Bibelen og nutidsmennesket

Af Johannes Horstmann. Tidehverv, 1976, s.95-101.

Man siger almindeligvis, at bibelen er den mest udbredte bog i verden og samtidig den mindst læste. Nu ved jeg ikke, om det er så let at fremskaffe pålidelige oplysninger om, hvor meget eller hvor lidt folk læser i den bibel, som de sædvanligvis har stående et eller andet sted på en eller anden reol i et eller andet værelse. Men så meget skal der nok være om snakken, at den i hvert fald røber, at der består en vis krise i nutidsmenneskets forhold til bibelen. Den bibel, som man på reformationstiden - såvidt man da kan skønne - glædede sig over at få oversat til modersmålet og dermed gjort tilgængelig for menigmand, indtager den samme menigmand idag en reserveret eller uforstående holdning overfor. Hvor man ikke ligefrem møder den med en højrøstet forudindtagethed imod den - hvad der er overmåde almindeligt, ikke mindst blandt de yngre og yngste aldersklasser - der går man forlegent udenom den; man kaster den vel ikke ligefrem bort, men man lader den stå så nogenlunde ulæst på hylden - og søger samtidig sin åndelige næring andetsteds, hos digtere og filosoffer, hos videnskabsmænd og politikere eller i presse og ugeblade og fjernsyn, eller hvor man nu mener at kunne finde den. For, mener man, det er dog der, man møder virkeligheden og ikke i bibelen; så meget står under alle omstændigheder fast. Og man kan mærke, at krisen i forholdet til bibelen er trængt helt ind i de theologiske fakulteter. Selv om man der på embeds vegne er nødt til at have et bevidst positivt forhold til læsning af bibelen, så er der dog mange tegn, der viser, at man også der finder det ikke så lidt generende at måtte være nødt til i alt for høj grad at skulle koncentrere kræfterne om netop denne bogs studium. Man behøver blot at kaste et blik i lektionskatalogernes undervisningstilbud for at opdage det. Der er mange tegn på, at man også i disse fakulteter deler tidens almindelige mening, at den egentlige tilværelse kommer man ikke i kontakt med ved at blive konfronteret med de bibelske fortællingers indhold; det gør man kun ved at forholde sig til den tilværelse, der direkte ses og erfares, eller som den videnskabelige stræben afdækker.

Overalt ligger det idag i luften, at hvis man skal have fast grund under fødderne i sin åndelige tilværelse og virkelig blive i stand til at orientere sig, så kan det ikke nytte at gå til bibelen som den urokkelige autoritet, sådan som tidligere slægtled gjorde det, for det er lige det modsatte af fast grund, man finder der. Det indgår i selve den atmosfære, som nutidsmennesket fra barndommen af indånder, at bibelen er en bog, som man kun kan møde med dyb mistro. Et sådant kritisk forhold til bibelen har man vel også kendt til tidligere. Går man f. eks. til den store kirkefader Augustin, finder man i hans "Bekendelser", hvori han - retrospektivt og i en forkyndende ramme - fortæller om sin ungdoms uro og åndelige kampe, tydelige vidnesbyrd om, at det for ham aldeles ikke har været en umiddelbar selvfølgelighed at møde bibelen med tillid. Han skriver således om sit forhold til bibelen i de unge år: "Derfor besluttede jeg at rette min opmærksomhed mod de hellige skrifter for at se, hvordan de var. Og se, jeg finder der noget, der ikke er udgrundet af de hovmodige og heller ikke blotlagt for børn, som er uanseeligt ved indgangen, men, når man trænger dybere ind, ophøjet og indhyllet i hemmeligheder. Men jeg var ikke sådan, at jeg kunne træde ind i det eller bøje min nakke for at følge dets vej. Thi som jeg nu taler, følte jeg ikke dengang, da jeg vendte min opmærksomhed mod denne skrift. Den syntes mig uværdig, når jeg sammenlignede den med Ciceros stilistiske fornemhed, thi min opblæsthed tog anstød af dens mådehold, og min skarpsindighed trængte ikke ind i dens dybder. Og dog var den sådan, for at den kunne vokse med de små. Men jeg foragtede at være lille, og opblæst af stolthed forekom jeg mig selv at være stor". Det fremgår tydeligt heraf, at også Augustin har hørt til dem, der har mødt bibelen med forhåndsmistro. Han har ikke kunnet forlige dens tale med den humane visdom, som han lærte hos Cicero, og som stod fast for ham som den sande og rette filosofiske og videnskabelige sandhed.

