Af Majken Frost. Tidehverv, 1994, s.182-189.

Kirken har svigtet folket ved at lefle for tiden. Derved er dens prædiken blevet udhulet. Hvem skal så forsvare virkeligheden? Kristendom uden Kristus - det er i dag situationen i store dele af den danske kirke og er det i udpræget grad i universitetsteologien. Hvordan er det dog kommet dertil?

"Kristendom uden Kristus, det er noget, der ikke kan lade sig gøre" sagde madame Tatjana Ladischensky Meinert, kirkeværge ved Den russiske Kirke i København, i en radioudsendelse sidste år. Og det er så sandt, som det er sagt, - at hvor noget kalder sig kristendom uden at drive på Kristus, er det ikke kristendom. Men der kan være god grund til at trække den slags falske varebetegnelser frem i lyset, og af en eller anden ubestemmelig grund har jeg fornemmet, at man her i landet især skal eet sted hen for at træffe på en sådan. Derfor lå på mit skrivebord i sommer den dogmatik, som på Århus Universitet anvendes, så vidt jeg har forstået, i begyndelsen af det teologiske studium, og er skrevet af fem af samme universitets lærere. Og ved dens side befandt sig lærebogen i etik forfattet af en anden lærer ved samme universitet. Begge anskaffet udfra den tanke, at falsk kristendom først og fremmest kommer af, at der ikke forkyndes sand kristendom i landets kirker, og at noget sådant kan grunde sig i, at landets præster tidligt er blevet forledt til at forveksle det falske med det sande.

Mens jeg var i færd med at samle kræfter til at give mig i kast med de ikke særligt indbydende værker, kom den omtale i Kristeligt Dagblad, hvori Rudolph Arendt i anledning af genudgivelsen af K. E. Løgstrups "Opgør med Kierkegaard" kaldte Løgstrups filosofi for noget, der er blevet betegnet som velfærdsstatens filosofi, - uden at Arendt dog helt kunne tilslutte sig en sådan betegnelse trods sin afstandtagen fra Løgstrups kierkegaardlæsning. Min aversion mod falsk varebetegnelse er stor, men aversionen mod det mangehovede uhyre, der kaldes velfærdsstaten, er ikke mindre. Dagligt stifter jeg som almindelig borger bekendtskab med den, og dens mere principielle tanker har jeg som bl.a. bisidder i tvangsfjernelsessager måttet lægge øren til, når de åbenbaredes af velfærdsstatens præsteskab, social- og sundhedsarbejderne. Og blot antydningen af, at der var blevet trukket en linie fra dette præsteskabs ordrige udgydelser til en lærefader, fik mig til at blive opmærksom.

Men her er en bekendelse, afslørende til det pinlige, nødvendig: Jeg har aldrig læst Løgstrup, - ikke ordentligt ihvertfald. Som grøn student læste jeg pligtskyldigt "Den etiske Fordring", og jeg husker, at jeg fandt den højst besynderlig. Snakkesalig og psykologiserende og for mig grønne student at se med en mærkelig kristendom. Denne Jesus af Nazareth, som forekommer i bogen, var mig ret uvedkommende. Men jeg slog mig dengang til tåls med, at jeg nok senere ville kunne fatte det dybere i sagen, for hvad forstår en grøn student? Og da jeg fandt f.eks. en Luther og hans åndsfælle Jakob Knudsen langt mere vedkommende, blev det aldrig rigtig til noget med Løgstrup. Læsningen af Olesen Larsens kritik af ham gav mildt sagt heller ikke blod på tanden. Så det blev ikke til andet end almindelig von Horen Sagen og lytten til diskussioner og læsen artikler. Men udtrykket velfærdsstatens filosofi fik mig til at spidse øren, selv under eller måske instinktivt på grund af Rudolph Arendts moderation. Den energi, som i så mange år havde været sørgeligt fraværende, meldte sig pludselig. For velfærdsstaten, - med dens foragt for historiens realitet og virkelighedens vilkår, med dens deraf udsprungne bestandige overvågen og pilfingrethed og med dens forvandling af den selvstændige borger til en træl med trællens kendetegn, frygt og snuhed, velfærdsstaten med dens sproglige armod og dens afvisning af gedigen lærdom, hvilket har resulteret i forvandlingen af lødig undervisning til ødelæggende selvspejling, velfærdsstaten med dens psykologisering af alt og alle og med dens pædagogiserende pegefinger overfor alt i det gamle rodfæstede, - skulle her findes nøglen til den? Hos den Løgstrup, som jeg aldrig fik taget mig sammen til at blive lærd på? Var min fornemmelse af, at vejen gik rundt om Århus, når falsk varebetegnelse skulle undersøges, ikke helt ved siden af? Beslutsomt gik jeg hen og pillede "Den etiske Fordring" ned af den hylde, hvorpå den i 30 år havde samlet støv og læste den.

