"Det oprindelige Tidehverv" og det oprindelige Tidehverv

Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1984, s.2-7. Krabbesholm 1983.

Lad mig som indledning understrege, at det følgende kun vil være øjeblikkelige betragtninger og ikke et forsvar for hverken et forhenværende eller et nuværende Tidehverv, kun personlige overvejelser. Tidehverv eksisterer kun fra dag til dag og har aldrig villet være en institution, et parti eller en bevægelse og har derfor heller aldrig dyrket selvforsvaret.

Dekanen ved det teologiske fakultet i Århus, Viggo Mortensen, udsendte i vinter en bog "Teologi og Kritik", væsentlig bestående af en sammenarbejdning af 10 års kirkelige og teologiske anmeldelser og overvejelser i Information. Også teologien skal følge med i tidens løbende debat og gøre sig gældende. Dette synspunkt synes at have været Mortensens bevæggrund, og det skal siges til hans ros, at han har gjort sig voldsom umage og skrabet bunden for at få alt med. Hvor meget han så har forstået af det medtagne, og især hvor rammende hans vurderinger har været, er måske et andet spørgsmål. For mig at se synes det som om intet og ingen er glemt. Selv det ubetydeligste teologiske pip er kommet med. Til gengæld har det knebet lidt mere med den tunge ende. F.eks. opdagede jeg med undren, at midt i den flydende strøm af debatter og opgør og meninger, standpunkter og synspunkter er der en, Mortensen slet ikke har fået øje på. Horstmann er helt undgået hans opmærksomhed, hvordan han så har båret sig ad med det. Herover skal Horstmann dog ikke græde, tværtimod - for mig er det nærmest et tegn på, at teologien kan være så virkelig teologisk, at den ikke egner sig til brug for teologiske journalister. Dagspressen som teologisk forum er der som bekendt visse forbilleder for netop ved fakultetet i Århus, og Mortensen trasker ubekymret og uskyldigt i disses fodspor. Han skriver et sted, at årtiet, altså halvfjerdserne, var fuldt af noget, han kalder genitivteologier, bl. hvilke han nævner følgende: Gud-er-død-teologi, politisk teologi, håbsteologi, revolutionsteologi. Jeg vil føje en til: Andedamsteologi, idet jeg kom til at tænke på Fritz Jürgensens tegning: Far, er dette verdenshavet? Nej, min dreng, det er Frederiksholms kanal.

Det har altid været en problematisk sag at tale fagteologisk og professionelt om Gud. Gud egner sig ikke til at puttes ind i en teologi, han bliver så lille og provinsiel derved, og for Mortensen gælder det, at hans bog bærer et umiskendeligt præg af Århus i en vedholdende kamp for at hævde både Århus og teologien. Hvorfor skal dog teologien og dermed også teologerne ses over hovedet? Hvorfor skulle ikke også de have noget at skulle sige i den offentlige debat, der som bekendt er så væsentlig og bestemmende for fremtiden? Altså må Mortensen ytre sig. Teologien skal først og fremmest hævde sig overfor den naturvidenskabeligt bestemte videnskab om mennesket og samfundet. Ganske vist synes denne ikke at være særlig tilbøjelig til at ville høre på teologiske synspunkter, men antagelig netop derfor finder Mortensen det opportunt at præsentere et væld af synspunkter, - men derved får det hele et upræcist præg af snakkesalighed. Som der så rigtigt står på bogens bagside: I bogen vises, hvordan der faktisk i den teologiske tænkning og debat blev arbejdet på højde med tidens bevidsthed og udviklet løsninger, som vi har brug for, når vi skal møde firsernes og halvfemsernes udfordringer.

