Fundamentalisme

Af Søren Krarup. Tidehverv, 1990, s.119-124.

Vor tids to fundamentalistiske stormagter er marxismen og muhamedanismen, og kristendommen er ikke en konkurrent, men et opgør med begge - forudsætningen for den frihed og ansvarlighed, som fundamentalismen truer: tiden er inde til at besinde sig på det fundamentale.

En dag i foråret 1988 fik jeg tilsendt en bog, der hed "Fundamentalisme på Dansk". Den var skrevet af en mig ukendt Svend Aage Madsen, og på bogens første side var prentet med kuglepen: "Som en af bogens hovedskurke bør du naturligvis have et eksemplar. Venlig hilsen, Svend Aage Madsen".

Jeg blev rørt over venligheden og gav mig til at kigge i bogen, men allerførst søgte jeg at finde ud af, hvem denne Madsen i grunden var. Det viste sig, at han foruden at være klinisk psykolog var formand for KAP, Kommunistisk Arbejder-parti, og ved at blade i bogen anede det mig da, at han havde haft politiske eller ideologiske grunde til at skrive den. Der var tydeligvis skurke og helte. Og det var især skurkene, det drejede sig om, for Svend Aage Madsen var ude i et politisk-ideologisk felttog, hvor særligt de nulevende skurke skulle stemples. De døde slap ganske vist ikke billigt. De hed Martin Luther og Søren Kierkegaard. Af dem var fundamentalismen grundlagt og af den sidste videreudviklet på dansk. De var imidlertid døde, hvad der i KAP-formandens øjne var et fortrin, men det kunne jo ikke skjules, at de havde levende disciple, og til disse fordægtige typer hørte altså bl.a. jeg og Tidehverv. Derfor havde politikeren og psykologen sat sig til at læse teologi og Tidehverv, og det var artige ting, han havde fundet ud af. Ikke blot er Luthers teologi jo en forløber for nazismen. Ikke blot er Søren Kierkegaard en forløber for det, forfatteren i sit særlige sprog kalder for højreradikale og fascistiske bevægelser. Men det kun alt for levende og virksomme Tidehverv afsløres som en frygtelig fare for friheden og demokratiet i dag. Som forfatteren skriver i det afsluttende kapitel, der samler bogens anliggende: "Gang på gang er irrationalisme blevet til fundamentalistisk samfundssyn og undertrykkende magtpolitik - fra forsvaret for adelens, kongens og den absolutistiske enevældes regimente til Tidehvervs aktivt udfarende ideologiske og praktiske virke i dag. Søren Krarup, Tidehverv og konsorter er i disse år en del af en ultra-reaktionær strømnings forsvarskamp for det bestående, en forsvarskamp der føres ved hjælp af ekstrem nationalisme, lov-og-orden-politik, diskriminering på grundlag af race og religion, antisocialisme og modstand mod ethvert krav om lighed og enhver social og human indstilling. Målet er et nyt udemokratisk regimente".

Disse var KAP-formandens afsluttende ord, og jeg skal ikke nægte, at det føltes pinligt at være således afsløret. Det er jo ganske vist! Formålet med alt, hvad vi foretager os, er et nyt udemokratisk regimente. Når vi læser Luther og Kierkegaard og lader os inspirere af dem, er det for at kunne vælte Poul Schlütter og Svend Auken. Vi ser os selv i rollen som partisekretæren eller føreren, der kan genindføre adelsvælde eller Hans Majestæt kongens enevælde. Vi pusler med tanken om kup ved nattetide, hvor vi kan overrumple statsministeren og erobre hans nathue og måske få et glimt af hans nye kone.
Det er ganske vist!

