Den skjulte Gud

Af Tage Schack. Tidehverv, 1926, s.3-9.

Den begyndende Strømkæntring indenfor Nutidens religiøse Lejr viser sig bl. a. deri, at Bøger, der hidtil har været anset for ulæselige for andre end Fagfolk (d.e.: Theologer), pludselig bliver aktuelle, medens religiøse Spørgsmaalsstillinger, der hidtil har været anset for uhjælpelig forældede og misforstaaede, nu atter faar nyt Liv. Dette gælder i særlig Grad Luthers Bog: "Om den trælbundne Vilje" og hele Spørgsmaalet om Viljens Bundethed og Prædestinationen, der ligger til Grund for den. I Tyskland er Justus Jonas' Oversættelse (fra 1526) atter blevet udgivet af Fr. Gogarten (Kaiser Verlag, München. Citat. i det flg. er efter denne Udg.), som i en skarp og klar Efterskrift hævder, at Luthers Kamp med Erasmus for Viljens absolute Bundethed af Gud er den samme Kamp, som Protestantismen i vore Dage har at føre med al mystisk, humanistisk, idealistisk "Kristendom". Thi Protestantismens Væsen er ikke Frihed, men Bundethed - vel at mærke ikke Bundethed ved noget menneskeligt, men ved Gud selv. - Samtidig er denne Bog kommet i svensk Oversættelse (ved G. Rudberg): "Om den trälbundna Viljan" med en meget dybtgaaende og orienterende Indledning af A. Runestam, der giver enhver, som er villig til at arbejde lidt med selv, Forudsætninger for at trænge ind i Luthers religiøse Verden.

Hvorfor da forsøge dette? Hvorfor denne Tilbagevenden til Reformatorerne, særlig til Luther? Det skal ikke forsøges, fordi vor Konfession kalder sig med Luthers Navn, heller ikke for at opnaa en historisk rigtig Forstaaelse af Luthers religiøse Udvikling og Standpunkt. Det maa overlades Fagmændene og har til syvende og sidst ingen personlig Interesse for os. "Vor Beskæftigelse med Reformatorerne kan kun have den Betydning, at vi af dem lader vore Øjne blive aabnede for Virkeligheden. Se Virkeligheden maa vi saa selv; det kan ingen tage fra os. Men vi ser den endnu ikke og har ikke Spor med den at gøre, naar vi nøjes med at se Reformatorerne selv, om vi end saa dem nok saa historisk nøjagtigt og rigtigt." (Gogarten). Thi kun af Nutiden kan vi leve, og kun Nutiden kan forberede Fremtiden. Den historiske Fortid alene kan slaa Fremtiden ihjel og bruges ofte dertil. "Kun ud fra det nærværende Øjebliks højeste Kraft tør I tyde Fortiden; kun under den stærkeste Anspændelse af Eders ædleste Egenskaber vil I udfinde, hvad der i Fortiden er stort og værd at vide og bevare." (Nietzsche). - Ikke for at grave Luther op skrives dette, - det er undertegnede ikke i mindste Maade kompetent til, - men for at antyde, hvad der i denne mærkelige Bog findes af Hjælp til at blive stillet overfor Virkeligheden, overfor Gud selv. -

Naar Tanken om Guds Udvælgelse og Viljens Bundethed atter er ved at blive levende for mange, hænger det sammen med, at Ordet Skæbne har faaet en ny Klang. Det er ikke mere den døde Formel, som mange har brugt som Undskyldning for deres Livs Forliv. Skæbnen er for os - som for vore Forfædre - blevet noget levende, noget, der har os i sin Haand og vil forme os; noget, der vel er langt større og mægtigere end vi og vore smaa Viljer, men netop derfor fyldt med Liv. Skæbne er i sit inderste noget religiøst og derfor saa langt fra Fatalisme og mekanisk Determinisme som vel muligt. Skæbne er Sammenhæng, Ansvar, Skyld, - thi for hvad skulde et Menneske have Ansvar om ikke for sin Skæbne? - den er det, der giver et Menneskes Liv Dybde og Indhold. Det store ved Menneskelivet er, at enhver, selv den ringeste, har Skæbne - og dog i det inderste ikke er den mekaniske Lovmæssighed undergivet. Her ligger et af Tilknytningspunkterne for den genopvaagnende Forstaaelse af Udvælgelsestanken. Det, som et Menneske anende møder i sin Skæbne, - naar han i Alvor tager imod den, - er vel ikke den Gud, som Mennesker snakker højt op om, men den Gud, som skjuler sig. Men samtidig er Skæbne altid Udtryk for en uudsigelig indre Vished, fordi det her er Virkeligheden, ens egen Virkelighed, man er stødt paa. Og det inderste Udtryk for al Erfaring af Guds Udvælgelse er altid Vished, Vished om at være stødt paa Guds Virkelighed. Netop her ligger Formaalet og Grundtanken i Bogen om den trælbundne Vilje: i Problemet om den kristelige Vished. Her er gravet igennem alt det, som hindrer os i at faa Vished om Gud, alt det, som vil lokke os til at blive staaende ved noget hos os selv, - d. v. s. ved det, vi kan se, føle og forstaa: ved vor frie Viljes moralske Stræben, ved vor religiøse Sans og vore religiøse Motiver, ved vor umiddelbare Erfaring af Guds Godhed. Alt dette holder sig paa Overfladen og gaar ikke i Dybden; til syvende og sidst er det noget hos os selv, vi bygger paa: Religionens og Fromhedens Gud. Men Gud selv er skjult; han kan ikke ses, føles og forstaas; han maa tros. Selv naar han i Jesus træder frem, er hans Aabenbaring dog skjult og kun synlig for Troen. Naar alt beror paa Gud og intet mere paa os selv; naar vor Vilje helt ligger i Guds Haand: saa er der Vished. Skæbnens dunkle Magt bliver da til Gud vor Fader og til Virkeligheden fra Gud, hvori vi skal leve. Kun naar Skæbnetanken bliver til Prædestination, virker den til Liv og ikke til Død. -

