Verdsligt Kald

Af Hedvig Reinhard. Tidehverv, 1928, s.99-103.

"Kald" er et hæderkronet Ord - med sit dybe ethiskreligiøse Indhold kalder det jo paa det fineste og bedste i os alle. Ligesom en Kunstner, der de obligate 3 Aar i Træk har haft udstillet paa Charlottenborg, er det ogsaa faktisk kommet udenfor Censur; og Ingen vilde naturligvis heller falde paa at anholde de mange andre Navne, det som alle kære Børn har, Livsopgave, Kaldsgerning o.s.v.; de er alle velsete, hvor de kommer. Ja, Venerationen for det højbaarne Begreb alle disse Ord staar for, er saa grundmuret, at den skyldige Alvor og Ærbødighed paa ingen Maade anfægtes, selv naar Kaldet rentud sagt finder paa at spille Halløj med Borgermusikken, som ved selve det høje Præstekald, hvor det jo, som Enhver véd, ganske lunt har overtaget hele Ansvaret for Hartkornet og ladt Manden muttersene om Bekymringerne med det aandelige.

Det er ogsaa værd at bemærke, at dette med vort Kald her i Verden er højt anskrevet, baade i verdslig og christelig Tanke og Tale. Selvfølgelig maa vi holde fast paa, at sin rette Klang og Tone faar Kaldet først paa religiøs Baggrund; saa naar Verdsligheden ogsaa gerne vil have det med, bliver det dog altid i nogen Grad Pynt med laante Fjer. Men ellers er det da vist kun at rose Verdens Børn for, og til at vække gode Forhaabninger om dem, naar de ogsaa føler Trang til et Skær af Løftelse og høje Maal over deres rent menneskelige Fremdrift og Lykketrang her i Livet. Men derfor glemmer vi jo ikke, at Livskaldet for den Christne betyder noget helt andet.

Hvordan det nu er eller ikke, saa er der noget, for ikke at sige meget om, at der virkelig eksisterer et verdsligt Kald i egentligste Betydning, det er helt udenom Religiøsitet i sædvanlig Forstand. Hvis man vil være ærlig, maa man underlig nok indrømme, at man hos Mennesker, der staar al Christendom fjernt, kan finde en umiddelbar Lydhørhed og en helhjertet og meget alvorlig Godkendelse af selve Tilværelsens, Livets Appel til Pligtfølelsen og Krav om Arbejde, om at tage en kraftig Haand i med for at faa det til at gaa rundt her i Verden; for Gode og Onde uden Forskel, og - lige saa underligt - absolut uden noget udpræget Forbehold om, at man dog selvfølgelig altid er sig selv nærmest. Hvis man ikke har faaet Øje paa den Slags Mennesker, tør jeg næsten paastaa, at det maa være, fordi man selv er noget blind. Der er adskillig flere af dem her i denne syndige Verden, end man paa Forhaand skulde mene. Men sikkert er det, at den hellige Begejstring, som Talen om Kaldet fra Christendommens Bekendere bestandig sigter paa, den kender de Folk meget lidt til. De er næsten altid temmelig nøgterne - og kan jo desuden umulig følge med op i det Plan, hvor Kaldet i christelig Belysning es ipso rykker op.

Her lyder Kaldet jo ikke fra disse ubestemte Livets Magter; her kan vi jo, ja, maa gaa ud fra den visse Forudsætning, at det er Gud, der lader Kaldet lyde til hver Enkelt iblandt os - og ham er det da ogsaa selvsagt, vi skal tjene med at virke - og vel at mærke virke rettelig i Kaldet.

Men nu at virke rettelig i sit Kald? Det gamle Ord: at den, Gud giver et Embede, giver han ogsaa Forstand, gælder vist ikke mere. For det er en underlig ufattelig og ængstende Erfaring, at her, hvor alt saa ud som saa lige til - om man tør sige, saa ganske i sin Orden, hvor det eneste rette Grundlag udenfor al Tvivl var tilstede og altsaa Guds Hjælp saa vis - her er det, som om Vejen saa meget snart blev vildsom, eller endog endte blindt. Som om hele Sagen, saa snart det blev til Alvor, viste sig uendelig mere indviklet, og Mismodet langt hurtigere faldt paa, end for de Verdens Børn, der begyndte paa saa bar en Bund.

