Af Hans Dreiøe. Tidehverv, 1930, s.85-89, 99-102. Foredrag paa Liselund-Mødet Januar 1930.

("nogle sønderlige lerde Mend herude Rigett deris ideligh Conversation").

Foredraget, der blev holdt efter det af Pastor Schack paa samme Møde holdte og i forrige Numer (Tidehverv, 1930, s.70-73) meddelte, kom ifølge Mødets Situation til at forme sig som et første Indlæg i en Diskussion. Deraf den improvisatoriske Form, som man har raadet mig til at bevare paa Tryk.

I "Tidehverv" lægger forskellige unge Mennesker een Gang om Maaneden deres Ungdommelighed for Dagen, sagde Pastor Schack; Forsamlingen vil forstaa, at denne Bevægelse altsaa ikke er noget for en mand i sat Alder og i min Stilling. Denne Umodenhed og disse velkendte Ufornuftigheder kan man jo kun beklage; en alvorlig Mand kan jo da ikke andet end sammen med de mange andre alvorlige lægge en tydelig Afstand mellem sig og disse ungdommelige Urostiftere, som desværre synes at have glemt den Alvor, der dog engang blev indpodet i dem som i os alle. Alene det, at disse unge Mennesker er upopulære bør være os alle et Varsko netop med Hensyn til Alvoren. Thi er Alvoren ikke populær? Er Alvoren ikke beskeden og derfor yndet! Men Tidehvervsbevægelsen er ikke beskeden; den er altsaa ikke alvorlig. Jeg vil standse et Øjeblik ved deres Upopularitet og nævne endnu en Grund til deres manglende Yndest. De gaar for at være gode Hoveder, de her tilstedeværende Repræsentanter selvfølgelig undtagne. Dette er en for deres Rygte uheldig Omstændighed. Jeg ved, at de vil undskylde sig med, at Hovederne kunde tænkes bedre; og jeg mener, de har Ret heri. Denne Sag er i det hele næppe grundig oplyst. Men selve det, at de antages for at være begavede, gør dem mistænkte i Menigheden, som ved med sig selv, at Gud har aabenbaret for de umyndige, hvad han har skjult for de gode Hoveder. Eller er det maaske ikke det, der staar? Men se her vil jeg straks indskyde en Bemærkning, en Modbemærkning, netop med Hensyn til Begavelsen, og jeg beder Dem holde fast ved denne Bemærkning, for det er en vigtig Bemærkning, og en rigtig Bemærkning.

Altsaa, da jeg i sin Tid som Formand i "Studenterforbundet", hvor jeg havde meget med dem at gøre og - jeg beklager at maatte sige det - modtog visse Impulser, ikke sjældent blev spurgt af bekymrede eller interesserede saadan: Hvad er der i Grunden med disse unge? hvad betyder dette Røre? saa svarede jeg næsten altid: det er de daarlige Hoveders Protest mod de gode Hoveders Kristendom; og det er navnlig de langsomme Hoveders Protest mod de hurtige Hoveders Kristendom. Og det tror jeg er det rigtige, hvis vi endelig skal tale om "Hoveder". For det, de er imod, det er den hastigt opfattede og hurtigt tilegnede Kristendom, den fiks og færdige Kristendomsopfattelse, den tilpassede og tilglattede Kristendom, den altfor harmoniske efter vor egen Tarv afpassede Kristendom, der føjer sig efter det menneskelige Behov som Handske til Haand. Denne Bevægelse er bl.a. Udtryk for en Selvbesindelse: har Kristendommen omdannet os, eller har vi omdannet Kristendommen? Lader vi Kristendommen tale til os, eller læser vi blot ud af Kristendommen vore Ønskers Opfyldelse? Er vi med? eller er vi ikke med? Maaske imod? Og ud fra denne Selvbesindelse er der da kommet et Opgør med dem, der vèd sig med, de visse, de sikre; og dette Opgør er ikke uden Spænding, ikke uden Foruroligelse. Thi det maa vække Uro, naar Kristne, tilmed Præster, spørger ud fra Uvished og taler med den Klarhed, som er Fattigdommen egen, til de rige (1.Kor. 4, 8). Denne Side af Sagen har "Kristeligt Dagbl." meget rigtigt faaet fat paa i en bemærkelsesværdig Artikel denne Vinter. "Disse Ulykkelige" kalder Bladet dem og tænker paa deres manglende "Vished" og den Ufred, hvori de er geraadet, næsten som ved en Skæbne. Dette er meget godt, og jeg ser i dette Udtryk "disse Ulykkelige" Mulighed for den Fællesbetegnelse, som de hidtil har savnet. Ingen af de hidtil foreslaaede dækker. Jeg foreslaar "de ulykkelige"; som et Kendingsnavn, som et Æresnavn, i Modsætning til den Glæde, Vished, Hellighed og Vækst, som vi andre lider af. I skulde vælge det, saaledes som nogle fordum f. Eks. kaldte sig Geusere. Og Navnet er rigtig træffende. Thi det er disse unges Fortjeneste, at de i højere Grad end vi andre har gjort opmærksom paa og vedgaaet den lykkelige Kristnes altid tilbagevendende Ulykkelighed. De er ulykkelige som Grundtvig, naar han siger:

Ja, vi tro,
men Tvivl sig klæber
som en Øgle til vor Tro.
Døden spiller os paa Læber,
hvor vi mellem Skygger bo.