Vi skal derfor fremstille nogle af denne Bogs Hovedtanker ud fra det Synspunkt, der efter vor Mening er det dybestliggende i den: at Visheden fra Gud findes kun i den fuldstændige Usikkerhed om alt menneskeligt; d. v. s. den findes kun hos den skjulte Gud. Til Belysning heraf vil ogsaa Luthers Heidelberger-Teser (fra 1518) blive benyttet. (Citeret efter den tyske Oversættelse i "Zwischen den Zeiten" 1926. Hefte 1).

Da Filip bad Jesus "Vis os Faderen, og det er os nok!", var det, fordi han ikke mere kunde udholde, at Gud var skjult; han maatte se ham aabenbar og kendelig. Men Jesus fører ham tilbage til sig selv med Ordene: "Den. som har set mig, har set Faderen." "Altsaa i Kristus, den korsfæstede, er den sande Theologi og Gudserkendelse." (Tesis 20). Filip talte ud fra det, Luther kalder "Herlighedens Theologi". Det er den Gudserkendelse, vi alle har; det naturlige Menneskes Theologi; det Forhold til Gud, som næsten synes os medfødt, det, som vi alle gerne vil leve i; Forholdet til den aabenbare og kendte Gud, vor Hjælper og Beskytter, hvis Spor vi ser overalt; han, som er forstaaelig for vor Forstand og Følelse, for alt det overfladiske i os; han, som er Midlet for vor timelige og evige Lykke. Men "det er ikke tilstrækkeligt og nyttigt for nogen at kende Gud i hans Herlighed og Majestæt, naar han ikke samtidig kender ham i hans Kors' Ydmygelse og Skam". (Tesis 20). Thi om Tilhængeren af "Herlighedens Theologi" gælder det: "Da han jo ikke kender Kristus, kender han heller ikke den i Lidelser skjulte Gud. Derfor foretrækker han Gerningerne for Lidelser, Herligheden for Korset, Kraften for Svagheden, Visdommen for Daarskaben og overhovedet det gode for det onde". (Tesis 21).

Men der er ogsaa en anden Maade at kende Gud paa: "Korsets Theologi". Her lærer vi den skjulte Gud at kende, som bedrøver og lægger Kors paa os; han, som er skjult i Afmagt og Skam, i Kristi Kors og i vort Kors, uforstaaelig for vor Forstand og Følelse, ja for vor saakaldte Moral. Det er den Gud, som kan aabenbare sig i Lys, netop fordi han er skjult; det er Faderen, som skjuler sit Fadersind under Virkelighedens Haardhed og det, vi kalder Livets "Tilskikkelser"; Faderen, der skjuler sig i vor Herres Jesu Ringhed, Lidelse og Død; hvis Godhed vi maa tro, fordi den, som alt hvad der er af Aand, ikke udenvidere ligger klart i Dagen. Det er den under Strængheden skjulte Kærlighed, den, som ikke blot er i et andet og større Format end vor, men saa meget renere end det, vi kalder med dette Navn, at man kan fristes til at sige, at den er kvalitetsforskellig.

