Kirken i Sapientii-gaden

Af Monica Papazu. Tidehverv, 1996, s.50-55.

Tilegnet Fader Constantin Voicescu, som reddede sin kirke under kulturrevolutionens sidste bølge i '80-erne.

"Han er ikke Gud for døde, men for levende; I er helt på vildspor" (Mark. 12, 27).

I.
For første gang indser jeg, at der er folkeslag, der forfejler deres død.

I 45 år, dag efter dag, mistede vi livet. Siden december 1989 begyndte vi derimod også at miste vor død. I dagene, der fulgte efter opstanden, begyndte meningen med døden og med den lidelse, der gik forud for, at blegne, og selvopofrelsen, som vi genfandt i december, og som gav alle ting mening på ny, forvandlede sig hurtigt til en ren tilfældighed, til en af historiens betydningsløse detaljer.

I hvilke ord skal jeg kunne fortælle det, der skal fortælles? Der er bedrøvede stunder, når jeg ikke længere stoler på mit modersmål, på dette døende og dog testamentlige sprog, jeg bliver bange for dets klagelyd, og jeg frygter, at jeg i selve det øjeblik, jeg taler og skriver det, taber det, sender ord i verden, som vil blive trådt under fode og miste deres betydning. Jeg har mere tillid til det danske sprog, jeg har lært, de danske ord har stadig deres menings vægt.

Siden vi blev født og så småt begyndte at forstå, har håbets stråler samlet sig i ét punkt foran os: Oprøret, der ville komme, og som på eet øjeblik ville forny alting. Men dette håb spærrede samtidig horisonten for os: Det rejste sig foran os som en himmelhøj mur, den mur, vi ville bryde igennem for endelig på den anden side at genfinde det liv, vi hidtil havde tabt. Og se, vi er nået til muren, hvis mening ingen verdslig betegnelse kan rumme, og de Kongelige Porte har åbnet sig - for et øjeblik var der høj, skinnende himmel, så ren på den anden side lidelsen. Vi trådte raskt over tærsklen og vidste godt, vi havde ret til det, for vi havde vist os i stand til at dø, men på den anden side fandt vi i stedet den samme ørken, der bredte sig, så langt blikket kan nå, det brændte græs og menneskeknogler … brudstykker af tanker, levnede følelser fra en for længst afsluttet livets fest … På den anden side muren så vi endelig som i et spejl vort sande ansigt.

Vi har måske ikke været vor død værdige - og heller ikke vort håb. Fødselsveerne på grænsen mellem livet og døden, den smerte, der skiller livet og døden fra hinanden, bed i vor krop. Men genfødelsens barn med hele sin lysende uskyld blev ikke svøbt og lagt i vugge, men ligesom det skete med sandhedens perle i lignelsen, lod vi fortiden trampe det halvt ihjel. Derfor er alle ting i dag kun halve som de halte og lamme på krykker, og vi bliver ved med at slæbe os af sted i den lukkede rundkreds, som vort skelet er vokset fast i.

Vi kom uforberedte for dagen. Vi forstod ikke i tide, at de Hellige Porte åbnes ikke kun i det fjerne, men de åbnes på ny hver dag, igen og igen, for hver af os enkeltvis og for os alle.

Derfor lader jeg nu erindringen komme til orde, så den kan fortælle, at det, vi søgte på den anden side horisonten, allerede er her og har altid og til stadighed været her.

II.
August 1987
Jeg er på vej hjem. Denne rejse ligner ikke nogen af de andre, hvor man stiger ind i flyet og bliver budt velkommen af elegante stewardesser, der smiler og taler fremmede sprog, som på mig virker beskyttende, som om jeg i de særprægede lyde og tonefald hørte frihedens umiskendelige klang. Til Paris, London, New York … rejser, hvor jeg kan lide at lytte til mine tilfældige medpassagerers stemmer, stille spørgsmål og lære noget om de menneskelige veje, jeg således er kommet til at krydse.

Her på trappen til det ramponerede TAROM-fly skal jeg først vise pas for uniformerede mennesker med alvorlige miner. Jeg gør det modstræbende, og ubehaget og uroen stiger allerede op i mig. Kontrollen, det første tegn på denne rejse, som ikke ligner nogen anden, viser med al ønskelig klarhed, at min ret til at befinde mig dér er yderst tvivlsom. Kontrollen er altid ens afmagts målestok.