Drengen, der går til byen

Og som jeg læste, skete der det, at jeg ikke havnede i studentertiden trods de halvt udviskede blyantsnoter i margen, der endnu kunne skimtes, - for jeg havnede meget længere tilbage. Ved min barndoms og tidlige ungdoms læsning af den norske forfatter Alexander Kielland, hvis ætsende og nådesløse skildring af 1880-ernes og -90-ernes borgerskab med dets sødladne talemåder og optræden jeg pludselig fandt så aktuel, som var den skrevet i går. Fortællingen om den enfoldige og retskafne skipper Worse, der drives i døden af sin fromme kone, - men først og fremmest fortællingen om Tørres Snørtevold mindedes jeg: Om bondedrengen Tørres, der går til byen opfyldt af den ene tanke "Jeg vil være rig" og som støt og metodisk opæder byen i ly af dens vedtagne attityder, indtil han som feteret bymatador og stortingsmand fejres af det borgerskab, hvis hele eksistens han har i sin hule hånd, så det nu logrer og kryber for ham og gør sig lækker i hans nærhed. Tørres Snørtevold, mod hvem kun een advarede og sagde: Han vil opæde jer med hud og hår. (Nedenstående vil på ingen måde give sig ud for at være en seriøs gennemgang af Løgstrups arbejder eller af hans disciples, - den er blevet foretaget af adskillige med Olesen Larsen som den første og grundigste. Og dog slog det mig, da jeg genlæste Olesen Larsens opgør, at han i en vis forstand forekommer mig at bære på en skyld. Var ikke netop denne grundige og dybt seriøse behandling af Løgstrup, - var ikke Olesen Larsens gedigne og omhyggelige Kierkegaard - gennemgang i replikkerne til Løgstrup med til at forlene Løgstrups arbejde med en alvor og væsentlighed i omdømmet, som det på ingen måde fortjener. Men hvorom alting er, - det følgende er intet andet end enfoldige, ja, yderst banale overvejelser over noget, for hvilket betegnelsen kristendom uden Kristus er den præcise, og overfor hvis følger man kun kan sige: "Hvordan kunne det lade sig gøre?")

Da Tørres Snørtevold går til byen, er det med det faste forsæt, at han vil være rig. Af dette forsæt udspringer alle hans handlinger, - forenet med en ganske skruppelløs natur, som ikke et øjeblik får ham til at vige i nogen situation, går han sin vedtagne vej mod rigdommen. Dvs. alt, hvad han giver sig i kast med, er underlagt taktikkens præmis. Alexander Kiellands fortælling er beretningen om den menige, der avancerer til general, men som fra første begyndelse er fastholdt af målet. På Tørres krambodsgut og Tørres stortingsmand er der ingen forskel ud over den rent ydre. Hans liv er levet taktisk, der har hele tiden været et mål, der skulle nå's, og alt, - forholdet til arbejde, til kvinder, til religion, til søgen viden, alt er underlagt målet. Tørres Snørtevold er til sin inderste nerve strategen!

Og havde han været noget andet end bondedreng, noget om jeg så må sige mere mondænt, f.eks. pædagog, filosof, politiker eller prædikant, - intet havde det ændret, ej heller om han af natur havde været selvudslettende. For noget skal reddes hjem, noget skal sikres Og dog er der i en vis forstand noget redeligt over bondedrengen på sin vej. Han slås for sig selv, for den kontante rigdom til sig selv. Han er ganske uåndelig, hans mål er kontant. Først da han går i kompagni med byens præst, bliver hans vej mere raffineret. Der er hos dem begge en forståelse af deres fælles ærinde, - at det gælder om at komme frem. De kan stå hinanden bi med råd og dåd, men præsten lærer Tørres noget, som han nok har anet, men ikke haft i sin magt.

Rudolph Arendts moderation

Jeg undrede mig over Rudolph Arendts lille moderation i omtalen af Løgstrup, - at selvom der er meget i Løgstrups tænkning, der gør det rimeligt at kalde den velfærdsstatens filosofi, er det vist en overdrivelse at gøre det. Nej, det er ingen overdrivelse! Løgstrup kommer ikke uforvarende til at være velfærdsstatens filosof, han er det rent og purt, han er i alle sine værker i dybeste overensstemmelse med den konkrete skikkelse, der i efterkrigsårene blev det danske samfunds.

Velfærdsstaten vil velfærd, materielt og åndeligt. Velfærdsstaten har et mål, velfærd til alle, så vidt muligt til alle. Den afviger således i intetsomhelst fra det af Løgstrup satte mål: at menneskelivet kan og gerne skal lykkes. At min skyldighed er næstens selvudfoldelse, næstens liv i åbenhed og helhed. Alle ordene, vi kender fra tidens kværnende tale, alle disse substansløse ord konfirmeres af Løgstrup. Ja, de bliver for alvor lagt tiden i munden af den teolog, der som en af sine væsentlig opgaver skulle have at vogte ordene. Præsten lærte Tørres en mere raffineret vej end den, han som bondedreng selv kunne finde, - med Løgstrup fik den grimme hersken over livet sit uselviske skær, og sproget var et af ofrene.

Velfærdsstatens gæld dl Løgstrup er uhyre stor, for hans tænkning, hans sprog og metode betød den kristelige legitimering af en banal human politisering. Ved ham blev velfærdsstaten salonfähig, synonym med den rene kristelighed.

Også det lov- og cirkulærevanvid, som er velfærdsstatens seneste ansigt, og som måtte dukke frem, vil jeg anse ham for skyldig i. Al den stund at den programmerede omsorg for næsten med kristendommen som bifaldende kransekagefigur naturligvis må ende med lovregimente. Uden kristendommens befaling, der modsiger ethvert program, vil lov- og institutionsvældet være en selvfølgelighed. Når samstemmigheden mellem Guds vilje og det smukkeste i mennesketanken er så total, som den ifølge Løgstrup er, hvad skulle da hindre praktiske folk i at få orden på sagerne? Velfærdsstatens pilfingrethed blev åndeligt legitimeret, fra Århus fik den sin filosofiske og teologiske konfirmering.

Den nænsomme udredning, den objektive og altomfattende analyse, den venlige føren læseren fra punkt til punkt i menneskelivets sorger og glæder, altid omhyggeligt iagttagende og tagende stilling til eventuelle modsigelser, så de tilsyneladende gennemarbejdede glider ind i den fortløbende fremstilling, ja, næsten synes at gå op i en højere enhed med den: børneopdragelse, kærlighed og ægteskab, forhold til medmenneske og samfund, ærbødigheden for det videnskabelige, for just analysen, som jo slet intet andet vil end klarhed - nej, der er ingen grund til moderation, for der er ingen forskel på den teologiske professor og velfærdsdemokraten.

