Kirkens Skat VI

Af Gustav Brøndsted Tidehverv, 1933, s.34-42.

VI. Svar til Biskop Ammundsen.

"Ny Testamentes Helhed", det er netop ikke Gud, men Mennesket, Mennesket saadan som det tænker og taler og er, naar det har mødt Gud. Mennesket til hvem Guds Ord er talt - og som maa tale det videre, med eller mod sin Villie, direkte eller indirekte, i eller mod sine Ord. Dømt, slaaet ud af sin Vej - og tvunget til at bekende det; modtaget, benaadet - og ivrig efter at betrygge sig det. Syndig og selvisk i al sin Tale baade om Lov og om Naade, saadan er det af Gud tiltalte Menneske; saadan er det Ny Testamentes Menneske, og saadan er det Menneske, der møder dets Tale den Dag i Dag.

Her er ingen "Helhed" at overtage - derfor ingen Objektivisme at bygge Kirke med; her er intet "Udvalg" at foretage - derfor heller ingen Subjektivisme at anklage. Men her er et gudtiltalt Menneske at møde. Dette Møde er Kirkens Kald; og paa det Møde beror vort Liv. Paa dette Menneske, det ny Testamentes Menneske, er vi kastet tilbage - det er Sandheden i vor Bundethed til "Skriften". Og saa beror alt paa, hvor vi møder ham eller opsøger ham: søger vi ham i hans Selvopbyggelse, eller møder vi ham i hans Møde med Gud.

Møder vi ham i hans Møde med Gud - og det ligger ikke i vor Haand - da hører ogsaa vi Evangeliet, og forkynder det; men søger vi ham i hans Selvopbyggelse, da bruger ogsaa vi Guds Ord til at værne os mod Gud, og lyver for os selv og andre - i "det hele Evangelium"s Navn.

Der har været Tider og Mennesker, der har set det som deres Opgave at udskille det "evigtgyldige" i N. T. fra det "tilfældige" eller "tidsbestemte", at fremstille det "rene" Evangelium; alle saadanne Forsøg er Vanvid - allerede af den ydre Grund, at de som Forudsætning har et abstrakt Begreb Menneske og et abstrakt Begreb Sandhed, et Destillat af Virkelighed, og det fortyndes naturligvis fra Kirken over Høffding og saa langt man vil. Vi skal ikke fremstille det "rene" Evangelium, men vi skal modtage det i og gennem det "Kød", hvori det alene tales og høres; vi skal vedgaa vort Fællesskab baade med Apostlene og med enhver Slægt, til hvem Kristus er forkyndt, Fællesskabet i usandfærdig Tilegnelse og Udnyttelse af det vi modtog. Vi skal vedgaa - - men vi skal ikke gøre den religiøse Beskedenheds fine Kunststykke: skubbe de store Hellige langt frem foran os, ind imellem os og Gud - og ved denne Ærefrygt vinde Sanction paa vor egen Selviskhed gennem deres.

Gennem den kirkelige Tale om det ny Testamentes Lære som Helhed, om "det hele Evangelium", har baade vor Tids og alle Tiders kristelige Selvgodhed kunnet klæbe sig fast til det Ny Testamente; gennem den Tale gør vi fælles Sag med Apostlene ikke som Forkyndere af Guds Ord, men som Opbyggere af en ny Selvgodhed i Kristi Navn.

I forrige Artikel (1932, S. 68) endte jeg med at stille Paulus' og Johannes' Forkyndelse over for hinanden som Korsets Ord og Sentimentalitetens Vej - atter: ikke for at give et kvantitativt Svar paa, hvad Evangeliet er og hos hvem det findes, men for gennem Sammenstillingen af to Skikkelser i det Nye Testamente at pege paa det, hvorpaa det alene kommer an: Modsætningen mellem at høre Guds Ord til Frelse, og at tilegne sig det til Selvbestyrkelse. (Skønt det er mindre væsentligt i denne Sammenhæng, vil jeg dog nævne det her: der er inden for Johannesskrifterne en Forskel (vigtigere end den bestandig omtalte mellem Aabenbaringen og de øvrige Johannesskrifter), den nemlig, som bestaar mellem Evangeliet og de øvrige Skrifter: I Brevene og Aabenbaringen er Renselsesreligionen og Jeg-Religiøsiteten saa stærk, at Kristus bliver den religiøse Gruppes Garant og Selvinteressens Tjener; men i Evangeliet har det historiske Stof, trods al Omformning, været saa stærkt, at Kristus, Ordet, bryder igennem al Døberreligiøsiteten. Om et Grundtræk i Paulus' Evangelieforkyndelse: se nedenfor.)

Og igen maa jeg prøve at faa dette frem gennem Exempler, indtil Spørgsmaalet har rejst sig i sin fulde Skarphed, i hvert Fald for den, der ikke paa Forhaand har besluttet at blive paa den kirkelige Nivellerings Vej. Og atter gentager jeg: Det er ikke Ord og Gloser, jeg bekæmper, ikke Former og Forestillinger, jeg "sorterer" - kvalificerer eller diskvalificerer som Udtryk for "Ordet", for Evangeliets Forkyndelse. Ingen, det være sig Moses eller Paulus, Luther eller Grundtvig, ingen, heller ikke Kristus selv, forkynder Guds Ord paa anden Maade end gennem det Sprog- og Fremstillingslegeme, der er givet ham gennem Fortiden og Samtiden. Et eneste er det afgørende: I hvis Haand er det lagt, for hvis Villie er det Tjener - for Guds Villie eller for min.

