Dommerne - behandlersystemets forlængede arm?

Af Peter Fergo. Tidehverv, 1996, s.44-48.

Bemærkninger til en bog.

Advokat Mogens Tange har i sin bog, "Roum-sagen - en omvendt hekseproces?", 1995, givet en 200 sider stor fremstilling af den bekendte sag om påstået seksuelt misbrug af to søskende. De to børn. bror og søster, skulle fra deres tidlige barndom i deres hjem i Roum flere år igennem være blevet systematisk tvunget til seksuelle handlinger af groveste art.

På vidneudsagn fra dem begge, men især fra pigen, blev 6 voksne, heriblandt børnenes mor, ved Vestre Landsret i november 1990 af nævningerne kendt skyldige og idømt ret hårde fængselsstraffe på op til 4 år - foruden mulkt på gennemsnitligt 150.000 kr. Senere blev en syvende dømt, og en bedstemor begik selvmord, drevet af skam og fortvivlelse.

Mogens Tange, der var forsvarer for to af de tiltalte, giver en særdeles oplysende fremstilling af sagens gang, væsentligt i form af aftrykte erklæringer, breve, artikler, afgørelser o.l., alt overskueligt opstillet i 36 mindre afsnit.

*

Det begyndte i 88 med en bemærkning, fremsat af drengen, der er åndssvag i relativt svær grad. Tilskyndet heraf foranledigede en socialrådgiver, at han og søsteren blev bragt til psykologen Sine Diemar, der ernærede sig som ekspert i incestsager.

Da drengen som nævnt er åndssvag, koncentrerede psykologen sig navnlig om pigen. Hun afviste først kategorisk al tale om seksuelle overgreb, men efterhånden som månederne gik, virkede den psykologiske bearbejdning af fortrængningen, og hun blev mere og mere meddelsom - iøvrigt i takt med at hun ved socialforvaltningens besøgsforbud overfor familie og bekendte blev helt isoleret. Til gengæld bliver tilknytningen til psykologen i den grad intim, at hun boede hos denne i ugen før retsforhandlingerne og i den uge, de varede, ligesom psykologen altid var ved hendes side under afhøringerne.

Yderligere fik en kvindelig læge af socialforvaltningen den opgave at undersøge pigen gynækologisk. Lægen mente at kunne bekræfte mistanken.

*

Først på et tidspunkt, da flere af de dømte havde påbegyndt deres afsoning, blev Mogens Tange advokat i sagen, og en årelang kamp med et system, der sidst af alt indrømmer at have fejlet, tog sin begyndelse. Det var heller ikke nogen risikofri indsats: for at betegne Sine Diemar's fortrængningsterapi som indoktrinering modtog Mogens Tange en stævning for injurier med krav om hæftestraf og en erstatning på 200.000 kr., og for at have videregivet visse akter i sagen rejstes en straffesag mod ham, som blev stadfæstet i Vestre Landsret med en dom på 20.000 kr.

Forsvaret indhentede støttende udtalelser fra en professor i gynækologi, en professor i psykiatri med speciale i sædelighedssager, en embedslæge, en tidligere overlæge med speciale i medicinsk psykologi (Thorkil Vanggaard) og en retspatolog, der betegnede den gynækologiske undersøgelse som uprofessionel og påpegede, at eet af dens resultater, et simpelt anatomisk faktum, udelukkede, at pigen kunne have haft samleje med nogen mand. Da der dertil blev opnået en støttende - ornend lidt forsigtigt formuleret - udtalelse fra Retslægerådet, og endelig visse modsigelser, mangler og usandsynligheder i børnenes forklaring blev fastslået, var usikkerheden efterhånden så stor, at det i maj 94 lykkedes at få sagen genoptaget, trods modstand fra både rigs- og statsadvokat.

Den nye nævningeret fandt ligeledes sted i Vestre Landsret, men nu med dommere fra Østre Landsret. Efter næsten 12 timers forhandling erklærede nævningerne atter de tiltalte for skyldige. Dommerne voterede herefter en kort tid, vendte tilbage, og frifandt med omstødelse af nævningerne. Hermed sluttede Roum-sagen d. 7. april 1995 - eller egentlig d. 4. maj 95, da anklagemyndigheden endelig gav op og frafaldt sigtelserne.