Ja, det synes saa, skønt vi saa nylig netop i denne Sammenhæng er blevet stærkt opmærksomme paa en tidligere alvorlig Fejl og Forsømmelse, og det derfor ogsaa saa indtrængende er blevet christelig Ungdom indskærpet, at det først og fremmest gælder Dygtiggørelse i Faget selv; og i Særdeleshed om ubetinget at blive ligesaa dygtige som Verdens Børn - helst lidt til.

Men det har ikke hjulpet ret meget, synes det, endsige gjort Udslaget overfor det Egentlige - vor Virken med Kaldsgerningen for Gud, vort Arbejde for hans Rige, vor Medarbejden i hans Planer. Her hvor vi dog - hvor kan det være andet? - har modtaget Livskaldet fra Gud selv, her skulde dog netop det centrale ikke volde saa svære Vanskeligheder, eller snarere løbe saa helt ud i Sandet. Indenfor Christenfolket synes dog i Almindelighed Guds Planer at være godt nok kendte; og forudsættes det egentlig ikke i al christelig Tale, at vi ikke har nødig at spørge om Guds Riges Beliggenhed rundt omkring i Verdens Ørken? - kender vi den ikke baade for Land og By indtil Sognenavn og Gadenummer? Og skulde nogen være saa baglæns, at de alligevel gaar og tosser og søger, saa lad dem da læse sig det til i deres Bibel - eller i vor rige Opbyggelseslitteratur, for ikke at tale om de christelige Ethikker. Og i sidste Instans maa dog vel den samlede Kundskab om Gud og hans Riges Tarv her paa Jorden, som Menigheden gennem Tiderne maa sidde inde med, kunne være Vejledning nok i al vor Færd - Betingelserne har vi, altsaa maa vi kunne gaa fremad; men glem naturligvis aldrig, at det ydmyge: "Med Guds Hjælp" ingensinde maa udelades, og ligesaa, at der aldrig flittigt nok - baade enkeltvis og i Forsamling - kan bedes om dette absolut uundværlige Tilskud ovenfra.

Og hvad dette sidste angaar, saa rokker det naturligvis ikke og maa for alt ikke rokke ved Kaldets hele Mening og Indhold, der jo netop er vor Livsgærnings egentlige Velsignelse: Jo større og betydningsfuldere vort betroede Kald, desto større Tillid fra Guds Side til vore Evner og Kræfter, og fremfor alt til vor Vilje, til Gengæld at ville tjene Gud - eller Guds Riges Sag, som det hedder. Thi at Gud ogsaa i disse Tider har en Sag, det har vi da ogsaa lykkelig og vel faaet slaaet fast med Firtommesøm; og saa skulde vi vel nødigt lade, som om vi ikke vidste og forstod, at denne Sag, den største og ypperligste af alle, fremfor nogen anden trænger overmaade meget til baade Arbejde og Penge, mange Penge - ja, overhovedet til alt, hvad vi kan præstere af Hjælp - med Guds Hjælp!

Gaar det saa fremad - maaske endog med Kæmpeskridt, som det var at vente? Ja, jeg spørger kun! Hvis Nogen mener, d. v. s. selv har erfaret, at det gør det, kan han jo med Lethed lukke Munden paa mig. Eller har jeg Ret i at mene, at naar Virkeligheden tager fat, saa er "Kaldet"s Frugter blandt alle Livets Frugter de, der er ganske uden Saft og Kraft, og dets lovende Sæd mere nedtrykkende træls og mere haabløst svær at bjærge end nogen anden Livets Sæd.

Det synes heller ikke, som om selve Kaldets varmeste christelige Dyrkere og Fortalere egentlig vil nægte, at der er noget om dette. Geismar, som i sin Ethik uden videre præsenterer os den Christnes Kaldsgærning som en Gudstjeneste, fører os derefter mange Steder i Bogen ind i denne Gudstjenestes utrolig vanskelige - ja, hvis man skal tro Forfatteren, ofte rentud uløselige Konflikter og Kollisioner. Det er baade vist og sandt, at Geismar med den pinligste Møje og Fuldstændighed forsøger i hvert enkelt Tilfælde at give Anvisning paa, hvordan da den Christne saa maa forholde sig. Men der vil utvivlsomt altid være nogen ialtfald, som f. Ex. ikke i sidste Instans bestandig vil kunne klare sig med al denne den "skjulte Inderligheds" Lidelser og en saaret Samvittighed - bl.a. fordi de saa paafaldende minder om Svøbe og Haardskjorte, kun overført paa det aandelige - saa der maa vist søges Løsning ad andre Veje.

