Historiens prædiken

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 1974, s.29-40. (Krabbesholm 1973).

På Tidehvervs sommermøde i fjor kom lidenskaberne i kog. Det var der ikke noget besynderligt ved, for det var danskere, der var forsamlede, og over hele Danmark kogte det i de måneder.

At dønningerne fra EF-debatten slog ind i et teologisk hyttefad, er heller ikke forunderligt, når teologi ikke forstås som en kirkelig specialitet eller en videnskabelig færdighed, men som et personligt opgør, der føres på jorden i bundethed til historien og følgelig ikke kan være uanfægtet af folkets skæbne.

Kampens hede var over hele landet udtryk for, at det ikke var noget ligegyldigt spørgsmål, der diskuteredes. Men den var efter min mening tillige et vidnesbyrd om, hvor tilbundsgående politikernes forræderi overfor folket var: Så dybt trængte tvedragten ind i hverdagen, da vi enkeltvis blev kastet tilbage på vore personlige meninger og synspunkter, fordi man ophævede selve rammen om slagsmålet, ophævede selve det historisk betingede vilkår for en anstændig debat. Tovene blev taget af bokseringen, hvorved den selvfølgelige solidaritet mellem de kæmpende suspenderedes og erstattedes af jungleloven.

Det usleste ved det hele var måske, at dette spørgsmål blev sendt til folkeafstemning, at politikerne af taktiske grunde unddrog sig deres historiske ansvar for at ophæve det, som det var deres embede at værne. Selvmord til afstemning! Som om et tilfældigt flertal af nulevende danskere har ret til at træffe en sådan beslutning på tidligere og senere generationers vegne. At adskillige af os glædede os over folkeafstemningen som en mulighed for at vælte spillet, er politikernes handlemåde uvedkommende. Ved på denne måde at slippe tøjlerne og samtidig true hesten til at gå den rigtige vej, forholdt politikerne endog befolkningen oprørets mulighed. For når ingen regerer, er der heller ingen tyranner at vælte. Så er tyranniet virkeligt sat i system, og et system er aldrig ansvarligt.

Det, som i fjor var en trussel, er nu skinbarlig virkelighed. Derfor vil det blive en anden diskussion, der føres i dag. Suveræniteten, udtrykt i den lovgivning, som skulle hegne om folkets daglige dont og skærmydsler, er ikke længere rammen om slagsmålet. Enhver især må nu i spørgsmålet om danskhed orientere sig, som han kan, i personlig usikkerhed. Enhver må nu spørge sig selv, hvad det er at være dansk, for den øvrighed, som skulle holde os fast på, hvad det er - ikke i store ord, men i gerning - har opløst dette sit embede ved at ophæve grænserne.

Helhedens sag er nu deponeret hos den enkelte, for der findes ikke længere nogen samlende og afgrænsende instans, men kun et udflydende politisk tomrum.

Jeg skal ikke udtale mig om, hvilke generelle konsekvenser, det får for debatten, men for mig selv har det betydet, at jeg ikke bare kunne snakke videre. Der må ligesom begyndes forfra - bogstaveligt talt ved Adam og Eva. Og det kan måske vise sig gavnligt. Måske kan det på en eller anden måde vise sig at være en saglig styrke, at sagen ligger knust på gulvet. At være tvunget til at skulle orientere sig forfra og på egen hånd uden noget objektivt støttepunkt udenfor sig selv kan måske befordre en ny redelighed i samtalen.

Det givne politiske fællesskab, som, skønt tyndslidt og truet, i fjor satte os på lige fod som danske, er borte i år, og selvom det er en lang politisk proces, som hermed er fuldbyrdet, så er fuldbyrdelsen dog lige skelsættende. Dansk er man fremover ikke uden videre, men kun i trodsen til at være det.

Sproget har vi dog fælles, vil nogen indvende.

Men hvad er sproget? - spørger jeg i konsekvens af 2. oktober. Er det andet end et sæt gloser til brug for at meddele hinanden rigtigheder - kommunikere, som det hedder. Der er for mig en klar linie mellem beslutningen om at nedlægge landet og så det, at gymnasiets undervisning i dansk litteratur fra fortiden er afløst af "kommunikation" og "samtidsorientering". Har vort sprog magt til at tale med, forpligte os og øve tankens tugt, når det løsrives fra fædrenes brug af det i fortiden og fra viljen og evnen til sammenhold i fremtiden? Nej, at tale om sprogets og kulturens magt er kun sprogmagi og kulturmagi, hvis ikke sproget som modersmål spænder en bro mellem erindring og vilje.

Men måske har vi dog fået et negativt fællesskab i stedet, tabernes fællesskab. Der er ingen, der i denne sag taler på vinderens præmisser. Alle er vi tabere, alles er nederlaget. Det er dog noget at dele.

Og i sorgen over nederlaget tyer man gerne til historien. Når man ikke selv rakte til, føler man trang til at forbinde sig med alt, hvad fædrene har kæmpet, mødrene har grædt - ikke betragtende eller beundrende eller med moralsk hævede pegefingre overfor de andre, men i en fælles spørgen om, hvem vi er.

Vi har en hel litteratur af sorg over -64. For mig som dansker i 1973 er denne litteratur vinduet til nederlaget og skuffelsen dengang. Alligevel taler den stærkere om sig selv end om datidens politiske situation. Jeg får ikke noget at vide om, "wie es eigentlich gewesen ist", men derimod om den folkevilje, der dog var tilbage, og som kunne bryde ud i klagesang. I -64 blev grænsen heller ikke ophævet, men flyttet. Noget var tabt, men ikke alt. Tilmed havde tabet krævet blodige ofre, mens ingen kom nævneværdigt til skade den 2. oktober.

Det kunne ganske vist siges dengang som nu med Chr. Richardts ord:

Det hørtes sige, da vi fik fred:
Så gudskelov, nu er det jævnet.
- Ja, alt er jævnet, vor grænse med,
kun skam og ufærd er os levnet.
Vi sidder atter på den jævne strand
og kives jævnligt og med jævn forstand.
Jævn var vor id,
jævn kun vor flid.
Thi har så lidet vi evnet.

Men forskellen er dog, at den gang blev det sagt. Der blev talt og sunget om fortvivlelsen og om ligegyldigheden, fordi kernen var intakt, og først senere fandt man på at gøre en koket dyd af sin selvopgivelse. I dag er fortvivlelsen tavs, eller den gemmer sig i farcen og pjattet. Tror man, at det er tilfældigt, at tidens førende politiske bevægelse ledes af en anløben vindmager som Mogens Glistrup, der blot er en djævelsk konsekvent udgave af de gamle politikeres egen kræmmermoral - så konsekvent, at han har droppet disses indholdsløse og opslidte klichéer om folkelighed og solidaritet. Og tror man virkelig, at den rovdyrholdning, som befolkningens klasser og stænder i dag indtager overfor hinanden, kan besværges ved at man genner vælgerne tilbage i de gamle partibåse? Tror man, at der kan avles alvor og redelighed af løgn og vrøvl?

Nej, fortvivlelsen er kendelig i den almindelige munterhed. Det er den opsminkede smertes stumme, men konsekvente tale, når folkets nye fører foreslår forsvaret afløst af en telefonsvarer ved grænsen, som siger: "Vi kapitulerer!". Og de gamle politikere prøver at leve op til klovneriet for at holde på de skridende vælgermasser. I 1864 er der såvist ingen paralleller at hente til den nuværende situation, omend måske nok en historisk forklaring.

Det forekommer mig, at man skal så langt tilbage som før 1340 for at finde en historisk parallel til selvmordet i 1972 og dermed et orienteringspunkt for at tale om det folkelige og nationale i dag.

