Kirkens røst - dens ja og nej

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1966, s.1-12. Menighedsforedrag i Randers, december 1964.

Som det utvivlsomt vil være enhver bekendt, hersker der i dag babylonisk forvirrede forhold i den danske folke-kirke. Både blandt præster og lægfolk klages der over, at det er umuligt at få klarhed over, hvad det egentlig er, der i kirken forkyndes som kristendom. Nok er det vel endnu en smule overdrevent at sige, at der er ligeså mange kristendomme, som der er præster - det trøstende moment heri er dog tvivlsomt, idet man ikke kan lade ude af betragtning, at det lægfolk, som i dag synes at være blevet sig selv bevidst i sin glæde over den bedrift at have rystet præsternes tyngende formynderskab af sig, også har vist sig i stand til at yde sit klækkelige bidrag til forøgelsen af kristendommenes antal, måske endda netop myndiggørelsen gør det produktivt i så henseende - men man kan i hvert fald konstatere som en kendsgerning, at det ikke er det samme, som prædikes som kristendom i alle folkekirkens kirker, ja, at der ofte prædikes forskellig kristendom i den samme kirke ved højmessen og ved aftensangen. Hvis man nu er et almindeligt menneske, der finder, at dette liv er en temmelig besværlig affære, og at det derfor ikke blot kunne være rart, men at det tilmed må være ens berettigede krav at få råd om og vejledning i, hvordan man skal bære sig ad med at leve, og dermed også klar besked om, hvilke bestemte konkrete gerninger man skal gøre eller undlade at gøre, og hvis man desuden mener, at det må være kirkens opgave, hvis den ellers har nogen, at give en sådan vejledning og besked - i hvert fald hvad det angår, som desværre fortsat og underligt nok bliver tilbage, når politikerne og lægerne og juristerne og pædagogerne og psykologerne har sagt deres - så er det virkelig noget af et problem, at den ene præst siger et og den anden noget andet, og at præsterne er ligeså uenige om, hvad den sande kristendom er, som f. eks. politikerne er om, hvad den rigtige politik er, eller som lægerne kan være, når de skal stille en patients diagnose - selv om man naturligvis ikke klager over lægernes og politikernes uenighed, men tager denne som den selvfølge, den er, fordi det her er mennesker, man har med at gøre, hvad det jo ikke må være i kirken. Når man nu kommer til kirken som det guddommeliges repræsentant på jorden for at få udleveret den helt rigtige åndelige recept, den rette og sande livsanskuelse og den rette vejledning i livsførelse og den rigtige moral, som skal gøre det lettere at leve - for det er jo altid lettere at leve, når man er ovenpå i forhold til livet, så at man på forhånd ved, hvad man skal svare på livets udfordring og ikke i sin åndelige fattigdom og rådløshed selv er nødt til at famle sig frem til og vove et svar - så kan det ikke være andet, end at man føler sig bedraget ved at møde al denne forvirring og splittelse i kirken. Forvirring og splittelse og kaos finder man tilstrækkeligt af inden i sig selv; det er jo det, man gerne vil ud af, og som man skal bruge det guddommelige til at komme ud af, og så. finder man i kirken akkurat det samme ubehagelige, som man kender fra sig selv, og det i mangedobbelt forstørret skikkelse. Kirken har ingen røst, der taler tydeligt, fordi der altid er noget andet, som også kalder sig kirkens røst. Man råber på biskopperne, på bispekollegiet som kirkens røst, men biskopperne er heller ikke enige (undtagen når det gælder at anbefale indsamlinger, f. eks. til Københavns Indre Mission o. lign.!) - rent bortset fra at bispekollegiets udtalelser almindeligvis bærer for stærkt præg af, at de ligesom politikernes er kommet til verden under anvendelse af denne verdens sædvanlige taktiske overvejelser, til at de kan virke noget videre overbevisende som udtryk for just det guddommeliges røst. Kirkens tale er ikke ja, ja og nej, nej. Til ethvert ja er der et nej, og til ethvert nej er der et ja. Det gør, at den, der lytter til kirkens tale, ikke bliver klogere, end han var i forvejen, og ikke kommer ud af den problematik, hvori han befinder sig i forvejen. Kirkens forvirring og splittelse forstærker blot den angst, den i og for sig frugtbare angst, som drager ham til at lytte til kirkens tale, og forvandler den til den ufrugtbare angst for, at det slet ikke skal kunne lade sig gøre at få en objektiv og garanteret livsanskuelse eller en objektivt sikret og garanteret moral, men at enhver skal være nødt til at leve på eget ansvar og risiko, nødt til på eget ansvar at afgøre, hvad der er guddommelig sandhed, og hvad der er djævelsk løgn, hvad der er sand kristendom, og hvad der ikke er det.

Hertil er der at sige, at angsten for afgørelsen og ansvaret er det samme som angsten for, at det virkelig ikke skal kunne lade sig gøre at komme frem for Gud uden tro, hvilket jo i det Nye Testamente hævdes, at man ikke kan. For når mennesker i vore dage har den stærke uvilje mod kirkens forvirring og splittelse, så er den afgørende grund dertil, at de vil forholde sig til Gud og hans ord uden at behøve at tro på ham. Man vil have Guds sandhed gjort til en genstand for ens tanke, sådan at man kan nærme sig den, som man neutralt og objektivt kan nærme sig andre genstande for ens tankevirksomhed. Man kan nærme sig dem, hvis man har interesse for dem, og man kan holde sig borte fra dem, hvis man har lyst til det, uden at dette har afgørende betydning for ens eksistens. Man ønsker en guddommelig sandhed, der er ufarlig at have at gøre med, en Gud, om hvem der ikke gælder det samme som om bibelens levende Gud, nemlig at den, der ser ham, må dø. Den, der vil leve i den Guds samfund, må miste sit liv. Han må betale for gudssamfundet med sig selv. Det har aldrig været anderledes, heller ikke i de gode gamle dage, i "troens tidsalder". Når man begynder at se den herskende forvirring og splittelse i kirken, hvor så mange forskellige røster lyder, i bibelens og urkristendommens lys, så kunne man nok ledes til at stille det spørgsmål, om ikke de kirkelige tilstande, som vi finder os selv midt i, svarer temmelig nøje til de vilkår, hvorunder det gamle Israel måtte leve, omgivet som det var på alle sider af afgudsdyrkende folkeslag, der alle mente, at deres gudsdyrkelse var ligeså god, om ikke bedre, end Israels, der jo kun havde en usynlig Gud. Og man kunne spørge, om ikke nutidens forhold temmelig godt ligner de forhold, hvorunder den urkristne menighed måtte leve i det romerske rige, hvor alle verdens religioner i alle dele af riget blandede sig mellem og med hinanden, således at de kristne måtte have besværet med at leve i en dem bestandig afkrævet afvisning af de andre religioner, og således at apostlenes formaninger til menighederne måtte lyde på, at de skulle prøve ånderne, om de var af Gud. Man kunne spørge, om det, der sker i vore dage, er andet, end at falske forestillinger om Jesu Kristi rige som et rige af denne verden og om kirken som en overnaturlig institution i det naturlige borgerlige samfund, at sådanne levninger af den middelalderlige kirkes jordiske herlighed er ved at blive kastet ud, er ved at blive reformeret væk af Vorherre selv gennem historiens gang - fordi kirken ikke har kunnet bekvemme sig til at reformere sig selv - og at det er selve den nytestamentlige menighed, der gennem denne aldeles åbenbare kirkelige forvirring og splittelse kalder os til sig og drager os til at leve under de samme vilkår, som var dens. Eller for at udtrykke det mere præcist: man kan spørge, om det ikke er et led i Guds opdragelse af kirken, at han gennem forvirringen gør den enkelte kristnes ansvar større, eller at han giver den enkelte kristne sådanne vilkår at leve under, at det ikke mere, eller i hvert fald ikke så let, lader sig gøre at flygte fra ansvaret. Forholder det sig sådan - og det skal nok vise sig, at det gør det, hvis Gud ellers er Gud - så er det ikke nogen ulykke, at kirken ikke har nogen røst, der på objektiv måde, dvs. bortset fra troen, kan fastslås som kirkens, og som kan tage konkurrencen op med dette jordiske livs mange verdslige og religiøse røster. Så er det ikke nogen ulykke, at kirken ikke kan sige sit ja og sit nej på en sådan måde, at det føles tilfredsstillende for det på verdslig eller på from måde gudløse menneske. For bedre vilkår at leve under end at være samtidig med apostelmenigheden, kan nutidens kirke dog vel ikke få!

