Ny melding fra parti-fronten

Eversharp ved Jesper Langballe, Tidehverv, 1985, s.43-44.

Ny melding fra parti-fronten.
I en boganmeldelse i Dansk Kirketidende kan man læse, at Tidehverv (angiveligt et parti af lov-fanatikere og naturteologer) har frembragt en bog, "Hvor ægteskabet skal stå", redigeret af Majken Frost og Jesper Langballe.

Ny-grundtvigianerne (vistnok et parti af teologisk bløde mænd med fortrængte Tidehvervs-traumer og præ-natale skabelsesbindinger) har i deres blad overladt anmeldelsen til Kjeld Holm (vistnok et fremtrædende medlem af det sløk'-ske parti, som siges at dyrke sprog-magi ved okkulte møder, hvor verden og dens struktur skabes påny af mesterens uforlignelige talestrøm).

Nu står der ganske vist ikke noget sted i den omtalte fortrinlige bog, at den er udgivet af Tidehverv, men derimod står der, at den er udgivet på Stig Vendelkjærs forlag. Desuden vil sikkert nogle af bogens forfattere betakke sig for at registreres som medlemmer af et sådant tidehvervsk parti - om det skulle findes andre steder end i den kirkelige sladders forestillingsverden.

Men nuvel - der findes folk, som kun kan tænke i partier. Og det skal de have lov til. Vi vil ikke opholde os mere ved dette interessante uselvstændighedstræk, som synes uløseligt knyttet til teologi, der er fra Århus af.

Kjeld Holm og instinkterne.
Vi vil imidlertid opholde os en smule mere ved Kjeld Holms anmeldelse. Ikke ved de nydelige roser, han giver bogen. Det forbyder vor og vort partis almindeligt velkendte beskedenhed. Hans kritik er også meget morsommere, og vi vil ikke med vores gode vilje snyde Eversharps læsere for noget, der er morsomt.

Kjeld Holms tolkningsnøgle til ægteskabs-bogen er hentet fra salig Johannes Lauridsens interessante forlydender i den kirkelige presse om "det nuværende Tidehverv", som ved sin lovsnak har ophævet skellet mellem absolut og relativt og er blevet "natur-teologisk" - i modsætning til f.eks. K. Olesen Larsen, der var åbenbaringsteolog (han tilhørte "det oprindelige Tidehverv", husk det!). Kjeld Holm har læst ægteskabs-bogen med denne bekvemt håndterlige lauridsen'-ske gaffel højt hævet over siderne, og - haps! - på side 16 jager han gaflen i et brugbart citat, flænser det løs og løfter triumferende sit blodige trofæ. I citatet fra bogen hedder det om ligestillingsrådets tyranniske modstand mod at opfylde kvindernes ønske om deltidsarbejde, så at de kan være sammen med deres børn:

"I kvindesagens hellige navn rammer man mødrene på deres ømmeste punkt og udviser despekt for det, der for deres eget instinkt giver dem deres dybeste værd som kvinder: moderskabet".

Og den skarpsindige anmelder tilføjer: " - Så er vi hjemme. - Tillad mig at spørge Langballe: Hvad er et instinkt for noget? Hvor ved Langballe, hvad der for andre mennesker er deres dybeste værd? Mig bekendt er det instinktive noget, der høre dyreverdenen til, og at hos mennesket har kulturen erstattet det instinktive".

Milde Moses, hvad man dog skal svare på; men den således adspurgte må jo til det: hvad er et instinkt for noget? og hvor ved jeg, at der er noget sådant til som et moderinstinkt? Ja, jeg er helt flov ved at give et så enkelt svar på et så dybsindigt spørgsmål, men - - - jeg har spurgt min kone.