Og passende indføres Jesus fra Nazareth på rette tid og sted som den helt enige. Ganske svarende til, hvad vi oplever i disse år, hvor kirken inddrages som samarbejdspartner i det sociale arbejde, -præsten som socialarbejder af en lidt finere art. (Går man fra forhallen på Vejle sygehus gennem den lange gang til sengeafdelingerne, vil man se stribevis af kontorer, - kirurgens, medicinerens, psykologens og sygehuspræstens. Som perler på en snor ligger de, -omsorgen er total). Den redelighed, man fornemmer hos en gammel socialdemokrat med de helt ærlige mål, blev hyllet i et spind af tomme ord, og Løgstrup var i enhver forstand et godt leksikon. Som bekendt var det Løgstrups ærinde rent humant at ville forsøge at bestemme den holdning til det andet menneske, der er indeholdt i Jesus af Nazareths forkyndelse. En sådan bestemmelse må nødvendigvis gøres, hævdede han i "Den etiske Fordring", for at forkyndelsen ikke skal være uvedkommende. Forkyndelsen må, - og det gælder enhver forkyndelse, - nemlig svare til noget i vor tilværelse, idet den ellers vil være uvedkommende. Eller, som det hedder i "Kunst og Etik": Befalingen må være forståelig for at kunne lydes! D.v.s. en hjælpen Guds ord til forståelighed gennem den humane analyse eller en given det humane guddommelig autorisation. Noget som evangeliet ikke selv har tænkt på, forekommer det mig, - eller nok tænkt på, men konsekvent afvist. Eller anderledes sagt: Forsømmer ikke Jesus groft utallige muligheder for at gøre forkyndelsen vedkommende, hvorved han frimodigt hævder, at forkyndelsen er vedkommende og at enhver forlangen tegn og gerninger derfor ikke er den optagede spørgen, den foregiver at være, men en flugt fra at høre, hvad der alene kan og skal høres i troens lydighed.

Løgstrups forsøg på humant at bestemme Jesu forkyndelse er således intet andet end et forsøg på at gøre forkyndelsen til det, den selv afviser at være: på menneskenes præmisser, imødekommende overfor menneskers gode vilje og opfattelse af egen væsentlighed. I fremstillingen af, hvorledes det ene menneske holder det andet menneskes liv i sin hånd, har Løgstrup dermed, som Olesen Larsen påpeger, forelagt mennesket den mest forjættende opgave, det kunne drømme om: at blive rig på uselviskhed. Eller med Olesen Larsens ord: En sådan Gud måtte man skyndsomst opfinde, hvis man ikke havde ham.

Hvor man i tidligere tider satte lejesoldaten for øje, at der forude lå rige byer til fri plyndring, for at få ham til at kæmpe med ildhu og vildskab, er humaniteten af ganske samme strategi. Afvisende en slig umenneskelighed er den dog i sit inderste i pagt med den blot langt mindre redelig. Illustreret i f.eks. psykologernes indtagelse af hver menneskelig situation, hvor bytte kan høstes, som ikke lader lejesoldatens noget efter: udkrængede menneskeskæbner, centrale positioner, overbevistheden om egen nødvendighed. Altsammen grundet i skyldigheden mod næsten, der - med Rudolph Arendts ord, - er blevet mellembestemmelsen mellem Gud og menneske. Ja, endog den gamle lejesoldat vender i disse år bogstaveligt tilbage i skikkelse af de såkaldt autonome, der nu med samvittigheden ren kan genoptage det gamle håndværk. Velvilligt fulgt af landets tidligere og nuværende justitsministre, der ikke vil have ballade og gerne ofrer retssikkerheden for fred med de rene.

For lejesoldaten blev der sat grænser for plyndringen. Den måtte foregå i et afgrænset område, i et afgrænset tidsrum, - en uge måske, ti dage, - og visse personer eller bygninger måtte ikke røres. Således også med humaniteten. Den vil ikke være grænseløs, - det ene menneskes ansvar for det andet kan aldrig bestå i at fratage dette menneske dets ansvar fremhæver Løgstrup gang på gang i sine skrifter. Ja, hvad hedder det ikke i dagens krisegrupper og i det sociale sprog: hjælp til selvhjælp. Eller i det kirkelige som en næsten udenadlært lektie: respekt for præstens forkyndelsesfrihed og uafhængighed i embedsanliggender.

Og mennesket får som sin skyldighed at takke for det tildelte og afmålte område, hvor det af sit omsorgsfulde medmenneske eller af den venlige stat får lov til at færdes i relativ uforstyrrethed, - af ren nåde. Og hænder det, at mennesket viser sig utaknemmeligt og ikke vil affinde sig med sit område, - eller på anden vis beklikker den gode vilje og de rene hænder, er reaktionen forudsigelig: den dybe fortørnelse, den utilslørede oprørthed. Som den ytrede sig i teologerne Ole Jensens og Svend Andersens harme over Rudolph Arendts omtale i Kristeligt Dagblad. Og får den kirkelige jurist i sin omsorg for kirkens orden og ve og vel forelagt, at han er på gale veje, er reaktionen fornærmelse: Ham vil jeg ikke tale med! Som departementschef Preben Espersen mere end antydede, da han fik opfordring til at stå ansigt til ansigt med Jesper Langballe, der havde kritiseret hans forslag til ny menighedsrådslov.

