næstens Krav. Der har været megen og oprigtig Ydmyghed bag de Gamles: Vi er Sten og Stok. Det er følt og tænkt i Israel; det er følt og tænkt i vore Dages nye tyske Calvinisme: Gud er Gud og Menneske er Menneske.

Men idet Gud kræver os netop gennem Mennesket, gennem vor Næste, saa er det ved Mennesket, ved vor Næste, han maaler vor Gerning.

For Jesus var "Lydighedens Mulighed" ikke noget Problem. Han bød.

Fordi der er en Næste, derfor, kun derfor og derved er der ikke blot et Guds Krav, men ogsaa en Menneskets Lydighed. Derfor og kun derfor er "gode Gerninger" intet tomt Ord.

Men paa to Maader gør vi det til et tomt Ord: Naar vi staar over for vor Næste, og tænker paa Forvandlingen i vort Indre; det er Helliggørelsesreligiøsiteten. Og naar vi staar over for vor Næste, og tænker paa, hvor højt Gud er over Jorden; det er Vejen ind i Ydmyghedens Kynisme.

Det er ufrugtbart at filosofere over Emnet "Handlingens Mulighed", naar Handlingens Krav ligger for; det er som at standse sin Haand i dens Greb, fordi man kommer til at tænke paa Historien om Akilles, der aldrig vil kunne indhente Skildpadden.

Det er ufrugtbart at spekulere over Emnet "Villiens Frihed", naar Valgets Krav ligger for. Der fører ingen Dør for Tanken ind til Virkeligheden. Tænkende véd man sin Villie død, handlende véd man den levende.

Det er ufrugtbart at theologisere over Emnet "Lydighedens Mulighed", naar Lydighedens Krav ligger for. Vi staar under Krav, vi svarer i Valg; svigte eller lyde. I Næsten møder os Guds Villie; Ydmyghed for Gud maa - reflekteret - altid føre til Tanken om den trælbundne Villie; fortsat Reflekteren fører os aldrig længere ind for Gud, men kun ud i Tankemørket: Synd er en kosmisk Ulykke, vi er Lerkar med "Fabrikationsfejl". Og føres vi fra dette Stade tilbage til Virkeligheden, og dog ikke vil slippe Tanken om Gud, saa giver vi maaske Forsvaret for vor egen Ulydighed Form som en Forherligelse af Guds Majestæt.

Ethvert Menneskes, ogsaa Paulus' og Luthers Tanker om den trælbundne Villie, er kun hvad de udsprang fra og hvad de bruges til; ikke en Smule andet eller mere.

Ind for Gud - eller ud fra Gud.

For Villien og for Ansvaret er Lydighedens Mulighed til, mens Kravet er til. Er Lydigheden et tomt Ord, mens Kravet er til, saa er ogsaa Kravet tomt. Og saa er Synden tom.

Gerningen tilhører vor Næste. I Handlingens Sigte og Blikkets Retning, ikke i Spørgsmaalet om Lydighedens Mulighed, ligger Afgørelsen om Sandhed eller Løgn i det vi kalder Godhed - ligegyldigt om det saa er "Lovens Gerninger" eller "Troens Frugt".

- Guds Krav gennem vor Næste er Guds Krav. Ja, men ikke for at standse den Gerning, der helt og i al sin Virkekraft hører Næsten til; ham, ikke mig, tilhører Gerningen - det er hans Behov, der bestemmer, om Gerningen er god; den maa rives løs fra mig og gives ham. Gerningen er ikke for Guds Behov og efter hans Maal; Gud har bestemt den netop for min Næste - og ham vil Gud ikke bruge som Skærmbræt for sig selv. Gennem vor Næste, efter vore Gerninger skal vi dømmes.

Guds Krav gennem vor Næste er Guds Krav. Ja, for at dømme den, der med fuldbragt Gerning træder tryggere - eller helligere - frem for Gud.

Fra Næsten udgaar Guds Krav, og Næsten er Gerningens Maal.

