Boganmeldelser
Af Chr. Lindskrog. Tidehverv, 1926, s.13-15. (F. C. Krarup: Ideal Kristendom. Pios Boghandel 1926).

Det er givet, at Dr. Krarup har haft overordentlig stor betydning for et slægtled af præster. Mange af dem, som var unge for 20 aar siden, følte sig befriede ved hans tænkning og ved den klarhed og dristighed, hvormed han udtalte sine tanker. Han hjalp mange til ikke mere at tænke og dømme i religiøse spørgsmaal i en dogmatisk spændetrøje. Ved saa stærkt at vise hen til den historiske Jesus hjalp han til at skelne mellem væsentligt og uvæsentligt i den overleverede dogmatik. Og den nøje sammenhæng, han satte mellem religion og moral, gav hans teologi et praktisk og verdensaabent sigte.

Nu er der kommet en ny slægt, en slægt, som var barn eller ung under verdenskrigen, en slægt, som ikke kan betragte denne og dens eftervirkninger som noget tilfældigt, som noget, man maa løsrive sig fra og ikke for meget lade sit sind paavirke af, men som tror, at disse dages begivenheder skal præge vort syn paa verden og os selv, fordi den har vist os verden og os selv. Vore dages historie er ikke et dramatisk intermezzo, men tidens epos, som nøgternt og klart fortæller os, hvad vi har at regne med. I denne slægt er der fremkommet en ny teologi, som ikke er et udslag af "krigspsykose", men et forsøg paa at tage forholdene, som de er.

Krarup har nu i sin sidste bog taget stilling til dette nye, og resultatet er blevet en klar og principiel afvisning. "Teologi er i sin grund psykologi", det er bogens motto og bogens slutning; det er baade ment og vil blive forstaaet som Krarups svar til det nye. - Vi som er unge nu, ogsaa vi er i gæld til Krarup. Meget af det, han i sin tid kæmpede for, og som der maatte kæmpes for dengang, har vi taget i besiddelse og ejer som noget selvfølgeligt, noget vi slet ikke kan tænke os foruden. Og vi vil ogsaa prøve paa at sige vor mening lige saa uforfærdet og uafhængig af andre menneskers domme, som han gjorde i sin ungdom.

Naar jeg skal tage stilling til Krarups bog og teologi (psykologi altsaa), saa er der naturligvis ikke tale om at bevise, at han har ret eller uret; der er egentlig ikke andet at sige til det hele, end at vi tror ikke mere paa det. Vi tror simpelthen ikke paa denne psykologi, og vi tror frem for alt ikke paa den jævne vej fra jord til himmel, som Krarup her paastaar findes og er den vej, som bør befærdes.

Der er for os noget underligt abstrakt og virkelighedsfjernt over hele bogen; det viser sig paa mange omraader. Det viser sig f. ex. i, at Krarup har en udpræget tilbøjelighed til at slaas med vejrmøller. Han kæmper imod læren om Kristi to naturer, treenigheden og Guds væsen og egenskaber i abstrakt-spekulativ forstand; der er dog ingen teologer i vore dage, som for alvor beskæftiger sig med den slags ting; i hvert fald er der ingen lægfolk, som vil paastaa, at den slags spekulationer spiller nogen som helst rolle i deres religiøse liv. Hvorfor saa ikke lade alt det ligge? I hvert fald er det ikke berettiget at karakterisere den kirkelige bevidsthed ved, at den lever paa disse begreber. - Det viser sig i den maade, hvorpaa man skildrer tro i "den vulgære kirkelige betydning" som antagelse af ydre autoritet. Man maa virkelig give professor Geismar ret i, at der er en væsensforskel mellem ydre og indre autoritet, og dersom man ikke gør den forskel, er det haabløst at søge at naa nogen enighed om hele dette spørgsmaal.

Det abstrakte og virkelighedsfjerne viser sig maaske allermest i hans psykologiske betragtninger af mennesket. Krarups menneske, som gribes af moral og religion, er en skabning, som pludseligt fremtræder i verden i en moden alder og uden arv fra sine forældre, uden at have levet et liv, som er gennemtrukket af forgæves beslutninger og af ligegyldighed, uden egoismen som det bærende i sit liv. Saa kommer der ganske vist under en skildring af de religiøse motiver en adskillelse mellem "det bedste" og "det lave" i mennesket; men her gaar Krarup næsten helt over paa arvefjenden "de to naturers" parti, idet han siger, at de to er i forhold til hinanden "absolut forskellige"; vi har dog lært tidligere af Krarup, at mennesket er en psykologisk enhed. "Det bedste" og "det lave" er dog sikkert to alen af eet stykke. - Da det er dette menneske, Krarup opererer med, er det ikke saa sært at "det afgørende indtryk fra historien" skildres saadan, at man maatte have ventet, at det blev de bedste og mest energiske af farisæerne, der blev Jesu disciple, medens toldere og syndere aldrig vilde kunne finde paa, at han i nogen maade skulde komme dem ved. - - Selvfølgelig er der meget i skildringen af Jesu person, af troen og menneskets vej til den, der er baade klogt og fint skildret (undertiden mindende om W. Herrmann). At "det religiøse objekt maa have en fuldkommen ideal karakter", er selvfølgelig rigtigt (dermed er det dog ikke givet, at vi uden videre skulde være i stand til at afgøre ud fra den ideale bevidsthed, hvilke træk i gudsbilledet vi skal anerkende, hvad Luthers "De servo arbitrio" klart viser). Men dette menneske, som skal kunne spadsere lige herfra til Gud ad en slagen vej, det menneske kender vi ikke og tror vi ikke paa; selv om der undertiden er spring, saa er det dog overkommelige spring, som f. ex. naar det hedder: "Naar vi samler os til at sige "Du" til denne (højeste ideale) magt - - - saa er denne handlen det mest afgørende i det religiøse liv - - - den der skaber religion i egentlig forstand." At den religion, vi laver ved vor handlen, skulde være en virkelig forbindelse med Gud, det har vi slet ingen grund til at tro paa. Feuerbach vilde ud fra denne tankegang kunne have skrevet en udmærket bog om, hvordan Gud skabes - ikke just af vore ønsker, men af vor moral; men det er forresten lige saa godt. Hvorfor skulde vor moralske følelse være af et andet stof end vore ønsker? - Den Gud, vi saaledes har fundet, han gør os til sine medarbejdere "i kraft af den oprigtige vilje, man finder hos os." - Syndsforladelsen faas saa som en hjælp, næsten som en stimulans for dem, der er paa vej til idealet. Det er idealet, der stilles frem for ham, naar han har tabt sin selvfølelse, sit handlemod. "Der er endnu tid! Du har endnu kræfter! Gud har ikke opgivet dig! Saa behøver du heller ikke at opgive dig selv!" Naar man har mistet sin selvfølelse og sit handlemod, saa kan syndsforladelsen faa en til at spytte i næverne og tage fat igen - men om man nu trængte lige saa meget eller mere til syndsforladelse, naar man var fuld af selvtillid og arbejdede løs af alle kræfter? - Denne syndsforladelse er i hvert fald ikke for toldere og syndere, for dem, der ser, at alle deres gode og onde handlinger og tanker er gennemtrængt af synd, af selvoptagethed, at deres liv i sin grund er egocentrisk.

