Om to slags mennesker

Af Martin Luther. Tidehverv, 1952, s.41-44.

Hvordan de skal forholde sig i troen, og hvad den er. Martin Luthers sendebrev 1523.

Med mange mennesker er det sådan, at når de ikke føler nogen ydre trøst fra gud, så mener de, at det er ude med dem, gud har helt glemt dem. Det kommer af, at de søger deres eget og ikke har nok i guds blotte godhed. Sådanne mennesker bliver ikke på den rette og rigtige vej til saligheden, de samme i at have og i at mangle, i rigdom og i fattigdom, som St. Paulus, fil. 4,12, hvor han siger: jeg har lært både at have overflod og at lide mangel; men de falder fra det ene til det andet, lover ikke gud længere med alle deres gerninger, end sålænge han gør vel imod dem, som den hellige David siger, ps. 49,19: de lover dig, når du gør vel imod dem. Men når gud skjuler sig, vil prøve dem en smule, om de også vil forlade sig på ham, love og tjene ham uden ydre trøst og lyst, altså tager glansen af sin godhed til sig, så de for dem at se ikke er andet end elendige, så bliver de lede ved at tjene gud, så er det med det samme forbi med al kærlighed til gud, forbi med at prise og tjene ham.

Disse mennesker er i stor fare. Fordi de nemlig tjener gud for ydre trøsts skyld, og den forholder gud dem, hvad han også har ret til, da han ikke skylder nogen noget, så kommer djævelen, tager troen fra dem, så at de mistvivler om deres salighed, når de i anfægtelsen ikke mærker nogen trøst fra gud. Når de tvivler, så har djævelen allerede vundet, hvor mange prangende gerninger de så end har. Thi St. Jakob siger i sit brev 1,7: en, der tvivler i troen, skal ikke mene, at han får noget af gud, Og det er djævelen godt klar over; derfor gør han med sin arge list, hvad han kan, for at tilintetgøre troen; gerningerne må være så store og ædle, de være vil, han spørger ikke stort om dem, men om troen. Hvor troen ikke er, der er idel synd, mørke og forgæves gudstjeneste, selv om man så sang og spillede sig til døde; alligevel vil man foretrække gerningerne for troen, men det gør kun de, der gør sig kloge på noget, som de ingen forstand har på.

Modsætningen.
Ligesom de førnævnte nydelsessyge mennesker søger sig selv og ikke gud, således søger de følgende gud og ikke sig selv eller deres eget i alle deres gerninger, gøren og laden. Det er lige modsætningen. De lader sig nøje med, at gud er god; de forlader sig urokkeligt på gud alene, og ikke på nogen skabt ting, de bliver de samme både i det ene og det andet, elsker og priser ligesåvel guds godhed, når de ikke mærker nogen ydre trøst fra gud, som når de mærker den. De fortaber sig ikke til goderne og gaverne, når de er der, falder heller ikke fra gud, når de ikke er der. De har fuldt og helt indstillet sig på, af et ret hjerte og i sandhed at sige: o herre og gode fader, jeg vil hverken være eller ikke være, hverken leve eller dø, vide eller ikke vide, have eller mangle, din vilje ske. Jeg vil ikke have det, der er dit, jeg vil have dig selv. Du er mig ikke mere kær, når jeg har det godt, og ikke mindre kær, når jeg har det ondt. Det er ret og billigt, at du er imod mig, thi du har ret over mig og til mig, jeg ikke over dig.

Når mennesket erkender sig selv så dybt, at han intet tør bede eller begære af gud uden det hele af nåde og synes sig uværdig til alt, hvad han har modtaget fra gud, så følger heraf, at et sådant menneske også finder, at alle hans ord og gerninger ikke er andet for gud end lutter dårskab og synd. Disse mennesker gør hele verden for trang for djævelen, og han kan intet skade dem, de står alene på gud ved en fast tro; hvad han anfægter dem med, det overvinder de ved troen; dermed overvindes alle ting, som St. Paulus siger hebr. 11,33. Det er de rette fromme kristne og guds børn, som føres af guds ånd, efter St. Paulus rom. 8,14. Thi de gør ikke deres egen vilje, men deres faders evige vilje, han som er i himlen; ham tjener de alene for hans egen skyld, og ikke for himlens eller for nogen timelig tings skyld. Og selv om de vidste, at der ingen himmel og ingen helvede og ingen belønning var, vil de alligevel tjene gud for hans egen skyld.