Saa snart vi - ved Tanken om, at Kravet er Guds Krav, eller at Lydigheden er Aandens Gerning - saa snart vi vil give vort Livs Gerning et højere Sigte end dette; saa snart vi vil maale vort Livs Gerninger med en større Maalestok end denne - saa er det, vi er "afsporede".

"Ordet blev Kød" - det betyder, at det kommer os ved i dette vort Liv.

Gud har begrænset sig i vor Næste - i Øjeblikkets konkrete Situation, for at holde os fast i Kravets Realitet.

Men vi vil holde os det fra Livet.

Det man vil holde sig fra Livet, skal man højt ophøje.

Een Tid ophøjede Kristus; da fik Kirken Fred for hans Ord, og blev selv straalende og stærk.

Een Tid ophøjede Aanden - og Troen blev Menneskets Herliggørelse.

Een Tid ophøjer "Ordet" - og holder sig det derved fra Livet.

Det er sandt, at med "Barthianismen" træder ogsaa en Art "Ydmyghedens Kynisme" i Stedet for forrige Slægtleds religiøse Ethos. "Vi skal ikke være anderledes end vi er; vi kan det ikke, og det er Hovmod at ville det." Ja, det er en billig Reaktion. Men Biskop Ammundsen skal vide, at den er eet med sin tilsyneladende Modsætning, Helliggørelsesreligiøsiteten; begge Dele er bestemt ud fra et abstrakt Begreb Gud og Menneske - og derfor er begge Dele et Uden om. "Guds Villie" er blevet noget religiøst højspændt noget - saa er den ene Part tilstrækkelig virkelighedsfjern til at vandre den gamle hedenske Idealismes Vej; og den anden Part tilstrækkelig "realistisk" til at lade det hele falde og blot beskytte sin Praksis ved Hjælp af en Theori, der lyder luthersk, men er muhammedansk.

Religiøs Idealisme afløses af religiøs Kynisme; af Væsen er de eet.

For Jesus var "Lydighedens Mulighed" slet ikke noget Problem. I Næsten lydes Gud, med jordiske Gerninger.

Og hvor skarpt end Luther skelnede mellem "Lovens Gerninger" og "Troens Frugter", saa er ogsaa de sidste kun sande ved deres Sigte: det hører alt sammen vor Næste til, og maa efterlades hernede paa denne Jord.

Guds Bud var Bud om Menneskeforhold, og kun i og med dette var de Bud om Gudsforhold. Baade hvor det er udtrykt jødisk, kasuistisk - mangedelt efter Forhold og Tider - og hvor det, profetisk, løber ud i en eneste samlet Spids, i Kærlighedsbudet.

Men hvor Budet er Bud om en Sjælstilstand, dér er det "afsporet", om det aldrig saa meget bærer Fuldkommenhedens Skikkelse med Kærlighedsbudets Navn.

"Det bliver ved Tanken fra "Et Kristenmenneskes Frihed": Træets Art bestemmer Frugtens".

Som Træ, saa Frugt. Intet er sandere. Men det er en Forvanskning af Jesu Billede om Frugttræet, dersom det første og egentlige i Billedet fortones: Træet er for andre; først ved Frugten er det et Frugttræ. Men dette første og egentlige fortones netop ved den etisk-religiøse Selvkredsen, der er uløselig forbunden med Helliggørelsestanken; saa har vi forladt Lignelsen med dens Virkelighedstale og er gledet over i Allegoriens Fantasiverden; saa er Træet optaget af sig selv - for de andres Skyld; saa er det om at faa den rette Ydekraft, den sande aandelige Bæreevne; saa er det om at vokse sin Personligheds Vækst, for Gerningens Skyld - thi Frugten afhænger af Træet. Saa er det om Fremelskelsen af den bedste Sort for at faa den bedste Frugt, saa er Træerne hinandens Gartnere - saa er det ikke det enkle Ord om Gud, der kommer for at se, om der er Frugt i hans Have.

Gerningen tilhører vor Næste.

Alle Tanker om Lydighedens Udspring og Hellighedens Væxt er ikke andet end Selvkredsning - i kristelig Forklædning.