Jeg studerede disse indtrængende analyser med fornøjelse og kunne ikke bare mig for at viderebringe dem i Tidehvervs spalter, og især fik jeg et pudsigt indblik i det nye ord på det politiske og ideologiske bjerg - ordet fundamentalisme. Jeg kendte det ganske vist godt. I kirkelige og teologiske kredse har det været i brug længe og er især blevet anvendt om de holdninger og bestræbelser, der rumsterer i de mest nidkære dele af højkirkeligheden og indre mission. Her hed det fundamentalisme, når man hævdede, at hvert ord i Bibelen var inspireret af Gud og dermed guddommeligt og absolut, og fundamentalismen bestod tillige i hævdelse af guddommelige og absolutte bud for menneskers moralske adfærd. Sådan havde bl.a. Kirkens Ja og Nej ført sig frem i 60'erne. Vi havde betragtet det med ligegyldighed. Det forekom os at være i eklatant modstrid med luthersk kristendom, og det forekom os tillige perifert og uvedkommende. Men ordet fundamentalisme var tydeligvis ved at få andre og mere politiske overtoner i 80'erne, og det tankevækkende var, at det var sådanne ideologiske marxister, der gav det dem. For har noget været fundamentalistisk i ordets egentlige forstand i nyere historie, så har det jo været den marxisme, der altid har ført sig frem som en objektiv sandhed og som med absolut sikkerhed har kunnet sondre mellem gode og onde, retfærdige og uretfærdige, helte og skurke. Her var den verdenshistoriske facitliste altid lige ved hånden. Her stod man på verdenshistoriens objektive fundament og udlagde teksten med videnskabelig korrekthed. Det havde vi fået et klart indblik i, da ny-marxismen brød frem i forbindelse med kulturrevolutionen af 1968, og bl.a. jeg havde skrevet flere bøger for at pege på den dæmoni, der ligger i en sådan uanfægtelig og fundamentalistisk selvretfærdighed, f.eks. "Om at ofre sig for menneskeheden og ofre Menneskene" fra 1969.

Men i takt med marxismens sammenbrud og opløsning søgte dens fortalere nu nye veje og især nye slagord. Det dokumenterede venligst Svend Aage Madsen og hans bog. Det stod os klart, der blev afslørede af hans indtrængende analyse.

Tolerance og frisind
Det var i 1988. I foråret 1989 fik begrebet fundamentalisme alarmerende aktualitet for den danske offentlighed, for da var det, at Rushdie-sagen slog ned som en bombe i en presse og et kulturliv, der hidtil har betragtet alt, hvad der kan rubriceres som "religion", med overbærenhed.

Ayatollaens dødsdom over den engelske forfatter og især muhamedanernes truende færd i den vestlige verden i den anledning rystede den kulturradikale medieverden. Man kom til at tænke på hønsegårdens adfærd, når høgens skygge viser sig over den. De agerende råbte op i forfærdelse og løb forvirret hid og did. Pludselig kunne det komme til at koste noget at bruge ordets frihed og stå fast på den. Pludselig blev det farligt at skrive og trykke bøger.

"Den vestlige reaktion er forargelse over den forargelse, som både lærde skriftkloge og menneskemasser i gaderne over hele den muslimske verden har tilkendegivet", skrev Tøger Seidenfaden i Weekendavisen. "Vor hjemlige "ayatollah" - Søren Krarup - griber med begærlighed chancen for en religiøs strid. Og han medvirker dermed massivt til den kollektive mistænkeliggørelse af muslimer - herunder danske muslimer - der efter ayatollah Khomeinis proklamationer er lige så nærliggende for de fordomsfulde, som den absurd og urimelig". En sådan kulturradikal chefredaktør var nemlig ikke meget for at finde årsagen til dødsdommen over Rushdie i en muslimsk fundamentalisme. På en eller anden måde måtte han jo så tage den religiøse problemstilling alvorligt og opgive at svæve betragtende over vandene. Så måtte han ligefrem forholde sig engageret til forholdet mellem kristendom og muhamedanisme og træde i karakter. Det er ikke ønskeligt for en yngre chefredaktør i det indre København, og Tøger Seidenfaden lagde derfor vægten et andet sted: "Det drejer sig om at forsvare kunstneres frie ret til at skabe og offentlighedens frie ret til at bedømme ytringer - hvad enten de er litterære, politiske, blasfemiske eller noget som helst andet. Den halvt-bizarre, halvt-skræmmende Rushdie-sag tjener til at minde os om elementære værdier: Tolerance og frisind".

