Et kulturradikalt ikon

Af Jesper Langballe. Tidehverv, 2007, s.1-3.

Hvert femte år, når befrielsen fra den tyske besættelse fejres, og P1 finder de gamle fædrelandssange frem af Grundtvig og L. C. Nielsen - de sange, som på ny blev gangbare i besættelsesårene - så høres uvægerligt en i den sammenhæng underlig sentimental mislyd. Det er PH's revyvise fra 1940, "Man binder os på mund og hånd".

Lad det være sagt med det samme: Den sang giver mig kvalme. Ved indledningen til den besættelse, som langsomt og gradvist lærte danskerne, at der var noget, de var bundet uløseligt til - en historisk virkelighed, de ikke kunne vriste sig fri af (eller "flagre sig fri", som det hedder i PH-visen) - og at netop i denne fælles bundethed var kampen for frihed mulig og nødvendig - dér fremsatte Poul Henningsen sin selvoptagne bekendelse til en frihed, der bare er det magelige nydelsesmenneskes fravalg af enhver forpligtethed.
Digteren og kommunisten Otto Gelsted havde den 9. april i oprigtig fortvivlelse skrevet sangen om de mørke fugle, der fløj i eskadriller over byens tage. Og til det besatte Danmark sagde han:

"Men i den angstens stund,
du lå med blodig mund,
og alt omkring
var dødsens nat og gru,
da så vi og forstod
til vore hjerters rod,
at aldrig har vi elsket dig
som nu."

Det er ikke en programerklæring, som da Otto Gelsted få år forinden havde skrevet: "Slet det hvide kors fra flaget! Gør det rødt!"
- Det er en virkelighedens tale fra en mand, der havde erfaret, hvad det er at miste, fordi der var noget, han havde været bundet til uden selv at vide af det.
Vidste PH, hvad det er at miste? - Var der overhovedet noget, der bandt ham?

"Kunne man forbyde
de tre ord: Jeg lover dig,
var man vist i kærlighed
på mere ærlig vej.
De ord, jeg svor
med hånd og mund,
de gælder kun den korte stund,
det netop er kysset
fra dig jeg kan li."

Ja, løfter er ubekvemme. De snærer og binder. Kunne man forbyde dem, så blev livet skideskægt. Men at leve et liv, hvor løfter er afskaffet og forbudt - et liv uden næste, uden sammenhæng og hjertebånd, blot et sekunds flygtig stemning - er det overhovedet at leve?
Løfterne imellem os er jo også de svegne løfter - dem, der kalder på tilgivelse. Med mindre man også har afskaffet begrebet svig og dermed nedskrevet sig selv til et dyr, hvis kamp blot er kampen for det "jeg kan li'."

"Vi har en indre fæstning her,
som styrkes i sit eget værd,
når bare vi kæmper
for det, vi kan li."

Ja, "Den indre fæstning" - den talte radikale grundtvigianere også meget om i krigsårene - gerne som undskyldning for ikke at gå til modstand. "Et Dannevirke i hver mands bryst" hed det også svulstigt. Den retorik er mildest talt ikke PH's. Men selvoptagetheden og selvnydelsen er det samme: Når bare man bevarer sin personlige indre fæstning, så kan man i ly af den dyrke sit eget jeg og lade den folkelige sammenhæng skøtte sig selv.
Sangen blev tilført kunstnerisk glød af den vidunderlige Liva Weel. Men det er blodigt ironisk, at netop den sang er kommet til at stå som en slags modstandssang ved en ren tilfældighed - på grund af omkvædets dobbelt­bundne, næppe hørlige finte til besættelsesmagtens censur.

Den stadige krampagtige dyrkelse af PH, som sidst har ført til et kæmpe PH-seminar på Københavns Universitet, tilrettelagt af Hans Hertel, har noget museumsstøvet over sig. Så dyb en ånd var PH altså ikke. En letløbende og temmelig overfladisk bajads. Når han ikke var i det kvalmende bekendelseshjørne som i den omtalte sang, så kunne han skrive fornøjelige og friske revy­viser (jeg kan især godt lide den med "To pilsnere i en snor efter en båd"). Desuden har han, som Jens Kruuse skrev, da PH fyldte tres, øvet den indsats for åndslivet at konstruere en lampe, som ikke lyser, men samler flueskidt. Det indbragte ham den nærmest messianske titel "Lysmageren". Faktisk er Kruuses karakteristik af PH-lampen yderst præcis. Den har nemlig det for en lampe forunderlige særpræg, at den lukker lyset inde. Derfor bliver den meget varm, og for fluerne er det en ren svir at sidde og skide på det varme metal.

Alt, hvad PH gjorde, blev efterabet af det kulturradikale intellekt. Han blev en epigonernes pædagog. Da han var besat af den hobby at lege med drager - en helt agtværdig fritidsforlystelse - blev det intellektuel mode at lege med drager. Havde han nået at opleve legoklodsernes tid, ville det måske via PH's inspiration være blevet det store akademiske hit.