Derfor elsker Tilhængerne af "Herlighedens Theologi" Gerningerne; thi de er aabenbare og kan ses. "De hader Kors og Lidelse, men elsker Gerningerne og deres Glans, og derfor kalder de Korsets Gode ondt og Gerningernes Onde godt. Men Gud kan kun findes i Kors og Lidelse. Thi ved Korset bliver Gerningerne nedbrudt og Adam korsfæstet, som tværtimod bliver opbygget gennem Gerningerne. Det er nemlig umuligt, at man ikke opblæses paa Grund af gode Gerninger, naar man ikke først ved Lidelser og Onder er blevet ganske tom og stille, indtil man ved, at man selv er intet, og at Gerningerne ikke tilhører os, men er Guds." (Tesis 21). - Kort sagt: "Herlighedens Theologi" vil vide, besidde, nyde, se Resultater. "Korsets Theologi" vil tro, bie paa Gud, lide efter hans Vilje, give Gud Æren.

Her i denne Verden, som Gud har skabt, er hans Herlighed vel til Stede, men altid skjult, aldrig aabenbar, aldrig til at tage og føle paa, aldrig som noget, man kan tilrive sig. "Se, Gud Herren virker og regerer i de ydre Ting i denne Verden saaledes, at naar man skulde betragte og dømme det efter Fornuften, saa maatte man sige, at der er ingen Gud. Thi se, hvorledes det gaar de ugudelige og onde paa det allerbedste i denne Verden, medens det alle Vegne gaar de fromme og Kristne ilde." ("Vom unfreien Willen" S. 337). Den her i Verden aabenbare Herlighed er altid vor egen Herlighed, der hænger sammen med alt, hvad vi kan gøre og udrette, vort hellige Liv, vore Resultater, vor Dygtighed, vor Fromhed. Den skjulte Herlighed er den sande Herlighed og findes kun i Svaghed, Magtesløshed, Modgang og Nød; thi derigennem nedbrydes vor egen Herlighed, og der bliver Vej ind til Herligheden hos Gud, hvis Navn er Opstandelse.

Denne Guds Herlighed er vel til Stede i Kirken, men altid skjult, aldrig aabenbar. Thi den hellige almindelige Kirke er vel ufejlbar, men hvor findes den? De, som kaldes Kirken og den sande Menighed, er nemlig ikke altid Kirken. Altid har der ganske vist været et ret Gudsfolk. "Men det har ikke haft Navn og Udseende af at være det. Og hvad om det fra Verdens Begyndelse (da jo Guds Gerning er ganske forskellig fra Fornuft og Menneskeværk) var gaaet saaledes med Kirken eller med Guds Hob, at nogle er blevet kaldt Guds Folk og hellige og har ikke været det; andre er som den lille foragtede Hob ikke blevet kaldt det, men har været det?" (S. 79). "Herren er Gud, som er underlig i sine hellige, saa at vi ofte kalder dem for hellige, som aldrig er blevet hellige." (S. 342). Derfor er den hellige almindelige Kirke usynlig her paa Jorden, og dens Herlighed er i Sandhed godt skjult.

Dybest set hænger Guds Skjulthed sammen med, at det evige Liv, Saligheden og alt, hvad dertil hører, er skjult for os, - ikke blot saaledes, at det er ubegribeligt og ufatteligt for vor Forstand, men først og fremmest saaledes, at vi af os selv ikke kan tro, ja end ikke begære det evige Liv. "Thi i Hjertet og hemmeligt holder visselig intet Menneske dette for at være sandt, (hvis han da ikke er en ret Kristen og har Guds Aand, som alle Kristne har): at Opstandelsen og at det evige Liv har noget at betyde, begærer heller ikke for Alvor det evige Liv, skønt han vel med Munden taler og ogsaa skriver meget om det. Gud give, at du og jeg var fri og ren for denne Surdejg! Thi dette lærer ingen for Alvor at tro uden ved Anfægtelse og stærk Øvelse af Troen. Ja, kære Erasmus, en dyrekøbt Ting er det at blive en Kristen og faa et troende Hjerte." (S. 105). - Vi begærer ikke for Alvor det evige Liv, fordi vi ikke for Alvor vil det evige Liv; vi begærer Lykke her og hisset; vi begærer Sikkerhed og Garanti. Men Saligheden og det evige Liv er noget ganske andet og meget mere end dette. Derfor faar man os ikke til at begære det evige Liv ved at appellere til vor Lykketrang, thi det evige Liv og Guds Salighed gaar lige imod denne. Derfor er Humanisme og Idealisme intet virkeligt Tilknytningspunkt for Gud, thi paa Bunden af den ligger altid den menneskelige Lykke- og Storhedstrang. Vor saakaldte frie Vilje, som vi bryster os saa meget af, er altid en ond og selvisk Vilje. Der er intet i Mennesket, som er sundt og lyst og ikke trænger til Forløsning, - saadan som kristelige Humanister og Idealister til alle Tider har ment det, - end ikke vor ideale Trang og vor gode Vilje. "Thi hvis den frie Viljes Kraft ikke helt er Vildfarelse, men erkender og kan ville, hvad der er godt, redeligt og saligt, saa er den sund, og som Kristus selv siger, saa behøver den ikke Lægen Kristus, og saa har Kristus heller ikke forløst den Del i Mennesket. Thi hvad behøver dér Lys og Liv, hvor der er Liv og Lys? Og hvis den frie Viljes Kraft, som altsaa formaar noget godt, ikke er forløst ved Kristus, saa er det bedste i Mennesket ikke forløst, men af sig selv sundt og godt." (S. 327). Det er dybt ydmygende for al vor moralske og religiøse Storhedstrang, at der saaledes intet godt er i os, at vi intet har af os selv og for os selv, at alt i os maa forløses, saa "Skabelsestanken bliver tænkt i Lyset af Forløsningen, men saa der ogsaa bliver givet Agt paa de dybe Slagskygger, der da drages igennem den." (Gogarten). Men naar det evige Liv ikke er noget, vi kan begære af os selv ud fra vore menneskelige Forudsætninger, fordi det er mere end menneskeligt, saa bliver der slet ingen Holdepunkter tilbage i det menneskelige; saa bliver der Mulighed for Visheden fra Gud, for Gus Aand.