I sandhed: Hvem kan stå for så megen alvor? Tidehverv i det mindste må beskæmmet bøje hovedet og bekende, at på de højder kan det slet ikke være med. Og hvad værre er: ønsker det det heller ikke. Hvad Mortensen forøvrigt også med beklagelse må konstatere. Der var engang, mener han, da Tidehverv havde noget at sige, men nu: hvad er der tilbage andet end epigoneri og moralisme, og at Tidehverv skulle være "i kontinuitet med ret meget i bevægelsen Tidehverv, da det var en bevægelse, det er det umulig at se og bør ikke kunne skjules af nok så megen helgendyrkelse af Tidehvervs fædre". Dette sidste er et ordret, omend lidt kryptisk citat. Det fremgår ikke ganske klart, hvem der sigtes til med bemeldte helgendyrkelse af fædrene. Er det Tidehvervs teologiske kritikere, der ved at rose fædrene ufrivilligt kommer til at kaste lidt glans over det Tidehverv, der ikke mere er nogen bevægelse, eller er det Tidehverv selv, der skulle have fået den vane at helgendyrke fædrene? Er det dette sidste, der sigtes til, tør jeg sige, at der er noget Mortensen har misforstået. Eller rettere: det er ikke noget, men det er alt vedrørende Tidehverv. For Tidehverv har det altid drejet sig om, hvad der siges, og ikke om, hvem der siger det.

Men denne misforståelse er Mortensen ikke ene om. Blandt andre findes der en ved navn Johs. Lauridsen. Også han har haft travlt med at bedømme og vurdere den såkaldte tidehvervske teologi, hvad der for ham vil sige, om Tidehvervs meninger er rigtige eller forkerte. Som Mortensen finder også han, at det gamle Tidehverv var mere rigtigt end det, han kalder det ny Tidehverv. "Visse Tidehververe indtager nu den tankegang, der var Geismars og Ammundsens" skriver han, når han skal gøre den af ham konstaterede forskel mellem det gamle og det fly op. "Tilbage af det gode, der var at sige om Tidehverv, er blot det rosværdige forhold, at ordet var frit ved det nylig afholdte sommermøde (1978). Dette er da også et virkeligt gode og vel nok til, at man kan have fornøjelse af at deltage i slige møder. Tidehverv kan endnu være noget så fortræffeligt som et sted for hård kamp mellem anskuelserne", skriver han et andet sted. Dette sidste citat kunne tyde på, at han har fattet at det af ham påståede eneste tilbageblevne gode er et præcist udtryk for hvad Tidehverv alene vil være, nemlig et sted, hvor enhver har lov til at være det, han er, uden nogen form for påvirkning eller agitation, men netop i den henseende kan det ikke siges, at Tidehverv indtager Geismars og Ammundsens tankegang. Jeg vil nødigt være pedantisk og hænge mig i Lauridsens ordvalg. Ord er jo altid tvetydige, og man skylder enhver at forstå, hvad vedkommende selv lægger i de ord, han bruger. Der er imidlertid nogle af de ord, Lauridsen bruger i sin rosende omtale af sommermøderne, der får mig til at tvivle på, om han egentlig har forstået hvad den frihed som det frie ord ved sommermøderne rummer, det, han ytrer glæde over. Ikke at jeg skulle mene, at hans glæde skulle gå på, at alle standpunkter bliver stillet lige og dermed godkendte som lige gode. Denne populære forståelse af det frie ord, kaldet tolerance, er både Lauridsen og Tidehverv lige fjernt fra. Allerede beskrivelsen af det frie ord som anledning til en hård kamp dementerer denne opfattelse. Nej, ikke der ligger den forskel, som jeg mere end aner. Der er to ord i Lauridsens skildring, der ikke er helt tilfældige, og som gør mig mistroisk og lader mig se ind i den til grund liggende misforståelse af både det såkaldte gamle og det såkaldte ny Tidehverv, som ligger bag alle hans mange skriverier om Tidehverv. Det er ordene fornøjelse og anskuelser i oven anførte citat.

Som allerede sagt, jeg vil nødigt være pedantisk og bide mig fast i bestemte ord og udtryk, men at betragte de "hårde kampe" på sommermøderne just som en fornøjelse (antagelig både for diskussionsdeltagerne og tilhørerne) er mildt sagt en særdeles uheldig synsvinkel at anskue det frie ord under. Den ligger i det mindste for mig langt fra det, der alene er og må være det frie ords grund og indhold. Det drejer sig jo ikke om sportskampe vedrørende nogle rigtige meninger, ikke om diskussion for diskussionens egen skyld. Det er visselig ikke for diskussionssportens eller for den deri evt. liggende underholdnings skyld, ej heller debat for debattens egen skyld, ikke denne så mondæne form for dialog og samtale, nej ikke derfor er ordet frit, heller ikke er det for underholdningens skyld, at der bruges så skarpe og lidet urbane udtryksformer, som der bruges, og heller ikke bruges de som svært skyts for at tilintetgøre modstandere og således "sejre" og få ret. Den slags åndelige eller uåndelige boksekampe må man gå andet sted hen for at finde, og det har man måttet i hele Tidehvervs snart lange liv. I den henseende henviser jeg til den politiske arena, in casu den kirkepolitiske debat på visse grundtvigske platforme eller til de fagteologiske præstationer á la Mortensen, dér hvor anskuelser mødes i et slagsmål, som kun er proformá, netop fordi det kun er anskuelser, der er oppe at slås, og ikke mennesker. Ordet fornøjelse er ikke det rette karakteriserende ord for det frie ords såkaldte hårde kampe på Tidehvervs sommermøde, og jeg anser det ikke for tilfældigt, at netop dette ord løb Lauridsen i pennen.