Se selv

Hvad jeg her har nævnt, vil som ovenfor sagt ikke give sig ud for andet end hvad enhver kan erfare ved at bruge øjne og øren. Med Monica Papazus ord i et foredrag i Horsens sidste år: "Spørger man, hvad kommunismens herredømme har bevirket i mit land, vil jeg sige: "Se selv! Se blot på landet, ja, på ethvert land, hvor kommunismen har hersket. Landet lagt øde, i sin bebyggelse, i sin natur, i sit åndsliv, - menneskene gjort til trælle, forkvaklede af frygt eller af opportunisme. Et gammelt kulturland gjort til en ødemark i enhver forstand".

Monica Papazus "Se selv!" slog mig. Det er jo så enfoldigt, det skal siges: "Se selv!" Og det er det, man som borger i velfærdsdanmark ikke kan undgå: overalt at støde på resultaterne af en tænkning, en besættelse, som har bevirket ødelæggelse på linie med, hvad de af kommunismen besatte lande kan fremvise. En tænkning, der blev teologisk konfirmeret.

En fortænkt og spekulativ teologi, dvs. en ideologi, satte sig igennem og gennemsyrede alt fra folkeskole til den almene offentlige debat og den førte politik og præstens prædiken. Den satte sig igennem, - ved sit særlige raffinement: den objektive analyse, den nænsomme analyse, - sat i tjeneste hos det mest grundliggende i mennesket: at skulle spille en rolle. At få livet til at lykkes på den smukkeste måde, nemlig hos næsten.

Det i sit væsen tavse

Da jeg som ung hjælpepræst kom til Vær-Nebel sogne nord for Horsens for en halv snes år siden, mødte der mig to sogne. Et lille lidt gammeldags landsogn, - og et stort, hastigt voksende forstadssogn. De var knyttet sammen i sognefællesskabet, men var nu i den dybeste modsætning til hinanden. Hvor livet, både kirkelivet og det helt dagligdags, i landsognet levedes uspekulativt på de givne vilkår, dvs. med almindelig gudstjeneste om søndagen i sognets kirke, med almindelig uprætentiøst naboskab menneskene indbyrdes, som slet ikke alle var landbrugere, - hvor man færdedes med et jævnt og udramatisk sprog, der rummede den almindelige indforståethed med ordenes mening, var sagen i forstadssognet ganske anderledes.

Her havde en magtfuld gruppe fået overskud til at analysere, dvs. til at se på sig selv og på den næste og det kirkeliv, som - da begge altid i det inderste væsen er utilgængelige for analyse, - måtte fremtræde i ynkværdighedens skikkelse. Dvs. som genstand for indsats, som objekt for arbejde og omsorg. Og hvad kan et menneske, et kirkeliv, en gudstjeneste sætte som modvægt? Intet kan det gøre overfor analysen og spekulationen, for det er i sit givne væsen af en anden art end det analyserbare, det er i sit væsen tavst, forsvarsløst, da det i samme øjeblik, det tager til genmæle, begiver sig ind på analysens præmisser. "Hvad skal vi sige til dem" udbrød en kone om det emsige nabomenighedsråd og dettes konstatering af usselheden, - for de emsige synes jo at have så evigt ret. Gammelt naboskab gør sig ikke, ja, kan ikke gøre sig til af sine gerninger, for det er selv uvidende om dem, -gudstjenesten i al sin almindelighed med sine få og aldrende kirkegængere kan ikke pukke på nogetsomhelst, for den er, udsat for analysen, ingenting. Ussel, ynkelig, ganske givende den analyserende ret. Og langsomt gøres det givne, det i sit væsen tavse og forsvarsløse, usikkert på sig selv, -rådvildt som barnet, der har levet på forældrenes befaling og pludselig tvinges til at skulle tage stilling til dette sære.

Hvem og hvad skulle forsvare den forsvarsløse? Det skulle alene den prædiken, der lyder om søndagen, dvs. den teologi, der som sit eneste har Guds ikke etiske, men evige fordring, - der som sit eneste har Guds ubegrænsede og i gængs forstand uanalyserbare ord. Men hvor sjælden blev den ikke, for landets gængse prædiken solidariserede sig med overskudsmennesket og gav det autorisation og ord at løbe med.

Ræsonnementets smukt klingende snak

I Jakob Knudsens bog "Fremskridt" fortælles der om pigen Marie, datter af den gamle sognekonge møller Borrevad, der nølende og usikkert, nærmest ved en overrumpling, bliver forlovet med den nye kapellan Heymann. Sært betaget af hele hans væsens forskellighed fra det hende vante, sært overrumplet af hans helt anderledes tale og overstrømmende facon. Og langsomt så's der i hende usikkerhed overfor faderens væsen og opførsel, - ikke mindst, da kæresten foreholder hende faderens egoisme og manglende kristelige ånd: "Marie holdt meget af sin far, men hun kunne slet ikke forsvare ham, og han var vist nok meget egoistisk. Det var hende i det hele taget noget ganske nyt med denne kærlighed til en mængde mennesker, ja, næsten til alle mennesker, som hendes kæreste havde, - og så var hun ikke vant til at høre ræsonnementer, vidste navnlig ikke, hvor megen smukt klingende snak, som slet ikke kommer sagen ved, der kan anbringes i et ræsonement".. Hvor megen smukt klingende snak, som slet ikke kommer sagen ved, der kan anbringes i et ræsonement. Ja, analysen, den psykologiserende undersøgelse, forsøget på rent humant at bestemme forkyndelsen, - befalingen, der må være forståelig for at kunne lydes. Dette er, hvad den løgstrupske teologi har inficeret landet med. Menneskelivet sat på knappenål og kristendommen gjort plausibel.

