At blive dansk

Af Monica Papazu. Tidehverv, 1994, s.204-209.

I.
Det er ikke et "akademisk" essay i almindelig forstand, jeg nu giver mig i lag med at skrive. Det, jeg er blevet opfordret til at svare på, spørgsmålet om "at blive dansk", er på sin vis meget vanskeligere, thi jeg skal fortælle om mig selv, granske min sjæl og sætte ord på mit eget liv. Ord, som jeg ikke før har sagt, tanker, som jeg ikke på forhånd har tænkt.

Men selve det, at jeg ikke på forhånd har tænkt disse tanker og indkapslet dem i ord, stadfæstet skel og præciseret (af)sondringer, afslører for mig dybden i det, jeg skal skrive om, nemlig "tilblivelsen", "at blive til". Ordene sætter grænser, som ikke nødvendigvis er til stede i virkeligheden, men ordene bevidstgør os også. Der er her en vækst, hvor den ene etape umærkeligt går over i den næste, en livets proces, som angår hele ens væsen. Du kender den ikke, medens den foregår, fordi du er i dit liv, du er dit liv, men du kender den alligevel på frugterne.

Jeg tror ikke, at denne langsomme tilblivelse kan begynde med et program, med at sætte et mål ("jeg vil blive dansk"), som viljen trinvis vil bevæge sig hen imod, og jeg tror heller ikke, at dette ville være sandt eller gavnligt. Fordi udtrykt således, ville det indebære en radikal og usund afvisning af det, man hidtil har været, af ens nationale tilhørsforhold, en negativ vilje til at rive sig løs fra sine rødder og omplante sig i en ny jord, som om intet havde eksisteret før. Dette ville ikke være tilblivelse, det ville blot være en maske, et påtaget væsen.

Det eneste, der bevidst kan siges, og skal siges, er det, der falder indenfor anstændighedens grænser: At man er bundet af loyalitet over for det folk, man er kommet til at bo iblandt, af en gæstens forpligtelse over for sin vært. Dette må stå fast fra det øjeblik, man har forladt sit land, som et bud, man tager med sig fra selve sit hjemland. Hvis man nogensinde har haft et hjemland, hvis man nogensinde har erkendt sig selv som del af et folk, vil man umiddelbart erkende et andet folks eksistens i selve dets særlige identitet og med dets uskrevne krav til én. Respekten og forståelsen overflyttes i selve flytningsakten fra det ene folk til det andet.

Det er udgangspunktet, og det består af både kontinuitet og diskontinuitet. Det er fordi, du har folkets erfaring, at du kan forstå et andet folk, og naturligt anerkende det i både dets fremmedartethed og dets beslægtethed. Dette er ikke underdanighed eller anonymitet. Tværtimod. Det er værdighed. Det er en forpligtelse hjemmefra, som gør sig gældende. For jeg er ikke et anonymt individ, der skal opsluges i en mængde, men jeg er gæsten, den fremmede i et fremmed folk, og som sådan repræsenterer jeg også mit folk i udlandet. Meget af vor tids forvirring, af de tomme og skadelige clichéer i den politiske tale ville forsvinde, hvis man vendte tilbage til den grundlæggende erfaring i udvandring og indvandring. For enhver af os, der kommer andetsteds fra, er samtidig en udsending, en ambassadør, en gesandt af et andet folk, og må derfor repræsentere dette folk så godt, han formår, så værdigt som muligt. (I parentes bemærket: Udsendingen hersker ikke, koloniserer ikke, men repræsenterer.)

Det er her båndet må knyttes, inden for dette moralske felt, hvor respekten og loyaliteten over for et andet folk ikke er en benægtelse af éns identitet, af éns givne nationale tilhørsforhold, men et udtryk for det. Det er at forblive tro mod sig selv.

Og det er også herfra tilblivelsen begynder, som ikke er den fremmedgørende hast til at assimilere sig, lade sig opsluge, til at udslette sin fortid, ej heller det uforskammede krav på at kolonisere et andet land og bestemme over det. Så kan livet leves uden at gøre vold mod livet, og tiden vil selv bringe det, der skal gro, frem.

Hvis jeg forstår mit udgangspunkt rigtigt, så tror jeg, at jeg ved at blive dansk blot er blevet mig selv, eller at denne tilblivelse virkeligt er min tilblivelse. For jeg erkender den ikke som en ændring, som en forvandling, ligesom eventyrfigurerne, der ved at dreje om sig selv eller slå en kolbøtte kan gøre sig til en ulv, en krage eller en flamme. Jeg erkender det tværtimod som en vækst, hvor det, der kom frem, var det, der drager næring fra sine egne rødder.