Dengang var ulykken heller ikke nedkaldt af en udefra kommende overmagt, men af en opløsning indefra. Christoffer II er nok det mest præcise fortidige sidestykke til 1970'ernes politikere. Som de pantsatte han riget for at strække kreditten, som de opgav han ævret, som de splittede han folket.

"Suk og vrid kun dine hænder,
sorgbetyngte fædreland … "

hed det i klagesangen af 1329, eller i Højskolesangbogens udgave af den. Sangen udtrykker en dyb og ægte fortvivlelse over det stakkels fædreland, som ikke længere er noget rige, men en røverrede, og det er ikke først og fremmest mod de holstenske grever fortvivlelsen er rettet, men mod den hjemlige tvedragt, som betinger grevernes huseren.

Som vi ved, blev riget samlet igen, skønt det kostede dyrt, og det kunne da i dag give mening at spørge, hvilken forståelse af frihed og fællesskab, der betingede denne samling, med hvilken ret, man rev det land til sig, som man frivilligt og kontraktligt havde givet fra sig.

Det var som bekendt en gårdejer fra Mundelstrup-egnen vest for Århus, der øvede det skelsættende drab på Grev Gert. Om han havde nogen videre forbindelse med den allerede ulmende jyske oprørsbevægelse, ved vi ikke, men at initiativet var hans eget, er temmelig givet. Ingen kan undre sig over, at drabet i den lybske krønike beskrives som et lumsk og nedrigt snigmord, hvad det strengt taget også var efter de moralske normer - samtidigt med, at det var en enestående modig bedrift. Niels Ebbesen satte sig suverænt udover almindelige morallove og tillige udover den loyalitet, han skyldte sin lensherre, da han i nattens mulm og mørke listede ind i Randers og skilte lensherren ved hans hovede.

Med hvilken ret?

Herom melder krøniken intet, men det gør til gengæld folkevisen, der nok er den eneste historisk troværdige kilde i folkeviselitteraturen, fordi den blev til i samme nu, begivenheden var sket. Som en frisk, aktuel reportage om tyrannens fald og den nyindledede frihedskamp fløj visen over landet, og er den ikke en nøjagtig beskrivelse af begivenhedernes forløb, så tolker den utvivlsomt den forståelse af forholdet mellem dansk og tysk, som den kongeløse ufærdstid havde vakt i folket.

Folkevisen beretter i en åndeløst spændende fortællestil, hvorledes grev Gert havde sat sin vasal Niels Ebbesen stævne for at opfordre ham til samarbejde, og hvordan Niels Ebbesen viser sig imødekommende. Han ser ham tilsyneladende ikke som fjende, men som sin retmæssige lensherre, hvad han da også var.

Men den gode stemning får en ende. Grev Gert klager over illoyalitet fra andre jyske adelsmænd, som tillige er beslægtede med Niels Ebbesen. Denne forstår ikke tankegangen bag anklagen:

"Det er så Sæd i Danevang,
har været af gamle Dage:
ihvilken Svend, som ikke vil tjene,
han må vel Orlov have".

Denne tanke er til gengæld helt fremmed for Grev Gert:

"Det da svared ham Grev Hr. Gert,
hannem lysted det ikke at høre:
"Ingen må fra sin Herre fly,
meden han lyster hannem at føre".

Da svarer Niels Ebbesen de ord, som hugger enhver forståelse over og markerer bruddet med greven, der erklærer Niels Ebbesen fredløs:

"Der er ingen tilsammen viet
uden Munken og hans Kappe;
Hovmand rider, og Hovmand kommer,
ihvor han tjener til Takke".

Dette er en personlig frihedserklæring. Men det er samtidigt et opgør med hele den fra romerkirken og kejsermagten stammende vasaltanke, tanken om det absolutte lydighedskrav, som lensherren har på vasallen. Heroverfor sætter Niels Ebbesen en nordisk frihedsforståelse, som sætter grænser, der må være en forargelse for den lensherre, som repræsenterer det grænseløse og hierarkiske enhedssyn.

Det ville være en tilsnigelse at læse nationalstatstanken (ét folk, ét rige) ind i Niels Ebbesens opgør, for den findes ikke i den færdige, afklarede udformning, vi kender den. Da det jyske oprør havde banet vejen for Valdemar Atterdags samling af riget, måtte kong Valdemar med krasse midler kue de jyske adelsmænd, som havde gjort det grove arbejde for ham, men som i deres selvrådighed ikke var til sinds uden videre at underordne sig kongen.

Men måske finder vi alligevel her en frihedsforståelse, som i sin negativitet er kimen til den danske nationalstat og kongemagt i modsætning til vasallitets-princippet og kejsermagten.

"Der er ingen tilsammen viet
uden Munken og hans Kappe".

For den, der har hentet sit syn på ret og myndighed og sammenhold fra romerretten og kejsermagten, kort sagt fra den katolsk-metafysiske tanke om gudsstaten, og som derfor ikke kender nogen sondring mellem Guds rige og fyrsternes, er Niels Ebbesens ord forargelige. Men for den, der ikke skylder gudsstaten nogen lydighed, fordi han har hentet sit syn på ret og myndighed og fællesskab fra sin egen historie, fra den jord, han er skabt af - det vil i Niels Ebbesen og vores tilfælde sige fra fribårne bønder, for hvem kongemagten var et jordisk embede, ene forpligtet på stammens liv og lykke - for ham er det måske det eneste, der er at sige. Der findes ikke noget totalt lydighedskrav, som fyrsten eller nogen anden kan påberåbe sig, ingen alment tvingende moral, ingen tvang til loyalitet. Fællesskab og sammenhold er noget, som er der på forhånd - det af historien givne, som den enkelte antager eller gør op med. Det er ikke en guddommelig, formuleret idé, som pave, kejser eller Bruxelles-kommission sidder inde med. Fællesskabet er af jorden og ikke fra himlen.. Det foreligger på forhånd.

"Der er ingen tilsammen viet uden Munken og hans Kappe". Det er historiens tale og ikke ideens eller spekulationens.

Og dette komplet negative postulat er al den retshjemmel Niels Ebbesen har til at skille tyrannen ved hans hals - til forargelse ikke blot for grevens egne biografer, hvad der er forståeligt nok, men tillige for den danske, radikale historiker, Erik Arup, der bornert fremstiller jydernes helt som en uanstændig og amoralsk voldsmand uden nogen sans for ret og rimelighed, en charlatan og eventyrer. Men Niels Ebbesens ret er jo ikke en ret, Niels Ebbesen har, men én, han tiltager sig, fordi han ikke accepterer nogen skæbnebestemt, hellig eller etisk nødvendighed, men blot handler som den, han er. Han ser bort fra, at løkken er lagt om folkets og hans egen hals, og at folket har bestemt sig selv for undergang. Han krænger løkken af og tilriver sig livet. Gennem sin handling opkaster han frækt sig selv som højesteret i folkets anligggender. Han handler, som om han sagde: Folket, det er mig!

Der er ingen mening i at handle således, ingen idé, intet system. Det er uansvarligt, uordentligt, forvorpent og uopdragent. Hvordan vil man argumentere for det? Forestil Dem sagen sendt til folkeafstemning, hvabehar? Hvad ville fjernsynets ekspertpaneler sige til en sådan streg? Formentlig det samme som Erik Arup sagde: - Det kan man virkelig ikke! Man får så trøste sig med, at Niels Ebbesen ikke afventede argumentationens resultat, men blot gjorde det. Lad dem, hvis speciale er historie, forkætre hans dåd. Folket, som selv er historie, lever dog af den.