Efter disse indledende bemærkninger, der blot skulle hjælpe mine tilhørere til at smile lidt ad den kirkelige forvirring og splittelse og i stedet for at tage den altfor gravalvorligt benytte den på fornuftig måde til at løfte deres hoveder i forventning om kirkens tilstundende forløsning - skal jeg forsøge at gå lidt mere ind på arten eller strukturen af den herskende kirkelige splittelse. Ser man lidt nærmere efter, viser det sig, at den kirkelige splittelse, som ved første øjekast synes nærmest kaotisk, dog i det væsentlige afspejler to bestemte opfattelser af, hvad kirken er, og hvad den skal gøre. Efter den ene opfattelse har kirken fået evangeliet betroet af Gud, formidlet af den kirkelige tradition, der går tilbage til apostlene, og nu er det så kirkens opgave ved dette evangeliums hjælp og især gennem sin gudstjeneste at søge at gøre folket delagtigt i den skat, som den selv har fået betroet, dvs, gøre folket til kirke. Og kirken har, mener man, ved at få evangeliet betroet, også fået ret og myndighed fra Gud til at kræve borgerlig hensyntagen fra statens side og borgerlig frihed til at lade sin røst høre, hvorved den udvortes folkekirkeordning bliver at regne for en organisation eller institution, som skal styres, ikke at staten efter borgerlige og demokratiske principper, men af ordinerede præster og biskopper efter Guds ord, eventuelt i et vist samarbejde med det troende og vakte lægfolk. Folkekirkens bestemmelse er at være Guds kirke i folket, og for at udrette sit ærinde i verden har kirken et af Gud indstiftet embede, som repræsenterer Kristus over for den del af menigheden, som ikke er embedsindehavende, lægfolket, og desuden over for det borgerlige samfund. Den anden opfattelse af kirken mener, at kirken er til for folkets skyld. Den skal betjene folket med evangeliet, om det ellers ønsker det. Det er folket, der bestemmer, om der skal være en folkekirke i landet, og folket har derfor også ret til at kræve af denne folkekirke, at den skal tilfredsstille dets kirkelige og kristelige behov. Denne folkekirke kan ikke sættes lig med Jesu Kristi kirke. Den er ikke et trossamfund, men en borgerlig indretning, i moderne tid en demokratisk organisation, der som sådan naturligt styres af den politiske regeringsmagt. Embedet i folkekirken er efter denne opfattelse kun en praktisk anordning. Det er folket, der betror bestemte mennesker at forkynde den kristendom, som folket ønsker at høre - hvis den altså ønsker at høre nogen kristendom forkyndt. Kristendommen er kun hos folket som dets gæst, og gæsten bliver naturligvis ikke længere, end værten, folket, ønsker og tillader dens nærværelse.

Efter den første af de her skitserede opfattelser, den pietistiske, indremissionske, højkirkelige, er man ikke kristen ved det blotte medlemskab af folkekirken, men først derved, at man bevidst tager stilling til evangeliets budskab og omvender sig og vedkender sig den dåbspagt, gennem hvilken man er blevet optaget i kirken, eller man er det ved sin deltagelse i kirkens gudstjeneste, fordi det er gennem gudstjenesten, at Gud træder frem på synlig og kendelig vis og gør sin gerning i verden. Den anden opfattelse, den fladkirkelige, antipietistiske, tidehvervsgrundtvigianske, siger heller ikke, at det blotte medlemskab af folkekirken er nok til at være kristen, den siger overhovedet ikke noget om, hvem der er de rette kristne. Snarere udtrykker man sig her negativt: man vil ikke nægte noget medlem af den borgerlige indretning folkekirken, uanset vedkommendes større eller mindre åbenlyst demonstrerede personlige tro, retten til at benytte kristennavnet, om han ellers selv ønsker at bruge det; ingen uden Gud kan ransage hjerter og nyrer.

Disse to opfattelser står skarpt over for hinanden i nutidens danske kirkeliv. Og man kan vel sige, at begge opfattelser har rødder, der strækker sig tilbage til reformationstiden. Kristian III's ordinans fra 1537 skelner klart mellem Guds ordinans, som er uforanderlig og består i evangeliets forkyndelse og sakramenternes forvaltning, og kongens ordinans, som drejer sig om de udvortes ting i kirken, og som kan forandres efter tid og sted. Den samme sondring finder man i princippet hos Grundtvig. Han skelner mellem Jesu Kristi kirke og folkekirken som en borgerlig indretning, hvor Jesu Kristi frimenighed kan bo som gæst. Disse to ordinanser findes og må til enhver tid findes i kirken. Men forstås de ikke i deres rette indbyrdes forhold og tilmed som kvalitativt forskellige, trækker man kongens ordinans eller noget af den op i Guds ordinans, eller søger man omvendt at bringe Guds ordinans eller noget af den ned i kongens ordinans, så får man derved med nødvendighed to forskellige kirkeopfattelser, som må kæmpe imod hinanden - og begge opfattelser er lige afsporede.

Hvad jeg her har sagt, er naturligvis yderst skematisk og kan i praksis varieres på mange måder og bliver det også. Det mærkelige er, at skønt de to opfattelser bekæmper hinanden som ild og sværd, er de dog i grunden to alen af et stykke. I det ene tilfælde stræber man efter at få en kirkeforfatning, der kan garantere, at kristelige synspunkter kommer til at råde i kirkens udvortes institutionelle liv - og tror altså på den menneskelige ordnings positive betydning for evangeliet. Efter den anden opfattelse ønsker man med religiøs lidenskab ingen kirkeforfatning. Tværtimod er selve mangelen på organisation og fasthed i de udvortes ting en fordel, fordi evangeliet på den måde menes at få friere løb og ikke hæmmes af menneskelige autoriteters skadelige virksomhed. Man tror her på den menneskelige ordnings negative betydning for evangeliet. Som bekendt anvendes i dag ofte udtrykket "velordnet anarki" om folkekirken. Tanken er netop den, at evangeliet vil have lettere ved at gøre sig gældende, når man ikke tager for håndfast på den ydre kirkeordning. Jo mindre der er af ordning og dermed af regeren i kirken, desto bedre vilkår for evangeliet.

Nu har elleve præster, som er talsmænd for den første af de to opfattelser af kirken, jeg her har skildret - bakket op af en professor og en biskop - fornylig i et lille skrift, som de kalder "Kirkens Ja og Nej", taget sig for at gøre en ende på den almindelige forvirring i folkekirkens forhold eller i hvert fald at yde et - prof etisk - bidrag til forvirringens formindskelse. De angiver som deres formål at "modvirke forvirringen, uklarheden og splittelsen i folkekirken, for at den kirke, vi er døbt ind i, bedre må fremtræde som det, den efter sin bestemmelse er: Guds kirke i vort danske folk". De går således ud fra, at forvirringen på entydig vis er et onde, som kan og skal modvirkes - ikke af Gud selv derved, at han lader sit ord lyde, og heller ikke af mennesker derved, at de i troen afgør sig for at høre Guds ord, men tanken er tydeligvis den, at ansvarsbevidste kristne selv ved deres aktivitet kan og skal bevirke, at kirken bedre kan fremtræde efter sin bestemmelse som Guds kirke. De elleve præster citerer grundlovens paragraf 4: "Den evangelisk-lutherske kirke er den danske folkekirke og understøttes som sådan af staten." Derefter tilføjer de, at den i denne paragraf omtalte evangelisk-lutherske folkekirke "var her i landet, inden grundloven blev givet og havde en bekendelse og en kirkeorden, der talte et klart og tydeligt sprog om, hvad denne kirke er, og hvorpå den kendes." Her må man straks gøre opmærksom på, at den kirke, som var her i landet, inden grund-loven kom til i 1849, i hvert fald ikke hed den evangelisk-lutherske kirke. Dette navn er en ny betegnelse - som for øvrigt vidner klart om, at de grundlovsfædre, der formulerede denne paragraf, ikke havde noget virkeligt kendskab til Luther, som jo på det udtrykkeligste frabad sig, at kristne kaldte sig med hans navn. Hvis man før grund-lovens tid overhovedet gav kirken et navn udover "kirken", så talte man om den evangelisk-kristelige kirke. Den augsburgske bekendelse kender derfor ikke noget til nogen evangelisk-luthersk kirke. Den ved ikke af nogen anden kirke at sige end den ene hellige og almindelige kirke. Yderligere er grundlovens tale om kirken selvfølgelig at forstå som politisk tale og ikke som bekendelse. Den taler om kirken, for så vidt denne er en sociologisk størrelse, der kun som sådan kan komme indenfor det politiske livs synsfelt - men også det er jo noget helt andet end det, den augsburgske konfession mener med kirken. Når de elleve præster derfor siger, at den danske kirke før grundloven havde en bekendelse, der talte klart og tydeligt om, hvad denne kirke er, som efter 1849 altså er den grundlovsfæstede evangelisk-lutherske kirke og den danske folke-kirke, så er dette ikke rigtigt. Den kirke, som den augsburgske bekendelse taler om, f. eks. i art. 7 og 8, kan ikke være nogen anden end den ene hellige og almindelige kirke. Og hvad den augsburgske bekendelse siger om kirken, er at forstå som en bekendelse af troen på denne kirke, derimod ikke som reformationsmenighedernes beskrivelse af sig selv, hvad de empirisk er eller kunne ønske at være, og hvorpå de kendes. Var den augsburgske bekendelses artikler det, som de elleve præster mener, at de er, var de kirkens beskrivelse af sig selv, så var de blot artikler, hvori kirken på farisæisk vis retfærdiggjorde sig selv som Guds kirke.

