Af N. H. Søe. Tidehverv, 1928, s.128-133. (Foredrag holdt i Studenterforbundet 10. November 1927).

Vi har fra Sognepræst N. H. Søe modtaget følgende Indlæg med Anmodning om Optagelse i "Tidehverv".

Om jeg husker ret, er det Pastor Ricard, der engang har sagt, at jo ældre han blev, des mere gik det saadan, at det største af alt i Kristendommen for ham blev Inkarnationen; det blev mere og mere saadan for ham, at han forstod, at med Julens Evangelium var egentlig det hele givet; thi naar Guds Søn fornedrede sig saa dybt, at han lod sig føde paa vor Jord, da var dermed Frelsesværket begyndt, det Frelsesværk, der nødvendigt maatte fuldføres gennem Korsfæstelsen, Opstandelsen og Himmelfarten.

Teologerne vil vide, at en saadan Kristendomsforstaaelse i det store og hele kan siges at være karakteristisk for den græske Teologi og i moderne Tid for den anglikanske. Maaske det for os vil være vanskeligt at afgøre, hvad vi synes er det største, enten at Guds evige Søn blev Menneske, iførte sig Forkrænkeligheden, eller at Livets Fyrste bøjede sig i Døden og udaandede paa et Kors. Forøvrigt er det jo saa temmelig ligegyldigt, hvad vi anser for at være størst. Baade Julens og Langfredagens Evangelium gaar i hvert Fald langt over vor Begriben.

Men baade Julens og Langfredagens Fornedrelse er nu til Ende. Efter Langfredag fulgte Paaskemorgen, Himelfartsdagen og Sædet ved Faderens højre Haand, hvor han, den fornedrede, har faaet Navnet over ethvert Navn, Herrenavnet til Faderens Ære. Det underligste er imidlertid, at man vilde tage fejl, om man derfor mente, at Kristi Fornedrelse er til Ende. Kristus den ophøjede, Herren til Gud Faders Ære, er endnu den fornedrede; thi han bor i sin Menighed, i sine troende. Kristi Fornedrelse er ikke til Ende; nej, den fortsættes indtil denne Verdens Skikkelse forgaar. Og nu skal vi ikke give os til at gruble over, hvorledes det er muligt, at han, den ophøjede, dog er den fornedrede. Det forstaar vi alligevel ikke, lige saa lidt som vi iøvrigt forstaar en Smule af den Fornedrelse, som Julens og Langfredagens Evangelier bærer Vidne om. Men vi skal tage det som et Faktum, at saadan er det: Jesus Kristus er endnu i Fornedrelse. Og saa kan det i øvrigt være, at det blev vanskeligt for os at finde ud af, hvilken Fornedrelse, der vel er den dybeste: Langfredagens Fornedrelse i Korsdøden, ja i Gudsforladthedens Mørke, eller den Fornedrelse, hvormed Kristus har fornedret sig til at bo i syndige Mennesker.

Om denne Kristi Fornedrelse, i Kraft af hvilken han bor i sine troende, taler vort Ny Testamente ofte. Ganske vist taler Ny Testamente i Reglen om dette paa en saadan Maade, at Sagen væsentligt anskues fra Menneskenes Side. Der tales aldrig særlig udførligt om det; men naar det berøres, er det gerne for at antyde, hvad det betyder for os. Og selvfølgelig er det jo ogsaa det, som det for os kommer an paa. Hvad det betyder for ham, trænger vi jo alligevel aldrig til Bunds i, og det kommer jo egentlig heller ikke os ved, uden for saa vidt vi derigennem kan faa en Hjælp til at forstaa, hvad Kristus derved vil sige os. Men jeg tror ganske vist, at dette et lille Øjeblik at staa stille og, om jeg maa driste mig til at bruge det Udtryk, prøve at se Sagen fra Kristi Side, vil være os en Hjælp til bedre at lytte til, hvad denne Tale om Kristi Iboen i de troende har at sige til os.