Thi Lykketrang, selv i sin fineste Form, er noget ganske andet end det at begære det evige Liv, Samfund med Gud. At søge Gud af Frygt for Straf eller Lyst til at komme i Himlen er religiøs Lønsyge. "Thi hvis de fromme gjorde det gode for at naa til Himlen, saa naaede de det aldrig og hørte meget mere til blandt de ugudelige, thi de søgte hyklerisk deres eget i de højeste aandelige Sager og hos Gud. Thi de fromme Gudsbørn gør af en god Vilje og gerne det gode, søger ingen Løn, men alene Guds Ære og Vilje, ganske beredte til at gøre det gode, om det var muligt, ogsaa hvis der ingen Himmel og intet Helvede var." (S. 163). Det er udfra dette Synspunkt, Luthers Tanker om "resignatio in infernum" maa forstaas. Menneskets Villighed til at lade sig fordømme, til at lide den fortjente Straf, - "om Gud saa vil det." Thi det at Guds Vilje sker, er det vigtigste. Men det, at jeg af fuldt Hjerte siger Ja til Guds Vilje, vil det samme som Gud, det er netop Saligheden. (Se K. Holl: "Gesämmelte Aufsätze I. Luther. S. 127 fl.). Det vil paa vort Sprog sige, at Gud bliver først virkelig for et Menneske, naar han søges uden Bagtanker, uden Motiver af nogen Art; naar han ikke længere er Middel, end ikke for det højeste Formaal; men naar Gud, Guds Vilje, Guds Rige er Maal og Centrum for os. Det er Vejen til Visheden.

Et af Hovedstederne om den skjulte Gud lyder saaledes: "Men efter Aarsagen til den guddommelige Vilje og Bud skal ingen spørge, men med Frygt og Bæven give den høje Majestæt Ære. Thi da Gud alene er retfærdig, viis, sandfærdig, god, kan han ikke handle uretfærdigt og uviist, selv om det synes Fornuften anderledes." (S. 53). Denne skjulte Gud og hans hemmelige Vilje skal vi ikke ransage; vi kan dér kun tilbede. Vi har at holde os til den Gud, der har aabenbaret sig i sit Ord i Kristus, han, som ikke vil nogen Synders Død, men vil trøste og oprejse de ængstede Samvittigheder. (S. 144-148). Derfor, saa snart vi er udenfor Guds Aabenbaring i Kristus, er vi ude i det forfærdelige Mørke, hvor et Menneske trods al religiøs Længsel og ideel Stræben maa gaa til Grunde i Tvivl og Uvished. - Alligevel tillægger Luther denne Tanke om Prædestinationens skjulte Gud en stor religiøs Værdi. For det første ydmyger den os dybere end noget andet. "Thi saalænge et Menneske tænker, at han ved noget kan hjælpe sig til Salighed, det være nok saa lidt, saa stoler han paa sig selv, mistvivler ikke ganske om sin egen Evne. Derfor ydmyger han sig heller ikke med hel Alvor og af Hjertens Grund for Gud, men forsøger sig med et eller andet Sted, en anden Tid, Gerning og Maade, hvorved han tænker at hjælpe sig selv til Salighed, ja i det mindste haaber han i Hjertet, at det hjælper. Men den, som har lært med Sikkerhed, at al vor Frelse staar i Guds Haand og Vilje, han mistvivler ganske om al sin egen Evne og Kraft, udvælger sig ingen Gerning, men lider og forventer, hvorledes Gud vil virke i ham; han kan være Naaden og Saligheden nærmere end de gerningsretfærdige med hele den fri Vilje." (S. 54). - Dernæst øver denne Tanke om Guds Skjulthed Troen; thi Troen forholder sig altid til det usynlige. "Men en Ting kan ikke være dybere skjult, end naar den tillige er fornuftstridig." (S. 54). "Altsaa skjuler nu Gud sin evige uudsigelige Godhed og Barmhjertighed under evig Vrede, sin Retfærdighed under Uretfærdighed. Det er nu Troens højeste Trin at tro, at Gud dog er god, skønt han gør saa faa salige." (S. 55). Man mene nu om dette, hvad man vil, der er dog ingen Tvivl om, at Luther her har ramt Troens inderste Væsen: at tro trods alt, hvad der peger i modsat Retning; Troen, der ikke hviler paa Sandsynligheder eller paa Motiver, men hviler i sig selv, fordi den hviler paa Gud.

