Fortolkning af Stiftsprovst Kai Jensen

Tidehverv, 1951, s.40.

Fortolkning af Stiftsprovst Kai Jensen.
En Anmeldelse i "Den danske Diakonissestiftelse" April 1951 har henledt vor Opmærksomhed paa noget, som kaldes "Dansk Bibelværk for Menigheden". Anmelderen, som underskriver sig Sv. H., oplyser, at omtalte Værk efter at have beskæftiget sig med Mosebøgerne nu er gaaet i Lag med Ny Testamente, idet man foreløbig har udgivet eet Bind, "forfattet af Stiftsprovst Kai Jensen og omhandlende Matthæus Evangelium". I Anmeldelsen læser vi følgende: "Med den daglige Bibellæsning for Øje er Stoffet, som i de tidligere udgivne Bind, inddelt i smaa Afsnit. Det opbyggelige Sigte er klart fastholdt. Ofte søges den praktiske Anvendelse lettet ved en Række Spørgsmaal og direkte Anvisninger i Slutningen af de enkelte Afsnit, og man mærker her tydeligt Forf.s velkendte Evne til at anskueliggøre sine Tanker ud fra Bibelordet og forme dem i rammende Udtryk, som kan kalde til Eftertanke. Undertiden kunde man ønske noget udførligere Forklaring til særlig vanskelige Steder og betydningsfulde Ord. Men der gives mange nyttige Vink til Forstaaelse af Teksten, og der lægges hele Tiden mere Vægt paa den praktiske Udnyttelse end paa det, som ogsaa er ulige vanskeligere: blot at lade Teksten selv komme til Orde."

Paa dette Punkt af Læsningen følte ogsaa vi os kaldet til Eftertanke, idet vi kom til at spekulere paa, hvad eller hvem det mon kunde være, der kommer til Orde i denne Fortolkning af Matthæusevangeliet, eftersom det altsaa ikke er Matthæus eller hans Tekst. Med dette Spørgsmaal i Tankerne gennemlæste vi paany Anmeldelsen og standsede ved Ordene om "Forf.s velkendte Evne til at anskueliggøre sine Tanker ud fra Bibelordet". Naar, som det oplyses, "det opbyggelige Sigte er klart fastholdt", synes Opbyggeligheden i dette Tilfælde altsaa at maatte henføres til Kai Jensen og ikke til Matthæus.

Tilbage bliver saa Spørgsmaalet, om det i disse papirfattige Tider ikke vilde have været mere praktisk at udelade Matthæus, da det dog ikke er ham, der skal komme til Orde, og mere opbyggeligt, om Forf. selv havde gjort opmærksom paa, at det ikke er Evangeliet, men sine egne, utvivlsomt langt mere betydningsfulde, Tanker, han vil delagtiggøre Menigheden i med sin Bog "omhandlende Matthæus Evangelium".

Christian Truelsen.