Lyden af mit modersmål skærer dybt i mig, ikke med nostalgiens milde smerte, men urovækkende, for i det genkender jeg et våben, der kan rettes mod mig. At Høre rumænsk omkring mig, det er som at blive klædt af til skindet, at stå nøgen og gennemsigtig, og mine tanker flakker forsvarsløse om i rummet, som om alle og enhver kunne læse dem. Mellem disse mennesker, som taler mit sprog - og mistænksomheden hvisker ind i mit øre med sin hæslige stemme: Hvad kunne de være andet end partikommissærer og stikkere, der har drevet det så vidt, at de fik denne rejse som belønning for deres indsats? - er jeg ikke blandt mit folk. Det er her, jeg er mest ensom. Mit folk? Vil vi nogensinde være et folk igen? - kan jeg ikke lade være med at spørge mig selv. Og mit blik falder på plastikglasset med lunkent mineralvand foran mig (det er alt, hvad vi får til Østberlin): Det er et plastikglas, som burde have været hvidt, men kun fik en udefinerlig snavset farve; det burde have været rundt, men er blevet så skævt, at det ikke kan stå på bordet. Jeg løfter det op, op på bunden af glasset læser jeg, som det håbløse svar på alle mine spørgsmål, fabrikkens navn: "Viitorul", dvs. "Fremtiden"!

I et nu er vi højt, højt oppe, hinsides skyerne, og lyset vælder ind gennem alle ruderne - der er kun lys, altomfattende, altgennemtrængende solskin. Det fylder mine øjne og varmer hele mit legeme. Det er overalt, synligt, håndgribeligt, man mærker det som noget, man kan få fat i og holde fast … Det er mit lands solskin med barndommens og den første ungdoms varme, med de lange, uendelige sommerdage, som den blide forårssol på de nyudsprungne, gennemsigtigt grønne blade havde forjættet. - Rejsen hjem går altid gennem solskinnet, som trænger dybt ind i mig, vækker uudholdelige længsler og fortæller mig, at jeg ikke har taget fejl af vejen. Heroppe er der kun solskin som den ene, vedvarende, grænseløse virkelighed. Og det bliver ved med at være dér, selv efter at vi er steget ned til vor vante eksistens som jordgængere. Den frihed, den bekymringsløse, uforanderlige frihed, som jeg fandt deroppe, må jeg ikke glemme igen.

Vi forlader de lyse højder og flyver nu over mit land, hvis træk træder tydeligere og tydeligere frem: Marker, som heden har bidt sig fast i, så den gyldne farve er blevet til rust; bleggrønne, støvede, spredte træer; umådelige, skaldede bjergegne, hvor skove engang havde rejst sig ranke med stammerne fulde af harpiksduftende kraft; besynderlige tegninger træder frem, hvor symmetri og asymmetri flettes absurd ind i hinanden: Et symbol på tilfældigheden, et billede på alt det, man engang var begyndt på og vilkårligt, ligesom af lede, siden opgav; enorme områder (ikke som i Vesteuropa, hvor markernes størrelse er efter menneskelig målestok, omkredset af buskads og blomster og træer) med bævende grænser; nogle marker er halvthøstede, andre halvtpløjede, og plovfurerne synes at være efterladt af en beruset traktor, som aldrig kørte i lige linje, men blot for en tid slingrede fra den ene side til den anden, indtil den brat opgav ånden og blev stående, hvor den nu var standset, et bytte for regnen og sneen, der ville komme. Overalt var jorden udbrændt og gold - træer stod endnu langs vejene og tabte langsomt deres blade, årstidernes love huskede de ikke mere. Der var stadig veje, man kunne få øje på: De begyndte et sted, snoede sig over en kort strækning, forbi en landsby eller to og strandede pludselig midt i en mark eller førte simpelthen ingen vegne hen. Ak, disse linjer, som gik amok, gled i nye vinkler, blev tynde som en spydspids, kravlede et stykke vej over jordens flade og standsede, kvalt af ukrudt. Alle burde se deres land sådan, fra denne højde, mindst én gang i livet, for at vide, hvor de bor, hvordan de lever, og hvem de er.

Vilkårlighed, vanvid og udmattelse: Det var mit lands ansigt, over hvilket hvælvedes i ubesudlet lys himlen, den uendelige himmel, for stedse lig sig selv …

Dette var ikke et land mere. Det var intetsteds. Det endeligt virkeliggjorte OU-TOPOS.