Men selv om disse elleve præster vil optræde som apostle for bekendelsestroskab og i den hensigt påberåber sig den augsburgske bekendelse, viser det sig, når man ser nærmere til, at de alligevel ikke er rigtig tilfreds med den. De vil, at den skal sige noget andet om kirken, end den faktisk siger. De siger nemlig, at kirken "træder synligt frem i den gudstjeneste", hvor evangeliet forkyndes ret, og hvor sakramenterne forvaltes efter Kristi indstiftelse. Dette står der intet om i den augsburgske bekendelse. Der står det, at kirken er de helliges forsamling, hvori evangeliet forkyndes rent og sakramenterne forvaltes ret. At denne de helliges forsamling ikke er identisk med den gudstjenestefejrende menighed eller har denne som sit synlige udtryk, fremgår bl. a. klart deraf, at Melanchton, den augsburgske bekendelses forfatter, i sin apologi, sit forsvar, for bekendelsen, siger om dette samfund, som er kirken, at det består af dem, "som er spredt over hele verden, som samtykker i evangeliet, har samme Kristus~ samme hellige ånd og samme sakramenter." Når de elleve først nævner den augsburgske bekendelses 7. og 8. artikler og forsyner dem med deres egen tolkning og derefter siger:
"Det ville være urimeligt at påstå, at der her ikke tales både klart og forståeligt om, hvad kirken er", så slår de sig selv på munden. Havde de virkelig ment, at disse artikler talte så objektivt entydigt, så klart og umisforståeligt om, hvad kirke er, som de ønsker, at de skulle gøre, ville det ikke have været nødvendigt for dem at forsyne dem med en tolkning og komme med denne tilføjelse om, at kirken træder synligt frem i gudstjenesten. Selve deres fremgangsmåde viser, at de selv gør netop det, som de bebrejder deres modstandere, idet de på eget ansvar og risiko påstår, at den tolkning, som de giver af kirkens bekendelse, er bekendelsens oprindelige mening. De skal selvfølgelig have lov til at gå frem på denne måde. Ingen vil bebrejde dem, at de læser bekendelsens ord med de øjne, som nu engang er deres. Men de har ikke lov til at bilde sig selv og andre ind, at de i modsætning til andre er i stand til at læse noget, det være sig kirkens bekendelse eller den hellige skrift eller noget som helst andet, uden at de, idet de læser på eget ansvar og risiko, træffer en afgørelse af, hvordan det, de læser, skal forstås.

De elleve præsters skrift er blevet meget omtalt i presse og radio. En stadig tilbagevendende indvending har været, at de ikke har forsynet deres polemik med en bestemt adresse, og at det, som de fremstiller som deres anonyme modstanderes synspunkt, er en karikatur. For mit vedkommende finder jeg, at denne indvending er berettiget. Som polemisk skrift er de elleve præsters pjece af usædvanlig ringe kvalitet til trods for, at den kalder sig kirkens ja og nej. Min afdøde lærer i kirkehistorie, professor Jens Nørregaard, indskærpede sine studenter, hvor nødvendigt det var i polemik, dersom den overhovedet skulle have nogen værdi, at gengive sine modstanderes opfattelse på en pinligt loyal måde. Fremfor alt måtte man undgå det, som han med et udtryk, han havde lånt fra professor Kroman, kaldte "staldfodring til nedslagtning", hvilket vil sige, at man i referatet af sin modstanders opfattelse fordrejer den ud i det urimelige eller ligefrem pådutter sin modstander synspunkter, som han ikke har givet udtryk for, for derved at gøre sig selv den dræbende polemik let. Hvad de elleve præster præsterer i dette skrift, er desværre i vid udstrækning netop en sådan "staldfodring til nedslagtning". Ingen har vel kunnet og næppe vil nogen kunne genkende sin opfattelse af, hvad kirken er, og hvad kirken skal, i det, som de elleve her polemiserer imod: "Men i dag kommer der ikke desto mindre ofte et ganske andet syn på, hvad folkekirken er, til orde: i den kirkepolitiske debat, i folketinget såvel som i den offentlige debat i presse, fra taler-stole og prædikestole. Man taler om kirken som folkets kirke på en måde, som vækker det indtryk, at flertallets ønsker og behov og ikke "Kristi forordning og bud" (Den augsburgske bekendelses artikel 8) må være afgørende for, hvorledes kirkens forhold ordnes. For at bevare folkets flertal som medlemmer må folkets kirke efter denne tankegang være rummelig ikke blot i den selvfølgelige forstand, at evangeliet og sakramenterne efter Kristi indstiftelse er bestemt for alle og tilbyder alle den betingelsesløse nåde for Kristi skyld, men tillige i den forstand, at man i kirken helst skal tie om det, der sætter skel i folket og derfor også helst lade være med at stille det risikable spørgsmål om, hvad skriften og bekendelsen kalder ret og vrangt i kirken." De elleve nægter at acceptere deres modparts tale om folkekirken som en borgerlig indretning til forskel fra Jesu Kristi kirke, og dernæst henfører de det, som modparten taler om denne borgerlige indretning og er begrænset til denne, til at skulle gælde Jesu Kristi kirke. Det er ikke ærlig polemik. De elleve finder, at mange præster føler sig stående i en konflikt mellem deres præsteløfte og den kirkelige udvikling, fordi denne "præges af, at kravet om demokratisk frihed i kirken mere og mere forstås som en rent formel frihed og rummelighed, der i praksis gør bekendelsestroskabens ret illusorisk". Tanken er åbenbart den, at de faktiske forhold inden for folkekirken gør det lidt besværligt for de præster at være til, som vil tage bekendelsens ordlyd alvorligt. Og det skal nok være rigtigt. Men er bekendelsestroskabens ret identisk med præsternes ret til ikke at have det besværligt, deres ret til ikke at blive modsagt? Kan der overhovedet tales om bekendelsestroskabens ret? Kan der tales om andet end bekendelsestroskabets pligt? Er kirken og de kristne ikke til enhver tid forpligtet til at bekende Kristus for menneskene og stå til regnskab for det håb, der er i dem? Er dette ikke en skyldighed, der påhviler dem, uanset hvor megen modstand de møder, og af hvad art denne modstand er. Talte oldtidens martyrer om bekendelsestroskabens ret? Det, som de elleve præster mener med bekendelsestroskabens ret, er i realiteten de bekendelsestro præsters magt. De anser sig selv for at være de rette bekendelsestro præster, og de synes at være irriteret over, at store dele af folkekirken tager temmelig koldsindigt på denne deres overbevisning eller rent ud bestrider den. Og så reagerer de ved at fordre magt til at gøre sig gældende. Af vejen, af vejen, her kommer de helt rigtige kristelige præster!! Der er grund til at lægge mærke til, at denne tale om sandhedens ret til at gøre sig gældende, sandhedens krav om råderum i det borgerlige samfund, ligger på linie med de tanker, som altid har været og stadig er gængse i den romerske kirke, nemlig at sandheden alene er eksistensberettiget, hvoraf følger, at den romerske kirke i alle lande er den eneste virkelige eksistensberettigede kirke og derfor er berettiget til at undertrykke alle andre kirkesamfund, hvor den har politisk mulighed for det. Jeg nævner dette sidste for at det kan blive klart, på hvilken linie de elleve præster befinder sig.