Men her skorter det igen mange mennesker på en ret tro; derfor vil vi sige lidt derom, for at man kan gøre sig den sag mere klar, som jeg her taler om. Troen lærer to ting; disse udtrykker St. Paulus i brevet til hebræerne 11,6, hvor han siger: den, der vil behage gud, han må tro, at der er en gud til, som formår alle ting, og at han er deres belønner, der søger ham af hjertet. I det første, hvor St. Paulus siger: vi må tro, at der er en gud, fratager han mennesket alt hovmod, frækhed, formastelse, ros, falsk tillid til sig selv og alle skabte ting, ophøjer gud alene som den, der alene formår alle ting. Det er vel let nok sagt, at gud er gud, men det er en stor ting at anvende det på livet. Thi hele troens grund står i det ene ord: der er en gud. Hvis der ingen gud var, så var også møje, arbejde, tro og alt tilhobe spildt, forgæves og omsonst, der var ingen forskel på hedninger, jøder og kristne. Men det er helt imod skriften og St. Paulus, der ved troen afskærer os al vantro. En, der vil komme til gud, må tro, at der er en gud, der formår alle ting.

Nu siger skriften, at enhver skal afholde sig fra guds navn, ikke gå det for nær, langt mindre tillægge sig selv det, sådan som djævelen, es. 14,12-14, gjorde indgreb i guds ære og vilde være ham lig. Skal ingen antaste guds navn, og ikke tillægge sig selv det (2. mos. 20,7. Ps. 50,16), så må man heller ikke antaste eller tillægge sig selv, hvad der er guds og kommer fra ham. Thi gud siger, Job 14,2: alle ting, som er under himlen, tilhører mig. Er alle ting guds, så er de ikke menneskets eller nogen andens; og den, der tillægger sig selv noget eller her på jorden tilegner sig den allerringeste ting, som han ikke igen henfører til gud, hvem alle ting tilhører, men han vil også være noget, ham hører også noget til, han gør indgreb i guds ære, ejendom og almagt og tilegner sig det, og derved vanhelliger han guds navn.

Derfor, når skriften og St. Paulus siger, at vi skal tro, at der er en gud, tvinger og nøder samme hellige skrift og tro os til at bekende, at der over os er en anden og højere, uden hvem vi ingen god gerning formår, ja uden hvis hjælp vi ikke formår det ringeste, at vi alene af ham er dygtige til alt godt, imod alt ondt; og at vi alle er skabninger, i egen evne syge, elendige, fulde af synd, laster og al udyd; og at alle vore gerninger ikke er vore, men guds, som St. Paulus siger ef. 3,20: gud alene virker alle ting i alle ting, og alle skabningers værk er guds værk. Og ligesom samme St. Paulus 2. kor. 3,5 siger: at vi ikke er så dygtige, at vi kan tænke noget af os selv, men hvad vi er dygtige til, det er fra gud, så at ham tilregnes al magt, gerning, visdom og alle skabningers værk. Selv om vi ikke gerne vil det, må vi således også med uvilje bekende vor sygdom og fattigdom, som vi alle efter St. Paulus rom. 8,20 er underlagt, og lade os nøje med gods godhed efter hans velbehag, hvorved vi er bragt til nåde.

Her er al menneskers magt og ros slået ned, for at de ikke skal have noget andet at rose sig af end gud alene. Som St. Paulus siger 2. kor. 10,17: den der vil rose sig af en gerning, han rose sig af gud. Ingen har noget selv at rose sig af, andet end synd, om han så gør alle gerninger. Når mennesket erkender, at der er en gud, uden hvem ingen formår noget, fortvivler han om sig selv og alle skabninger, det vil sige, han pukker og bygger ikke på nogen, men kun på den samme eneste gud, der formår alle ting. Til ham sætter han sin trøst, håb, tro, fortrøstning, tillid; han venter ikke noget godt af nogen, han søger ikke nåde og hjælp hos nogen, andet end hos denne eneste gud; derved bliver han opholdt i det gode, uden al fortjeneste, alene i troen.

