De ædles Æt

Af Morten Pontoppidan. Tidehverv, 1929, s.33-36. Et Foredrag.

"Hvad skal frem for alt ligge os paa Hjerte?" Svar: "At vi maa være og blive Guds kære Børn, der lever ham til Velbehag og i hans Samfund bliver salige."

Saaledes svarer Balslevs Lærebog. Og det Svar er der ikke noget at sige til - andet end at det maaske lægger et vel stærkt Eftertryk paa det at blive salige. Det er vistnok hvad de fleste faar ud deraf, at det, der frem for alt skal ligge os paa Hjerte er, kort og godt, at blive salige.

Den Tankegang bliver stadig indprentet os f. Eks. gennem vore Kirkebønner. De Kollekter, der messes før Prædikenen, er hver Søndag forskellige, men alle udmunder de i Bønnen om, at vi maa "blive evindelig salige."

Dette er en gammel indgroet Tankegang, at hvad det først og sidst gælder om, er Opnaaelse af den evige Salighed.

"Kære Barn, vil du ikke gerne være lykkelig paa Jorden og salig i Himmelen?" "Jo, kunde jeg ikkun blive det!" "Vil du da vel gaa den Vej, som fører til dette Maal?" "Ja, dersom jeg kan finde den."

Saaledes begynder en Lærebog, der for 200 Aar siden autoriseredes til Brug ved Religionsundervisningen her i Landet - "Pontoppidans Forklaring", der iøvrigt var en meget god Bog for sin Tid. Men den betegnede altsaa sig selv som en Vejledning til at opnaa Lykke og Salighed.

Ja, det har gennem mange Slægtled idelig været indprentet vore Fædre gennem den kirkelige Undervisning, at hvad det drejer sig om, er: at blive salig.

Det er betegnende i saa Henseende, at i den autoriserede Oversættelse af det ny Testamente, som hidtil almindelig brugtes, var det græske Ord "Soteria", der betyder "Frelse", gennemgaaende oversat ved "Saliggørelse".

Denne ensidige Tankegang har Rødder langt tilbage. I Middelalderen blev den indskærpet ikke blot ved Ord, men stundom ogsaa med Illustrationer paa Kirkevæggene. I flere af vore Landsbykirker har man afdækket gamle Kalkmalerier, der fremstiller Sjælenes Skæbne paa Dommedag. Paa den ene Side af Billedet fører Engle de frelste ind til Saligheden; paa den anden Side ser man Djævle støde Forke i Livet paa de forstødte og smide dem ind i et gabende Ildsvælg.

Se, dette var jo en Prædiken, Folk kunde forstaa, - især Ubehageligheden ved at blive spiddet og kastet i Ildsvælget. Det andet, Saligheden, har vel været mindre let at opfatte. Men i hvert Fald betød det jo da, at man slap for at komme i Ildsvælget, hvilket var tilstrækkeligt til at gøre det til en i allerhøjeste Grad ønskelig Sag at blive salig i Himmelen, selv om man ikke ret vidste, hvad det bestod i.

Der er ingen Tvivl om, at den mest virkningsfulde Prædiken har ikke været den om de frelstes Salighed, men den, der hørte med dertil som uundværlig Baggrund: Prædikenen om de fordømtes Kvaler.

Og den Prædiken har vistnok ofte haft en heldbringende Virkning paa de haarde Halse - og har det vel fremdeles.

Men der er andre Sjæle, den ikke virker paa, Sjæle, som, naar de stilles overfor de skrækindjagende Malerier paa Kirkevæggen, tager det som hin Romer, hvem Kong Pyrrhus vilde imponere ved pludselig at lade et Forhæng drage tilside og en brølende Elefant vise sig med Snabelen udstrakt over Romeren, der aldrig havde set et saadant Uhyre før. "Dit Dyr skræmmer mig ikke, lige saa lidt som dit Guld lokkede mig", sagde Romeren til Kong Pyrrhus. Ja, saadanne Karakterer er der, som hverken lader sig lokke eller true. De findes ogsaa indenfor Kristenheden. De vil, som andre Mennesker, hjertens gerne være lykkelige på Jorden og salige i Himmelen. Men det kan for dem aldrig blive dette, som frem for alt skal ligge os paa Hjerte. Det er i deres Øjne en lav Tankegang at gøre det personlige Vel til Livets vigtigste Spørgsmaal.