Men elementære værdier må på en eller anden måde have et forhold til det fundamentale - det ligger i sagens og ordenes natur - og spørgsmålet er, hvilket fundament tolerance og frisind ifølge Tøger Seidenfaden bygger på. Og det tankevækkende er, at dette spørgsmål slet ikke syntes at være faldet ham ind. Som det meste af den toneangivende kulturradikalisme anså han tolerance og frisind for at være fundamentet i sig selv, men sådanne holdninger er jo kun form. De er ikke indhold og kan derfor ikke være fundament. De har at gøre med den ramme, i hvilken livet leves eller samtalen forløber, men en ramme er lavet til et formål. Der må et fundament eller - ligeud - en forkyndelse til at sætte rammen. Hvor man vil gøre tolerance og frisind til det elementære eller fundamentale, dér befinder man sig i den vildfarelse, der forveksler form og indhold.

Tøger Seidenfadens reaktion er forsøget på at sætte kikkerten for det blinde øje eller er kulturradikalismens vanlige bestræbelse på at slippe for at skulle træde i karakter for i stedet at kunne bevare tilskuerens eller iagttagerens uforpligtede rolle. Men naturligvis er ayatollaens dødsdom over et andet lands borger en provokation. Naturligvis er denne provokation begrundet i en fundamentalistisk religion, man ikke blot kan møde med formelle henvisninger til tolerance og frisind. Naturligvis må Rushdie-sagen tvinge den vestlige kulturradikalisme til at besinde sig på den kristendom, der er fundamentet for de borgerlige frihedsrettigheder ved at være i afgjort og principiel modsætning til al fundamentalisme.

Men det kan denne kulturradikalisme ikke bekvemme sig til, for dermed måtte den bryde staven over sin egen tro på fornuften og fremskridtet. Man har i fornuftens og videnskabens navn ment sig hævet over det religiøse, og så viser det sig, at al fornuft og videnskabelighed bryder sammen som et korthus ved mødet med en religiøs lidenskab, der giver pokker i alle formelle bestemmelser. Pludselig står man på den bare jord. Pludselig må man se i øjnene, at den foragt for religiøse og folkelige forskelle, man har hengivet sig til i kraft af sin abstrakte humanisme og i ly af hvilken man ubekymret har ladet muhamedanere strømme ind i Danmark, er en fuldstændig illusion. Ens dyrkelse af tolerance og frisind forslår som en skrædder i helvede over for en religiøs fundamentalisme, der kalder frisind for blasfemi. At henholde sig til sådanne værdier over for den fundamentalistiske fanatisme, der har udfoldet sig på gaderne i Vesten i protestdemonstrationer mod Salman Rushdies roman svarer til at ville slukke en skovbrand med opslagstavler. Her må der et andet engagement, en anden helstøbthed, en anden tro til - men troens verden har den vestlige kulturradikalisme jo lært at føle sig hævet over. Man betragter i stedet. Man er udenfor. Men nu kommer man til at måtte træde i karakter, hvis man vil overleve med tolerance og frisind i behold, for nu må man se i øjnene, hvad det er, der sætter sådanne værdier. En vestlig verden, der ikke har andet end sin tolerance at stille op over for den muhamedanske fundamentalisme, den er vejet og fundet for let.

Tøger Seidenfaden og Svend Aage Madsen udgør en tankevækkende og typisk konstellation. Den kulturradikale chefredaktør, der flygter fra den religiøse fundamentalismes trussel ind i frisindets og tolerancens indholdsløse spøgelsesverden. Den politiske propagandist og partiformand, der griber begrebet fundamentalisme med begærlighed for at kunne bruge det som slagvåben imod dem, der gør hans fundamentalistiske ideologi usikker. På den ene side en veg og vigende kulturradikalisme, der føler, at lokummet brænder, men som ikke kan tage udfordringen op uden at måtte tage sin egen position op til revision. På den anden side en kommunistisk propagandist, der på sin politiske tyvefærd råber stop tyven om dem, der har anfægtet hans position. Teoretikeren og propagandisten.

I begge tilfælde er det nødvendigt, at det forløsende ord om fundamentalisme bliver sagt.

Fundament
Og dette ord har naturligvis med kristendommen at gøre. Det hævder jeg ganske frækt. Eller det er min forudsætning, som jeg ikke agter at putte med.

Men allerførst er der grund til at definere ordet. Hvad er fundamentalisme? Hvori består fundamentalismens særlighed og hvorledes skal den mødes?