At den, der således tiltog sig retten til at være folket, i valgets øjeblik - men også kun der - virkelig var det, tolker visens digter stilfærdigt i det sidste vers, hvor Niels Ebbesen angst og ensom søger ly hos en fattig kælling, der "havde ikkun to leve. Det ene gav hun Niels Ebbesen. Han vog den kullede greve". Her strømmer det menige folks tak ridderen imøde.

Og udenfor valgets øjeblik eksisterer folkelighed og historisk ansvar slet ikke - eller kun som døde principper til brug for historievidenskabens analyse og den nationale selvglæde.

"Mon der nogensinde var skabt historie, hvis der ikke havde været folk uden historisk sans til at skabe den", spurgte Tage Schou-Hansen engang som en usnobbet replik til dannede humanisters anklager mod modstandsbevægelsen for at mangle historisk sans. Og tilfældigt er det nok ikke, at historien om Niels Ebbesen under besættelsen af mange føltes brændende aktuel. Her stod man jo igen i et oprør, som ikke var positivt, og som ikke gav sig tid til at legitimere sig selv systematisk, filosofisk, ideologisk eller teologisk. Det skete i hvert fald først bagefter, da oprøret var passé, og at det skete, er måske årsagen til, at vi er endt, hvor vi er i dag.

Folket er et folk i kraft af Guds udvælgelse, har Johannes Horstmann sagt med polemisk adresse til Søren Krarups opgør med EF-politikernes ophævelse af folket. Det gælder ifølge Horstmann ethvert folk, ikke blot Israel, og følgelig også det danske.

"Er I mig ikke som Ætiopiens børn, Israelitter,
lyder det fra HERREN;
har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens land,
filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir?
(Amos 9,7).

Derfor er, siger Horstmann, det at være et folk et kald til lydighed mod skaberen og ikke andet. Et folk er et folk ved Guds udvælgelse og ikke ved hævdelse af sin egen folkelighed eller sin egen vilje til at være folk. Derfor har Søren Krarup efter Horstmann's mening ikke ret til at gøre én bestemt løsning af et politisk spørgsmål (et dansk nej til EF) til den folkeligt rigtige løsning. Horstmann henviser til profeterne, som til én tid befalede Israel at slå sine fjender og til en anden tid at underkaste sig dem. Og hvadenten befalingen manede til kamp og sejr eller til underkastelse, var folket dog stadig et folk i kraft af Guds udvælgelse.

Profeternes forkyndelse af loven var ikke en beskrivelse af folkets skæbne, men en forkyndelse af folkets skyld, hvad Horstmann vel også må mene. Men ydermere forlød der ikke noget om, at Jeremias eller Esajas sagde, at det var ligegyldigt, hvad folket gjorde. De befalede med myndighed fra Gud. At den ene sagde én ting til én tid og den anden en anden ting til en anden tid, neutraliserer jo ikke det sagte for os, der lever i en ganske bestemt tid. De indbyrdes modsatte befalinger kan ikke ophæves i et alment princip om, at et folk kan gøre hvad som helst og så fortsætte med at være et folk. Folket er jo ikke udvalgt til evigheden, men til historien.

Derfor rejser der sig det spørgsmål, hvor profetens tale lyder til det danske folk i dag. Og jeg stiller ikke spørgsmålet af almindelig nysgerrighed eller kværulanteri, for jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg kun ét sted hører en tale til folket lyde med profetisk myndighed: Det er historiens tale, hvor historien prædiker med på evangeliet.

Historien er altid en prædiken, ikke historien som historisk anskuelse eller videnskabelighed, men som det slet og ret at leve historisk, at være historie.

Kristendommen handler om Gud, der er trådt ind i vor historie, selv er blevet historie i Jesus, der på historiens vilkår døde på korset og derved åbenbarede sig som historiens herre. Derfor bekender vi os til Jesus som Herre - ikke ved at meddele en tidløs idé, men ved som tidens børn at fortælle historien om hans fødsel, lidelse og død, som det sker i den apostolske trosbekendelses anden artikel. Historiens herre åbenbarer sig som historiens barn, som den, der gik til grunde. Derfor er de dødeliges historie selv en prædiken om ham, der er livet.

Det er ikke en egenskab ved historien, at den prædiker. Historien hæver sig ikke et øjeblik fra det at være historie og begynder at prædike. Den giver sig ikke til at være frelseshistorie ved at vise os Gud i historien eller pege frem mod tusindårsriget, som oldkirkens og nutidens frelseshistoriske apologeter vil have den til. Så var den ikke længere historie. Historien har nok i at være historie, blind som en orm, der ikke engang kender sin egen retning, eller véd af sig selv. Men ved at være det, er den ikke andet end én prædiken om sin skaber.

At være historie er ikke at rette blikket mod himlen og finde sit sikre orienteringspunkt der, men det er at vende sig mod jorden som en lovsang af skaberen, at være i sine tider, fordi "mine tider er i din hånd". Og som lovsang af skaberen er historien tillige en forjættelse af frelsen. Historien ved ikke af frelsen, men er uafvidende en forjættelse, som månen, blot ved at være måne og følge sin bane blindt, vidner om solens lys.

Historiens prædiken er en indirekte prædiken, for den er som et afmægtigt redskab i Guds hånd kun et blindt vidne om åbenbaringsordet.

Når vi ser vort liv historisk, d. v. s. ser det i dets tidsforløb, så er det eneste sikre kendetegn ved livet, at det er afgrænset af døden. At forstå livet udfra dets indholds væsen, er en metafysisk manøvre uden interesse for det eksisterende historiske menneske, der kun kan forstå livet udfra dets grænser. Og livets grænse er døden. Det er nu ingen fatalistisk anskuelse, for at tale om døden giver med Kierkegaards ord, kun mening, når man virkelig dermed tænker sig selv som død.

Det, at dagen var til ende, belærte Kingo om, at "En dag jeg nærmer' er ved døden end som før. / Tiden mig / så sagtelig / oplukker Dødens Dør".

Den død, historien taler om, er altså forkrænkeligheden, og således kommer historien uafvidende til at vidne om den virkelige død, som er, at vi er trælbundne syndere. Men først åbenbaringsordet om ham, der tager trælbundne syndere til nåde og sætter dem i frihed, afslører forkrænkeligheden som et sådant vidnesbyrd. Selv kan forkrænkeligheden ikke være det. Således træder den åbenbarede Gud alene ved et menneskeord ind i historien, hvorved den først afsløres som historie, d. v. s. som min historie. At jeg skal dø, vidste jeg i forvejen, men at det netop er Guds mening med mig, for at han kan skænke mig livet, det fortæller han mig selv.

Historien lærer os, hvorledes alle forsøg på at gøre det gode, bliver til ondskab, hvorledes krig og drab er frugterne af alle forsøg på at føre menneskene fremad. Hermed vidner historien uden at vide det om vor skyld overfor Gud. Men ondskaben kan ikke selv være skyld. Den kan kun være det indirekte vidnesbyrd om den skyld, som Gud åbenbarer. Skylden er jo netop at skylde Gud sit liv og sin historie. Ingen kan imidlertid se på historiens kapital, at den skyldes bort. Den er gangbar i daglig handel. Den omsættes og arbejder for kristne og ikke kristne, som om der ingen fordring var på den. End ikke skyldneren vil være ved, at han med hver en hvid er gældbunden. Så aldeles har mennesket, kristent eller ikke kristent, rykket sig løs fra Gud som livets og historiens herre for selv at overtage herredømmet, at det slet ikke kan høre dommen, ligesom det ikke kan høre lovsangen eller se forjættelsen i historien. Det kan kun se og høre sig selv i historien, og hævder mennesket fromt at se Guds forsyns fodspor i historien, så er det bare sine egne fodspor, det ser. Hele historien er jo ét stort Guds forsyns fodspor.