Men PH var ikke bare bajads. Han var en bajads med en sag. Den var ikke forankret i ham selv, og den krævede ikke, at han satte sig selv på spil. Den virkede mere som et dogmatisk skoleridt. Sagen hed demokrati, og det ord rummede for PH alt, hvad der bevæger sig af ånd og strømmer af liv - fra de små børns smil til elskovs flammer. Ja, om det så var kunsten, så havde den én eneste funktion: at propagandere for demokratiet. Han ville bane vejen for en demokratisk kunst.

"Vi må netop erkende, at det er romantik og falsum at tale om en upolitisk kunst. Der males ikke et billede, bygges ikke et hus, synges ikke en sang, uden at den er politisk bestemt." - skrev han i 1938.

Har man læst den russiske komponist Sjostakovitsch' erindringer, slår det én, at de ord kunne have været udtalt af Stalin. De kunne også have været sagt af Hitler. For det er i kort og sammenfattet form opskriften på en totalitær ideologi - selvom man kalder ideologien demokrati.

Hvorfra fik "demokratiet" da hos PH sin guddommelige status? Hvordan blev en styreform, som vi har på historiens relative betingelser, til en kult med en dogmatik, som både kunst og liv skulle tjene? - Hvordan bestemte PH overhovedet demokratiets væsen?

Her havde han fået hjælp af Hitlers nazisme, og han glemte ikke at påskønne hjælpen. Hør en gang:

"Hitler har udtrykt klart, at kunst må hvile på en verdensanskuelse - for hans vedkommende den nazistiske. Han kasserer kun den kunst, som hviler på den demokratiske verdensanskuelse. Gennem sin målbevidste kamp mod den lærer han os med al tydelighed, hvad demokratisk kultur er. Vi behøver bare at handle modsat ham, så har vi vores kulturprogram i mindste enkeltheder."

Kunst og kultur er altså noget, der fremgår af et program - en demokratisk verdensanskuelse - og programmet er ned i den mindste detalje et negativt aftryk af nazismen. Men derved er jo ikke bare kunsten, men også demokratiet forrådt, så sandt demokratiet ikke er livet selv, og så sandt demokrati rummer ubetinget ytringsfrihed og kunstnerisk frihed - og ikke noget så modbydeligt som en fordring om at skabe demokratisk kunst.

PH skrev meget om ytringsfrihed, men det kostede ikke noget. Det var bare en fane. Ligesom sine kulturradikale arvtagere - f.eks. Tøger Seidenfaden på Politiken - bedyrede han sin kærlighed til ytringsfriheden, men ytringsfriheden og den kunstneriske frihed var til besvær for kulturkampen, når det kostede noget. Det var en lektie, der kunne lires af ved passende lejlighed, men ikke en fordring om at træde i karakter.

For hvor kunst er ægte, dér er kunstneren ikke en tabula rasa, der kan fylde sig selv ud efter en selvskabt eller alment anerkendt dogmatik. Digteren er fri i sin bundethed til det liv, som også binder digterens læser. I denne bundethed er han frihedens forsvarer, for han har ligesom den, han henvender sig til, noget at miste. Som Grundtvig siger det om kæden af kærminder: "Jo stærkere den binder, des friere den gør."

Én af de betydeligste kunstnere, jeg har lært at kende, maleren Sven Havsteen-Mikkelsen, kendte denne bundethed. Jeg husker, at han en gang sagde til mig om politikerne, som i hans øjne var til fals for hvad som helst: - Nej, de har ikke noget at miste!

Det blev hvislet mellem tænderne. Noget værre kunne Havsteen ikke sige om noget menneske. For den, der ikke har noget at miste - noget, han i givet fald vil sætte sit liv ind på at forsvare og bevare - han er slet ikke et rigtigt menneske.

Vi kan også sige, at han er en ægte kulturradikal, som forsvarer sin egen indre fæstning, og som lever og ytrer sig efter en dogmatisk recept på frihed, der ikke er bundet af familie og slægt og fædreland - af de bånd, som vi hverken udtænker eller vælger eller knytter selv, fordi de er ét med den på forhånd givne historiske virkelighed.

PH var ikke nogen original skribent, men en flygtig dilettant. Hans styrke ligger ikke i hans produktion eller i hans tanker, som er temmelig banale. Hans styrke ligger i, at han blev et ikon for kulturradikalismen - den, som i ca. hundrede år besad den åndelige magt i Danmark. Og for et ikon kan banaliteten godt være en taktisk styrke, som i det mindste kan vare, indtil den kulturradikale sag har slidt sig selv ned til en åbenbar tomhed.

Denne nedslidning blev synlig i 2001, da det politiske systemskifte beseglede udfaldet af kulturkampen, mens det kulturradikale intellekt var usynligt. Og det har det kulturelt været siden. Det er uden originalitet og spændstighed. Det kan kun gentage de samme banaliteter om og om igen. Og her udgør PH et sandt skatkammer af citater. En ny kulturkamp var sat ind - ikke den, der var genereret af PH, men den, der satte ind som folkelig reaktion - de menige danskeres kulturkamp mod de intellektuelles forræderi.