Den har som bekendt at gøre med ordet fundament, der betyder grundvold. Og intet i denne verden, det være sig menneske eller hus, kan undvære en grundvold. Hvis ikke vi har noget solidt og grundfast at sætte foden på, så falder vi. Man kan ikke bygge hus i en bundløs mose. Man kan ikke leve et menneskeliv uden at have fodfæste. Med billedet fra Ny Testamente: den, der ikke bygger sit hus på klippegrund, han ligner en dåre, hvis hus vil synke i grus, fordi regnen styrter ned og vandstrømmene kommer og vinden blæser, og det hus kan ikke bestå. Jesu fortsættelse lyder jo: Enhver, der hører de ord, jeg siger, og handler efter dem, han ligner en klog mand, som byggede sit hus på klippegrund.

Med relation til et andet bibelord: fundamentet er det første fornødne.
Og den vestlige verdens egentlige problem er jo, at dens fundament er smuldrende. Det er, hvad vi må konstatere - ikke mindst i konfrontationen med den muhamedanske fundamentalisme. Siden oplysningstiden og den franske revolution har bestræbelsen i vor del af verden drejet sig om at bygge sit hus i luften eller at gøre sig selv til sin egen instans og egen grundvold, og nu opdager denne vestlige humanisme da, at det hele skrider under den. Tidens grundstemning er fortvivlelse. Med genial intuition skildret af Søren Kierkegaard i "Sygdommen til Døden", hvor fortvivlelse er dette at ville være sin egen herre og frelser, når man kun er et skrøbeligt og dødeligt menneskebarn, der som sådant ikke selv kan lægge sit livs fundament. Og også det 19. og 20. århundredes vestlige elendighed har Søren Kierkegaard med samme geniale indføling portrætteret, når han i "Om min Forfattervirksomhed" skriver: "Aldrig som i vort århundrede var vel slægten og den enkelte i den (den bydende - den lydende; den foresatte - den underordnede; læreren - den lærende osv.) således frigjorte fra, om man så vil, alle gener af, at noget står og skal stå ubetinget fast; aldrig følte vel "meningerne" (de mest uensartede, på de forskelligste gebeter) sig således, i "frihed, lighed og broderskab", ugenerede og lyksaliggjorte under frispasens "til en vis grad"; aldrig vil vel slægten så dybt komme til at sande, at den og hver enkelt i den trænger til, noget står og skal stå ubetinget fast, trænger til, hvad guddommen, den kærlige og i kærlighed, opfandt, det ubetingede, i stedet for hvilket mennesket satte dette beundrede "til en vis grad"; Byd sømanden at sejle uden ballast - han kuldsejler; lad slægten, lad hver enkelt i den forsøge at bestå uden det ubetingede: det er og bliver hvirvel. Det kan i længere eller kortere tid, i mellemrum synes anderledes, at det er fasthed og tryghed: i grunden er og bliver det hvirvel, selv de største begivenheder og det mest anstrengende liv dog hvirvel eller som det at sy uden at fæste ende - indtil enden atter gøres fast derved, at det ubetingede anbringes, eller derved, at den enkelte, om end på nok så stor afstand, dog forholder sig til et ubetinget".

Dette ubetingede - det er fundamentet. Uden fodfæste kan et menneske ikke leve og et folk ikke bestå. Uden at noget står og skal stå ubetinget fast, kan ingen levende overleve. Fundamentet er det første fornødne, hvad enhver bygmester og i grunden ethvert menneske ved, og Vestens nuværende elendighed kommer af, at man i opblæst selvklogskab og abstrakt idealisme har villet fortrænge sin egen grundlæggende viden om fundamentets fornødenhed for i stedet at gøre sig selv og sine ideer til fundament.

Et forhold
Så meget om fundamentet. Men fundamentalisme - hvad er så det?

Som ordet siger, har dette at gøre med ens forhold til fundamentet. For mennesket er ikke et dyr eller en maskine, men et levende væsen med viden om sig selv, dvs. bevidsthed, og derfor kan man ikke undgå at forholde sig til fundamentet for sit liv. Det, jeg bygger min tilværelse på - hvad er det, og især: hvordan skal jeg forstå mig selv i forhold til det? Dette kommer intet menneske uden om at måtte tage stilling til. Vi kan sige, at heri består det særligt menneskelige. Med endnu et udtryk af Søren Kierkegaard: mennesket er et forhold, der forholder sig til sig selv - og forholdet til ens eget liv og dets fundament er afgørende for et menneske.