I et afsnit om autoriteten i kirken siger de elleve præster, at Guds ord, således som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter, er autoriteten i kirken. Ingen vil modsige dem. Og når de videre siger, at det er muligt at høre bibelens sandhed så klart, at Guds vilje med vort liv og hans tilbud om frelse kan forkyndes bestemt og skelnes fra det, der er forfalskning og fornægtelse af Guds ord, så er det så sandt, som det er sagt, vel at mærke for den, der hører det i tro, dvs, for den, for hvem Helligånden oplader bibelens budskab. Men det er sandelig ikke sandhed uden for troens situation, og det er netop det, de elleve ønsker, at det skal være. De forkaster, at det overlades til den enkelte på eget ansvar og risiko at afgøre, hvad han skal anse for sandhed og løgn. Derved viser de, at de ønsker en objektiv autoritet, der kan yde garanti for, hvad sandhed er, og for, at denne sandhed er tilstede. Dette viser, at de overhovedet ikke har forstået, hvad der menes med at skulle træffe afgørelser på eget ansvar og risiko. De forstår dette som en knæsættelse af subjektivistisk vilkårlighed, retten til at vælge og vrage efter forgodtbefindende. De har ikke forstået, at det just er den guddommelige sandhed i den hellige skrift, der tvinger den enkelte til at stå der - til altid at stå der - hvor han er nødt til at afgøre sit forhold til den guddommelige sandhed på eget ansvar og risiko.

Sådan var det også for Israels folk i deres forhold til den usynlige Gud. Just ved sin usynlighed stillede Gud dette folk i et ansvar og en risiko, som hedningefolkene med deres synlige, objektive, garanterede af guder ikke kendte. Når de elleve præster finder det uredeligt at bruge kravet om folkekirkelig rummelighed til at tilsløre modsætningerne mellem evangeliet selv og dets åbenbare forfalskning, så er det klart, at det, som de egentlig vil, er at løbe væk fra det sted, hvor der ikke kan leves, uden at der må føres en bestandig strid mellem Guds sandhed og afguderiet. De forstår ikke for alvor, at kirken er en stridende kirke, og det i den grad, at kirken så at sige består i striden mellem Guds sandhed og løgnen - her i verden og blandt menneskene.

De elleve præster går nu over til at tale om evangeliet og sakramenterne, nådens hellige midler. De "fastholder, at evangeliet er et bestemt budskab overleveret fra apostlene gennem alle slægtled", mens de forkaster den tanke-gang, at "evangeliet er en almindelig teori om, at Gud altid er nådig og tilgiver enhver, enten han begærer tilgivelsen eller frabeder sig den, eventuelt bygget på en moderne rekonstruktion af "Jesu forkyndelse" uden grundlag i forsoningen og forløsningen i Jesu liv, død og opstandelse og med fortielse af det kristne håb". Hvor de elleve har mødt evangeliet forkyndt som en sådan almindelig teori om Guds nåde, siger de ikke noget om. Men i deres iver for at bekæmpe denne falske forståelse opdager de ikke, at deres egen forståelse af evangeliet som en historisk overlevering fra apostlene, hvilken overlevering de anser det for alle kristnes kald at medvirke til at bevare uforfalsket, gør evangeliet akkurat ligeså ligegyldigt som deres anonyme modstanderes almindelige teori om Guds til enhver tid tilgængelige nåde. Om man har nåden som en teori, eller man har nåden som en historisk overlevering, er aldeles ligegyldigt. Det afgørende er, at man i begge tilfælde har nåden. Og "har" man nåden, så har man den i hvert fald ikke. For nåden kan man ikke have. Nåden kan kun modtages som en gave af det menneske, der ingen nåde har, og som vedbliver med ingen nåde at have og derfor bestandig må modtage nåden som en gave.

Om dåben siger de elleve præster, at de forkaster den tankegang, at "der kan være frelse i at være barnedøbt, hvis den døbte aldrig i personlig tro vedkender sig dåbens pagt", og at "Guds hellige menighed i Danmark uden videre er alle folkekirkens døbte, uden hensyn til, om de vedkender sig eller åbent fornægter deres dåb". De siger videre, at de er bekymrede for, hvad de kalder en "sorgløs folkekirkelig barnedåbspraksis", der "undlader alvorligt at indskærpe de barnedøbtes forældre deres ansvar og pligter", og, som de mener, "i praksis sætter præsteløftets forpligtelse til at modvirke misbrug af dåbens nådemiddel ud af kraft". Den "sorgløse folkekirkelige barnedåbspraksis" vil de altså søge ophævet gennem en skarp tiltale til forældrene. De ser ikke, at dette er en mindst lige så sorgløs barnedåbspraksis som den, de bekæmper. De glemmer nemlig, at Gud er den eneste, der kan og vil overtage ansvaret for dåben. Men at erindre dette er alene den rette alvor. Den eneste måde, hvorpå dåben kan blive taget alvorligt som nådemiddel er, at den bliver prædiket, og prædiket således, at mennesker ikke kan komme til dåben, uden at de dermed også får dåbens prædiken at høre, som er den, at de tilhører den korsfæstede herre, at de bliver begravet med ham ved dåben til døden for således at komme til at vandre i et nyt levned, ligesom Kristus blev oprejst fra de døde ved Faderens herlighed. Menneskelige garantier for, hvad de barnedøbtes forældre vil gøre eller ikke gøre, om de vil vedkende sig deres ansvar, eller de ikke vil det, kan kirken aldrig få, hvor meget den så end - hvad der naturligvis er ret og rimeligt - indskærper forældre og faddere pligten til at oplære de døbte i den kristelige børnelærdom. Hvis de elleve præster blot så meget som et eneste øjeblik havde taget den tanke alvorligt, at der ikke kunne være frelse for dem selv i deres barnedåb, førend de "i personlig tro vedkender sig dåbens pagt", så ville de forlængst have opdaget, at deres tale er en fornægtelse af dåben som nådemiddel. Hvilket redeligt menneske kan sige om sig selv, at han vedkender sig dåbens pagt i personlig tro, sådan at han kan være vis på, at det er tilstrækkeligt? Hvilket redeligt menneske nødes ikke til at erkende om sig selv, når han i dåben - og det vil jo sige i den korsfæstede Kristus - møder den hellige Gud og hans dom over syndere, at han aldeles ikke i personlig tro vedkender sig sin dåbs pagt, og at han heller ikke kan gøre det, som det skal gøres? Den tro, uden hvilken dåben ikke kan erkendes eller modtages som Guds gerning, som Guds dåb, den er sandelig ikke en sådan "personlig tro", hvorved mennesket vedkender sig sin dåbspagt og derved samarbejder med Gud i frelsen på romersk vis. Men den er en bekendelse af egen vantro, og den vantros henflyen til Guds nåde mod ugudelige. Det vil sige, at denne tro er det samme som tolderens bøn:
Gud være mig synder nådig!

Om nadveren siger de elleve, at de "fastholder, at i den er Kristi legeme og blod virkeligt tilstede og uddeles under brød og vin til nadvergæsterne som næring til evigt liv". Deri kan man kun være enig med dem. Men straks efter kommer de med en tilføjelse, som afslører den samme falske forståelse som ved omtalen af dåben af, hvad den tro er, som alene kan modtage sakramentet ret. "Denne gave er", siger de, "hvad Jesu ord dér lover, og må derfor modtages i tro på dette ords sandhed og kraft". Troen på Jesu ords sandhed og kraft kommer nu ind som en forudsætning, som mennesket må medbringe for at modtage nadverens gave. Sammenligner man dette med Luthers ord fra den lille katekismus, ser man let forskellen: "Men den er ret værdig og vel skikket, som har troen på dette ord: givet og udgydt for eder til syndernes forladelse." For Luther er den ved nadveren nødvendige tro det samme, som der blev talt om før: troen på syndernes forladelse, hvilket er det samme som tolderens bøn om nåde. For uden tro på Guds barmhjertighed er det umuligt at bede Gud om nåde. For de elleve derimod er den nødvendige tro ved nadveren en tro på sandheden og kraften i Jesu ord, en overbevisning om en guddomsmagt i dem, som er noget forskelligt fra og mere end syndsforladelsen. Det følger deraf af sig selv, at de elleve - i en noget tilslørende form - vender sig imod den tankegang, at nadveren ikke er andet end en forkyndelse af syndernes forladelse i det udvortes tegns ringe skikkelse: "Vi forkaster den tanke-gang, at nadverens ord og tegn er en ren billedtale, som præster og lægfolk kan tyde og bruge efter eget skøn uden at agte på den tydning og den sømmelighed, som nadverens ord selv kræver af os." En lidt besynderlig måde at udtrykke sig på, men bagved ligger den højkirkelige tankegang om delagtighed i Kristusmysteriet, som er noget mere end Kristi syndstilgivende ord. I den højkirkelige nadveropfattelse lever mennesket ikke af det ord, som udgår gennem Guds mund, ordet om syndernes forladelse i Kristus, men det lever af en guddommelig metafysisk kraft, som gydes ind i det i Kristus-mysteriet. I de elleves tale om nadveren genkender man, når den "bekendelsestro" maske bliver revet af, en god gammel bekendt, nemlig den romerske kirkes tale om den indgydte nåde.