Sandheden, Virkeligheden, træder os kun nær gennem Ord i Situation; aldrig lader den sig fange ind i Ordene selv.

Og Situation er kun Situation - og dermed i Stand til at bære Sandheden - for saa vidt den rummer en Modsætning, indeholder Krav om Afgørelse.

Det er ikke "Læren"s Ydre, jeg taler om. "Øje for Øje og Tand for Tand" - i Hammurabi's Situation, i Moses' Situation, hvor det sætter Bom for Selvsygen, hvor det rammer "Lamek" (1.Mos.4,23) i os, der er det Ord Guds Villies Tjener; men situationsløst, som "Princip", bliver det Egenvilliens Tjener - og derfor dømmer Jesus det Ord (Mt.5,38) som han dømmer ethvert andet Ord af "de gamle", der giver Selvet Ret over for Næsten og over for Gud.

I Forestillingerne "Offer" og "Løn" er Israels gamle Pagt levet, tænkt og talt. Paa det "Sprog" er da ogsaa Evangeliet baade forkyndt og modtaget i den første Slægt; det gjorde ikke Korsets Ord tomt og spærrede ikke dets Vej - ikke før Selvkredsningen tog fat og sentimentaliserede baade "Offer" og "Løn", ja og "Naade" med. "Løn" lyder af Ret, "Naade" lyder af Gave; men Jesus har ofte talt om Løn, og forkyndt Gud gennem det han sagde derom; Apostlene har ofte talt om Naade, og opbygget Selvet gennem det, de sagde derom.

I Bjergprædikenen (Mt.5,10-12) er der talt om Trængsler og Løn - et Ord om Guds Godhed, et Ord til de angste, der var oplærte til i Modgang og Trængsler at se Guds Dom og Straf, et godt Budskab til de anfægtede. Hvilken Forskel er der ikke paa dette og saa paa et Ord som Paulus' (Kol.1,24) om hans Glæde ved gennem sine Lidelser og Trængsler at kunne udfylde, hvad der maatte mangle i Kristi Lidelser! Og naar først Trængslerne er blevet de Frommes Lod, hvilken Hævnsyge holdes da ikke vedlige derigennem, i Guds Retfærdigheds Navn (f. Ex. Johannes Aabenbaring Kap. 6-8-16-18-19); naar Trængsel og Forfølgelse bliver de Troendes Kendingsmærke og Eje, hvilken Selvkredsning bliver de da ikke Anledningen til, hvilket Hellighedens Aristokrati fra N. T.'s Tid, over Forfølgelsestiderne ned til vore Dage; hvad enten Trængslerne er virkelige eller blot er til i Fantasien - hvilken Kilde til Selvmedlidenhed og Selvsikkerhed! Hvilket Svælg er der ikke mellem Getsemanes "Ske ikke min men Din Villie", og f. Ex. Aposteldiscipelen Ignatius' ekstatiske Martyrstemning - for slet ikke at tale om andre. Naar Lidelsen bliver den store Chance, Bloddaaben den sikre Himmelvej, saa er ogsaa det en af Apostelforkyndelsens Frugter - og hvilken Forfalskning af Tanken om Guds Vej som Lidelsens og Dødens Vej!

Behøver jeg at sige, at det er ikke bibelske Billeders Naturalisme eller Primitivitet, jeg hæfter mig ved?

Jahves Hustru - Lammets Brud. Israels Folk i gammeltestamentlig Profeti, "det sande Israel" i den nytestamentlige Profeti. Billedet er, som Troskabsforholdets Udtryk, ikke ringere end alle andre Menneskeord om Gud og "hans Folk", tværtimod, det er stærkt i samme Grad det er knyttet til det naturgivne. Men netop der svigter det mere og mere; det er straks et ondt Tegn, den sentimentaliserede Form det tager mod Slutningen af den apostolske Tid, i stærk Modsætning til den djærve Ligefremhed det ejer ved sin Begyndelse, i Profeternes Dage - der kunde godt skrives, og er formodentlig skrevet en hel Del om dette og beslægtede Billeders Vandring fra det gamle til det "nye" Israel. Men det afgørende er Forskydningen i Billedets Tyngdepunkt, Væsen, Sigte. Det tages i Brug af den religiøse Selvkredsen: det faar sit Tyngdepunkt i Tankerne om Bruden, det glider fra Tanken Troskab over i Tanken "Renhed", og forurenes derved i Grund og Væsen. Hvilken Besmittelse af dette Gudstroskabens Billede, naar det til sidst munder ud i Tanken om den ubesmittede, ja de ubesmittede, i Johannesvennernes Mening! Erotiserende Syndfrihedstanker er blevet dets Indhold - og meget værre end en misforstaaet og misbrugt Højsang har de for saa vidt velforstaaede Johannesskrifter virket som Tilknytning og Forbillede baade for oldkirkelig, middelalderlig og nutidig Pietismes Selvkæleri i Jesuskæleriets Skikkelse.

"Gud Herren" var "Israels Hyrde". Og Kristus kaldtes Hyrde og Tilsynsmand for det nye Israel (Joh.10; 1.Pet.2,25); derved er ingen vildført - saa længe Kristus er "Guds Villie og Guds Sandheds Ord". Men naar Kristus er Aanden, og Aanden er Menighedens Aand, og Menighedens Aand er i dens Lederes Ord - for hvilke Sluser er der da ikke aabnet! Naar Forkynderen bliver Tilsynsmand, ansvars- og dermed myndighedshavende "Sjælesørger" for en Del af Hjorden eller den hele Hjord! Nej hverken eet eller tre Kors kan hellige det Naadens Jærnspir, som Paulus, Johannes, Hebræerbrevet, Paven har løftet i Menigheden under det Ord: Vogt mine Lam.