Denne opfattelse bestyrkes af det andet ord, Lauridsen brugte om de hårde kampe, nemlig at de var og er kampe om anskuelser. Er der noget ord, der ikke egner sig til at karakterisere Tidehverv med, er det ordet anskuelse. For Tidehverv er anskuelser i alle situationer kun til for at blive kasserede. Som Tidehverv i en pietistisk præget tid begyndte med at angribe den religiøse oplevelse som en kristelig målestok, sådan må Tidehverv nu i en intellektualiserende tid angribe anskuelser som sandhedskriterier og hævde, med god kristelig begrundelse, at der findes ingen rigtige eller sejrende anskuelser. Hævdelsen af rigtige og forkerte anskuelser og de af denne hævdelse udsprungne "hårde kamp" er og bliver teater og udtryk for menneskenes evige forsøg på at finde frem til et betrygget hvilested i form af de bedste og allerbedste og de sandeste og allersandeste løsninger og programmer, og vil nogen påstå, at lige så lidt som nogen kan slippe for oplevelser, lige så lidt kan nogen slippe for at måtte have anskuelser, så er der kun at svare: Nej, selvfølgeligt, men spørgsmålet er ikke om oplevelsernes eller anskuelsernes afskaffelse, men om hvad de skal regnes for. Ikke at forstå dette radikalt synes mig at være Lauridsens Akilleshæl, og derfor tvivler jeg om, at han nogensinde har forstået Tidehverv, hverken "det gamle" eller "det nye". Disse af og til opdukkende avisskriverier, hvori der fortælles om skismaer og brud og hvad ved jeg indenfor Tidehverv, som regel direkte eller indirekte inspirerede af Lauridsen eller kredsen omkring ham, disse halvpolitiserende aspekter anvendt på Tidehverv røber for mig, at han hverken vil eller kan forstå, hvad der er Tidehvervs anliggende - om man overhovedet kan tale om, at Tidehverv har noget så fint som et anliggende. Som dokumentation for disse påstande skal jeg henvise til, hvorledes Lauridsen for nogle år siden i Kristeligt Dagblad, læg vel mærke til: netop i Kristeligt Dagblad, lod sig fremstille som en fra Tidehvervs inderkreds, der måtte gøre oprør mod den sammenrotning af ligesindede, der ensidigt styrede Tidehverv, en skildring, der selvfølgelig ikke blot blev grebet med kyshånd af bladet, men også af de teologiske og kirkepolitiske samtidshistorikere, jvf. Mortensens bog.
Dennes beskrivelse af det "nuværende" Tidehverv har i den grad bjergtaget forfatteren Egon Nielsen, så han i en anmeldelse kan skrive, at "bogen har en fantastisk præcis beskrivelse af Tidehverv, der jo som bekendt synker i grus om ørene på Søren Krarup. Dens tid og dens situation er definitivt forbi, omtrent som tiden og situationen er skredet under det, vi sædvanligvis forstår ved vækkelsesretningerne". Om den slags domme er der kun at sige, at Tidehverv er blevet slået ihjel lige fra det begyndte at udkomme, og da som bekendt ingen, ingen moders sjæl kan til gavns slå en død ihjel, må Tidehverv stadig henregne sig selv til de levende og tage nekrologerne som tegn på, at endnu er der så meget liv i bladet, at det ønskes slået ihjel.