"Lad ikke din højre Haand vide, hvad din venstre gør". Det er evangelisk Tale om Gerninger. Jesus vil løse os fra dem, men vi vil holde dem fast. Vi kan gøre det groft, eller vi kan gøre det fint; samle "Lovens Gerninger" eller bære Aandens Frugt. Vi kan komme med en Vadsæk, som er vor egen, og som nok skal veje godt til for St. Peter; eller vi kan give Gud alene Æren for hvad vi gjorde og hvad vi blev - ikke os, ikke os - det er jo Aandens Frugt, for andre - - og det bliver ikke bedre, det bliver bare værre, jo længere vi dvæler i ydmyge Tanker om "Slør, der drages for vore Øjne" - beundrende og med Tak til Gud ser vi jo dog andres troslydige Liv - bag Sløret dæmrer en Skikkelse af Jeg og "Aand", Troslydighedens nye Menneske, usynlig, næsten, for os, synlig maaske for andre, hjælpende en Broders Tro, ganske lidt - -

Hvor renlig er saa ikke Jesu Tale: "Du har været lydig? Det manglede ogsaa bare andet!" (Luc.10,17). Og saa er den Historie forbi.

- Det er denne Opsamlen af Øjeblikkenes eventuelle Lydighed, der gjorde en Farisæer af en Israelit. Det er ogsaa denne Kapitalisering af vore Øjeblikkes eventuelle Lydighed, der gør en kristelig Hedning af en Jesus-Discipel.

Og hvad der gælder den Enkelte, gælder ogsaa Helheden. Jøden samler Gerninger, Kirken ejer Aanden. "Retfærdighedens Sum" - og "Kirkens Skat" - det er eet og det samme; og om "Kirkens Skat" bestaar af de helliges "overskydende gode Gerninger" eller af "Troens nye Menneske" - det er ogsaa eet og det samme. Er Blikkets Retning falsk, saa er Samlesygen og Selvsygen ogsaa i Gang; saa er der ikke nyt Liv, men ny Død; saa er der ikke et begyndende Gudsrige, men bare et større Ego.

Gud har sat vor Næste som sin Stedfortræder i Lydighedens Krav, ikke som et Middel for vor Helligheds Væxt.

"Jo, begge Dele".

Ja saa vær vis paa, at det bliver det sidste.

Det Menneske, den Slægt, den Kirke, hvis Gerningers Haab var Personlighedens voksende Kvalitet, skal ende med at erfare, at intet andet var virkeligt, end det der blev givet bort.

Det Menneske, den Slægt, den Kirke, der mener fra Lydighed til Lydighed at vokse Aandens Væxt, skal ende med at erfare, at Former og Udslag kunde skifte, men Lasternes Sum var konstant.

Lydigheden er virkelig, den gode Gerning er god ved det den virker for Næsten, ikke ved det den virker i mig. For os skal Gerningen dø. Holder vi den fast, da skal ogsaa Gud holde den fast, og maale den med sit Maal.

" … Om vi senere faar fat paa Tanken om det ny Liv ud af Troen …"

Men det gør vi ikke. I hvert Fald ikke i den Betydning Biskop Ammundsen tænker sig det.

Der er et nyt Liv ud af Troen, ogsaa paa denne Jord. Det er ikke en ny sjælelig Udfoldelse gennem Opløftelse til Gud (romantisk, pantheistisk) eller gennem Mødet med Gud, (pietistisk, mystisk); ikke en sejrende Kraft, til Lettelse for næste Sejr (almindelig Moralerfaring), eller til Menighedens Verdenserobring (det kirkelige Haab). Om alt saadant véd jeg i hvert Fald eet, der er sikkert: at saa maa man være belavet paa haard Konkurrence fra alle Tiders Religioner og religiøse Mod-Religioner, og staa rede med en Uendelighed af Forklaringer og Bortforklaringer; - og et til, der er lige saa vist: at al den Slags giver Bagslag.

Det ny Liv ud af Troen, det er den ny Dag ud af Tilgivelsen.

Den der ved sin Gerning, saavel sin gode som sin onde Gerning, blev kaldt ind for Gud; den der syndede, og var dømt ved sin Synd; den der var ulydig, og var fortabt ved sin Ulydighed; den der sagde Nej til Guds Villie, og var Dødsens ved sit Nej - fik Tilgivelse, er levende, er Guds Barn, ser Dagen, ser Blomsterne og Himmelen, og sin Broder igen.