Det er ikke religionshistoriske Redegørelser og bibeltheologiske Vurderinger, det drejer sig om. Men om at erkende, at Selviskheden gaar lige til Marv og Ben, som i os, saaledes ogsaa i det Ny Testamente. Og at dette yttrer sig, som i Billeder og lignende tilsyneladende periferiske Ting, saaledes ogsaa i de mest centrale. Som vi, saaledes er ogsaa Apostlene paa Flugt fra den Kristus, der stod iblandt dem, og hvis Evangelium de forkynder.

Der er i Bibelen et Ord som elskes fremfor mange; et Ord der ved sin uselviske og kærlige Klang har grebet Mennesker, Slægt efter Slægt, naar de stod overfor Jesu Død. Det er det Ord: "Fader, forlad dem, thi de vide ikke, hvad de gøre". (Luk.23,34).

- Dér kommer et Menneske til Kristi Kors; dér, er det sagt, skal han bie paa Gud; dér skal han høre. Dér gaar det op for ham, hvem han selv er, og saa véd han, at intet uden Guds grundløse Barmhjertighed kan give ham Fred.

Men saa hører eller læser han dette Ord - og véd, at det gælder ikke ham.

I det Ord er der ingen Fred til ham.

Trøst maaske, for den der er sig bevidst at eje dog et Grundlag for Guds Naade, om end nok saa lille.

Men ingen Fred der staar, naar alt ens eget falder.

Nu ved jeg jo nok, at en og anden kunde sige: Jamen det Ord fandtes oprindelig slet ikke i Lukasevangeliet! Det er nu et Spørgsmaal for sig. Men muligt er det ganske vist, vel endogsaa sandsynligt. Ordet er ret daarligt bevidnet: det mangler i flere af de vigtigste Haandskrifter og ældste Oversættelser; heller ikke findes det citeret i de nærmeste Slægtled efter Apostlene. Meget taler for, at det først senere, maaske engang i 2. Aarhundrede, er kommet ind i et Evangeliehaandskrift og saa efterhaanden er blevet udbredt til andre. Det kan være kommet ind som "Vandreord", eller ved en Forvexling: Et Aarhundrede efter Lukas' Dage fortæller Hegesip i sine Kirkeerindringer, at da Herrens Broder Jakob den Retfærdige nogle Aar før Jerusalems Ødelæggelse blev stenet til Døde under Tempelmuren, saa rejste han sig paa sine Knæ og sagde: "Jeg beder dig, Herre Gud Fader, forlad dem, thi de ved ikke, hvad de gør". (Saaledes fortæller i 4. Aarhundrede Kirkehistorikeren Euseb, der har læst Hegesip's Bog). Hegesip maa have skrevet dette nogle faa Aar før vi første Gang (nemlig hos Irenæus) træffer Korsordet i en Lukastekst. Og paa den anden Side: Begivenheden som Hegesip omtaler, Jakob den Retfærdiges Martyrdød, fandt Sted omtrent i de Aar, da Lukasevangeliet blev skrevet. Og saa staar alle Muligheder igen aabne; og det ikke blot tekstkritisk, men ogsaa sagligt; thi hvem véd, om Jakob var den første, der sagde disse Ord - om han da sagde dem.

Nej, ad Tekstkritikens Vej kommer man ingen Steder i dette Spørgsmaal. Her er man henvist til at tage sine Afgørelser med færre Garantier.

Det kan godt være, at dette v. 34 er en senere Tilføjelse; men sikkert er det ikke. Med de fire Evangeliers forskellige Korsord har det sig paa egen Vis. Fra Markusevangeliets Dødsskrig til Johannesevangeliets rolige Kærligheds Ord taler Evangeliernes Korsord om to Slægtsleds Forsøg paa at forstaa og at skildre Jesus i hans Død. Og - hvad der nu end kan have været af Overlevering - ogsaa her afspejler sig det store Uden om, Flugten fra Rædselen i Jesu Død, fra den forfærdelige Virkelighed, som Markus- og Matthæusevangeliet endnu bevidner, men som i Lukasevangeliet kun findes som en næsten udvisket Reminiscens ("med høj Røst"), og som i Johannesevangeliet ganske er forsvunden. Den Virkelighedsflugt, ved hvilken "den døende Jesus" bliver Genstand for vor Medlidenhed eller vor Beundring, og ved hvilken alle Sentimentalitetens Sluser aabnes i Menigheden.

Jo, med Evangeliernes Korsord har det sig paa egen Vis. Og det er umuligt at sige noget om, hvor hurtigt eller langsomt denne Virkelighedsflugt er foregaaet. For Indholdets Skyld kunde Lukasevangeliets Tilgivelsesord med dets Begrundelse godt være nedskrevet af Lukas. Den Lukas, hos hvem vi læser Stefanus' Dødsraab "Herre, tilregn dem ikke denne Synd" (Ap. G.7,60), er den samme, der fortæller om Peter i Salomo's Søjlegang, hvorledes han anklager Jøderne for at have fornægtet og dræbt Guds Tjener, Livets Fyrste, - og fortsætter: "Og nu Brødre, jeg véd, at I handlede i Uvidenhed, ligesom ogsaa eders Raadsherrer …" (Ap. G. 3,17); og atter den samme, der over for Grækerne lægger Paulus de Ord i Munden, at Gud, uden at ville kræve "Vankundighedens Tider" til Ansvar, nu byder hele Menneskeslægten: vend om (Ap. G. 17,30).