Først vil jeg imidlertid lige nævne nogle af de vigtigste nytest. Steder, hvor denne Kristi Fornedrelse til at være i sine troende, omtales. Vi finder dem især i de johanneiske og paulinske Skrifter. Hovedstedet er maaske Jesu egne Ord i Afskedstalen til Disciplene i Joh. 14,23, hvor det hedder, at til dem, der holde hans Ord, vil han og hans Fader komme og tage Bolig hos dem. Og videre hedder det i Joh. 17,23, at Jesus beder om, at Disciplene maa være ét, ligesom han og Faderen er ét, "jeg i dem og de i mig." Den samme Tanke er fremme i Begyndelsen af Joh. 15 (se især Vers 5) og i den store Tale i Kap. 6 om det at spise Menneskesønnens Kød o. s. v., og om den dermed givne inderlige Forening med Kristus. Hos Paulus kan der henvises til saadanne Ord som Ef. 3,17 ("at Kristus maa bo ved Troen i eders Hjerter") eller Kol. 1,27, hvor der tales om den Hemmelighed, som er Kristus i eder, Herlighedens Haab. Eller der er det mærkelige Billede, hvor de troende ses som Lemmer paa Herrens Legeme, ja som ét Kød med Herren, som det hedder i Ef. 5,31 i Tilslutning til det gltst. Ord fra Gen. 2. Og endnu mere betegnende er maaske Udviklingen i 1. Kor. 6, hvor Paulus beviser, at Usædelighedens Synd ikke er noget kristeligt ligegyldigt eller underordnet; thi "Legemet er ikke for Utugt, men for Herren og Herren for Legemet", hvorfor Utugt er Synd mod det Legeme, der er Lem paa Herrens Legeme.

Der kunde nævnes endnu adskillige Steder fra Ny Testamente; men dette faar være tilstrækkeligt til at vise, at det er Alvor, naar Ny Testamente taler om, at Kristus vil bo i de troende, og at han vil gøre sig til ét med dem.

Saa dybt fornedrer Kristus sig, Kristus den ophøjede. Og hvad betyder dette for ham? Det betyder i hvert Fald, at der kastes Skam og Vanære over ham og hans hellige Navn. Det udsætter Kristus sig altid for, naar han overhovedet vil have med os at gøre. Naar Gud vil gaa ind i Endeligheden, da "risikerer" han altid, at Menneskene misforstaar og mistyder det, der sker, og derfor haaner og besudler ham. Vore Evangelier har jo rigeligt med Beretninger om, hvad der i saa Henseende timedes vor Herre Jesus i hans Jordeliv lige ned til Beskyldningen for, at han var besat. Og selv naar Guds Selvmeddelelse sker i Ordets Form, er det en guddommelig Selvfornedrelse, der rent menneskeligt bedømt er Gud uværdig. Jeg husker, at Prof. Heim i Tübingen engang for at klargøre, hvad Gud i den Henseende, om man maa tale saa menneskeligt, udsatte sig for, fortalte følgende Historie: Dengang da de første Pionerer fra Frelsens Hær kom til Paris, til denne i mange Henseender aandeligt vanskøttede og kristeligt forkomne By, gik de ud i et Arbejderkvarter og fik snart samlet en Skare af Arbejdere med deres Damer og "Damer" om sig. Og da de saa denne Hob forkomne Mennesker, syntes de, at de vilde bringe dem det allerbedste i Kristendommens Budskab og tog derfor til Tekst for deres Tale Ordet fra 1. Joh. 4: Gud er Kærlighed (Dieu est amour). Og da disse i Vankundighed og Synd nedsunkne Mennesker, som kun var vant til at høre Ordet Kærlighed anvendt i én bestemt Betydning, hørte dette Ord, brast de i Latter; de troede, at det var en Vittighed; og det tog temmelig lang Tid for Frelsens Hærs Soldater at faa dem til at forstaa bare lidt af, hvad Meningen med disse nytest. Ord er.