Her om noget Sted gælder det at finde Visheden i Uvisheden. Kun overfor denne Gud, der er skjult og uransagelig, kan Mennesket blive saa fuldstændig uvis i alt sit eget, at han lærer ikke at søge sit eget hos Gud; det vil set fra en anden Side sige: slet ikke at bygge paa sig selv. Her maa indtræde den fuldstændige Hengivelse til Gud, den hele Overgivelse i Guds Hænder, der saa maa gøre med os, hvad han vil. Saa viser den skjulte Gud sig som den naadige, aabenbare Gud. Der er ingen Modsigelse imellem dem; den ene viser hen til den anden. (Smlgn. Gogarten S. 369).

Vi er nu kommet dertil, at Religion og Religiøsitet, ja end ikke Kristendom længere er nok for os, men kun Gud selv. Ikke Oplevelsernes Gud; ikke Følelsernes Gud; ikke den kendte Gud, hvis Veje i Fortid og Fremtid Mennesker har kortlagt for os; men den Gud, som skjuler sig bag alt dette: Luthers vældige Gud, som vender det religiøse, af sit eget Indre levende, sig selv betragtende, sig selv anspændende Menneskes Blik bort fra sig selv, sit eget og sin egen frie Vilje og hen paa Gud. "Nu er den Stund kommet, da det for det religiøse Menneske føles som en Befrielse ikke at behøve at tro paa en fri Vilje! En Befrielse at møde en Gud, som er saa vældig at vor Vilje er et intet i hans Haand." (Runestam). Det vigtigste for os er nu, at Gud er til - ikke som en objektiv Størrelse, der kan diskuteres; ikke som en Theori; men som en Person, vi maa staa i et personligt Forhold til, hvis han overhovedet skal være til for os. Det er en saa stor Ting, en saa stor Naade, at alt andet, der kan siges om Gud, i Sammenligning dermed kommer i anden Række. Modsætningen hertil er ikke Tvivl i egentlig Forstand; thi den, der for Alvor kan tvivle, kan ogsaa for Alvor tro. Nej, Talen er her om Uvirkelighedsfølelsen midt under det fromme Liv, midt under religiøse Oplevelser og Følelser. Hvad hjælper al god Tale om Guds Kærlighed, hvis Gud slet ikke er der? Det er jo ikke Kærligheden, saadan som vi forstaar den, der frelser os, - men Guds Kærlighed. Derfor siger vi: for enhver Pris hellere i Guds Haand, i Virkelighedens Haand end udenfor den.

