Forholdet mellem dansk og tysk i Sønderjylland

Af H. J. Hansen, Løjt. Tidehverv, 1946, s.106-113. Foredrag i Simon Peters Sogns Menighedshus i København den 15. Oktober 1946.

Den 5. Maj blev det danske Folk igen Herre i sit eget Hus.

Hvordan har vi saa brugt den genvundne Frihed? Hvordan har vi ordnet vore Forhold, efter at vi igen selv kunde raade, vore Forhold først og fremmest i Grænselandet? Hvordan er Stillingen nu dernede i Sønderjylland?

Lad mig først lige bemærke, at jeg kender de Forhold, jeg her skal tale om. Jeg har levet hele mit Liv i Grænselandet. Jeg er født og vokset op i et dansk Hjem, men i et Sogn, hvor der var saa mange Hjemmetyskere, at man plejede at kalde det "det lille Tyskland". Jeg har gaaet i tysk Skole, været tysk Soldat i den første Verdenskrig, jeg har som ung boet i 3 Aar i Flensborg By. Og nu har jeg i 22 Aar været Præst i et sønderjysk Landsogn, hvor vi har 20 pCt. Tyskere, med tysk Frimenighed og 2 tyske Privatskoler, og hvor et Par af de mest aggressive hjemmetyske Spidser har deres Bopæl, eller havde, for nu sidder de i Faarhuslejren.

Naar jeg har ønsket at pointere dette mit nære Kendskab til Tyskerne gennem mange Aar, saa skyldes dét, at der somme Tider optræder Sønderjyder i Diskussionen, der saa godt som intet Kendskab har til Tyskerne og til Grænsekampen. De har boet i Sogne, hvor der kun var meget faa Tyskere, og hvor Tyskerne derfor ingen Rolle spillede. Men under de Forhold faar man ingen Føling med hele dette Spørgsmaal. Det er kun i de Sogne, hvor der lever en kompakt, talmæssig og organisationsmæssig stærk Tyskhed, at man lærer Grænsekampen at kende, som den i Virkeligheden er. -

Hjemmetyskerne, hvad er det for Folk? Ja, det er jo Mennesker, som for de flestes vedkommende taler samme Sprog som vi, har samme Sæd og Skik som vi, er af samme Blod som vi, men de er tysksindede og af tysk Mentalitet. Og dette tyske Sindelag er saa stærkt, det bunder saa dybt, at det har vist sig ganske urokkeligt gennem de 25 Aar, de nu har levet under dansk Styre. Der er lige saa mange Tyskere i Dag i Sønderjylland, som der var for 25 Aar siden. Vi har i disse 25 Aar ikke formaaet at vinde dem for Danmark og dansk Demokrati. Det er en Kendsgerning, som vi, saa ubehagelig den end kan være, maa se i Øjnene.

Og den 9. April viste disse Tyskere tilfulde, at de havde intet tilovers for Danmark og dansk Demokrati. Vi danske Nordslesvigere vil aldrig kunne glemme, hvordan de hin for os saa tunge Morgen stormede ud til Chausséeu, hvor de tyske Tropper rykkede frem, og ellevilde af Glæde, hujende og heilende, bød dem Velkommen som deres Befriere fra det forhadte danske Aag. Vi vil aldrig kunne glemme, hvordan de under Besættelsen paa enhver Maade gjorde sig til eet med vore tyske Undertrykkere, hvordan de fik organiseret den militære Tidsfrivillige Tjeneste, som selvfølgelig af os Danske maatte føles som en Pistol i Ryggen, og meget andet, som viste, at de var Danmarks Fjender. Sandelig, vi har faaet at se, at det betyder ingenting, at Mennesker er af samme Race, samme Sprog, samme Levesæt som vi, naar Sindelaget og Mentaliteten er tysk. Ja, Mentaliteten, det skal med. Det er ikke bare Sindelaget, men det er hele deres Mentalitet, der er tysk. Og det glemmer vi danske Nordslesvigere ikke, naar vi skal vurdere Danmarks Chancer for at vinde de tysksindede Sydslesvigere. Men det skal jeg komme til senere.

Foreløbigt vil jeg holde mig til Hjemmetyskerne, altsaa Tyskerne i Nordslesvig. Hvad Indtryk har de store Begivenheder, Kapitulationen og Tysklands Sammenbrud gjort paa Hjemmetyskerne? Hvordan føler de, hvordan tænker de nu? Hvordan ser det ud i den hjemmetyske Lejr nu?

I December 1945 dannede Tyskerne dernede en ny Organisation, som de kaldte "Bund deutscher Nordschleswiger", og som udsendte en Loyalitetserklæring overfor Danmark. Denne Organisation udgiver ogsaa et tysk Ugeblad, hvis Redaktør hedder Ernst Siegfried Hansen, og som bor i Aabenraa. Jeg læser jævnlig dette Blad, og jeg mener, at man nok paa Grundlag af det kan danne sig en Mening om, hvordan det staar til i den tyske Lejr, nu 1½ Aar efter Kapitulationen.

Jeg vil da straks sige, at Helhedsindtrykket er ikke gunstigt, det er i Virkeligheden meget nedslaaende.

Jo, der staar (det skal ikke nægtes) en Del i Bladet, som lyder godt i danske Øren, og som er egnet til at narre naive Sjæle og faa dem til at tro, at Tyskerne for Alvor er slaaet ind paa nye Veje nu. Og at vi derfor skylder at vise dem Tillid nu. Men hvis man underkaster Bladet et mere indgaaende Studium, med det Formaal for Øje at finde ud af, hvilken Linie de faktisk følger i deres Politik nu, ja, saa kommer man til et andet Resultat.