De elleve præster går så videre til at tale om "ordets tjeneste". De begynder med at henvise til det Nye Testamente, den augsburgske bekendelse og præstevielsesritualet - hvilket sidste karakteristisk nok på højkirkelig vis tildeles samme værdighed og autoritet som skriften og bekendelsen - om dette så er at være bekendelsestro, er et andet spørgsmål - og siger i overensstemmelse hermed, at kirkens embede er indstiftet af Gud ved Kristi udsendelse af apostlene. Men disse præster, som altså ønsker at være bekendelsestro og klager over, at bekendelsestroskabens ret i praksis er gjort illusorisk af den kirkelige udvikling, er nu selv de første til at gå videre end bekendelsen - og det vil sige forlade den. De siger nemlig, at de fastholder det syn på bispeembedet, som efter deres mening fremgår af vor kirkes bispevielsesritual - altså ikke af bekendelsen; den siger nemlig intet derom - hvorefter "biskoppen får overdraget åndelig fuldmagt til med frimodighed at vejlede i kirken ud fra den sunde lære og vogte og værne menighederne på ordets grund". Jeg har læst bispevielsesritualet omhyggeligt igennem, men har ikke deri kunnet finde noget om nogen "åndelig fuldmagt". Derimod læser jeg noget om, hvad Gud kræver af den, der bliver sat til at øve en biskops gerning i menighederne, dvs, noget om en tjeneste, som skal gøres i kirken. Noget om en åndelig fuldmagt til med frimodighed at vejlede i kirken, hvilket uvægerlig ville gøre biskoppen til hersker over kirkens tro, står der ikke at læse, medmindre man da medbringer en åndelig fuldmagt til at læse noget andet end det, der står. Selv om de elleve præster forkaster den tankegang, at præsten skulle have ret til at udøve et eneherredømme over menighedernes lægfolk, så nytter det intet, når dette herredømme blot bliver flyttet over på biskoppen. Og selv om lægfolket efter deres mening har "et uafrysteligt medansvar for prøvelser af præsternes lære", hjælper heller ikke det noget. Lægfolket er på forhånd i dette arbejde uhjælpeligt distanceret af den biskoppelige åndelige fuldmagt til at vejlede i kirken, som det som lægfolk ikke selv ejer. Via en tolkning af bispevielsesritualet, som de foretager på eget ansvar og risiko, smugler de elleve således en biskoppelig åndelig fuldmagt ind i kirken, som den augsburgske bekendelse ikke kender til, at kirkeligt læreembede, som forbeholder sig selv retten til at sige, hvad kristendom er. De elleve forkaster den tankegang, at det præstelige embede "kun er en praktisk indretning, hvis nærmere udformning kan fastsættes gennem flertalsbeslutning, eventuelt gennem almindelig lovgivning". De beviser herved, at de befinder sig milevidt borte fra reformationens embedsforståelse. Reformatorerne forstod det sådan, at det, at bestemte personer får overdraget ved den offentlige gudstjeneste i menighedens forsamling at lægge røst til den af Gud stiftede ordets tjeneste, prædikeembedet - som er det, at "Guds ord blev aldrig bundet", at "høres vil Guds ord og føres trindt på jord" - det er og skal være en praktisk indretning. Alle i menigheden har som døbte kristne den samme ret og pligt til at prædike evangeliet og forvalte sakramenterne. Men at enkelte af menigheden som dens embedsmænd får overdraget at gøre det, er en praktisk anordning, som er til, for at alt i menigheden kan gå til "sømmeligt og med orden", dog således forstået, at når præsten offentligt på menighedens foranledning forkynder evangeliet og forvalter sakramenterne, da er det ikke menigheden, der handler i ham som sin repræsentant, men da er det Gud, der handler, ikke i præsten eller i noget andet, som han gør, men i det evangelium, som præsten lægger røst til, og i de sakramenter, som præsten lægger hånd til.

Det er betegnende for de elleves forståelse, at de behandler ordets tjeneste, det særlige præstedømme, og de troendes almindelige præstedømme i to sideordnede afsnit. (Man lægger mærke til, at de siger "de troendes" og ikke, som det ellers er skik, "de kristnes" almindelige præstedømme.) De begynder med at "fastholde med det Ny Testamente og den augsburgske bekendelse, at kirken i strengeste forstand kun har én præst, dvs, én mellemmand mellem Gud og mennesker, Jesus Kristus, og at derfor alle troende, altså både lægfolk og præster, delagtige i alt, hvad der hører Kristus til, også har del i hans kongelige præstedømme". Men straks derefter tager de fat på omhyggeligt at afgrænse de troendes præstedømme, så at det ikke kommer til at omfatte for meget, dette tydeligvis, for at det ikke skal komme i konflikt med det, som er forbeholdt det særlige præsteembede. Det almindelige præstedømme omfatter - ifølge de elleve - "offer og bøn, lovsang og bekendelse, vidnesbyrd i tale og samtale, den missionerende og evangeliserende tjeneste for Guds ord og kærlighedens gerninger i hverdagslivet". Yderligere hører til dets opgaver - hvad man unægtelig overraskes over - "omsorgen for, at kirken fungerer som kirke, og at menigheden kan leve som kristen menighed". Der påhviler menigheden som helhed "omsorg for børnenes oplæring i den kristelige børnelærdom, for de unges opdragelse, for syge og bekymrede, vildfarende og fattige, døende, for det fælleskirkelige arbejde og for evangeliets forkyndelse for fremmede ikke-kristne folkeslag". Ingen skal således kunne sige, at de elleve ikke giver det almindelige præstedømme nok at bestille! Men åbenbart for at undgå, at nogen skal gå hen og tage det alvorligt og blive overanstrengt, finder de også ud af, at "det almindelige præstedømmes ansvar og opgaver må i kirken fordeles til forskellige personer og organer". Og således kommer endelig den egentlige hensigt frem, for hermed er vejen banet for en påstand om, at "de frie kirkelige organisationer, der vil stå på den evangelisk-lutherske kirkes grund, er således et stykke af kirkens liv og funktion, uanset om folkekirkens traditionelle rammer gør plads for dem". Disse særlige kirkelige organisationer varetager altså det almindelige præstedømmes opgaver! Til alt dette er der at sige, at disse mennesker, der sætter dette nonsens på tryk, overhovedet ikke har forstået et ord af det Nye Testamentes og reformationens tale om de kristnes almindelige præstedømme. Der er i de elleves tale tydeligvis den indre-missionske pietismes sædvanlige misforståelse af det almindelige præstedømme som lægmandsaktivitet, der går igen, tildels iført højkirkeligt skrud. I det Nye Testamente og hos reformatorerne realiseres det almindelige præstedømme (for at bruge et gængs, ikke særlig godt udtryk) ikke derved, at lægfolk overtager den del af de funktioner, som tidligere har været henlagt til præsten alene, men det realiseres alene ved dåben og troen på dåben, ved troen på, at vi i dåben har fået del i alt, hvad Kristus er og har. "Hvad der er krøbet ud af dåben", siger Luther, "kan rose sig af, at det allerede er viet til præst, pave og biskop." Det vil sige, at den, der er døbt, derved i Kristus har den ret, som ellers i det gamle Israel var forbeholdt præsterne, nemlig retten til at træde frem for Gud uden midler, retten til at leve i hans samfund som hans barn, Denne børneret over for Gud i Kristus er det almindelige præstedømme. Derfor kan man naturligvis udmærket have lægmandsaktivitet i menigheden. Er der fornuftige og dygtige lægfolk, der kan og vil påtage sig at gøre et stykke praktisk arbejde, så er det kun godt. Men dette har intet med det almindelige præstedømme at gøre. Og det siger sig selv, at særlige kirkelige organisationer, der er dannet med løsning af bestemte praktiske opgaver for øje, heller intet har eller kan have med det almindelige præstedømme at gøre. Når de elleve forkaster den tankegang, at "det almindelige præstedømme skulle være identisk med et demokrati i kirken, der hviler i sig selv og ikke er bundet til Jesus Kristus", kan man kun være enig med dem, samtidig med at man må henlede deres opmærksomhed på, at det kirkelige oligarki, som de selv fremstiller som det almindelige præstedømme, har lige så lidt med det at gøre som den karikatur af det, de vender sig imod.