Som det lyder i Jens Holger Schjørrings indledningsartikel til Århusdogmatikken "Fragmenter af et spejl": "Det drejer sig ikke alene om at udtænke en strategi for, hvordan vi i en trængt situation, i et pluralistisk samfunds virvar af konkurrerende livsanskuelser kan gøre den kristne trosbekendelse plausibel; den væsentligste begrundelse skal derimod hentes udfra trosbekendelsens indhold". Nej, det drejer sig ikke alene om at være strateg, men dog også det. For det pluralistiske samfund stiller sine krav, og ikke uden grund går ordet nutidighed igennem Schjørrings artikel som et legitimerende anliggende.

Den lidt trælse bagage, Gud Fader, Søn og Helligånd, får sin tilbørlige og rigelige tribut, men overalt skinner det igennem: taktikken, strategien, der må haves in mente. Det pluralistiske samfund stiller med sine krav, og de honoreres. Ganske i tråd hermed må Schjørring stille sig kritisk overfor Barths tale om at drive teologi, som om intet er hændt, - og kritisk på en temmelig afslørende måde. For, spørger Schjørring "er det overhovedet muligt at gennemføre et sådant foretagende (som Barths) og nå til et frugtbart resultat; går det an at udfolde tolkningen af den skabte virkelighed alene på grundlag af Guds åbenbaringsvilje? Bliver der ikke tale om et lukket kredsløb, hvor åbenbaringsbudskabet udlægges på immanente betingelser, samtidig med at teologiens kultur- og samfundskritiske anliggende til syvende og sidste ikke træder frem? Lader det sig overhovedet gøre at tolke åbenbaringsordet i og for sig, eller er det ikke snarere vigtigt og bevidst og programmatisk at tage med i betragtning, hvordan vor erkendelse er bestemt af kultur- og samfundsrelationer?"

Man bliver ved læsningen af Jens Holger Schjørrings artikel klar over, at der er et og andet, Vor Herre har overset, da han lod sit ord komme til verden. For, - et frugtbart resultat, eller, som det andetsteds i samme artikel lyder: en bæredygtig forståelse, eller igen andetsteds: en hensigtsmæssig placering af teologien (i overvejelsen af, hvorvidt teologien, der som en selvfølge forståes som den universitære disciplin, bør placeres ved universitetet eller i forbindelse med kirkelige institutioner), må iagttages.

Adjektiverne er afslørende for den bagved liggende tankegang, nemlig kristendommens plausibilitet. Og konsekvent må Schjørring da også standse ved Lessings fremhæven af den "modbydeligt brede kløft" mellem den nytestamentlige tidsalder og nutiden. "Hvordan man end vurderer de konkrete aspekter af Lessings tankegang er det umuligt at vige udenom problemstillingen. Der er ingen adgang til at drømme sig tilbage til en paradisisk uskyldstilstand bag det af Lessing så præcist diagnosticerede modernitetsprincip, - og det er derfor opgaven at søge det reformatoriske skriftsyn nyformuleret og bringe det i samtale med den historisk-kritiske tænkemåde og et religionsfilosofisk formuleret rationalitetskrav". Ved læsningen af Schjørrings artikel randt nogle ord af Johan Bugenhagen mig i tankerne. Fra sendebrevet til de danske superintendenter, før han i 1539 forlader Danmark efter at have været hovedhjælperen for den danske reformationsordning. Nøje anviser han de danske kirkefolk om dåbspraksis, om troslæren og om præstens arbejde, om skolerne og om akademiet, dvs. universitetet. Om dette sidste siger han: "Didhen skal fra jeres stifter sendes unge mænd, som er egnede for boglig uddannelse til studier. De er jo fædrelandets og disse rigers håb, for at god lærdom og videnskaberne og Guds hellige ord kan forplantes til efterkommerne". (Sendebrev til den danske Kirke.)

Og så slutter Bugenhagen med nogle tankevækkende sætninger: "Vi gør ikke ret, når vi alene anvender flid og kraft på de ting, som fattes os, på vore mange slags ulykkelige forhold, på de ugudeliges foragt, de som overmodigt foragter os og nægter os, hvad de har pligt til, - de, hvis fordømmelse er retfærdig, hvis de ikke kommer til fornuft. For, - ikke skal man se så meget hen til de ugudeliges mængde hos os, dem, som vil gå fortabt, som man skal se hen til de frommes mængde i menighederne, til hvem Gud over hele riget har givet sit uforfalskede ord ved sin uudsigelige barmhjertighed. Og sin And har han givet. Han vil forøge de troendes tal, og det, som endnu mangler hos os, vil blive rettet sammen med syndernes forladelse".

Enkle og enfoldige ord til den danske kirke om ikke at lade rædslen eller underdanigheden løbe af med sig. Også Bugenhagen har sans for "de ugudeliges foragt" (jvnf. Schjørrings "det pluralistiske samfund"), men tonen er mildt sagt en anden. Den er frimodighedens overfor strategiens, troens overfor taktikkens.

Enfoldige ord til en teologi, som skal fastholdes på, at dens arbejde ene og alene er overvejelser før prædikenen, dvs. ikke et arbejde i apologiens tjeneste for et truet evangelium i modernitetens rationalitet (kendte ikke også en Paulus til et sådant fænomen, uden at det rystede ham synderligt eller han gik i samtale) - for teologiens arbejde er arbejdet med et ord, hvis myndighed må høres som forudsætning for nogensomhelst videnskab desangående. Teologiens arbejde sættes af Kristus, det både driver på Kristus og drives af Kristus, der af evangelierne og af Paulus høres som Guds befaling sat direkte overfor enhver i enhver tid og i enhver situation.