Saa kommer man til det Resultat, at de nye, ledende Mænd indenfor de saakaldte "loyale"s Kreds, at de fortjener ikke, at vi viser dem Tillid. Dem almindelige Stemning blandt Hjemmetyskerne i Dag kan karakteriseres som en Blanding af Selvmedlidenhed og Had til os Danske. Tyskerne føler sig i Dag som alle Tiders største Martyrer. De har saa ondt, saa ondt - ikke af Nazismens Millioner af Ofre - al denne Tale om de tyske Grusomheder, den er sikkert stærkt overdrevet, mener de. "Og nu skal der være saa meget hæsligt ved Nationalsocialismen? Det tror vi ganske simpelt ikke paa. Vi har jo før hørt Løgnehistorier om Tyskerne, som dem om de afhuggede Hænder hos belgiske Børn i Liége, og hvordan er vore Venner da blevet behandlet af Danskerne?"

Ja, saadan tænker Tyskerne i Dag. Og den "loyale" tyske Redaktør gør intet alvorligt Forsøg paa at bibringe sine Læsere den bedske Sandhed om Tyskernes Hærgen i de besatte Lande. Hvorfor lader Redaktøren, som dog siger, at han vil have Sandheden frem, hvorfor lader han ikke de danske Grænsegendarmer fortælle Bladets Læsere, hvad de har oplevet dernede i Neuengamme? Det er troværdige Mænd - Tyskerne kender dem personligt -, og de har grufulde Ting at berette. I Stedet for at han fylder sit Blad med en Masse ligegyldige Ting. Hjemmetyskerne skal have Sandheden at vide om Tyskernes Grusomheder, og de skal have den at vide af deres eget Blad. Kan eller vil Bladet ikke paatage sig denne vigtige, ja nødvendige Opgave, saa kan det ligesaagodt lukke Butikken først som sidst, for saa vil det aldrig kunne vække den Tillid hos os Danske, som det saa stærkt er ude efter. - Redaktøren skriver i Bladets første Nummer: "Intet tjener Freden i vor Hjemstavn bedre end Sandheden". Det er rigtigt. Men Sandheden? - det er Sandheden om tyske Misgerninger og tysk Røven og Plyndren, i Danmark som i hele Europa. Skal det tyske Blad have nogensomhelst Eksistensberettigelse, saa maa det tvinge Hjemmetyskerne til at se, hvad de hidtil ikke har villet se. Formaar Bladet ikke det, saa er det bare et nyt Symptom, som viser, at Tyskerne ønsker at leve videre i den Gøbbelske Mørkelægning af Sandheden.

Men Forholdet er nok dette, at de nye Ledere af Mindretallet vil ikke rive Bindet fra Øjnene paa deres tyske Folkefæller. Det vilde jo nemlig ødelægge den Stemning af Selvmedlidenhed og Had, som det øjensynligt er Meningen skal give dem Kraften til at komme igennem denne onde Tid, at de selv er Skyld i, hvad de nu maa lide - og det er jo intet ved Siden af den Lidelse, Tyskerne har bragt over andre - at hele Miseren stammer fra, at Hitler, deres forgudede Fører, overfaldt det danske Folk, den Tanke ligger Tyskerne saa fjernt som Østen er fra Vesten. Nej, Danskerne har siden Kapitulationen begaaet en saa blodig Uret mod det tyske Mindretal, at det ikke er til at sige, en Uret, som vi, naar vi engang kommer til os selv igen, vil skamme os over og bittert fortryde.

Ikke bare har vi nu ødelagt deres Skolevæsen, men - hvad der er meget værre - vi har givet en Straffelov med tilbagevirkende Kraft, og efter denne retsstridige Lov straffer vi nu mange Hundrede unge Hjemmetyskere, som aldrig vilde have overtraadt Loven, hvis Loven bare havde været der. Det er efter Tyskernes Opfattelse en saa uhyrlig Justitsforbrydelse, en saa himmelraabende Uretfærdighed, at det vil Danmark aldrig kunne gøre godt igen. Og det "loyale" tyske Blad gaar med fuld Musik ind for denne Opfattelse af Sagen, og faar dermed Hovedparten af Ansvaret for, at Tyskerne sætter sig helt fast i denne forløjede Følelse af Selvmedlidenhed og Forurettelse, som de har arbejdet sig ind i siden Hitlers Sammenbrud.

Tyskerne i Dag hader Danmark og afskyr det danske Folk og alt, hvad der er dansk. Og de mener sig i deres gode Ret til det. Danskerne har Magten i Dag, og de misbruger deres Magt. Tyskerne er afmægtige. Og de maa lide og taale og vente - vente paa den Dag, da Bladet igen vender sig.

Dette er den nøgne Sandhed om den Stemning, der i Dag behersker det store Flertal af det tyske Mindretal. Og enhver Eftergivenhed fra dansk Side nu vil udelukkende faa til Følge, at Tyskerne bestyrkes i deres Opfattelse af, at vi har gjort dem blodig Uret. Enhver Ret vi nu maatte give dem, vil blive opfattet som et Forsøg paa at gøre godt igen, hvad vi har gjort Uret.

Efter 5 Aars tysk Besættelse, efter 5 Aars tysk Undertrykkelse, Gestapovælde, Røven og Plyndren i vort Land er det os og ikke Tyskerne, der sidder paa Anklagebænken. Ja, men det er da forrykt.

Ja, det er forrykt. Det er meningsløst. Men det værste ved det hele er, at det er vor egen Skyld, at det er saadan. Det er os selv, vor egen forfejlede Politik overfor Hjemmetyskerne siden Kapitulationen, vi kan takke for, at Tyskerne i det hele taget har faaet Lejlighed til at arbejde sig ind i denne forløjede Stemning af Selvmedlidenhed og Forurettelse.