Det maa der vist ogsaa af den Grund, at Geismar utvivlsomt gaar udenom de mest primære og almene, og derfor ogsaa mest skæbnesvangre og gennemgribende Kollisioner. Lad os tænke - af gode Grunde ikke paa en hvilkensomhelst Bestilling her i Verden - men paa én af dem, vi uvilkaarlig falder paa, saasnart vi er ved Kaldet: Præst, Lærer, Læge o. s. v. - I samme Øjeblik disse stakkels Mennesker tager fat paa Kaldet, er de daglig inde f. Ex. i denne meget pinlige Konflikt: Hvor stor en Part af Tid og Penge og Kræfter tør de nu ogsaa afstaa til den omtalte Dygtiggørelse i Kaldet, og altsaa tage fra Kaldsgærningens direkte Gudstjeneste? Det er ingenlunde Spøg. Spørgsmaalet er særdeles indviklet. Man maa bl.a. huske paa, at større Dygtighed ogsaa giver større Indtægter, altsaa mere at ofre for Sagen - Guds Riges; og sikkert er det da, at hvad Guds Riges Sag mest af alt og mest konstant synes at behøve nuomstunder, er Penge og atter Penge. Ja, som sagt, det er mit ramme Alvor, at for adskillige kan allerede dette primære og meget praktiske Spørgsmaal blive en kronisk Byrde.

Men der er unægtelig værre Byrder, og Byrder, som Ingen kommer udenom, hvis der da er en Antydning af Alvor i dem. Hvorlænge kan en Christen overhovedet i det virkelige Liv holde fast paa den Forestilling om, at han saadan kan hjælpe og gaa Gud tilhaande med sit Arbejde, af hvad Art det saa er? Ikke et Aar - ikke en Dag - ikke en Time! Kan han det, kan han endog leve sit Liv tilende i den Tro - ja, saa er vist hans Christendom gaaet den Vej, Troen paa Kaldet skulde være gaaet. Og saa lurer der dog tilsidst noget endnu værre; mon adskillige ikke ogsaa skulde kende til det? Under alt dette kan det synes, som blev det vanskeligere og vanskeligere blot at holde Trit med den grove og næsten latterlig uethiske Pligtfølelse, som utallige af Verdens Børn gaar om med, selv om hele deres "Idé" bestaar i Ønsket om et godt Udkomme og en pæn Stilling i Verden. Det, der kan udtrykkes saadan: det, jeg bliver betalt for, maa jeg se at gøre ordentligt, og dermed Basta! - Skulde denne lurende Angst, for til syvende og sidst at blive en Snyder og Bedrager i sin Næring mon ikke ogsaa forholde sig til Virkelighed og Existens?

Men naar det Punkt er naaet, er det vist, man - ogsaa jævnlig de Christne - begynder at tale om, at éns Illusioner er bristede; den Christne med større Sandhed, end det egentlig var Meningen. For det var dog maaske nærmest Meningen her, at det var Verdens Ondskab og det forfærdelige Uføre, den ligger i, der havde ødelagt hans gode Tro og Vilje. Og er vi afgjort christeligt indstillede, for slet ikke at tale om dem, hvis borgerlige Bestilling helt og holdent er fastslaaet at være Arbejde for Guds Riges Sag, saa er det det ene Rette, i al Ydmyghed at gøre opmærksom paa, at vor syndige Ufuldkommenhed jo gør alle vore Bestræbelser, selv de bedste og mest uegennyttige, meget ufuldkomne og ringe, det véd vi bedst selv, og det maa alle vide og erkende, hvis de ikke med ond Vilje lukker Øjnene.

Endelig er der en dyb Sandhed i det gode gamle Ord, som burde gælde om al menneskelig Madlavning ogsaa paa det sjælelige Omraade, at "lidt Skidt i megen Mad", det undgaar ingen, selv de bedste, og det gør heller ikke ret meget; men "meget Skidt i lidt Mad", det er forfærdeligt - og skulde man virkelig kunne være blind for, hvor overvældende mange, der findes, hvis Smule Mad er saa frygtelig tilsølet, at Ingen tør nægte, at vi andre har noget at bringe dem i vor Virken og med vort Arbejde. - Vi, som har saa uendelig meget mere at takke for, end disse stakkels Toldere og Syndere?