De mennesker, der er draget ud i den vide verden, og som i aftenernes milde træthed et øjeblik, inden de sover ind, stadig kan vandre i tankerne gennem landskaber, byer og landsbyer, som de har kendt engang - disse lykkelige mennesker aner ikke, hvad det sande eksil betyder. Det værste eksil er eksilet på stedet. Eksilet gennemlevet til bunds tilhører dem, der blev tilbage, og som for hver dag, der gik, mistede deres land; dem, som så, hvordan alting uigenkaldeligt blev taget væk fra dem og blev tilintetgjort for øjnene af dem. Og hvad værre er: De var selv med til at tilintetgøre det.

Engang - "engang", sådan må denne historie, hvis begyndelse synes at fortabe sig i tidernes morgen - besluttede nogen at bygge et paradis på jorden. Så blev der lagt åg på menneskenes skuldre. Med deres plove skulle de ændre verdens ansigt, omdanne alting for at vise menneskets storhed: Ja, menneskets absolutte herredømme på denne jord under den tomme himmel. De skulle trække bjergene efter sig og flytte dem andetsteds, så de ikke mere var i vejen for menneskets planer; de skulle lave dæmninger og grave op, så floderne lydigt lærte, hvem der bestemte. - Og mange segnede under byrden. Det påbegyndte arbejde gik bersærk, fortsatte af sig selv, uden at nogen vidste hvorfor. Nye mennesker kom, som ikke anede, hvorfor de var under åget, og hvad målet med det hele var, og de fortsatte blot, som deres forældre havde gjort. - Hver dag under dit arbejde mærkede du, da du trak lænken, at du også trak de andre efter dig. Og du kom til at hade deres legemers vægt, som slugte din livskraft. Du prøvede at trække til højre, at trække til venstre, at skubbe til dem, du forsøgte at strække dine arme, et øjeblik at kunne ånde frit … Og der var ingen lov tilbage i menneskets hjerte.

Jeg steg ud af flyet, og den hede luft blæste ind over mig, omsluttede mig, kærtegnede mit ansigt med sin fabriksrøg og sin sødligt væmmelige lugt fra slagterhuset i Bukarest. Erindringen ramte mig som en fysisk smerte.

I lufthavnen var der bevæbnede soldater, forstenede på deres pladser, og bagagekontrollen lå forude. Man skulle gå gennem så mange døre og porte, fra det ene rum til det andet, ligesom i et karikeret indvielsesritual … De kunne altid finde på noget, de kunne altid opdage noget, man ikke måtte have med, de kunne altid sige, at man slet ikke havde lov til at komme ind i landet … Den spirende angst er det sikre tegn på, at du er vendt hjem, det tegn, du bærer på krop og sjæl. Angsten: Velkommen hjem!

På et øjeblik bliver du opslugt i larmen og forsvinder i den menneskelige myretue med tusinder af arme og ben. Alle skubber til hverandre og forsøger at bane sig vej i mylderet. Ingen kan holde sig udenfor. Du bliver indlemmet i det menneskelige kaos, du er kød af dets kød og blod af dets blod, du er en del af denne uhyre organisme, hvor hver celle skriger ud, hævder sin ret til at være til og trække vejret. I landet, hvor alting, selv den mindste detalje, har været genstand for planlægning og regulering, og hvor overvågningen er total, hersker alene kaoset.

Hvordan skulle udenlandske sociologer nogensinde kunne forstå os? Først bliver de overrasket over den uafbrudte bevægelse i menneskemængden og tror, at den er frugtbar og levende - "spontane livsytringer", tænker de. Vi alene véd, at det er krampetrækninger, blotte reflekser hos væsener, som i kraft af instinktet med umådelige anstrengelser kæmper for at redde livet, igen og igen, hvert øjeblik. Denne kraftanstrengelse, den enorme energi, vi sætter ind, har intet mål ud over sig selv, den fører ingen vegne hen og skaber intet - men det er det, der skal til, for at man kan holde sig i live. Standser du et øjeblik, bliver du skubbet væk fra de levendes rækker. Standser du og spørger dig selv hvorfor, så er du ikke egnet til livet hos os mere. Standser du, så vil du aldrig kunne finde din plads i køen … Men du kan altid finde noget andet: De ensomme veje, ved hvis ende den sidste fortvivlelse og det sidste oprør ligger afventende - så hælder du benzin over dig, som nogle har gjort, og brænder dig til døde på markedspladser, som tømmes i hast … Eller måske, hvis du netop har haft modet til at være ensom nok, finder du til sidst den ro og den tro, som ikke længere svigter.