Stemningen lige efter Kapitulationen var nemlig en helt anden. Dengang var de klare over, at de havde forbrudt sig, de følte, at den var gruelig gal. Og de regnede faktisk med Udvisninger i stor Stil. Hvorfor udnyttede vi ikke denne Stemning? Hvorfor sagde vi ikke til Tyskerne: "Saa, nu er det forbi med at være Tysker i Sønderjylland. Det Privilegium har I forskertset. I har gennem 25 Aar vist, at al jeres Tyskhed kun havde det ene Formaal at faa Grænsen flyttet igen. En saadan Tyskhed vil vi ikke finde os i mere. - Nu lukker vi de tyske Skoler. - Ingen tyske Organisationer af nogen Art mere. Overhovedet intet tysk kulturelt eller politisk Arbejde mere i Grænselandet. - Og den, der ikke vil leve videre i Danmark paa de Vilkaar, han maa nu forlade Landet." - Jeg er vis paa, at denne Fremgangsmaade vilde have været efter den menige danske Sønderjydes Hjerte. Den vilde have haft hele hans Støtte. Og Hjemmetyskerne vilde, hvis denne Ordning straks var blevet gennemført, have syntes, at de var sluppet billigt. Stemningen iblandt dem var, som sagt, en helt anden dengang end hvad den er nu. Dengang følte de sig skyldige, nu føler de sig forurettede.

Ja, men hvorfor fik vi saa ikke denne Ordning? Hvad var det, der stod i Vejen for denne Ordnings Gennemførelse? Hvorfor tvang vi ikke Tyskerne til at standse Grænsekampen?

Det skyldtes dybest set den Tro hos de ledende danske Grænsepolitikere, at en Grænse, hvor to Folk mødes, at den kan ikke lægges fast. Man gik ud fra som en given Ting, at der ved en Grænse altid maa staa en Grænsekamp, at de to Nationaliteter maa altid kæmpe med hinanden, den ene maa altid søge at trænge den anden tilbage, kulturelt, politisk, for saa, naar Øjeblikket er gunstigt, ogsaa at kunne skubbe Grænsen et Stykke længere frem. "Saadan," siger man, "har det altid været, og saadan vil det blive ved med at være. Grænsen ligger ikke fast, og den kan ikke komme til at ligge fast."

Ja, men det er en politisk Fordom. Det er en antikveret, en forældet Opfattelse. Den Form for Nationalitetskamp, som den hidtil har været praktiseret, med Grænseflytning som Maal - det er det afgørende - den kunde have været standset ved Kapitulationen. Og det danske Folks sande Interesser krævede, at den var blevet standset. Naturligvis. Den er jo i Virkeligheden en ren og skær Magtkamp mellem de to Lande. Men det er Vanvid, naar et Lilleputland som Danmark, uden at være pisket til det, indlader sig i en konstant Magtkamp med et Folk paa 70 Millioner Mennesker.

Ja, jeg ved jo nok, at man fra dansk Side vil have Grænsekampen opfattet og ført som en ren kulturel Kamp. Som jeg forleden saa det udtrykt i en Artikel af Provst Hillgaard, Formanden for Venstre i Jylland, i Bladet "Danevirke". Artiklen bar Titlen: Sønderjylland vundet, det er Kampens Maal. Og der hed det saadan: "Hele Sønderjylland vundet ved Hjælp af den danske Tunge, om hvilken Grundtvig i 1850 skrev, at den om 100 Aar er langt mere berømt end det danske Sværd, - og ved Hjælp af den danske Skrift, "et Aandens Vidunder af Hjertets Drift" - dette Maal, ad disse Veje og med disse Midler, maa netop nu besjæle os alle, saa at den danske Konge maa komme til atter at raade over alt det Land, som engang var vort". Altsaa: En Grænse flytning. Hele Sønderjylland vundet ved Hjælp af den danske Tunge og den danske Skrift, dette Maal ad disse Veje og med disse Midler. Det lyder jo kønt, besnærende kønt, ikke sandt? Grænsekampen, som skal føre til Grænseflytning (det siges udtrykkeligt). Grænsekampen bliver jo efter dette til den rene Idyl. Den danske Tunge og den danske Skrift skal gøre det, skal flytte Grænsen. I al Fredsommelighed, naturligvis, paa ægte dansk Maner, ikke Spor af Vold og Tvang og Magtanvendelse.

Ja, men det er jo Romantik og forbandet Løgn. Det har jo intet med Virkeligheden at gøre. Det er ikke og bliver aldrig den danske Tunge og den danske Skrift, der kommer til at flytte Grænsen, ligesaalidt som den tyske Tunge og de tyske Skrifter kan gøre det - bliver Grænsen flyttet, saa sker det ved Magt. Og der vil Danmark blive den lille, før eller senere. Er vi først engang gaaet ind paa, at Forholdet mellem dansk og tysk Grænseland skal blive ved med at være et Kamp forhold, saa er vi inde paa det Plan, hvor det er den raa Magt, der bliver det afgørende.

Den Grænse, vi fik i 1920, var den virkelige Grænse mellem to Folk. Helt ren kan en Grænse jo ikke blive, med mindre man vil udskifte de to Befolkningsgrupper. Der blev ladt 25 Tusinde Tyskere tilbage paa den danske Side af Grænsen og højt regnet 10-12 Tusinde Danskere paa den tyske Side af Grænsen. Bedre kunde det ikke blive. Og nu forlangte Danmarks sande Interesser, at der blev Ro om Grænsen. Men Tyskerne vil ikke have Ro. De vilde have Grænsen flyttet igen. Det var uretfærdigt. Det burde de have kunnet indse. Nu kan de indse det. Det siger de ihvert Fald. Men nu er det for sent. Nu kan vi ikke have Tillid til dem, i hvert Fald ikke foreløbig. Og derfor burde vi nu have berøvet dem Muligheden for at kunne genoptage Grænsekampen med Grænseflytning som Maal.