Samtidshistorikere af alle kategorier har altid mere travlt med at katalogisere og rubricere en levende samtid end med at leve med i den, hvad der vist må anses for en speciel form for herskesyge. Da Tidehverv ikke har nogen trang til at blive smittet af denne sygdom, indlader det sig ikke i diskussion om sig selv, men lader dem snakke, der vil snakke, og blandt dem vil jeg for mit vedkommende regne Lauridsen. Hans måde at forholde sig til Tidehverv på: at betragte bladet som et parti eller en bevægelse i kamp om og for de rette meninger og anskuelser, svarer til, hvad biskop Rosendahl i sin tid gav udtryk for ved Ryhedes ordination i 1946. Ved kaffebordet efter den kirkelige handling, ved hvilket både Heje og Olesen Larsen var til stede, holdt biskoppen en causerende tale, der på mig virkede pinlig derved, at den slet ikke tog hensyn til ordinanderne, men var ganske ublufærdig snobben for de to tilstedeværende herrer. Han fandt bl.a. lejlighed til at sige, at alt, hvad Tidehverv havde sagt, havde grundtvigianerne sagt længe før der var noget, der hed Tidehverv. Ole, som jeg sad ved siden af, kiggede på mig og spurgte om han skulle sige noget. Ja, selvfølgelig, sagde jeg, og han rejste sig og sagde, at det glædede ham meget at høre, hvad han slet ikke havde været klar over, at grundtvigianerne havde sagt det samme som Tidehverv, men forskellen var bare den, at Tidehverv mente det også. Med andre ord: Grundtvigianerne havde det hele i anskuelsens form, men for Tidehverv var, hvad der blev sagt og skrevet noget andet end blot fremføring af anskuelser og meninger. På det plan hørte og hører Tidehverv ikke hjemme. Jeg mener, at både Mortensen og Lauridsen og kredsen omkring ham og hvem andre, der ynder at tale om en speciel tidehvervsk dogmatik, hører hjemme på det Rosendahlske plan, og derfor rammer de ikke, når de skyder. Lad den såkaldte teologiske debat høre hjemme ved fakulteterne og på grundtvigske konventer eller hvor den vil. Her på Tidehvervs sommermøde drejer det sig ikke om teologi i den teologiske debats døde og golde betydning, men om evangeliet som en personlig sag langt borte fra anskuelsernes område. Og så kan man påstå lige så meget man vil, at ingen kommer udenom at have en anskuelse, heller ikke Tidehverv, ganske som man nutildags påstår, at alt er politik, også at holde sig udenfor politik er politik - hvilke påstande begge er rigtige set med spekulationens teoretiske øjne, men også kun derfra set. Som man tror, sådan har man, som man hører, sådan får man, og som man råber, sådan får man svar. "Fårene står der endnu og glor", længere når de aldrig, og det trives de ved, og det skal de have lov til. Det er ikke og har aldrig været Tidehvervs sag at missionere eller kæmpe for Guds riges udbredelse, i hvert fald ikke således som det almindeligvis forstås, men den har snarest været det modsatte: som Jakob at kæmpe mod Gud indtil han velsigner, og så med velsignelsen blive dødsmærket og halte uden nogen form for sejr. Anankæ emoi epikejtaj: der påhviler mig en nødvendighed, som Paulus skriver om evangeliets forkyndelse, og heroverfor er debatter og hårde kampe om anskuelser underordnede og ligegyldige. Noget helt andet er at høre på og tale med mennesker, ikke som anskuelsesrepræsentanter eller diskussionspartnere, men som menneske med menneske, ens stillet, under den samme dom og den samme nåde, hvor alle menneskelige og borgerlige forskelle er forsvundet, det være sig i begavelse, viden, social eller borgerlig position eller, for nu at tage det for nutiden så væsentlige med, kønsroller. På dette samtalens sted havde det oprindelige Tidehverv sin plads og på det sted har også det nuværende sin plads. Men fårene bliver stående og glor, sådan som Heje allerede konstaterede det, da Tidehverv fyldte 10 år, og lad det være tilføjet, at han sigtede ikke blot til nogle udenforstående, men absolut ikke mindst til dem, der slugte Tidehverv råt som et standpunkt eller ståsted.