Alt er en fysisk prøve. Ja, selv her: Du skal få fat i din bagage, som må vægre gemt et eller andet sted under de høje bunker, som hober sig op på det knirkende transportbånd, og nå en plads i køen foran toldkontrollen; du skal forlade lufthavnen i en bus, hvor du hænger med én fod på trappen og én hånd på gelænderet og let kan få overvægt og falde. Ingen grund til panik, kære udlænding! Vi har gjort det i årtier, fra barnsben, millioner af os. Fire-fem gange om dagen har vi bestået musklernes prøve. Vi falder ikke, vi falder ikke alle, vi falder ikke endnu!

Man forestiller sig, at "kollektivismen" er et abstrakt begreb - en eller anden "isme", socialisme, kommunisme, humanisme. Den er ganske vist et begreb, den er ligesom alt, mennesket har prøvet at forstå, eller som den menneskelige forstand har rodet sig ind i, men den er samtidig en konkret virkelighed. Ja, yderst konkret, det konkrete i dets mest umiddelbare og rene form. Den er individernes fysiske indlemmelse i mængden og ophævelsen af det minimale mellemrum mellem levende legemer. Din krop kommer uafbrudt i berøring med de andre kroppe - toget, bussen, sporvognen er den klareste illustration derpå. Der er altid én, der ånder dig i nakken - ublufærdigt uden at ville det eller begærligt, ikke efter dig, men efter din plads, det sølle antal kvadratcentimeter, som dine såler dækker. Der er altid én, der borer sit professionelle blik ind i dig og vil aflæse dit inderste, og du kan ikke vride dig løs. Han er der altid, også når du ikke kan se ham. Men du føler ham stående bag dig, bøjet over det, du er i gang med at skrive, de glubske øjne, der vil trænge ind i det, du har skrevet, og det, du har undladt at skrive.

Vi er ikke mennesker mere, for al individuel eksistens er blevet bragt til ophør. Vi er på naturens laveste trin. Vi danner alle en monstrøs form for uudviklet organisme, en polypagtig sammenvoksning, som er opsat alene på at indtage føde og overleve, men assimilationsprocessen har her det særpræg, at organismen ernærer sig af sig selv ved at fortære sine bestanddele. Jo længere den overlever, desto mere tilintetgør den sig selv. Derfor findes der ikke vækst i det kollektivistiske samfund (man har skrevet traktater over den socialistiske stagnation, men man har ikke forstået den), for overlevelsen er ensbetydende med ødelæggelsen, og enhver tilsyneladende gevinst er et uopretteligt tab.

Et uhyre, som folkeeventyrene ikke har kendt magen til: Morderisk, ødelæggende, afmægtigt og selvtilintetgørende.

Min Gud, hvor er vi på vej hen? På vej er vi - som om vi alle til stadighed, hvert eneste øjeblik befandt os i en panisk flugt. Nøjagtig som de mennesker, der flygter under en krig eller en naturkatastrofe, nøjagtig som alle dem, der prøver at redde livet for deres børn og forsig selv, og som i al hast har pakket en skorpe brød i en vadsæk og et par genstande i en gammel kuffert.

Og med eet forstår jeg med den klarhed, som rejsen udefra har givet mig: Vi flygter alle, vi flygter på stedet, i rundkreds, og hver dag begynder vi på ny vor flugt. Længere og længere væk, til ingen er tilbage. Derfor er vort land og vore naboers land blevet til intetsteds.

Vi flygter, som folk flygter fra krig og naturkatastrofer. Og intet folk har som os og som vore naboer, russere, ukrainere, bulgarere, flygtet på stedet under denne krig, der har varet ved og bliver ved med at vare … For vi er midt i en krig, selv om ingen vil tro på os, en krig, der foregår uafbrudt, uden synlig blodsudgydelse, for blodets spor bliver øjeblikkeligt tryllet bort - hos os har selv eventyrene mistet deres mening: Det udgydte blod skriger ikke mere fra jorden for at afsløre morderen.