Det særlige ved nutidsmenneskets forhold til bibelen er derfor ikke den kritiske holdning overfor den i og for sig, men snarere det, at denne holdning er blevet til noget selvfølgeligt, man fristes ligefrem til at sige til noget umiddelbart givet, noget, som i højere eller mindre grad er gået alle i blodet, og som ingen kan unddrage sig. Det at være kritisk indstillet overfor bibelen i negativ, afvisende forstand er idag ikke en holdning, som man selv kan vælge at indtage - måske i protest imod en umiddelbar kritikløs anerkendelse af dens autoritet - men den er noget, som man så at sige indsuger med modermælken. Man kan idag simpelthen ikke tænke på anden måde om bibelen, selv om man måske nok af og til kunne ønske, at man kunne det. Og at man ikke kan det, hænger uden tvivl sammen med, at der for ikke så mange generationer siden har været en tid, da bibelen virkelig kunne opfattes som en autoritet, der stod fast, og ingen kritik tænkte på at anfægte. Erindringen om denne tid lever stadig og - paradoksalt nok - netop i den kritiske og forhåndsmistroiske holdning til bibelen. For, mener man, egentlig burde det jo være sådan, at bibelen stadig var denne urokkelige autoritet. Det har man et naturligt krav på, at den skulle være. Men det er den bare ikke, og derfor har man også ret til, på forhånd at være negativ og mistroisk overfor den, en ret, som man ellers normalt ikke har overfor andre bøger, som man dog skylder at læse, før man dømmer om deres sandhedsværdi. Som Guds ord er det bibelens pligt at give mennesker en fast grund at stå på. Men den har ganske åbenbart svigtet denne pligt. Og derfor har man ret til at hævne sig på den ved at kritisere den som den, der er noget andet end det, som den egentlig burde være, end det, som den engang selv har givet sig ud for at være. Det særlige ved nutidsmenneskets holdning overfor bibelen er, at den ikke eller kun i meget ringe grad beror på egen kritisk læsning, men derimod i meget høj grad på uvilje imod den - fordi den har gjort det uundgåeligt for nutidsmennesket for sandhedens skyld at protestere imod dens krav om at være guddommelig autoritet, et krav, som den stiller uden at have de nødvendige kvalifikationer for at stille, men som den selvfølgelig burde have haft. Nutidsmenneskets kritiske holdning overfor bibelen er ikke bare den intellektuelt motiverede protest, som det selv holder den for at være, men den har langt dybere rødder. Og derfor er den heller ikke noget, der kan ændres ad den intellektuelle oplysnings vej, f. eks. gennem kirkelig voksenundervisning og lignende ting. Det hænger sammen med, at bibelen er den bog, som den er, og som Martin Luther kalder "en bog fuld af guddommelig visdom, der gør alle andre bøgers visdom til dårskab". Her hos Luther er bibelen selv forstået i retning af en person, der handler, og ikke bare som en passiv genstand for menneskets læsning, ikke bare som en størrelse, der foreligger til kritisk undersøgelse.

Hvor der er indtrådt en krise i menneskets forhold til bibelen som den, jeg her har skildret som noget, der er skæbne for nutidsmennesket, der bliver bibelen ikke hørt som det, den er. Og den kan ikke ved menneskelige midler hjælpes til at give sit indhold fra sig. Skal den høres, så må den gøre sig selv hørt som det, den er, derved, at den kritiserer al den visdom bort, som mennesket selv af naturen møder frem med og stoler på som uigendrivelig sandhed.

Nutidsmenneskets krise i dets forhold til bibelen består altså deri, at bibelen fra at besidde kvalitet af overnaturlig orakelbog, hvorfra man, når man ønskede det, kunne hente den sikre og garanterede sandhed, som ingen kunne anfægte - og som er den kvalitet, man i grunden har ret til at forlange af en bog, som fordrer, at man skal anse den for at indeholde Guds ord - at bibelen altså gennem hele den udvikling, der er foregået gennem de sidste århundreder, er blevet reduceret til at være en blot og bar menneskebog, et konglomerat af forskelligartede religiøse skrifter fra oldtiden, hvis samling til en bog i høj grad bærer tilfældighedernes eller de menneskelige - altfor menneskelige - midlers præg, og som vel kan være interessant i kulturhistorisk henseende - man så jo for nogle år siden et værk fremkomme, der hedder "Bibelen i kulturhistorisk lys", hvor, som det var at vente, flere theologiske professorer var engageret - men som det dog er vanskeligt, for ikke at sige umuligt, at tage helt alvorligt som nutidig livsvejledning, fordi den moderne tilværelse og den dermed sammenhørende livsopfattelse er så helt anderledes end den, som de mennesker, der oprindelig forfattede disse skrifter, har kendt til. Mennesker i nutiden forekommer det, som om bibelen taler ud fra forudsætninger, som det simpelthen ikke mere er muligt for dem at dele. Og så kan den jo ikke have det at sige til dem, som den skal kunne, hvis den skal være Bibelen med B. For at kunne det skal den i hvert fald passere igennem en så kompliceret fortolkningsproces, at der ikke bliver meget tilbage af den oprindelige mening, hvis der overhovedet bliver nogen mening. Og så ligger den tanke nær, om man så ikke hellere må gå direkte til iagttagelsen af den nutidige tilværelse, som alligevel må være udgangspunkt for alt fortolkningsarbejde, og orientere sig ud fra den. Man behøver simpelthen ikke bibelen. Man må idag hente sin forståelse af det at være menneske ud af tilværelsen selv - og kan også gøre det.