Historien lærer mig, hvem jeg er. Eller rettere sagt: Den lærer mig, at jeg er nogen, altså nogen bestemt - at jeg har visse bestemte rødder og forudsætninger. Og dermed kan historien kun være en indirekte forkyndelse af skaberen. At være nogen er jo at være skabt, og hvis jeg ikke er skabt, så er jeg ikke nogen. Eller så skal jeg selv bestemme, hvem jeg er, og det kommer ud på ét. Historien siger mig, hvem jeg er på forhånd, før jeg ved det. Når jeg vil til at bestemme mig til, hvem jeg er, kommer historien mig i forkøbet og siger: Du er den, du er! Det er det samme som at sige: Du skylder Gud din eksistens!

I dette udsagn ligger tillige et imperativ: Vær den, du på forhånd er! Nøjes med at være til som en spørgen efter, hvem du er, en spørgen, som ikke skal besvares af dig. At ville være lidt mere end dette, er jo at ville være noget ganske andet end den, man er.

I dette spørgsmål ligger et menneskes bundethed og dets frihed. For spørgsmålet er jo ikke en appel til så alligevel at hitte ud af, hvem jeg er, men det er et kald til frimodigt at leve og handle som sig selv - at forsvare, hvad der er mit. Til danskeren er der sagt: - Du er dansker. Vær så dansker! Det er jo ikke et særpræg eller et sæt egenskaber, men en identitet.

Det gamle testamentes israelit vidste, hvem han var, når han hørte ordene: Jeg er HERREN din Gud, som førte dig ud af Ægypten, af Trællehuset! Her var hele hans historie. Her var han sig selv og sit folk. Herfra gik loven.

Historien siger ikke, at jeg er sådan eller sådan. Det overlader den til naturhistorien. Og naturhistoriens konstatering af, at jeg er sådan eller sådan, kan jeg besvare med et uforpligtet "nå"! Naturhistorien vil jo også gøre mig uforpligtet ved at forklare mine handlinger som et produkt af mine medfødte behov og egenskaber. Og så er også friheden borte.

Historien derimod siger: Du er dig! Og det kan jeg ikke besvare med et "nå!", men kun med et ja eller nej.

Det siger historien blandt andet derved, at den har givet mig et navn. Det er ikke en frit opfundet lyd, for det er et dansk navn. Jeg har ved dåben fået et døbenavn, som min far og mor har valgt for mig, og et efternavn, som de har overtaget fra slægten og givet videre. Dette navn, siger intet om, hvordan jeg er, men alt om, hvem jeg er. Det har mine forældre givet mig, for at de kunne kalde på mig, og samtidig for at Gud kunne kalde på mig.

Men så er det måske Gud, der har givet mig navnet, fordi han slet ikke vil appellere til mine medfødte behov og egenskaber, slet ikke sige mig, hvordan jeg er, og hvordan jeg skal være, men hvem jeg er, og hvem jeg skal være. Så har sproget, historien, forældrene, som tilvirkede og valgte navnet, måske blot været redskaber for Guds kaldelse.

Historien foreligger på forhånd som vores eneste vilkår, og om den er hele folket fælles, kristne og ikke kristne, men kun evangeliet kan afsløre historien som det, den virkelig er, og når evangeliet afslører det, må historien synge med på lovsangen til sin skaber. Ved Kristi død handler historien virkelig om forsyn, ikke ved at blive hellig historie. Det er som de gudløses historie, den synger sit Hellig! Hellig! Hellig! Det et som mørkets blinde historie, den vidner om lyset.

Sådan er det gamle folk i sin ulydighed til som en forjættelse af det nye folk. Det historiske folk, og det vil jo her sige det danske folk, er i sit dagligliv slægt efter slægt en forjættelse om de helliges samfund. Selv kender det gamle folk ikke det ny, ganske som det gamle Israel skulle forjætte om det ny uden at kunne se det ny, da det brød frem.

Det gamle folk er det umiddelbare fællesskab, som foreligger på forhånd. Det ny Guds folk er det middelbare fællesskab - eller rettere det midlede fællesskab, for det er der aldrig som en mulighed, men kun når det er der.

At det danske folk er et umiddelbart fællesskab er ikke en psykologisk iagttagelse eller en sociologisk regel. Det er ikke en spontan livsytring eller et kollektivt anlæg i den menneskelige natur, der gør det til umiddelbart fællesskab, for hvis umiddelbarheden således kunne udmøntes til en naturlov, var den jo ikke længere umiddelbar. Det umiddelbare fællesskab foreligger, d. v. s, det er grundet i historien og ikke i naturhistorien. Det er skabelsesteologiens ugudelighed, at den vil gøre historien til naturhistorie ved at beskrive skabningen i stedet for at forkynde skabelsen og være skabt i et håb til det ord, der skal afsløre, hvad det er. Trods nok så megen snak om etiske fordringer er mennesket her forstået som et ufrit og uforpligtet dyr, og loven er blevet identisk med vores medfødte trang til at få vore selskabelige behov opfyldt.

Først når mennesket står for sin skaber ved at høre hans skabende ord, kan det umiddelbare fællesskab ses som umiddelbart, som et historisk fællesskab. Der bliver Guds udvælgelse af folket åbenbaret. Det, som var på forhånd, afsløres som det, det er, det umiddelbare fællesskab, som ikke skal gøre sig til andet og mere. Af sig selv vil folkefællesskabet ikke se sig som umiddelbart, men vil altid være i færd med at begrunde sig selv med en idé om sit eget mål og retning, indtil evangeliet fortæller det, hvad det er, og renser det for metafysik og udviklingstro.

Evangeliet forhindrer, at jeg nogensinde får hold på historien. Når jeg f. eks. tror, at jeg har fundet ud af, hvordan det hele hænger sammen, så viser evangeliet mig hen til historien, der belærer mig om, hvordan den har indhentet alle de andre, der i tidernes løb havde fundet ud af det samme, så deres store ideer blot blev historien om en forgæves flugt fra historien. Men når så historien på denne måde sokratisk har lært mig, at jeg ingenting ved, så kommer evangeliet og spørger: "Hvor ved du egentlig det fra?".

Det sørger for, at jeg aldrig får historien for mig, så jeg kan gøre dens regnebrædt op. Det er temmelig irriterende og uopfindsomt af evangeliet, som helt undlader at bekræfte eller afkræfte historiens tale, men i stedet vender den mod mig selv. Når historien har sagt mig, at alt er uvished, så siger evangeliet, at end ikke uvisheden kan jeg få lov at lapse mig med som skeptiker. Kun evangeliet forhindrer historien i at objektiviseres eller kapitaliseres i en positiv anskuelse - optimisme eller skepticisme, udviklingstro eller fatalisme. Og så er der kun dette tilbage at leve historisk, intet andet, højere eller finere, det være sig gudeligt eller ugudeligt.

Horstmann citerede Amos:

"Har jeg ikke ført Israel op fra Ægyptens land,
Filisterne fra Kaftor, Aram fra Kir … ".

Og jeg vil tillade mig at citere videre:

"Se, den Herre HERRENS øjne er vendt mod dette syndige rige, og jeg udsletter det af jorden. Dog vil jeg ikke helt udslette Jacobs hus, lyder det fra HERREN; thi se, jeg byder, at Israels hus skal sigtes blandt alle folkene, som man sigter med en sold, uden at et korn falder til jorden.

For sværdet skal alle syndere i mit folk dø, de, som siger: "Os når ulykken ikke; den kommer ikke over os.

På hin dag rejser jeg Davids faldne hytte; jeg tætter dens revner, opfører, hvad der sank i grus og bygger den som i fordums dage, så de tager Edoms rest i eje og alle de folk, over hvilke mit navn er nævnt, lyder det fra HERREN, som fuldbyrder dette".