Istedetfor har vi givet dem alle Midler i Hænde til, at de kan begynde forfra. - Fhv. Folketingsmand I. P. Nielsen har fornylig udtalt, at vi snart igen vil være midt oppe i en Grænsekamp med Tyskerne i Nordslesvig. Det er rigtigt, det er kun et Tidsspørgsmaal og et Pengespørgsmaal. Men det havde været bedre, om I. P. Nielsen og de andre ligesaa kloge ledende Grænsepolitikere, om de havde forhindret Tyskerne i at kunne tage fat igen. Om de en Gang for alle havde sat en Stopper for Tyskernes Grænseflytningsbestræbelser.

Jeg havde i og for sig ikke Spor imod, at Tyskerne fik Mulighed for at opdrage deres Børn til ogsaa at blive Tyskere, men naar de nu igennem 25 Aar har vist, at det sker med det ene Formaal for Øje at faa Grænsen flyttet igen, ved Tysklands Hjælp, vel at mærke, ja, saa burde vi have haft saa megen Retfærdighedsfølelse og Selvhævdelseskraft i os, at vi havde sagt: Nu skal det være forbi, vi vil ikke finde os i det mere. Og, som sagt, jeg tror, at saadan følte og tænkte den jævne Mand efter Kapitulationen. Og denne Følelse, den var sund. Vil Tyskerne bruge deres Tyskhed som et Middel til at faa G Grænsen flyttet igen, saa må de give Afkald paa denne Tyskhed. I hvert Fald for en Tid, indtil de faar lært at respektere Grænsen. Denne Skubben frem og tilbage med denne Grænse, den skal høre op. Det er paa høje Tid, at den hører op. Den er et Udtryk for en Aand, som der ganske simpelt ikke mere er Plads for i Europa. Tiden er løbet fra hele denne Opfattelse af det nationale og af Grænsen. Vor Tid, det er Atombombens og Raketflyvernes og de fjerntstyrede Projektilers Tid. Og hvis vi ikke snart kommer paa Højde med vor Tid - og det haster - saa vil en ny Verdenskrig bryde løs, og saa vil det være forbi med os alle.

Naar jeg siger, at vi burde have lukket de tyske Skoler, saa skulde det derfor ikke ske som en Hævn overfor Tyskerne - skønt Guderne skal vide, at der var nok at hævne - men Hævnfølelsen maa det ogsaa være forbi med. Hævnfølelsen er en Følelse, som binder os fast til det forbigangne, det, som har været. Hævnfølelsen hører den gamle Tid til. I den nye Tid, som skal komme, hvis vi ikke skal gaa til Grunde allesammen, i den nye Tid er der ikke Plads for saa ufrugtbar, saa gold en Følelse. Vi maa nu gøre en Kraftanstrengelse og løfte os op over den Slags smaatskaarne Følelser. Nej, vi skulde have lukket de tyske Skoler, for om muligt ogsaa at faa Hjemmetyskerne til at begribe, at de ogsaa skal berede sig for den nye Tid, at ogsaa de skal lære at se paa det nationale og paa Grænsen med nye Øjne.

Der skal en helt ny Aand til, baade hos dem og hos os, ellers er det forbi med os. Europas Folk, ja hele Verden staar ved en Skillevej: enten forstaar vi nu Tidens Tegn (og saa lader vi os aandeligt løfte op i et helt nyt Plan), saa lærer vi at se paa det nationale Spørgsmaal og paa Grænsespørgsmaalet med helt nye Øjne eller ogsaa, saa kommer Krigen, og saa eksisterer der intet dansk-tysk Spørgsmaal mere - af den simple Grund, at saa eksisterer vi ikke mere.

Og, mine Tilhørere, det er i Virkeligheden det mest sørgelige, det mest nedslaaende ved hele det Røre, der er skabt i Sønderjylland, baade Nord og Syd for Grænsen, at hele den Maade, vi tager det paa, viser, at vi endnu sidder fast i den gamle Tid, til op over Ørene, hvor man altsaa tror, at man i en tid, hvor al Verdens Statsmænd kæmper med Problemer, der afgør Hundreder af Millioner Menneskers Liv og Skæbne, kan tillade sig at rejse en Strid om en Grænse, der er den retfærdigste af alle i Europa.

Lad mig nærmere forklare det, jeg sagde om den nye Aand, der skulde til, og om, at vi skulde lære at se med nye Øjne paa det nationale og paa Grænsen. Dermed mente jeg ikke, at vi dernede ved Grænsen, Tyskere og Danskere, at vi skulde til at være "Slesvigere" og til at dyrke en slesvigsk Hjemstavnsfølelse og Særfølelse. Nej, Gud fri og bevare mig. Det vilde hverken være Fugl eller Fisk. Noget saadant maatte vi Danske vende os imod af al vor Kraft. Det vilde blive en ny, lumsk Form for tysk Ekspansion. Nej, vi skal ikke være Slesvigere, puha. Vi skal være danske eller tyske, men vi skal afstaa fra at ville æde hinanden. Lad mig her indskyde, at denne Ordning med at lukke de tyske Skoler og forbyde det tyske Arbejde i Sønderjylland, den skulde ikke være tænkt som en varig Ordning. For vi skal lære at leve som gode Naboer sammen. Hvis Danskerne og Tyskerne ikke kan lære det, hvis de europæiske Folk ikke kan lære det, saa har Europa ingen Fremtid mere. Og derfor, hvis det efter en Aarrække viste sig, at det nye Tyskland, som jo maa komme, at det var et fredeligt, et ikke-agressivt, et virkeligt nyt Tyskland, saa burde Tyskerne her ogsaa have deres tyske Skoler og alt det andet tilbage igen.