Nu har der jo hele tiden været fromme mennesker i kirken, der har ment, at denne krise i forholdet til bibelen kommer af, at folk i vore dage er blevet så meget mere ugudelige, end de var i ældre tid, og at krisen altså hænger sammen med, at nutidsmennesker ikke vil tro. Og der er mennesker i kirken, der mener, at man for at komme ud af krisen skal vende tilbage til det syn på bibelen, som man havde f. eks. i orthodoksiens tid, da man regnede de bibelske skrifter for at være blevet til ved helligåndens diktat, mens de menneskelige forfattere kun havde været upersonlige penneskafter for ånden. Man støder i nutiden på en såkaldt fundamentalisme, der mener, at det, der er i vejen, er, at man i vore dage ikke vil gøre alvor af, at bibelen er Guds ord i gammeldags og bogstavelig forstand. Vil man blot tage sig sammen og tro, hvad der står i bibelen, og fordi det står der, tro det ganske bogstaveligt, ofre sin fornuft, hvor dette behøves, så forsvinder vanskelighederne. Det er der nu slet ikke tale om, at de gør. Og der er heller ikke tale om, at disse fundamentalistiske modstandere af al bibelkritik tager bibelen mere alvorligt end dem, der er deres kritikere. I virkeligheden er disse to stridende parter gjort af akkurat det samme stof og har ret beset akkurat det samme forhold til bibelen. Det, som fundamentalismen gør - og det er det, som er det betydningsfulde, det eneste betydningsfulde ved den - er at holde det ideal af en bibel op, som også ubevidst fordres af bibelkritikerne i deres protest, nemlig en overnaturlig orakelbog, hvor sandheden ligger direkte tilgængelig til afhentning, indesluttet på en overnaturlig måde mellem en bogs to bind. Noget helt andet er så, om dette forhold til bibelen er så fromt og troende, som fundamentalisterne selv mener. Det kunne jo være, at bibelen slet ikke kalder en sådan krampagtig holden-alt-det-der-står-i-den-for-sandt - fordi-det-står-i-den for tro. Det kunne jo være, at netop bibelen ved Guds ord forstår noget helt andet end en overnaturlig meddelelse af en guddommelig lære, der kan foreligge i en bogs skikkelse. Den fundamentalistiske udvej er ikke nogen udvej ud af nutidsmenneskets krise i dets forhold til bibelen. Den er kun det, at man tager skyklapper på, lukker øjnene for, at krisen er der, nægter dens tilstedeværelse imod bedre vidende. I det fundamentalistiske forehavende vil man ligesom Münchhausen trække sig selv op af sumpen ved hårtoppen. Men derved kommer man naturligvis kun til at stikke endnu mere fast i bibelkrisens sump. Man kommer ikke op af den, fordi man bilder sig ind, at man kommer op, eller bilder sig ind, at det at sidde fast er det samme som at være kommet op.

Hvis man nu vil spørge efter årsagen til, at dette kritiske forhold til bibelen er blevet nutidsmenneskets uundgåelige situation, så vil den - efter dette nutidsmenneskes egen mening - være at søge i den ændring i menneskets ydre og indre levevilkår, som tog fart på renæssancetiden, og som har fortsat nogenlunde ubrudt siden. I disse fire eller fem århundreder har mennesket udvidet sit kendskab til den verden, det lever i, gennem hele den videnskabelige og tekniske udvikling, der er foregået. Det har set på sin omverden med sine egne øjne i et omfang, som det ikke tidligere har gjort. Det har ikke længere spurgt fortidens autoriteter om, hvordan tingene var, og hvorfor de var sådan, og hvortil de var. Men mennesket har selv set på dem og dannet sig sin egen mening om dem. Det har vovet at være vidende. Og resultatet heraf er blevet, at det, som mennesket har set og erkendt, ikke tillader det at opfatte bibelen som andet end menneskeslægtens første og primitive forsøg på at danne sig en videnskabelig opfattelse af tilværelsen. Og sådanne første forsøg er naturligvis ikke bestemt til at være norm for alle senere tiders tilværelsesopfattelse, men de er tværtimod bestemt til at skulle forgå, afløses af andre og bedre forsøg, der vel heller ikke kan være endegyldige, men som i hvert fald repræsenterer en større tilnærmelse til virkeligheden end de første primitive. Copernicus revolutionerede den gængse opfattelse af, at jorden var verdensaltets midtpunkt, som sol, måne og planeter kredsede omkring. Og det var jo noget andet, end der stod i bibelen. Giordano Bruno åbnede udsigten til et verdensrum, der var uendeligt. Med Galilei tog den moderne eksakte naturvidenskab fart, og med Newton nåede den mands modenhed. Med Charles Lyells geologiske undersøgelser blev der sat spørgsmålstegn ved den bibelske skabelsesberetnings tidsopfattelse; Jordens alder blev udvidet fra nogle få årtusinder til årmillioner og årmilliarder. Og Charles Darwin satte et andet spørgsmålstegn ved skabelsen med sin tale om arternes oprindelse som ikke beroende på nogen guddommelig skabervilje, men fremgået på naturlig måde gennem de bedst egnede individers sejr i den almindelige kamp for tilværelsen. Og endelig har i vort århundrede Albert Einsteins relativitetsprincip fået en lignende virkning som Giordano Brunos erkendelse af rummets uendelighed, idet den iagttagelsespositionens væsentlige betydning for den videnskabelige iagttagelse, som dette princip understreger, nødvendigvis måtte medføre, at en objektivt eksisterende ydre verden med faste konturer mere eller mindre måtte gå i opløsning; videnskaben kan ikke stile mod noget endegyldigt resultat; alle dens resultater er kun relative; den selv er kun til i det enkelte subjekts iagttagelse. Et færdigt verdensbillede er som produkt af det iagttagende subjekt og med gyldighed alene for det uden nogen nødvendig forandring i en objektiv virkelighed; det er netop kun et billede og derfor uden nogen egentlig videnskabelig betydning. Som rummet udenfor mennesket blev uendeligt gennem Bruno, således blev menneskets egen videnskabelige iagttagelse det gennem Einstein.