Danmark gav mig et sprog - det sprog, som jeg var blevet nægtet i mit hjemland. Overvågningen, censuren, angsten berøvede os sproget. Ved at forlade mit land, fik jeg ikke kun muligheden for at tale, men jeg fik også et andet sprog. Og dette betyder ikke blot et instrument, et middel. Sproget er ånd, det er det folk, der bærer det, det er folkets hjerte. I dette sprog, som virkeligt var mig fremmed i begyndelsen, ligger et folks historie, tanker, det er blevet modelleret gennem forkyndelse, gennem fortælling og digtning, og gennem menneskenes daglige liv og gerning. På dette plan kan jeg ikke længere skelne - for ved at skrive dansk skriver jeg ikke kun det, jeg under alle omstændigheder ville have skrevet, men også noget andet. Sproget åbner for mig en verden, som ellers ikke ville have været dér eller ikke ville have været dér på samme måde. Jeg skriver dansk og for danskere - og dette er mit ståsted - og jeg skriver som den, jeg er, med min livserfaring, med den usynlige horisont, som blev derude. Jeg oversætter ikke, jeg tænker dansk, og dette indebærer en konstant genskabelsesproces, hvor det fjerne bliver nært, og det bliver levende i netop det omfang, det formår at forbinde sig med den danske ånd. Det bliver forløst, så at sige frigjort fra sit konkrete udgangspunkt, og genskabt et andet sted, ikke som noget fremmed, men som noget, der på forunderlig vis hører dette sted til. Alt dette foregår ikke efter en plan, som fornuften kan opstille og gennemskue, men i skumringen, i et "clairobscur", ved enden af en tunnel, hvor man igen når op til lyset. Der er ikke etaper, der kan gradueres, men alt er givet på én gang, som noget man taber og kan genfinde på den anden side, som noget, der svandt under jorden og genopstår.

Her kan jeg ikke længere sondre mellem min rumænske og min danske identitet. "What's done cannot be undone". Det, der er sket, kan ikke slettes. Jeg kan ikke vende tilbage til tiden fra før jeg kom til Danmark. Erfaringen af Danmark er også en del af mig selv - og den kan ikke meddeles på rumænsk uden en stor åndelig anstrengelse, hvis det, der skal siges, skal kunne forståes og blive relevant, nærværende i min rumænske kultur, ja en del af den selv. Men idet jeg ser på mit liv som en strækning, der lader sig omfavne med eet blik, konstaterer jeg en kontinuitet, som er uden skår. Jeg genkender mig fuldt ud i det, jeg skrev og tænkte, da jeg var 20 og endda da jeg var 15, og selv om ordene i dag ikke ville have samme ordlyd, så er kærnen, retningslinjen just den samme. Og den træder endnu klarere frem nu, end den gjorde dengang. Der ville ikke have været nogen kontinuitet, hvis der ikke havde været en vækst - en vækst, som også har bragt mig ind i hjertet af et andet fællesskab, men gjorde det, uden at jeg har skullet forkaste mig selv. Eller måske skal jeg sige omvendt: At det er dette fællesskab, som har været betingelsen for min vækst. Det er denne vekselvirkning, hvor der ikke rationelt kan skelnes, der definerer indholdet i tilblivelsen.

Der kan ikke insisteres nok om sprogets betydning. Jeg gør det ikke kun, fordi sproget er mit område, mit arbejde, ja min gerning. I det øjeblik vi taler og skriver et sprog, i dette øjeblik knytter vi bånd. Modersmålet: Det dybe bindeled i folket, som både Martin A. Hansen og Solsjenitsyn siger. I det øjeblik vi taler et andet folks sprog, og taler det indefra, hører dets nuancer, dets tradition, det liv, den tavshed, det uformulerbare, det stammer fra og bærer i sig, i det øjeblik bliver vi en del af dette folk - og dette tilhørs-forhold kan ikke omstødes, det kan ikke laves om eller forkastes. Ja, vist kan sproget også forvrænges, ligesom alt på jorden, sproget kan bruges til at lyve, hade og dræbe med. Men dette er ikke sprogets essens. I sproget er et "du" allerede til stede - og dette selv om man kun taler til sig selv eller skriver for sig selv. For sproget er det, som aldrig kan være éns alene. Sproget er fællesskabets væsen. Og idet man taler og skriver et sprog, taler og skriver man for og over for et nationalt fællesskab. (Det hule, ideologiske sprog er per definition et falsk sprog, som ikke anerkender fællesskabet, og som ved sin ordlyd og indhold benægter det. Det er ingens modersmål.)