Om Guds bud og de kristnes liv siger de elleve, at den troende aldrig vokser fra at bede: Forlad os vor skyld! Men "Kristus er ved troen virksom i synderen og sammen med tilgivelsen for Kristi skyld skænker Gud os virkelig lydighed og opfyldelse af Guds bud". De elleve er tydeligvis bange for, at syndernes forladelse ikke skal få de nødvendige moralske konsekvenser i den kristnes liv, og vil derfor, at der sammen med tilgivelsen skal skænkes en virkelig lydighed. Dermed røber de, at de ikke mener, at troen på syndsforladelsen i sig selv er virkelig lydighed. Når Jesus siger om tolderen i templet, der som en synder bad om nåde: Denne gik retfærdiggjort hjem til sit hus, så mener Jesus, at Gud regner denne bøn om nåde for lydighed. Og så er den virkelig lydighed. Intet er så virkelig en lydighed, som det, Gud regner for lydighed. Men denne troens lydighed er åbenbart for lidt for de elleve. Et kristeligt liv skal klistres på, for at der skal være virkelig lydighed i modsætning til den blotte tro på nåden. Mennesket skal efter de elleves opfattelse ikke på reformatorisk vis frelses ved troen alene, men det skal på romersk vis frelses ved tro og gerninger. Den forståelse, som stikker hovedet frem i de elleves skrift, er Tridentinerkonciliets, hvorefter menneskets retfærdiggørelse ikke blot består i syndernes forladelse, men i en kvalitetsforandring af mennesket, hvorved det fra at være en uretfærdig bliver en retfærdig. Sagt med de elleves ord: "At høre Guds ord i tro er sand omvendelse, som medfører en radikal ændring i menneskets stilling til Gud: før en oprører - nu et Guds barn." En ganske anden forståelse end Luthers. Hos ham ville det hedde: I sig selv en oprører - i Kristus et Guds barn. Og begge dele samtidig. Simul justus et peccator - på engang retfærdig og synder. Det følger af sig selv, at de elleve på baggrund af denne i sin substans romerske forståelse af, hvad omvendelse og retfærdiggørelse er, må hævde, at evangeliets forkyndelse i dag som på aposteltiden må indeholde Guds konkrete bud som hans vejledning som støtte til dem, der er frelste ved troen, og at denne vejledning skal give klar besked, f. eks. om forholdet til penge og levestandard, om søndagens helligholdelse, om det ufødte fosters ret til livet, om det seksuelle samlivs placering inden for ægteskabet og lignende ting. At den, der er frelst ved troen, dermed er frelst til at kende Guds vilje bedre end nogen lov, var den end Guds egen lov, kan lære ham at kende den, og at det derfor ikke er at yde ham støtte, men det modsatte, at foreskrive ham konkrete bud, har de elleve ikke forstået - og røber derved, at de slet ikke har forstået, hvad reformatorerne mener med frelse ved troen. At loven, som har sin berettigede plads i de udvortes jordiske forhold, kryber ind i evangeliet og vil fastsætte bestemte konkrete gerninger, som alle kristne skal gøre, uden at lytte til kærlighedens vejledning i den enkelte situation, er en nødvendighed der, hvor evangeliet ikke længere høres og prædikes rent.

Om kirkens forhold til folket og staten siger de elleve, at kirken er "et åndeligt folk i det danske folk, sat til at tjene dette med Guds nådes gaver". Og de hævder, at "som Guds folk må kirken være fri i sit forhold til staten". Det falder dem ikke et øjeblik ind, at kirken som det folk, der til herre har ham, der har al magten i himmelen og på jorden, er fri, ikke blot i sit forhold til staten, men også til alle andre magter og fyrstendømmer både i himmelen og på jorden, og at den overhovedet ikke kan være kirke på andre vilkår end i denne frihed. Når det hedder, at kirken må være fri i sit forhold til staten, hvilket kan betyde, at kirken må gøre sin frihed gældende i form af et politisk krav til staten, så er det klart, at der ikke mere er tale om den kristelige frihed, men om den klerikalt eller hierarkisk opfattede kirkes frihed over for statsmagten efter godt middelalderligt mønster. De elleve er godt tilfreds med den ved grundloven oprettede folkekirkelige ordning, så længe staten ikke "begår indgreb i kirkens frihed til i sit gudstjenesteliv og i sin tjeneste for folket at lade sig lede af Guds ord". De forveksler tydeligt kirkens åndelige og kristelige frihed med kirkens jordiske magt. Frihed til at lade sig lede af Guds ord har kirken til enhver tid, også selv om vilkårene bliver martyriets. Guds ord blev aldrig bundet. Selv den dogmatisk noget usikre Ingemann vidste, at "i mørkest fængsel er vi fri". Men når man ikke ved dette, og derfor i virkeligheden heller ikke ved, hvad Guds ord er, eller, om man har vidst det, har glemt det igen, så kan man ikke forestille sig anden frihed end den, der er af jordisk, politisk art, for da er kirken blevet til et rige af denne verden, og da må kirken kæmpe imod staten som en magt, der kan og meget ofte vil berøve den dens frihed. De elleve vil ikke vide af, at det, at kirken er og skal være kirke for hele folket, skal betyde, at "folkeflertallets ønsker skal nyde fremme i kirken gennem statens almindelige demokratisk gennemførte lovgivning, uden at deres kirkelige og kristelige ret er prøvet". Der sigtes tydeligt til loven om kvindelige præster. Men her må man spørge: hvem er det, der skal prøve de demokratiske lovforslags kirkelige og kristelige ret? Tanken er åbenbart den, at det skal præsterne og biskopperne. Men gejstligheden har i egenskab af kirkelig embedsindehaver intet ansvar for en lovgivnings kristelige og kirkelige ret. Dens opgave er ikke at underkaste øvrighedens gerning en kirkelig og kristelig censur. Dens opgave er alene den, at den i sin forkyndelse holder øvrigheden fast ved dens embede, at den er Guds tjener i sin øvrighedsgerning og ikke noget som helst andet, og at den derfor skylder at give folket sådanne love, som efter dens - ikke nødvendigvis gejstlighedens! - bedste overbevisning er gode for det. Gør øvrigheden det, da skal den vide, at da er de love, som den gennemfører, kristeligt og kirkeligt berettigede, uanset hvordan gejstligheden måtte stille sig til deres kirkelige og kristelige ret eller ikke-ret.

De elleve mener til sidst, at "det er en vrangforestilling, at folkekirken med de muligheder, som den nuværende folkekirkelige ordning byder den, kan yde Jesu Kristi kirkes hele gerning". Der bliver for lidt at gøre for menighedsrådene. De får i det væsentlige kun administrative og økonomiske opgaver og får ikke muligheder for at støtte det egentlige sognearbejde. Kirkens mission har ikke nogen organisk plads i den folkekirkelige ramme. Hvad de elleve klart ikke forstår er, at Jesu Kristi kirkes hele gerning øves der, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes, og hvor de enkelte kristne lever deres almindelige borgerlige liv i denne tro, i denne tro tilbørligt dyrker Gud i kald og stand. Mere end dette behøves ikke til Jesu Kristi kirkes hele gerning - når man deler reformationens grundsyn på, hvad kirke og kristendom er. Men gør man ikke det, er der naturligvis ingen grænser for, hvad der behøves for, at Jesu Kristi kirke kan gøre sin hele gerning. Da skal kirken som en ydre, synlig institution være en slags hellig stat midt i den borgerlige stat. Kirken skal da gøre alt det, som staten også skal gøre, bare på en finere og bedre og mere kristelig måde. Og da der ingen grænser er for statens mulige opgaver, hvor det rene evangelium ikke holder den fast ved den ene, som er dens, så bliver der heller ingen grænser for kirkens. Men den totalitære kristelige kirkestat, som ligger i konsekvensen af de elleves tankegang, er blot ikke Jesu Kristi kirke, men Antikrists.