Samtidig med den af den naturvidenskabelige udvikling betingede udvidelse af i første række det europæiske menneskes kendskab til den verden, som det lever i, skete der nu også det, at man lærte de andre verdensdeles religioner nærmere at kende. I det meste af tusinde år havde den eneste religion, der kunne komme på tale i Europa, været kristendommen. Alle de andre religioner blev på forhånd erklæret for at være falske. Det var ikke engang tilladt at have nogen anden religion end kristendommen. Kun jøderne blev i vis udstrækning tolereret som en undtagelse. Så småt var kendskabet til de andre religioner dog begyndt allerede i korstogstiden i konfrontationen med saracenerne. Men det var dog først langt senere, i grunden først i oplysningsårhundredet, at en ny indstilling til dem blev almindelig, hvorefter de repræsenterede tilværelsesforståelser, der var ligeværdige med kristendommens. Lessings skuespil om de tre ringe, Nathan der Weise, er symptomatisk for den nye indstilling og var selv med til at forandre indstillingen til jødedommen og muhammedanismen. Senere blev ved en intensiveret religionsforskning alle verdens andre religioner inddraget i det samme tolerante ligeværdighedsforhold. Og siden da har bibelens fordring om at være noget særligt i sammenligning med de andre religioner og deres hellige bøger, altså dens fordring om at indeholde den sande åbenbaring af den eneste sande Gud, været et anstød for mennesker, især for dem, der havde mest føling med kulturlivet. Og til mission for kristendommen har man haft et i hvert fald ambivalent forhold. Det ville jo være uretfærdigt, dersom Gud kun havde åbenbaret sig for et enkelt folk, som han havde udvalgt sig med forbigåelse af alle andre, uretfærdigt, om han havde ladet sit lys skinne alene på et enkelt sted.

Det er klart, at man på denne baggrund måtte læse bibelen på en anden måde end tidligere. Man måtte læse den ikke så meget som en åbenbaring af guddommelig sandhed som af menneskelig religiøsitet. Bibelen var affødt af religiøse oplevelser, der principielt var af samme art som de religiøse oplevelser, mennesker kan have indenfor de andre religioner. Og den åbenbarede derfor ikke - eller i hvert fald ikke direkte - noget om Gud, men så meget mere om det religiøse menneske eller, om man vil, om den fælles menneskelige natur, som potentielt er i stand til at give udtryk for sådanne oplevelser.