Da jeg, foruden at være gift, naturligvis er en dannet mand, som læser bøger, har jeg også konsulteret andre pålidelige damer om spørgsmålet, f.eks. forfatterinden Sigrid Undset. Og hun hævder det ganske bestemt. Ja, hun ser ovenikøbet moderens instinkt for yngelpleje som en bekræftelse på, at vi tilhører pattedyrenes orden - en påstand, hvis primitive dyriskhed må få et kulturmenneske som Kjeld Holm til at besvime. Ved min grundige undersøgelse af sagen er jeg således kommet til det resultat, at min kone med sit moderinstinkt ikke er noget unikt eksemplar af menneskeracen. Og det er ærlig talt rart for os begge to at vide. Man vil jo nødigt være helt unormal.

Men tillad mig til gengæld - ganske diskret - at spørge Kjeld Holm, hos hvem kulturen helt har erstattet instinkterne: - Er det noget, der er kommet efterhånden, eller er Kjeld Holm ligesom en anden berømt teolog, skolastikkens Pierre Abailard, kommet grumt til skade? Og hvordan klarer de det hjemme hos Kjeld Holm? Volder sådan en kulturel tilværelse helt uden dyriske instinkter ikke småproblemer i det daglige? Hvordan husker han at indtage føde f.eks. - for slet ikke at tale om alt det andet? Ja, tilgiv min rasende nyfigenhed, men har Kjeld Holms far aldrig talt med Kjeld Holm om, hvordan Kjeld Holm er kommet til verden? - alt det dér, som begynder med bierne og blomsterne og ender, ja jeg tør knap nok sige hvor...

Selvfølgelig er disse spørgsmål højst upassende, især rettet til et af kultur så gennemtrængt menneske, men jeg forsikrer Kjeld Holm, at hans eventuelle svar bliver mellem os og læserne.

Naturen og ansvaret.
Kjeld Holm modificerer dog siden sin skånselsløse udryddelse af menneskets instinkter til, at "instinktet optræder altid i en kulturel skikkelse". Åh jo, og gudskelov for det. Men er moderinstinktet ikke stadig moderinstinkt, når det optræder i kulturel skikkelse? Eller kan instinktet for yngelpleje pludselig i kvindesagens kulturelle regie udmønte sig i den praksis, at mødrene skaffer sig af med deres yngel på et dertil indrettet kommunalt opbevaringssted? - Mon det virkelig er moderinstinktet, der her er således bearbejdet af kulturen? Eller skulle det mon være helt andre instinkter, hvis frie udfoldelse den toneangivende overklasse prioriterer højere - f.eks. et instinkt for bekvemmelighed eller højere levefod?

Kjeld Holm har fuldstændig ret i, at det ikke er instinkterne, men afgørelsen og dermed ansvaret, der kvalificerer mennesket til forskel fra dyret. Men jeg har heller ikke skrevet, som Kjeld Holm hævder, at moderinstinktet giver kvinderne deres menneskeværd. Jeg har skrevet, som Kjeld Holm citerede, at moderskabet er det, "der for deres eget instinkt giver dem deres dybeste værd som kvinder". At despektere det er at despektere deres køn. Og det er faktisk noget helt andet. At være af hun- eller hankøn og med hun- eller hankønsinstinkter er virkelige ikke noget, der adskiller mennesket fra dyreriget.

Det kulturens pres, som har fortrængt Kjeld Holms instinkter, og tillige forhindrer ham i at læse, kommer tydeligvis af, at han udover sin afhængighed af Johannes Lauridsens vejledning har lært en fin teologisk lektie, som han hævder er fra Kierkegaard. Han har her fået fat i noget med, at afgørelsen og ansvaret kvalificerer mennesket i forhold til naturen. Men Kjeld Holm har nu forstået det sådan, at kulturen hos mennesket skal erstatte naturen. Hos Kierkegaard betydet det tværtimod, at mennesket ved afgørelsen overtager ansvaret for sig selv, d.v.s. for forvaltningen af sin natur - med instinkter og dyriske drifter og hele griseriet. Just derfor er moderens ansvar noget kvalitativt andet end moderinstinktet. Just derfor er det ikke ganske ligegyldigt, hvilket instinktiv tilskyndelse, hun følger. Så er nemlig ikke instinktet, men fordringen om at være moder, højesteret. Så er moderskab ikke kun en drift, men et kald eller embede.

