Af K. Olesen Larsen. Tidehverv, 1928, s.62-67. Fra Sommeren 1927.

Han levede og døde som Hedning - og som kristen Præst. Det var saa hans Skæbne, at han i en ung Alder begyndte at studere til Præst.

Hans hele Udvikling havde foregaaet indenfor de religiøse Rammer, og hvad var da naturligere end, at han, naar han skulde studere, valgte Teologien?

Dog det var maaske ikke den vigtigste Grund, men han havde en Følelse af, at det maatte saadan være. Og som det maatte være, saaledes blev det; han blev Teolog.

Og da han efter en rum Tids Forløb søgte Præsteembede, var det heller ikke blot for at faa et Levebrød - et saadant kan man sagtens finde, mente han - men fordi det maatte saadan være. I vore oplyste Tider er det ellers kun de meget fromme, der siger, det maa saadan være - fordi Gud vil det. Men dette: fordi Gud vil det, føjede han ikke til. Hvem kan vide, hvad Gud vil, naar man ikke tør gaa ud fra, at Gud vil det samme, som man selv? Han rystede af og til ærgerlig paa Hovedet: det var en krank Skæbne, at han, Hedningen, skulde være Præst - og det for en fiks Idés Skyld. Og havde det endda saa bare været en virkelig Idé; men det var det ikke; det var noget tungt og ubestemmeligt som en Skæbne - kun Troen kan magte Skæbnen; men at tro her i dette Liv er nu ikke Hvermands Sag. Det humoristiske i Situationen saa han meget godt, men man maatte gerne udlevere ham selv og hans Beslutning til Latteren, naar han blot fik Lov at følge sit "Ønske".

Man faar blive det, man maa blive. Ja, det var rigtigt nok: han havde i sine første Ungdomsaar hadet dette Udtryk for Nødvendighed, men han sagde jo heller ikke, det var nødvendigt, kun, at det maatte saadan være.

Havde han fulgt sin Lyst og sine Drømme, var han blevet Ingeniør, havde arbejdet med de store tekniske Vidundere, men han vidste ganske godt, at hans Kærlighed til Menneskenes store Bedrifter og gigantiske Arbejder var en ulykkelig Kærlighed.

Naa hvad, Solen, Luften og Fuglene var de samme for Præst som for Læg - og det var dog, naar alt kom til alt, det vigtigste. Og saa var han glad for Livet; det er det vigtigste for en Præst, mente han. Elsker han ikke Livet, forstaar han sig hverken paa Himmel eller Helvede.

Enden paa alle Overvejelser var, at det maatte saadan være; han fik leve og dø med sit. Han skulde tjene Kirken. Men Kirken, den hørte dog ogsaa med til Menneskelivet; den havde dog ogsaa sit at sige til Menneskehedens mægtige Værker -? Kunde Menneskene undvære Religionens Vielse over deres Liv og Virke? Kunde de undvære Religionens Trøst og Glæde? Maatte de ikke have et stort, overjordisk Maal at samle sig om? Trængte de ikke til af Religionen at lære Kærlighed til Livet og hinanden?

Ja, det var netop det besynderlige ved det: han syntes egentlig godt, Menneskene kunde undvære Religionens Velsignelse. Kirken havde intet at bringe Kulturen. Den kunde ikke vise den Vejen frem. Den kunde intet redde fra Undergangen. Og for Resten: vilde det være saa værdifuldt? Alt hvad, der fødes, maa dø; det er i sin gode og tiltalende Orden. Her er Religionens Trøst uden Værdi - dens Trøst har i hvert Fald kun Betydning for svagere Sjæle. Og fremdeles: Maal havde Menneskene nok af; hvad Glæde de kunde have af et overjordisk Maal var aldrig blevet oplyst. De jordiske Maal var alene skønne og attraaværdige, og de var ikke saa uopnaaelige; de laa lige for Haanden. De var af Jorden, jordiske, duftede af Muld, af Liv og Død.