Jeg vil her se ganske bort fra, hvad en historisk kritisk læsning får ud af denne tekst, således også spørgsmålet om, hvorvidt teksten overhovedet stammer fra Amos. I stedet vil jeg læse den som evangelium. Og således siger teksten to ting: For det første, at det gamle rige skal gå under på grund af sin ulydighed og et nyt rige oprettes. For det andet, at alt skal være som i fordums dage. Det ny rige skal opmures af det nedrevne. Det er hverken i himlen eller bag fjerne horisonter det ny rige skal komme. Det er her i skikkelse af et fattigt menneske, der midt i folket, som har glemt kærligheden, vil skænke os sig selv.

Dommen forkyndes mig som en af folket og sætter mig på plads i solidaritet med folket.

Den fattige tømrersvend, som hævdede, at han var den gamle profetis opfyldelse, og at han havde grundlagt det ny Guds rige af en flok forløbne galilæere, han endte sit liv på et kors og efterlod sine disciple i forvirring og fortvivlelse. Han havde i en tilsyneladende sekterisk forvisning om gudsrigets snarlige gennembrud beordret dem til at bryde op hjemmefra og forlade folk og familie med ordene: "Lad de døde begrave deres døde". De skulle ikke have nogen anden far og mor end ham, ikke noget andet folk end hans. Og nu var han død.

Da disse forladte galilæere stod ved graven påskemorgen, troede de, at hans ynkelige død havde været hans sejr over døden. Kristus var opstanden, og hvad så? - Nu skulle det rigtig være alvor med Guds rige … Så sendte han dem hjem.

"Og se, han går forud for jer til Galilæa; der skal I se ham". (Matt. 28,7) sagde englen til dem.

Dér var den opstandne frelser og hans ny rige at finde for dem: hjemme i Galilæa, i den gamle verden, i den vante dagligdag. Profetien var opfyldt. Alt var som i fordums dage, men alt var alligevel blevet nyt. Jesu befaling om opbrud stod stadig fast, men nu var opbruddet dette at blive ved det gamle, og det er virkelig et radikalt opbrud for den, der stadig er på vej ud for at gøre alvor af gudsriget: at gudsriget har gjort alvor af sig selv just dér, hvor mennesket var. I den beskidte hverdag i livet med næsten skulle disciplene møde deres frelser. De blev vist tilbage til deres egen historie, men nu var den først virkelig historie og ikke de første skridt på en vandring mod himlen.

Måske er danmarkshistorien danskerne et gammelt testamente - eller en gammel pagt - ikke sådan at danmarkshistorien af sig selv kan være det, men sådan, at den må have Bibelen til at åbenbare, at den er det. Måske er danmarkshistorien den lov, som står indskrevet i alle danskes hjerter til et vidnesbyrd om Gud, men med en usynlig skrift, som når vi som børn skrev hemmelige breve med mælk. Vi vidste, at der stod noget, men hvad der stod, blev først åbenbart, når en tændstikflamme havde kaldt skriften frem.

Og når evangeliets flamme har kaldt skriften frem, så kan det danske sprog så godt som noget synge lovsange til Gud.

"Modersmålet dybt sig bøjer,
let og lifligt det sig føjer
efter Herrens tankegang;
yndigt selv, men blødt derefter,
låner ånd og ild og kræfter
det af Sions heltesang."

Hvad der lod modersmålet låne ånd og ild og kræfter, derom var Grundtvig ikke i tvivl:

"Påskemorgen, pinsedagen,
ikkun de forklarer sagen."

Kristendommen er hverken omsorg for sin private frelse eller forløsning eller en universalisering af den gamle nationale jødejagt, en ny kosmopolitisk måde at betragte Gud på. Den er en forkyndelse af, at Gud har besøgt sit gamle folk og plantet sit paradis her i dets ruiner.

Dommen over folket er ikke folkets egen. Den er Guds. Det er ligeså farisæisk at ville være sin egen dommer som at ville være sin egen frelser. Selv at ville undergangen er at fornægte undergangen.

Den, der betragter en flue, som spræller desperat i et edderkoppespind, mens spindets beboer sultent nærmer sig, kan nok tænke: - Herregud, så megen ulejlighed for den smule liv, den har tilbage. Er det nu også noget at slås for? Og overvejelserne kan føres endnu længere: - For er der overhovedet nogen mening med at ville leve, hvis man skal leve på fluens vilkår? - Sådanne betragtninger tager sig rimelige ud, når man selv er en passivt iagttagende kæmpe, der står ved siden af det dødelige spind. Men det er jo muligt, at tingene stiller sig helt anderledes, når man er flue og sidder i nettet. Så er den smule liv måske det eneste i verden, der betyder noget.

Og muligt kunne det også tegne sig sådan for et folk, der lever i tiden og er truet i en konkret historisk situation. Måske er det at leve på dødens vilkår i tiden netop knyttet til at ville slås for den smule liv, man har. Og måske kan det at opgive ånden frivilligt netop være et tegn på, at man har en pant på evigheden i baghånden. Jeg kan dog netop slås for det, som er mit, når jeg ved, at jeg skal gå under med den hele bagage. For den døende er døden altid fjenden, og hvis folket ikke ser sin egen død som en fjende, det vil slås med, så er det måske, fordi historien ikke kan råbe det op. Og sådan forholder det sig nok med et folk, der ligeglad sletter sine grænser.

Niels Ebbesens dåd er som tusinder af danskes kamp for friheden den frie viljes protest mod talen om en skæbnebestemt historisk nødvendighed, en idé, som vil overordne sig historien og derfor ikke respektere grænser mellem mennesker og folk.

Når historien er åbenbaret som min historie, så er jeg som historisk menneske sat i frihed til at handle i historien, og ingen magt kan begrænse denne frihed. Den frie viljes suverænitet i historien er netop betinget af, at viljen er sat i frihed af Gud. Forudsætningen for viljens frihed i historien er viljens trælbundethed over for Gud. Virkelig fri kan jo kun den være, der har fået friheden skænket, den, for hvem friheden slet ikke beror på ham selv. For ham er friheden en given ting, fordi den er en givet ting. Det er ikke en frihed til at hæve sig mod himlen - hvad skal man også der, når friheden er skænket en på jorden. Men det er en frihed til at vende sig mod jorden og dagligdagen og slås for sit eget. For her er der forskel på mit og dit.

Hvad der er mit, det ved jeg fra min historie, men at jeg også for alvor har lov at kalde dette for mit, det fortæller evangeliet mig. Historiens "hvad" kender ikke evangeliets "at", men evangeliets "at" giver mig ret til selv og på eget ansvar at forsvare historiens "hvad". Ja, det siger mig, at dette ubetydelige og relative "hvad" for mig ubetydelige og relative menneske er af afgørende betydning i mit jordiske liv.

Et folk må kæmpe for at overleve, og det gør det ved at forsvare sine grænser. Fordi udvælgelsen har placeret folket i historien med ansvar for sin egen skæbne og ikke - som jeg mener at høre det hos Horstmann - i en upersonlig skæbne, er folkets eksistens knyttet til noget så tilfældigt og relativt som grænser, og derfor er disse tilfældige og relative grænser ikke ligegyldige for det folk, der skal leve indenfor grænserne.

En ting eller en sag bestemmes som sagt ikke udfra dens indholds væsen - i hvert fald kun i metafysikken - men udfra dens grænser. Derfor er det grænseløse det indholdsløse. Hebraiskkyndige har belært mig om, at i det gamle testamente dækker ordet for grænser tillige det, som er inden for grænserne. Den første betydning forudsætter den anden. Vi kender det fra logikken: at definere et begreb er at afgrænse det. Vi kender det fra livet: at kende sig selv er at støde på sine grænser og ikke at sidde og betragte sit eget indhold.