Heraf ser man, at troen ikke er andet, end at de ting står fast, der er os forjættet af gud, hvorved gud og alt, hvad der ikke underkaster sig menneskelig forstand og sans, bliver erkendt; og den bygger ikke på egen gerning eller nogen skabnings værk, men på Kristi gerning; og den holder fast for, at en er from, fordi Kristus har gjort alt for ham, og det trøster han sig til at blive salig ved, ikke af sin egen fortjeneste, der slet intet er, men ved Kristus, i hvem alle ting er forligt med gud, ved hans kors' blod, de der er på jorden, og de der er i himlen, som Paulus siger, kol. l, 20.

Denne tro skal mennesket stå så fast og dybt på, at ingen djævel, intet menneske, ingen engel, heller ikke hans egen samvittighed i al evighed skal vende ham bort derfra, særlig i døden skal mennesket helt kaste sig over på Kristus, hans hellige ord, hans tilsagn. Man vove det kun frisk på gud; har han af nåde lovet og tilsagt noget, vil han også af nåde holde det, det er der ingen tvivl om, selv om så djævelen og hans moder raser sig til døde imod det hellige evangelium og Kristus.

Her har de kloge sofister et overkunstigt, overkristeligt argument, hvormed de skælder enhver ud for kætter og siger: man prædiker nu om dage ikke andet end troen, tier helt stille om de gode gerninger. Hvis troen er nok, så bliver djævelen også salig, for han tror også, at der er en gud og en belønner for dem, der søger ham; han tror, at gud er blevet menneske, at han har lidt o.s.v. Svar: vi beder om, at de af bar kunstighed ikke vil blive vrede, når vi siger: det er sandt, at djævelen tror alt det, men sig os, I kloge sofister : tror djævelen også, at gud er ham en gud og herre til hans salighed, at han er en belønner af hans gerninger, at gud for hans skyld er blevet menneske, er død, er korsfæstet og har lidt? Her kan de ikke komme udenom, men må alle som een svare nej. Det har de ikke et bogstav i skriften imod. Derfor er det ikke nok, at en tror, at der er noget, der hedder gud, at Kristus har lidt, og lignende, men han må fuldt og fast tro, at gud er en gud ham til salighed, at Kristus for hans skyld har lidt, er død, korsfæstet, opstanden, at han har båret hans synd for ham, es. 53, 4. Det tror djævelen ikke. Altså er deres argument ingenting værd.

Men grunden til, at troen går forud for gerningerne, er den: mennesket må være retfærdigt, inden det gør gode gerninger, ellers gør det ingen god gerning; thi det står fast: alt, hvad der ikke kommer af troen, er synd. rom. 14, 23. Denne retfærdighed sker alene ved troen; thi troen er denne retfærdiggørelses begyndelse. Det går sådan til: når gud lover eller tilsiger mennesket noget, f. ex. salighed: den, der tror og bliver døbt, o.s.v. Mk, 16, 16, og mennesket tager et sådant fast tilsagn til sig, så fæster det sind og hjerte derpå, tror fast, at det er sket ham til bedste og for hans skyld, står så fast på dette guds tilsagn, at det slet ikke tvivler derom; thi hvis det tvivler, så er det ude, som ovenfor sagt. Således forlader mennesket sig på gud, tror helt, at som gud af nåde har givet sit løfte, vil han også af nåde holde det. Derved bliver mennesket retfærdiggjort, som St. Paulus siger rom. 4, 3 om Abraham: Abraham troede gud og blev derved retfærdiggjort. Gud spørger ikke om, hvor mange og store gerninger vi gør; men hvor stor troen er. På gerningerne er der ingen forskel, de er alle lige for gud, det er kun os, der skelner mellem de store og de små og sammenligner dem med eller mod hinanden.