Ja, dette sidste om Døden, det er næsten mere end ulykkeligt; det er uhyggeligt. Og jeg husker den Tid, da jeg aldrig vilde lade denne Salme synge. Jeg syntes ikke, den hørte hjemme i Menigheden. Menigheden var jo vis, troende og levende, sikker paa sin Arv og Løn, som Folk ved en Misforstaaelse citerer. - Nu synger jeg den og lader den synge.
Eller tænk paa noget andet:

I Kampen hed hvad kan husvale
undtagen Helligaand din Trøst.

Nej, intet hjælper, intet trøster; ikke Visheden, ikke Erfaringerne, ikke Helligheden, ikke Glæden. Nej, men

kom Gud Helligaand, kom brat,
gennembryd den mørke Nat
med Guds Morgenrøde.

Men hvordan? Ja, vi maa bede og vente. I os selv finder vi ingen Raad. Og dette er ikke enkelte, undtagelsesvise, sjældne Oplevelser; det hører vore Kaar til, "Kødets Kaar"; vore Hjerter er syndige; vi taler her om Fælleserfaringer i Ringhed og Afmagt. Det er ikke noget, der er ejendommeligt for denne Tid, en Efterkrigstidens svækkede Kristendom. Vi møder det samme i vore gamle Kollekter, atter og atter; hos Luther som hos Grundtvig. Det er en Virkelighed, som ikke kan fornægtes. Denne Virkelighed har disse Mennesker fra "Tidehverv" vedgaaet. Jævnt sagt: de har ikke villet gøre sig bedre, end de er, og de har et skarpt Blik for dem, der vil opforgylde Kristenstanden. Men jeg er egentlig kommen bort fra noget, jeg ganske uhøjtideligt vilde sige om Tidehvervsbevægelsens Betydning i Øjeblikket; jeg vilde klargøre denne Betydning ved en uteologisk Lignelse eller en uteologisk Figur, vi alle kender: Klods-Hans, H. C. Andersens berømmelige Klods-Hans. Denne i det danske Kirkeliv længst forsvundne Skikkelse, er det bleven "Tidehverv"s Ære paa ny at levendegøre (se note 1). Det er uden Modsigelse deres foreløbige Indsats og Bedrift. Ja, velkommen skal han være mellem os. Jeg priser deres Uimponerethed overfor Brødrenes professorkloge Pedanteri, i denne Sammenhæng: det religiøse Pedanteri; jeg glæder mig over den sunde Sans, hvormed de vurderer den kristelige Affekterthed og søger at faa Ram paa hul Hellighed; men mere endnu agter jeg deres Respektløshed overfor de oppustede Alvorsminer, den højtidelige, ferske eller sure Alvor, hvormed vort kirkelige Liv er saare betændt. Og den Munterhed, hvormed han af Mangel paa bedres Havelse, sætter Kragen i Træskoen, har sit tilsvarende i "Tidehverv"s bedste ræsonnerende Anmeldelser. Man klager over Tonen. Litterære Folk mindes "Korsaren". Men jeg tror, at Tonen holder Justits iblandt os. Dumheden ømmer sig i Stilhed, tør man haabe. Der skrives meget Snak Aaret igennem i vore kristelige Blade. "Tidehverv" vil længe have den Opgave ved uforfærdet Kritik at øge Sansen for det passende.

Om dette vil vi maaske alligevel vanskelig blive enige. Men een Ting maa vi kunne blive enige om: 1) det religiøse Dilettanteri, der breder sig i den Presse, der tager sig af det opbyggelige og det kristent oplysende, og 2) at vi har savnet et Organ for principiel Kritik, for Kritik ud fra et Synspunkt; vi har, siden Hans Koch holdt op med at skrive, savnet en myndig Anmeldervirksomhed med Kundskab og med Aand. Disse Folk læser Ting, der giver Holdning; de kan skrive om disse Ting, og de kan kritisere. At de, naar de dypper i Blækhuset, naar ned til de mest galleførende Lag i Væsken (Galle altsaa), skal ikke bebrejdes dem, naar det blot ikke bliver Vane.

Jeg glemmer ikke Pludderet i Klods Hans' Lommer; og jeg indrømmer med Fare for mit Rygte, at jeg med varm Deltagelse har set Herskabet faa det i Næsen. Duften er mig ikke behagelig. Men det kan være nyttig Gerning. Selvfølgelig ogsaa farlig.

Se, det var altsaa Klods Hans. Om han vinder Prinsessen er en anden Sag. Hvem hun er, maa De selv tænke over. Jeg under ham at vinde hende.
Men nu til det mere alvorlige.