Og dog er krigens tegn allestedsnærværende. Flaget tabte vi i begyndelsen - deres flag, som snor sig rødt rundt om din hals, når du går på gaden - dette flag, der ligesom på denne dag i august hænger på alle bygningerne, i din højde for at kvæle dig -, dette flag er ikke vores. Deres sprog er ikke vores sprog. Korsene blev skudt ned fra kirkernes kupler. - Ikke engang kirkegårdene har de givet os lov at bevare. Ved siden af Aiud-fængslet, hvor de politiske fanger, ofre for de første store processer, ligger i massegrave, går svinene nu og roder i jorden. (De har altid været dygtige til at berøve os både livet og døden.)

Andre steder i verden måler man tiden med børnene, der vokser, med træerne, der skyder op, med nye veje og nye huse. Sådan som det skal være, dér, hvor mennesket har hjemme. Her er ødelæggelsen tidens eneste måle-stok. Hvor længe er det, siden menneskene i mit land har malet deres huse, hvor længe, siden de har plantet en blomst? Der er dybe huller i fortovene som efter et usynligt bombardement - hvis du stadig har livet kært, så vov dig ikke udenfor efter mørkets frembrud! Hele landet er mørklagt, gadelygterne er for længst slukket, de står blot som et unyttigt minde i dette land og i denne by, som engang har været den første i verden til at tænde olie-lamper i gaderne. Der er ingen strøm. Der er ingen vand i vandhanerne. Store revner har dannet sig i de afskallede mure, under tagene er gavlene styrtet sammen efter det sidste jordskælv - og dit blik roder uden blu på andre folks loft, blandt ting, som er blevet gemt gennem årene, fra tiden før denne krig. Vaklende hegn står foran haver, som ukrudtet har kvalt. Et fyrretræ rejser sig endnu i en tilfældig have, med visne nåle, der drysser blidt over de sidste blomsterbede med dybe dufte. Bunker af småsten og gammelt jern hober sig op midt på fortovet. Meningen må have været, at de skulle begynde på noget … og de holdt op, inden de rigtigt kom i gang … Når menneskets gerning er blevet bragt til ophør, kaster tiden sig over sit bytte, den holder det fast i sine kløer, og uden at forhaste sig hakker den skånselsløst videre. Hvor menneskets gerning er fraværende, dér viser tiden sit nøgne, umenneskelige ansigt: Den er blot forfald og den langsomme død.

Jeg baner mig vej gennem menneskemængden mod byens centrum - hvorfor er der så mange på gaden, som var de blevet kommanderet derud og bevægede sig mod et mål, som de alene kendte? På gadehjørnet er en tigger med træben faldet om. Uden at ænse noget sover han beruselsens tunge søvn. Han er gammel, skægget skinner hvidt under det tynde støvlag, der har lagt sig over hans ansigt. Krykkerne har han stadig hos sig på hver sin side. Han kommer aldrig til at kunne rejse sig op, som han ligger dér … Vores krig … og den forrige … De forbipasserende haster bare forbi … Han er usynlig ligesom os alle. Vi er usynlige for hinanden.

Og jeg siger til mig selv: Det har du ikke lov til at glemme. Gem det i hukommelsens dybe kamre, så du kan fortælle det engang, når tiden kommer og ordene er modnet inden i dig.

Jeg søger mit Bukarest, som jeg aner et eller andet sted bag de røde indhegninger, som skjuler Dâmbovita-bredden (er den der stadig, floden, om hvilken folkeskjalden sagde: "Den, der drikker af dit vand, rejser aldrig mere bort", eller er den udtørret ligesom alle andre ting?). Findes den gamle hovedstad stadig, et eller andet sted bag Socialismens Sejrs Boulevard (nej, betegnelsen lyver ikke, det er i sandhed en sejr, socialismens sejr over os alle) og Folkets Palads, fæstningen, der synliggør den fremmede magts greb om millioner af slaver?

Jeg kommer ud af Hotel Tranzit, hvor jeg lykkeligvis har fundet et værelse for natten, og træder ind i eftermiddagens trykkende hede. Først nu, da jeg står uden for hotellets indgang, slår denne bygnings uvirkelighed mig. Det er den eneste bygning, så vidt blikket kan nå, alene blandt ruiner. Som en banegård på sletten, hvis mening, man ikke kan fatte, da man hverken kan se sti eller landsby omkring den. Men her har da været gader, hvor jeg gik, og som jeg kendte som et indre landskab, hvert hjørne, hver sten, hvert træ, hvis kraftige rødder var brudt igennem asfalten; skumringens skiftende lys på husenes vægge; her boede engang venner, der var værelser, man lejede ud til studerende, under taget eller i kældre med eller uden vinduer. Dér, bag disse ruiner eller iblandt dem havde der været en verden.