"Theologi er i sin grund psykologi". Derfor bygger Krarup sin forstaaelse af Kristendommen og sine grunde for dens antagelse op ved psykologi, ikke paa grundlag af aabenbaring. Fordi han ikke skelner mellem ydre og indre autoritet, vil han ikke gaa ud fra aabenbaring, som er noget ydre og derfor uantageligt for "den moderne bevidsthed", som det er ham meget om at gøre at staa sig godt med. Naturligvis taler han om Jesus som aabenbaring af Gud. Jesus viser os det ideale liv og den rette bevidsthed om Gud som vor fader. Jesus er, som man maatte vente det, naar man har den ideale bevisthed. Men naar Krarup siger, at Jesus sejrede over Verden og overvandt døden, saa maa vi protestere. Jesus døde, og dermed punktum. Krarup taler nemlig om Jesu sejr ganske uden hensyn til opstandelsen; og døden kan ikke under nogen omstændigheder være sejr over døden, sprængning af dødens lænker, tilintetgørelse af dødens magt; der kan i det højeste blive tale om en sejr, som minder om ordene: Den gamle garde dør, men den overgiver sig ikke! Og naar vi ser nøgternt paa tingene, er en saadan sejr nederlag. Efter hele Ny Testamente er det dog opstandelsen, som er sejren og tillige er aabenbaringen. - - For Krarup er opstandelsen en slutning ud fra Jesu liv; men en slutning med navnet "opstandelse" er unægtelig ikke meget tiltalende for "den moderne bevidsthed". Opstandelsen er "aktivitetens intensitet, som her overskrider de sædvanlige grænser for menneskelivet." Ja, i sandhed, med et meget mildt udtryk! Hvorfor ikke indrømme, at de sædvanlige grænser er absolutte grænser, som ingen nok saa intens aktivitet formaar at overskride? Netop derfor er opstandelsen den aldeles ubegribelige sejr, det store vidnesbyrd om Gud - og om Jesus. Og Jesu døds betydning maa derfor ogsaa ses i nøje forbindelse med det, at Gud oprejste Jesus fra de døde.

Krarup har givet sin forstaaelse af Kristendommen og søgt at begrunde dens sandhed. Og saadan kan man jo altsaa se paa det. Vi kan ikke sige andet til det, end at vi tror ikke paa det. Vi tror ikke paa denne psykologi, som fører os lige ind i himmelen, og som i virkeligheden ikke taler om frelse, men i grunden lader mennesket være det, det er. Det er en tale som ingen myndighed har, netop fordi den er alt for nærliggende for "den moderne bevidsthed" og derfor ikke kan flytte os ud over dennes grænser, ud over os selv. Det er en religion, hvor mennesket er centrum, ikke Gud; og vi synes, at skal den dybeste og fineste egenkærlighed i os overvindes, saa maa det ske ved, at vi selv ganske afgjort bliver rykket ud af tilværelsens centrum og lader Gud alene være der. Det vil ganske vist betyde, at vi ikke kan forenes med Gud eller finde ham gennem vor moralske bevidsthed. Det vil betyde, at mennesket og Gud bliver skilt, principielt, endeligt, uden mulighed for formidling. Det vil besynderligt nok ogsaa betyde, at Gud kun findes (men virkeligt ogsaa findes) i mennesket Jesus Kristus, saa at han (d. v. s. aabenbaringen) bliver udgangspunktet, og ikke den ideale bevidsthed (d. v. s. psykologien). Hertil vil Krarup indvende, at der paa den maade slet ingen mulighed bliver for at komme til forstaaelse med "den moderne bevidsthed", fordi man slet ingen begrundelse faar for Kristendommens sandhed. Men mon det dog ikke skulde være rigtigt, at det, for hvis sandhed man kan give grunde, det kan ikke være sandheden; alle begrundelser er sekundære. Derfor lyder den eneste begrundelse saadan: Kristendommen er sandheden, fordi den er det. - Men om nogen i vore dage kan forkynde Kristendommen saadan, og om "den moderne bevidsthed" vil tage imod Kristendommen paa den maade, det er virkeligt to brændende spørgsmaal.