Thi i Afgørelsens Tider, i Tvivl, i Sorg, i "Sjælevaandens Raadvildhed" træder noget os nær, som er større og stærkere end vi selv, noget, som handler med os. Mennesker kalder det Skæbnen, men dets Navn er Virkeligheden, den, som vi alle søger at undgaa, at lukke vore Øjne for, saalænge som muligt, fordi den er os for stærk, for haard og ubarmhjertig. Vi pynter paa den, drømmer den anderledes, end den er, og giver vor Drøm skønne Navne, hvoraf "Idealisme" er det skønneste. Men kun her, i Virkeligheden, er det, at vi møder Gud; her er det, vi kan vide os - ikke i Skæbnens, men i Faderens Hænder. Saa begynder vi at forstaa Naaden ved Faderens Strænghed, at det kan være forfærdeligt at være i Guds Hænder, men det er dog bedre end ikke at være det. Saa forstaar vi, at Guds Naade betyder intet andet end dette: at have med Gud selv at gøre, han, som ikke er dødes, men levendes Gud. Hvis det er Gud selv, vi søger, og ikke Aflad eller noget lignende, saa er dette i Sandhed nok for os. Det er nok for os, fordi dér hvor Gud virkelig er, dér er han altid i al sin Naade og Barmhjertighed. Det er den Tanke, der gaar igennem hele Luthers Bog, dukker op Gang paa Gang og ganske overskygger den fatalistiske Tanke om Gud som den upersonligt drivende Kraft i alle, baade de onde og de gode: det er Tanken om de to Riger, Guds Rige og Satans Rige, der kæmper om Herredømmet i ethvert Menneske. Og vel at mærke: her staar "den frie Vilje" ikke midt imellem, - thi der gives intet: midt imellem, - men den er ganske behersket enten af Gud eller Satan. "Thi naar Gud er hos os og med os, saa er Satan borte, og saa har vi Lyst til det Gode. Naar Gud er borte, saa er Satan der, og der er da intet andet i os end Vilje og Lyst til det onde." (S. 116).

Det at turde finde Naaden i Strængheden, at turde "tro Livet under Døden" (S. 55), det er at tro Gud, at tilbede Gud - ikke en Tyran, som vi kun kan frygte; ikke en godlidende Gud, dannet i vort eget Billede og efter vort eget Ønske; nej det er at tro og tilbede Faderen. Den altfor aabenbare, altfor nære, altfor indladende Gud har ikke kunnet hjælpe os i den Virkelighed, vi kender; har ikke kunnet befri os fra os selv. Den Gud, som skjuler sig i Mennesket Jesus og i hans Ringhed; som skjuler sig i Beretningernes historiske Usikkerhed og i Kirkens Afmagt og Skam; han, som trods alt og igennem alle sine underlige Førelser og i al sin Skjulthed er Kærlighed af en Dybde og en Art, som vi ikke kan forstaa, men kun tilbede, - denne Gud er det, som kan frelse, og som vi kan gribe i Troen.

Det for os skjulte og uforstaaelige hos Gud viser sig først og fremmest deri, at han fører os ind i Skylden, - d.v.s. han fører os ind i Virkeligheden, for Skyld og Virkelighed kan ikke skilles ad her paa denne Jord. Thi Sandheden om os er, at vi ikke blot er svage Syndere, men skyldige. "Saaledes handler nu Gud i alle sine Gerninger: naar han vil gøre os levende, dræber han os: naar han vil gøre os fromme, rammer han os først i Samvittigheden og gør os først til Syndere; naar han vil oprykke os mod Himlen, støder han først i Helvede." Alt dette gør Gud, - ikke for at vi skal komme i "Syndenød", (thi Guds Dom er ikke forbigaaende), men for dog endelig engang at faa Virkeligheden frem i os. Det er ham ikke om Forbedringer eller om en Synd mere eller mindre at gøre. "For Gud er alt, hvad der sker eller gøres ved Mennesker, enten Retfærdighed eller Synd. Og det er Retfærdighed, naar Troen er der, men Synd, naar Troen ikke er der." (S. ,306). Det eneste, det kommer an paa, er, at vi faar at gøre med Gud selv, at han faar fat i os, at vi faar Synderens Forladelse, saa Gud kan begynde med os. Derfor er Guds Førelser med os skjulte, "skjulte" for vor Trang til Lykke, "skjulte" for vor Trang til at være moralsk uangribelige, uskyldige; thi det er vor Grundløgn, at vi tror, at vi er det.

Den korte Mening med det hele er dette: at det er Gud selv, der træder frem af sin Skjulthed og aabenbarer sig for os; - og hvis han ikke gør det, hjælper vore Bestræbelser intet. Det er Guds Aand, der alene kan aabenbare Gud; lære os at kende Gud; give os det Sind, der kan modtage Gud, det Hjerte, der kan begære det evige Liv.