Og Kærlighed til Livet behøvede man ikke at lære af Religionen - det var endda et stort Spørgsmaal, om den forstod sig paa andet end Døden. Nej, han elskede Livet uden Opfordring og Menneskene for deres Kærlighed til Livet. Hans største Glæde var Barnets Smil over Blomsten og den unge Piges Smil over Barnet, Mandens Kærlighed til Kraften og Menneskenes ihukommelse af de Døde. Ja, Kirkegaarden Kirkens vigtigste Argument - den hørte egentlig ogsaa med. Hvem vilde ønske et "evigt Liv"? Livet var herligt, fordi det var een Gang, fordi det baade havde Begyndelse og Ende, var indrammet af Fødsel og Død. Døden og Dødsfrygten hørte uadskilleligt med til Livet - tog man Helvede bort fra Livet vilde dette ikke længer have Magt over Menneskene. Livet var et Glimt og skulde ikke være andet. Skulde Evigheden være til at udholde, maatte den være en Gentagelse paa en helt anden Maade eller - her smuglede der sig et kristeligt Ord ind, og det gjorde ham forvirret - Opstandelse.

Jo vist hørte Kirken med til Kulturen. Og maaske havde den ogsaa et og andet at bringe, men som Kulturfaktor syntes den ham i Grunden at gøre en ynkelig Figur, og hvad mere var: det kulturelle var vel slet ikke det egentlige ved Kirken, i hvert Fald da ikke ved Kristendommen. Kristendommen bragte tværtimod Forstyrrelse ind i Verden. Det havde den altid gjort, og det vilde den blive ved med. Nej, den kunde ikke redde Kulturen - men den vilde heller ikke. Den føjede sin Dom til Forraadnelsen og laa knugende og haardt over Verden. Den gjorde ikke Døden mildere, men satte sit mene, mene tekel til. Den knuste Kulturen og Livet til Ære for Gud, og dens store Trøsteord: Opstandelse havde i Virkeligheden en saa forfærdende Klang, at Trøsten dræbte Mennesket - den var det for stærk. Hvad skulde dog de stakkels Mennesker stille op med Kristendommen? Den dræbte hele Livet: gravede det en Grav og kastede Jord paa: af Støv er Du kommen og til Støvet skal Du vende tilbage. Hvorfor græd de kristne ikke ved Døden? Døden maatte dog for dem være haardere end for Hedningen. Ja han vidste det nok, han var jo ogsaa Præst: de forventede Kødets Opstandelse - paa den yderste Dag. Men den yderste Dag - naar den kom, var Kristendommen færdig med at begrave den sidste Rest af Livet. Og hvad var der saa tilbage at lade opstaa? Den yderste Dag, Dommens Dag, alt Køds Doms Dag, var den ikke mere forfærdende end trøstende - selv for den troende? Da skulde Mennesket og dets Idrætter ikke være mere, thi Gud skulde være alt i alle. Og hvad var der mere at elske, naar Jordelivet ikke var mere. Fuglenes Sang, Barnets Latter, det skulde altsammen forstumme, og hvad var Englenes Lovsang mod det? Maatte ved nærmere Eftertanke ikke selve Ordet Forkrænkelighed blive elskeligt mod Opstandelsen, Dommens Dag?
Maaske bagtalte han Kristendommen. Saaledes vilde i hvert Fald de halvkristne sige: staar der ikke, at de, som tror paa Kristus, ikke skal dømmes? Jo Tak; men det er dem, der allerede har ladet sig dømme fra Livet, og hvis Liv derfor - for at blive i den bibelske Sprogbrug - er Kristus, de levende døde, døde for sig selv, men levende for Gud. Forsøgene paa at digte Kristendommen om, saa den blev til et menneskeligt Eventyr, var saamænd meget forstaaelige, men man gavnede nu hverken Menneskeheden eller Kristendommen ved at paalyve denne formildende Omstændigheder. Kristendommen mente selv, den var et Eventyr, og det skulde den have Lov til, men det Gud kaldte Salighed behøvede dog ikke nødvendigvis at være det samme som det, Menneskene vilde benævne med det Ord. Sandt nok: de kristnes Gud var ingen Molok; han var Kærlighedens Gud; han vilde af sin store Barmhjertighed lade Støvet opstaa til nyt Liv. Men hans Kærlighed var af en egen Art, den var brændende som Ilden. Nej, Livet blev for alvorligt, for tungt, naar Gud lagde sin Velsignelse til; intet Under, at visse Kristne til Trøst for sig selv havde opfundet det evige Helvede, for dog at kunne være Alvoren kvit, saa længe de levede. Heller intet Under, at mange søgte at dræbe det menneskelige for at slippe for Guds Dom, at narre Gud ved at sige: jeg er ikke hjemme.