Om deres skrift siger de elleve, at det "er retningslinier, som er det foreløbige resultat af samtaler mellem præster og teologer". Man fæster sig ved ordet "foreløbig" og knytter sit håb til, at samtalernes fortsættelse må bringe forfatterne på bedre tanker. Desværre er håbet nok ikke stort. For det er ikke just små tanker, de elleve har om dette foreløbige resultat, som næppe vil kunne betegnes som andet end et teologisk makværk. "I de her skitserede retningslinier", siger de, "er der peget på nogle vigtige punkter, hvor det er nødvendigt i vor situation at høre kirkens ja og nej". Og så citeres det Gamle Testamente:
"På profeten Elisas tid var vandet i Jeriko dårligt. Mændene i byen sagde til ham: "Byen ligger godt nok, som min herre ser, men vandet er dårligt og volder utidige fødsler i egnen." Da sagde han: "Hent mig en ny skål og kom salt deri!" Og de hentede den til ham. Så gik han ned til kildevældet og kastede salt deri, idet han sagde: "Så siger Herren: Jeg gør dette vand sundt, så der ikke mere skal komme død eller utidige fødsler deraf!" Så blev vandet sundt efter disse ord, Elisa talte." (2. Kong. 2, 19-22). De elleve anvender dette på deres eget arbejde:
"Som Jerikos indbyggere bar salt til en forplumret kilde, skulle også det foreliggende arbejde tjene til klaring hos os i håb og bøn til Gud om, at kildevældet må give sundt og livgivende vand, så vor uklare og splittede kirke må forblive Guds kirke i vort danske folk." - Man må erindre, at denne historie fortælles umiddelbart efter, at Elisa har taget Elias' kappe og dermed har modtaget hans ånd, for tilfulde at forstå, hvad de elleve mener!

De elleve præster har forsynet deres pjece med en efterskrift, hvori de beder læserne om "alene at se på skriftets indhold og spørge: Er dette fra Gud eller fra mennesker? Er det bibelsk og bekendelsestro tale ind i vor tid eller blot mennesketanker?" Man må nok sige, at det kan forekomme lidt dristigt at tale om det "foreløbige resultat af samtalen mellem præster og teologer" og så anvende det til at stille den hele samtid i den afgørelse, om det stammer fra Gud eller fra mennesker. Ellers er vi jo vant til, at det er evangeliet, der stiller i den afgørelse. Men det er til gengæld ikke resultatet af præsters og teologers samtale, hverken det foreløbige eller det blivende. Til alt held hjælper de elleve selv læserne med afgørelsen - jeg ved så ikke, om dette hænger sammen med deres udtalte uvilje mod, at mennesker skal afgøre noget på eget ansvar og risiko. Efterskriften slutter nemlig på følgende måde: "Til videreførelse af arbejdet og gennemførelsen af de omtalte opgaver behøves også økonomisk støtte. Tilkendegivelse at tilslutning og eventuelt tilsagn om bidrag kan sendes til:
Kirkens ja og nej, Borum præstegård, pr. Mundelstrup. (Telefon Borum 2, giro nr. 11616)". Sådan læser man ikke, at Elisa talte - og så kan samtiden vist ikke længere være i tvivl om noget. Lad mig nævne til sammenligning, at Luther aldrig påberåbte sig sin prof etiske sendelse, men i sin reformatoriske gerning påberåbte han sig sin dåb. Han sagde ikke andet, end hvad enhver kristen kunne sige med lige så stor myndighed. Og derpå kendes i kristenheden den ægte profetiske tale.

Hvad vi har med at gøre i de elleve præsters pjece er den gammelkendte kirkelige farisæisme i en moderne højkirkelig, romaniserende - og lad mig tilføje, dæmoniseret - dragt. Det, at professor Prenter og biskop Baun slutter op om skriftets grundsyn og det arbejdssyn, det kalder til at følge, afslører, hvor vi står i dag i den danske folke-kirke, hvad der heller ikke kan være skjult for nogen, der forstår at se. Forholdene er i dag sådan, at en professor i luthersk dogmatik og lærer for vordende præster og en tilsynsmand i den danske folkekirke er i stand til offentligt at vedkende sig et grundsyn på, hvad kirke og kristendom er, som i alt væsentligt er identisk med den romerske katolicismes. Jeg ønsker ikke på nogen måde, at dette forhold skal få borgerlige konsekvenser for de to herrer i form af afskedigelse eller lignende. Og selv om jeg også ønskede det, skete der nok ingenting alligevel. Men jeg ønsker at gøre menigheden opmærksom på, at sådan forholder det sig - at det er nødvendigt at prøve ånderne, også - og ikke mindst - når det gælder folk, som er ansat til at være vejledere og tilsynsmænd for andre.

Kan der overhovedet tales om kirke på den måde, som de elleve gør det? Var det ikke, når vi iagttager forvirringen og splittelsen i kirken, mere nærliggende at lade dette give os anledning ikke til kirkeforbedringsaktivitet, især ikke forbedring af andre, men til selvransagelse, sådan at vi bruger forvirringen som anledning til at stille os selv det spørgsmål: Er vi selv overhovedet kirke? Mange vil erindre fra Grundtvigs liv, hvordan han i sin ungdom havde store planer om at reformere og genoplive fædrenes kirke, indtil han pludselig blev ramt af spørgsmålet: Er du selv en kristen? - et spørgsmål, som jo aldrig siden slap ham. Alting ser fuldstændigt anderledes ud i det øjeblik, man ikke længere har mulighed for at stå som den retfærdige, der kan og skal forbedre de andre med evangeliet, men bliver sat på samme plads som de andre - af evangeliet. Og det gør enhver, der overhovedet tager evangeliet i sin mund, selv om det ikke er enhver, der opdager, at han gør det. Det gør tilmed de elleve præster og professor Prenter og biskop Baun. Ingen kan tage evangeliet i sin mund, uden at han selv bliver dømt af det, uden at han selv med det samme bliver sat i klasse med ugudelige. I samme øjeblik den kirke, der har fået evangeliet betroet af Gud, selv hører dette evangelium, bliver den til en ikke-kirke, der på ingen måde "har" evangeliet, men som i sin indbildte rigdom, der er åndelig fattigdom, er henvist til bestandig at bede om at få det at høre - som tilgivelse for dens fornægtelse af det. De mennesker, vi læser om i bibelen, der bliver kaldt til at tale Guds ord, er altid mennesker, der intet har forud for andre. Esajas er en mand med urene læber. Peter beder Jesus om at gå bort fra ham, fordi han er en syndig mand. Paulus ved om sig selv, at han er den største af alle syndere. Og går vi til Luther, finder vi samme træk. Han ved, at han i sig selv er et fortabt og fordømt menneske, og at han til sin dødsdag ikke bliver andet. Som fortabt og fordømt, som en tigger over for Gud, må han høre evangeliet, som just er evangelium for fortabte. Således prædiker evangeliet omvendelse for alle: ved at nedbryde selvretfærdigheden og hovmodet over for Gud hos alle. Evangeliet begynder denne omvendelsesgerning netop med den kirke, der tager - og skal tage - det i sin mund. Dommen begynder med Guds hus. Evangeliet begynder med at fradømme kirken enhver særstilling over for Gud. Det begynder med at afsløre, at hvis kirken ikke vil være et samfund af fortabte syndere, hvis den vil bestå af forhenværende syndere, der nu ved Guds nåde er blevet retfærdige og er kommet i et gunstigere forhold til Gud end de andre uomvendte syndere, da er kirken blevet en forsamling af farisæere. Og Jesu mening om en kirke af farisæere kan vi læse i Matthæus 23. kap. Til den siger han nej. Og det et nej, så klart, at der ikke er noget at tage fejl af. "Ve eder, I skriftkloge og farisæere, I hyklere, thi I er ligesom kalkede grave, der jo synes dejlige udvendigt, men indvendigt er fulde af døde ben og al urenhed. Således synes I også vel udvortes retfærdige for menneskene; men indvortes er i fulde af hykleri og lovløshed. Ve eder, I skriftkloge og farisæere, I hyklere, thi I bygger profeternes grave og pryder de retfærdiges gravsteder og siger: Havde vi været til i vore fædres dage, da havde vi ikke været delagtige med dem i profeternes blod. Altså giver I eder selv det vidnesbyrd, at I er sønner af dem, som havde ihjelslået profeterne. Så gør da også I eders fædres mål fuldt! I slanger! I øgleunger! Hvorledes kan I undfly helvedes dom?" (Matt. 23, 27-33). Ingen retfærdig, som tager evangeliet i sin mund, undgår at rammes af dette nej. Men for den kirke, der må indrømme, at den i fornægtelsen af evangeliet står solidarisk med alle vantro og ugudelige mennesker, for den kirke, der må vide sådan om sin synd, at den ikke længere har tid og råd til at forvisse sig om, hvorvidt den nu også har det helt rigtige evangelium i sin besiddelse, men er nødt til for sit eget vedkommende at spørge efter at få evangeliet at høre for overhovedet at være kirke, for denne kirke lyder evangeliet med guddommelig klarhed midt i al forvirringen, er den end aldrig så stor. Dommen og syndserkendelsen, der noder kirken ud i den åndelige fattigdom, som den som farisæerkirke kun kan finde hos de andre, har den gavnlige virkning, at den dæmper alle røster ned bortset fra det syndsforladende evangeliums egen røst. Den skat, som kirkens egen menneskelige fornuft umuligt kan skelne fra forvirringens lerkar, og som dog kun er til at finde i dette lerkar, den bliver til at kende der, hvor kirken for alvor spørger, om den selv er kirke, der, hvor den må bekende sig som syndig sammen med den verden, den forkynder for. Der forsvinder forvirringen, og kirkens røst, evangeliet om Guds nåde i den korsfæstede Kristus, bliver til at høre for den kirke, der i sin fattigdom spørger efter den - nu ikke som en tilsætning til eller stadfæstelse af dens eget, men som det ord, hvoraf den selv må leve, det ord, som er livet selv. Kirken har ikke fået evangeliet betroet sådan, at den har åndelig fuldmagt til at tale til folket på Guds vegne. Den må selv som fattig i ånden lytte til det hver dag på ny, "hige efter ordets uforfalskede mælk", som det står i det Nye Testamente. Folket har heller ingen ret til at kræve af kirken, at den skal tale på Guds vegne og give det den klare besked, som det ønsker - for at blive fri for ansvaret og dermed for Gud. Men folket er skyldigt sammen med kirken at lytte til det evangelium, som kirken vel skal prædike, men som den aldrig besidder, og som den, når den prædiker, altid prædiker både for sig selv og for folket - og først for sig selv. Kirkens rost er det evangelium om syndernes forladelse, som kirken ikke selv kan tale, men kun låne menneskelig røst til, når og hvor det behager Guds ånd at tale. Og kirkens klare ja og nej er Guds ånds nej i den korsfæstede Kristus til alt menneskeligt, der vil være noget over for Gud, retfærdigt, helligt, gudfrygtigt, og som vil leve af det liv, det har i sig selv, enten det nu har det af naturen, eller det har det, fordi det har modtaget det af nåden. Og det er Guds ånds ja til alt menneskeligt, som intet er over for ham, til alt det, som er indesluttet under Guds dom og der ikke kender nogen anden ret og værdighed over for ham end Guds nåde i den korsfæstede Kristus alene.