*

Socialrådgiverens overtroisk-sensationelle ytring til Dagens Nyheder (s. 184): "Tænk, der var også dyr indblandet", minder mig om en sag, der er beskrevet i et af bindene i Das neue Pitaval, en samling af kriminalretstilfælde, som oprindelig er grundlagt af den franske jurist Pitaval, men efter det 4' bind overtaget og videreført af tyskerne. Schiller skrev forordet til første tyske udgave.

Heri beskrives blandt andre en i første halvdel af forrige århundrede, såvidt jeg husker i Østrig-Ungarn, verserende sag om en 10-årig dreng, der meldte at have beluret en lønlig kultisk akt i den jødiske menighed, under hvilken et kristent barn var blevet slagtet. Den helt usandsynlige historie fandt tiltro, båret af den herskende antisemitiske tidsstrømning. Videre og videre gik sagen, især da drengen holdt stand overfor alle politiets krydsforhør. Den fortsatte, døv for alle modindicier, inddrog stadig flere sigtede og kom til at omfatte et støt voksende antal vidneudsagn. Tilsidst havde den nået et sådant omfang, at den begyndte at antage politisk karakter og derfor tvang regeringen til at sende en særlig specialist til undersøgelsesstedet. Kort efter, under een af afhøringerne, gav drengen endelig op og tilstod, at det hele var opspind.

Også bag Roum-sagen lå en bærende tidsstrømning, der kunne forblænde kritisk ædruelighed: incestbevægelsen. Den opstod i Amerika i 70-erne som et særligt udtryk for radikaliseret feministisk ideologi. Den ene kvindelige psykolog efter den anden havde kvinder i psykoterapi og kunne, ved at reaktivere det fortrængte, oplyse den målløse klient om, at hun i sin tidlige barndom havde været offer for faderens eller et andet mandligt familiemedlems seksuelle misbrug. Efter adskillige erstatningssager mod psykologer blev der oprettet et rådgivningscenter for ofrene for psykologisk fortrængningsterapi, og en arbejdsgruppe vedrørende denne specielle modestrømning blev nedsat af den amerikanske psykolog-organisation.

Fra Amerika kom bevægelsen til Europa. I England manifesterede den sig bl.a. som den berygtede Cleveland-sag, hvor en kvindelig læge i rask følge fik henved 100 familier sigtede for incest, indtil de af politiet hidkaldte eksperter frikendte dem. Norge oplevede den groteske Bjugn-sag med dens beskyldninger mod 33 respektable borgere. I Italien forekom en særlig tragisk sag med dom og senere frikendelse af forældrene, men med deres ubodeligt søndrede tilværelse til følge.

Overfor de tragiske følger må man imidlertid holde sig det grundprincip for øje, Sine Diemar har udtalt som sit: at "man vender tingene på hovedet, hvis man synes at målet er al frelse een voksen ud af 1000 på måske 100.000 børns bekostning". Denne kriminalistiske forholdsregning er incestbevægelsens danske udgangspunkt. Fra midten af firserne skyllede moden gennem vort land. Da forlød det, at hver fjerde dansker som barn havde været offer for "grænseoverskridende" seksuelle handlinger, og at der statistisk i hver klasse sidder to piger og en dreng, der bliver seksuelt misbrugt. Børnetelefonen hævdede allerede de første to måneder efter at den åbnede i 88, at have haft henvendelser fra 25 piger, der fortalte om den incest, de dels var, dels havde været udsat for i hjemmet. En kvindelig lektor i strafferet forsikrede i den anledning, at 20.000 børn bliver mishandlet årlig, og at heraf opringningernes incesttilfælde "kun er toppen af isbjerget". Kristeligt Folkeparti foreslog i 88, at folkeskolelærere skulle uddannes til i tide at opdage incest-symptomer hos børnene, og Dansklærerforeningen udsendte i november 90 en håndbog om emnet til brug i undervisningen. Socialcentrene blev udstyret med I. Olsen: "Hvad siger loven om incest", 1989, og diverse psykologer gav i børneinstitutionerne kursus om incestens problemer og signaler. Den massepsykologiske effekt udeblev ikke: da Roum-sagen i 89 dukkede op i pressen, var ifølge Rigspolitiets statistik antallet af politianmeldelser for incest 9, men i 91 var tallet 124.