Ja, Guds Selvmeddelelse til vor Verden er altid en guddommelig Fornedrelse, saa dyb, at det kun kan være Guds ubegribelige Kærlighed, der gør, at han vil udsætte sig for den. Skaberen udsætter sig for at blive grint ad af Skabningen! Men der er vel intet, der i den Grad har kastet Foragt og Spot og Haan over Kristi Navn som dette, at han har nedværdiget sig til at bo i sine troende, ja, at gøre sig til ét med dem, at gøre dem til Lemmer paa det Legeme, hvis Hoved han er. Hvor har han dog haft Skam af os; hvor har han dog daglig Skam af os. Ogsaa i vore Dage haaner jo Mennesker undertiden Jesus Kristus og hans Ord; men vi hører dog meget hyppigere, især vel fra Missionsmarken, men ofte for øvrigt ogsaa herhjemmefra, at man staar med den dybeste Ærbødighed, ja Ærefrygt over for Kristi Person, men med omtrent lige saa dyb Mistillid eller maaske noget i Retning af Foragt over for den kristne Kirke. Det lader sig slet ikke sige, hvilken Sum af Vanære Jesu Kristi troende (jeg bruger med Vilje dette Udtryk og siger ikke f. Eks. Kristi saakaldte Menighed eller andre Udtryk, der kunde gøre det muligt at prøve at vælte Ansvaret over paa dem, der kun kalder sig Kristne) har bragt over Kristi Navn. Og her forholder det sig for saa vidt helt anderledes, end naar Talen er om Menneskers Grissen Jesu Kristi historiske Person eller hans hellige Ord til; for her føler vi, at vi er de skyldige, at det er vor Skyld og Skam, at der falder Vanære over hans hellige Navn.

Men naar Kristus saaledes faar Skam og atter Skam af os, maa vi saa dog ikke paa en helt anden eftertrykkelig Maade, end vi vel i Reglen gør det, se at faa Folk til at forstaa, at Kristendom er Kristus og ikke os? Er Kristendom ikke det idelig og idelig at vise bort fra os selv og hen paa Kristus, Kristus uden for os, om jeg for Tydelighedens Skyld skal tilføje det? Er Kristendom ikke det at sige: Os tilhører Skammen; ham tilhører Æren? Jo, det er Kristendom; og jeg vilde nødig, at det, som her siges, skulde misforstaas, som om jeg polemiserede mod det. Kristendom er netop altid og altid Kristus, og kristelig Forkyndelse er altid Forkyndelse af Kristus. Han skal vokse, vi forringes.

Og dog er der noget alvorligt at tilføje. Trods den dybe Kløft, der er mellem den hellige Guds Søn og os, der er Syndere, er der dog en hemmelighedsfuld Forbindelse, der er sat af Gud og derfor ikke kan brydes sønder af noget Menneske. Jeg har ovenfor nævnt Ordet fra Ef. 5, hvor Paulus overfører det, der egentlig er sagt om Ægteskabet, paa Forholdet mellem Kristus og Menigheden: De skal blive til ét Kød. Saa er det vel heller ikke at gaa uden for nytest. Tankegang, naar jeg efter Jesu Ord tilføjer: Hvad Gud har sammenføjet, skal intet Menneske adskille.