*
De Mennesker, der ikke lader sig lokke med Himmerig eller true med Helvede, de, der i det hele lader sig bestemme af højere Hensyn end deres eget Velvære, dem er det, der udgør de ædles Æt, som Grundtvig1 synger om og priser Himlens Gud, at den Æt "dør aldrig ud", men at "immer sig igen forynger hver ædel Slægt i Syd og Nord".

Grundtvig skrev denne Sang som Morgensang for Eleverne i Maribos Skole i København, hvor han i sin Ungdom var Historielærer. Og hvorledes han opfattede Historieundervisningens Mening, kommer klart frem i sidste Vers, hvor han opfordrer Drengene til i Tide at give Agt paa "hvad ædle kaldte Livets Lyst", nemlig dengang de levede her.

Og for de ædle var Livets Lyst jo ikke de Ting, der hører til det personlige Velvære, men snarere den Ting at bringe Ofre for det fælles Vel. For de opvoksende unge af denne Æt kan det da aldrig blive det første Spørgsmaal: Hvordan skal jeg blive salig? Nej, det maa blive: Hvordan bliver jeg en Adelsmand, en rigtig Adelsmand, af indvortes Adel, af Sindets Adel, eller, som Englænderne siger, en Gentleman ind til Marv og Ben?

*
Her støde vi nu paa Ordet "Gentleman", som jo er engelsk, men er kommen i Brug Verden over, ogsaa her i Danmark, idet vi ikke har et helt tilsvarende Ord i vort eget Sprog. Egenskabsordet "gentle", hvoraf "gentleman" er dannet, betyder jo egentlig "mild", "blid", "nænsom". Og det er da ogsaa et Præg af disse Egenskaber, der efter engelsk Opfattelse maa være over en rigtig Gentleman. Han kendes allerbedst paa, at han er nænsom overfor de svage, imødekommende og hjælpsom overfor de smaa og værgeløse, hensynsfuld overfor Kvinden. Dette er Karakteregenskaber, som blev opdyrket hos de kristne Ridderordener i Middelalderen, og som efterhaanden er gaaet Riddernes Efterkommere i Blodet, saa at den Ting at optræde ridderligt er blevet ligefrem Instinkt hos den fødte Gentleman.

Dengang de barske Krigere blev grebet af en ny Aand og lod deres korsdannede Sværd indvi paa Herrens Alter, da var det jo meget langt fra, at de fik alle kristelige Dyder ind i Blodet sammen med Ridderslaget. Men det var dog - i al Skrøbelighed - disse Mænds Maade at underkaste sig Korsets Helt som deres Herre. Det var dog hans Krige, de skulde føre, og det var i hans Aand, de indviedes til at forsvare Kvinder og værgeløse.

Og det gælder da den Dag idag, at hvor der er sand Ridderlighed, dér er noget af denne Aand. Og jeg mener, man kan sige, at enhver ægte Gentleman er som saadan lidt af en Kristusmand. Det, der er blevet - eller er ved at blive - Instinkt hos ham, denne adelige Finfølelse, der ganske uvilkaarlig rører sig hos ham, fordi han har faaet den i Blodet, det er noget, som til syvende og sidst stammer fra Jesus Kristus. Saa man kan pege paa denne Ting, den ægte Gentlemans Ridderlighed, og sige: Se her et Stykke virkeliggjort Kristelighed! Virkeliggjort, siger jeg; thi der findes jo saa megen Kristelighed, som kun er Teori og Program. Men her taler vi om noget kristeligt, der har nedfældet sig som et Instinkt i Slægten, den rette og virkelige Gentlemans Instinkt.

Eller i Grunden kan vi vel kalde det det ny Menneskes, den ny Adams Instinkt. Og vi kan tilføje, at saa vidt som dette, det ny Menneskes, Instinkt er kommen til Udvikling hos os, saa langt er det kommen med Menneskets Forædling.

Men der er en anden Slags Menneske med helt andre Instinkter. Der er den gamle Adam, som vi alle har at trækkes med. Han læser ogsaa Lærebog og Katekisme, ligesom Fanden læser Bibel. Og naar da den gamle Adam møder det - som det allerførste Spørgsmaal: Vil du ikke nok være lykkelig paa Jorden og salig i Himmelen?, da tænker han: Lykkelig, salig, det er jo netop mit Begær! Og naar den gamle Adam kommer i Kirke og hører en Prædiken om, at han maa forsage og tro for at blive salig, da gaar han beredvillig ind derpaa. Thi han vil sandelig være paa den sikre Side og ikke risikere sin Himmerigspart.