Men den 5. Maj burde vi have tvunget dem til at tage Følgerne af, at de havde opført sig som daarlige Naboer, - som en Demonstration, som en Tilkendegivelse af at ogsaa de skal ind paa helt nye Veje, at ogsaa de skal lære at tænke og føle som Europæere, ja, som Verdensborgere.

Men altsaa: Det sydslesvigske Eventyr burde aldrig have været sat i Gang. Nej, for vi har dermed vist, at vi ikke er en Smule bedre end de store, ekspansionslystne Stater. Naar vi, en af de mindste Stater, straks vil benytte en Nabos øjeblikkelige Afmagt til at udvide, til at flytte Grænsen, saa er det topmaalt Hykleri, naar vi bebrejder de store, mægtige Lande, at de gør det samme. Men hvordan skal der nogensinde blive Fred i Europa, saalænge denne Aand er den herskende.

Det viser sig da ogsaa, at hverken Norge eller Sverige eller England, som vi kan takke for vor Frihed, har nogensomhelst Forstaaelse for, at vi nu giver os til at pille ved denne Grænse.

"Sydslesvig er gammelt dansk Land", siger man saa.

Ja, det er sandt, men det er Skaane og Blekinge ogsaa. Bliver disse Landsdele saa maaske det næste, vi skal have tilbage? "For at den danske Konge kan komme til atter at raade over alt det Land, som engang var vort". Skaane og Blekinge var jo ogsaa "vort" engang, ligesaafuldt som Sydslesvig.

Det kan ikke være det afgørende for den Politik, vi nu skal føre, at Landet engang har været "vort". Det afgørende maa være den Befolkning, der nu lever i dette Land. Og Befolkningen i Sydslesvig - disse "300 Tusinde Mennesker - er saa tysk, som den kan være. Altsaa bortset fra de 10-12 Tusinde Danske, der altid har levet dernede, og dette Tal 10-12 Tusinde er sikkert ogsaa for højt regnet. Saa sent som i 1920, med Udsigten til Sult og Fattigdom og Elendighed, hvis de blev ved Tyskland, og med Udsigten til al mulig Hjælp og økonomisk Fremgang og kulturel og politisk Frihed, hvis de stemte for Danmark - saa sent som i 1920 har disse Mennesker bekendt sig til deres Tyskhed med 80 pCt.s Flertal. Og i 1932 har de med 70 pCt. bekendt sig til Hitler. Og de har været med til at føre Hitlers Krig saa godt som nogen.

"Ja, men nu vil de til Danmark", siger man saa.

Jeg svarer: Nej, de vil ikke til Danmark. For Danmark kender De ikke. De vil væk fra Tyskland, væk fra den tyske Ruin. En Del af dem, men jo langt fra alle.

Naar man hører vore hjemlige Grænseflyttere fortælle om det, der nu sker i Sydslesvig, saa plejer de i de stærkeste Vendinger at give Udtryk for deres Forundring over den kolossale Tilgang til de Danskes Rækker. Jeg maa sige, at jeg er forbavset over, at Tilgangen ikke er meget større.

Nar man tager i Betragtning de ubeskriveligt elendige Forhold, de Mennesker lever under - især i Byerne - det er da ogsaa i Byerne, at Danskerne har faaet de fleste Stemmer - naar man endvidere tager i Betragtning, at den jævne Mand dernede faktisk har regnet med en Grænseflytning nu, saa synes jeg, at de Tal, man opererer med fra dansk Side - 60 Tusinde Medlemmer i den sydslesvigske Forening - slet ikke er saa overvældende. Det er jo kun en Fjerdedel af hele den hjemmehørende Befolkning. I Virkeligheden saa maa man jo beundre den Trofasthed overfor deres Land og Folk, som de fleste lægger for Dagen. Og jeg synes, det er beskæmmende, at det er danske Mennesker, der optræder i Rollen som Fristeren overfor dem. Tænk, om det havde været her hos os, om Danmark havde været saa langt nede, som Tyskland er det nu, om vi havde levet paa Sultens Rand - og Tyskerne saa var kommet herover fra den anden Side Grænsen og havde givet sig til at lokke vore Folk med Løfter og med Løn - nej, vi kan ikke være det bekendt.

Ja, men, siger man saa, vi havde da en moralsk Forpligtigelse og ogsaa Ret til at komme vore nødlidende danske Landsmænd til Hjælp.

Ja selvfølgelig. Hvis det bare havde været det, det drejede sig om, men det var det ikke. For saa havde man holdt sig til de Danske dernede, men det gjorde man ikke. Man havde Bagtanker med den Hjælp, man bragte. Man hjalp ikke af et rent Hjerte.

Det bedste havde været, om vi havde taget dem hjem til Danmark og givet dem en Eksistens her i Landet. Altsaa de, der mente, at de ikke kunde leve videre under Tyskland.

Lad os nu se, hvad Enden bliver paa hele det Røre, vi har skabt dernede. Jeg er bange for, at de, der har arbejdet saa ivrigt for at faa Sydslesvig tilbage til Danmark, at de har gjort de virkelig Danske dernede en Bjørnetjeneste, at det vil vise sig, at de har faaet dem bragt fra Asken og i Ilden.