At der er en saadan Forbindelse mellem Kristus og hans troende, bliver vi i øvrigt ofte mindet om af dem, der "staar udenfor". "Verden", som det hedder i det johanneiske Sprog, har altid været overordentlig kritisk over for de Kristnes Liv. Og det er ikke blot, fordi man paa mere eller mindre skadefro Maade, i hvert Fald ud fra rent selviske Motiver, glæder sig, naar man finder Fejl og Fald hos dem, der mener om sig selv, at de hører Gud til. Var det kun det, saa var det maaske endda ikke saa slemt. Nej, det forfærdeligste er, at det i hvert Fald tit synes, som om redelige Mennesker (altsaa i hvert Fald Mennesker besjælede af det, som vi populært kalder Redelighed) med ærlig Vilje stræber at finde Jesu Kristi Sind og Kræfter fra Gud i de troendes Liv og maa opgive Eftersøgningen, fordi de intet kan finde. Man har sagt, at de troendes Liv er de vantros Bibel; og undertiden føjer man endda til, at det er den eneste Bibel, de læser; men den læser de til Gengæld ofte ret grundigt. Og vi véd godt, at meget af det, de ser deri, vækker Forargelse og støder fra, ikke paa den Maade, hvorpaa ogsaa Jesus stødte fra og forargede, men saaledes som vi véd, at der ikke skulde stødes fra. - Og det ejendommelige og forfærdelige er, at det ganske uhjælpeligt gaar saadan, at Mennesker ved at se paa os og med Rette forarges paa os, stødes bort ikke blot fra os, men fra Kristendommen. Det er et Faktum, i hvert Fald saa vidt jeg overser Situationen, at naar det tilsyneladende eller virkeligt gaar saadan, at Mennesker ved at se paa os, forarges paa os og saa dog omfatter Kristi Person med Ærbødighed eller Kærlighed, da betyder det vistnok i hvert Fald saa godt som altid, at den Jesus Kristus, de højagter og beundrer og maaske endda sværmer for, om jeg maa bruge et saa grimt Udtryk, er en historisk Enkeltperson, der ikke kan gøres ansvarlig for, hvordan hans Disciple eller saakaldte Disciple tér sig; derimod gælder deres Højagtelse ikke den Jesus Kristus, der er Menighedens Herre, ja, som Paulus siger, Menighedens Hoved. Og det vil atter, om jeg ellers skønner ret, sige, at de i hvert Fald normalt kun kan blive noget i Retning af Kristi Disciple i væsentlig samme Betydning, hvori man kan blive Discipel af en anden stor Mand eller Kvinde.

Saa kan man jo sagtens sige, som det for ret nylig er blevet skrevet (T. Schack i "Tidehverv" 1. Aarg. S. 117), at det er en barok og ukristelig Tanke, at det er de troendes hellige Liv, som skal vinde Verden for Evangeliet. Jeg vilde for øvrigt heller aldrig falde paa at udtrykke mig saadan. Det staar for mig og vel for de fleste af os som ganske selvklart, at skal Verden vindes for Evangeliet, da maa det ske ved, at Guds hellige Aand virker gennem Guds Ord. I min Tid var det for øvrigt lidt af et Kætteri ved Universitetet (et Kætteri, som jeg maa bekende, at jeg altid har gjort mig skyldig i) at hævde, at det ganske afgørende er, at Guds Ord forkyndes, og at Forkynderens Person i den Sammenhæng maa være underordnet. Det synes mig at maatte føre ind i meget ukristelige Tankegange, hvis man vilde nægte, at Gud kunde bruge et vantro Menneske til at bringe sit Ord til Mennesker og altsaa ogsaa til at gøre sin Gerning i et andet Menneskes Hjerte og skabe Liv af Døde. Men - derfor slipper vi alligevel ikke for Brodden, den Brod, der ligger i, at det i hvert Fald for os maa se ud, som om Evangeliets Sejrsgang gennem Verden vilde have formet sig helt anderledes som en Fanfare, hvis det paa en ganske anden Maade havde været saadan, at Jesus Kristus havde vundet Skikkelse i os, i sine troende. Jeg véd godt, at Skammen tilhører os og os alene; og dog er der en hemmelighedsfuld Forbindelse mellem Kristus og hans Menighed, som gør, at vi ved vor Synd uhjælpelig kaster Skam over Kristi Navn.

Der er her noget, som jeg vistnok vanskeligt vil kunne klarlægge saadan, at ingen misforstaar det. Paa en Maade er det, jeg kan godt sige selvfølgelig, saadan, at Skammen alene er vor, og at det er ny Synd fra Menneskenes Side, naar de kaster Skammen over paa Kristus. Og dog har Jesus Kristus i sin selvhengivende Kærlighed fornedret sig saa dybt, at han har forbundet sig saaledes med sin Menighed, at han bærer Skammen med den. Det er altsaa dog ikke bare Menneskers Misforstaaelse; og det kan ikke rettes ved, at vi gør det, som vi for øvrigt altid skal gøre og utvivlsomt gøre langt mere energisk, end vi gør, pege bort fra os selv og hen paa ham, den hellige og rene, vor Herre og Frelser. Nej, der er ogsaa her noget, som Jesus Kristus i sin ubegribelige Kærlighed har villet. Han er endnu i Fornedrelse, for han bor i sin Menighed; han vil bo i saadan nogle som os.