Heller ikke vil den gamle Adam udsætte sig for at gaa glip af den timelige Betryggelse, der ligger i at have under sit Jordeliv sikret sig Hjælp og Bistand fra ham, den almægtige, der styrer alle Ting. At komme i Pagt med den højeste Magt og at have den at regne paa i alle Livets Omstændigheder, - mon den gamle Adam skulde lade et saa stort Privilegium gaa fra sig?

Nej, nej. Vil ingen andre lade sig døbe og konfirmere og gaa i Kirke og leve et fromt Kristenliv, saa vil den gamle Adam. Han skal nok indfinde sig og tage mod Naadetilbudet - paa sin Maade - og gøre sin Geschaft ud deraf.

Men den gamle Adam faar alligevel stor Nød med sin Tro og Gudfrygtighed. Nemlig naar Lyksaligheden - foreløbig den jordiske - brister for ham. Da bliver han forvirret i sine Begreber og spørger: Hvor kunde dog den gode og almægtige Gud lade dette komme over mig? Hvorfor har han ikke afværget denne Ulykke fra sit Barn? Jeg har jo forsaget og troet; jeg har fulgt Vejen, der skulde føre til Lykke paa Jorden og Salighed i Himmelen.

Men der er een Ting, den gamle Adam ikke har tænkt paa: at der for et Menneskebarn ikke kan blive nogen Salighed uden gennem Forædling, - at Guldet maa lutres i Ild; at Væksten, som skal forædles, maa føle Gartnerens Kniv; at det, Gud i Jesus Kristus har for med os og vil gennemføre hos os i sin Kraft og Vælde, det er i første Række ikke vor Saliggørelse, men vor Forædling.

Dette er en Ting, der kommer den gamle Adam aldeles paa tværs. Vor Forædling sker jo nemlig derigennem, at den gamle Adams selviske Stræberinstinkter afløses af det ny Menneskes selvfornægtende Adelsinstinkter. Og dette gaar ikke smertefrit af. Det er for den gamle Adam en højst pinefuld Operation, der da ogsaa ligefrem gaar ud paa at tage Livet af ham.

Herom skal nu gamle Doktor Morten Luther have Lov at prædike et Øjeblik for os.

Luther siger et Sted, at naar et Menneske begynder at ville gøre Guds Vilje, saa finder han sig selv svært belemret men en genstridig Adam, som lægger sig i Vejen for alle hans gode Bestræbelser, saa han bliver helt ulykkelig derover og raaber til Gud om Hjælp. Og Gud, som hører dette Raab, og som vil have sit Rige fremmet i det Menneske, lægger nu for ramme Alvor an paa denne Ærkeskælm, den gamle Adam, skaffer ham alle mulige Ulykker paa Halsen, brækker hans Forehavender for ham, gør ham det hedt om Ørerne paa alle Kanter. Ja, tilføjer Luther, det er det, Gud har for, naar han sender os alle Slags Lidelser og Genvordigheder. Til det Øjemed betjener han sig af alle Slags Redskaber: onde Tunger, skarnagtige og ildesindede Mennesker, og hvis Menneskene ikke forstaar, saa bruger han ogsaa Djævlene. Naar nu det bryder saadan løs, da kan det stakkels Menneskebarn ikke faa det i sit Hoved, at det virkelig kan være den gode Gud, som her handler. Han tænker snarere, at Gud har forladt ham og givet ham Djævlene og de onde Mennesker i Vold, eller at der slet ikke længer er nogen Gud i Himmelen. Og saa er det dog kun den gamle Adam og hans selviske Tilbøjeligheder, der med haard Haand bliver slaaet ned, for at Gud kan faa sit Rige og sin Vilje og sin Ære frem i det Menneske.

Saa vidt Morten Luther. Hvad han her siger, falder jo godt i Traad med, hvad jeg har hævdet: at det store Nummer eet er ikke vor Saliggørelse, men vor Forædling.

At vi er oplært anderledes, - at vi er blevet tilskyndede til alt for ensidigt at lægge an paa at opnaa Lyksalighed her og hisset, det har sikkert været en medvirkende Aarsag til, at Gudstroen er blevet vaklende hos mange under de sidste Aartiers rystende Verdensbegivenheder. Det er forklarligt nok, at en Slægt, der er blevet vant til at betragte Velvære som det ene fornødne, og som tillige har faaet udviklet et ret menneskevenligt Sind, ikke kan forlige sig med Tanken om en god og almægtig Gud, der lader saa store Katastrofer indtræde. Man synes, at enten maa Gud være ond, eller han er slet ikke til. Og man er da saa gudfrygtig, at det bliver det sidste, man foretrækker at tro.