Teologiens elendighed

Kristus er ganske vist besværlig at have med at gøre, hvorfor Niels Henrik Gregersen i sin artikel i århusdogmatikken ikke kan lade være med at overveje, om det ikke kan lade sig gøre uden. Med henvisning til Løgstrups tese om det skabte menneskelivs forviklethed med næstens og med henvisning til de suveræne livsytringer funderer Gregersen over, om ikke Kristus simpelthen er til stede, hvor der er livsytringer, dvs. spontanitet og tillid og alt det der. Hvis Luther, siger Gregersen, ikke i visse sammenhænge havde været så fikseret af middelalderens tankeskema, kunne han have "ladet spørgsmålet om realiseringen af menneskets gudbilledlige muligheder efter faldet stå åbent".

Og i sidelange overvejelser, der er sort tale for en landsbypræst, der intet kender til procesteologi eller frihedens kosmologi eller alle de andre fænomener, der med suverænitet håndteres, fremsættes kreativitetsteologien, som landsbypræsten således er afskåret fra at kommentere, - men en smagsprøve på en dansk teologs fremstilling kan dog gives. Et afsnit i Gregersens artikel hedder biologisk spontanitet og frihedens pris, og der står: "Frihedsspillerummene på førhumant plan melder sig bl.a. ved, at tilfældige fluktuationer spiller en rolle i naturens formdannelser. I en række tilfælde, (under termisk uligevægt i kaotiske systemer) kan små variationer forstærkes og få en uproportional stor effekt. Dermed opnår naturen en variationsbredde, som er en forudsætning for evolutionære processer. Et element af tilfældighed synes at være nødvendigt for at afprøve og realisere de muligheder, som rummes indenfor materiens konstanser.

Således udgør tilfældigheden en skabende funktion i skaberværket. Prisen for mangfoldighed af livsformer, der på denne måde opstår ved samspillet mellem lovmæssigheder og tilfældigheder, er, at der ikke består et sammenfald mellem verdens begivenheder og Guds vilje (Es. 55,8 f). Det synes at være den pris, som Guds "spraglede visdom" (Ef. 3. 10) har villet betale for skabningernes frihed.

Skabelsesteologisk betyder dette, at Guds fortsatte skabelse finder sted pluralistisk, bundet til lokale og frie skabninger. Gud skaber igennem sine selvkreative skabninger (hvor ellers). Denne måde at skabe på indebærer Guds afkald på at kende det præcise udfald af skabningens fremtidige handlinger forud. Som skaberen af tilværelsens mulighedsrigdom kender Gud forud alle eventualiteter, ligesom Gud "indefra" kender sin skabningers rammer, motiver og stil. "På jer er endog alle hovedhår talte". Men som den frisættende magt skaber Gud albuerum".

Jeg læste længe på det, - i vor tid har der været talt så meget om biblens uforståelige sprog, som moderne mennesker ikke fatter. Og så er det dog sådan, at just bibelcitaterne i moderne fremstillinger som århusdogmatikkens virker som åbenbaringer af enfold og forståelighed. Men jeg læste længe på Gregersens ord, - og kom til at tænke på "den modbydeligt brede kløft". For tænk at have været så heldig at færdes på universitetet, mens der endnu taltes dansk. Tænk, hvis en teologi, der ikke var opædt af sin egen navlebeskuelse og søgte at gøre den fin ved at indpakke den i et sprogligt morads, hvis vanvid understreger dens hjælpeløshed, - tænk, hvis en sådan teologi kunne møde studenterne i dag. Og: arme menigheder, som risikerer at skulle trækkes med præster, der selv-kreativt drager ud for at skabe i det albuerum, som Gud så velvilligt har overladt dem i sin almagt. Hos biskoppen vil menighederne ikke kunne hente hjælp, for han har travlt med posedamer og kirkens synliggørelse i medierne, - eller med administration. Hos dogmatikeren Peder Widmann vil der heller ikke være hjælp at hente, for menighederne lever ifølge Widmanns artikel i århusdogmatikken i en tid, for hvilken det er blevet alt for nemt at tale om trosbekendelsens Jesus som Kristus. For Widmann er fjenden altså ikke, som hos Schjørring, det med livsanskuelserne koketterende samfund, men fjenden er at finde i selve kristenheden. "Vi har vænnet os til bekendelsen: Min Herre og min Gud"! Så for denne vanekristendom er hjælpen at hente netop i tidsalderens problematisering af gudstanken og af historien om Jesus. "Traditionens frelseshistoriske totalpanorama, der på een gang udtrykker Kristi forløsende rolle og altings guddommelige styring, - dette storslåede billede dækker hverken vor virkelighedsopfattelse eller vor viden om Jesus. Det, vi selv har at sige om Gud, og det, vi har at fortælle om Jesus, er to udsagnsrækker, der ikke kan samles på eet plan. Men akkurat uensartetheden muliggør en ny indfaldsvinkel til at svare på det kristologiske spørgsmål". Og da Widmann som Gregersen er optaget af biologien, henter han benævnelsen af den nye indfaldsvinkel her: Symbiosen mellem Jesus og Kristus. "Monoteismen udsættes i dag for en mistanke om at lemlæste menneskets menneskelighed, - og Jesu hengivelse til Gud kan forekomme som en storslået meningsløshed, en heroisk yderlighed uden konsekvenser for menneskets væren menneske. Men i den gensidige symbiotiske afhængighed får de en uforlignelig livskraft". Ja, hvad gjorde evangeliet uden uforlignelige teologer, skønt de endnu, som Widmann udtaler med klædelig beskedenhed, befinder sig på det "akademiske eksperimenterens stade" og derfor endnu "ikke kan formulere det forløsende ord til en fornyelse af de kristne kirkers liv". Som Jens Holger Schjørring har sine adjektiver, har Peder Widmann sit "endnu ikke". Hvor Schjørring er bekymringens teolog, er der håb at hente hos Widmann. Det hele er et spørgsmål om tid. Jeg skal ikke nægte, at jeg med en vis uoverkommelighedsfølelse og et hørligt suk herefter gik i gang med århusetikken, skrevet af Svend Andersen.