Disse danske Løsrivelsesbestræbelser maa jo avle et forfærdeligt Had hos den Del af Befolkningen, som holder fast ved deres tyske Fædreland. Og dette Had vil slaa ud i lys Lue den Dag, Englænderne ikke mere er der til al holde Justits. Og saa kan det meget let blive saadan, at de danske Sydslesvigere vil se sig tvungne til at vandre ud i Tusindvis.

Saa vil man sige, at der er sket en Folkeopvaagnen, et Sindelagsskifte dernede, som Danmark ganske simpelt maatte imødekomme.

Jeg giver ikke en Døjt for dette, saakaldte Sindelagsskifte. I en kritisk Situation, vil det være utilforladeligt endnu i flere Generationer. Og nu, da det kommer til Stykket, saa viser det sig jo, at der er ingen, der har rigtig Tillid til det. Der er jo ingen ansvarlig dansk Politiker, der tør tage dette Sindelagsskifte, som der har staaet saa megen Blæst om, for gode Varer. Der er ingen, der tør gaa ind for en Indlemmelse af Sydslesvig nu.

Ja, men det er skam det, disse Mennesker har regnet med. Det og intet mindre.

Det er jo da derfor, de sender deres Børn, der ikke forstaar et dansk Ord, i danske Skoler - i Slesvig og Rendsborg og Husum og Egernførde, og i mange, mange andre rent tyske Egne. Fordi de har troet, at nu skulde de til Danmark.

En Korrespondent til Bladet "Information", der var paa Rejse dernede, skrev i Maj Maaned saaledes hjem til sit Blad: "Overalt i Sydslesvig møder man blandt den hjemmehørende Befolkning Spørgsmaalet: Hvornaar kommer Danskerne? For den jævne Mand, der ikke er inde i den lille og den store Politiks Krinkelkroge, er der overhovedet ikke noget Problem, hvorvidt Danskerne kommer - thi herom er han fast overbevist, men kun et Spørgsmaal om, hvor naar de kommer".

Ja, men hvordan kunde den jævne Mand dernede i Sydslesvig dog komme paa den Tanke, at Danskerne vilde komme og indlemme Sydslesvig i Danmark? Fordi vore danske Grænseflyttere har sørget for, at den Slags Løfter har ligget i Luften dernede lige siden Kapitulationen. Det har i Virkeligheden været deres store Trumf i Kampen om det sydslesvigske Menneskes Sjæl: Vi kommer som jeres Redningsmænd fra den tyske Ruin, vi giver jer Brød og ordnede Forhold at leve under.

Dansk Kultur og dansk demokratisk Styre? De kender det jo ikke, de ved jo ikke, hvad det er.

Men komme bort fra Elendigheden, ligemeget hvorhen - bare væk fra det hele.

Er der nogen, der tvivler om, at disse Tyskere vilde have sagt det samme, hvis det havde været Norge eller Sverige eller England, de havde haft Mulighed for at blive indlemmet i? Man vil væk fra den tyske Ruin.

Vi har det samme Fænomen ved Grænsen til Luxemburg f. Eks., bare med den Forskel, at Luxemburgerne enstemmigt siger: "Tak, vi skal ingen Tyskere have, dem har vi faaet nok af." Indenfor den luxemburgske Okkupationssektor ligger Saarbourg. Der kan man endnu paa Facaderne se Parolen: "Deutsch die Saar", som blev malet for 10 Aar siden, da over 90 pCt. af Saarbefolkningen stemte tysk. I Dag prøver de samme Mennesker paa at mobilisere en luxemburgsk Patriotisme og haaber paa, at de luxemburgske Tropper skal blive der. Luxemburg for sin Del ønsker blot en lille Strækning tysk Territorium, nemlig en ubebygget Højde paa den anden Side en Grænseflod. Men Tyskerne haaber, at det Omraade, Luxemburg faar, maa blive saa stort som muligt, saa det størst tænkelige Antal Tyskere kan blive Luxemburgere. Imidlertid vil Luxemburgerne ikke have dem indenfor deres Grænser." (Kristeligt Dagblad 9. Juni 1946).

Naar derfor Redaktør Bjørn Svensson ved et Møde fornylig har udtalt, at der ingen andre Steder i Tyskland er opstaaet en saa kraftig Bevægelse bort-fra-Tyskland som i Sydslesvig, saa passer det jo ikke helt. Sagen er nok den, at Danmark er den eneste Nabo til Tyskland, hvor der overhovedet har kunnet være Tale om at starte en saadan Bevægelse bort-fra-Tyskland, og hvor man kunde gøre det uden Risiko. Danmark er jo et lille Land, og man kan jo altid komme heim ins Reich igen, hvis der er bedre.

Altsaa: Den jævne Mand i Sydslesvig har allerede gaaet længe og spurgt: Hvornaar kommer Danskerne. Ja, men Danskerne kommer jo overhovedet ikke. Det store Flertal af det danske Folk har ogsaa faaet nok af Tyskerne. Men forestil Dem nu engang den Skuffelse, den Bitterhed, det Had, naar det gaar op for den jævne Mand dernede, at man har narret ham.

Men det falder altsammen tilbage paa Danmark og det danske Folk.

Det ser jo nu ud til, at det eneste, der maaske kan skaffes et Flertal for i den danske Rigsdag, er en Anmodning til England om, at Sydslesvig maa faa Adgang til en Afstemning efter en 15-20 Aar.