De repræsenterer Barnet iblandt os.
Paa en bestemt Maade.
Jeg ved ikke, om dette føles udæskende. I saa Fald giv bare Tid. For naar jeg siger Barnet, mener jeg jo ikke noget i Retning af, at de er søde Børn. Det vilde næppe kunne bevises. Det jeg i denne Forbindelse forstaar ved det barnlige er deres Respekt for Virkeligheden. For Barnet er Tilværelsen en Virkelighed. Alt er Virkelighed. Alt har Krav paa Barnets Interesse og lægger Beslag paa Barnets Evner. Og den Virkelighed her er Tale om er Gud og hans Ord. De véd med Kierkegaard, at Gud er Gud, og ham kommer vi ikke uden om. De ved med Luther og Grundtvig, at Gud har talt, og hans Ord skal tros, hans Ord skal følges. De har haft - ikke Barnets Mod, thi herom kan der ikke tales - men de har søgt om Mod til som Barnet at følge og lyde Ordet, at tage mod dets Dom, dets Tugt og dets Trøst. Og det endskønt de trods nogen ved, at Ordet fører os ad Stejle Veje og smalle Stier, "os selv til Trods". De vender i deres Forkyndelse ofte tilbage til det barnlige Forhold overfor Gud. Jeg kan citere: "Derom gælder det som et Barn at være lydig, enfoldig, ydmyg som et Barn, ubeskyttet overfor Gud og Guds Krav. Deri skal vi følge Jesus. Thi Jesus adlød med Barnets Lydighed uden at spørge om Garantier for, hvad der kommer ud af det. Hans Lydighed var en Lydighed i Mørket. Saaledes var hans Liv." Man kunde kalde dette for Barnets heroiske Lydighed, en Lydighed uden Reservationer, uden Forbehold. Alvoren i saadanne Udtalelser er umiskendelig; de er unægtelig ikke barnligt prægede, saaledes som man i Almindelighed opfatter Barnlighed, og dog er der i denne Underkastelse under Autoriteten en virkelig Barnlighed; Barnet ræsonnerer ikke. Det bøjer sig. Naar jeg hører Forkyndelsen bøje om ad disse Baner, er jeg bleven mindet om en barnlig Røst, jeg engang hørte: To Smaapiger havde modtaget en Ordre. Den ældre tøvede aabenbart med at efterkomme den. Saa hørte jeg en lille bestemt Røst, den mindstes: "Det er Allevor, Pige", og saa satte de sig begge i Bevægelse. Lydighed mod Ordet, naar og hvor det taler, og ihvad det taler om, derom har de noget at sige os. Jeg citerede før: en Lydighed i Mørket. Hvem kan miskende det barnlige i dette! Deres Forkyndelse har sin Styrke (og dermed sin Svaghed) i en streng abstrakt Form. Man kunde ønske dem en folkeligere Evne, en Evne til at levendegøre Tankerne. Som nu dette en Lydighed i Mørket. Jeg havde straks Billedet derpaa; en barnlig Erindring; en Dreng, der besøgte sin Fader paa hans Skib i fremmed Havn; og de kom ind paa den store Plads, hvor Skibet laa. "Nu tager du bare mig ved Haanden og gaar lige efter mig." Ja, det var jo selvfølgeligt; de kom om Bord. Næste Dag saa Drengen, hvor de havde gaaet det lille sidste Stykke Vej, langs en Mur ad et Stykke Bolværk, altsaa Vand paa den anden Side. Han var i Grunden forbavset over sin Far. Selv havde han jo bare fulgt.

Men saaledes møder Ordet jo os.
"Tidehvervsbevægelsen"s Mænd fører i deres Forkyndelse os udenom det uenfoldige, det udspekulerede. De har vist hen til Ordets Myndighed, som man ikke længe har hørt det her hjemme. Herved har de haft Ærinde ogsaa til nogle af os Ældre. De havde en Klarhed, som vi ikke var i Besiddelse af. Vi reddede os over i en Teologi, der anlagde et Synspunkt paa Kristendommen og lod ligge, hvad ikke faldt ind under dette Synspunkt, iøvrigt lagde vi Vægt paa det personlige, det subjektive. De har skudt Teologien som System betragtet til Side for at forholde sig til Ordet, som lyder nu, i Øjeblikket. Virkningerne deraf har endnu ikke afklaret sig. Men dette er deres Bidrag baade historisk og personlig set.

Herom var adskilligt at sige, men jeg vil holde mig til noget, som sagtens vil interessere denne Forsamling, der i Dag har mærket i min Partners Foredrag et Opgør med den gængse Forkyndelse. Er der noget i Vejen med den? - Ja. - Og husk nu paa, at jeg taler som een, der selv er sat under Anklage.

Den virker ikke. Saaledes siger vi i vore mere klare Øjeblikke.
Den virker ikke vækkende, og den virker ikke foruroligende.
Den virker ikke vækkende, fordi Forargelsen er taget bort, og den virker ikke foruroligende, fordi den ikke arbejder mod en Modstand.
Jeg synes, at de har Mod til at gøre Kristendommen enfoldig; det vil sige at gøre den svær; det vil sige forsøge at sige den, som den er. Hvorved man forarger.
Til at forarge hører der Mod, men først og fremmest Klarhed; Klarhed over, hvad det er, vi bringer. Jeg synes, at denne Klarhed fattes os.

Vi staar ikke for at forarge. Ganske vist! Vi prædiker ikke Forargelse. Det vilde da heller ikke gavne, end ikke forarge; bare kede. Men vi savner Klarhed over Evangeliet. Vi véd nok, at det kommer ovenfra, ude fra; men vi søger dog at lægge det nær hen til Mennesker, som om det var noget af deres eget, deres egne dunkle Tanker, der i Evangeliet fik Kød og Blod, deres egne Længsler og dybe Trang, som Evangeliet gav Form og Liv. Vi har den skæbnesvangre Klarhed, at det gælder om at holde Forargelsen tilbage. Ja, se hvor vi kan. Der staar Prædikanten Juledag og taler om Guds Søns Menneskevordelse!! Hvorfor tror I det ikke? siger han i en quasibrorsonsk Undren. Hvad er mere enfoldigt? Hvad kan ligge os nærmere end disse barnlige Linier: uden Spir og Kongetrone, der kun sad en fattig Kone, vugged Barnet i sit Skød. Hvor jævnt, hvor barnligt!