I Grunden var han strengt bibeltroende, men han havde sin Besværlighed med Ordene om, at Djævelen engang skulde bindes. Han syntes snarere, det var Kristendommens Skik at slippe alle Unaader løs, og at Djævelen som Følge heraf var blevet ganske overflødig, da Gud var forfærdende nok selv, meget værre at falde i Hænderne paa end Djævelen. Kun sjældent - som Regel en Mandag Aften - tænkte han Tanken igennem: var Djævelen ikke snarere Menneskenes Forbundsfælle i deres fortvivlede Kamp mod Gud? Djævelen, Guds Modstander, var det ikke Menneskene selv? Var han ikke - som Menneskene - magtesløs overfor Gud? Han blev træt af disse Tanker. Han blev hemmelighedsfuld og kølig. Det var ingen Nytte til, at andre saa ind i hans Indre. Han vidste godt, at det forløsende Ord var pathologisk og andet lignende, men hvad hjalp det ham? Han kunde kun tænke sine egne Tanker, og de blev ikke anderledes, selv om kloge Mennesker kunde forklare, hvorfor han maatte tænke saaledes.

Han var blevet Præst uden Begejstring; men den var ogsaa unødvendig, eftersom det maatte saadan være. Som alle unge havde han drømt om at gøre store Ting i Stat eller Kirke. Men til store Ting blev der ingen Tid. Han fik nok at gøre med at lave sine Prædikener. Allerede om Tirsdagen begyndte han at arbejde med Teksten. Kun om Mandagen hvilede han. Da levede han saa at sige in suspenso, lod Tankerne vanke hid og did, som de selv vilde, lod dem søge op mod Lyset og brat styrte ned i Afgrunden, bygge stærke Forskansninger for selv at blive til Fjenden indenfor Murene. Da legede han med de Lænker, han Dagen efter skulde bindes ved, udfandt sindrige Marterredskaber, som senere skulde prøves paa ham selv. Da legede han Herre og sparkede til det Slavebillede, til hvilket han næste Dag skulde forvandles.

Men tidligt Tirsdag Morgen begyndte Livets Virkelighed. Strengt maatte han arbejde for at finde Tekstens egentlige Mening. Han havde forlængst opgivet at være aandfuld. Hvad hjælp ogsaa Aandfuldheden mod Tekstens klare Ord? Han prøvede mange Fortolkningsmuligheder for til sidst foreløbig at holde fast véd een. Men naar han paa ny skulde prædike over samme Tekst, maatte hele Arbejdet gøres om. Han kunde jo ikke i Forvejen vide, hvad Teksten sagde. Og den gamle Udlægning var nu ogsaa i Forvejen. Hans Fortolkningsarbejde var en Samtale med Teksten. Teksten talte nemlig ogsaa med. Den sagde kort og godt: vil Du? Og saa turde han ikke andet end sige ja. Det var nemlig vanskeligt at blive af med en Tekst, naar denne Samtale ikke blev ført saa nogenlunde til Bunds. Saa forfulgte den ham hele Ugen og gik igen i den næste. Helt slap han aldrig for Forfølgelsen, det vidste han godt, men selve Forfølgelsen tvang ham til at gaa ind paa Samtaleformen. Og hvad skulde en Hedning ellers gøre med en kristelig Tekst, naar det var hans Levebrød at udlægge den? Skulde der overhovedet være Mening i det, maatte han naturligvis saa vidt muligt lade den selv komme til Orde, selv om Resultatet ikke blev ganske efter Ønske. Undgaas kunde det ikke, at han paa denne Maade kom til at modsige sig selv. Teksten tog nemlig intet Hensyn til, at han sidste Søndag syntes, det var rigtigt. Den kunde virkelig ikke gøre for, at Præsten modsagde sig selv. Den spurgte ham, om det ikke snarere var ham, der havde været for klog, vidst for meget og derfor ikke haft Brug for at høre den tale. Og da Præsten var Tjener og Skriften Herre, maatte den altid have Retten paa sin Side.