Jeg går uden at vide hvorhen, med store, vaklende skridt over ruiner, dele af gamle jernlåger, bunker af mursten, brudstykker af vægge, som endnu ikke helt har mistet deres farve. Se, dér må have været et gult værelse, og dér må have hængt et billede i hjørnet, farven er stærkere inden for den firkant, som må have været beskyttet mod lyset - det har måske været et maleri med sneklædte bjerge i begyndelsen af foråret, eller det har måske været et billede af en nyfriseret dreng med blanke sko, smilende sit artigste smil, eller var det måske, bevaret gennem tiderne, bedsteforældrenes ansigter i deres flygtige ungdom. I blæsten hvirvler et stykke avis ved mine fødder: "Scinteia", Gnisten, Iskra … Jeg aner ikke, om jeg går på en gade, hvilken gade? Der er ingen sti, ingen vejviser, hvordan kan man skelne her mellem foran og bagud? Fortidens veje er forsvundet, de har spredt sig som de skyer af støv, der rejser sig under mine skridt.

En brunlig hund, så mager, at man kan tælle ribbenene på den, dukker op - den er hverken bange eller imødekommende, den er der bare og bærer i stilhed, med værdighed livets byrde. Mit blik følger den en rum tid, indtil jeg taber den af syne bag bunken af knuste kakler. Et levende væsen i en verden, der forsvinder - den sidste trofasthed.

Jeg er kommet for sent til endnu en gang at kunne se den lille nedsunkne kirke ved Operetta-teatret. "Sfâtul Spiridon Vechi", "den Gamle Sankt Spiridon" hed den. Men ikke for sent til at se det gabende fundament - det er kun to dage siden, de rev den ned. De har revet den tre århundreder gamle kirke ned med dens bønner og røgelse og dens friske tusmørke, som lod Guds Ord trænge dybt ind, med erindringen om de levende sjæle, der kom og i anger for synd og i håb om tilgivelse tændte et lys, og om de døde i tætte skarer, hvis navne havde lydt under dens hvælvinger. "Evig ihukommelse", sang præsten, og de troendes hænder løftede fadet med "coliva" (den søde hvedekornsgrød, der tilberedes til begravelser og rekviemmer), og vinen og det flettede hvedekornsbrød blev velsignet, og det blev alt sammen delt rundt til menigheden bagefter … Så lille er nu det åbne fundament, som om kirken var skrumpet ind - som en håndfuld knogler efter, at kødet har opløst sig - og dog rummede den dengang evigheden i sig. Dens skikkelse flimrer stadig et øjeblik i den varme luft. Her kom min moder og bad, da hun var studerende, og så mange før hende, slægtled efter slægtled … Vi er de sidste, der kom. Her er vejens ende.

Denne rejse har Eugène Ionesco skildret engang. Den hedder "Rejser hos de døde". Han var faret vild i mindernes labyrint og søgte som en vanvittig efter "det tabte rum", efter gader og huse, hvor han havde boet som barn. Han ledte og ledte, til en stemme sagde inden i ham: "Der er intet tilbage. Ikke engang erindringen".

Jo, der er stadig erindringen, min spinkle, skrøbelige erindring, som vil forsvinde sammen med mig eller måske endda før mig. Men jeg har ikke desto mindre pligt til at huske og fortælle de andre, at her havde været en kirke engang, at jeg har set den, min moder har set den. Men vil de tro på mig, de, som kommer efter mig, vil de forstå, hvad jeg siger, vil de overhovedet kunne fatte mine ord?

Fra den anden bred af Dâmbovita, som måske ikke var dér mere, kunne man høre, dæmpet af afstanden, bylarm, bilernes støj og lyden af menneske-mængden. Menneskemængden i en by, der ikke eksisterede mere, men som vor forgængelige hukommelse stadig bevarede i sine afkroge, så vi stadig for en kort stund kunne spadsere på gader, der var forsvundet, under lindetræer for længst visnet, langs mure, der for længst var styrtet i grus; så vi stadig kunne bede i kirker, hvis døre erindringen gavmildt holdt åbne i natten.

Og så vil erindringen måske en dag spredes for alle vinde, som mælkebøttens hvide glorie, der opløser sig i solen.

