Bal i den kirkelige

Eversharp, Tidehverv, 1980, s.11-12.

Bal i den kirkelige
Ifølge dagspressen er udkommet "Søndag og hverdag - Prædikener og Artikler I og II". Udgivere er Bodil og Mogens Lund og Mette og Niels Carl Lilleør. Bidragydere er Poul Grosbøll, Tom Møller Jensen, Mogens Lund, Bodil Lund, Ebbe Paludan, Karen Paludan, Niels Olav Olsen, Inga-Britt Kjølbo Olsen, Johs. W. Hørbo, Olav Lilleør, Jens Kvist, Ole Brandt-Pedersen, Ole Jensen, Johannes-Lauridsen, Lilli Bruhn, Søren Krarup, Knud Møller, Carsten Formann, Else Formann, Øjvind Reck, Kresten Drejergaard, Asger Eeg Kristensen, Jens B. Olsen, Gerda Tikjøb Olsen, Knud Belling, Anne-Mette Belling, Johannes P. Almar, Niels Carl Lilleør og Mette Lilleør.
Forlaget i Hårby 1979. Adgangsbillet kr. 137,50.

To grundtvigske teologer om grundtvigiansk magelighed II.
I sit svar på vennens, Skat Rørdams, brev af 9. maj 1867, hvor han rystet har beskrevet, hvorledes den grundtvigske menighed i Vartov nægter at se sandheden om Grundtvigs sindssygdom i øjnene og dyrker hans afsind som profetisk tale, sætter Otto Møller fingeren på grundskaden, som ikke er pludselig opstået:

"Det er formodentlig gaaet Mange som mig, at de under de sidste Tiders Tryk er kommen til at see mangfoldige Ting, der langt fra er, som de skulde være; og det turde snart være på Tide, at der ogsaa udgik nogle Formaninger til Grundtvigianerne fra anden Kant end fra deres afgjorte Modstandere.

Man har paa altfor mange Steder været vokset fra Formaningen med det Samme, man mente sig vokset fra Loven. Det er mærkeligt nok, saa tidt mand i Christenheden har forløbet sig med at løbe fra Loven, thi enhver Retning, der har prøvet det, har jo ogsaa gjerne dermed skreven sit eget Gravvers. Saa sandt det end i Almindelighed er, at den Christne som saadan staar ikke under Loven, saa usandt er det, hvad tidt er sagt, at vi har Intet med Loven at gjøre: thi det har vi, saalænge vi er ikke endnu helt forløste fra Synden, og at snoe sig fra Loven er egentlig det samme som at snoe sig fra sin Samvittighed (d.e.: vor Lov), da Samvittigheden utvivlsomt ikke taler et Øjeblik længer, end den skal, og tier, saasnart Synden er afført. For vore Synders Skyld og ikke for Guds Naades Skyld har vi langt mere med Loven at gjøre, end godt er, men at negte det, er det værste, man kan henfalde til, da den eneste Redning er at omgaaes ærligt med Loven, til man kan komme til en god Forstaaelse med den i Virkelighed, og i den Forstand antager jeg, at Peter udsiger om Daaben, at den fører os til en god Samvittighed. Ved et ærligt Forhold til vor Daabspagt vil vi endeligt komme til et godt Forhold til Loven d.e.: en god Samvittighed, og dermed hen til Gud.

Grundtvigianernes Tale om Loven er jeg bange for, oftere er grundet i Letsindighed end i ydmyg Fortrøstning til Naaden og ærlig Forsagelse af Synden; men her er en saare farlig Hæl at ramme i; thi skal den grundtvigske Anskuelse trænge igjennem og bære de Frugter, som den har ansat Blomst til, saa skal den bæres frem af en Slægt, der har sin Styrke i det Modsatte af Letsindighed. Det Gemytlige og Magelige, som altfor ofte har været disses Særkjende, maa alvorligt udrenses i den Forstand da, at det er derigjennem Virkningen skal indfinde sig, og kunde de sidste Tider aabne Øjne derfor, saa var det godt, ligesom der vel heller ikke var noget Andet, der kunde gjøre det end en saadan Tilskikkelse. Jeg venter paa, om ingen Anden vil tale et alvorligt, formanende Ord til det store Slæng af gemytlige, magelige og letsindige Grundtvigianere, thi gjøres skulde det, og det er uden Tvivl snart paa høje Tid, da vor Tid er en hastig Tid, hvor det, der skal gjøres, skal gjøres snart".