Under disse omstændigheder er en Uge ikke for lang Tid til at skrive en Prædiken. Men holdes skal den. Betænkeligheder er af det onde og slet ikke yndet af Teksten. Derfor skrives der frisk væk og stundom sluttes der af med et fornøjet Smil, halvt i befriet Glæde og halvt i Trods.

Er Prædikenen endelig færdig, pilles der ud og rettes. Saa læses den igennem. Og jo mere omhyggeligt, den er udarbejdet, jo mere den synes ham præget af Teksten, desto stærkere forekommer det ham at være Løgn altsammen. Det er jo hans hele Liv og Gerning imod. Men at appellere til Teksten paa ny ved han af Erfaring ingen Nytte er til. Det gør bare ondt værre. Saa Prædikenen maa holdes.

At holde en Prædiken, forkynde om Gud og hans Aabenbaring, det er saa sin Sag. Alt hvad der siges, staar i skrigende Modsætning til baade Præst og Menighed. Inde i Præsten lyder det: det er Løgn! Og paa Menighedens Ansigt staar den samme Mening at læse. "Det strenge", det dømmer Tilhørerne; men "det milde" dømmer endnu haardere - ja, først det rammer det virkelige Menneske.

Menighedeh er derfor misfornøjet med Prædikenen. Præsten slutter sig til Menighedens Misfornøjelse og fortsætter sin Prædiken. Han og Menigheden kommer i Strid med Prædikenen. Den staar paa den ene Side, Præst og Menighed paa den anden. og Prædikenen bøjer sig for Teksten, der viser hen paa Gud. Og det er altsammen saa ubegrundet og usikkert! Hvor kan han vide, om det er sandt? Er det ikke Stene for Brød? Men Teksten svarer: Hvor kan Du vide, om der er Mening i mig? Hvor tør Du forlange det? Det er mig, der sørger for Meningen, og Du er kun min Tjener.

Nej, det er saa sin Sag med Vantroen i sit Hjerte, med Lydighedens pinende Uvished at forkynde Kristendom i en Verden, hvor Kristendommen saa øjensynlig kun er til Ulejlighed. Kristendommens klare Stands! til Mennesker, der har og maa have travlt. At fortolke en Tekst, der intet Hensyn tager til Præstens: urimeligt, utroligt! og kun svarer med et: Selvfølgelig; det har jeg forlængst sagt Dig - Vil Du? Ja han vil; det er hans Embede; derfor er han der; indsat af Mennesker for at varetage Guds Interesser - for det maa de vel mene, naar de forlanger, at han skal forkynde Guds Ord purt og rent. Mærkeligt egentlig, at der spørges saa lidt efter Præstens Bifald, hans Mening, hans Tro. Mærkeligt, at han altid bliver saa usikker overfor Teksten, at Teksten ligesom siger: Du skal nok fortolke mig, men Du maa ikke tage fejl af mig og Din Fortolkning. Du skal adlyde; det er det, jeg forstaar ved Tro. Du skal anerkende mig, lade mig staa; det er Tro nok. Gud giver sig selv Ret; det tiltrænges ikke, at Du giver ham Ret. Han lever ikke af Dit Bifald. Ikke Dig selv skal Du prædike, ikke Din Tro, men Gud. Og saa holder Prædikenen Afregning med Dig. Det skal Du ogsaa anerkende. Du skal ganske vist ikke staa til Ansvar for Teksten, men Teksten kræver Dig til Ansvar - ogsaa Dig. Du skal holde Dig selv udenfor Prædikenen, men Prædikenen vil ikke holde sig udenfor Dig, nej, Dig vil den. Ja, Du er Hedning, af Natur en fremmed. Det giver jeg Dig Ret i. Du er fyldt med hedenske Lyster, med Had og Oprør; det ved jeg meget bedre end Du. Og det skal Du ikke søge at lave om paa, naar Du taler med mig. Det gavner Dig ikke. Men jeg forlanger heller slet ikke noget saadant. Jeg forlanger, at Du med alt dette skal anerkende mig, lade mig tale og Du lytte til, Du Hedningen og Oprøreren.