Dette hænger paa det nøjeste sammen med den allerede paapegede Tanke hos Luther: at der intet Mellemomraade er mellem Guds Rige og Satans Rige, og at Mennesket, overladt til sig selv og uden Kristus, med al sin "frie Vilje" ganske er i Satans Vold. "I tror, at begge, Gud og Djævelen, er langt borte fra os og iagttager os for at se, til hvilken Side vi vil vende os med den frie Vilje. Men I tror ikke, at begge, Gud og Djævelen, der som to Kongeriger evig strider mod hinanden, kraftigt virker og driver den menneskelige Vilje, saa at den maa være som en Træl, ja som en Hest følge Rytteren." (S. 271). Og al Tale om den værdifulde ideelle Trang i Mennesket, der kan drive til Kristus, - som om vi havde noget i sig selv værdifuldt at bringe Gud, - fejer Luther til Side med flg. Ord: "Hvor vil I da finde en Middelvej, eller hvor vi I finde en Kraft i den frie Vilje, som ikke er Kristus, det vil sige: ikke er Liv og Sandhed, og dog heller ikke er Vildfarelse, Løgn og Død, men noget i Midten? Thi hvis ikke Skriften saa klart sammenlignede alt, hvad der bliver talt om Kristus og Naaden, saa at den stiller det imod dets Modsætning, nemlig at alt, hvad der er udenfor Kristus, er intet andet end Satan; alt hvad der er udenfor Naaden, er intet andet end Vrede; hvad der udenfor Lyset, er intet andet end Mørke; hvad der er udenfor Vejen, er intet andet end Vildfarelse; hvad der er udenfor Sandheden, er intet andet end Løgn; hvad der er udenfor Livet, er intet andet end Død, - sig mig: hvorledes vilde da Apostlenes Prædiken og hele Skriften bestaa?" (S. 326). Udenfor Gud er alt dødt, ogsaa alt i os dødt. Hvis vi i os selv havde Lys og Liv, hvortil da Kristus? Vor Afhængighed af Gud er absolut - og vedbliver at være absolut. Men naar vi er hos Gud, saa er vi helt hos Gud, han, som kun er Naade og Forbarmelse; og naar Gud er borte, er der intet Lys for et Menneske. Dette er ikke abstrakte, theoretiske Overvejelser, men svarer nøjagtigt til de dybeste Erfaringer. Mennesker kan gøre, om Gud og om sig selv.

Men først og fremmest: hvor aktiv og levende, hvor personlig er ikke den Gud, Luther her taler om! Det er en Gud, der er langt mere end dybt interesseret Iagttager; det er en Gud, der handler og kæmper; en Gud, som er alt Lyset og Livet for et Menneske; som kommer i sin Kraft, naar han vil; saa det med Sandhed kan siges: "Herren han har besøgt sit Folk!" Af Guds Besøg, af Guds Nærhed, af Lyset fra den skjulte Gud lever Menigheden og den enkelte - og af intet andet. Thi vi kan altid kun leve af Nutiden, ikke af Fortiden. Naar Guds Lys ikke bryder igennem, naar Gud ikke besøger sit Folk, sidder Kirken "i Enkestand" - og skal bekende det og ikke trøste sig med, at vi "har" jo Ordet og Sakramenterne og Gud selv. Det er Intellektualismens upersonlige Tankegang, for hvilken Gud og alt, hvad der er fra ham, er noget, man kan eje og besidde; for hvilken det er logisk klart og ligetil, at naar Gud er almægtig, saa gaar det jo nok godt, og naar Gud er kærlig, saa vil og kan han jo ogsaa nok frelse den, som da vil frelses. Det er døde Tanker, blottet for alt Liv. Og trods enkelte logisk-fatalistiske Tankegange, som Luther bruger som Hjælpeargumenter for sit Standpunkt, er det dog klart for enhver, som kan læse, at det egentlige hos ham, det, som han kæmper for, er dette: at Gud er Vilje, Handling, Liv, Nutid; at Gud er personlig og Forholdet til ham det personligste af alt og derfor fyldt med Spænding. Nu er det saadan, at Mennesket er fuldt af Aktivitet, moralsk og religiøst, og Gud er Hjælperen og Beskytteren. For Luther er Gud Aktivitet; og netop ved Berøringen med ham bliver Mennesket aktivt; men ogsaa først da. Men netop fordi, det er paa Gud, det hele beror, kan et Menneske faa Vished; ellers var det umuligt. Thi Guds Tag i os er ikke slapt og udglidende, men fast og stærkt. "Jeg vil for min Del bekende: Jeg vilde ikke ønske, selvom det kunde ske, at der blev tilstaaet mig en fri Vilje, med hvilken jeg kunde stræbe efter Saligheden. - - Selv om der ingen Farer, ingen Anfægtelse, ingen Djævel var, saa var dog alt mit Arbejde gjort paa det uvisse, som den, der slaar i Luften. Og selv om jeg levede og arbejdede til den yderste Dag, saa var min Samvittighed aldrig sikker eller vis paa, hvormeget den skulde gøre, for at Gud kunde faa nok. - - Men da nu Gud har taget min Salighed bort fra min frie Vilje og sat den i sin frie Vilje og lover at opholde mig, ikke ved mit Liv eller min Gerning, med ved sin Naade og Barmhjertighed, saa er jeg sikker og vis paa, at han er trofast og ikke vil bedrage mig." (S. 334-335).