Og fundamentalisme er det forhold til fundamentet, der vil springe forholdet over. Og hvis det lyder indviklet, så kan vi sige, at fundamentalisme er, at mennesket i forhold til sit fundament gør sig selv til et dyr eller en maskine eller en robot. Man vil aflæse det automatisk. Man vil udtrykke det på samme bevidstløse måde som en maskine reagerer på de påvirkninger, den udsættes for. Man vil være som dyret, der blot fungerer - bestemt af de klimatiske og fodringsmæssige betingelser, det lever under.

Eller anderledes sagt: man gør sit fundament til en isme. Og en isme er en ideologi eller en patentforklaring på alt i tilværelsen, som man så efterplaprer og efterlever bevidstløst. Man spørger ikke, man parerer ordre. Man spørger ikke, man aflæser blot facitlisten. Man spørger ikke, for man fungerer som robotten.

Fundamentalisme er at gøre sit fundament til en ideologi, der ophæver forholdet til fordel for automatikken eller kadaverholdningen, og vil man sige det med eet ord, så er fundamentalisme at ophæve ansvarligheden. I ansvaret - déri ligger til syvende og sidst det egentligt menneskelige. For et ansvar er et svar-an, dvs. et forhold til det ubetingede, som jeg selv må svare til og stå inde for. Den ansvarlige er det modsatte af et dyr eller en maskine, for dyret og maskinen svarer ikke an. De fungerer. At svare an er at måtte stå personligt inde for sit forhold til sit liv og dets fundament: at måtte afgøre sig eller at måtte vælge dette forhold. Intet er automatisk.
Ingen facitliste sætter min forholden mig ud af kraft. Ingen hellig lov eller videnskabelig-ideologisk patentforklaring fritager mig fra at skulle svare selv - fra ansvaret.

De to fundamentalistiske stormagter
Fundamentalisme er den dyrkelse af fundamentet, der ophæver menneskets personlige ansvar ved at forvandle mennesket til en efterplaprende robot eller et uselvstændigt led af kollektivet, og således forstås det uden videre, hvilke der er de to fundamentalistiske stormagter i dag. Det er marxismen og muhamedanismen. Hvor meget de end måtte ligge i krig med hinanden på forskellige områder, så er de for enæggede tvillinger at regne, for de gør begge den bevidstløse efterplapren af den hellige bog til sandheden - henholdsvis Das Kapital og Koranen.

Karl Marx var discipel af den tyske professor Friedrich Hegel, der i sin filosofi søgte at gennemtrænge verdenshistoriens væsen og fatte dens evige love. Til den ende opstillede han sit system med tese, antitese og syntese - at historien udvikler sig gennem en proces, hvor det ene trin afløses af dets modsætning, hvorefter de to modsætninger forenes i det fælles højere, syntesen. Således blev historiens evige fremskridt gjort til en videnskabelig kendsgerning, for den bevægede sig jo ustandseligt fra det lavere til det højere. Og således blev videnskaben i stand til at gennemskue menneskelivets gåde og udlægge den for de enfoldige.

Dette filosofiske skema overtog Karl Marx, men i modsætning til Hegel gjorde han de økonomiske og sociale omstændigheder til det afgørende i verdenshistorien. Produktionsforholdene og ejendomsforholdene var udviklingens akse. Og over feudalismen som tesen, kapitalismen som antitesen og kommunismen som syntesen skabte Karl Marx en udviklingsproces, hvis indhold var klassekampen og hvis lovmæssighed var uomgængelig, fordi den var videnskabeligt bevist. Karl Marx var aldrig filosof eller politiker, men altid videnskabsmand. Det blev han ikke træt af at gentage. Han udtrykte ikke sit eget ønske og sin egen mening, men forelagde kun de objektive kendsgerninger. Ikke, hvad der bør være, men hvad der er. Videnskabeligt. Objektivt. Og derfor også den videnskabelige og objektive analyse af, hvad der vil ske i verdenshistorien, indtil historiens endelige mål er nået og det klasseløse samfund er oprettet og udviklingen afsluttet. Det var læren, og denne marxisme var og er en fundamentalisme, for den docerer nødvendigheden og den objektive sandhed. Mennesket er blot en ting, der sker noget med. En brik i udviklingen eller et fænomen i processen. Og menneskets frihed og ansvar eksisterer derfor ikke, for et socialt fænomen er lige så ufrit og uansvarligt som et hjul i maskineriet.