Nej, Du skal ikke blive Kristen - hvordan skulde det gaa til? Men Du skal tie og lade mig tale for Dig. Du faar blive i Dit Hedenskab; der hører Du hjemme. Siger Du ikke selv - stundom flere Gange om Dagen -: af Støvet er Du kommen, og til Støvet skal Du vende tilbage? Det er netop Dig, der Du lever og, der Du er, jeg har for øje. Jeg er foran og bagved Dig. Jeg er overalt, her og hjemme, nu og saa længe, Du lever. Vær derfor ikke overmodig, men frygt. Frygt ikke for min Sandhed, men frygt for dig selv. Græd ikke over min Udsigtsløshed og Usikkerhed, men græd over Din egen Elendighed - ikke den Elendighed, Du selv finder saa, men den, hvorom jeg taler: at Du er Guds Modstander, at Gud er Din; at der maa være Strid i Verden, saa længe Gud ikke helt er blevet Sejrherre. Rigtigt sagde Du sidste Søndag, at Kristendommen er det syndige Menneskes Frikendelsesdom, men hvorledes kunde Du glemme, at Gud derved faar hele Retfærdigheden tilkendt. Det gik for let sidst. Jeg tror næsten, Du var begejstret. Du havde maaske ogsaa en lille Smule Tro. Ak, hvilken Tro, hvilken Begejstring, den af denne Verden! Nej opgiv Du kun Din Tro. Den er af Gud forlængst forkastet. Tro paa den usynlige; adlyd ham og bed ham forbarme sig.

Præsten slutter sin Prædiken. Han ender med Bekendelsen: Du har skabt os til Dig, og Du lader os ikke i Ro, før vi er kommet til Dig. Ikke vi har valgt Dig, men Du har valgt os. Ikke vi bedømmer Dig, men Du dømmer os. Du er vor Skæbne; ingen undflyr Din Haand. Handl derfor mod os efter Din Barmhjertighed og ikke efter vor Vilje. Om Du dog vilde opgive Din Vrede og vise Naade mod Menneskene, de, der er og bliver Syndere, er og bliver vantro, Gudshadere og Gudsforhadte. Om Du dog efter Din Vilje vilde besejre Dine Modstandere her paa Jorden og vise Dig som den Herre, Du er og skal være nu og i al Evighed. Om Du dog vilde styrke Menigheden i Troen paa Din Sejr, gøre den stærk i Haabet og brændende i Aanden, at den maa forstaa Din Vilje, dens Helliggørelse, dens Dom og Din Retfærdigheds Komme.

Præsten holder inde; han vil netop aande befriet op, da Teksten endnu engang tager til Orde: Og Herren tøvede, da sagde hans Husfolk …….. Du saa Genspejlet af Lynet, men Du blev ikke selv ramt. Du hørte Tordenen, men Du følte Dig i Sikkerhed. Du saa Bølgerne bruse, men Du gik selv trygt paa Strandbredden. Du var Tilskuer, men hvem gav Dig at se til? Du brugte Ordet Sværd, men Du dækkede Dig selv. Du rystede som paa et Teater, men kendte ikke Frygten for Herren, Din Herre. Du prædikede for andre, selv et Fortabelsens Barn. Du læste mine Ord. Du udlagde dem og sagde: det er mig og Dig, de taler til. Men dette "mig" var ikke Dig, thi selv sad Du sikkert bagved og troede ikke, at Gud var til Stede, da Du smykkede Dig med stjaalne Klæder og optraadte som den falske Profet, en Skuespiller blandt Menneskene. Guds Naade er ikke til Dig, hans Fred være langt borte fra Dig. Sandelig: Du prædikede Dig selv til Doms. Din Lod skal være med Hyklerne. Herren har Du aldrig kendt, og heller ikke vil han kende Dig. Vend derfor om til Gud, opgiv Dit Hovmod, at han kan gøre for Dig det, Du bad ham om.

Det kunde ikke undgaas, at han i Ugens Løb søgte bort fra Guds Kærligheds Nærhed og drømte om denne Verden, stærke Drømme, ømme Drømme, glade og friske, triste og tunge - om den Verden, han elskede; Livet, hvor det levedes stærkest. Om det Liv, han vilde have levet, men som ikke havde skullet være. Om det, han havde villet udrette, men som nu andre maatte udrette, om det skulde blive gjort. Han drømte om sin store Kærlighed og sit store Had, om Livet og om Døden. Men om Gud drømte han aldrig. Derfor var hans Drøm en Flugt bort fra Virkeligheden, om den end udelukkende drejede sig om denne Verden. Om Virkeligheden laa Guds stærke Hænder og skyggede over alt levende.