I kølvandet af denne meget omfattende horisontudvidelse, som har fundet sted gennem de sidste fire - fem århundreder, og som ligesom har drevet det guddommelige og mysteriøse ud af verden og gjort alle ting naturlige og rent menneskelige, fulgte også en forandret indstilling til verden og tingene i den overhovedet. Det at dyrke Gud stod ikke længere øverst på listen over de gerninger, som det var nødvendigt for mennesket at gøre. Sådan var det endnu på 30-årskrigens tid, altså på midten af det 17. århundrede. Den engelske filosof Herbert af Cherbury, som selv var en repræsentant for den begyndende oplysningsfilosofi, kunne endnu mene, at alle mennesker kunne blive enige om, at der er et højeste guddommeligt væsen til, og at dette væsen bør dyrkes, og at den vigtigste del af dyrkelsen er dyd i forening med fromhed. Og her i Danmark kunne Christian IV tage som sit valgsprog regna firmat pietas, gudsfrygt styrker rigerne, uden at det fornemmedes som noget mærkværdigt. Og da man omtrent halvandet århundrede senere på den franske revolutions tid ville afskaffe kristendommen og i Notre Dame i Paris indføre dyrkelsen af det højeste væsen, var dette kun et kort skuespil, som ingen tog alvorligt. Det var på den tid, at Laplace erklærede, at han ikke havde kunnet iagttage Gud i sin kikkert, og fortalte Napoleon, at han i sit system ikke havde brug for hypothesen Gud. Og i løbet af det 19. århundrede erklærede de fleste europæiske statsstyrelser sig for neutrale i religiøs henseende, gav religionsfrihed og dermed også indirekte erklærede, at religion er en privatsag, hvilket oversat til almindelig dansk betyder, at den er noget ligegyldigt, en hobby, som man kan have, dersom man ønsker det, men som man også kan lade være med at have, uden at det sker noget af betydning derved. Menneskets tilværelse er det, som mennesket selv gør den til. Og det står i grunden ikke til regnskab overfor nogen højere instans for den måde, det bruger sin tilværelse på. På en mangfoldighed af områder kan man i teknisk henseende meget mere, end man kunne tidligere. Men derved får man nødvendigvis et ansvar på en række områder, som man tidligere ikke kunne have nogen indflydelse på. Af selve den tekniske udvikling bliver mennesket gjort medbestemmende, hvor det før var henvist til at tage tilværelsen, som den nu engang er. Bestående ordninger og strukturer i mennesketilværelsen, som tidligere blev anset for at have uforanderlighedskarakter og høre med til selve dens skabte væsen, har vist sig at være særdeles foranderlige - og dermed også at være en udfordring til mennesket om at forandre dem til det bedst mulige. Mennesket har nået myndighedsalderen, som det er blevet sagt. Derfor kan det ikke finde sig i blot at modtage en autoritativ besked fra en guddommelig bog om, hvad det er at være menneske, og hvordan det skal bære sig ad med at leve. Det kan nu selv finde ud af det - og skal selvfølgelig så også gøre det. En åbenbaret sandhed, der kommer ned fra himlen i en hellig skrifts skikkelse, giver simpelthen ikke nogen mening for det menneske, der overalt i sin tilværelse ikke kan møde andet end det, som er menneskeligt, eller som er underlagt menneskets fornuft og tekniske formåen. Allerede Lessing talte for 200 år siden om den bibelske åbenbaring som Guds opdragelse af menneskeslægten, som en hjælp, Gud har givet mennesket til at komme hurtigere frem til sandhedens erkendelse, end det ville have kunnet, hvis det alene havde været henvist til at bruge sin fornuft til det stykke arbejde; men principielt kunne mennesket ved sig selv have opdaget den sandhed, som er åbenbaret i bibelen, og denne åbenbaring er derfor ikke absolut nødvendig. Dette lessingske synspunkt fører man idag videre. Nu, da mennesket er trådt ind i fornuftens tidsalder og er blevet frit og selvstændigt, behøver det ikke nogen åbenbaret vejledning mere. Den er kun til besvær, en hindring for videre fremtrængen i sandhedens erkendelse. Bibelen er overflødig. Mennesket kan bedre selv sige sig den nødvendige besked om sin tilværelse. Og netop i den erklæring om bibelens overflødighed, som måske ikke direkte udtales, men som sidder dybt i alle moderne menneskers sjæle - også i de theologiske fakulteters - hævner nutidsmennesket sig på den bibel, der efter dets mening har svigtet det ved ikke at ville være Guds ord på den måde, som mennesket har et retmæssigt krav på.