Der er ikke noget så mærkværdigt endda i den præstation, at bearbejde en helt isoleret pige i præpuberteten til efterhånden gennem en månedlang suggestion á deux at tro på sine manipulerede forestillinger om seksuelle handlinger. Hvad Sine Diemar påstår at have præsteret, er imidlertid ikke en suggestion, men en ophævelse af fortrængningen af de seksuelle overgreb.

Jeg er af den opfattelse, at netop hele grundkonstruktionen omkring fortrængningsbegrebet finder falsk anvendelse i denne sag, hvis akter jeg kender nærmere til, da jeg en kortere periode var bisidder for een af de dømte.

Den psykoanalytiske lære om fortrængningen er, at vor psyke, som forsvar overfor det, der er sjæleligt smertefuldt eller moralsk utåleligt, kan fortrænge det ned i underbevidstheden, hvor det i kraft af en såkaldt dissociation eksisterer latent. Man kunne - hvis man accepterer dissociationsteorien - forestille sig, at en yngre kvinde, der havde kønsmoralsk bevidsthed, og som blev udsat for et seksuelt traume, sjæleligt forsvarede sig ved at fortrænge oplevelsen til det underbevidste. Men en 7-årig pige, der er opvokset i et miljø med en i den grad bundfordærvet og umoralsk indstilling, som der her må være tale om, kan ikke godt antages at besidde en så udviklet kønsmoral eller forestilling om kønsære, at de seksuelle handlinger af hende ville opleves som så krænkende eller uudholdelige, at hun måtte ty til fortrængning af dem. At det skete ikke havde karakter af psykisk traume for hende, finder jeg bekræftet ved hendes udtalelse i Landsretten om, at "først da hun kom i plejefamilie gik det op for hende, at ikke alle familier var som hendes egen. Tidligere troede hun, at alle familier gjorde som hendes, selv om hun ikke kunne lide det, regnede hun derfor ikke med at det var forkert, hvad der var gjort". Her mangler så netop den psykologiske betingelse for at det, pigen skulle have været udsat for, var en traumatiserende krænkelse eller en krænkelse overhovedet. Der kan derfor ikke have fundet nogen fortrængning sted. For hende var de seksuelle overgreb ikke det, som de ifølge Sine Diemar's udtalelse i BT d. 14/9-92 altid er for et barn, nemlig "en forfærdelig ting, en frygtelig oplevelse".

Iøvrigt vil efter teorien en omfattende fortrængning gøre sig gældende i form af nervøse eller neurotiske symptomer, men der foreligger i den psykologiske beskrivelse af pigen intet om neurotiske symptomer, der ellers måtte være udprægede i betragtning af, hvor voldsomt et konfliktstof, der skulle være tale om. Tværtimod betegnes pigen som "kvik". Da psykologen forsøger sig med påstanden om, at hun lider af nervøs spisevægring, bliver hun indlagt på Viborg Sygehus - hvor man konstaterer, at hun er rask og sund.

Fortrængningsthesen vakler også i lys af henvendelserne til Børnetelefonen. Hvordan kan disse piger ringe op og fortælle om dette "frygtelige og forfærdelige", som er overgået dem? Det skulle jo være fortrængt, så at kun måneders psykologisk forløsningsarbejde kunne genfremkalde det - og det især da deres kønsmoralske baggrund fuldtud disponerer dertil, idet de ifølge Børnetelefonen alle er fra "pæne middelklasse hjem" (Jyll.-Post. 17/2-88, BT 19/2-88).

*

Men ellers giver bogen om Roum-sagen mig anledning til et par bemærkninger vedrørende borgerens retssikkerhed i de tilfælde, modparten er offentlig myndighed. Mine erfaringer er her sager om tvangsmæssig udeanbringelse af børn.

