Tidehverv, 1950, s.40.
Det burde være overflødigt - -
Denne Overskrift (i en tilsendt Aarsberetnin.g fra Kristeligt Pressebureau) fangede vor Opmærksomhed, ikke fordi den i sig selv synes særlig tankevækkende, men fordi den var anbragt Side om Side med et Fotografi af Stiftsprovst Chr. Baun, staaende paa en Prædikestol. Et nærmere Studium af den tilhørende Artikel viste dog, at det ikke var denne Mands Placering paa denne Stol, der an-saas for overflødig, ejheller var det Kristeligt Pressebureau - tværtimod; thi som Stiftsprovsten skriver:
"Naar jeg tænker paa Kristeligt Pressebureaus Opgaver, tænker jeg alligevel ikke saa meget paa det kvantitative som paa det kvali-tative. Jeg tænker paa dette: hvis Folk skulde bedømme Kirken efter det kirkelige Stof, som Aviserne maaske har mest af, ja, saa er der heldigvis adskillige Aviser, der paa en loyal og ogsaa fyldig Maade giver virkeligt godt kirkeligt Stof, men der er til Gengæld an-dre, som synes ikke at sanse andet kirkeligt Stof end det sensationelle og det, der maaske kan tangere Skandalen. At Folk, der ikke kender stort andet til Kirken, end det sensationelle, som deres Avis bringer, maa faa et ganske forkert Indtryk af Kirke og Kristendom, er da givet. Her har Kristeligt Pressebureau baade en stor Opgave og et stort Ansvar: nemlig at bringe virkelig lødigt kristeligt Stof, der kan give Avislæserne et sandt Indtryk af sund Kristendom."
Vi maa heroverfor give Stiftsprovsten ubetinget Ret i, at det burde være overflødigt at paapege Nødvendigheden af, at vi har et Bureau, der kan paatage sig den kristelige Opgave at tale om noget andet, naar der er Optræk til noget, "der maaske kan tangere Skan-dalen" inden for Kirken. At Foretagendet har baade hans og Biskop Hoffmeyers varme Sympati, nævner vi kun for Fuldstændigheds Skyld - det burde være overflødigt. Et andet Spørgsmaal er, om Opgaven lader sig løse. Stiftsprovsten fortsætter nemlig: "Der er et Ord, der siger: Hver Sygdom har sit Skrig - kun Sundheden tier stille. Det er det syge, man lægger mest Mærke til." - Vi tilstaar, at disse Ord et Øjeblik har forledt os til at spekulere paa, om de to nævnte Mænd repræsenterer Sundheden eller Sygdommen inden for Kirken.
Christian Truelsen.
Hvorfor saa hemmelighedsfuld?
Jeg maa tilstaa, at jeg hidtil har ladet ovennævnte aarsberetning fra Kirkeligt Pressebureau uænset. Den medsendte følgeskrivelse slutter endda med ordene "vi venter at høre fra Dem snarest, og beretningen indeholder adskilligt tankevækkende, f. eks. den paastand (af redaktør Aage Jensen), at "Kristeligt Pressebureau er hele kirkens røst i pressen. Det er ikke et enkelt parti eller en enkelt retning, som staar bag arbejdet, det fremgaar maaske allertydeligst af bestyrelsens sammensætning," - hvori provst Carl Hermansen som sædvanligt har ladet sig indfange som grundtvigsk gidsel. Formanden for K. P.'s bestyrelse, landssekretær, pastor Harald P. Madsen, indleder med et ord "Til eftertanke og helst lidt mere" og nævner deri betydningen af at have denne "talerstol", hvor tusinder af kirke-fremmede læsere uge efter uge faar lejlighed til ogsaa at høre evangeliet "De fleste af disse mennesker aner ikke, hvorfra dette stof kommer, og bør heller ikke gøres opmærksom paa det." Det er denne sætning, som kalder mig til eftertanke - og til lidt mere. Med fare for at gøre opmærksom paa et forhold, som læserne altsaa helst skal holdes i uvidenhed om, kan jeg ikke lade være at spørge: hvortil denne hemmelighedsfuldhed? Vil K. P. ikke være bekendt at lægge navn til det stof, bureauet udsender? Eller vil den jævne avislæser blive mere umedgørlig som missionsobjekt, naar det gaar op for ham, at det kirkelige nyhedsstof, han i god tro sidder og læser i sin avis, er smuglet ind af en temmelig ensrettet klike, som derigennem søger at indfange ham for dens kirkelige syn? Denne diskrete arbejdsmetode forudsætter en arbejdsdeling, som dog næppe kan være tanken med det kendte ord fra Matth. 10,16: Bureauet og dets ledelse skal være "snilde som slanger", læserne "enfoldige som duer."
N. O. J.