Se, saaledes forvalter vi vort Pund. Ja, i Sandhed, jævnt og barnligt! Rystende barnligt, at Gud er kommen mig saadan i Møde, saa nær. - Gud! - Er det rigtigt, saa styrter vor Verden sammen.

Vore Muligheder for at faa fat paa Evangeliet og leve deri, er saare smaa. Det viser Virkeligheden vel nok. Men er der nogen Muligheder, kan de dog, vanskeligt sættes i Bevægelse ved at gøre Kristendommen til saadan noget lige ud ad Landevejen. Noget saa selvfølgeligt tager man ikke Stilling til, fordi man jo alligevel ved, at det dog kun er selvfølgeligt i selve det Øjeblik, Præsten kan faa sig til at sige det, men iøvrigt ikke har Rod i den Verden man kommer fra og lever i. Nej, er der en Udvej, saa maa det vel med Guds Hjælp blive den at sige det, som det er, at det er over al Forstand og imod al Forstand, og at det ikke vedkommer os og kun kan komme til at vedkomme os, hvis Gud fører os derhen, hvor vi er Syndere og kun Syndere, hvem intet i denne Verden kan hjælpe.

Om dette ved vore Venner noget. Vi skal ikke forsvare, ikke plædere for Evangeliet, ikke lokke og ikke overtale, ikke være troværdige, men sige Evangeliet og overlade Ansvaret til Gud. Her har vi noget at lære.

Jeg havde Besvær med en Tilhører, en af de kloge, en, der kom "langvejs fra". Ja, han gik saa i Kirke, prøvende sig frem. Jeg ser ham stirre paa disse Linier, han hvis Aand var Klarhed "Klare op Fornuftens Mørk". Ja, man har jo Lyst til at lukke Bogen. Hvad skulde jeg stille op med ham? En saadan maa man overlade til Gud. Og Gud tog sig af ham. Det er nu saa længe siden.

Vor Fare er at konsolidere Kristendommen, gøre dens Basis, dens Grund bred paa det menneskelige, i Stedet for at lade den staa paa den Spids, den vitterlig staar paa. Vi skal ikke sætte den paa Spidsen. Blot lade den staa, saadan som Gud har stillet den.
Saa virker den, naar han vil.

For 30 Aar siden spurgte en grundtvigsk Præst en ganske ung Værkfælle: "Vil De være med til at forene Grundtvig og Søren Kierkegaard?" Ja, saaledes kan det vel ogsaa siges.
Og vor Forkyndelse virker ikke foruroligende. Den arbejder ikke mod en Modstand. Den lader os blive i Ro indenfor et Gærde af kirkelige Bestemmelser og vedtagne Udtryk, der formentlig siger, hvor vi er, og hvad vi er. Ned under alt dette og bagom alt dette for at finde os, som vi virkelig er, skulde Forkyndelsen naa. Men gør den det?

Jeg vilde gerne sige meget om dette, men maa nøjes med Antydninger og spredte Bemærkninger. De kender det kristne Skema. Først Tolder, saa Barnet, saa Barnet paa Helliggørelsens Vej, stigende fra Trin til Trin. "Du kender vel et Øjeblik, hvor Gud hvisker: Ven, sæt dig højere op," sagde en Præst med en rig "Erfaring" bag sig. Ja, saa er vi vel forvarede. Og dog er Sandheden, at vi bliver, hvad vi er: Toldere. Tolderen er den Kristne, og den 5. Bøn er Barnets Bøn: thi vi Synder daglig meget og fortjener vel idel Straf.
Slaar det ind, saa foruroliger det.

Helliggørelse! Ja, vist taler Skriften om Helliggørelse. Men hører det ikke med, at vi ser, der er ikke nogen Fremgang? Hvorfor siger Luther, at vi engang skal tjene Gud i Uskyldighed? Sagtens fordi vi har mistet den og aldrig trods al Hellighed vinder den igen. Og selv den helligste herinde ved vel, at saa god og saa ren og saa aaben, som han var, da han var 14 Aar, er og bliver han aldrig. "Sagen er, at Helliggørelsens Frugt er Ydmyghed; vi er som Birken, der vokser nedad". Nej, Sagen er, at Helliggørelsens beske Frugt er den, at vi afsløres mere og mere. Det er det foruroligende, som skal uro os ind i Naaden.

"Vi forsager, og vi tror-, og vi har følt Løftelsen i at sige det sammen, selv om man sommetider kan foruroliges ved, at det siges saa ofte.
Men hvad om vi ikke forsager, hvad om vi ikke tror! Mon han havde Uret, eller greb han sig blot i et svagt Øjeblik, den Præst, der sagde til Gud, som han selv har fortalt, efter mange Aars Tjeneste: Du ved det Gud, jeg har aldrig forsaget, og derfor har jeg aldrig troet. Der er skrevet om Vilhelm Beck, at han ikke kendte til Svingninger i Troslivet. Han var ligevægtig. Det er muligt, Jeg tror nu, at den gængse Ligevægt er denne, at man begynder Dagen med at sikre sig Gud, og saa gaar ud for at gøre sin egen Vilje.