Fra denne organiske og åndelige virkelighed, fra bevidstgørelsen af sproget må vi begynde, hvis vi skal forstå et menneskes genbosættelse. For bosættelsen er en bosættelse i sproget - og derved også i en verden for sig, som i sproget åbenbarer sin mening. Det sprog, som jeg som udlænding lærer, kan således ikke blot være et middel til at "klare mig" (selv om dette aspekt af konkret nødvendighed ikke er negativt i sig selv, enhver anstrengelse, som er betinget af de givne vilkår, som man anerkender, er positivt), og slet ikke er middel til at gøre mine krav gældende (den utilitaristiske forståelse af sproget er frygtelig). Dette sprog, som fra nu af både binder og forløser mig, bringer mig nemlig ansigt til ansigt med et andet folk, som jeg bliver ansvarlig over for, og som jeg på forunderlig vis også bliver en del af, eftersom jeg taler dets sprog. Anderledes sagt: At tilegne sig sproget indebærer ens egen tilblivelse; at tilegne sig sproget rummer et iboende ansvar.

I første omgang er ansvaret knyttet til ens hjemland, det er det ansvar, som ens eget folk har lagt på én, når man forlader det - ja ligesom ens forældre siger, når man tager af sted hjemmefra (og dette er ikke kun et billede): "Opfør dig nu ordentligt!" Men bagefter kommer ansvaret én i møde, idet man træder ind i det nye fællesskab, og det kommer indefra, sammen med ens tilblivelse, idet man lever i midten af et folk og vokser sammen med det, og gennem utallige, usynlige tråde binder sit liv med dets liv, og alt det, som i begyndelsen har været én fjernt, er på mærkelig vis blevet ens eget.

Så er ansvaret ikke længere et ydre "du skal", men et indre, iboende "du skal", eller man kan sige, at det samme indre "du skal", som slet ikke har forandret sig i tiden, får nu et andet udtryk, en anden konkrethed, som du erkender som en del af dig selv.

"Gør ikke mod et folk det, du ikke vil, at andre skal gøre mod dit folk". Således burde enhver sige til sig selv i begyndelsen af sin udlændighed. Det er et etisk minimum. Men når man allerede har levet dér, når dagenes erfaringer har samlet sig i én og er blevet til en del af ens liv, da kan man høre det samme bud som et etisk maximum: "Du skal elske dit nye folk som dit eget".

II.
"Talenten" i Kristi lignelse bliver fuldkomment "bevaret" ved det, at den bliver gemt i jorden: Denne falske bevarelse er dødens. Bevaret i sandhed er det, man ikke frygter for at øse bort. I alle henseender gælder det, at man kun kan "bevare" sig selv, hvis man lever uden at frygte, at man ved at leve mister livet.

Den enkeltes vækst forudsætter eksistensen af et fællesskab, et fælles liv, som man træder ind i, tager til sig, fordi det er skænket, og som giver én den næring uden hvilken det personlige liv svært kan bære frugt. Det sande fællesskab kalder på én, og kalder det frem, som er den enkeltes enestående, unikke væsen, den enkeltes bestemmelse.

Sådan forstået danner fællesskabet modsætningen til det "moderne" liv, hvor en atomiseret masse individer ikke længere kan forholde sig til hinanden anderledes end ved hjælp af det aritmetiske begreb om "lige stilling" (dette er virkeligt opløsningen af den organiske sammenhæng og af forståelsen af de åndelige gaver som differentierede gaver), så vel som modsætningen til kollektivismen, hvor alle mennesker tvinges ind i det samme afpersonificerede og afpersonificerende mønster (det kollektivistiske liv i kommunismen er dæmonisk, det er en karikatur på fællesskabet, som berøver hver enkelt hans personlighed).