Sådan er det også med folk og land. Uden grænser er det ingenting, en luftig størrelse, et folkeligt princip. Grænser er historiens værk, og de fastholder, at i det relative får tingene først mening og kontur over for deres modsætning. Hvad dansk er, bliver forståeligt i modsætning til tysk. Danskhed er ikke noget i luften frit svævende.

Og grænserne mellem folk og enkeltmennesker skal minde os om, at der er en grænse mellem mennesker og Gud. De, der vil bygge et babelstårn fra menneskeheden til himlen, skal have deres arbejde ødelagt af splittelse og sprogforvirring. Tanken om, at grænserne er skabt af Gud, går igen adskillige steder i det gamle testamente, og da Paulus på Areopagos forkyndte Kristus som atheniensernes ukendte gud, meddelte han ikke en ny universel anskuelse - en sådan havde heller ikke været spor overraskende for grækerne - men han greb tilbage i det gamle testamente og sagde, at Gud skabte tider og landegrænser.

Stadigvæk: Forkyndelsen siger, at grænserne skal være der, naturligvis ikke hvor de skal gå. Det betyder ikke, som en grundtvigsk mand har sagt, at engle står vagt ved Ejderen.

Hvad Gud ved historiens planløshed har føjet sammen, har han indsat en øvrighed til at beskytte. Øvrigheden skal beskytte de lovlydige og skræmme de lovløse, men da Gud har sat skel mellem sit og øvrighedens regimente, findes der ingen evig retsordning, hvis guddommelige autoritet, øvrigheden kan falde tilbage på. Der er kun sagt til øvrigheden, at embedet er der, ikke hvorledes den skal røgte det. Et guddommeligt "hvorledes" ville jo fritage øvrigheden for ansvar. Derfor må øvrigheden bygge sin retsorden på magt, og jordisk magt behøver en grænse, inden for hvilken den kan øve ret og skel. Retten står og falder med grænsen. Anderledes sagt: for at politi og domstole kan øve ret i riget, må soldaterne stå vagt ved grænsen - englene gør det ikke - og begge dele skal øvrigheden sørge for.

At hele øvrighedens gerning: lovgivning, domfældelse og regering er spændt op i rigets grænser, det skal minde øvrigheden om, at der er en grænse mellem dens regimente og Guds. Men af sig selv kan øvrigheden som øvrighed ikke se rigets grænse som en sådan påmindelse. Det skal forkyndes for den.

Hvad øvrigheden derimod burde kunne se, er, at hvor leddet ikke kun er af lave, men simpelthen hægtes af og smides væk med øvrighedens velsignelse, der har øvrigheden nedlagt embedet. Bevares, den har måske et funktionærjob at røgte stadigvæk, men ikke øvrighedens embede, for det står og falder med grænsen, fordi det står og falder med magten og suveræniteten.

I en vis forstand er embedet der endnu. Det består stadigvæk i befalingen fra Gud og dermed i ansvaret. Embedet som ansvar over for Gud kan øvrigheden ikke slippe for. Det må den stadig stå til regnskab for, og Guds domme skal ikke fældes af os. Den dom, historien vil fælde, er imidlertid, at politikerne under påberåbelse af en skæbne, som den kaldte "den europæiske nødvendighed" slettede sin geografiske grænse og prisgav sit ansvar over for folket.

Det spørgsmål, som da bryder frem, er, om øvrigheden gjorde det, fordi det ikke var forkyndt for den, at denne grænse skulle minde den om grænsen over for Gud, grænsen mellem tid og evighed. Var det fordi øvrigheden alligevel mente at kende en evig retsordning uafhængig af grænser og soldater, en naturlig ret, som til enhver tid virker det gode uden sværdets argument, så at når man bare bærer sig kærligt og fornuftigt ad, kan øvrigheden nøjes med en rævehale? Havde de danske politikere gået i skole hos paven og spiritualisterne i stedet for hos profeten og historien. Vidste den måske slet ikke, at den var øvrighed?

Det er hånligt sagt om fællesmarkedsmodstanderne, at de var et broget sammenrend af forskellige og hinanden modstridende synspunkter, og det er rigtigt, for så vidt som de af dem, der forkyndte et ideologisk verdensansvar, i grunden burde have været tilhængere. Men jeg tror ikke, at man skal gøre for stort et nummer ud af modsætningerne. Det er min fornemmelse, at de, der talte om sociallovgivning og fødevarepriser, de, der talte om jura, og de, der talte om skole og kirke, egentlig oftest talte om det samme. Altsammen er det jo enkeltheder, hvis lovgivning og praksis danmarkshistorien har tilvirket gennem 1500 år, og som står og falder med magten og suveræniteten, dvs. med de grænser, der også er historiens værk.

Man har moret sig over den pludselige enighed mellem socialister og nationale. Men det kunne jo være, at socialister, trods deres tro på ideens evige objektivitet, også har brug for lovens hegn. Da kong Håkon af Norge i 1945 blev spurgt, hvordan det føltes at være konge med en regering, der talte kommunister, svarede han: - Jeg er også konge for kommunisterne! Det er for mig at se ægte folkelig tale. Kommunisten Nordahl Griegs digt til kongen fra besættelsen udtrykker ganske det samme.

Fejlen herhjemme før 2. oktober var, at det "brogede sammenrend" ikke selv forstod, at det talte om det samme, fordi ord som nationalitet og fædreland var lagt for had. Man flovede sig ved at samles om de symboler, der er lige for hånden, fordi de foreligger på forhånd: flaget og fædrelandssangene. Man havde glemt, at de dækkede over en håndgribelig virkelighed. De skulle ligesom genopdages forfra og renses for idealistisk romantik. Først til sidst, da truslen var overhængende, brød fædrelandssangen frem, men nu aldeles overdøvet af tordenen fra bankernes reklamemillioner. For sent fik kampen retning i slagord som "Dette land er vort" og "Der må være en grænse", sætninger, som i al enkelhed sammenfattede, hvad sagen drejede sig om.

"Der må være en grænse!" Det er ikke udtryk for nogen guddommelig visdom, for det er blot historiens tale, og at de nævnte slagord forekom på kommunistiske plakater, siger noget om, hvad skønne ideer er værd, når virkeligheden truer.

Historien har selv en grænse. Den hedder nutiden, og den skal lære os, at fremtiden tilhører Gud, at hvert nyt øjeblik, der leves, er et skridt ud i uvisheden. Men at historien virkelig er fortid og ikke som i marxistisk historieanskuelse kan forlænges ind i fremtiden mod et fremprojiceret mål, det hører vi først, når evangeliet lukker vore øren op, når Kristus tager historien i sin tjeneste og åbenbarer sig som historiens herre ved at opfylde dens lov og i lydighed at gå sin vej ud til døden. Dvs., at når historien ved evangeliet åbenbares som Guds lov, så er den allerede fortid - det, der var. Det levende ord om Kristi kærlighed har hvert øjeblik, det lyder, lagt loven bag sig, ved at skænke sig selv til os som vor eneste nutid.

Det betyder nu ikke, at vi dermed er blevet færdige med historien, for Kristus tager historien i sin tjeneste under forargelsens mærke, som den korsfæstede Jesus, som historiens barn, der led og døde. Det ord, som gør historiens lov for alvor fortidig, idet det undtager os fra den, det sætter os jo tillige tilbage i fortiden, gør os fortidige, så vi skal leve i uhjælpelig bundethed til fortiden - netop fordi den er stedet, hvor det ny skal bryde frem.