For mig er der noget latterligt og tåbeligt i, hvad der tillige røber en totalt svigtende evne eller vilje til at se med egne øjne og høre med egne øren, at det Tidehverv, som udadtil og indadtil aldrig har stræbt efter magt og indflydelse, men ladet den slags passe sig selv, og som aldrig har taget skikkelse af parti, forening eller bevægelse med dertil hørende medlemskartoteker og kontingenter, og som bevidst har undladt alt, hvad der smager af resolutioner, flertalstilkendegivelser og programerklæringer, til stadighed er blevet opfattet og rubriceret som det, det ikke var og ikke ville være. Det kan undre, at respekten for sandheden hos de toneangivende for den selvstændige menneskelige tænkeevne kan ligge på så lille et sted. Fra tidernes morgen, dvs. fra 1926, er Tidehverv blevet erklæret dødt og betydningsløst og blevet sat udenfor alle pæne og borgerlige og kristelige menneskers omgang, altid med den begrundelse, at det var ikke til at forstå for almindelige mennesker, - og hvorfor den grimme tone? Dette vilkår har Tidehverv stadigt at leve under, og det er ikke uden sammenhæng med opgørets radikalitet i bladet. Borgerlighedens og kristelighedens etiketter har ikke passet til bladet, og da det nu er blevet så gammelt som det er, rammes det som med en naturlovs nødvendighed af den etikette, der synes at blive alle gamles synlige eller usynlige overskrift: at være reaktionær, fremskridtstroens værste skældsord og tillige den narkotiske selvstimulans. Altsammen er dette vidnesbyrd om, at Tidehverv ikke har kunnet placeres trods alle forsøg derpå. Vist har man puttet det i bås som eksistensteologi, sådan som man oprindelig puttede det i bås som Barthianisme, og vist har man fyldt alle unge teologer med forklaringer om, hvor dogmatisk Tidehverv er, så man gang på gang må undre sig over samme unges totale forvirring og uvidenhed vedrørende Tidehverv. Den røber i hvert fald een ting, at de aldrig selv har prøvet at sætte sig ind i tingene, hvad der med god grund må kunne karakteriseres som et uheldigt resultat af mange års universitetsstudium. Ofte kan man ikke lade være med at tænke på Kierkegaards bekymring for at skulle falde i docenternes hænder, der dræber alt levende, de kommer i berøring med. Overfor dem står Tidehvervs eneste morale, der kan lyde sådan: Se selv, hør selv, tag stilling selv og kasser så bagefter din egen nyvundne forståelse og begynd stadig forfra på bar bund. Dette har været og er stadig Tidehvervs forkyndelse, udsprunget af det personlige opgør med evangeliet, det evangelium, der ikke rummer smuthuller for selvet. Med denne appel til den enkelte er mennesket respekteret som menneske.

Man kan ofte høre tale om Tidehvervs manglende humane interesse og forståelse og dets svigten af det sociale og kulturelle. Jeg finder, at Tidehvervs appel til den enkelte, som er skjult til stede i alt, hvad der skrives i bladet, er betydelig mere human og kulturel og social end den på bjerget anerkendte humane, sociale og kulturelle interesse og idealisme, bl.a. sådan som den nutildags træder frem i skikkelse af såkaldt skabelsesteologi under Grønbechs, Knud Hansens eller Løgstrups auspicier. Mennesket som menneske ansigt til ansigt med Gud, mig selv stillet for Guds domstol, dette er det broderskab, som Heje prædikede om i sine fængselsprædikener, det broderskab, hvor alle borgerlige vurderinger er ophævede som værende uvæsentlige og hule, hvor indflydelse, karriere, magt og kultur bliver latterlige og betydningsløse livsmål. På dette sted, hvor broderskabet forkyndes, er kristendom og sand humanisme et og det samme. Apropos dette mindes jeg en af Schacks mange Eversharps: "I et skrift med titlen "Rampelys og Stjerneskær" har Holmens provst, dr.theol. Neiiendam søgt at bygge bro over den kløft mellem det menneskelige åndsliv og kristendommen, som Barthianisme og Tidehverv efter sigende har slået. Formålet er al ære værd og har vor velsignelse; om skildringen af Johs. Poulsen, Ricard og Kaj Munk er velegnet til dets opnåelse er et andet spørgsmål: Det fremgår ikke af bogen, at nogen af de tre portrætterede har haft så megen berøring med åndsliv eller kristendom, at de kan regnes for repræsentative. Den omtalte kløft er forøvrigt ikke slået af Tidehverv, som tværtimod i nutidens Danmark er ret ene om at repræsentere foreningen af åndsliv og kristendom, men dens tilstedeværelse er indenfor den tid, jeg kan mindes, blevet stadigt kendeligere - ikke p.g.a. en tiltagende afstand mellem de to parter, men p.g.a. en tiltagende lighed, hvorved det spørgsmål opstår, om der overhovedet mere er noget at bygge bro imellem, eller om der er tomhed på begge sider af kløften."