"Vi vidste det ikke", "Vi kendte ham ikke" - den Undskyldning ligger dybt nok i os alle sammen. Ogsaa i Lukas' Samtid. Den Johannes, der skrev Evangeliets Indledning om Ham som Verden ikke kendte, - han er ogsaa den Johannes, der kvantiterer Synd og Tilgivelse f. Ex i Ord som disse: "Hvis nogen ser sin Broder synde en Synd der ikke er Dødssynd, da skal han bede og (Gud vil?) skænke ham Livet - dem der synder, men ikke synder Dødssynd. Der er Synd til Død; for dem siger jeg ikke, at man skal bede. Al Overtrædelse er Synd; men der er Synd, som ikke er Dødssynd" (1.Joh.5,16-17). Og den Paulus, der siger, at havde denne Verdens Mægtige kendt Guds skjulte Visdom, saa havde de ikke korsfæstet Herlighedens Herre (1.Kor.2,8) - han er ogsaa den der sagde (1.Tim.1,13): "jeg fandt Barmhjertighed, thi jeg vidste ikke dengang, hvad jeg gjorde."

Det er gammelt blandt Jøderne at gøre Forskel paa Synder; og hvad man tilmed ikke vidste var Synd - hvad man syndede "uden Vidende og Villie", det maatte jo lettere kunne tilgives (i Jesu Siraks Visdom, der blev læst meget paa Apostlenes Tid, findes det Udtryk, der saa at sige blev "teknisk" for saadan Synd (23,2-3; 28,7, sml. 5,15)). Og jævnsides med Syndens Kvantitering og Intellektualisering gaar - udtalt eller ikke udtalt - Tilgivelsens Begrundelse: det var jo ikke egentlig Synd. Og jo mere den græske Menneskeopfattelse efterhaanden virker ind, des mere naturligt bliver den forstaaende Tilgivelses "Thi". Det har sokratisk Hævd ("Ingen synder med Villie") og det vandrer over Land og Hav med den religiøse Populærfilosofi. Derfor møder vi det ogsaa blandt Kristendommens Forsvarere i det næste Aarhundrede; allerede i den første Apologi, vi kender, hedder det: " … De Kristne derimod er retfærdige og hellige og langmodige; de forstaar, at (Grækerne, d.e.: Hedningene) handler i Vankundighed; derfor taaler og bærer de (Kristne) det, naar de mishandles af dem, ja de forbarmer sig over dem som over Mennesker, der mangler Erkendelsen, og de frembærer Bønner for dem, at de maa omvende sig fra deres Vildfarelse. Og naar det sker, at en af dem har omvendt sig, da skammer han sig over for de Kristne over de Gerninger, han har gjort, og han priser Gud og siger: I Vankundighed gjorde jeg dette. Og han renser sit Hjerte, og hans Synder bliver ham tilgivet, fordi han gjorde dem i Vankundighed før, da han haanede og spottede de Kristnes sande Erkendelse". (Aristides' Apologi 17, 2-4). - "Vankundighed", saaledes gengives maaske bedst det græske, for Tidsaanden saa betegnende Ord, i hvilket Religiøsitet, Moral og Intellektualisme er saa inderligt sammenknyttede, og dog, alt efter Anledning og Formaal, lader sig drage saa forskelligt frem, at Ordet spænder lige fra Anklage til Undskyldning; et vildførende Ord, stærkt ved sin Stemning og løst i sit Sigte, et Ord der ganske kan skifte Ansigt alt efter som det vendes udad mod andre eller indad mod en selv (sml. f. Ex. Ef.4,17 flg. med 1.Tim.1,13); et Ord, der rummer Jødens religiøse Dom over de gudløse og Grækerens undskyldende Forstaaelse - et Ord, der er som skabt til at tjene Selvretfærdigheden og Selvmedlidenheden tillige, og ganske særlig i en apologetisk indstillet Tid.

Ogsaa Lukas er Apologet. Lukas, der til Theofilus skriver Bogen med Aposteltalerne, og deri de Ord, som for lidt siden er citeret (Ap. G.3,17 og 17,30) - Lukas "Lægen, den elskelige", er Paulus Ledsager og Arbejdsfælle paa hans ældre Dage, ogsaa i den Tid, da Paulus skriver om sig selv, at han, Spotteren og Forfølgeren, fandt Barmhjærtighed, fordi det var i Vankundighed, han havde handlet - han forstod ikke selv, hvad han gjorde (1.Tim.1,13).

- Jo, Lukas kan godt i sit Evangelium havde skrevet det Ord: Forlad dem, thi de véd ikke, hvad de gør.

Nu staar det der i hvert Fald; og fra Irenæus' Dage til vore har det været læst og hørt som det store Trøstens Ord fra den Korsfæstede.

Hvorfra det end er kommet, og hvornaar det end er sket - det er kommet til en Slægt, for hvem Syndsforladelse og Undskyldning er ved at gaa i et; det er kommet til en Slægt, som tilegnede sig dette Ord med Tilgivelsens "thi", fordi denne Slægt paa det dybeste var og er optaget af sin egen religiøse og moralske Kvalitet og derfor indstillet paa Selvforsvar.

- Jesus talte til sine Disciple om deres bundløse Gæld over for Gud. Der var ingen "thi" ved Guds Tilgivelse, fordi der ingen "formildende Omstændigheder" var ved deres Synd. Saa havde den netop ikke været Synd.

Syndsforladelse, det er grundløs Barmhjærtighed; Gældens fulde Udslettelse, Skyldens Tilgivelse; det er Stedet hvor Dom og Naade mødes, Død og nyt Liv, Ende og Begyndelse.