Men saa er da det, som her skal siges, først og fremmest til Ydmygelse, til at gøre alt svært for os. Der er dog vist næppe noget, der kan gøre det med Synden saa svært som den Bevidsthed, at vi ved vor Synd uhjælpeligt kaster Skam over Kristi Navn. Derfor er det saa svært at være bekendende Kristen; ja, jeg maa maaske have Lov at sige det saa personligt, at det mere end noget andet er det, der tynger paa En, naar man er Præst eller staar i et andet "direkte kristeligt" Arbejde. Det er svært at have det som sin Gerning at skulle bringe Guds Ord til Mennesker; men hvor svært dette end er, saa er det dog ikke det værste. Nej, det værste er det, som Luther i sin lille Katekismus kalder, at vi ogsaa lever helligt som Guds Børn efter Guds Ord; thi, som Luther tilføjer, ikke blot den, som lærer, men ogsaa den, som lever anderledes, end Guds Ord lærer, han vanhelliger Guds Navn iblandt os. Det er dog Tanken om det mere end noget andet, der kan gøre os angst og faa En til undertiden at ønske, at man havde valgt en anden Livsstilling. Eller kender vi, der er Medlemmer af en kristelig Forening, og som delvis oven i Købet er Teologer, det ikke, at hvis vi er kommet til mere eller mindre alvorligt at forløbe os over for en, der ikke kender os, saa ønsker vi at undgaa, at vedkommende skal faa at vide, hvad vi er? Det kan være det i høj Grad uetiske, at man helst løber sin Vej, naar man har gjort noget galt; men det kan ogsaa være det, at man saa nødig vil, at den anden skal vide, at man er Teolog, at man vil gælde for at være Kristen. I mangfoldige Tilfælde vil det jo utvivlsomt være det eneste kristeligt forsvarlige at blive, bekende Kulør og bede om Undskyldning. Det er i denne Sammenhæng et underordnet Spørgsmaal. Men det er svært at leve, naar man er mærket med Kristi Navn og dog trods alt saa nødig vilde gøre det hellige Navn Skam. Og saa forstaar vi, at selv de største i Guds Rige som Moses og Jerimias undertiden kunde ønske, at Gud havde valgt sig andre Tjenere, for de duede ikke. Og saa vi da!