Fællesskabet er ikke modsætningen til den enkelte. Det levende, sande fællesskab får derimod hver enkelt til at være sig selv. Fællesskabets nedbrydning frigør ikke den enkelte, så det kan være sig selv eller med dagens cliché "udfolde sig", men medfører uvægerligt nedbrydningen af den enkelte, hans forvandling til et anonymt individ i en udifferentieret mængde, som på én gang presser fra alle sider og udjævner, og er totalt ligeglad.

Det Danmark, som jeg fra begyndelsen søgte (jeg søgte det, jeg kendte, det, som ikke var mig fremmed, men allerede var en del af mig selv: H. C. Andersen, Søren Kierkegaard og Jyske Lov var mine før min ankomst hertil, og jeg søgte det fællesskab, de er udsprunget af og peger tilbage på), det Danmark, som jeg i tidens løb også har fundet, befinder sig nemlig hinsides det "moderne" samfunds slør, og er stadig et fællesskab med dets dybe erindring og livets fasthed i levende mennesker - "Tidehverv" er et tegn derpå og et udtryk deraf. Og fordi dette fællesskab er, kan jeg i dag sige, at mit liv i Danmark ikke kun har været en "bevarelse" af det, jeg har været, men er en vækst, hvor Danmark og dets mennesker kalder det frem i mig, som i forvejen var dér, men som også bliver til, idet det bliver kaldt frem.

Jeg skal ikke skjule, at mødet med Danmark har været mig vanskeligt, at det højrøstede Danmark, jeg fandt i begyndelsen af 80'erne, med fredsbevægelserne og den marxistiske indoktrinering på universiteterne, og den døvhed med hvilken mine ord blev mødt, således, at de blot vendte tilbage til mig og slog mig, gjorde begyndelsen af mit liv i Danmark til en ørkenvandring. (Jeg har fortalt om det andetsteds, og vil ikke gentage det nu.)

Selve ørkenvandringens personlige betydning må ikke desto mindre ikke nedvurderes, og må heller ikke anses for at være udelukkende eller primært betinget af et bestemt politisk-ideologisk klima. Den er en uendeligt dybere erfaring. Den er en sandhedens og renselsens time, en forarmelse, som kan være nødvendig, hvis man skal finde sig selv. Den er god som modsætningen til adspredelse, som askese, inderliggørelse, prøvelse og selvprøvelse.

Ørkenvandringen udgør i sig selv udlændighedens arketypiske erfaring. Dens former kan være forskellige, men ikke dens indre mønster. For sådan er det: I begyndelsen har næsten intet af det, der møder ens blik relief. Man ser på landskabet, på bakkerne og skovene, på vandet og heden, man rammes af vindens pust og af regnen, men intet af dette er virkeligt endnu, det er som et postkort, man ser på, en overflade, man kan betragte og "objektivt" vurdere (bogstaveligt: vurdere som et "objekt"), men som man ikke kan træde ind i. Alting glider én mellem fingrene. Det, man ser, angår ikke én selv. Det er, som om selve sanseindtrykkene ikke er ens egne, men et fremmed væsens. Denne regn, denne sne, den bløde jord på marken, de veje, man går på, de mennesker, man iagttager - alt dette er uvirkeligt. Og man pines selv af sin egen uvirkelighed. Man befinder sig i et rum uden dybde og uden spejle. Ens livs historie er kun ens egen, for denne historie kender ingen af de mennesker, man møder. En af venskabets velsignelser er, at det er et koncentrat af tiden: Ens venner er ens levende erindring, for de møder én som vidner til et livsforløb. De mennesker, man kender godt, er også ens livshistorie. Men i udlændighed har man kun det bare nu, historien er faldet bort, desuagtet den i virkeligheden fylder een selv til randen: Man fornemmer uafbrudt, at ens liv er blevet derude, ens ben bliver ved med at gå på de gamle, velkendte gader, ens sanser registrerer fortsat den gamle verdens lyde og lugte, og med en hallucinationens styrke ser man den ustandselig foran sig. Det er ikke kun en erindring, som sjælen ikke kan give afkald på, det er en legemlig erindring, et liv, man bærer i sin krop, og som man lige så lidt kan adskille sig fra som man kan adskille sig fra sit legeme. Man er ikke hjemsøgt af sin fortid, man hjemsøger selv sin fortid - dvs. man søger sit hjem.

Franskmændene kalder dette "le dépaysement" og de taler om "le mal du pays". "Le dépayse ment": At fjerne sig fra sit land, at miste det, forladtheden. "Le mal du pays": Det er stærkere end "hjemveen" og længslen efter sit land, som griber den, der lever i landflygtighed; det er ordret "fødelandets onde".