"Undskylden", det er en Grad af Frikendelse og bygger paa et "thi", som er den Anklagedes Ejendom, hans Grad af Ret; han er ingen hjælpeløs fattig; han søger ingen Gave, han søger Frikendelse i Forhold til sit "thi".

Men den retmæssigt anklagede, han er den hjælpeløst fattige. Han ejer ingen "thi" at byde sin Dommer.

Hvor en Handling fører et Menneske ind for Gud, der er der kun to: Dom og Tilgivelse.

Men hvor en Handling, en "Synd", fører et Menneske frem for andre Mennesker, dér er der ogsaa et "thi".

Forseelser, Fejltrin, Uforstand; alle Menneskehandlingers Relativitet og Ufuldkommenhed; alt det, om hvilket det netop hedder: at forstaa, det er at tilgive - eller i jødisk og kirkeligt Sprog: der er Grader -; vore "Synder", saadan som de er, set fra Menneske til Menneske - er det det Regnskab, vi staar med over for Gud?

Et sagtmodigt Sinds milde Dom - er det Guds Ord fra Golgatha?

En forstaaende Undskyldning for en "Uvitterlighedssynd", en kærlig Forbøn for de Mennesker, der dengang korsfæstede Jesus foran Jerusalems Mure, og for den Slægt, der dengang forkastede ham - ja, saa er Korsfæstelsen gjort til en isoleret Begivenhed, saa har den ingen Forhold til alle andre Slægter paa Jorden. Saa er det forbi med det Ord: Og naar paa din Dom jeg grunder, ser jeg og mit Segl derunder.

En Bøn om Tilgivelse for alle Slægter; en begrundet Bøn, en Tilgivelse som dog tilsidst hviler paa min Uskyldighed - ja, saa har Tilgivelsens Begrundelse gjort Tilgivelsen tom.

Den, som ved Korset føres frem for Gud - og som saa i Forkyndelsen møder Tilgivelsen med et "thi", han er atter hjælpeløst kastet tilbage paa sig selv.

Han ved jo, at saa gælder denne Tilgivelse ikke ham. Andre maaske, men ikke ham.

Saa har dette Tilgivelsens "thi" gjort Tilgivelsen tom, fordi det gjorde Synden tom.

Det er det afgørende og skæbnesvangre ved dette Korsord i Lukas Evangelium. Alt det øvrige kommer i anden Række. Dets Oprindelse - vi kender den ikke. Til hvem det er rettet, eller i Overleveringen ment eller tænkt rettet - Soldaterne maaske, eller Øvrigheden, eller Folket, eller Menneskeheden - vi véd det ikke.

Men det véd vi, at Tilgivelsens "thi" er Sandhed mellem Menneske og Menneske - kun dér, og altid dér. Og kommer dette Ord, eller den Tanke det udtrykker, ind i et Menneskes Bøn saa angaar det dog til sidst kun hans eget Sind under Uretten. Andre angaar det Ord overhovedet ikke. Den derimod, der i Følelsen af at være under Anklage tilegner sig et saadant "thi" for bedre at kunne fastholde "Tilgivelsen", hos ham er Selvforsvaret traadt i Syndserkendelsens Sted.

Det Folk, der forkastede Manden fra Nazareth; det Raad, der dømte ham; de Mænd, der udførte Dommen - om de har "korsfæstet Kristus", det ved kun Gud; om dem taler jeg ikke, saa lidt som om andre Folkeslag eller Racer eller Kirker eller Tider, der siden da er gaaet hen forbi Korset - og har taget det rigtige Parti. Men jeg taler om Mennesker, der ikke kom paa den rigtige Side; dem, der baade har korsfæstet og endnu korsfæster Kristus, og véd det; dem der er fattige; dem der raaber af Dybsens Nød. Dem der trænger, ikke til Trøst, men til Naade.

Tilgivelse, men til de dog i nogen Grad retfærdige - det er Evangelium for de rige.

Denne modevangeliske, men kirkebyggende Lære om "Enheden" og "Helheden" - hvad har den ikke bragt med sig af fejg og uærlig Holdning over for Mennesker og deres Ord. Hvad har den ikke ført med sig af Personforgudelse, og dermed Selvforsvar. I hvilken Grad er f. Ex. ikke nytestamentlige Mennesker blevet moralsk og religiøst tabu - baade i levende Live og ned igennem Tiderne - fordi Kravet om Besiddelsen af Helligaanden blev knyttet til det at Gud lod sit Evangelium forkynde gennem dem!

Tag Paulus. Et Menneske, der forenede de mest storladne og elskelige med de mest smaalige og utiltalende Egenskaber, en Skikkelse, der ved hele sit Væsen og Færd raaber ned igennem Tiderne, at det ikke er hverken paa Grund af Hellighed eller ved Hellighed, Gud forkynder sit Evangelium gennem et Menneske. Og dog var Paulus selv, netop ud fra Pinsereligiøsiteten, ikke et Øjeblik i Tvivl om, at det var saadan.

I Manddomstiden Pral, i Alderdommen Selvmedlidenhed; og Bitterhed var Broen derimellem. Alligevel er Paulus den helliggjorte! I en Menneskealder har han rejst fra Land til Land, med skiftende Medarbejderkreds, oprettet Menigheder i mangfoldige Byer, haft talrige Sammenstød eller voldsomme Brud baade med sine egne og med andre - men han har altid haft Ret; han har intet at bebrejde sig i Gerning. Det er dog noget!