Saa skal da Evangeliet om Kristus i os ydmyge os og gøre os lede ved Synden. Jesus Kristus vil forene os med sig og sig med os, saa kan det ikke gaa an at leve i Synden, saa er Synden Vanære over hans hellige Navn, saa er Synden Misbrug af hans Kærlighed, saa maa vi drives ned i Anger og Bod. Saadan vilde Paulus, at der skulde prædikes om Kristi Iboen i de troende, prædikes, saa det blev til Ydmygelse og til etisk Appel, maaske især det sidste. Derfor er det, Paulus taler om de troende som Tempel for Gud og Kristus. Og han er ikke bange for at anvende disse Tanker paa, ja, jeg fristes til at sige ret haardhændet Maade, over for ganske bestemte Synder. Jeg tænker paa det Sted, jeg allerede har berørt, Stedet i 1. Kor. 6, hvor han ud fra Tanken om de troende som Lemmer paa Kristi Legeme ved ganske nøgterne logiske Slutninger viser, hvad det følgeligt vil betyde, om en Kristen hengiver sig til Usædelighed. Mon ikke vi trænger til, ikke blot over for den Synd, men ogsaa over for andre konkrete Synder, som vi, naar vi ransager os selv, godt véd, Fristeren frister netop os med, at huske paa, hvad det vil sige, at vi er kaldede til at være Tempel for Kristus? Jeg husker, at Morten Larsen engang sagde noget lignende paa sin Maade. Han talte om Forstaaelsen af den hellige Nadver, og gjorde sig til Talsmand for en næsten materiel Opfattelse af Nadverens Væsen. Men ved saaledes næsten at materialisere Kristi Legeme og Blod i Brødets og Vinens Substans fik han paa sin Maade det frem, som er Indholdet af Evangeliet om Kristus i eder, oven i Købet saadan, at han i hvert Fald var lige ved at hævde, at Kristi hellige Legeme og Blod ved Nadveren gik over i hans rent stoflige Legeme og blev en Del af hans fysiske Væsen. Og, sagde han, Bevidstheden herom var mig en mægtig Hjælp, især i min Ungdom, i Kampen mod Synden, og jeg véd ikke, hvordan jeg skulde have undværet den. - De fleste af os kan næppe følge M. Larsen, ad netop den Vej. Men mon ikke ogsaa vi trænger til at faa at vide, at enhver Form for Synd, som en Kristen gør sig skyldig i, er en Besmittelse af Herrens Tempel? Mon ikke Tiden er inde til, at vi igen trænger til at faa sat en Streg under, at det er Alvor, naar det hedder, at Jesus vil Hellighed have, at vi vore Synder begrave? Naar Jesus Kristus vil bo i os, saa er det, fordi han vil hellige sit Tempel, saa er det, for at han kan vinde Skikkelse i os, saa er Synden noget, som der uden Stilstand skal kæmpes Imod, noget, som han i os vil sejre over, men ikke saadan, at vi passivt sidder med Hænderne i Skødet og venter paa, at han skal gøre Gerningen. Nej, naar han gør Gerningen, gør han den saadan, at han sætter os i Arbejde, driver os fremad, aldrig lader os i Ro. Kristus i eder, det betyder, at Guds mægtige Virkekraft er sat ind i vort Liv, at der i os er kommet en brændende Ild, der aldrig lader os i Fred. Hvis Kristus bor i os, bliver Livet stadig Kamp. Det kan ikke være anderledes; thi den hemmelighedsfulde Forbindelse med Kristus er Forbindelse med ham, der har sagt: "Min Fader arbejder indtil nu, ogsaa jeg arbejder"; ham, der er i uafbrudt Aktivitet.

Og saa betyder dog Evangeliet om Kristus i eder paa ejendommelig Maade Fred og Tryghed i den tillidsfulde Forvisning, at det er ham og ham alene, der gør Gerningen, at som han begyndte den gode Gerning, vil han fuldføre den. Men det er en Fred midt i Striden; det er en Fred, der kun haves i Striden; det er en Fred, der fører ind i Striden. Der er her et ejendommeligt, for Tanken uudredeligt Paradoks; det er Forbindelsen af Troens Hvile og Troens Kamp, der ikke kan forklares, men kun opleves. Det er dette hemmelighedsfulde, der, naar det anskues fra en lidt anden Side, faar en Mand som S. Kierkegaard til (i Indøv. i Krd.) at tale om et Menneske, der fuldt og fast og derfor i Frygt og Bæven er forvisset om, at kun i Kristus er Salighed. Altsaa fuldt og fast og derfor i Frygt og Bæven. Fred og dog Kamp, nej bedre: Fred og derfor Kamp.

Og saa er det da klart, at Evangeliet om Kristus i eder, hvis det for Alvor tages til Hjerte, maa føre ind i Taknemlighed, fordi han vil nedværdige sig til at bo hos os og være i os. At han vil være det bekendt! Hebræerbrevet taler om, at han ikke skammede sig ved at kalde Mennesker for Brødre. Vi kan i Aften sige det saadan, at han skammede sig ikke ved at være i syndige Mennesker; han, som ikke holdt det for Rov at være Gud lig, men fornedrede sig selv; han, som fandt sit Leje, ikke i Herresale, der stod prydet for ham, men i de fattigste Kaar, han holder det heller ikke nu for et Rov at være Gud lig, at opslaa sin Bolig i Omgivelser, der er ham blot saa nogenlunde værdige. Nej, han skammer sig ikke ved os, skønt der sandelig var Grund til det.

Der kunde endnu være meget at sige om dette. Men mon ikke det vigtigste er, at hver enkelt iblandt os ganske stille gør op med sig selv, hvad det vil sige, at han, Guds evige Søn, trods alt mit, trods det og det ganske bestemte og det og det meget andet, som jeg maaske aldrig har skænket en Tanke, dog vil bo i mig, at han ikke ledes ved mig.