Den Rest af Kaldets Dyrkere, som simpelthen gaar i Hundene, gi'r ingen Lyd, og dem taler man helst heller ikke om.

Men saa kan der jo ske noget andet endnu. Det kan ske, at en saa ynkelig Fallit i det, der blev begyndt med saa stærkt garanterede Forhaabninger, at den tvinger til for Alvor at spørge sig selv: Skulde det være muligt, at vi i dette højtpriste jordiske Kald aldeles ikke har at gøre med nogen umistelig, ethisk-religiøs Værdi, men derimod med en i ualmindelig dreven og fræk Plattenslager? Med andre Ord med et af vore utallige, løgnagtige Skalkeskjul for vor egen umættelige og alt gennemsyrende Higen efter at faa pyntet vor hele afmægtige Menneskelighed op netop med al Slags forloren Løftelse og Glans fra det Høje. Og det, som er uendelig meget værre, vi standser ikke dér! Til syvende og sidst betænker vi os ikke paa, vi vover uden at blinke at ville pynte Gud og hvad hans er ud efter vor Smag - det vil sige med alskens menneskelig Flitter og Maskeradestads! Saadan ser Sandheden ud.

Hvordan er det gaaet til, og vil gaa til om og om igen til Verdens Ende? Saadan, at vi vil ikke og har aldrig villet nøjes med Gud selv, som han giver sig tilkende for os, eller med hans Gaver, som han giver dem. Hans daglige Brød kan vi ikke leve af og fremfor alt - én eller anden Slags Vin kan og vil vi ikke leve foruden. De store Syners og Begejstringens Rus er os ligesaa nødvendig som Føden. Og sidst af alt skal man understaa sig til at frarøve os Glædens Bæger - selvfølgelig over al den Velsignelse, vi modtog, eller dog har saa mangfoldige Vidnesbyrd om bliver den usvigelige Løn for den, der tjener Gud! - Nej, Guds daglige Brød kan vi ikke leve af, endsige da faa noget tilovers af til alt det, vi jo véd, vi er kaldede til at dele ud til de andre.

Det, vi først og sidst og altid trænger til, er at blive ædru. Al vor mere og mere hysteriske Bekrigen af Alkoholens Rusdrikke, kan vi spare os, om vi fremdeles nægter at forsage den Rus, der er uendelig mere ødelæggende, ja dræbende.

Havde vi i saadan Forstand været blot nogenlunde ædru, vilde alene en simpel Betragtning af al daglig Virkelighed have fortalt os, hvad al vor Væven om Kaldsgærningen og dens Hellighed var værd; vist os den Kendsgærning, der ligger saa lige for, at "Kaldet" i sin specifikt religiøse Paaklædning som Guds Særkald til hver Enkelt, simpelthen er en Overklasse-Luksus af reneste Vand. Jeg skal aldrig bestride, at ét eller andet ungt Menneske kan være Mælkedreng eller Kioskbud med Lidenskab. Sligt hænder; ligesom jeg har kendt en Dreng, hvis eneste og heftigste Ønske var at blive Slagter. Men det rokker dog vist ikke ved dette soleklare, at for det overvældende Flertal af Mennesker vilde det være en Haan at paadutte dem Kaldet i den Forstand - mens det eneste, det kan og maa dreje sig om for dem, er at finde den Fortjeneste, som overhovedet giver dem Borgerret i Tilværelsen.

Men, havde vi som Christne været ædru, var vi vel ogsaa uden dette kommet paa andre Tanker. Vi vilde dog maaske med Skam have opdaget, at man vel længe skal lede om noget, der staar Christendommen - i hvert Fald Ny Testamentes - mere haabløst fjærnt, end hele dette Kaldsbegreb. Skulde alle vore Bibelkredse og al vor Bibellæsning, Morgenvagter o. s. v. mon ikke have lært os fra Grunden, at: Guds Kald til Mennesker er Ét?, ét eneste og altid det samme. Et og det samme til Kioskbudet og til Præsten eller Professoren i christelig Ethik?

Dette Guds Kald til Mennesker staar der at læse om, bl.a. i Matt. d. 6te, og forøvrigt handler Bibelen næppe om andet. Det lyder: Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed - saa skulle alle disse Ting gives Eder i Tilgift.