Selv paa en smilende Sommerdag forekom Naturen ham ofte trykkende og uhyggelig som mod et Tordenvejr - Gud var over ham og Livet. Kun sjældent var dette knugende væk og han alene med Naturen. Da følte han sig let og fri og glædedes barnligt ved alt. Da talte han med Verden som med sin Broder, sin Ven, sin Moder og gjorde dens Lyst og Smerte til sin. Men da kunde det ogsaa lægge sig ned over ham som en stille trist Sørgmodighed: Verden, Verden, der er nok saa meget skønt og herligt i Dig; men hvor kan det være, at intet, intet, gaar som det skulde?

Disse fromme Mennesker haaner Dig; skælder og smælder, som havde de Ret at sætte sig til Dommere over Dig. De higer efter en anden Verden, som de kalder deres rette Fædreland. De trøster sig med, at de ikke hører hjemme her, at de kan skilles fra Dig og vende Dig Ryggen.

Men, o Verden, jeg elsker Dig. Jeg skælder ikke over Dig. Du er ikke min Fjende. Du er ikke et Forbedringshus, et Krosted, som jeg heldigvis snart skal forlade. Nej, vi hører sammen. Du er min Verden, min eneste; og jeg er Dit Barn, helt og holdent et Barn af Dig, af "denne Verden". Jeg sørger og græder med Dig, smiler og haaber med Dig, forlader Dig aldrig. Naar jeg dør, da bliver jeg dog her, for evigt forenet med Dig. De fromme, de taabelige Stakler, der higer mod det tomme, dem hader jeg og deres Gud.
Eet er vi, o Verden. Din Fremtid er min. Skønne Jord, min Bolig for altid.
Skønne Jord, hvor kommer dog Hadet, Døden og Smerten fra? Hvorfor tør Du og jeg ikke længer tro, at det skal blive - ikke bedre, men helt, helt anderledes her?
Ak, alle I fromme, I siger, at denne Verden er ureddelig fortabt. Det gælder derfor bare at blive Borgere i den anden Verden for at redde sin Sjæl. Sørg I bare for jeres Sjæl! min Sjæl hører hjemme her i Verden; den er jordisk, helt jordisk, og har aldrig haft nogen Forbindelse med jeres Skyggeverden.

og I, I uægte fromme, som giver mig Ret og mener, vi skal bare forbedre denne Verden. De to Verdener kan godt forliges: forbedr denne, saa faar Du hin! Jer hader jeg dobbelt. I elsker jere egne Drømme, jert eget Makværk. I vil nøjes med at forbedre Verden og elsker denne forbedrede Verden. Men jeg elsker Verden som den er, - og se, da Gud har lagt sin Haand paa denne Verden, vil vi - Verden og jeg - bede ham om en Opstandelse, - det eneste Ord i den kristne Lære som vi maa lytte til.

"Denne Verden!" Som om vi kendte nogen anden! Jeg takker, at jeg hører Jorden til og kun har Borgerskab her - Borgerskab: thi af Jorden er jeg kommen, og til Jorden skal jeg vende tilbage. Jeg staar trygt paa Jorden. Jeg er kun et Skud op af den. Jeg synker paa ny i Jorden, mit rette Fædreland.

Syng Dine Sange, o Jord! Tidens Strøm og Tidens Sange skal stedse omskiftes, men aldrig forsvinde. Men jeg vil sørge med Dig. Din Sang er mere sørgmodig end nogensinde. Værre og værre gaar det. Mindre og mindre tør vi haabe. Vi, der vilde haabe alt, men kun haaber for denne Verden.