Jesus Kristus gør os samtidige med fortiden, ikke kun med evangelieberetningerne, men med al historie, idet evangelieberetningerne ved at være historie fortæller os, at der overhovedet ikke er noget andet sted end historien, hvor vi kan få noget som helst at høre. Sagt på en anden måde: at mit liv er en akt og ikke en tilstand, en vorden og ikke en væren. Naturhistorien kan forklare alt om min beskaffenhed, min tilstand og væren og har dog intet sagt om mig selv. De persiske vismænd, som ved kongens dødsleje skulle sammenfatte hele historien, gjorde det med ordene: "De fødtes, de led, de døde!" Det er historiens tale af sig selv. Men de ord bliver først til hele sandheden, til min historie, til det eneste, der i al evighed er at sige om livet, når det forkyndes mig, at historiens herre fødtes, led og døde.

Hvor Gud således under forargelsens mærke har åbenbaret sig som historiens herre, og hvor han selv har overvundet forargelsen - dér er historiens prædiken ikke længere skjult. Der er historien ganske åbenlyst en evig lovsang om sin skaber. Dér tyder barnet nu i vang, hvad David dunkelt så og sang, som der står i en julesalme. Dér vender Gud, fuldt synligt for troen, omend skjult for verden under planløshed og tilfældighed, historiens gang til det bedste og lader den tjene sin vilje. Så får vi lov til på vort lille sted i historien at bede, som Sjællands biskop, Hans Albretsøn, i 1566 under den nordiske syvårskrig:

"O nådige Gud, som er mægtig og vis
og haver altingest i Hånde:
afvend den store Plage og Ris,
som hænger over disse Lande.
Giv du vor Konning Lykke og Mod,
sine Fjender over at vinde,
at Danmarkes Rige måtte komme på Fod
og sig anderledes besinde."

For katolicismen er kongens stat og Guds stat konkurrenter. Derfor kan de alliere sig. Her ser vi Guds fodspor i historien, når det går gudsstaten godt. Romerkirken overtog blot hellenismens og romermagtens universelle drøm, som Grundtvig med strålende præcision beskriver:

Verdensklogskab er mit navn.
Derfor stræber jeg at knytte
hele verdens sande gavn
til hver enkelts egennytte.
Glipper det, som let kan ske,
er det dog en stor idé.

Kristendommen gav den store idé sit banesår. Den var død og færdig, samtidigt med at den historisk naturligvis levede videre i bedste velgående. Det gjorde den ved snedigt at erobre den kristne kirke:

"Tosser kun det ej forstå:
Vil en stærk man overvinde,
må man dér ham overgå,
hvor hans Styrke er at finde.
Og at kun af Over-Tro
lod sig Troen overgro."

Således blev Roms legioner forvandlet til en præsteskare, som skulle indtage Europa og indlemme det i gudsstaten.

At reformationen kom i Nordeuropa vil vel ingen hævde, var en tilfældighed. Her havde katoliceringen og troen på den universelle pavemagt aldrig vundet det fodfæste, som i det romerske imperiums Sydeuropa. Det skyldtes de germanske folks interesse i at hævde kirken som nationalkirke, navnlig i Danmark. Det skyldtes, at der var en grænse, som skulle forsvares, fordi folket havde et historisk forhold til sin egen eksistens som folk, der minder ulige mere om Israels end om den katolske kejserstats.

"Der er ingen tilsammen viet uden munken og hans kappe."

Med Luthers lære om skellet mellem åndeligt og verdsligt regimente, som i Danmark blev forstået uden blodig borgerkrig, blev endog munkens kappe revet af ham. Hermed blev tillige planen om den super-europæiske gudsstat brudt.

Eller blev den?

Mon det dog er en tilfældighed, at tanken om en samlet europæisk forbundsstat opstår i det af katolsk tænkning gennemsyrede Sydeuropa, Pax Romanas gamle område?

Nej, den foragt for grænser, som Europafædrene har bygget deres magtmonstrum på, og som vore politikere servilt har overtaget, er økumenisk katolicisme i en pseudo-sækulariseret udgave. Det er ganske konsekvent, at det mellemkirkelige råd også vil have folkekirken med som garant for det store fællesskab.

Sammenflyde må engang
Magten i en Kejser-Pave,
Som med Sværd og Gude-Rang
Holder Pøbelen i Ave.
Mens for alle kloge Folk
Han kun er Fornuftens Tolk.

Er Grundtvigs profetier blot fantasteri, eller taler Europatanken tydeligt nok? Vi lader den svare med Grundtvig:

Klart er Ordet, jeg har ført.
Stor er Planen, jeg har fattet.
Fin er Farven, jeg har rørt,
Dejlig Stenen, jeg har glattet.
Alt er hans, som Gaaden ved,
Tror på mig og falder ned."

Men vil vi tro og falde ned, eller er der stadigvæk en grænse? Politisk er der det ikke. I den forstand er folket nu retsløst i et system, hvor Danmark er et led af helheden, som forbyder national diskrimination, og hvor fællesskabsforordninger og domskendelser går forud for de nationale grundlove og har direkte retsvirkning over for enkeltborgere, der er ubeskyttede af nationale øvrigheder og domstole.

Nationalstaten er ikke Guds normalordning for samfundet, men den er vores ordning, betroet os af historien - eller var det indtil fornyligt.

Jeg er enig med Horstmann i, at man ikke kan udnævne en bestemt politisk løsning til at være den "folkeligt rigtige", for folkeligheden er ikke et problem, som frembyder forskellige løsningsmuligheder, eller som folket kan forholde sig diskuterende til. Den beror jo med Horstmanns egne ord på Guds udvælgelse. Men det er politikerne og ikke os, der har stillet keglerne op, så at folket skal finde sig i at diskutere sin egen eksistens: Skal vi leve eller dø? - Hvad synes I, Venner? Man må have os undskyldt, at på de præmisser kan vi ikke tale. I den situation, man bød os, foretrak vi at leve, men opgøret retter sig ikke mod et ja til fælles markedet som en alternativ løsningsmulighed, men mod politikernes ret til overhovedet at stille spørgsmålet, som om det ikke vedkom deres eksistens. Hvis Horstmann forstår sin tale om udvælgelsen som en udvælgelse til historien og ikke en metafysisk udvælgelse, og hvis han drog konsekvensen af denne tale, så ville han ikke se et problem, som skulle løses, men en virkelighed, som skulle respekteres.

Nu hjælper det ikke at pukke på sin ret over for fællesskabets krav om lydighed, for der er ingen anden ret for folket end den, det selv tager sig. Det er prøvelsernes tid, og måske vil prøvelserne endnu engang hærde et oprør, som ikke vil falbyde en ny idé, men er negativt, dvs. bundet til historien. Et oprør, som ikke har anden ret end den, Niels Ebbesen havde. Det oprør, som nu tiltrænges, vil ikke sværmerisk revoltere mod at blive regeret, men derimod kræve at blive regeret - dvs. at blive regeret på dansk.

Når ungdommen ser, at den er blevet forrådt af de ledere, der skulle have overgivet den et frit land, så kan resultatet måske blive et stormvejr, som ikke lader sig standse, fordi borgerligheden bliver forarget.

Den danske borgerlighed, som stort set dominerer det politiske liv, aner ikke, hvad det er at være borger, fordi den ikke interesserer sig for, hvem den er. Hvis nogen alligevel stiller spørgsmålet, har den kun et svar, kun en artikulationsform: forargelsen.