Den bevægelse, som jeg her i et kort rids har søgt at skildre - og som er kommet over os alle som en skæbne, vi ikke kan unddrage os, synes for al fremtid at måtte gøre det umuligt for bibelen at have med noget ord fra nogen Gud at gøre for nutidsmennesket - indtil det, hvordan det så ellers går for sig, ved en "jordrystelse", ved en nødvendighed af en uendelig kvalitativ forskellighed, kommer til at se, at bevægelsen også lader sig forstå på en helt anden måde, nemlig sådan, at det ikke er det mere og mere udviklede menneske i sin kulturelle stræben, men bibelen selv, der har og hele tiden har haft initiativet, og som med vilje fremkalder denne krise i nutidsmenneskets forhold til den, altså at bibelen handler ligesom en person, sådan som jeg før sagde, at Luther i den sætning, som jeg citerede, åbenbart har opfattet den. Bibelen forklarer sig selv. Men det betyder jo ikke, at den forsyner sin læser med de sproglige og historiske oplysninger, som er nødvendige for at læse den, og altså sparer læseren for selv at skulle gøre et stykke arbejde, som han ellers var nødt til at gøre, - bibelen er ikke barnepige for sin læser - men det betyder, at bibelen går en vej med den, der indlader sig på at læse den. Og den gør det netop, mens læseren selv mener, at det er ham, der går en vej med bibelen og med sin fornuft og sin videnskab baner sig en vej frem til dens forståelse. Bibelen forklarer sig selv på den paradoksale måde, at den går en vej med sin læser, hvorved denne føres derud, hvor forståelse af bibelen som Guds ord bliver til en umulighed for ham. Bibelen gør sig i sin læsers hånd til en ret og slet menneskebog, der intet guddommeligt er ved. Den berøver selv sin læser enhver mulighed for, at han i den kan se andet end forældet mytologi og religion eller primitiv natur- og livsopfattelse, et overstået stadium i menneskehedens store udviklingsproces. Bibelen hyller sig selv i dårskabens dragt for den læser, der kommer til den i den hensigt i den at finde guddommelig visdom. Hvordan kan man sige, at bibelen forklarer sig selv, når den fører sin læser ud i dette mørke og uføre? Er det ikke langt snarere sagen, at den gør det åbenbart, at der slet ikke er nogen mening i den? Jo, det er netop sådan, at den fungerer som Guds ord. For bibelen er som Guds ord altid i funktion, i virksomhed. Vi kan ikke have med den at gøre, uden at den virker på sin læser, ikke bare ved den poetiske skønhed eller den menneskelige klogskab eller ved den virkelighedssans, som også kommer til orde i den, men virker på ham ved så at sige eksaminere ham, mens han selv mener, at det er ham, der eksaminerer den og prøver, om dens påstande harmonerer med den sandhed, som han ellers mener at sidde inde med i kraft af sin videnskabelige fornuftserkendelse, eksaminerer ham ved at forsyne ham med en målestok for, hvad sandhed er, der nødvendigvis må sætte hans egen medbragte målestok ud af kraft, så snart han bliver opmærksom på den. Hvis han altså bliver opmærksom - det er spørgsmålet, som han selv må svare på. Som Guds ord vil bibelen åbenbare mennesket en sandhed, der går over dets forstand. Og den bærer sig ad på den måde, at den nøder sin læser til at komme frem med al den sandhedserkendelse, som hans fornuft overhovedet kan præstere, og gøre det i et storstilet forsøg på at nedkæmpe bibelens fordring om at åbenbare Gud og være hans ord, for at læseren derved må få øjet op for, at al menneskets egen visdom ikke er andet end netop den dårskab, som det selv holder bibelen for at være. Bibelen ifører sig i sin læsers påsyn selv dårskabens dragt, for at han må spejle sin egen visdom i denne dragt og se, hvad den egentlig er. Bibelen er for sin læser altid et spejl, hvori han får sig selv at se. Sådan er den Guds ord. Den mening, som læseren udtaler om bibelen, er altid og kan aldrig blive andet end en dom, som han udtaler over sig selv. Sådan eksaminerer bibelen sin læser: ved at gøre hans eksamination af den, hans stræben efter at kontrollere, om den nu også stemmer overens med, hvad fornuft og videnskab lærer, til hans eksamination af sig selv .Ved det, at han ikke kan forstå, hvordan bibelen kan være Guds ord, angiver han sig selv som den, der ikke kan høre noget fra Gud, og som overhovedet ikke ved, hvad Gud og hans ord er. Der, netop der, vil bibelen have mennesket hen. Og der bringer den sin læser hen ved - idet den uafkortet fastholder sin fordring om at være Guds ord at lægge sig værgeløst i hans kritiske hænder og sige til ham: "Værsågod! Prøv så med alle de midler, der står til din rådighed, om du kan finde det guddommelige ved mig, om du i mig kan høre noget ord fra Gud"! Sådan driver bibelen selv menneskets naturlige forestilling om, at det er mægtigt til at høre Guds ord, hvis der ellers er et sådant ord, ud af mennesket.

Bibelen vil have lærvillige disciple. "Den hellige skrift", siger Luther, "vil have en ydmyg læser, som har ærbødighed for og som skælver for Guds ord, og som bestandig siger: Undervis mig, undervis mig, undervis mig"! Men ingen kan gøre sig selv til en sådan lærvillig discipel. Alle mennesker er af naturen syndere. Og det vil sige, at de bilder sig ind, at de selv har sandheden, eller i hvert fald, at de har den indenfor deres fornufts rækkevidde og derfor ikke behøver at høre sandheden sagt til sig af Guds ord. Derfor må bibelen selv skabe de lærvillige læsere, der kan forstå dens tale. Og det gør den ved at anbringe læseren i den situation, hvor han kan være lærvillig i radikal forstand, d. v. s. i den uvidenhedens og ikke-forståelsens situation, hvor han ikke kan være andet end lærling. Og denne situation er der, hvor han må erkende, at han med sin fornuft ikke kan forstå, hvordan bibelen kan være ordet fra Gud, og hvordan den overhovedet kan sige noget som helst sandt om hans egen tilværelse. Den, der skal høre, hvad bibelen siger, må befries fra den indbildning, at han selv med sin fornuft og sin kunst, er i stand til at dirke den op og bringe den til at tale sit budskab - og det er just befrielsen fra denne indbildning, som bibelen selv udvirker hos sin læser ved i hans øjne at gøre sig til dårskab, til paradoks, til en tale, der ingen mening giver for mennesket. Der, hvor menneskets fornuft bliver sat ud af spillet ved at nå sin grænse i sammenstødet med det uforståelige, det paradoksale, det forargende, der - men også kun der - begynder bibelen at aflevere sit budskab om Gud. Hvor fornuften knuses mod paradokset og således kommer til sin grænse, der kan mennesket være stille, fordi det der er nødt til at være stille, og der kan det være lærvilligt - for kun i denne stilhed, hvor mennesket selv er døvt og stumt for evangeliet, tager Gud til orde og taler den visdom, som ikke er af denne verden, og som overgår al menneskers forstand.