Teologiens elendighed endnu engang

"Hovsa, hvad har vi nu der?" siger mit barnebarn, når vi ser familiebilleder. Ja, hovsa, der har vi det sandelig igen hos Svend Andersen: det nutidige samfund med biomedicin og den nye videnskab og den avancerede genteknologi og de nye muligheder for menneskelig handlen Og så må vi jo også have en ny etisk indfaldsvinkel, da vi nu står i nye valg, som den etiske tradition slet ikke har anvisninger på.

Og hovsa, hvem har vi nu der? Der har vi såmænd den gamle missionsmand. For vi skal nemlig blot tage imod den nye livsmulighed, som kristendommen indebærer, og gør vi det, vil vi være istand til at lide med andre og være optaget af at afhjælpe deres konkrete lidelser. Den nye livsmulighed er forsoningen med vort ophav, universets skaber, i Jesu lidelse og død på korset. For kristentroen er denne død ikke blot en forbryders henrettelse, men en ny mulighed for at leve som menneske, - en mulighed, som nu er åbnet for alle. For alle kan befries for tvangen: at ville opnå kærlighed på grund af præstation. Og så citerer Svend Andersen Paulus: "Mennesket er befriet for det syndige ønske om at ville retfærdiggøre sig ved lovgerninger".

Men Paulus siger er, hvor Svend Andersen siger kan, og det er en ikke helt ligegyldig forskel, udover hvad der iøvrigt måtte være af forskelle. For det er befalingen til tro på Kristus og ikke opfordringen til at "indlade sig" på en lidelse, som Svend Andersen skriver. Men det er ikke tilfældigt, at han skriver sådan, for hans lidelse har jo intet med lidelse at gøre (som om man kan indlade sig på lidelsen). Svend Andersens lidelse et tværtimod en tjans, for der kommer jo noget ud af den, nemlig formåen til at lide med andre og være optaget af deres konkrete lidelser. Ud af det paulinske er kommer der intetsomhelst. "Hvad bliver der så af vor ros, - den er udelukket. Ved gerningernes lov? Nej, ved troens lov". Eller der kommer alt ud deraf, men kun synligt for Gud.

Men, - bekymringens teologi, kreativitetens teologi, håbets teologi og den indbydende teologi, der er værd at indlade sig med. Det er kun tilsyneladende, det er hele er så surt, for der er hjælp at hente. I Århus. Og lærefaderen til alle disse hjælpeforanstaltninger hedder Løgstrup, som tog sig for at gøre forkyndelsen forståelig rent humant. Og således lærte sine elever af med det, der ordentligvis er at tale om Gud, nemlig at høre ham selv tale. Og som lærte en kirke op til, at det at nøjes med at høre Gud tale er en fornærmelse mod mennesket, hvis menneskelighed ikke skal lemlæstes, men respekteres. Og udover landet bredte skabelsesteologien sig i form af en inderlig hjælpsomhed og opdragergerning, der nu var retfærdiggjort og legitimeret.

Den nye herre

Bondedrengen Tørres gik til byen for at blive rig. Og han opad byen og dens borgerskab med hud og hår, men borgerskabet var heller ikke bedre værd, fortæller Alexander Kielland. Udhulet af sødladen dannelse og bornert selvgodhed var borgerskabet ganske uden rygrad og den modstandskraft, som kræves, når et angreb sættes ind. Arbejdet var let for Tørres Snørtevold, for borgerskabet var opløst i konkurrencen om at være den fornemmeste og havde på sin vis gjort forarbejdet. Og lad mig bruge fortællingen om Tørres billedligt på dagens velfærdssamfund. Borgerskabet, det er den kirke og det åndsliv, som er opløst af en navlebeskuende teologi og tænkning, for hvilke en forvirret vandren rundt i videnskabernes discipliner og i kunstens haller for at finde bagland afløste den lydhørhed og både åndelige og fysiske flid, der er alfa og omega i et anstændigt samfund. Teologien og tænkningen passede ganske vist som hånd i handske til tidens tendens, men den gav tidens tendens ord og legitimering, for det blev prædiket om søndagen. Og tiden tog prædikenen til sig og praktiserede den for barnet i skolen, for klienten på socialkontoret, for læseren og seeren og for vælgeren, der som en formsag skulle konfirmere det hele og derfor måtte oplyses måneder i forvejen. Og skulle nogen blive forvirrede, for ikke at sige fortvivlede, kan de nu gå til det nyåbnede grædehus i Nikolaj Kirke - som ifølge stifterne vil få filialer landet over. Der kan man græde ud, det er helt legitimt, ja, sat i scene med hele den teknologiske udviklings allerfineste remedier. Man kan låne parafinolietårer, hvis man ikke selv har nogle tilbage.

Og midt ind i det opløste borgerskab kommer en bondedreng marcherende lige ud af fjeldet. Han ser nydelig ud og springer for alle. I begyndelsen ser man ham lidt over hovedet på grund af hans primitivitet, men efterhånden bliver han uundværlig, - og pludselig er han Herre. Ja, Tørres, hvem er det? - det er den systematik og jura og orden og bogstavtro, der blot vil være tjener, men dog allerhelst vil være rig, for systematik og jura er ligeså jordisk som alt andet jordisk. Og bondedrengen bliver rig, hvis han ikke holdes på plads, men hvem eller hvad skulle gøre det? For en opløst kirke og et opløst åndsliv, for et ormædt borgerskab ganske uden rygrad og modstandskraft er denne kontante og livskraftige tjener tværtimod gefundenes Fressen: der bliver sørget for alt, der kommer trit og tilskud og arbejdstidsregler, der kommer system og orden og program. Altsammen for at livet skal lykkes på ordentlig måde. Og operationen lykkedes, men patienten døde.