Det sker, at en kirkelig Forfatter vover sig ud med en undselig eller forsigtig Bemærkning om at det egentlig er mærkeligt, man saa sjældent møder Syndsbevidsthed hos den troende Paulus, mens den er "saa fremtrædende" hos Luther gennem hele hans Liv. Og saa prøver man at finde sig tilrette med dette; man taler om deres meget forskellige Naturel, om Luthers grovere Natur og Paulus' ædlere Opdragelse, og hvad man nu saadan kan finde at sige; og saa falder man jo tilsidst tilbage paa de "ganske vist mærkeligt isolerede" Steder Romerbrevet 7,14 flg. - der netop ikke (heller ikke v. 18 flg.) handler om den troende Paulus, men om det "naturlige", etisk stræbende Menneske, skildret i let stoisk Stil (ganske som hos Epiktet, Arrian Dissert.2,26); og Galaterbrevet 2,20 - der netop ikke handler om "kødeligt Levned", men (som 2.Kor.10,3, Filipp.1,22, Kol.3,3 o. lign.) taler om "den Tid mens jeg er her i Live".

Man pløjer Paulus' Breve igennem for dog i det mindste at finde en lille Smule Syndserkendelse hos den troende Apostel; men der er ingen. Man vender og drejer hans Ord for dog at finde en luthersk Tanke i Paulus' Hellighed; men man finder den ikke. Der er ingen Fællesskab her; bundforskelligt forkynder Paulus og Luther Naadens Stand: For Luther er den hellige en Synder; for Paulus er Synderen ikke hellig.

Det kan ikke hjælpe at henvise til den Følelse af egen Ringhed, som flere Gange finder Udtryk i Paulus' Breve. Naar han skriver til Korinthiermenigheden (1.Kor.15,8 ff), at han kun lige netop naaede med blandt dem, der saa Livet og skulde vidne om Livet; at han er den sidste og ringeste af alle Apostle og ikke Apostelnavnet værd - saa er det Fortiden, der staar for hans Erindring: jeg har engang forfulgt Guds Menighed - - og straks er dette Baggrund for, hvad han nu er og hvad han i sit Liv har udrettet: mere end alle de andre - ved Guds Naade, takket være Gud. Og paa ganske samme Maade, naar han i Efeserbrevet (3,1-13) taler om sit særlige Kald i Guds Frelseshusholdning, og i den Forbindelse til sidst kalder sig "den ringeste af alle hellige" - det fremherskende i denne Erindring er Modsætningen mellem Før og Nu, nu da han er Redskab og Virkested for Guds Naades vældige Kræfter (sml. Gal.1,11-16 og Kol.1,24-29, og hans Arbejdsfælle Lukas' Gengivelser i Ap. G. 22 og 26). Deraf ogsaa Tilføjelsen, da han paa sine ældre Dage overfor Timotheus erindrer alt dette (1.Tim.1,12-16): jeg fandt Barmhjærtighed, fordi jeg, ikke-troende som jeg var, handlede uden at vide, hvad jeg gjorde.

Vel følger hans Fortids Synd ham i Erindringen; men den følger ham netop som fortidig; den følger ham baade til Ydmygelse og til Ophøjelse, den følger ham som Modsætningsbaggrund til, hvad han nu ved Guds Naade er, og hvad han nu lever, ved Aanden.

Og vel er han "endnu ikke fuldkommen" (Philipp.3,12); men hvad han lever, lever han i Bevidstheden om stadig at være blevet og stadig at blive bevaret i Hellighed gennem Kristi Aand, og at frembære stadig ny og stadig fuldkomnere Gerninger, ved den samme Aand.

Verden (og Fortiden) ligger i det Onde, den troendes Liv i det Gode. Fra Ondt til Godt, det er Omvendelsen; fra Godt til Fuldkomment, det er den Troendes Liv i Hellighed. "De som er i Kristus Jesus, er frigjorte fra, hvad alle andre Mennesker er tvungne til: at tjene Syndens Lov" (Fr. Petersen, Romerbrevet).

Paulus er frigjort. Der er ingen Fald mere at mindes, ingen Nederlag mere at angre, ingen Synd mere at bede om Tilgivelse for. Ingen Selvbebrejdelser, ingen Samvittighedsanklager. Og det er Aandens Frugt. Der er end ikke det mindste Gran af Syndserkendelse at opdrive. Det bekymrer en luthersk Kirke, at der ikke er - - det vilde have bekymret Paulus meget mere, om der var.

Paulus' Samvittighed er ren og god, under alle Forhold, gennem alle Breve; den hører med til "Naadens Stand". Er det saadan hos Luther? og hvorfor ikke?

En ængstet Samvittighed er for Paulus et Tegn paa, at Faldet truer, eller allerede er sket. Er det saadan hos Luther? Og hvorfor ikke?

Fordi Paulus' Hellighed er paa Jorden, synlig, paatagelig, virket af Kristus i Aanden, bevidnet af Samvittigheden. Men Luthers Hellighed er i Himmelen.

Der er ingen Syndsbevidsthed hos den troende Paulus - og der maa ingen være; thi han véd sig som Kristusmenneske, som Guds Apostel og Vidne om Daabsbodens Helligelse, om Bekendelsens og Aandens Renselse; og kun den (relativt) færdige kan være Lærer i Menigheden, hvis Renhed skal bevares.

Vel er Legemet foreløbig ligesom kun "primsignet" til Kristus ved Daabens Død og bliver først ved den legemlige Døds "Daab" beseglet til Opstandelse i Hellighed, ved Aanden og sammen med Aanden (sml. f. Ex. Rom.8).