Tidehverv som temmelig ene om at forene åndsliv og kristendom, sådan var det dengang, men det er også gældende idag, trods åndløse påstande om det modsatte, og det er ikke mærkeligt, for dér, hvor Gud hævdes og fastholdes som Gud og ikke blot anses for en attribut til menneskelivet, der bliver der også tale om ånd. "De sidder på bodsbænken og griner af os andre" skal Ricard have sagt om Tidehverv ved dets start, og det er ikke ueffent sagt. Enhver har nok at gøre med at feje for sin egen dør, og mener han at være blevet færdig med det, så han kan begynde at hjælpe andre med at feje foran deres dør, så er han dér, hvor hykleriet blomstrer og er kommet ud over broderskabets næsteforhold og har i stedet anbragt sig selv i menneske- og samfundsforbedringens hule fraseverden, hvor den enkelte ved hjælp af fælles idealistisk sammenhold fritages for at stå ret for sit eget ansvar, som er det, at der findes kun eet ansvar i livet: mit ansvar for min næste.

I forbindelse med talen om forholdet mellem kristendom og kultur kan jeg ikke lade være med at komme ind på Løgstrup og hans skole. Jeg anser det for en ulykkelig begivenhed for Løgstrup, at han blev professor og dermed så at sige professionel tænker, i stedet for at han som sognepræst i Sandager og Holevad måtte leve fra dag til dag med evangeliets forkyndelse midt blandt dagligdagens mennesker. Fra da af blev han en anden. Han fik disciple. For at sige det rent ud: Læsning af ham har været mig lidt af en lidelse, hans bøger synes mig fortænkte og båret af en stemning af apologi for vorherre og for kulturen. Jeg har for mange år siden haft lejlighed til at anklage hans opgør efter krigen for at have været for kulturelt båret, og jeg mener, at om hele hans forhold til teologien gælder det samme. Skabelsesunderstregningen indeholder for mig et umiskendeligt og ubehageligt præg af apologi, der får mig til at placere ham som en slags kulturel pietist, hvis anstrengelser går ud på at genforene kultur og kristendom som to størrelser, der ved tidens ulykkelige udvikling er blevet skilte fra hinanden. Hans endeløse og sikkert yderst dybsindige og meget kloge overvejelser, som jeg ikke kan få til at sige mig noget, er for menigheden i meget udvidet forstand, men med det virkelige liv synes de mig ikke at have meget at gøre, og således synes mig skabelsesteologien netop at fornægte skabningen, mennesket som menneske dvs. som synder, og blive en slags videreførelse af den almindelige humane tilværelsesforståelse med dens humane dannelsesideal, ifølge hvilken mennesket har ansvar overfor udviklingen og skal være medarbejder på fremtiden, hvorfor økologi og fredsbevægelse og i det hele samfundsudvikling og - forbedring naturligt finder sig til rette i Løgstrups fodspor.
Jeg understreger, at dette er ganske personlige betragtninger, der ikke vil give sig ud for andet, men for mig er skabelse ikke noget, der kan bygges teologi og dannes skole på. Skabelse betyder, at livet er ikke et eksperiment, overladt os mennesker til afprøvning og beherskelse, men det er givet os til at leve, og dermed kan skabelse ikke skilles fra kristusforkyndelsen.
Skal gudsskabelsen så at sige stå selv ved siden af kristusforkyndelsen, bliver den uvægerligt til forherligelse af mennesket og menneskelivet og fører til videreudvikling og fortsættelse af det bestående uden den radikale kritik og evighedsdom, som evangeliet er over alt bestående.