Efter Grundtvigs død konstaterer Otto Møller, at den grundtvigske vækkelse er ganske slugt af drengeagtig politik og lovløshed:

"Jeg synes imellem, det kunde være godt, at der dannede sig et conservativt Hold blandt Grundtvigianerne, som kunde tage det fornødne Reb i Sejlene og give i rette Tid dem over Næsen, der absolut skal "videre" .... Vi har med Guds Hjælp en god Tid for os, kun at vi ikke tage saa meget fejl, at vi vente en magelig Tid; og alle Grundtvigianerne i det forenede Venstre de spidse aabenbart Næsen efter det magelige: ved Tal og skidne Næver at naae det, som der skal svedes aandeligt for. Det er en grim Side ved det Hele, at det er et Forsøg paa at slippe til Maalet uden Møje, som Grundtvig har foregaaet os med et smukt Ekempel i at bære .... Ulykken er, at det Hele er Løgn, ikke blot det at Foreningen er Løgn og Programmet er Løgn, men Spektaklet i det Hele er Løgn. Thi det Hele forudsætter Nødstand, og der er ingen Nødstand, hvorhen vi saa se." (9. maj 1873).

Og så gik der 100 år.

J. L.

En ny-grundtvigianer
Den moderate missionsmand, provst Rysgaard Jensen, Hillerød, er nu på det sidste også blevet grundtvigianer. Umiddelbart kunne man være tilbøjelig til at se denne grundtvigianisme som resultatet af en forunderlig kirkepolitisk manipulation. Og måske også som middel for et stærkt næret personligt ønske. Men den mulighed foreligger jo også, at visse klarsynede grundtvigianere i Helsingør stift blot har set klarere end man ved en første betragtning skulle tro.

En af Rysgaard Jensens fortjenester er hans teologisk-pædagogiske virksomhed. Et eksempel på denne har fået et markant udtryk i en vejledning til en svensk film med titlen "Gratis". Den handler ifølge Rysgaard Jensens pædagogiske vejledning om "den lutherske lære om lov og evangelium". I filmen fremstilles to personers virke: En umiddelbar stærk usympatisk mandsperson, der evindelig forfølger andre mennesker med alskens krav og fordringer. Og en modsat lige så umiddelbar sympatisk, der trøster, hvor den første plager. Den usympatiske, pædagogisk fremstillet med ondt blik, mefistoskæg, ja som fanden selv, kræver loven - selv færdselsloven - overholdt og erhvervslivets akkordaftaler respekteret. Den anden, pædagogisk fremstillet med den rene godheds milde træk, går i den ondes hæle og sletter hans krav, betaler hans fordringer. Den gode løser erhvervslivets snærende akkorder og påtager sig færdselslovens dom over bøller og flugttrafikanter. Sådan filmen igennem: Den onde dømmer, den gode befrier. To forskellige personer med hver sin opgave eller vel rettere hver sin lyst. Den ene at plage, den anden at trøste og befri.

Og så skal detteher efter provst Rysgaard Jensens mening altså være en pædagogisk illustration af "Luthers lære om lov og evangelium". Påstanden virker ikke overbevisende. Mig bekendt holder Luther lov og evangelium lænket til hinanden, for kun sådan kan de nedbøjede trøstes og de ualvorlige tugtes. For Luther ligger lov og evangelium derfor begge i Guds hånd. Provst Rysgaard Jensen må, sine for tiden omtalte gedigne teologiske kundskaber til trods, have taget fejl af Luther og Markion. Denne forveksling er fatal - og afslørende. Markion adskiller netop lov og evangelium. Loven stammer fra den onde Jahve, evangeliet fra den milde Jesus. For Markion bliver mennesket derfor et offer for omstændighederne, de omstændigheder for hvilke det altid selv er uden skyld. Som et sådant uskyldigt offer trænger mennesket selvfølgelig først og fremmest til medlidenhed, til at blive strøget blidt over håret og til at blive befriet og ført hen under andre, bedre og mere værdige omstændigheder.

At gøre Luther til kirkefader for denne teologi er nok ikke ganske præcist, så sandt der for Luther kun gives én omstændighed, nemlig den at mennesket er en synder. Som opfattelsens rette kirkefader er peget på Markion, men strengt taget behøver en teologi som denne slet ingen kirkefædre. En sådan teologi er nemlig altid lige aktuel, så sandt som det til enhver tid vil være menneskets yndlingstanke, at det er offer for noget. Den tanke var aktuel i det andet århundrede, og det er den i dag. Sådan er det nemlig med den teologi, der vil være aktuel og progressiv, den bliver uundgåeligt lige aktuel og progressiv til alle tider. Og netop derfor kan den så let som ingenting forbinde sig med den tidsånd, der i progressivitetens navn kun har foragt tilovers for tidens egne love. Som progressiv teologi taler den loven imod. Den taler ikke mennesker imod, for i mennesket er jo godheden selv. Den godhed, der frigjort fra lovens uværdige forfølgelse, skal blive vor eneste redning.

Rysgaard Jensen kan vel have sine grunde til at lade sig udråbe til grundtvigianer netop nu. Men skam få den, der tænker ilde om Rysgaard Jensens nye grundtvigianisme. Vi har grundtvigianernes egne ord for at den er ægte nok.

C. Br.