Vel "begærer Kødet mod Aanden" (Gal.5,17); men det Onde er dog uden for den Troende, og kan i det højeste strejfe ham - til dette "uden for" hører netop ogsaa hans "Kød", fra hvilket der endnu stadig kan udgaa Angreb paa ham, men Kristus, Aanden bevarer ham. Mystisk-magisk overvindes det Kødeliges Magt; sacramentalt fuldbyrdes i den Troende Kristi Vej: gennem Død til Liv.

Dette er Paulus' "Naadestand".

Den "evangelisk-lutherske" Nutidslæser, der er noget hjemme i Paulus' Breve, har sikkert ofte haft en Følelse af, at det da egentlig var en underlig Dobbelthed, Paulus levede i og forkyndte Evangeliet ud fra: moralsk Hellighed, og Retfærdiggørelse i Kristus; og mange har vel gjort sig deres Tanker om denne Dobbelthed, som de - naturligt nok - ikke har kunnet faa til at gaa op i en højere theologisk Enhed. Det ene maa jo sætte det andet ud af Spil: Over for Korsets Ord bliver Moralen spidsborgerlig - eller over for den praktiske Kamp mod Synden bliver Retfærdiggørelsen en theologisk Fantasi.

Det er nu ikke saadan, at Paulus, ved Siden af at forkynde Evangeliet om Retfærdiggørelsen af Naade ved Tro, tillige har en Arv fra Synagogen, en personlig jødisk og kirkelig-borgerlig Interesse: Menighedens rene Vandel og gode Omdømme - en Interesse, som han saa uvilkaarlig sætter i Forbindelse med og lader drage Næring af Evangeliet.

Vel staar - hos Paulus som hos enhver anden rettroende Jøde - den Lære urokkelig fast, at Gud straffer de syndige og belønner de fromme; og mangfoldige Krav, Bebrejdelser og Opmuntringer i hans Menighedsbreve viser, hvor haandgribelig og "dennesidig" hans Hellighedstanke er; hvor stærkt den er knyttet til gængs Morallære; hvor dybt den jødisk-borgerlige Børnelærdom eller "Katekismus" om "De to Veje", Livets og Dødens Vej, gennemtrænger hans eget Væsen og hans Forkyndelse. Guds Hellighedskrav er konkrete moralske og religiøse Krav, og Hellighedens og Lydighedens Udfoldelse sker netop i denne vor Verden; Evangeliet er, at Gud selv skaffer Lovens Krav fyldestgjort, - bortskaffer den syndige Fortid og giver Kraft til den syndfri Fremtid; stadig er Hellighed, netop i denne "Fænomenernes" Verden, Adgangstegn til "Riget", som staar for Døren; stadig er Syndfrihed Betingelsen - men Kristus og Aanden er den eneste Vej til dens Virkeliggørelse; "Loven" er død, giver ingen Kraft til sin egen Opfyldelse - tværtimod.

Naar man fra kirkelig Side prøver at dæmme op f. Ex. imod "Tidehverv", saa fremhæver man bl. a. Paulus' stadige Tale om Helligheden. Intet er sandere, end at Paulus idelig taler om Hellighed - - men at paaberaabe sig dette fra kirkelig Side er fuldstændig tomt, netop fordi man paaberaaber sig det som et "Ogsaa", og ikke som det ubetingede og afgørende, som det for Paulus er.

Skal der tales om "Helheder" - og det skal og maa der jo, hvor "Skriften" paaberaabes og benyttes som et kvantitativt Grundlag for Kristendomsforkyndelsen - skal der tales om "Helheder", saa er det Hellighed, der er Helheden i Paulus's Forkyndelse, ganske anderledes end "Retfærdiggørelse". I Retfærdiggørelsen fandt Luther Evangeliet hos Paulus - og uden det havde Paulus ikke været Paulus for Luther, og Luther ikke Luther for os - men det rokker ikke ved den Kendsgerning, at "i Helheden" spiller Retfærdiggørelsen ikke den store Rolle; "Helheden" er Helligheden, Renheden; Retfærdiggørelsen betyder "i Helheden" væsentlig dette, at det er Gud, der har virket, at vi kan staa rene. Og dette: selv at staa ren for Gud paa Dommens Dag, det gaar som en Grundtanke gennem Paulus' saavel som gennem hele den apostolske Forkyndelse.

"Herren staar for Døren; gør Bod; aftvæt dine Synder, tag Daabens Aag paa dig, til Liv om du bevarer Seglet, til Død om du bryder det; det varer kun kort - Herren er ganske nær."

Det er Døberdisciplenes Daabsbod.

I Apostlenes Menighed er Grundlaget det samme: Hellighed fra Daabens, fra "Beseglingen"s Øjeblik. Men Menigheden, "det sande Israel", har i Pinsedaaben faaet Helligaandens Kraft: ved Aanden kan og skal Daabsrenheden bevares ubetinget - Herren kommer snart.

Og tidligt, i hvert Fald hos Paulus, er det Daaben, der samler Frelsestankerne som i en Sum, alle Tanker om Korsfæstelsen og Opstandelsen, Kristus og Aanden, Død og Liv i een eneste Helhed - Daabens oprindelige Tanke: Renheden, Helligheden, uden hvilken ingen skal se Gud. Til Kristus er vi døbt med hellig Aand, døbt til at være en ny Menneskehed, lydefri for Gud og Mennesker. Korset er vor Retfærdiggørelse - Kristus for os, Skyldens Forladelse; Aanden er vor Helliggørelse - Kristus i os, Syndernes Fjærnelse. Korset dækker Fortiden, Aanden bevarer Nutid og Fremtid.