Mig forekommer det ganske utænkeligt, at England skulde ville gaa med til noget saadant. Men lad os nu sætte, at England virkelig gaar med til det. Hvad vilde Følgen af en saadan Ordning blive? Følgen vilde blive den, at Sydslesvig vilde blive forvandlet til en Heksekedel. De nationale Lidenskaber vilde komme i Kog som aldrig før. Vore hjemlige Grænseflyttere forestiller sig vel, at disse 15-20 Aar, at de vil blive udfyldt af en rolig og besindig national-kulturel Kappestrid i al Fredsommelighed og Fordragelighed. Men det viser jo bare, at de har ingen Anelse om, hvad det er for højeksplosive Kræfter, de her leger med. Det vilde blive en politisk Kamp af den allerværste Slags, hvor alle Midler, lige til Mord og Oprør, vilde blive taget i Brug. Og Enden paa disse 15-20 Aars Helvede dernede vilde blive en overvældende tysk Sejr, et knusende Nederlag for de Danske. Vi har set det i Saaromraadet i 1936. Saar stemte sig efter 15 Aars Adskillelse tilbage til Tyskland med 90 pCt. Flertal.

Jeg har, efter at jeg igennem 25 Aar har kunnet iagttage dansk Demokratis og dansk Kulturs Virke i Sønderjylland, en meget ringe Mening om disses Evne til at vinde Tyskerne for Danmark. Jeg har allerede sagt, at det er meget faa rigtige Hjemmetyskere, vi i disse 25 Aar har vundet for Danmark. Jeg kender ingen. Man har nævnet Claus Eskildsen. Jeg ved ikke, hvor tysk Claus Eskildsen var ved Genforeningen, men jeg ved, at hele hans Slægt var og er kærnedansk. Saa ham regner jeg ikke til de rigtige Hjemmetyskere. Og Claus Eskildsen var Embedsmand. Men det er Bønderne og Tyskheden i Byerne, det kommer an paa. Og den har holdt sig konstant siden Genforeningen.

Hvad er det, som gør, at dansk Demokrati har saa lidt vindende Kraft overfor Tyskerne? Det er vanskeligt at sige. Men det er en Kendsgerning, at de to passer ikke sammen. Det hænger nok sammen med, at Demokratiet forudsætter en politisk og menneskelig Modenhed, som Tyskerne ganske simpelt ikke er i Besiddelse af. - Tyskerne er som Børn.

Vi vil aldrig forstaa den tyske Mentalitet og Reaktionsmaade, hvis vi ikke holder os det for Øje, at de er uudviklede og umodne som Børn.

Tyskerne er tankeløse og derfor hensynsløse, undertiden grusomme, - som Børn.

De er utaknemmelige - som Børn.

Tyskerne i Nordslesvig har haft det utrolig godt i disse 25 Aar, men det er aldrig faldet dem ind at vise den mindste Smule Taknemmelighed. De er uselvstændige - som Børn. De vil ikke selv tage et Ansvar, men de følger den, der vil det, hensynsløst gennem tykt og tyndt.

Og fordi de er uselvstændige, derfor føler de sig utilpas under det danske Demokrati. De vil kommanderes. Friheden hader de i Virkeligheden. Derfor vil de aldrig paaskønne den Frihed, vi giver dem; de vil altid tro, at den er et Tegn paa Svaghed eller Dumhed eller Frygt, og saa misbruge den.

Tyskerne er let at paavirke - som Børn. De kan ikke skelne mellem stort og smaat, væsentligt og uvæsentligt. Derfor bliver de et let Bytte for Demagoger og Agitatorer. Derfor var de naaet op paa 47 Partier under Weimarrepublikken. De kan kun holdes sammen ved Tvang eller, naar de hensættes i en Slags massepsykose ved Massesuggestion.

Og nu kommer vi til det hos Tyskerne, som er af særlig Betydning for forstaaelsen af det, der sker i Sydslesvig for Tiden.

Tyskerne er som Børn. De lever i Nuet, de kan ikke leve paa langt Sigt. Kommer de i Nød (og i Øjeblikket er de i Nød), saa er deres første og eneste Tanke den, at komme ud af Nøden igen, ligegyldigt hvordan og ved hvilke Midler. De kan ikke gennem længere Tid bære Nøden som en Mand, taalmodigt og udholdende. De lever i Øjeblikket. For dem eksisterer i Virkeligheden hverken Fortid eller Fremtid. Derfor lærer de ikke af de Fejl, de har begaaet i Fortiden, de gør de samme Fejl om og om igen. Og de kender ikke til at spørge, hvilke Følger deres Handlinger vil faa for dem i Fremtiden, naar bare de i Øjeblikket bringer dem en Fordel.

Tyskerne er som Børn helt igennem.

Og de burde derfor naturligvis ogsaa behandles som Børn. Det vilde være sagligt, det vilde være: Kærlighed. - Men vi, vi behandler dem, som man behandler modne, fuldtudviklede Mennesker. Ingen Tvang! Endelig ingen Tvang! Det kan nemlig ikke Forenes med vort demokratiske - "kristelige" Livssyn! Fuld Frihed - under Ansvar!

J a, men det for staar Tyskerne ikke! Ligesaa lidt som Børn forstaar det, de skal først opdrages til det. - Men vi satte ind med fuld Frihed med det samme ved Genforeningen. Det var usagligt.

Vor Mindretalsordning i 1920, som vi overfor Verden roste os af som den bedste af alle Mindretalsordninger, den var i Virkeligheden een stor Misforstaaelse, fordi den ikke var afpasset efter Tyskernes Mentalitet.

Tyskerne er som Børn.