Hedningerne dømmer efter gerningerne; de kristne skal dømme efter troen. Er troen stor, så er gerningerne også store; er den lille, så er gerningerne også små. Som troen er, er gerningerne også og ikke anderledes. Thi Kristus siger i evangeliet Matth. 9, 22: som I tror, således sker det jer. Derfor bliver en ikke agtet for from eller ond, eftersom han har gjort meget eller lidt. Alle ting bliver dømt efter troen. Herre, oh herre, siger profeten (Jer. 5, 3) dine øjne ser på troen; troen vil gøre det, ikke gerningerne. Derfor er det løgn, når sofisterne siger, at man vil forkaste gerningerne, når man, som ret er, sætter troen forud for gerningerne. Thi hvor troen er ret, følger troens frugter med det samme, kærligheden til gud og til næsten. Thi det er umuligt, hvor troen er ret, at frugten eller gerningerne ikke skulde følge. Men det er sandt, at mennesket må iforvejen være retfærdig, før det gør gode gerninger. Denne retfærdighed virker alene troen. Deraf følger hvorledes man skal forstå det, når man siger: troen er nok uden gerningerne. Og gid gud ikke længe vilde, at de kloge sofister ikke forstår det. Amen.

For det andet siger St. Paulus hebr. 11,6: vi må tro, at gud er en belønner for dem, der i troen søger ham. Her bliver rigets børn af sofisterne drevet ind på et galt spor, de gør dem til lejesvende og trælle, der ikke søger gud for hans blotte godheds skyld, men for himlens glædes skyld. Thi disse kloge mestre vil med deres opdigtede fantasispørgsmål give sig ud for at vide besked om, hvor stor, ædel, mangfoldig den glæde er, som gud vil give menneskene. Hvor dybt, hvor bredt, hvor langt helvede er, hvor forskrækkelig og grusom djævelen er, med en lang næse, hvorledes han slår sjælene med en hammer, som man ser det malet for øje, og mange lignende skønne spørgsmål, som de kommer med derom. Og som de spørger og selv svarer, sådan er også deres prædiken, fabler for og fabler bag. Og det kalder de så at prædike evangeliet; sådan sætter de en skræk i folk, så at rigets børn frygter for helvede, skærsilden, djævelen; de lærer dem, at de skal gøre som dem for at undgå helvede og blive salige; de foretrækker gaven for giveren, himlen for gud. Thi hvis der ingen helvede eller himmel var, og regnede de ikke med at nyde godt af guds goder, så lod de vel hans godhed fare, uelsket og upriset. Og det er ikke at søge gud rent, men af egennytte.

De har også udtænkt fine formler og siger: man skal søge gud først, derefter saligheden, den glæde, lyst, sødme, som følger af erkendelsen af gud; akkurat som om det ikke var nok, at man slet og ret søger gud, man skulde også, som tjenerne af deres herrer, have en løn tilgode. Men de fromme kristne skal med flid vogte sig for sådanne forvrøvlede sofisters eventyr, der ingen grund har i den hellige skrift. (1. Tim. 4, 7), thi de bliver derved ført bort fra den rene tro, men de skal vide, at ligesom gud af lutter nåde gør os salige, uden at vi har gjort noget, der kunde fortjene det, rom. 8, 34; således skal de uden al løn eller nydelse søge gud, for hans blotte godheds skyld, ikke begære andet end hans velbehag, (ps. 147,1).

Det gælder altså kun at tro, som St. Paulus her siger: den, der vil komme til gud, han må tro; hvad ? at gud er en belønner. For hvem? dem der søger ham i tro. Ikke egennytte, glæde, sødme; lønnen skal nok komme af sig selv, (es. 40, 10), den vil følge, uden at vi bekymrer os derom, og uden at vi søger den. Thi selv om det ikke er muligt, at lønnen ikke skulde følge, når vi af en ren ånd søger gud selv, uden al løn og nydelse, så vil gud dog ikke have de mennesker, der søger sig selv og ikke gud, vil heller aldrig give dem nogen løn. Ligesom et barn, der med føje tjener faderen gratis, som den der er arving, kun for sin faders skyld; og hvor et barn kun tjener faderen for arvens og ejendommens skyld, er det med rette værdigt til, at faderen forstøder det fra arven. Sådan er det også med gud og os med hensyn til den evige salighed; gud belønner vor gerning, ikke for vor fortjenestes skyld, men for sit eget løftes skyld, at han af lutter nåde har givet sit løfte om at belønne vor gerning, 1. mos. 15, l: jeg vil være din løn. Det give gud, evigt. Amen.

(Oversat efter Luthers Werke, Erl. udg. bind 22 s. 130-39, ved Aage Kinch).