EFTERSKRIFT:
Udgiverne af "Kirkens Ja og Nej" har åbenbart i det år, som nu er forløbet siden pjecens udsendelse - og siden ovenstående foredrag blev holdt - haft den for profeter ellers ikke så almindelige oplevelse, at deres virksomhed har vundet betydelig sympati hos denne verdens mægtige eller i hvert fald pengestærke, idet de fornylig har kunnet udsende en gratis tryksag på 40 sider til samtlige landets menighedsrådsmedlemmer: "Hvad den danske kirke står for". Det må jo være opmuntrende, og skriftet er da også ved sit indhold egnet til at virke opmuntrende på den, der ellers skulle være bekymret for, at den danske kirke ikke skulle kunne stå for mere, end den var nødt til at bekende med Daniel: Du står med retten, Herre, vi med vort ansigts blusel. Det viser sig for læseren, at den danske kirke står for intet mindre end menighedsråds- og præsteløftet, præste- og bispevielsesritualet, de tre oldkirkelige symboler plus den augsburgske bekendelse - af hvilken sidste dog det for reformatorerne særdeles væsentlige afsnit om misbrugene må nøjes med at blive gengivet i et kort og på flere steder tendentiøst referat ("da disse artikler gennemgående er lange og af mere speciel interesse") - endvidere Luthers lille katekismus, som man finder anledning til helt at udelade ("da dette skrift er tilgængeligt for alle"), samt sluttelig kirkeindvielsesritualet. Man lægger mærke til bibelens meget tilbagetrædende plads, ligeledes at dåbs- og nadverritualerne ikke synes at høre med til det, som den danske kirke står for; og om de løfter og ritualer, som er taget med, gælder det, at de synes at blive betragtet som værende på lige fod med eller snarere overordnet bekendelsesskrifterne, idet fordelingen er sådan, at disse sidste er anbragt i det midterste kapitel 2, mens det indledende kapitel i omfatter menighedsråds- og præsteløftet, præste- og bispevielsesritualet, og det afsluttende kapitel 3 udgøres af kirkeindvielsesritualet. Ritualerne - og det vil jo sige traditionen - er godt på vej til at blive åbenbaringskilde. Hvert kapitel er forsynet med en kort indledning, der øjensynlig er beregnet på at skulle indstille læseren på at læse kapitlet med den særlige hierarkiske forståelse af kirken in mente, som er udgivernes egen.

I indledningen til kapitel 1 stilles spørgsmålet: "Hvem repræsenterer kirken?", og det besvares med, at den danske kirke består af kristenfolket med det præster og biskopper. Lægfolket finder sin officielle repræsentation i menighedsrådene. Det kirkelige embede varetages af præster og biskopper. Det falder i øjnene, at den augsburgske bekendelses kirkeforståelse er forladt af disse "bekendelsestro" præster - de rette byrder hører nødvendigt med i kirkens definition ligesom i den romerske teologi. Først når læseren således er hierarkisk præpareret, stilles han i indledningen til kapitel 2 over for spørgsmålet: "Hvad skal kirken forkynde?" - og det kan jo nu ikke betyde andet, end hvad de biskopper og præster, som varetager det kirkelige embede, har åndelig fuldmagt og eneret til at forkynde - og det traditionelle svar er risikofrit: Guds ord, sådan som det findes i de profetiske og apostoliske skrifter og i vor danske evangelisk-lutherske kirkes symboliske bøger. Det er præster og biskopper, der kan og skal sige, hvad der står at læse der, og så er spørgsmålet om, hvad Guds ord er, ikke noget, der længere behøver at være strid om. Let og fikst og uden at læseren behøver at blive opmærksom på det behændige trick, har således en hierarkisk kirkeforståelse og et autoritativt læreembede bemægtiget sig bibel og bekendelse og ført dem i babylonisk fangenskab. Endelig spørges der i indledningen til kapitel 3: "Hvor skal vi gå hen for at få del i Guds åbenbaring?", og "svaret lyder idag som for århundreder siden: I de viede gudshuse, som ligger spredt ud over vort fædreland." Kirkebygningen, hvori hierarken holder messe om søndagen, har fået tildelt en hellighedskarakter, som skal sikre, at gudsordet ikke lyder med autoritet andre steder end der, 'hvor hierarken oplader sin viede mund. Men det må samtidig erkendes, at denne åbenlyst uevangeliske opfattelse af kirkebygningen ikke savner støtte i det nugældende gudsbespottelige kirkeindvielsesritual ("Så indvier jeg da på mit embedes vegne dette hus i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jeg helliger og afsondrer dette rum fra verdens larm og fra al verdslig handel, til at Guds navn skal bo deri, at her skal være et Guds hus og en forgård til himlene. Velsignet være disse mure osv. osv.), som Mynster er ophavsmand til, og som Grundtvig i "Frisprog" så skarpt kritiserede, og som også prøveritualbogens forfattere med rette har følt ubehag ved, men som de dog ikke i deres forslag helt har formået at give en tilstrækkelig renset skikkelse.

Professor Prenter, vor stedse mere kryptokatolske dogmatiker, har, som det var at vente, forsynet skriftet med et forord, b von han taler en hel del om at bekende til frelse og om at fastholde bekendelsen, uden at det tilsyneladende er gået op for ham, at de to ting ikke behøver at være det samme. Og når han skriver: "Her findes ingen kommentar, blot dokumenterne selv, forsynet med de allernødvendigste oplysninger. Det er ikke de 11 præsters opfattelse af og meninger om bekendelsesskrifterne, læseren vil finde i bogen, men bekendelsesskrifterne selv", så må professoren enten ikke selv 'have læst det skrift, han har skrevet forordet til, eller også - og det er nok mere sandsynligt - ønsker han med sit forord at hindre læseren i at opdage, at det hele skrift ikke er andet end løfter og ritualer og bekendelsesskrifter svøbt ind i en højkirkelig hierarkisk kommentar, der søger på forhånd at bestemme, i hvad retning den historisk og teologisk ukyndige læsers forståelse af det læste skal gå.

De elleve fortsætter, som de er begyndt. Deres fortsatte samtaler har ikke ført dem ud over det foreløbige resultat. "Kampen må fortsætte", som det hedder i deres nye blad "Kirkelig Information". At det er den kirkelige farisæisme, modreformationen, jesuitismen, der her fører ordet og under bekendelsestroskabens maske søger at stikke landets menighedsrådsmedlemmer blår i øjnene for at bemægtige sig den danske folkekirke, mens den sover, kan ingen nære den ringeste tvivl om. Profeter, der siger "Herrens tempel, Herrens tempel, Herrens tempel", er der ifølge skriften al grund til at tage sig i agt for. Deres tale er en løgnetale, som ingen skal stole på.