"Søger først Guds Rige og hans Retfærdighed". - Alt andet maa Gud om - og han vil være om det; ja, han frabeder sig, at vi ogsaa vil, alt vort fromme, nævenyttige Medarbejderskab. Guds Kongeherredømme er Guds Kongeherredømme. Vor Part deri er Lydighed, og atter Lydighed - intet andet.

Og dette Guds Kald og Guds Bud: Søger først Guds Rige! mon det saa - som vi jo ogsaa oftere har fundet paa, for atter at faa Held til at ville selv og at gøre os tilgode i Riget, som det mest behager og morer os - mon det saa betyder, at naar vi altsaa først har søgt og fundet Gudsriget, saa kan vi med Nøglen i Lommen frit vende tilbage til Dagsordenen og passe al vor travle Virken - i Kaldet, for nu skær den først? Eller betyder det, at fra nu af er vi færdig med enhver anden Dagsorden, end Guds? For naar Guds Rige, hans Kongeherredømme er fundet, saa maa det fra nu af først søges og findes uophørlig og altid, Dag efter Dag og Time efter Time - Guds Kongeherredømme er absolut og i Alt. Eller maaske Jesus, da han lærte sine Disciple at bede, glemte at faa dem sagt, naar de ikke mere vilde have nødig at bede Fadervors 2den og 3die Bøn.

Vi maa først af alt blive ædru, og vi maa forsage. Vi maa forsage al rørt Begejstring over alt det vidunderlige, der vederfares os, og over alt det, vi nu kan udrette for Gud. Vi maa med andre Ord for Alvor forsage at prale baade for os selv og for andre, af den Rigdom, vi ikke har og aldrig vil faa. Den Dag ser vi aldrig her paa Jord, da vi har noget at give Gud, end ikke det mindste Gran. Den Glæde, som er vor med Rette, den, vi altsaa faar nøjes med nolens, volens, er Glæden over, at Gud er god, at vi tør tro, at i Haabet er vi frelste, at vi som de Syndere, vi er, ja, og netop kun saadan, Dag efter Dag tør gaa frem for ham og bede om og faa Forladelse - for det har vi hans Ord for, og det staar fast.

Men naas det at blive saa grundig reduceret, saa ganske og aldeles frataget alt det, der før næsten syntes os Livet selv, eller dog det, der overhovedet gjorde det værd at leve. Naas det virkelig at blive reduceret til kun at eje Livet selv uden mindste Tilsætning, men dog det Liv vi hver Dag paany maa bede om i: Giv os i Dag vort daglige Brød - er vi sandfærdigt kommet saa langt ned, saa kan det, saa underlig det lyder, ske, at Livet, det fattige Liv, vi i al vor Optagethed af vor Rolle i alle de lysende Syners Film næppe agtede paa, men lod visne og forkomme, at dette fattige Liv igen er blevet Liv, saa virkeligt og helt som vi aldrig før kendte Liv. Det kan ske, at Himlen igen er blevet blaa, og Græsset grønt, og at Solen igen skinner og varmer, som dengang vi var smaa og ganske unyttige og dumme Børn; ja, at vi helt anderledes, end hine smaa Børn kunde drømme om, formaar: at "Takke Gud, at Morgenen mig end er sød, at mig Dagen fryder, trods Synd og Død".

Og ét endnu: Nu, skønt vi blev tvungne til at give Slip paa al Lod og Del i alle professionelle Næsters Kæmpedriverier for Store og Smaa, fulde af Potter og Vinduer med første Klasses Kunstgødning o. s. v., men uden Spor af Muldets Grøde, eller dog Mulighed for at sende Rødder ned til vandførende Lag - nu hænder det, at det med en underlig kvægende Varme bliver Sandhed for os, at vi alle er Brødre og Søstre, at Næsten bliver os en Virkelighed. "Vi er af ét Blod, du og jeg"! ikke sagt med nogen Slags villet christelig Ydmyghed, men sagt ud af den Overbevisning, som Sandheden selv, og sjældent med blide Ord, tvinger frem, saa Ingen mukker. Aldrig er Nogen bleven ydmyg eller kærlig eller god, fordi saadan skal og maa en Christen være, for det er umuligt for Mennesker at lægge blot en Tomme til deres Vækst. Men: "Alt er muligt for Gud". Naar hans Kongeherredømme søges, saa sker det. For: "Den, der søger, han skal finde" og "den, der banker paa, for ham skal der lukkes op".