Skønt det gamle Israel byggede på arven fra Gud: at det havde både sønneudkårelsen og herligheden og pagterne og lovgivningen og gudstjenesten og forjættelserne, måtte det dog finde sig i evangeliets dom, at ikke alle er børn, fordi de er Abrahams sæd. Således må også evangeliets børn lade dommen være dom både over kultur og kirke. Israel efter kødet var store gudsforkæmpere og skabelsesteologer, men for Gud er det forkasteligt, ja det forkasteligste af alt, at ville forsvare Gud - som om han skulle behøve et forsvar. Netop ved at forsvares fornægtes han og at ville være hans værks apologet er at gå i rette med ham. Derfor får skabelsen først sit sande indhold ved Paulus' modspørgsmål til enhver, der forsvarer sit eget gudsforhold ved henvisning til arv eller anden form for overtagelse, herunder også dåbshandling: "Hvem er dog du, o menneske, som går i rette med Gud? Mon noget, som blev dannet, kan sige til den, der dannede det: Hvorfor gjorde du mig sådan? Har pottemageren ikke rådighed over leret til både at gøre smukke og grimme ting". Dette citat og fortsættelsen deraf turde være en tale om skabelse, der graver noget dybere og slår noget hårdere end den i kirken for tiden mondæne. Her er vi ført ud over det provinsielle, småtskårne og selvbeskuende i optagetheden af den kulturelle og etiske udvikling. I det hele er det frugtbart at læse Romerbrevets kapitler 9-11 som et opgør med enhver form for kirkelighed, såvel den kristelige som den kulturelle, et opgør, der tager brødet ud af munden på enhver, der søger ly under kirkelighedens vinger ved at ville videreudvikle eller på anden måde guddommeliggøre noget bestående. I disse kapitler er Guds dom og Guds herredømme hævdet absolut, man kunne sige, at her er Gud gjort så stor, at han ikke er til at komme udenom som det han er, som Gud. Her er retfærdigheden af lov og retfærdigheden af tro sat overfor hinanden og dog sat sammen som de to yderpunkter de er, der alene mødes i Gud, som er så stor, at han er herre både over gode og onde, thi det er ham, der har indesluttet alle under ulydighed for at kunne forbarme sig over alle. Her er teoriernes og forklaringernes verden sprængt, her må teologien melde pas og dermed blive til ret teologi, hvilket vil sige til prædikenens teologi. På det sted hører Tidehverv hjemme, både før og nu. Derfor rammer Horstmanns aktuelle udlægning af ordet om, at der falder ikke en spurv til jorden uden Guds vilje (ikke den apologiserende og undskyldende ny oversættelse: uden at Gud er med i det), at der falder ikke en atombombe til jorden uden Guds vilje, så præcist og forargende, at reaktionen måtte blive som den blev, at en sådan fortolkning er udtryk for kynisme og perversion. "Retfærdigheden af tro siger således: Sig ikke i dit hjerte, hvem vil fare op til himlen, nemlig for at hente Kristus ned, eller hvem vil fare ned i afgrunden for at hente Kristus op, men hvad siger den? Ordet er dig nær i din mund og dit hjerte, det er det troens ord, vi prædiker." Der er det sagt, hvad Tidehverv var og er og vil være, hverken mere eller mindre, uden skelen til virkning eller såkaldt forståelighed.

Olesen Larsen holdt i sin tid et foredrag, som han kaldte: I troen er der intet intellektuelt. Desværre har det ikke kunnet findes blandt hans papirer, men det samme har han sagt adskillige steder i sine artikler. Lad mig slutte med at citere et enkelt sted, fordi jeg finder at klarere kan det ikke siges, som skal siges om troen: Enten må jeg tro på Gud, eller også må jeg have noget at tro på, en eller anden afgud, leve uden at have noget at tro på kan man kun i troen på Gud, ja det er i grunden det samme. Spørgsmålet er altså slet ikke et spørgsmål om at tro på Gud eller ikke tro på Gud, men om at tro på Gud eller afguderne. At tro på Gud er bare at tro, bare at lyde, bare at modtage sig selv, at leve på nåde hos den Gud, man ikke kender, hvis eksistens man ikke ved noget om, at være uden holdepunkt i livet og dog holdes fast ved det. Taler vi sandt om troen, har vi sagt Gud; taler vi om: at tro på, på verden, mennesket eller os selv eller slet ingenting - det er jo det allerfineste - så taler vi usandt om troen, og så har vi sagt afguden, ligegyldigt hvilket ord vi bruger om ham.