Et delt Sind, et sprængt Livssyn, sagde de samtidige. Han havde forløftet sig i sin Ungdom. Kristendommen hviler tungt over ham, men havde aldrig kunnet bære ham. Han var aldrig kommet ud over det æstetiske Forhold til Kristendommen. Hans Lydighed var aldrig blevet virkelig, aldrig af Hjertet. Han havde stærke Ord om Guds Forfærdelighed, men han havde altid holdt sig selv tilbage. Derfor var han blevet tungsindig. Han vilde ikke tage Livet af Guds Haand, derfor var Livet for ham et Rov - og hvem føler sig tryg, naar han har røvet sin Tilværelse? Han kunde nok ryste Tilhørernes Sind, men deres Alvor blev Tungsind, og den tilsidesatte Fordring udmarvede Livet. Han havde aldrig villet slippe sit eget. Stole paa Gud vovede han ikke. Hans Ord malede Virkeligheden for Øje Træk for Træk, men det blev ved Synet; det blev ved den ængstede Beskuelse. Og netop hans stærke Ord hindrede ham i at se Alvoren i Guds Tale. Han var alvorligere end den, d.e.: han var tungsindig. Han havde aldrig villet være aabenbar for Gud, og Hemmeligholdelsen tyngede hans Sind. Hvor lidt han dog egentlig havde forstaaet af det, han selv prædikede! Hvor frugtesløs hans Møje var!

Han bifaldt ganske de samtidiges Dom. Men tydeligere end de forstod han det selv.
Derimod forstod han ikke dem, hverken dem selv eller deres Tale - og han mente egentlig heller ikke, de selv forstod, hvad Livet var, og hvad det var at tale om Kristendommen midt i Menneskelivet. Lad gaa, at han stod udenfor, at de bedre end han havde forstaaet at være lydige mod deres himmelske Syn. Men hvordan leve efter dette? At ví sig til Kristendommen var dog tydeligt nok Døden. Hvis Kristendommen ikke var Begravelse, hvor kunde man da tale om Opstandelse? Naar Kristendommen var noget saa stort, hvor kunde den da være saa let?

Kristendommen var ikke over Evne - nej, det var tydeligt nok paa dem. Men for ham, der var kommen for at kaste Ild paa Jorden, var det en anden Sag. Og for Pavlus havde det heller ikke været saa lige til. Han havde slet ikke kunnet klare sig uden Haabet om Rigets Komme. Jesus havde ikke haft saa let ved at opgive denne Verden, som hans senere Disciple. Ellers havde han maaske ogsaa kunnet nøjes med at blive i Himmelen og drage Sjælene til sig.

Saa længe han kun kunde se Jesus midt i Verden, kunde de dog ikke forlange, han skulde drage sig selv i Sikkerhed. Ja, han levede i Ufred, men man fik undskylde ham, han spurgte saa personligt: var hans samtidige nu ogsaa kommet redeligt til deres Fred? Mon ikke den Fred var kommet lidt for tidligt? Kunde det være saa let at forsone Gud med Verden og sig selv? Var det virkelig saa let at komme om ved Bibelen? Eftersom Opstandelsen dog vist endnu ikke havde fundet Sted, var alle Uoverensstemmelserne mellem Menneskene og Gud vel heller ikke fjernede -?

Naa ja, hvorfor strides? Hver kunde gaa sine egne Veje. Deres Gud var ham for godmodig, i hvert Fald langt godmodigere end den, han havde truffet. Skriften talte helt anderledes til dem end til ham. Og hvis de forstod sig paa Livet, gjorde han det virkelig ikke. Og hvis han var et Menneske, var de efter bedste Evne i Færd med at blive noget højere.

Hvorfor han saa var Kristen og tilmed Præst? Et underligt Spørgsmaal. Det var visselig ikke hans egen Skyld, om han var det. Han havde aldrig foretrukket Kristendommen. Det var den, der havde fanget ham. Selvfølgelig saadan set var det vel nok hans egen Skyld. Han klagede heller ikke, og det kunde saamænd nok gaa an at være Præst. Skulde han begynde forfra, vilde han vel nok "vælge" den samme Løbebane. Saadan havde det skullet være og saadan skulde det ogsaa være. Saa for ham skulde man ikke bekymre sig.

Saa passede han sig selv. Han var sit eget Offer, sagde han stundom. Men til andre Tider føjede han til: eller et Offer for Kristendommen. Maaske vilde den Tid komme, da Menneskene kunde leve uden Kristendommen. Han kunde det ikke. Og da nu Religionen skrantede i hans Tid, hvad Under da, at ogsaa hans Liv visnede hen? Var ikke Kirken et synkende Skib? Rotterne - baade de hvide og de sorte - forlod det i store Flokke. De eneste, der blev tilbage, var Galejslaverne, der var bundne fast.