Det ny Liv ud af Troen, den ny Dag ud af Tilgivelsen - kan det da tages bogstavelig nok?

Tilgivelsen er Livet. Vi tabte det; Gud har givet os det, sagt os det igen. Vi ved ogsaa, at naar vi vender vort Blik bort fra ham, er der kun Død. Hvorfor skal vi saa igen vende os mod vort eget eller andres Liv for at se Tilgivelsens Frugter? Er det dér, vi skal bestyrkes? Dér vil vi kun se det fælles psykologiske Blændværk "Forbedringer", - "Forbedring", det er blot en Skiften af Personens Forhold og Sted, det er blot den forandrede Skueplads for Guds fornyede Spørgen og vort Svar - Forbedring, aldrig Forvandling.

Vi véd, at Tilgivelsen er Barmhjertighed, Offer, Liv. Saa véd vi ogsaa, at den kan ingen onde Frugter bære. Dette skal være os nok. Og hvor Ubarmhjertigheden og Døden er, det véd vi ogsaa - netop gennem Tilgivelsen véd vi det. Dette skal være os nok. - Saa véd vi ogsaa, at den, gennem hvem Gud talte Tilgivelsen, Jesus Kristus, han rettede sit Liv og sin Dag til sin Nærmeste, han "gik omkring og gjorde vel" paa samme begrænsede og relative Maade som det er krævet af os; han hjalp nogle, og maatte skuffe andre; han gav Helbred og Liv, og bagefter døde de; han havde sin Del i "Uretfærdighedens Mammon", der kun kommer til ét Sted, fordi det gik fra et andet; han havde sin Del i denne Livets og Dødens Sammenhæng, hvor intet bliver givet, uden at det først er taget.

Vi kan slet ikke prøve Barmhjertighedens Fuldkommenhed paa dens Følger, hverken paa de ydre eller de indre. Vi lever i Dødens og Lignelsernes Land; ikke i Evighedens Begyndelse, men i Tiden, under Evighedens "Sprog" og Ord. Her har Gud sat os med hinanden og lukket os inde. Udadtil har han lukket med Jordboligens Runding, med Stjernehimmelens Uendelighed eller Lyskredsningens Endelighed; med alt Livs Sammenhæng; med Tankens Modsigelse; med Døden. Indadtil har han lukket med Syndens og Skyldens Haabløshed. Hos hinanden og med hinanden har han lukket os inde og sagt: bo her. Og saa har han talt Dødens og Livets Ord ind i dette Lignelsernes Land. Maaske "paa mange Maader og til mange Tider", det véd vi ikke noget om. Til os har han talt det som Korsets Ord - det er til de fattige og smaa, sagde Jesus - og det er Kirkens eneste Skat. Det Ord skal vi fortælle videre, til rige og fattige, store og smaa, for vi véd ikke, hvem der er fattige og hvem der er rige, vi véd ikke hvem der er store og hvem der er smaa; vi kan ikke se, hvem der stiler hen imod Guds Dør for at finde sit Slaraffenland - Sjælefredens, Ydmyghedens, Kraftens eller hvad det nu kan være - og vi véd ikke, hvem der gaar derhen "i Tro, mod Tro", uden Tanke om andet end at give Gud den Død, de skylder ham. Allerede idet vi deler, holder vi os selv uden for det Ord, vi taler. Vi skal fortælle om Kristus saa langt vi nu har hørt og forstaaet. Men vi skal ikke sætte os foran Guds Dør og fortælle religiøse Erindringer og Sejre og Haab; selv om de ogsaa var sande, saa er de ikke sande nu - ikke al Jordens Kirkers "nye Liv" vejer et Støvgran for den, Gud har et Regnskab med.

Mellem Kravet og Tilgivelsen ligger en Kristens Liv.