At bibelen er Guds ord vil forstås efter Guds forstand på, hvad hans ord er, og ikke efter, hvad mennesket kræver, at det skal være for at kunne gælde for at hidrøre fra Gud. For når fornuften taler om Guds ord, er den ikke i stand til at tale om andet end en projektion af menneskets eget ord op i det overnaturliges eller overmenneskeliges plan, en forlængelse af menneskets ord, og menneskets eget ord bliver naturligvis ikke til Guds ved, at man idealiserer det og påstår, at det er Guds, eventuelt med megen patos og glød i stemmen. Guds ord efter hans egen forstand på, hvad det er, er den Jesus Kristus, som bibelen vidner om, og hvilket vidnesbyrd han, som den vidner om, gør sig selv identisk med. Det, at bibelen vidner om Kristus, er altid en handling, som den udfører med sin læser - derimod ikke et objektivt sagforhold, som man kan påvise ved at tage for sig og studere den som en almindelig bog. Bibelen vidner ikke om Kristus derved, at den på den almindelige historiske beretnings manér fortæller om Jesus, hvad han sagde og gjorde - dette gør den naturligvis også - men den vidner sådan, at dens vidnesbyrd om ham bringer ham selv nær derved, at det bliver til hans egen tale. Kristus er skriftens herre og konge, siger Luther. Og som sådan er han ikke bare en genstand, som bibelen omtaler, men idet han er det, er det ham selv, der er nær og handler med bibelens læser - og gør det samme med læseren, som han gør med mennesker i bibelens beretning om ham eller omtale af ham. Den Kristus, som bibelen omtaler, er den korsfæstede Jesus, ordet, der blev kød, Guds søn, der fornedrede sig selv og blev menneske og gik ind i synderes gudsforladthed under Guds vredes dom og der trådte i deres sted, og som Gud oprejste fra de døde og dermed vedkendte sig som sin enbårne søn og åbenbarer i menneskets verden. Men den bibel, der vidner om denne Kristus, kan ikke gøre dette uden derved at komme til at ligne ham selv eller uden at måtte handle ligesom han selv. Deri består netop dens vidnesbyrd om ham, at den handler ligesom han selv. Den går bort for i sin bortgang at komme igen på en ny måde. Sådan læser vi jo i Johannesevangeliet, at Jesus siger til sine disciple, at han går bort fra dem, for uden, at han går bort, kan ånden ikke komme til dem, ånden, der vejleder dem til hele sandheden ved at vidne om ham og tage af hans og give til dem. Sådan gør også bibelen med sin læser. At læse bibelen er nok at læse den som en almindelig menneskebog og bruge sin almindelige menneskeforstand under læsningen - det er jo den eneste måde, vi har at læse den på - men det er samtidig af den at være draget ind i den Kristus-gerning, som den vidner om, og som består i at gå bort for at komme igen på en ny måde, der er kvalitativt anderledes, eller består i at føre ud i mørket for der at lade sig kende som det lys, der skinner i mørket.

Det er derfor ikke noget underligt, der sker - og da slet ikke noget for bibelen som Guds ord katastrofalt - når nutidsmenneskets forhold til den er blevet dette fundamentalt kritiske, hvori det har mistet enhver mulighed for at kunne tro på det, som den siger. Det er tværtimod en holdning, som nødvendigvis må fremkomme overalt, hvor mennesker konfronteres med den bibel, der altid er i virksomhed, kommer den så nær, at det er den selv, de har med at gøre, og ikke bare deres egne forestillinger om, hvordan den burde være. Men det, som det her er af afgørende betydning at forstå, er, at denne krisesituation ikke betyder, at bibelen så meget som et øjeblik er ophørt med at tale til mennesket som ordet fra Gud, men at den tværtimod netop sådan er i fuld gang med at tale og gøre sig gældende. Sådan taler nu den, fordi den ikke indeholder menneskets, men Guds ord og tanker - og Guds tanker er nu engang ikke identiske med menneskets egne tanker. Som Guds ord, som vidnesbyrd om Kristus, vil den ikke forstås ud fra menneskets meninger om den, men alene ud fra ham, som den vidner om. Og får den bare lov til det, kan dens læser bare holde op med at sætte sine egne meninger op som norm og kriterium for, hvad bibelen siger eller må sige, så kommer forståelsen af den ganske af sig selv; så rækker den selv forståelsens gave til læseren samtidig med, at den afleverer sit vidnesbyrd. Bibelen er ikke ophørt med at tale Guds ord, fordi nutidsmennesket ikke kan høre, at den gør det, og fordi det bilder sig ind, at det gennem den kulturelle udvikling, der er foregået, er blevet for voksent og myndigt til at kunne det, er blevet klogere på det at være menneske, end den primitive bibel er det. Det er jo ikke nødvendigvis givet, at man er blevet klogere på det at være menneske, fordi man kan komme til månen eller til mars eller kan fremstille atombomber eller bygge A-kraftværker. Der er jo også den mulighed, at man kunne være blevet mindre klog på det - bl. a. ved ensidig og koncentreret beskæftigelse gennem århundreder med en videnskabelig og teknisk udvikling, der måske ingen - eller ingen god - mening er i. Det er sikkert ikke et vidnesbyrd om klogskab, hvis man ser bort fra, at man i stedet for at skride frem i visdom også kan blive en dåre. Men hvorom alting er, bibelen tager ikke det mindste hensyn til nutidsmenneskets selvforståelse; den fortsætter uanfægtet med at sige, hvad den altid har sagt. Det er med den ganske ligesom med den Kristus, der i Johannesåbenbaringen siger: "Se, jeg står for døren og banker. Dersom nogen hører min røst og åbner døren, vil jeg gå ind og holde nadver med ham og han med mig". Bibelen taler til det nutidsmenneske, der ikke kan forstå dens tale - taler til ham netop i hans mangel på forståelse; selve hans krise i sit forhold til bibelen er tegnet på, at bibelen er i fuld gang med at tale til ham som ordet fra Gud - for at han må slippe sin egen forstand eller troen på, at den kan være livsgrundlag for ham, og dermed modtage den nødvendige og rette forstand af Guds ord.