Den første udlændighedens etape kan kaldes for "mennesket uden skygge". Man er ved at miste sin skygge, som man troede, var ens med én selv; det rum, hvor alt gav genlyd, er forsvundet, og det er den dybde også, som blev målt i form af afstanden mellem én selv og ens skygge. Men som H. C. Andersen siger: Man har tabt sin skygge, roden var dog bleven siddende. Og fristelsen ligger formentlig i at lade en ny skygge vokse, uden at skænke sit sande jeg en tanke. For så vil den gamle skygge indhente én som den dæmoniske skygge, som fortidens uhyre, der vil fortære ens liv. Glem ikke: Ørkenen er djævelens hjemstavn.

Man kan miste vejen i udlændighed. Religionshistorikeren Mircea Eliade har fortalt om det måske bedre end nogen anden. Han kaldte denne erfaring, som har været hans egen, for "labyrintens prøvelse". Labyrinten er stedet, hvor man kan tabe sig selv, skyggernes verden, døden, der lukker sig over én. Men er man sluppet helskindet igennem, eller rettere sagt har den højere Styrelse ført én ud igen, atter sat én på ens vej, så er angsten og døden besejret, og livet genfinder sin mening. Holder man sig fortsat til sit livs akse, til Livets Akse, vil verden på ny samle sig sammen.

Der kommer et øjeblik, da landskabet på postkortet mister det uvirkelighedens skær, det havde i begyndelsen, et øjeblik, da man forundret opdager, at jorden atter er jord. Man står som et dyr i skovbrynet. Se, det er lige kommet ud af sin mørke hule og lytter til vindens pust i løvet og de små raslende lyde i græsset og mosset, og løfter sin snude og snuser i vejret. Ja, verden åbner sig igen for én. Årstiderne er ens egne. Gerningen har sin tyngde. Menneskene har navne og ansigter. Ordene passer til de ting, de benævner, og alt er virkeligt. Som en fortryllelse, der er hævet. Det er i sandhed en tilbagevenden: Fra labyrintens irgange til den lige vej, fra uvirkelighed til virkelighed, fra død til liv.

Udlændigheden har sin pris ligesom alt på jorden - og denne pris kan ikke betales i falske penge. Man skal ikke indtage bedøvelsesmidler for at slippe af med udlændighedens pine og rådvildhed. Der findes ikke smertefri udlændighed. Denne smerte skal accepteres, den skal gennemleves. Kun hvis den accepteres, kan smerten selv blive til livskraft. Udlændigheden er en proces, hvor noget tabes og dør og noget nyt vokser frem, og det, man har givet afkald på, kan, hvis alt går vel, genfindes på et andet plan. Så har man bestået sin prøve.

Som konklusionen på sit eget eksil skrev Mircea Eliade: "Hvor som helst findes et Verdens Centrum. Fra det øjeblik man befinder sig i dette centrum, er man hjemme, man er i sandhed i sit sande selv og i det kosmiske centrum. Eksilet hjælper én at forstå, at verden aldrig er én fremmed, eftersom man har et centrum i den" (L'èpreuve du labyrinthe - Paris: Belfond, 1978, 1985).

Dette centrum, som man gennem sit eget folk har lært at kende og lytte til - thi forkyndelsen kommer altid gennem ens eget folk, på ens modersmål, som Traditionen bevaret gennem utallige generationer og overleveret fra fædre til børn: Troen er nemlig altid ens fædrenetro - , frigør samtidig i en vis forstand den enkelte fra folket. Ikke som benægtelse af det nationale, ikke som rodløshed, men som den indre sans for at kunne mærke folkeslagenes sjæl, og som muligheden for - skulle det være nødvendigt - at leve i et nyt rum og i et andet folk, på én gang bevare sit eget folk i sig og møde et andet folk i dets beslægtethed med én og på dets egne præmisser. For "verdens centrum", livets akse ændrer sig ikke på grund af ens landflygtighed, men giver hvert sted dets mening, for alt knyttes til det.

III.
Der findes eksil og der findes landflygtighed. Der findes flygtninge og der findes indvandrere. Det er ikke altid sikkert, at der i virkeligheden kan skelnes mellem de to typer udlændighed. Det midlertidige kan blive det varige, og noget nyt, som man ikke kunne have forestillet sig og forventet, kan bryde frem.