Et Par Greb ind i dette Møde! Vi har sunget her - og det greb mig som altid før - om Gud "som os gav, før vi det vidste, Livet vi skal aldrig miste".
Jeg tror det og vil gerne hvile deri og lovsynge Gud derfor.
Men jeg kan ikke hygge mig i den Tanke. For jeg ved jo to Ting om dette mit Liv, først at jeg kun i Alvor lever i visse Øjeblikke, de være sig Dage eller Timer, nemlig ude paa Grænsen, langs Svælget; jeg lever kun, naar jeg trænger til Gud alene; jeg ved, at jeg, trods alle Forsikringer om det modsatte, til daglig har nok i mig selv og denne Verden; at jeg til daglig Brug er rig, og derfor ikke lever; kun som fattig lever jeg.

"Og leve vi kun mene,
til du gaar fra Gud Fader ind
og vækker os som Stene".

Og en Ting til; at skal vi bevare Livet, maa vi atter og atter dødes. Men da gaar det "paa Livet løs", løs paa det Liv, som vi heller ikke vil miste; "vort eget".

Se dette staar jeg nu og siger, fordi jeg har det paa Afstand.
Stod jeg midt i det, vilde jeg begribelig ikke kunne sige noget om det; men kun være med Tolderen i Templet.
Et Greb endnu tilbage i Mødet.
Vi sang saadan:

Græsset lig er hver en Synder,
visner før han ret begynder,
visner i sin Vaar.

Vi sang det ikke uden Medhold i Salmen - om de andre, Verdens Børn. Men falder det os ikke ind, at det er ogsaa saadan med os; at vi kun skal begynde, og snart er færdige uden at have fuldendt, uden at have faaet ret begyndt. Vi skimter Evangeliet, at Gud begynder, og Gud fuldender. Men vi føler vel ogsaa Dommen og den Bedrøvelse, som Dommen vækker, Dommen over os.
Saa meget om Forkyndelsen. Vi kender den. Den befarer mageligt Troens brede Landevej. Der er noget at gøre op med her. Gid de unge kunde lære os noget.

(se note 2) Hvad der især giver Tidehvervsbevægelsen Interesse er - trods al Tale om det modsatte - ikke det kritiske Arbejde, den vitterlig røgter, men den positive Indsats, den har gjort i Forkyndelsen. Og nu klarer det sig efterhaanden, at det ikke er "det Barthske", den fører frem, men snarere det lutherske. Man forsøger jo stadig at svække Tilliden til Bevægelsen ved at sige, at den er reformert, og Barth er jo reformert; Sandheden turde være den, at Barth er bleven en Tugtemester til Luther.

Naar jeg skal sige noget om Forkyndelsen, maa jeg dog tilføje, at jeg kender ikke noget til de unges Prædiken. Jeg har mine Indtryk fra de førende, fra Retningens ældre Navne, fra dem, der har en længere, nogle en ret lang, Prædiketjeneste bag sig. Det er om deres Forkyndelse, jeg vil sige noget. Jeg føler en Vanskelighed derved, thi hvad er vel i Grunden det ejendommelige ved den - det, Folk ikke kan lide, og adskillige stedes bort af, ikke mindst de af "den levende Menighed"? Det er ikke helt let at gøre Rede for. Noget falder een jo straks ind: Skellet mangler. Det føler Indre Mission. Men der er jo paa den anden Side saa megen forskelsløs Prædiken her i dette Land; og den er saare yndet; man skulde ikke synes, at det kunde gøre Retningen upopulær hos andre. Jo, for der er jo alligevel et Skel i denne Prædiken, der sættes et Skel mellem Gud og Mennesket; dette føles alvorligt, truende; det skræmmer; det er gammeltestamentlig Tale. Og dette skel forlænges og uddybes til en Tale om Frelse og Fortabelse, som krænker Kristendommens Mildhed. Denne Tale om Fortabelse - nogle af disse Forkyndere siger endog Satan og Helvede - er ganske vist ikke ubibelsk, den har, som det synes, Tilhold i Ny Testamente; men der er jo løbet meget Vand i Stranden, siden Ny Testamente er skrevet. Efter en stiltiende Overenskomst er dette Punkt i Ny Testamente udgaaet, og de, der vil friske det op til Samvittigheds Tale, maa nødvendigvis forarge. Det er alene af dette klart, at en Forkynder af denne Skole let kommer til at befinde sig mellem to Stole.

Man kunde ellers i Almindelighed om denne Forkyndelse sige, at den kristne Tankegang er strammet. Uafhængigt af vore Oplevelser og kristne Stemninger, prædikes Guds Kristus, hans Kors, hans Død, hans Opstandelse, hans Genkomst og Guds Rige. Dette virker mærkeligt nok fremmedartet, for sagligt; for objektivt, som Teologerne siger. Een sagde omtrent saaledes, selvfølgelig en troende, men en vantro vilde have sagt det samme: "Det véd vi jo." Ja; det har jo altsaa, een Gang sagt og hørt, ingen Interesse mere. Den almindelige Prædiken dvæler derfor mere ved, hvad vi nu har faaet ud af disse store Ting, overspinder dem med Prædikantens Erfaringer. En Prædiken derimod, der holdes over dette Tema, at hele vor Tilværelse er spændt imellem disse to Punkter eller Poler: Kristi Opstandelse og Kristi Genkomst, den vil ikke have store Udsigter til at gribe end sige røre. "Det véd vi jo." Lad mig blive ved nævnte Tema. Der blev sagt om denne Prædiken i taknemlig Forbavselse: "Det var en genuin Kristentale." Han mente, at den smagte af Brønden. Og han vidste, mens han hørte dette, at han "vidste det ikke", modsat ham, der sagde: "Det véd vi jo", og ingen ting vidste. Jo, sagt i Almindelighed, denne Forkyndelse drager noget oprindelig kristent frem til Forskel fra den humane Oversættelse og Udvanding af Kendsgerninger, som Gud har sat.