Jeg genkender således fra tvangsfjernelsessagerne og socialforvaltningens selvbestaltede efterforskning det helt uacceptable forhold, at sagens initiativ og disposition er i det offentliges hænder. Det er socialforvaltningen, der kobler en psykolog til sagen og beslutter yderligere undersøgelser. Det er socialforvaltningen der rundt om (skole, institution, læge o.l.) indhenter brugbare oplysninger. I det tilfælde, tvangsfjernelsen beror på mistanken om seksuelt overgreb på barnet, er det også socialforvaltningen, der afgør, om den vil politianmelde mistanken. Finder den, at sagen næppe kan holde, undlader den anmeldelse og fortsætter sagen i eget regi - med en tvangsfjernelse som "dom".

Af Roum-sagens journalark kan det ses, at det er socialrådgiveren, der rejser sagen - ikke med en politianmeldelse, men ved at hun henvender sig til incest psykologen Sine Diemar. Samme socialrådgiver får pigen og broderen anbragt i plejefamilie, bestemmer pigens (hovedvidnets) totale isolation, og sender hende til lægen Bettina Holm til gynækologisk undersøgelse. Af journalarkene kan ses, hvorledes socialforvaltningen parallelt med politiets afhøringer selv arbejder på sagens udvikling. Der afholdes møde på møde med vekslende deltagelse af socialrådgiveren, de to børn, psykologen Sine Diemar, plejeforældrene og lærere fra børnenes skole.

Ved eet af møderne "aftales der på hvilken måde vi skiller de oplysninger, som er til politiet, og de, som er til brug for socialudvalget". Den undersøgende, kriminalbetjent får besked om "at han skal samarbejde med psykolog Sine Diemar". Sine Diemar er til stede ved alle afhøringer af pigen (til tider "5 timer i træk"). Sine Diemar drøfter med politiet "vedrørende afhøringsform". Sine Diemar udpeger børnenes advokat.

*

Videre genkender jeg det lige så urimelige forhold, at den af forvaltningen engagerede psykologs undersøgelse foregår lukket. Der er ingen som helst indsigt med, hvad der er foregået, når den rare og forstående psykolog kommer til den ellers afsondrede pige for at fortsætte den sjælelige maieutik. Ingen veed, hvordan det gik til under den leg med kønsdukker (anatomiske dukker), der er blevet gennemført. Ingen har nogen anelse om, hvor mange spørgsmål, der var ledende eller suggestive. Hele den proces, hvorved bevislighederne tilvejebringes, er unddraget enhver kontrol, og ligner meget den hemmelige forundersøgelse. Det er fatalt, at ikke enhver af de psykologiske seancer er optaget på videobånd. En sådan anvendelse af videooptagelse er ellers politiets normale praksis i sædelighedssager om børn, og iøvrigt i udlandet almindelig praksis i børnesager, navnlig i England, hvor opmærksomheden i højere grad er rettet på retssikkerheden, og ikke som her mere på skyldspørgsmålet. Jeg har kun i eet tilfælde blandt 81 psykologiske undersøgelser af børn set videooptagelse taget i anvendelse. Det drejer sig om Bispebjerg Hospitals børnepsykiatriske afdeling, der slutter en erklæring med at oplyse, at barnets mor er indkaldt til "gennemgang af den psykologiske testning, der er optaget på video". Var den grundrimelige fordring blevet opfyldt, at den psykologiske bearbejdning og testning af pigen forelå i videooptagelse, havde det været muligt at øve kritik af beviset. Af de tvangsfjernelsessager, hvori jeg har været bisidder, har fem drejet sig om påstået seksuelt misbrug af barnet. Det af socialforvaltningen fremlagte bevis har netop været en psykologisk undersøgelse med kønsdukker. Psykologerne fastslår ganske kort, at prøven afslørede, at barnet havde "en indsigt i seksuelle forhold, der er ud over det alderssvarende". Denne påstand er forvaltningens "bevis" mod forældrene. Da der ingen optagelse foreligger af testningen, kan bevismidlet ikke gøres til genstand for nogen som helst prøvelse.

*

Endelig kom et tredie af tvangsfjernelsessagernes retssikkerhedsmæssige problemer, og eet af de vanskeligste, også frem i forbindelse med Roum-sagen. Det findes ikke i Mogens Tange's bog, men figurerer i en del af den avisdebat, sagens fornyede behandling gav anledning til.

