Tidehverv

Af Gustav Brøndsted. Tidehverv, 1926, s.1.

Hvad Bladets Navn skal sige? I hvert Fald ikke, at vi venter at udrette noget epokegørende. Vi vender saa vist ingen Tider. Men Navnet udtrykker et Syn paa Tiden og en Ansvarsstilling over for Tiden.

Om den Tid, vi lever i, virkelig er et Tidehverv i dyb Mening, det har vi ganske vist kun meget lidt mulighed for at bedømme. Vi kan have en stærk Følelse deraf, vakt gennem de voldsomme politiske, sociale og kulturelle Forskydninger, der sker Jorden over; men vor Maalestok er saa udvortes - Bruset, der opleves, og bagefter de store Overskrifter i Menneskehedens Aarbøger. Hvad virkelige Tidehverv er, og hvor de er, det spejles nok til syvende og sidst bedst i Øjeblikket, i det enkelte Menneskes enkelte Øjeblik: Hvor Ansvaret er aktuelt, hvor Valget staar, hvor der lydes eller svigtes over for det mindste, dér opleves i den ægteste Form, hvad der er Mennesker givet at opleve af virkeligt Tidehverv.

Men det betyder, at Oplevelsen af ens egen Tid som Tidehverv bliver et Spørgsmaal om os selv. Som Øjeblikkets Ansvar møder Tidehvervet os. Om det saa er ydre eller indre Aarsager, der gør Tidehvervsfølelsen stærk, det er for saa vidt ligegyldigt.

Den kristne ved, at intet Menneske vender Guds Tider. Ja han ved mere, han ved at "mine Tider er i din Haand." Kun "nedefra" set ligger Tidernes Gang i Menneskenes Haand; men gennem denne vor barnlige Opfattelse sker i hvert Fald det, at vi gennem Ansvarsfølelsen over for vort eget Liv og vor egen Tid bliver Sædejord for det evige. Det er Spændingen mellem Afmagtsfølelsen og Ansvarsfølelsen, der gør Menneskelivet frugtbart.

Hvad vi vil, maa helst komme frem efterhaanden gennem Bladet selv; en Programudtalelse bliver let Fantasier. Men i hvert Fald, vi vil gerne prøve at tale aabent og frit om det der møder os; der er nok af dybtgaaende Spørgsmaal, som trænger paa - og de alvorligste af dem ligger foran vor egen Dør, ytrer sig i de smaa Ting og bliver derfor ofte overset.

Hvor vidt vi magter at spænde, det véd vi ikke; det maa vise sig. Og er vi ikke klar over vor Begrænsning, bliver vi det nok.

Kirkeligt i gængs Forstand maa man ikke vente, at vort Tidsskrift bliver; vi mangler bestemt "Præg" og "Farve", ja vi har end ikke Kategorierne i Orden; vi mangler Evnen til at holde os til "Sagen", vi forstaar ikke at drage Grænserne mellem kirkeligt og ikke-kirkeligt Stof. Men bliver Bladet i nogen Maade et kristeligt, da bliver det gennem Synspunktet, ikke gennem Stoffet, - gennem Sigtet mere end gennem Meninger. "Was Christum treibt", det er kristeligt.

Af Øjeblikket er vi kaldt frem, om vi end gennem en Del Aar har haft noget paa Hjerte. Skal vi bruges, er det af Øjeblikket - dér vender Tiden nu.

Men derfor kan Øjeblikket jo godt blive langt. Hvor det er Alvor med den Enkeltes og med Slægtens Liv, er man altid "mellem Tider". Og dybest set mellem to Tider: vor egen og Guds.

(Biillede af den allerførste Tidehvervs-forside kan ses her: Tidehverv okt. 1926)