"Bestandig fra Lov til Naade og fra Naade til ny Lov løber Traadene, baade i det ny Testamente og hos Luther". Dette er sandt. Men hvis vi véd, at det er Sandhed, at det er Evangeliets Sandhed om Livet paa Lovens Jord under Naadens Himmel, saa véd vi ogsaa, at Usandheden, Løgnen er at samle dette Liv sammen til et nyt og højere Jeg, til etisk-religiøse Mellemskikkelser mellem Jord og Himmel, til nye Gudsmennesker, der bærer Aandens Frugt, til et Samfund af Livets Mennesker i Udlændighed mellem Dødens Børn. Da har vi "taget Himmelriget med Vold" og stjaalet Evangeliet fra vor Næste.

Loven er Guds, Naaden er Guds. Stien mellem Naadens Ord og Dagens Krav, den har Gud befalet os at trave ufortrødent, Livet langt, hvor lukket der saa end er for oven og hvor tomt vort Hjerte saa end er over for vor Broder; men ingen har sat os til at finde det nye Menneske og forkynde Troens Frugter.

Loven er Guds, Naaden er Guds. Hvad der ligger mellem disse to, det er vort; menneskelig set betyder dette simpelt hen Livets Sum, alt; her har hver Handling og Tanke sin Art og sin Vægt i Menneskehedens Strøm af ondt og godt, og Genbilledet deraf er Livets Sum af Lidelse og Lykke; men kristelig set betyder det dette ene: vi stilles ind for Gud. Derfor kan Jesus prise Synderen frem for den Retfærdige, derfor kan Paulus sige, at Gud har skabt Loven for at vække Synden og give Naaden Rum, derfor kan Luther maale alt mellem Himmel og Jord med dette ene Maal, om det "driver paa Kristus". Lige saa vist det er, at Loven, selv det primitiveste Næstekrav, dog til sidst driver paa Kristus, lige saa vist er det ogsaa, at "Moralen" og "Religionen" driver paa vort eget.

"Tidehvervsretningen", siger Biskop Ammundsen til sidst, "har en stærk Forbundsfælle i vort eget Hjerte. Hvem tør sige: Jeg kan opvise det nye Troens Livs Frugter hos mig selv? Men er Ordet ikke netop større end vort Hjerte? For selve Sandhedens Skyld tør vi ikke lade være at lytte igen til Ny Testamentes Tale og tage derimod i en Tro, som tillige er et Haab".

Jeg har undret mig over disse Ord, Artiklens Sum.

Ikke særskilt over dette "Hvem tør sige …"; hvor fjernt denne aandelige Beskedenhed ligger den apostolske Hellighedsforkyndelse, derom er der jo ogsaa talt tilstrækkeligt i en tidligere Sammenhæng.

Heller ikke særskilt over "Ordet der er større end vort Hjerte"; en saadan fri Brug af 1.Joh.3,20 kunde jo godt have været rigtig, selv om Citatet ikke er det; og Anvendelsen kunde jo godt være evangelisk, selvom Johannes Ord i deres Sammenhæng ikke var det.

Men det der har undret mig er netop Helheden. At en saa modevangelisk Tanke har kunnet faa en saa "evangelisk-luthersk" Klang. Ydmyghed i Selvbedømmelsen, og Ydmyghed under Ordet, i Tro og i Haab. Er det ikke som selve Kirkens Tale?

Der er noget i disse Slutningsord, i deres Stemning, som nok kunde fremkalde den Tanke: Naar jeg haabløst fattig kaldes ind for Gud, da skal jeg i Tro og Haab tage hans Evangelium og ikke mit eget Hjertes Tale, for Sandheden. Hvis det var noget saadant, disse Ord skulde udtrykke, da vilde jeg sige: Ja, det er Evangeliet: ikke min Synd og Fattigdom, men Guds Naade og Rigdom skal gælde.

Men hvis Ordene virkelig har Sammenhæng med Artiklen og udtrykker dens Tanker som i en Sum, saa betyder de jo noget ganske andet. Saa betyder de, at naar vort Hjerte ængstes for, om vi nu ogsaa "staar i Naaden", og, for at finde Forvisning derom, spejder efter Tegnene derpaa, efter Troens Livs Frugter hos os selv, og dog ikke finder dem dér, saadan at vi tør sige, at de er der - saa skal vi lytte til Ny Testamentes Tale, hvor det bestyrker os i, at de er der alligevel, saa skal vi tro "Ordets" Sandhed og haabe paa Frugternes Væxt.