Ser vi på dette århundredes historie, kan vi ikke undgå at opdage en særlig form for landflygtighed, som har markeret Europa, ikke som noget fremmed, men som noget, der er forbundet med Europas egen skæbne. Det er den øst-europæiske diaspora i almindelighed og det russiske eksil i særdeleshed.

Jeg vil standse lidt ved det, fordi den rummer en menneskelig fortælling, som er værd at tænke over.

Det første, krystalklare eksempel er uden tvivl Solsjenitsyns. Han udvandrede ikke, han flygtede ikke. Han blev udelukket fra sit eget, sat på et fly, sendt ud af Rusland. Og den frie verden tog trods alt, trods megen mangel på forståelse, imod ham. Solsjenitsyn levede i eksil. Han integrerede sig ikke i Amerika, men tog imod den hjælp, der blev ham undt og svarede på den. Af og til holdt han foredrag, skrev i pressen, talte. Han forstod Amerika, og kaldte det ofte tilbage til dets sande identitet og forpligtelse. Men han levede i sin egen verden, for det eneansvar, han havde: At fuldbyrde sit værk, at bevare sit folks sprog, at give det dets erindring tilbage. På sin ejendom i Vermont levede han fortsat i sit Rusland. Og da værket blev fuld-bragt og historien ændrede kurs, gjorde han alvor af sit løfte og vendte tilbage til sit fædreland, efter at han med gæstens værdighed takkede sit værtsland, og især det lille samfund, som havde omgivet ham og diskret værnet om hans private verden og på denne måde hjulpet ham til at kunne leve op til den opgave, der var ham givet.

På sin vis har Solsjenitsyn været hævet over sin egen udlændighed. Udlændigheden har blot været den ramme, hvor en stor del af værket blev til. Men det værk, han skrev for sit folk og om sit folk, har i netop denne nationale absoluthed den universelle værdi, som i dens sandhed og skønhed bevæger og beriger mennesket fra alle steder.

Solsjenitsyns kald, gave, styrke er enestående. Hans udlændighed danner ikke desto mindre det klassiske mønster på det midlertidige eksil, efterfulgt af den velsignede hjemkomst. Fuldbyrdet, afrundet, et liv efter bestemmelsen.

Det var på en lignende måde de første russiske flygtninge opfattede deres ophold i Vesteuropa. Der har eksisteret et russisk Paris i 20'erne, 30'erne, som i dag for det meste kun kan anes efter stedernes navne. En verden i sig selv, en egen form for ghetto. Der var titusinder af russere, der var flygtet fra den bolsjevistiske revolution, intellektuelle, kunstnere, diplomater, tidligere ministre fra tsartiden, filosoffer, teologer, tidligere revolutionære og marxister, som ikke i tide havde forstået den grusomhed, som deres idéer indebar og uundgåeligt førte til. For dem alle var Paris et midlertidigt opholdssted, de drømte om at vende tilbage til fødelandet, de troede på det. Derfor indhegnede de sig, der var en skillelinje mellem dem, det Rusland, de bar i sig, og ydreverdenen. Enhver af os bevarer enkeltvis sit univers, men her var der et fælles eksil, et helt samfund. De havde deres daglige aviser på russisk, russiske skoler op til gymnasiet inklusive, endda militærskole (kadetskolen ved Versailles). De havde deres domkirke, Aleksander Nevsky i "rue Daru", og deres Teologiske Institut, Den Hl. Sergius. Og hjemmet var russisk - et hjem, hvor ikke kun sproget, men den måde at leve på, hele den russisk-orthodoxe tradition fuldt ud fortsatte… Og flyglet blev, som Alexander Schmemann (f. 1921) ville huske hele sit liv, låst i den første, anden og syvende uge i den Store Faste, så ingen lyd, ingen adspredelse skulle forstyrre den forberedende tavshed, der førte til modtagelsen af Påskens glæde… En grundlæggende livsforståelse blev bevaret.