Og sådan har det tilsyneladende været århundredet igennem. Den oppustede forargelse, som i mellemkrigsårene var kirkelighedens eneste svar på Tidehvervs kritiske spørgsmål, er præcis af samme skuffe som det hysteri, borgerligheden mobiliserede mod den folkelige vækkelse, som spirede før 2. oktober, og som med et helt andet udgangspunkt stillede det samme spørgsmål: "Hvem er vi?" Kirkeligheden af i går er borgerligheden af i dag. Den borgerlige forargelse gentager kun sin egen jantelov. Den hedder ikke: Du skal ikke tro, du er noget! - for vist er man noget: et mageløst særpræg, en vidunderlig folkelig egenart, en demokratisk indsigt, som hele Europa nu skal til at nyde godt af. I stedet hedder det: Du skal ikke tro, du er nogen! Se på os! Vi er ingen, og det er vi tilfredse med, for det klæder os bedst. Glæd jer over velfærdet og samfundsværdierne og lad være med at gøre vrøvl!

Velfærdet og samfundsværdierne, det er den kapitaliserede historie, som ikke skal forbruges og omsættes i daglig handel, men sættes i banken som en garanti, historiens resultat, udviklingens foreløbige endepunkt. Og når kapitalen er sikker, når den ikke bestandig skal vindes påny, forpligte os og dømme os, når historien blot er blevet udvikling, ja så bliver det historiske spørgsmål om, hvorledes kapitalen i fortiden er tjent og forbrugt, aldeles ligegyldigt.

Men er der noget at sige til, at ungdommens sult ikke stilles ved den kaloriefattige føde, som borgerligheden kalder velfærdet og samfundsværdierne? Kunne det ikke tænkes, at det, der dyrkes i pressen som et interessant fænomen under betegnelsen ungdomsoprør, i grunden er et fortvivlet spørgsmål, der stammer: "Hvem er vi?"

Er det sært, at flere og flere unge spørger: "Hvor vover I at spærre os inde som værnepligtige for at forsvare noget, som i jeres egen mund er rent uforpligtende ordskvalder.

Der er jo mening i at slås for at overleve, men som hvem skal vi overleve, hvis vi ikke er nogen?

Og hovedrystende og forarget opgiver borgerligheden samtalen. For kritikken er så negativ. Den vil ikke engang - nu be'r jeg! - være med til at forsvare samfundsværdierne.

Sandheden er imidlertid, at ungdommens kritik er altfor positiv, så at dens spørgsmål dysses til ro af alle tidens frelsereligioner fra marxisme til oplevelsesdyrkelse, og det har hidtil gjort ungdomsoprørene til en tandløs bekræftelse af den gamle borgerligheds identitetsløshed og udviklingstro.

Men når alt er sat til, og tabet af folkets frihed endelig har fremmanet identitetsløshedens genfærd over liget af samfundsværdierne, så kunne det hænde, at spørgsmålet stilledes med en radikalitet, som ikke lod sig standse, fordi den ikke havde svaret deponeret på forhånd.

Når de spørgende har set, at de himmelske svar, man lovede dem, var blålys, at himlen er tom, så er det måske tid at vende spørgsmålet mod jorden og høre, hvad den kan sige nederlagets slægt. Så kan fortiden måske igen blive levende, og historien kan holde sin prædiken.

Når de levende har mistet mælet, fordi de glemte, at sproget er handling, vilje, dåd og bekendelse, så er det tid for de døde til at fortælle os, hvem vi er, fra de grave, som vi har kalket. Og når sproget igen taler med ud af de dødes liv, forpligter os og øver tankens tugt, så vil borgerlighedens sydende forargelse være så magtfuld som en klat fedt på en varm stegepande.

Jeg vil slutte med to citater. Det ene er en lille opsats af Jakob Knudsen fra Højskolebladet 1913 under overskriften "Et Monument":

"I Højskolebladet nr. 25 skriver hr. K. Ravnholt i en Artikel, "Fædrelandssangene", følgende til Forsvar for den forsvarsnihilistiske Fædrelandskjærlighed: "Hvad andet skal det Barn gjøre, der beskyldes for Mangel på Kjærlighed til sin egen Mor, end inderligere endnu med et Suk eller et Smil at trykke sig ind i hendes Favn?".

Der er Plastik i disse Ord. Der kunne dannes et Monument over dem. Og der er adskilligt i vort Folk, som det kunne blive et rammende og anskueligt Udtryk for.

Gruppen kunne se således ud: En gammel, svag Kvinde, i siddende foroverbøjet Stilling. En ung Karl, en stor, kraftig Tamp, søgende Tilflugt hos hende, angstfuldt klyngende sig til hende med Ansigtet trygt ind i hendes Favn.

Den gamle Kvinde stirrer rædselsslagen mod en Fjendehob, der stormer truende frem mod de to. Den unge Karl vender altså sin velnærede Ryg til denne Side.

På Fodstykket burde de før citerede Ord stå: "Hvad andet skal det Barn gjøre, der beskyldes for Mangel på Kjærlighed til sin egen Moder, end inderligere endnu med et Suk eller et Smil at trykke sig ind i hendes Favn?". Kunstværket kunne jo kaldes: "Moderne Fædrelandskjærlighed" eller: "Den kjælentlumpne Fejheds Triumf", eller hvad man nu kunne finde passende."

Det andet citat er af Tage Schack og stammer fra Tidehverv 1941. Det bærer overskriften "Virkeligheds-besindelse" og gør op med kirkelighedens beroligelse af folket under besættelsen. Tage Schack skriver, at man har anbragt trøsten som et depositum, før sorgen var der, og han fortsætter:

"Kristendommen tilbydes nemlig nu som Trøst, fordi den er det evige, der er uberørt af Tidens Omskiftelser og Rystelser, og hvor vi derfor kan søge Ly. Men det er en Misforståelse. Kristendommen er ikke det af Tiden uberørte evige, men et Budskab om et Menneske, der levede midt i Tiden og gik til Grunde dér sammen med sine Medmennesker. Derfor kan den aldrig blive et sikkert Sted uden for Tilværelsen, hvorfra man fra det høje ser ned på, hvordan det går med ens Medmennesker, Land og Folk. Folkets Skæbne er vor Skæbne. Dommen over Folket er Dommen over os. Vi kan ikke skjule os for den. Og det er ikke så givet, som man nu tror, at man kan have sit private religiøse Håb uafhængigt af Håbet for Folket. Men hvorledes kan Kirken nu have noget at sige Folket, når dens Forkyndelse kun går ud på at adskille den enkelte fra hans Medmennesker i Interesse for hans private Frelse og Helliggørelse?

Derfor er der for Kirken og for os, dens Tjenere, Grund til at besinde sig på Virkeligheden. For vi er i Dramaets sidste Akt, selv om det kan spindes langt ud. Alt det nuværende må dog før eller siden forlade Scenen. De sidste Replikker vil inden alt for længe blive sagt. Der kommer en hårdere Virkelighed end denne, da der ikke bliver Brug for Kirkens Vorherre, for han kan ikke indfri de Veksler, man har skrevet i hans Navn. Så må vi dele Kår med vore fattige Medmennesker. Så er Kirken ikke mere det Sted, hvor Svaret ligger til Afhentning, men det Sted, hvor Spørgsmålet efter Gud og vort Medmenneske bryder frem og ikke lader sig besvare af os."

De to citater siger ikke det samme. De er ganske vist begge ord til virkelighedsbesindelse, fordi de begge forpligter på en virkelighed uden for den talende selv. Jakob Knudsen taler om en uvirkelig pietisme, der undsiger den jordiske solidaritet med folket i fædrelandskærlighedens navn. Tage Schack taler om en uvirkelig pietisme, der undsiger den jordiske solidaritet med folket i religionens navn.

Det sidste citat er overordnet det første. Tage Schacks ord henviser os til en virkelighed i folket, hvori Jakob Knudsen lever og handler som en fri, dansk mand. At være dansk vil jo for danskeren sige at være historie, og at være historie er med Søren Kierkegaard "at være sig selv og slægten" - at leve på sit sted uden at spørge om historiens mål og mening, fordi magten og æren er Guds alene.