Men naar alt dette er sagt, saa er der endnu Grund til at spørge, om da ikke Evangeliet om Kristus i eder kan misbruges og føre paa Afveje. Jo, jeg fristes til at sige, selvfølgelig kan det det. Det kan vist enhver kristelig Sandhed; det kan i hvert Fald denne. Det er vist endda rigtigt, at dette Evangelium kan føre til to saa slemme Ting som Menneskeforgudelse eller for at sige det tydeligere Førerforgudelse og Selvforgudelse eller da i hvert Fald Selvbespejling og Selvbeundring eller noget i den Retning.

Menneskeforgudelse! Ja, naar man véd, at det er rigtigt, at Kristus vil vinde Skikkelse i sine troende, og naar det dog vel ikke er helt meningsløst, naar Paulus formaner Menigheden i Filippi til, at det samme Sindelag skal være i dem, som ogsaa var i Kristus Jesus, eller at der tales om at iføre sig Kristus, kan det saa ikke føre til, at man staar stille i Ærbødighed for et Menneske og giver ham eller hende den Ære, der alene tilkommer Gud og hans Kristus? Jeg nægter ikke, at Faren er der; men den er der da kun, naar man fuldkomment glemmer, hvordan det hænger sammen, glemmer, at hvis vi finder noget virkelig godt hos andre Mennesker, da er det udelukkende virket af Gud. Mon det ikke var muligt, at der dog kunde blive lidt af det, at vi ser vore Medkristnes gode Gerninger og saa priser, ikke dem, men deres Fader, som er i Himlene? Mon det ikke var muligt, at vi hos en og anden kunde se noget, der er fra Gud, og saa prise den Jesus Kristus, der viser sin Magt ogsaa i det strideste stride, et Menneskehjerte?

Saa ønsker jeg for Resten ikke at sige mere om det. Jeg kan nemlig ikke faa mig selv til at tro, at vi her skulde staa over for en virkelig alvorlig Fare for danske kristne Akademikere. Jeg mindes ikke at have truffet én Student, til hvem det forekom mig nødvendigt eller paakrævet at sige, at han dog ikke maatte glemme, at de Mænd, der paa en eller anden Maade betød noget i vor Kirke, dog ogsaa var syndige Mennesker, som der ingensomhelst Grund var til at forgude. Tværtimod synes jeg, at det kritiske Blik for de saakaldte store Mænds Svagheder har været overordentlig veludviklet baade hos mig selv og de Studenter, jeg har truffet paa (Jeg vilde altsaa ikke engang finde det rigtigt at sige, at den saakaldte Barth'ske Bevægelse herhjemme m. H. t. dette Punkt har udløst en bunden Trang hos visse Akademikere. Forholdet synes mig snarere at være det, at den har givet en allerede temmelig løssluppen (og for øvrigt delvis berettiget) Trang ganske frit Spillerum til at boltre sig saa rebelsk, som den finder for godt). Jeg har ondt ved at tro, at jeg skulde være ene eller omtrent ene om at have det saadan, at jeg undertiden tværtimod trængte til at minde mig selv om, at det dog godt kunde være, at jeg kunde lære noget, ikke blot rent menneskeligt, men ogsaa kristeligt af mine Medkristnes Færd, i Stedet for altid at kritisere. Ja, det kan jo være, at jeg havde set anderledes paa det, om jeg paa et eller andet Tidspunkt af mit Liv havde været mere "K. F. U. M.'sk". Men jeg maa sige, at jeg vilde ønske (men det er jo kun et uopfyldeligt pium desiderium), at hvis der virkelig har været nogen ukristelig Fører - eller Menneskeforgudelse iblandt os, at da Oppositionen var kommet fra de ældre, fra Førernes Side. Naar den kommer fra os yngre og unge, kan det vanskeligt undgaas, at nogle af os faar en ram Smag i Munden.