Denne totale ideologi er ikke blot totalitær, men den er også fundamentalistisk, for den ophæver ethvert forhold til fundamentet. Man lærer sin hellige lektie og gengiver den til enhver tid og over for ethvert problem, automatisk, bevidstløst, med de skinnende, glasklare øjne og faste formler, der er den besattes kendetegn - men der er intet forhold til dette fundamentale. Man efterplaprer det, men man er ikke ansvarlig i forhold til det, for der er netop intet forhold. Man har følgelig ikke frihed, ikke skyld, ikke ansvar.
Robotten. Apparatchikken. Partisoldaten med kadaverholdningen.
Det er den ene af tidens to fundamentalistiske stormagter.

Den anden er muhamedanismen. Og muhamedanismen er rigtignok i mere traditionelt religiøs stil med en hellig bog og hellige bud, men marxismen bliver jo ikke mindre hellig af at kalde sin sandhed for videnskabelig og sin lære for objektiv. Realiteten er den samme. For realiteten er, at den troende har fået det absolutte fundament for sit liv og sin adfærd, som han og hun blot skal rette sig blindt efter for at blive retfærdig. Muhamed er Allahs profet og Koranen udtryk for Allahs vilje, og den troende muhamedaner har som bekendt ikke anden pligt her i tilværelsen end at leve i overensstemmelse med Allahs udførlige bud i den hellige bog. Således bliver han frelst. Således kan han leve trygt. Faste tider, faste bønner, faste regler, faste remser. En himmelsendt åbenbaring, som han blot skal eftersige og efterleve. I robottens automatik. Uden afgørelse og ansvarlighed.

Og derfor rasende og hadefuld, udspyttende trusler og dødsdomme, når fundamentet anfægtes og fundamentalismen udfordres.

Hellig krig
For hellig krig er jo kun den logiske konsekvens af, at helligheden er blevet åbenlys og entydig. Den, der ved sig hellig, kan naturligvis ikke finde sig i modsigelse og kritik, og den krig, han eller hun kaster sig ud i af den grund, bliver derfor en hellig krig. Det er fælles for marxisten og muhamedaneren. Den første fører hellig krig mod kapitalismen og imperialismen - hvad enten det er i Angola og Nicaragua eller det i hjemlig sammenhæng er mod Shell. Den anden fører hellig krig mod enhver, der krænker Allah og profeten ved uærbødig munterhed og spot - hvad enten det sker i Iran eller England. Fundamentalisten er altid urokkeligt overbevist om sin hellige og guddommelige ret og deler verden ind i onde og gode, sorte og hvide, skurke og helte, og de onde og sorte skurke skal for fremskridtets eller Allahs skyld udryddes af jorden og de hellige herske uimodsagt fra øst til vest.

Det er den fanatisme, der ligger latent i fundamentalismen, fordi enhver kritik er en utålelig anfægtelse af de helliges retfærdighed, og det er i Rushdie-sagen denne fanatisme og vilje til hellig krig, der har skræmt et Vesten, som tror på tolerance og frisind og derfor ikke tror på noget. Friheden, kære venner, åndsfriheden og ytringsfriheden - den må vi dog respektere først af alt, siger en vestlig humanisme á la Tøger Seidenfaden til en fundamentalistisk muhamedanisme, der kalder en sådan frihed til uærbødig kritik for blasfemi, som skal straffes med døden. Overalt i den muhamedanske verden skyder knytnæver og knive i vejret på ayatollaens bud og lover død og udslettelse over de formastelige, der vover at sætte spørgsmålstegn ved helligheden, og kulturradikalismen tripper som en liggesyg høne ved denne skræmmende demonstration af fundamentalismens væsen eller - for at blive i billedet - løber forvirret hid og did i sin hønsegård under skyggen af høgen, der glider ind over hønsegården i form af snigmordere og terrorbander, og kulturradikalismen vil holde sig faren og frygten på afstand ved at slå kristendom og muhamedanisme i samme pulje og fordømme "de religiøse".