Som jeg oplevede, da en amerikansk efterkommer af en udvandrer fra mit sogn ønskede at blive gift i sin oldefars kirke, men fik blankt afslag fra kirkeministeriet. Det var imod gældende lov, og den unge mand måtte derfor rejse til Norge, til sin kærestes udvandrede slægts hjemby, hvor de blev viet uden problemer. For paradoksalt nok har en tid, der hånligt (med teologerne i spidsen) ler ad en bogstavtro bibelforståelse, en næsten panisk ærbødighed for lovformuleringens hellighed. Men, som den kirkeministerielle embedsmand konfidentielt betroede mig efter at have tilkendegivet, hvor træt man i ministeriet var af rabiate præster, - han fattede ikke, hvorfor man stadig fastholdt vielsens sammenhæng med kirken. Det havde man jo forlængst opgivet i andre lande, så hvorfor ikke forlange borgervielse for alle? Så kunne de, der ønskede det (hvis de altså faldt indenfor lovens rammer) jo "futte hen i kirken og blive velsignet bagefter". Jo, den lille afgrænsede legeplads for private mærkværdigheder er man sandelig ikke til sinds at fratage den danske borger.

Det var Løgstrup heller ikke, for intet ansvar må udmønte sig i at fratage næsten hans ansvar, hævder han i skrift efter skrift. Og det er for mig at se her, det hele løber af sporet. Hans mere end mærkværdige forståelse af ansvar. Ansvar er for Løgstrup et begreb og ikke en tiltale, ikke en befaling. Og et begreb kan man husere med og fundere over og fænomenologisk analysere, og så får man det lige derhen, hvor det passer een. En befaling må man stå ret for, og det er besværligt og man ser dum ud, når man gør det. Eventyrets fortælling om, at det vil ingen risikere: at blive anset for at være dum og ikke du til sit embede, afslører endnu en gang sin uforlignelige sandhed.

En anderledes teologi

Lad mig til slut citere fra en anden dogmatik end den århusianske: "Vi læser i Markus-evangeliet, - og det på lignende måde i de andre evangelieskrifter, - at Jesus spørger sine disciple om, hvem mennesker siger, at han er. Disciplene svarer: Nogle siger Johannes døberen, andre Elias, atter andre en af profeterne. Men da han spørger dem om, hvem de mener, at han er, svarer Peter på alle disciplenes vegne: Du er Kristus!

Hvadenten Jesus spørger mennesker direkte eller indirekte, hvem de mener, at han er, så er det tydeligt, at de er nødt til at have en mening om ham. Han er kommet dem nær på en sådan måde, at ingen kan forholde sig neutral til ham, men er nødt til at sige enten ja eller nej til ham. Overalt, hvor budskabet om Jesus kommer frem, stiller det dem, der hører det, i den afgørelse, om de vil tro på, at han kommer fra Gud og taler Guds ord, eller om de ikke vil. Mennesker kan ikke høre om Jesus på samme måde, som de hører om andre personer fra historien, store eller små. De kan ikke høre om Jesus som en beretning, de kan lytte til og derefter glemme, fordi den i egen dig forstand ikke vedkommer dem i det liv som menneske, der er deres. Fra Jesus lyder direkte eller indirekte en fordring til tro på ham som den, der er enestående, den, der kræver af dem, at de regner det for at have afgørende betydning, hvordan de stiller sig til ham. For det er den Gud, der holder hvert menneskes liv i sin hånd, der er nærværende hos dem i dette menneske. Beretningen om Jesus er kun til som et nærgående spørgsmål, der aldrig kan blive afklaret på en for fornuften tilfredsstillende måde, men forbliver i den objektive usikkerhed. Det hører med til det incognito, som Gud selv har givet sin søn, som han har sendt til verden i syndigt køds skikkelse. Det foruroligende spørgsmål om, hvem Jesus er, kan fornuften ikke komme til rette med eller besvare, men kan dog heller ikke blive fri for at beskæftige sig med, - det er spørgsmålet, der gør mennesket så magtesløst, at det bliver nødt til at hente svar på det spørgsmål hos den, der stiller det".

Citatet er fra de dogmatiske forelæsninger, som Johannes Horstmann i efteråret 1988 holdt på Københavns Universitet. De er hverken udgivet med støtte fra nogen universitetsfond eller fra nogen litteraturfond eller ophøjet til lærebog for studenter. De er nemlig slet ikke udgivet, men det ville være en af de væsentligste teologiske opgaver i vort årti at sørge for, at de blev det. Det ville hindre mangen en falsk varebetegnelse. "Kristendom uden Kristus, det kan ikke lade sig gøre" sagde madame Tatjana. Som barn af en russisk adelsfamilie, der underrevolutionen flygtede til Danmark, har hele hendes liv været knyttet til Den russiske Kirke i København. Og da hun blev spurgt om sit syn på de forhold, hendes fædreland havde gennemlevet, svarede hun: "Når kommunismen fik et sådant fodfæste i Rusland, var det fordi den syntes at svare så helt til det, som er en del af vor natur". Det var kristendommens uselviskhed, hun således antydede lå dybt i enhver russers sjæl. "Men" fortsatte madame Tatjana, "kommunismen er jo kristendom uden Kristus, og det kan bare ikke lade sig gøre".