Selvforgudelse eller i hvert Fald noget i den Retning er derimod utvivlsomt altid en alvorlig Fristelse for de fleste Mennesker, maaske, naar det kommer til Stykket, for os alle, ogsaa for dem, der synes at være milelangt borte fra det i Fortvivlelse over sig selv. Nu er jeg ganske vist overbevist om, at jo sandere der tales om Kristus i eder, des mere virker det ydmygende. Men derfor har vi jo ikke Lov at lukke Øjnene for den Fare, at vi dog i al Fordulgthed sider og kigger efter, om vi nu ikke skulde kunne se et lille Glimt af, at Kristus er ved at vinde Skikkelse i os, og at vi saa synes at øjne dog en lille Smule, og at vi saa bliver glade - for os selv. Hovmodets Fare lurer alle Vegne; den lurer som bekendt ogsaa og ikke mindst, naar vi synes, at vi for Alvor bliver ydmygede og hjælpeløse. Men jeg har den Tro til Gud, at naar Kristus virkelig tager Bolig i et Menneskehjerte, da vil han værne mod Hovmodets Fristelse ved at aabne Menneskets Øjne for, at der intet er at rose sig af. Naar Kristus bor i et Menneske, da fører han det Menneske nedad i Ydmygelse, i Afmagt. Om han ogsaa undertiden lader et Menneske se et lille Glimt af sin Magt i hans Liv, ja, det tør jeg ikke nægte; det er vel endda saadan; men ret meget bliver det ikke; det kunde vi nemlig ikke taale. Nej, den kristne Vækst er en Vækst nedad, nedad i Hjælpeløshed og Afmagt, en Vækst i det mere at se, hvor dog Synden har plettet det alt sammen. Jeg tvivler om, at det var sundt, om det nogensinde gik os anderledes, end at, naar vi (for at tage et centralt kristeligt Eksempel) kommer til Nadverbordet, da altid kom der med Bønnen: At jeg min Vandring herefter maa føre ret som en Kristen i Helligheds Aand. Eller som det hedder i den lille latinske Bøn: quod vixi, tege; quod vivam, rege! Vi kan vist ikke taale det anderledes. Skal vi vokse, maa vi vokse ind i det bedre at forstaa, hvor langt der er igen. Og dog tror vi, at Guds Kraft fuldkommes i Magtesløsheden. Vi tror, at han vil vinde Skikkelse i os, men derved, at alt, hvad der er af os, skal dødes.

Men naar Forholdet er dette, vil vi forstaa, at det maa være saadan, at skal vi finde Frimodighed, naar det rigtig gælder, da kan det ikke ske ved, at vi ser paa noget hos os selv, heller ikke paa, hvad Kristus virker i os efter sin Vilje, men da maa vi udelukkende se bort fra os selv og hen paa Kristus, Kristus uden for os, om jeg atter for Tydelighedens Skyld maa tale saa teologisk. Der er ét eneste Sted, hvor der er Hvile, og det er i Troen paa det fuldbragte Værk, hvad han gjorde for os, da han døde for vore Synder efter Skrifterne. Naar det rigtig gælder, har vi intet andet at klamre os til end Korset, Korset, det eneste Haab, at han blev saaret for vore Overtrædelser og knust for vore Misgerninger. Jesus, jeg dit Kors vil holde og det slutte fast i Favn; mine Hænder vil jeg folde og lovprise højt dit Navn. Lad mig finde Ly og Læ under dette Livets Træ. Ja, det er Livets Træ.

Og saa skænker Gud Forvisningen om, at han, der oprejste Kristus fra de døde, ogsaa vil oprejse os ved sin Kraft. Evangeliet om Kristus i eder ender i Haabet, Haabet om den Dag, da Gud bliver alt i alle, Haabet om den nye Himmel og den nye Jord, hvor det paa en helt anden Maade end her skal virkeliggøres, at Jesus Kristus vinder Skikkelse i Mennesker. Apostlen Johannes siger. "I elskede, nu er vi Guds Børn, og det er endnu ikke aabenbaret, hvad vi skal blive. Vi véd, at, naar han aabenbares, da skal vi blive ham lige; thi vi skal se ham, som han er." Og han tilføjer: "Hver den, der har dette Haab til ham, renser sig selv, ligesom han er ren."