Med Theorien om Renheden, om det ny hellige (uanklagelige) Liv efter Bods-Daaben er Paulus saa at sige født ind i Menigheden; det er Ur-kristendom. Ved den stiftes Menigheder i Øst og Vest. Dagene gaar, Kristus tøver; Dagliglivet maa leves, "Seglet" bliver gammelt - - og saa bliver Virkelighedens Spørgsmaal til denne Menighedstheori det samme som et Spørgsmaal om Oprigtighed og Selverkendelse.

Hvad sker der da med denne Theori, naar den støder sammen med de faktiske Forhold i Menigheden og i den Enkelte?

Der sker en lang Række Kompromis'er og Undvigelser - netop fordi Tanken om "Renhed" var Pinsereligionens uopgivelige Kærne, og Guds Tilgivelse faktisk kun blev en "Hjælp til Selvhjælp", hvor meget saa end den hævdede Hellighed kaldtes "Aandens Værk".

Slaaet ud af sin Vej, og tvungen til at bekende det; benaadet, og ivrig efter at betrygge sig det. Med sin urkristelige Hellighedstheori er Paulus blevet jaget gennem Tid og Land; Rabbinisme, Stoicisme, alt maa tjene til at danne Hjælpe- og Forsvarstheorier for Hellighedstanken; han har suppleret den, hvor han løb Panden for haardt imod Virkeligheden: forbigaaende kan Synd forekomme i Menigheden, uden at den ophører at være Menighed. Der var saavist Skrøbelighed nok i Menighederne, trods den høje Theori om de hellige; men Paulus har lettere ved at faa Øje paa andres end paa sine egne Skrøbeligheder - og saa har han bøjet Theorien, naar Talen var om andre, men fastholdt den principielt, og for sit eget Vedkommende, udvalgt som han var af Gud til at være Troens Vidne og Forbillede. Og saa bliver han alligevel kastet ud af alt dette Forsvar for al denne Rigtighed, Gang paa Gang, naar noget er ved at bryde sammen i Menighederne, og Ord som Tro, Naade, Frelse faar et Evangelium, som de aldrig kunde faa paa Baggrund af alt dette Rigtige - - det er da Hedningemenighedernes Virkelighed som Kristusmenigheder bliver draget i Tvivl, det er da Galatermenigheden er i Anfægtelse og Opløsning, og Paulus hjælpeløst er trængt op i en Krog, det er da, at Tanken om Retfærdiggørelse af Naade ved Tro finder Udtryk saa enkle og stærke, at de kan forny Forkyndelsen femten Aarhundreder derefter - Ord som burde have gjort det af med al den megen Hellighedstheori, de egentlig var tænkt at skulle tjene. Men de fine Hellighedstanker blev ikke overvundet hos Paulus saadan som hos Luther; Luther kunde nemlig ikke betragte sig selv som uanklagelig, saadan som Paulus kunde det.

Paulus' Lære "som Helhed" er - ligesom Johannes' - en Forløsningslære, med Grundforestillingerne "Kød" og "Aand", d.v.s. naturligt Menneske og Kristus, og med "Subjektskifte" ved Daaben til Korsets og Aandens Kraft. Gennem dette Subjektskifte sker Loven Fyldest - ved Kristus, i os.

Ikke Eftergivelse, men Fyldestgørelse er "Helheden" i Paulus' Forløsningslære. Af Væsen jødisk-profetisk Bodshellighedslære (thi "uden Hellighed er det umuligt at se Gud"); af Udtryksform helleniserende Forløsningsreligion.

Og hele denne Forkyndelse, med de mangeartede og ofte modstridende Motiver og Tilløb af alt det vi nu plejer at kalde mystisk, moralsk, symbolsk, sacramentalt, eskatologisk - hele denne Forkyndelse er hos Paulus sat i Gang ved Mødet med Guds Ord i Kristus, et Ord, som hverken kan udpeges hos ham eller overtages af andre som Formel, men som er den "Retfærdighed" ogsaa Luther mødte - og som Paulus, Luther og alle, der hører dette Ord, baade tager imod og værger sig imod gennem alle de Mennesketanker og Ord, vi bruger til at "forkynde" det.

Derfor kunde Luther modtage "Ordet" gennem Paulus og forkynde Evangeliet gennem hans Ord - derfor læste Luther sin Retfærdiggørelseslære ind i Paulus' Ord, skønt deres Lære, netop "som Helhed", har saare lidt med hinanden at gøre.

Og nu vore Dages Kirke. Ja, Apostelkirkens Lære om Menighedens Hellighed "har overvundet Verden" - men den Tro har man dog for megen Virkelighedssans til at turde overtage. Luthers Lære om "Synderens Retfærdighed" er blottet for enhver Anbefaling over for "Verden", der forlanger at se Resultater.

Og dog vil man jo saa gerne være baade verdensovervindende og virkelighedstro. Men hvordan?

Urmenigheden, og med den ogsaa Paulus' Lære: en Menighed af Hellige, i faktisk og haandgribelig Hellighed, ved Syndernes Fjernelse, virket af Kristus, i Kraft af Boden - og Luthers Lære: en Menighed af Syndere, af faktiske og aktuelle Syndere, der samtidig, og paa Trods deraf, er antagne af Gud, hellige, i Kristus, ved Syndernes Forladelse - af disse to tilsammen er da blevet Forkyndelsen af en Kirke med principiel og relativ Hellighed, en Kirke af Syndere, der ved Naaden og Aanden vokser Hellighedens Vækst.

Og det kalder man saa evangelisk-luthersk.