Denne fuldstændige Bundethed til Gud er det eneste, der giver Frihed, "et Kristenmenneskes Frihed" fra Loven med alle dens Motiver, der blot faar et Menneske til at søge sit eget. Thi "alt, hvad der ikke er født af Aanden, er Kød, det være saa smukt, helligt og kostbart, som det være vil, var det endog den guddommelige Lovs allerkønneste Gerninger, udført af vor allerbedste Kraft og højeste Evne. Thi vi behøver Naaden og Kristi Aand, uden hvilken alle vore Gerninger er fordømmelige." (S. 301). Men hvem længes efter den Aandens Frihed, som Bundetheden til Gud skænker? Loven er ikke mere det, der knuger os til Jorden, som den knugede Paulus og Luther. Vi har afsvækket og formildet Loven, gjort den til Idealisme i en eller anden human, borgerlig Form, d.v.s. vi har erstattet Guds Lov med vore egne menneskelige, selvlavede Idealer. Og denne saakaldte Lov bruger vi saa som Støtte og Rækværk, som Beskyttelse overfor Gud. At staa uden Lov, (d. v. s. uden Støtte af vor ideale Sans, vor ærlige Stræben, vor relative Lovopfyldelse) overfor Gud: det var jo at være redningsløst i Guds Haand. Derfor foretrækker vi at forkynde og tjene "Loven" og gøre den til vor Gud. Og paa den anden Side: hvor tynges ikke de allerfleste af denne "Lovens" og Moralens Gud, saa de aldrig naar frem til et helt og frit og personligt Forhold til Gud. Thi Gud staar højt over os og vore Domme, ogsaa vore moralske Domme. "Thi hvis Guds Retfærdighed var en saadan, at man kunde begribe med Fornuften, at den var retfærdig, saa var den ikke guddommelig, og der var ingen Forskel mellem Menneskets og Guds Retfærdighed." (S. 336). Men derfor kan Gud ogsaa frikende, selvom "vort Hjerte fordømmer os; thi Gud er større end vort Hjerte og kender alle Ting." (1. Joh. 3, 19-20).

Det er vel for mange det mest "skjulte" ved Gud, at han er større end al Moral, større end Samvittigheden; at han fordømmer meget grundigere end Samvittigheden gør, men derfor ogsaa kan frikende. Saa er al Lov i Forholdet til Gud borte. Saa bliver der Brug for og Plads for Naaden, ikke for den Naade, som er Aflad, men for den, som er Gud selv, hans egen Tale, hans eget Komme. Saa bliver Evangeliet Evangelium og intet andet. Saa har den menneskelige Ethik intet at gøre i det inderste Forhold til Gud, fordi vi har med Gud selv at gøre. Saa er der intet imellem os og Gud; Naaden gør os fri. Men vel at mærke: fri, idet vi kommer i Guds Hænder, bindes til ham.

"Da man nu ved Hjælp af Gerninger og Flid ikke naar den Retfærdighed, som gælder for Gud, hvad hjalp det os da, om vi end, hvis det var muligt, naaede til Engles Hellighed? Thi Paulus adskiller to Slags Retfærdighed. Den ene, som han kalder Lovens Retfærdighed; den anden, som han kalder Guds eller Troens Retfærdighed; og han siger nu, at den første uden den anden aldrig kan retfærdiggøre nogen. Og at den anden uden Lovens Gerninger bliver skænket ved Kristus." (S. 305). Det er Springet fra det moralske over i det kristelige, fra Ethik til Tro. Det er det, der er skjult for Farisæren i os; det, som Judeisterne til alle Tider har kaldt Amoralisme: at Kristus ikke er det Ideal af alle gode borgerlige Dyder, som han nu gøres til, denne ubevidste Forvrængning af Evangeliernes Jesus; men han er den, som fordømmer og nedbryder alle menneskelige idealer ved sit Kors. Kristus er overhovedet ikke noget Ideal, men den, som er pint, korsfæstet, død, men oprejst igen paa den tredje Dag; og Kristendom er ikke Lov og ikke Ethik og mindst af alt Idealisme, men den er Død for alt det gamle i os og Oprejsning af et nyt Menneske. "Du siger nu: Hvad skal vi da gøre? Skal vi da tage det med Ro, fordi vi ikke kan gøre andet end Synd? Jeg svarer dertil: Nej, men lyt til disse Ord og fald da paa Knæ og bed om Naade og sæt hele dit Haab til Kristus, thi han er vor Frelse og vort Liv, vor Opstandelse". (Heidelberg-Teserne. 16).