Men man bliver naturligvis ikke i stand til at modstå fundamentalismen ved at svigte sit eget fundament. Man udleverer sig kun til den fundamentalisme, man frygter. At ville værge ytringsfriheden uden at fundamentere den på den kristendom, der både principielt og historisk er åndsfrihedens forudsætning, er ensbetydende med at kapitulere over for den religiøse totalitarisme, der nu truer Vesten - og man kan se dette forhold bekræftet ved at iagttage den modstræbende fascination, som så mange kulturradikale udviser over for muhamedanismen. Med stive blikke vandrer de hypnotiserede i kvælerslangens gab. Den åndelige tomhed tiltrækkes jo uundgåeligt af den udfarende fanatisme. Her er der noget at stå på. Her er et fundament. Og de, der er uden fodfæste, fordi de har villet være deres eget livs skaber og bygge deres hus på humanismens abstrakte idealisme, de er hjemfaldne til at overgive sig til en magtfuld fundamentalisme, der skænker dem sikkerhed og tryghed.

Vi så det i mellemkrigstiden i de kulturradikales fascination af kommunismen. Vi ser det i dag i deres fascination af den anden fundamentalistiske stormagt. De intellektuelles forræderi. En kapitulation over for den totalitære trussel, der vil gøre enhver åndsfrihed og alle borgerlige frihedsrettigheder til intet.

Vort fundament
I denne situation er det nødvendigt, at Vesten finder sine egne ben og besinder sig på det fundament, man stod og står og skal stå på. For uden at noget står ubetinget fast for os, kan vi ikke blive stående. Uden at fæste ende kan vi ikke sy, uden ballast kan vi ikke sejle. Det var dette, Søren Kierkegaard for halvandet hundrede år siden sagde til en kristenhed, der var ved at opgive sig selv under den opløsende påvirkning fra humanisme og revolution, og i dag, hvor opløsningen er langt mere fremskreden, har Kierkegaards ord uhyggelig aktualitet.

Vi har et fundament. Det er Kristus eller evangeliet. Og kristendom er det modsatte af fundamentalisme, for kristendom er netop et forhold til fundamentet. Det ligger i, at den kristne forkyndelse er for troen. Ikke for konstateringen, ikke for iagttagelsen, ikke for videnskaben, ikke for anskuelsen. Men for troen.

Gud blev jo nemlig menneske i skikkelse af et lille barn, der blev født i en stald, og en hjælpeløs mand, der døde på en forbryders kors. Her var ingen ydre herlighed. Kristus førte ikke hellig krig som den sejrende profet. Han omgav sig ikke med helte, der kunne grundlægge et imperium. Han levede som et fattigt, magtesløst menneske, der døde en forsmædelig død, og han fulgtes af kun alt for menneskelige disciple, der ved første tegn på fare stak halen ynkeligt mellem benene.

Men dette fattige menneske forkyndes som vejen, sandheden og livet. Som fundamentet for enhver. Som den klippegrund, huset skal bygges på, hvis det skal kunne blive stående.
Derfor er den kristne forkyndelse for troen, for hvad ser iagttagelsen eller videnskaben andet end en meningsløs, ja absurd påstand? Men det er denne påstand, der prædikes. Det er forkyndelsen af denne arme mand som Gud, der er kristendom. Og fordi kristendom altid er for troen, dvs. har at gøre med forholdet til dette forkyndte, utrolige ord, derfor er kristendommen i modsætning til de fundamentalistiske religioner og ideologier ikke en lære, der kan opbygges hellige samfund på eller opstilles hellige bud og love ud fra.

Ved at fastholde mennesket på forholdet til fundamentet - dvs. ved at kræve tro på dette utrolige ord, afviser kristendommen tværtimod, at der overhovedet findes hellige love og hellige samfund i denne verden. Det er det, der ligger i Jesu strid med farisæerne, som ville frelse sig selv og folket via den hellige Moselov. Nej, svarede Jesus, loven er til for menneskets skyld - og derfor er loven ikke et spørgsmål om hellighed, men om det, der gavner menneskelivet. Det er også det, der ligger i Jesu strid med romermagten, der ville forene det guddommelige og det menneskelige i kejserens person. Giv Gud, hvad Guds er, og kejseren, hvad kejserens er, svarer Jesus med sigte til en sådan politisk selvforgudelse, og til kejserens embedsmand, Pontius Pilatus, siger Jesus, at Guds rige er ikke af denne verden.