Men, siger andre, vi har jo dog en Del, som længe har sagt og endnu siger noget lignende som disse, selv om vi vil indrømme, at denne Ungdom har ført os nærmere til Luther, som vi jo egentlig mest kendte i pietistiskfrom Oversættelse, og til Paulus, som vi ikke saa gerne bandt an med; men alligevel, vi prædiker dog noget lignende. Jeg og en anden halvgammel blev for Resten engang enig om dette. Men der er flere af "noget lignende" Holdning; der synes efterhaanden at blive lovlig mange. Godt. Saa vil jeg da sige noget rosende: Vi har ikke saa megen Klarhed. - De har Klarheden til at sige det skarpt og uklart. Uklart? Ja, sige det med fuld Bevidsthed om, at det ikke kan forenes med menneskelig Fornuft, de forklarer ikke noget, for der er ikke noget at forklare; de paastaar, i Haab om, at Gud i det rette Øjeblik vil paastaa. Da andre taler saa højt imod, vil jeg ogsaa tale højt. Jeg har flere Gange, naar jeg har hørt om grundlæggende Ting, maattet sige til mig selv: "Saadan prædiker du ikke; har aldrig prædiket og kommer aldrig til at prædike." Jeg har under disse Prædikestole mærket Ordet røre paa sig som ellers kun i en Salme af Grundtvig eller i en gammelluthersk Salme. Og Forargelsen stod udenfor og kiggede ind.

Lad mig nævne et Par Ting, som er ejendommelige for den nye Forkyndelse, og hvor den synes at støde an.

a) Først Synd og Syndsforladelse.
Vi har hørt meget om Synder i vore Dage, en hel Skala af Synder, fra Hor til Dans; om Kortspil, Spiritus og moderne Klædedragt og meget andet, som det stod i vor Magt at ændre i en alvorlig Omvendelse. Og saa kender vi en Omvendelsestale, hvis klassiske Udgangspunkter er givet i Ord som disse:

Jesus, han er Synderes Ven;
vil de kun saa sandt forsage
ret for Alvor Djævelen,
Gud vil gerne mod dem tage.

Eller disse:

Op, op til Angers Graad
og efter Jesus jag,
men snart, det er mit Raad.
Nu hedder det i Dag.

Vejen ud af Synden, det er den dybe Anger, den giver sig Udtryk i en alvorlig Omvendelse, en i sin Art fuldkommen Præstation, paa eengang Afslutningen af det gamle Levned og Begyndelsen til et nyt Liv. Gud, som jo har medarbejdet i denne Proces, lader saa sin Naade træde ind i Menneskehjertet. Angeren fører til Guds Tilgivelse. Dette skal være Retfærdiggørelsen af Troen.

"Vil de kun saa sandt forsage
ret for Alvor Djævelen,
Gud vil gerne mod dem tage."

Dette skal være det, Paulus kalder uforskyldt, ved Troen paa Naaden.
Den unge Forkyndelse taler, synes det mig, dybere om Synden. Synden, det er, at vi har nok i os selv, er fremmede for Gud, vil ikke have med ham at gøre; at vi værger vore eget og ikke kan komme bort fra os selv. Vi har Fortabelsen i os. Som de gamle Kollekter siger: vore Hjerter er af Synden saa forgiftede, at vi ikke her kan være uden ond Lyst og Begæring. Hvordan skal vi blive skikkede til Guds Naade? Kan vi fremskaffe nogen Betingelse for Guds Tilgivelse? Kan vi i det hele af os selv angre (et af de ejendommeligste NB.'er, der er sat ved den gængse Forkyndelse)? Hvad vi kalder vor Anger, er det ikke Sorg over spildte Muligheder, Fortvivlelse over Nedværdigelse, Frygt for Fortabelse o. s. v. - altsammen sjælelige Realiteter af uhyre Vægt, … naar de findes; men er det Anger i denne Betydning: mod dig, mod dig alene har jeg syndet! Angre kan man overfor et Menneske. Angre overfor Gud, virkeligt, det er et svært Spørgsmaal.

Lignende Betragtninger kan anstilles med Hensyn til den gængse Omvendelsesforkyndelse.

Og dog: vi maa angre, som Gud giver os det. Lad os blot sige: Op, op til Angers Graad.

Men det er ikke det i Sandhed afgørende. Det afgørende er andetsteds. Retfærdiggørelse er Retfærdiggørelse. Den er Guds Tilgivelse til Synderen, der er en Synder og bliver en Synder, den er Guds Tilsigelse af Forladelse til den, der maa give blankt op med Hensyn til at yde noget fortjenstligt, være sig Forsæt eller Omvendelse. Han kan i sig selv ikke se nogen Grund til Guds Naadeshandling imod ham; han ejer ingen Garantier, men maa overgive sig til Gud paa Naade og Unaade.