På pressens omtale af den af forsvaret indhentede, og for sagen meget afgørende, udtalelse fra den pensionerede retspatolog, dr. med. Preben Geertinger, reagerede, formanden for Retslægerådet med den udtalelse (Jyll.-Post. 10/4), at "man kunne få den tanke - måske uberettiget - at Geertinger ensidigt repræsenterede de tiltalte". Tilsvarende (samme artikel) fastslog rigsadvokaten, at "Preben Geertingers udtalelse er betydeligt svækket af, at den er indhentet og betalt af den ene part".

For ganske nylig kom samme motiv frem i anledning af den af Sundhedsministeriet foranstaltede konsulentanalyse af arbejdsforholdene i Sundhedsstyrelsen. Rapporten, der blottede en dybtgående utilfredshed med den øverste leder, medicinaldirektøren, gav professor i offentlig ret, Claus Haagen Jensen, anledning til den kommentar i TV-1 d. 12/12, at sådanne fra konsulentfirmaer indhentede analyser rummer det retssikkerhedsmæssige problem, at "man må regne med, at konsulenterklæringen ikke er uvildig, da konsulenten vil tækkes opdragstilleren for at komme i betragtning ved fremtidige opgaver". En lektor i forvaltningsret har ligeledes den bekymring, at det ikke kan udelukkes, at konsulentfirmaet "søger at komme til det resultat, opgavestilleren ønsker" (Kr. Dgbl. 14/12).

Men hermed er egentlig altid og principielt borgerens bevisposition i forhold til det offentlige særdeles svag. Hverken formanden for Retslægerådet eller rigsadvokaten har nogen tilsvarende bekymring med hensyn til det af kommunen fremlagte psykologiske bevis. Det offentliges erklæring kan ikke anskues som "indhentet af den ene part". Den er ikke "betalt", endskønt jeg af de sagsakter, jeg besidder, kan se, at Sine Diemar's betaling for perioden sept. 89 - febr. 90 var 122.520 kr. Hun oplyser, når en bevillingsperiode er udløbet, om nødvendigheden af en ny, og får derfor for perioden 15/3 til 31/5 bevilliget yderligere 12.750. Da retssagen skal foregå, understreger hun vigtigheden af sin assistance og beregner denne til ca. 30.000 kr. Efter retssagen mener hun, at pigen bør deltage i een af hendes "terapigrupper" o.s.v.

Den opfattelse er nemlig knæsat, at den offentlige forvaltning er objektiv og neutral. Når det offentlige fremlægget et bevis, er dette derfor også neutralt og objektivt. Det må og kan ikke indses, at "det offentlige" eller "de sociale myndigheder" konkret er bestemte mennesker med menneskers almindelige mangler og begrænsninger. I Roum-sagen er "det offentlige" tre kvinder i indbyrdes nært bekendtskabsforhold, i lige grad behersket af korstoget mod incest - og iøvrigt alle tre medlemmer af Viborg Amts "misbrugsgruppe".

Jeg kan ikke se, hvorfor en psykologisk erklæring, der er betalt af forældrene, altid må være suspekt som værende "bestilt arbejde", i modsætning til forvaltningens erklæring. Tværtimod, den økonomiske fristelse er, hvor det offentlige er opdragstiller, meget større, idet alene det offentlige er en kunde, som er betalingsstærk og som kan påregnes at ville komme igen. En socialforvaltning har flere fjernelsessager og benytter flere psykologer i hver.

Rigsadvokaten aner ikke, hvilket andet retssikkerhedsproblem, hans udtalelse gemmer. Han, det offentliges mand par excellence, nedgør den private borgers bevismiddel, fordi det er betalt. Men han skulle vide, hvormange enlige mødre på overførselsindkomst eller forældre med små midler, der i en fjernelsessag må afstå selv fra det, at kunne opnå en sådan underlødig kontradiktion, fordi de slet ikke kan betale den.

Hvor udbytterigt arbejdet for en socialforvaltning er, viser Roum-sagen.