Men dette er ikke Evangeliet, der er "større end vort Hjerte"; det er Religiøsitet.

Evangeliet fanger den angste Samvittighed ind med Ordet om Syndernes Forladelse, Liv, Salighed - sætter Samvittigheden fra Bestillingen over for Gud, baade som Anklager og som Trøster; Evangeliet vender Troens Blik ret, og holder det ret vendt.

Religiøsiteten derimod fanger Ordet om Syndernes Forladelse ind i Samvittigheden - Samvittighedens Embede bliver finere, dens Væsen renere paa den stadige Vandring imellem Gud og Sjæl, fra Tro til Liv; den bærer, den opbygger det ny Menneske og den nye Menneskehed.

Og naar saa Anfægtelsen kommer?

Ordet større end vort Hjerte. Ja men sandelig ikke det "Ord", der kan hentes frem som Kautionist for Ægtheden af vort Liv og Gerning "i Kristus", eller til indbyrdes Kontrol af hinandens Tro - altsaa Ordet til privat eller til kirkelig Brug; det Ord (om ogsaa Citatet var aldrig saa rigtigt) det Ord er altid meget mindre end vort Hjerte; for det er jo bare i Funktion som vort eget Hjertes og Tankes nyttige Tjener, og ikke som vort stædige eller fortvivlede Hjertes Herre, det Ord, der siger Lyd! og det Ord, der siger mit Barn - for at det skal "leve og ikke dø" efter at det "har set Jahves Ansigt." Det Ord som altid paa ny er Guds, og som vi aldrig kan holde fast hverken for os selv eller andre.

Gud er større end vort Hjerte - han der gør vort Hjertes Anklage til sin, mangedobbelt, og dog viser den tilbage; hans Ord om Dom og Tilgivelse - men ikke et "Ord" om, at det alligevel staar bedre til i vort Hjerte end vi selv tror; naar det er Frugten af 1. Johannes Brev (c. 3) og overhovedet af Ny Testamentes Tale om det nye Menneske, saa skal vi ikke blot ikke tage imod den Tale, men end ikke lytte til den; vi skal vide, hvorfra den "Trøst" kommer; vi skal forstaa, at al anden Trøst end netop Forladelsen vender vort Øre og Sind bort fra Gud, bedrager os og narrer os tilbage til os selv igen, for at bygge vort Liv paa Sand.

Ikke paa et "Aandens Forskud", ikke paa en "ny aandelig habitus", ikke paa noget der blev vort, beror den troendes Liv.

Naaden kan aldrig ejes, aldrig opspares, aldrig bevidnes eller besiddes i sine Frugter. For Naaden er Gud altid og altid paany Grundled.

Det nye Liv ud af Troen, det er Dagens Liv paa ny, af Guds Haand, ved hans Tilgivelse, Syndernes Forladelse, der er Liv og Salighed; Sejren over Synden, der sandelig er kommet ind i denne vor Verden - i Verden, men ikke af Verden. Opstandelsen - ikke "Opstandelsens Begyndelse", men Opstandelsen selv, talt, sat af Gud ind i denne vor Verden, Dødens Verden. Han har givet os Brød fra Himmelen at leve af paa Jorden med hinanden og for hinanden - vort "daglige Brød", vort "tilstrækkelige Brød", vort Brød fra Haanden og i Munden.

Israel sultede.

Da faldt der Manna fra Himmelen, fortælles der, saa Folket kunde samle, hvad der trængtes, nok fra Dag til Dag, "for at Jeg kan prøve det, om det vil vandre i min Lov eller ej".

Og da det vilde samle mere, og gemme det Natten over, saa var det Morgenen derefter ikke Guds Brød til Liv, men en Ækelhed af Maddiker og Stank.


Note 13: I "Tidehverv" (1928, S. 80) findes af mig en Artikel: "Efter Paaske". - G. Br.