Det betyder, at helligheden altid er skjult. Den er hos Gud og derfor skjult for os mennesker. Og Gud handler og virker på jorden, men aldrig i entydig og åbenbar form. Guds handling er lige så skjult som hans søn var incognito i det fattige menneskes skikkelse. Og derfor er kristendom det kompromisløse nej til ethvert menneske og ethvert samfund, der vil helliggøre sig selv eller gøre sig til af sin egen hellighed, og derfor er kristendommen, der forkynder Kristus som fundamentet det modsatte af, ja ophævelsen af enhver fundamentalisme.

Af den grund kan der ikke laves kristelige samfund. Af den grund kan der ikke gives kristelige love. Af den grund kan der ikke føres kristelig politik. Kristendom er forkyndelse af og fordring om tro på den korsfæstede Kristus, og således kan kristendommen aldrig tages til indtægt og gøres til en isme, ideologi eller fundamentalisme.

På den anden side er det den kristne forkyndelse, der sætter samfundet, lovgivningen og politikken på plads, for denne forkyndelse gør samfund, lovgivning og politik til jordiske og relative ting. Kristendommen afviser al jordisk hellighed - hvad enten man bygger denne på fremskridtstroen eller Koranen. Kristendommen kender kun syndere på denne jord. Helligheden er alene hos Gud i himlen, hvis søn og ord vi bare kan tro, ikke sætte på paragraffer og efterplapre og føre hellig krig på.

Denne relativering af det menneskelige og samfundsmæssige - det er frihedens forudsætning og mulighed. Det er slet ingen tilfældighed, at åndsfrihed og borgerlige frihedsrettigheder kun kendes i lande, hvor evangeliet er blevet forkyndt. For muhamedanerne er det blasfemi - som om man kan tillade, at Allah anfægtes. For marxister er det at svigte fremskridtets og revolutionens hellige sag - som Lenin, der under Den socialistiske Internationales kongres i København i 1910 hørte om Grundtvigs tale om frihed for både Loke og Thor og rystede smilende på hovedet ad en sådan letsindighed og efter sit kup i Rusland i 1917 straks skabte et hemmeligt politi til at tage sig af alle kritikere og vantro.

Kun den kristne forkyndelse afviser fundamentalismen, kun evangeliet kan gøre op med alle hellige, kun kristendommen kan igen og igen sætte kejseren på plads, når han strækker hænderne ud efter Guds rige.
Det er sagen.

Frihedens forudsætning
Men hvis dette fundament ikke fastholdes, kan fundamentalismen ikke afvises. Man kan stadigvæk ikke bygge et hus, hvor der kun er bundløs mose. Man kan heller ikke blive stående som frihedens forkæmper, hvor man vil placere sig i forudsætningsløshedens blå luft. En position som Tøger Seidenfadens og dermed den toneangivende kulturradikalismes er uden sammenhæng og derfor uden styrke. Det er at gøre form til indhold. Men den indholdsløse formalist er over for fundamentalismen som et vissent træ i stormvejr: han knækker.

Den fremstormende muhamedanske fundamentalisme er et varsel til Vesten og herunder til et lille sorgløst land i nord. Hvis et hus ikke er bygget på klippegrund, kan dette hus ikke bestå. Hvis vi fortsat lukker øjnene for det, der er fundamentet for vor hidtidige tilværelse i åndsfrihed og fordragelighed, så ender vi med at prisgive disse dele. Det er ikke mere gjort med at trippe som en liggesyg høne og strække sine arme besværgende ud og sige: frihed! frihed! Det er nødvendigt at besinde sig på det ubetingede, der sætter friheden ved at fæste ende for den og udgør ballasten i det skib, der er kommet i stormvejr.

Lad os i al enkelhed fatte, at vi er et kristent land. Og lad evangeliet blive forkyndt med kraft og afgjorthed som det fundament, der afviser fundamentalismen.