Et andet eksempel på det gensidige interesseforhold mellem psykolog og socialforvaltning afslørede en fjernelsessag fra Nørrebro i København. Vedrørende to brødre noterer sagsbehandleren i journalark maj 92, at der skal iværksættes en psykologisk undersøgelse af dem, og fortsætter: "Undersøgelsen må p.g.a. den korte tid ske ved en privatpraktiserende psykolog, hvor vi har gode erfaringer med G. S.". G. S. kender jeg fra adskillige fjernelsessager i København og Københavns Amt. Han måtte året efter ved en bestemt lejlighed offentligt give oplysninger om sin årsindtægt. Den var knapt 1.200.000 kr., så de gode erfaringer er utvivlsomt gensidige.

Dette banale forhold: at man gerne tækkes kunden, er ikke løst med den til tider forekommende anvendelse af en psykolog, der er ansat i den kommunale socialforvaltning, thi "hvis den af kommunen ansatte psykolog kom med en indstilling, som gik imod socialforvaltningen, er det jo ikke sikkert, at psykologen ville få flere sager" (højesteretssagfører og universitetslektor M. Stagetorn i Jyll.-Post. 18/7-90).

Problemet er så håbløst, at advokater til mig ligeud har udtalt, at det er forgæves at indhente en alternativ sagkyndig erklæring i en fjernelsessag, da dommerne anser den for bestilt arbejde. Her foreligger et reelt retssikkerhedsproblem. Domstolene bryder sig overhovedet ikke om, at noget fra den private sfære sættes kritisk mod forvaltningens afgørelser. Det er derfor i sig selv meget godt, at Folketingets Ombudsmand i anledning af en bestemt sag om tvangsmæssig udeanbringelse af tre børn (Folket. Ombudsm. årsberetn. 1990 s. 256) taler om "forældrenes forståelige og væsentlige interesse i at tilvejebringe erklæringer (bevismidler) fra en sagkyndig, der er uafhængig af forvaltningen", men han har åbenbart ikke forestillet sig, at sådanne erklæringer netop i kraft af deres uafhængighed af det offentlige ikke tillægges nogen vægt, ja som selvstændigt indhentede kan blive afvist af retten: landets socialforvaltning er så uvildig og uinteresseret, at en kritik af dels erklæringer egentlig ikke har mening.

Der må efterhånden være materiale nok til at kunne demonstrere denne forringelse af den enkeltes partsstilling i forhold til det offenlliges. Særlig betænkelig finder jeg dommernes håndtering af deres ret så store kompetence vedrørende bevisadgangen.

Ugeskrift for Retsvæsen (U88. 611Ø) refererer en domsafgørelse, der godt belyser praksis og indstillingen bag den. Sagsøger ville overfor et af Retslægerådet afgivet responsum fremlægge en kommentar til Rådets erklæring, som han havde indhentet hos en læge. Dette initiativ, der vel er taget i tillid til adgangen til fri bevisførelse, blev afvist af retten med den begrundelse, at der er tale om en "ensidigt indhentet sagkyndig erklæring" uden mulighed for "efterprøvelse af, hvordan erklæringen er blevet til". Aldrig er det i fjernelsessager set, at den af en socialforvaltning selv foranstaltede erklæring af Landsretten er blevet anfægtet som "ensidigt indhentet", eller er blev mødt med spørgsmålet om "hvordan den er blevet til".

Også Roum-sagen giver sit bidrag: hin dommer, der afviste at lade forsvaret fremlægge en væsentlig specialisterklæring samt at føre sine afgørende vidner, heriblandt en overlæge og en professor. Det i denne sag sandelig relevante spørgsmål om, hvordan kommunens bevis, den psykologiske erklæring, er blevet til, eksisterede slet ikke for dommeren. Hvad til gengæld retten accepterer, når blot anklagemyndigheden benytter det, er uden grænser. I Roum-sagen blev i eet tilfælde en videooptagelse benyttet - på anklagemyndighedens side. Det drejede sig om en ung retarderet pige, der blev udspurgt som vidne. Da det imidlertid ikke var muligt at få noget ud af hendes svar, blev hendes "kropssprog" udlagt som bekræftende vidnesbyrd. Dette bevis var blevet pure afvist af retten, hvis det havde været et forældrepar, der ville fremlægge det i en børnesag.