Nu skal jeg ikke paastaa, at det er nogen let og simpel Sag at klare dette Spørgsmaal om, hvorledes Lidelsen og Sorgen i Verden forliges med Troen paa Guds Godhed og Visdom. Men jeg vil her blot sige, at naar man er klar over, at der er noget, der er mere værd end Velvære, - at Forædling af Tænke- og Handlemaade er det store Formaal, da forstaar man ogsaa, at det kan ligge i Guds Plan at lade det lavere Hensyn vige for det højere. Da indser man, at det at miste Velvære, ja at blive styrtet i foreløbig Elendighed kan være Vejen - under givne Forhold den eneste mulige - til Slægtens Forædling.

Dersom Menneskeslægten, opblæst af sine Fremskridt i ydre Civilisation, har for tidlig anbragt sig ligesom paa en Trone for at opvartes, for at nyde Behageligheder, for at faa opfyldt flere og flere Krav paa Bekvemmeligheder og Adspredelser, - og dersom den Menneskeslægt der saaledes sætter sig til Rette i sit Højsæde, slet ikke er kongelig, slet ikke ædel, men mere og mere ligner en Bavian paa en Trone, skal da den almægtige Gud lade den Komedie fortsættes i det endeløse, eller er det ikke forklarligt, om han løfter sin Haand og slaar Tronen bort under den for tidlig triumferende Menneskehed, saa den, liggende paa Jorden, kan begynde at komme til sig selv igen?

*
Jeg summer op. Der er, gentager jeg, ikke noget at sige til, at Kristne haaber paa at blive salige i Himmelen. Det haaber vi vel alle ved Guds Naade at blive. Men naar man stiller dette op som det, der frem for alt skal ligge os paa Hjerte, da er man ikke i Overensstemmelse med Jesus Kristus.

Nej, Jesus kommer ikke og spørger: Vil du blive lykkelig paa Jorden og salig i Himmelen? Men han spørger: Vil du følge mig og tage din Risiko? Vil du være med til at tjene, uden Hensyn til, hvad du faar for det? Vil du kæmpe som en brav Karl for, hvad du for Alvor tror, og saa lade det gaa med din Lykke og din Salighed, som det kan?

Det store Øjeblik er for Jesus ikke dit og mit Velvære her og hisset, men Guds Rige, at det maa komme. Og hvad han vil med dig og mig, det er, at ogsaa vi skal være med at "skubbe vor Centimeter."

Dette Udtryk har jeg laant fra en tysk Professor, der gik frivillig med i den store Krig, skønt han var lige ved de halvfjers, fordi han, som han sagde, vilde være med til at skubbe sin Centimeter. Han mente jo, at for hver Mand, der satte Skulderen til, kunde den tunge Vogn, Fædrelandets Sag, fremhjælpes en Centimeter - saadan noget som en kvart Tomme.

Her taler vi nu om Guds Vogn, Guds Riges store Sag. At være med til at fremme den, at faa Lov virkelig at sætte Skulderen til, virkelig at skubbe blot en Brøkdel af en Centimeter, det er jo allerede Saligheden, den eneste Salighed, man her paa Jorden skal være ude om, Og om der i det hinsidige venter os nogen anden Slags Salighed, - ja, det behøver vi ikke at bekymre os om. Vi er advarede imod at bekymre os om den Dag imorgen, og belærte om, at hver Dag har nok i sin Plage.

Jeg siger da: Lad mig opnaa en ædel Tilværelse. Og lad mig saa fortrøste mig til, at det ogsaa vil blive en salig Tilværelse, selv om det aldrig bliver et ørkesløst Velvære. Thi et ørkesløst Velvære har aldrig hørt til det, som "ædle kaldte Livets Lyst." Et ørkesløst Velvære kunde Kæmperne i Valhal ikke forlige sig med, og endnu mindre Kristi Kæmper og Følgesvende. Og det er da heller ikke en saadan daadløs og uædel Salighed, der forjættes os i Jesu Lignelse - i Ordet til den flittige og paapasselige Tjener: Du har været tro i det lidet, jeg vil sætte dig over mere. Gaa ind til din Herres Glæde.