Og i den Forstand er Sydslesvigerne ogsaa Tyskere. Man kan ogsaa sige, at de er hverken Tyskere eller Danskere, de er en Hob af menneskelig og politisk uudviklede Individer, der reagerer paa Livets Tilskikkelser som Børn reagerer, som altid griber efter den nærmest liggende Fordel, altid parate til at bøje af fra Vejen, naar denne bliver trang og besværlig.

I 1932 valgte Sydslesvigerne Hitlers Diktatur, i 1945 vælger de Danmarks Demokrati, fordi saa den ene og saa den anden synes dem at være den, der bedst og hurtigst kan befri dem for de Byrder, Skæbnen har lagt paa dem.

Og se, fordi Sydslesvigerne nu engang er disse umodne, uudviklede Mennesker, og fordi vi har vist, at vi ikke formaar at tage den Slags Mennesker paa den rette Maade - derfor vilde det være dødsensfarligt for Danmark at faa dem indenfor Landets Grænser i et Antal af flere Hundrede Tusinde.

Jo, hvis vi kunde lære at behandle dem, som man behandler Børn (men det kan vi ikke!), og hvis vi havde Garanti for, at der blev givet os, skal vi sige en 3-4 Menneskealdre, hvor vi i Ro kunde opdrage dem - men det vil i Praksis sige, at vi skulde have Garanti for, at vi i de næste 100 Aar vil være i Stand til at give dem bedre materielle Forhold at leve under end det Land, som de er kommet fra, og som de til Stadighed kan og ogsaa vil sammenligne med. Det er det materielle, det kommer an paa! Demokrati, aandelig og politisk Frihed, dansk Kultur kan ikke gøre det. Tværtimod, den Slags Ting vurderes jo kun som et Gode af det modne, det politisk og menneskeligt udviklede Menneske.

Nej, 100 Aars dansk materiel Overlegenhed! - saa kunde vi faa Tid til at opdrage dem til selvstændige, frihedselskende, ansvarsbevidste gode danske Borgere.

100 Aar! mine Damer og Herrer, det er det, der skal til!

Men vi faar ikke 100 Aar! Vi faa r maaske ikke engang 20 Aar. Og saa vil 250 Tusind Mennesker med tysk Mentalitet i Grænselandet blive til en Katastrofe for Danmark.

Nej, man kan vende og dreje det, som man vil: Resultatet bliver i hvert Tilfælde, at de danske Grænseflyttere, baade dem herhjemme og dem dernede, har baaret sig ganske uforsvarligt ad. De har i Sydslesvig vakt Forhaabninger, som de kunde have vidst, ikke vilde blive indfriede. Og det vil skabe Bitterhed og Had mod Danmark dernede.

Og de har for det andet med deres Eventyrpolitik ved at indblande det danske Mindretal i deres Løsrivelsesbestræbelser skabt en Situation, som det næsten er umuligt at øjne en Udvej af.

Alle er jo enige om, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at sikre Danskhedens folkelige og kulturelle Stilling i Sydslesvig. "England skal hjælpe os med det," siger fhv. Undervisningsminister Jørgen Jørgensen. Englænderne? Jamen, vore Grænseflyttere har jo i det sidste Aar næsten ikke bestilt andet end at skælde Englænderne ud. Hvad de har maattet høre fra den Side af Uforskammetheder, netop om deres Behandling af Danskerne dernede, det grænser jo til det utrolige. "Englændernes Styre er værre end det tyske Nazistyre" og meget, meget mere af samme Skuffe.

Jamen, Englænderne er da ikke dummere, end at de godt kan se Forskel paa Danskere og Tyskere, ogsaa i Sydslesvig.

"Englænderne skal hjælpe os med at sikre Danskhedens folkelige og kulturelle Liv, ogsaa efter at den engelske Besættelse er hørt op".

Jeg er ikke Politiker, men saa megen politisk Sans har jeg dog, at jeg maa anse det for ganske utænkeligt, at Englænderne skulde vise sig villige til at paatage sig nogensomhelst reel Forpligtelse i saa Henseende. Englænderne vil sige: Vi har advaret jer i Tide, nu maa I ligge, som I har redet. Og det samme vil Nordmændene og Svenskerne sige.

Jamen, hvad saa? Noget maa der da gøres. Ja. spørg vore Grænseflyttere. Det er jo dem, der har skabt hele denne Forvirring. De har ogsaa Pligt til at vise en Vej, som virkelig kan gaas, og som fører til Maalet: Sikringen af det danske Mindretals folkelige og kulturelle Liv.

Nu skal jeg til Slut sige Dem, hvad jeg tror Enden paa det hele vil blive. Enden paa det hele vil blive den, at en dansk Regering, før eller senere, vil se sig tvunget til at gaa i direkte Forhandling med Tyskerne om dette Spørgsmaal. Det er Tiden nok ikke inde til endnu. Men De skal se, det skal nok komme. Der er ganske simpelt ingen anden Vej.

En venskabelig Overenskomst mellem Danmark og Tyskland om at standse den idiotiske Grænsekamp, der har Grænseflytning som Maal, og, for det andet, at sikre de to smaa Mindretal deres folkelige og kulturelle Liv. Hvis Regeringerne kan enes om det, kan det naturligvis let gøres.

"Vi har ingen Tillid til Tyskerne og kan ikke have det."

Nej, men kan Tyskerne da have mere Tillid til os i denne Sag? Naar en ansvarlig dansk Minister, Kirkeministeren, siger, at "Grænsekampen skal rykkes mod Syd, og Formaalet med vor Grænsekamp skal være ad Aare at genvinde det gamle danske Land"?

Grænsekampen, der har Grænseflytning som Maal, maa standses nu fra begge Sider. Der er ingen anden Vej, og Danmark er den Part, der er mest interesseret i, at denne Vej bliver betraadt.