Om dette forhold mellem moderens drift og moderens forpligtelse kunne Kjeld Holm længere henne i ægteskabs-bogen have læst Sigrid Undsets kvalificerede og åndfulde redegørelse i artiklen "Det fjerde bud". Kjeld Holms egen sondring mellem natur og kultur som konkurrerende fænomenologiske størrelser forekommer temmelig dilettantisk - i særdeleshed som udlægning af den Søren Kierkegaard, han så dristigt påberåber sig. Men misforståelsen er den nødvendige forudsætning for hans besynderlige anklage mod Tidehverv for dyrkelse af den præ-kulturelle naturs guddommelighed. Den slags underholdende metafysiske sysler overlader vi imidlertid uden spor af misundelse til skabelses-teologerne i smilets by.

Århusianernes historiske bevidsthed.
Slutteligt i sin anmeldelse går Kjeld Holm strengt i rette med os, fordi vi mangler virkelig historisk bevidsthed, som også er samtidsbevidsthed. Og det er slemt. Vi forstår nemlig ikke, at de menneskelige samværsformer (kvindesagens familie-opløsning og lovforslag om delt forældremyndighed etc.) har vi "på historiens betingelser". Vi forstår ikke, at 68-oprøret og kvindebevægelsen var resultater af en udvikling. "Det måtte komme, grundet ændrede sociale og politiske kår. Når det er påpeget, må man gå i gang med det kulturopgør, som det nuværende Tidehverv aldrig har evnet. For det kræver, at man interesserer sig for, hvad kultur og historie er".

Den samtidsbevidste Kjeld Holm har imidlertid interesseret sig for begge dele, og han har forstået, at historien er en fremadskridende udvikling, og kulturen er dens nødvendige produkter eller geologiske aflejringer - det, som måtte komme.

Men tillad os at spørge: Hvordan foretager man et opgør med en kultur, som er et nødvendigt produkt af en udvikling, eller med en geologisk aflejring? - Vi vil oprigtigt talt gerne vide det, for Kjeld Holm har ret i, at det har Tidehverv aldrig evnet; men det er vel aldrig for sent at lære nye færdigheder. Hvis kvindeoprøret nødvendigvis måtte komme, er der så mere at tale om? Dens fortalere havde jo intet valg, men sprællede hjælpeløst i den sociale udviklings mekanik, og hvad bliver det så til med "kulturopgøret" med kvindebevægelsen? Hvis Kjeld Holm virkelig mener, hvad han siger, så er det at være til "på historiens betingelser" at ophæve ansvaret ved udviklingen.

Tillad os tillige at spørge, hvilken forskel der er på at gøre mennesket til et produkt af en historisk-kulturel udvikling og af dets naturlige instinkter. Instinkterne forekommer måske mere fornøjelige end Kjeld Holms kulturelle bevidsthed, men det er ganske den samme determinisme, hvormed man stiller sig videnskabeligt udenfor tilværelsen. Som genetiker eller som udviklings-sociolog - det er ærlig talt en smags sag. Vi kender modellen til hudløshed, ikke blot fra det politisk-ideologiske overdrev, men også fra professor Lindhardts kirkehistoriske udviklingslære: historien forvandlet til sociologi.

Hegel kendte også modellen, når han talte om historiens objektive ånd. Og det havde Kierkegaard eet og andet at sige om.

Kjeld Holm er vist kommet for skade at levere en forklaring på, hvorfor "kulturopgøret" hos de forskellige teologiske Århus-skoler - uanset partitilhørsforholdet - aldrig er blevet til andet end uforpligtende akademisk underholdning for en celeber kreds.

Det skyldes simpelthen deres højt udviklede historiske bevidsthed.

J. L.