Metropolit Anthony of Sourozh (f. 1914), som har været ærkebiskop for den russiske kirke i Storbritannien og Irland, har også fortalt om sin russiske barndom i udlændighed, om det eksil, der for hans far, en tidligere betydelig diplomat, som efter eget valg blev ufaglært arbejder i Paris, ikke havde været en måde at flygte på, men snarere en påtagelse af det tragiske ansvar for alt, hvad der var sket. "Jeg husker", siger Metropolit Anthony, "visse udsagn fra ham. Der er faktisk to ting, han sagde, som gjorde indtryk på mig og blev hos mig hele mit liv. (…) Jeg husker, at han efter en ferie sagde til mig: 'Jeg har været bekymret for dig', og jeg sagde: 'Troede du, at jeg var kommet ud for en trafikulykke?' Han sagde: 'Det ville ikke have betydet noget, om du så var blevet dræbt. Jeg troede, du havde tabt din integritet'. Senere, ved en anden lejlighed sagde han til mig: 'Husk altid, at det at være i live eller at være død, betyder ingenting. Det, der gælder, er, hvad du lever for og hvad du er rede at dø for'. Disse ting var baggrunden for min tidsligste opdragelse og viser hvilken mening med livet, jeg fik fra ham" (School for Prayer, 1970 - London: "Daybreak", 1989).

Russerne vendte ikke tilbage til deres hjem og det gjorde deres børn heller ikke. Og der skete noget med dem og med deres børn, som havde lært at betragte "den uforfalskede virkelighed" (Anthony's udtryk). De forblev russere, men samtidig tog de deres konkrete liv på sig.

Ja, de var loyale - loyale over for Frankrig. Så berømte russere som teologen Paul Evdokimov og den senere Metropolit Anthony deltog i den franske modstandsbevægelse. Værtslandet var værd at kæmpe og dø for. Et andet folks skæbne blev deres hjertesag. De kunne ikke flygte fra ansvaret, trække sig tilbage i den nationale ghetto. Livet var dér og dér var deres ansvar også. Ved at kæmpe for Frankrig gjorde de netop deres pligt over for Rusland og var deres russiske arv værdige. (Evdokimov, der knyttede sig til den franske protestantiske Résistance, var selv en overlever fra borgerkrigen, fra den knuste "hvide hær". Født i 1901 som søn af en højtstående officer, der blev dræbt i 1907 af en terrorist, var han et symbol på Ruslands historie.)

Det har ofte slået mig, hvor vanskeligt det er at forklare den spontane overensstemmelse mellem forpligtelsen over for fædrelandet og værtslandet, over for andre, som ikke selv har erfaret den. Der er ingen splittelse, ingen spænding. Det er en grundlæggende, uomtvistelig erkendelse af, at man ved at gøre sin pligt over for et andet folk, gør sin pligt over for sit hjemland, at det at gøre sin pligt over for et andet folk, også er en pligt over for sit eget folk.

Efter krigen brast den første eksilgenerations drøm. Med indlemmelsen af Østeuropa i det sovjetiske rige kunne håbet om en tilbagevenden til hjem-landet ikke overleve. De russere, der som meget små børn var kommet til Vesten og voksede op i et næsten afsondret miljø, vidste nu, at de var kommet for at blive, at deres liv tilhørte Vesten, ja i en vis forstand den vide verden. De bosatte sig virkeligt, være det i Frankrig, være det i Amerika. De kom til at skrive skiftevis på russisk og fransk eller russisk og engelsk, og virke dér, hvor de nu engang var, inden for det folk, der omgav dem.

Det 20. århundrede rummer som en af sine væsentligste begivenheder den russiske teologis under. Denne teologi er uløseligt forbundet med eksilet: Bulgakov, Berdjajev, Afanasjev, Schmemann, Florovskij, Evdokimov, Lossky, Meyendorff, Ouspenskij, Anthony … Ja, vist er denne teologi udsprungen af egne kilder, men det er, som om eksilet selv har været den kraft, der tvang alting frem, således at det, som disse mennesker bar i sig, det, som i Rusland blev truet med tilintetgørelse, nu skulle nå sit dybeste og samtidig mest universelle udtryk. I denne gerning, hvor selve tabet og smerten forvandlede sig til styrke, blev eksilet overvundet.

IV.
Jeg må vende tilbage nu til det spørgsmål, som er indeholdt i titlen på dette essay: At blive dansk - Er jeg blevet dansk?

Spørgsmålet kan ikke besvares med et enkelt ja eller nej. Hvis det at blive dansk skulle være ensbetydende med en omvæltning, med forkastelsen af det, jeg hidtil havde været, af min fortid og min grundanskuelse, så er svaret nej. At blive dansk på denne måde ville være en løgn over for mig selv og over for de andre - et forfalsket forhold.