Maaske benægtes denne Tales Rigtighed ikke i Teorien. Men den støder an. Thi hvad bliver der saa af Omvendelsen? spørger man forbitret.
Lad mig svare eet: En Bøn om Naade for dette ubodfærdige Hjerte, en Erkendelse af Synden, hvor uhjælpelig jeg sidder i det og Lydighed, dér, hvor Guds Krav sætter ind. Det ene som det andet, kommer af Guds Ord.

b) Helliggørelse.
Menigheden er saare optaget af, hvor langt den er naaet, og hvordan vi skal naa frem til det, der endnu mangler os. Om det og de herunder hørende sjælelige Processer drejer dens Tale sig i utallige Helliggørelsesforhandlinger, og sligt hører den gerne om fra Prædikestolene, og der er jo en særlig fin Kategori af Prædikanter, de saakaldte Helliggørelsesprædikanter. De synes selv at være sig denne Gave bevidst.

Den ny-lutherske Prædiken taler noget anderledes. For den bestaar Helliggørelse ikke i en Række moralske Fremskridt, der lader sig bogføre, endnu mindre i en voksende Følelse af at være paa Vej mod Fuldkommenheden. Helliggørelse er paa ny, igen og igen at give sig ind under Naaden og i alle de enkelte Tilfælde være lydige. Men jeg kan nøjes med at henvise til de Antydninger, jeg i det foregaaende Numer herom har givet.

Jeg mener at have rørt ved noget væsent1igt, og det er mig klart, at denne Prædiken, om hvis Skarphed og Afgjorthed disse Par Ord kun har givet et ringe Begreb (Prædikener skal jo høres), ikke har store Chancer som Menighedsprædiken. Den er forhaabentlig bestemt til at bryde ny Bane. Somme Tider kan jeg alligevel ikke lade være med at se lyst paa Bevægelsen i Forhold til Menigheden, og det skyldes da den Iagttagelse, at den danske Menighed - Præsterne iberegnet - er bleven foruroliget: Der er noget, man ikke forstaar.

Det er underligt at sige, for det er jo lidt af et Mirakel, at der er noget, som Menigheden ikke forstaar. Tænk! Der er jo ellers ikke den Ting, den ikke har hørt om og derfor ogsaa ikke forstaaet: Forsoning, Forløsning, Genfødelse, Daab og Nadver (disse to let forstaaelige Nemheder), Jesu Menneskevordelse, saavel som hans Opstandelse. Den forstaar det alt, den opbygges ved alt; intet foruroliger den, end ikke Genkomsten ("Tak, Herre, at du kommer", begyndte en saare veltalende Bøn). Alt forudsættes bekendt for de troende. Menigheden har faaet det hele ned i sit eget Niveau, og at den kan det hele udenad "lyser" tidt ud fra den.

Jeg hørte i et fuldt Missionshus en meget impulsiv, nu afdød Præst prædike. Og pludselig giver Manden op og udbrød i komisk Desperation: "Dette her er ikke til at holde ud. Vi trænger vist til en Vækkelse. Det er jo nogle forfærdelige Ansigter at se paa." Det var de Hellige, han mente, og man kunde godt føle med ham. "Aa, jeg er saa forhørt fra igaar," sukkede en lille Sypige uforglemmeligt til min Hustru en Mandag Morgen, og hun havde dog sluttet sin Søndag Aften om ikke paa, saa dog i "Tabor". Man plejer ellers at sige forpræket; ærlige Folk siger det uden at blinke og haster til næste Møde. Tænk, at en saadan Menighed og mange andre mindre "forhørte" kan blive foruroligede.

Og ikke alene har man forstaaet alt, man har ogsaa forstaaet, hvordan det skulde siges. Indre Mission har i Sandhed vidst, hvordan den skulde vurdere grundtvigsk Prædiken og omvendt. Og pludselig er der noget, som den ikke forstaar. Hvilket Lyspunkt!

Selvfølgelig: en Menighed vil ikke foruroliges. Den mener, at den gamle Vin er god, og den vil helst være fri for den nye. Dette kommer den ikke ved, det mærker vi nok. Og dog sidder der adskillige og hører med en snart dunkel, snart klarere Fornemmelse af, at der alligevel tales til dem. Dette er noget nyt. For vi har efterhaanden faaet en stor Øvelse i at lade Ordet gaa videre til de andre og søge vor Opbyggelse i, at vi selv er paa den rette Vej. Nu sker det dog somme Tider, at Ordet med sin Spids kommer til at røre en Nerve.

Vi trænger til dem i Menigheden. Og al deres Afstandtagen fra "Menigheden" til Trods har de jo dog Plads der. Iøvrigt vilde jeg mene, at deres Budskab bedst annammes af dem, jeg kunde kalde de Besiddelsesløse, de fattige i Aanden, baade dem indenfor og dem udenfor, med hvem de føler sig solidariske. Jeg har en Fornemmelse af, at de ukirkelige Øren ofte forstaar dem bedre end de kirkelige Øren. Er det rigtigt, saa gentager Historien sig altsaa og saa har Tidehvervsbevægelsen som Forkynder-Faktor et ikke ringe Pund at forvalte. Og jeg forstaar ogsaa Grunden til, at deres Forkyndelse kan naa længere ud. Først har de jo en skarp Sans for Vanskelighederne. De er Nutidsmennesker, som er tvunget ud i det gammeldags. De véd noget om, hvad Kristendom koster. De kan ikke fordølge, i hvilken Krog den trænger os op. - Og de gør altid en renlig Adskillelse mellem det kristne og det religiøse. De véd, hvad det ene er, og at det andet er noget helt andet. De kan dog tænke, og det føles frisk. For Ufriskheden og Tomheden i den gængse Forkyndelse viser sig jo bl.a. i, at Kristendommen, naar den skal "lægges hen" til Menneskene, aabenbarer sig som et intetsigende eller dog ret uvæsentligt Supplement til det religiøse. Opstandelse f. Ex. er et Slags Supplement eller en noget mærkværdig Bekræftelse af Evighedsbevidstheden hos Mennesket. Men om dem kan man ikke nægte, at de drager de rette Konsekvenser af den kristne Kors- og Op-standelsesprædiken.