Her havde stået et hus med høje vinduer, under hvis karnap jeg engang søgte ly for regnen. Den varme sommerregn, som kærligt, rensende og fornyende skyllede ned, så man bød den velkommen med hele sin krop. Og dér havde været en have med kirsebær- og abrikostræer og med løv, der bøjede sig over fortovet og fyldte luften med den søde høsts forjættelse … Er selv rødderne rådnet op under jorden?

Og støvet rejser sig kvælende - for megen smerte, der ikke er blevet begravet.

Der er intet tilbage, der er ingen; vi er nået så langt, at vi er hinsides døden.

"Hvor kommunismens le har slået, dér rejser græsset sig aldrig igen", hvisker en stemme i mig som et omkvæd, jeg kun kender alt for godt. Vig bort, håbløshed, som suger vor sidste bloddråbe og knuser det sidste af, hvad der er tilbage af vor sjæl. Vig bort, du, den sidste af alle fristelser.

Fra hukommelsens dybder rejser standhaftigt en anden røst sig og spinder videre på et gammelt folkeeventyr:

"Og prinsen tog vejen mod Øst og red og red og red, tre dage og tre nætter red han, til han kom til en umådelig stor slette. Dér var græsset brændt, og alt var dækket med menneskeknogler. De var nået til dragens land … Og hesten vendte sig mod sin herre og sagde til ham: "Tag til din fader, herre, og sig til ham, at han skal give dig de klæder, han gik i i sin ungdom, og slagsværdet. Tag det og rens det for rust, så det igen skinner blankt … Tag sværdet og begynd din dåd!"

Findes der stadig nogen vej tilbage? Findes der sværd? Nej, sværdet kan du ikke løfte mere. Det er for længst blevet ædt op af rust, det nytter ikke at grave det op, rust og muld vil blot forgifte dit blod. Der er ingen smede på vore egne længere. Og selv om du fandt dit sværd … løfter du det, forvandles fjenden til flamme og røg, for den eksisterer ikke, men er udødelig. "Den Røde Kejsers" mandslinge, som vore folkeeventyr forudanende har fortalt om, er uden et genkendeligt ansigt. Om dagen antager de menneskelige træk og blander sig med de almindelige mennesker, om natten gemmer de sig i deres underjordiske gallerier, hvorfra de angriber. Når du vågner om morgenen og går hen til vinduet for at åbne det, opdager du, hvor meget de har erobret i nattens løb. "Erobret" er alligevel ikke det rette ord: Det eneste tegn, de efterlader sig, er ødelæggelsen. Her hjælper ingen sværd mere, som i fordums dage. Det, der skal til, er smede fra dybet, som véd, hvordan sjælene skal lutres, så de skinner blanke. For du skal holde fast ved det, du forstår, og det, du har helligt, og holde dig vågen, så der ikke skal komme en morgen, da du med rædsel, men måske også med lettelse brat indser, at du også, mens du sov, har givet op og er blevet ligesom dem.

Skumringen falder på … Denne vej bliver man nødt til at gå til ende.

To forbipasserende midaldrende kvinder dukker pludselig op, uden at jeg har bemærket hvorfra. Jeg standser dem og giver mig til at stille spørgsmål. Jeg spørger efter "Podul Izvor", hvor nogle af mine venner engang boede. "Nej, den gade findes ikke mere". Jeg prøver igen, navnene kommer hastigt frem, det ene efter det andet: "Alba-Postavari"-kirken, "Sfânta Vineri"-kirken (Den hellige Fredag"-kirken), Izvorul Tamaduirii"-kirken ("Helbredelsens Kilde"-kirken) … De ryster på hovedet. Men jeg bliver ved. Jeg tager mod til mig og spørger også efter kirken med de hellige Peter og Paulus på hver sin side af jerndøren: "De mener Mariæ Hensovning-kirken", siger de, "ja vist, det er lige ud og så til højre … i Strada Sapientii".

I denne by, som var forsvundet, fandtes stadigvæk en gade, der hed "Sapientii". Ikke "Videnskabens Gade", det navn, som så mange gader bar, der var en "Videnskabens Gade" i hver en landsby og hver en by, men "Sapientii", dvs. Viisdommens, Den Guddommelige Viisdoms Gade. Det var forunderligt at høre dette navn igen - et navn, der kom langvejs fra, fra bøger, fra denne bys historie, fra andre tider, fra hinsides tiderne.