Dansk er man ved fødslen, ved de rige barndommens år, hvor ens verden antager form som den eneste verden - ja, som et absolut. At være dansk er at erkende sig selv som sine forældres barn, som den, der i generationernes række løfter den arv, der er lagt på én - denne præcise arv, og ikke en anden. Det er hele dette livets mysterium, som er indeholdt i at være dansk, men også i et hvilket som helst andet nationalt tilhørsforhold. Den skænkede nationale identitet kan ikke formuleres - at være dansk er ikke en sum af skikke eller en liste over bestemte eksplicitte idéer eller underforståede anskuelser. I denne forstand kan ingen være anden end den, han er. Den virkelighed, som ligger i ens fødsel et ganske bestemt sted i verden, i hjemmet, barndommen, opvæksten, kan ingen udlænding overføre på sig som det oprindelige, som det, der er hævet over ethvert spørgsmål, som det, der er, som det er.

Men der findes en anden måde at besvare spørgsmålet på. For at forstå det, må man først forstå udlændighedens sår: Det sår, der aldrig heles.

Derved mener jeg ikke "ørkenvandringen" eller "labyrintens prøvelse", som ligesom en overgangsritus danner bro mellem den verden, man har forladt, og den verden, man træder ind i; ej heller nostalgien efter det tabte land. (Ikke fordi nostalgiens betydning ikke bør anerkendes, men fordi nostalgien mildner udlændighedens tragedie; nostalgien er på grænsen mellem fravær og nærvær; den stiller tørsten efter det svundne, bringer blidt det tabte tilbage, således at man slipper for at stå ansigt til ansigt med gabet.) Nej, derved mener jeg den simple og brutale kendsgerning, at man har forladt sine, de mennesker, der udgjorde ens univers. Man har brudt livets helhed, som var givet et ganske bestemt sted i verden. Dette er såret, som ikke kan læges, bruddet, som er uigenkaldeligt. I nu 14 år har jeg ikke levet hjemme, jeg har ikke haft del i dagenes egen substans i mit land. Jeg har ikke været dér for ganske enkelt at være dér. Jeg har ikke delt brødet, arbejdet, dagenes gråhed, angsten og forhåbningerne med mine landsmænd. Ingen deltagelse på afstand, hvor oprigtig den end kan være, kan erstatte deltagelsen som et konkret og umiddelbart faktum. Det er denne mangel, dette fravær, som er udlændighedens essens. Dette er virkeligheden, og i sammenligning med den er næsten alt det øvrige blot smukke, trøstende ord.

Det er just min tilsvarende deltagelse i det danske liv, som gør, at jeg kan sige, at jeg er blevet dansk. Et konkret liv, en levende sammenhæng bliver mig skænket på dette sted - og den er mig ikke mindre "givet" end den, som oprindeligt er min.

Den nationale identitet får vi gennem vore forældre. Den ligger i vor fødsel, for det er det, ordet siger: "Natio, nationis" - "fødsel" og "slægt". Men der er også en national identitet, vi får gennem vore børn: Med barnets fødsel bekræftes det nationale bånd eller omdannes. Med barnets fødsel genfødes vi selv. Mine danske børn, min slægt gør mig dansk.

"Livet er andetsteds", sagde de franske surrealister og gav således i besnærende ord formlen på den fristelse, der altid ligger på lur i en menneskelig tilværelse, til at flygte ind i den lette, uforpligtende uvirkelighed. Men livet er ikke "andetsteds", det er dér, hvor man er. At leve i stand og kald kan også fuldbyrdes i et andet fællesskab end det, man stammer fra, på den betingelse, at dette liv og dette fællesskab tages alvorligt. Dette er ikke eksil, det er ikke et pseudo-liv - for de mennesker, der omgiver én, er ikke pseudo-mennesker, skygger af en tabt arketype. Eksilet forsvinder - ikke dets sår, men dets usunde fristelse til at flygte ind i fortiden -, når man erkender virkeligheden som virkelighed. De levende menneskers virkelighed og virkeligheden bag dem, tro, historie, sprog, tanker, som konstituerer dem. Og det er, fordi alt dette er virkeligt - og man tager imod det med taknemmelighed - at det, der udspringer fra ens egne rødder og som man måske havde troet, var gået tabt, atter bliver nærværende, er vigtigt i dag og kan overleveres.

I al enkelthed: Man bliver dansk, når man i ydmyghed og taknemmelighed erkender, at livet er her.