Paa denne deres Opgave skulde de efter min Mening rigtig besinde sig, og de maa her finde sig i en skarp Kritik.
Først tynges deres Prædiken af, at de ikke kan komme løs af Opgøret. De staar i et Opgør, baade teologisk og praktisk, til forskellige Sider. Det gjorde ogsaa Kierkegaard; det gjorde ogsaa Grundtvig. Men hvad skal vi med Opgøret paa Prædikestolen? De har endnu ikke kunnet gøre hverken Grundtvig eller Kierkegaard det efter at tale, som altsaa f. Ex. Kierkegaard talte, naar han "talte", ud fra Evangeliet, nemlig som om der intet Opgør var. Det henlagde han til andre Steder. I det hele taget er deres Forkyndelse langt mere menighedsinteresseret og menighedsrettet, end man paa Forhaand skulde tro; og ofte mindre udadrettet end vel er.

I det hele er de meget polemisk indstillede. Et Eksempel er Hejes egentlig fortræffelige Juleprædiken, som nogle af os har læst i "Tidehverv". Jeg laante den til en Mand, men med denne Vejledning: Læs den bagfra!

En anden Ting:
At Deres Prædiken i Reglen synes mig jævn og klar, har De allerede hørt. Men den mangler Bredde, og den er tit haabløs ufolkelig. En Prædiken skal have Corpus. Den maa under ingen Omstændigheder af den jævne Mand synes stofløs, abstrakt. Det er sørgeligt, at det skal siges til vore Læsere udi Luther. Gang paa Gang har jeg maattet gøre Holdt overfor en i og for sig slaaende Tanke og sige: Stop lidt! Kan dette nu ikke oplyses med et Billede? Den jævne Mand vil se noget. Vi andre forklarer tit for meget om det, der ikke kan forklares. Men en ikke trænet Hjerne skal i hvert Fald vide, hvad det er, der tales om. Luther var folkelig; Beck var folkelig. De talte med Folk og lærte Sproget. En Prædiken er et Brudstykke paa Folkets Maal.

Og saa et sidste:
"Det er tilladeligt at bringe Evangeliet i Forbindelse med Dialektik", sagde Biskop Wegener. Det vil jeg slet ikke sige. Vi har nok af direkte Tale. Kun maa man tage Hensyn til et almindeligt Menneskes begrænsede Tænkeevne. Følgende Hjertesuk fra en bespændt Tilhører er derfor for godt til bare at gennem i min Barm.

"Jeg vil sige Dem, at jeg kommer gerne og med god Vilje til at høre [om det nu var mig eller "ham" er uden Interesse]. Men saa staar jeg overfor de mange Omsvøb. Forstaar De, jeg sidder jo og følger med i Tankegangen og finder ud af, at det er der skam noget i, og saa paa een Gang kommer det som et Smeld der oppe fra Stolen: "men det er ikke det." Naa, det var det altsaa ikke, og jeg maa jo paa den igen. Og det lønner sig, for nu forstaar jeg det ogsaa bedre. Men saa minsandten siger [De eller "han"]: "men det er heller ikke det." Det er ikke saa let at begynde tredje Gang; det kan godt værke i mit Hoved; heldigvis kom det rigtige den tredje Gang. Hvorfor kan det ikke siges lige straks? Kan De sige mig det?"

O, hør den uskyldiges Røst! Han synes, han er med til gymnastiske Tankeøvelser. Dialektiken maa anbringes, og det er en stor Kunst. Det maa ikke gerne blive en Slags Bedemandsstil i Smag med følgende Bøn: "Kære Herre Jesus. Du har jo selv sagt … Men dermed har du jo ikke ment …; thi sagde du ikke en anden Gang …; altsaa takker vi dig i denne Aftenstund, o. s. v.

Sligt har man kunnet høre, og det ene er som det andet.

Jeg vil slutte fredeligt. Det skal nemlig staa i "Tidehverv", dette Indlæg.
Vi sad et Par Stykker og talte om Tidehvervsbevægelsens Mænd. "Ja, de manglede," sagde een, "de store Linier, Dybde, Varme og Evangeliets Sødme." "Det er muligt," sagde een, "men saa foreslaar jeg, at vi indtil videre nøjes med den lille, bitre Sandhed."

Aa ja. Den kan vi vel blive enige om, at de forvalter.

Note 1: Jeg beklager ikke, at - som jeg hørte paa Mødet - Pastor Morten Pontoppidan i en Tale har brugt det samme Billede; tværtimod, jeg hører det med Tilfredshed. Derimod fralægger jeg mig enhver Afhængighed af den udmærkede Iagttager - paa dette Punkt. Den Lignelse slog mig meget snart ved Læsning af "Tidehverv".

Note 2: Denne Del af Foredraget er paa visse Punkter meget udvidet. Foredragets antydningsvise Karakter har nødvendiggjort en nøjere Udformning, om det da skulde blive læseligt.