Jeg har selv i tvangsfjernelsessager oplevet, at dommerne afviser at lade en af forældrene indhentet erklæring fremlægge, eller at lade foranstalte en alternativ undersøgelse. Det var tilfældet i Vestre Landsret i oktober 90 og juni 95, og i Østre Landsret i august 87 og juni 93, i hvilket sidste tilfælde det offentlige havde præsteret 11 psykologiske erklæringer vedrørende to udeanbragte børn, hvorimod retten afslog forældrenes ønske om blot een af dem foranstaltet alternativ psykologisk undersøgelse.

Således opfylder dommere deres af Grundloven bestemte opgave, at værne borgeren mod offentligt magtmisbrug.

Denne, næsten naivt partiske indstilling er gennemgående hos dem, der repræsenterer del offentlige i dets modsætning til enkeltpersonen.

I en fjernelsessag i København i juni 95 havde moderen overfor socialcenterpsykologens erklæring om, at hendes to små børn var så understimulerede, at de snarest måtte indlægges på børnepsykiatrisk afdeling, indhentet en erklæring fra en speciallæge i neuropædiatri, der efter indgående undersøgelse af børnene fastslog, at de begge var fuldtud normale og normalt stimulerede. Da sagen blev behandlet i Ankestyrelsen, udtalte denne, at moderens erklæring var af mindre gyldighed, da der var tale om en pædiater og ikke om en psykolog. Det ligger helt uden for Ankestyrelsens retstænkning da at sikre partslighed ved at pålægge eller anbefale, at der gives moderen mulighed for at indhente en erklæring af sådan art, at den kan anses for jævnbyrdig med kommunens.

I en fjernelsessag fra Sorø, december 94, udeanbringes en 8-årig dreng tvangsmæssigt på grundlag af forvaltningens psykologiske erklæring, der betegner ham som alvorligt personlighedsskadet af moderen. Da hun, i henhold til den i bistandslovens § 66 d. statuerede ret dertil, ønsker drengen alternativt undersøgt af en børnepsykiater, skriver kammeradvokaten i marts 95 til Østre Landsret med protest mod denne begæring, og gør gældende, at "sagen er fuldt tilstrækkelig oplyst, og at der ikke er behov for indhentelse af yderligere erklæringer". I øvrigt bøjede kommunen sig, og den alternative undersøgelse kunne fastslå, at drengen psykisk var ganske normal - et vidnesbyrd, der altså efter kammeradvokatens mening ikke burde have foreligget.

Kammeradvokatens indstilling er hyppigt forekommende i socialforvaltningen. I en betragtelig del af fjernelsessager afslår forvaltningen med en fældende psykologisk erklæring i hånden - og direkte mod nævnte §66 d. - at tillade, at en alternativ psykologisk undersøgelse af barnet finder sted. Begrundelsen er eenslydende den, al kommunen "ikke finder at der er behov for en alternativ psykologisk undersøgelse". Min modpart finder ikke, at der er anden dokumentation nødig i sagen end hans!

Det er dybt skuffende, at konstatere denne partiskhed hos såvel dommere som rigsadvokat, socialchef, kammeradvokat og ankechef - mennesker, der ikke blot har pligt til, men i kraft af deres juridiske uddannelse og stilling skulle sætte en ære i, at sikre så forsvarlig en oplysning i en sag som muligt, og ikke i at kunne udmanøvrere eller direkte forhindre kontradiktion.

*

Mogens Tanges bog kaster eksemplets strejflys over afgørende spørgsmål som dommerens holdning, behandlersystemets magt, anklagemyndighedens mentalitet og psykologiens vælde. For den demokratiske proces' skyld bør den derfor finde videst mulig udbredelse.

Der bør dertil ydes forfatteren al agtelse som den, der kritisk gennemskuede det, Vestre Landsrets uforbeholdent fandt troværdigt, og for hans gennem årelang og sejg modstand fastholdte vilje, der tvang Roum-sagen til fuld afslørende udfoldelse.