Nu kunne det, at bibelen således i sin handling med sin læser vidner om Kristus, og som et sådant vidnesbyrd alene er forståeligt ved helligånden, synes at komme til at måtte betyde, at mennesket dermed bliver fritaget for den anstrengelse, som det er at læse bibelen ordentligt med sin fornuft. Når fornuften ikke er tilstrækkelig til her at forstå, hvorfor så have besværet med at bruge den? Hvorfor så ikke hellere sætte sig hen og vente på helligåndens oplysning? Men at tænke sådan ville være en fejlslutning udfra de foreliggende præmisser. Netop det, at bibelen vidner om Kristus, og at helligånden behøves for dens forståelse, betyder, at der stilles den størst mulige fordring til læserens egen fornuft, flid og dømmekraft. For det er i den fornuftige læsning af bibelen, i det sammenstød mellem fornuftens forståelse og bibelens fordring om at være Guds ord, som derved fremkaldes, at bibelen overhovedet træder frem som vidnesbyrdet om Kristus. Det er den fornuft, som bliver brugt på bibelen - ikke den fornuft, som ikke bliver brugt - der af bibelen bliver ført ud i det uforstandens mørke, hvori den som gave kan modtage den rette forstand. Det at bruge fornuften på bibelen og dermed af den blive nødet til forståelsen af, at man her ikke kan forstå, er at komme til bibelen og modtage forstand og oplysning af den. Netop ved at bruge sig selv på bibelen bekender fornuften, at det ikke er den, der kan og skal skabe den rette forståelse af den, og at den blot kommer for at modtage det vidnesbyrd om Kristus, der jo i sig selv er klart - men med en klarhed, som udelukkende er dens egen. Det at læse bibelen med sin fornuft - og det, som theologerne kalder den historisk-kritiske metode, er jo ikke andet - kan, fordi det er bibelen, der læses, ikke blive til andet end det at gøre, hvad der er menneskelig muligt, for at trænge frem til forståelse i samtidig erkendelse af, at denne forståelse ikke kan rumme, hvad bibelen vil sige, men er en ikke-forståelse, der netop som ikke-forståelse er en henvisning til en anden forståelse, som den egentlige og rette, men som kun bibelen selv kan udtale og udtaler i forkyndelsen. Det at være bibelens lærvillige discipel er at lade fornuftens forståelse - eller ikke-forståelse - være en blot og bar bøn til bibelen, dette naturligvis forstået som en bøn til den korsfæstede og opstandne Kristus, som er bibelens herre og konge: undervis mig, giv mig den rette forståelse af ordet fra Gud! En sådan bøn er ikke gjort med at indtage en from holdning overfor bibelen, men den er identisk med en erkendelse og bekendelse af, at vi ikke af os selv kan finde så meget som et eneste ord fra Gud i bibelen, af os selv ikke kan finde andet i den end løgn og modevangelium. Hvor vor egen forståelse og forståelsesmulighed går til grunde i ikke-forståelsens mørke i sammenstødet med bibelens vidnesbyrd om Kristus, dens påstand om at stille mennesket overfor Guds åbenbaring, der hører Gud denne ikke-forståelse eller denne forargelse på bibelen som en bøn, som et råb til ham fra det dybe. Og der svarer han på denne bøn og svarer, som han svarede den klagende og forargede Job ud fra stormvejret, og gør det på den måde, at der lader han den bibel, hvis klarhed er et med dens vidnesbyrd om den korsfæstede Kristus, selv tage ordet og blive til forkyndelse; og så er det den korsfæstede Kristus - og i ham Gud selv som den nådige Gud - der taler. Og så er bibelen ikke længere lov og bogstav, men den er blevet evangelium og ånd.