Jeg skyndte mig af sted, bange for at have misforstået. Og dér var den: Den Guddommelige Viisdoms Gade med sine små huse og med skumringens lys, der spejlede sig i ruderne og eksploderede i tusinder af farver. Den var dér, badet i blændende solskin, i det lys, der havde varmet mig på min tilbagerejse. Der var haver foran husene, der lød stemmer af børn, der leger - ligesom det altid har lydt i vort land, hvor børn bliver ude til sent på de varme sommeraftener.

Og med eet så jeg min kirke: Lille, et kapel næsten, så beskeden med sine kalkede, grånende mure, ved enden af den friske have. Det dryppede endnu i græsset og fra blade og blomster. Det duftede fortryllende af "Craiasa Noptii" ("Nattens dronning"), de rumænske afteners og nætters blomst, der allerede havde åbnet sine hvide bægre.

Min kirke stod dér med haven nylig vandet, og der brændte lys under det store kors med Guds Moders Ikon. Og i de to sandkasser med tag og kors på, til højre og til venstre for døren, brændte tynde gullige vokslys - for de levende og for de døde.

Jeg genkendte det lys, som jeg år efter år her ved kirken i Sapientii-gaden havde set gå fra hånd til hånd hellig Påskenat, mens én røst rejste sig fra alle de tilstedeværende og endnu en gang sejrede over deres egen ensomhed, angst og synd: "Han i sin Død traadte Døden paa Nakke".

Midt blandt ruinerne, i en by, der ikke mere var til, var der en uberørt gade, en gade, der havde bevaret sit navn. Og min kirke var dér. Den samlede husene og menneskene omkring sig og værnede om børnenes leg. Menneske-hænder havde vandet blomsterne og tændt lyset. Der var noget så enkelt og så væsentligt i alt dette - her var alt, hvad mennesket overhovedet behøver at vide, den viisdom, der giver menneskelivet mening. At tage bolig ved kirken, at være dér, tænde lyset, vande haven … Alt var her efter loven. Dette var den mest standhaftige modstand. Der var mennesker tilbage, og verden var ikke blevet øde og gold. Der var stadig mennesker, der lyttede til Gud og tog imod næsten, havde omsorg for de andre og endda for den ukendte, som fra sin udlændighed var kommet forbi.

Jeg satte mig ned på bænken ved kirken i den duftende have og fyldte mit blik med lys og min hukommelse med navnene på gravstene: De sognepræster, der havde tjent her engang - og se, deres rækker var ikke blevet brudt.

Jeg gemte dette syn i min sjæl: Der var blevet skænket mig et tegn på mit land og på mit lands mennesker, et tegn til fortrøstning, et bekræftende og forjættende tegn.

Jeg forstod, at Gud ikke havde forladt os.

Jeg var vendt hjem.

III.
Selv lidelsen skal en dag blive fuldbragt. Man skal lære at kendes ved den.

Og man skal lade være med at flygte. Hold op med at søge tilflugt i fortiden, for vi ejer ikke engang vor fortid, den blev stjålet fra os - mellem den fortid, vi tror har mening, og dagen i dag strækker det lange tabte liv sig. Det, der er levende i det, der har været, er stadig med os. Søg heller ikke tilflugt i fremtiden, så I ikke skal møde den uden olie i lamperne og glemme, at fremtiden bygges op i dagenes beskedne gerning.

Der er en tid til krig, og en tid til fred. En tid til at dø, og en tid til at tælle de døde, rejse kors og med omhu skrive navnene på gravstenene. En tid til at tie, og en tid til at sætte ord på det, der blev tabt, og det, der blev vundet, så man kan holde dem adskilt fra hinanden.

Der er en tid til at flygte, og en tid til at vende hjem. Lær dine fødder at stå fast, ret din værkende ryg, lær dine tanker at søge tilbage til rødderne og dit hjerte at grave de lysende kærter frem. I deres rolige skær vil vi kende hverandres ansigter igen, og under vore sålers vægt vil jorden sagte sige til os, at vi er hjemme, og at vi altid, selv da vi nægtede at forstå det, har været dér.

Og så vil den tid, man så længe har ventet på, komme, da døden også vil genfinde sin mening, og det ord, der endnu en gang blev sagt til os gennem de unge mennesker, der havde modet til at dø i december 1989, i sandhed vil være i os: Thi "Han er ikke Gud for døde, men for levende…"