Ordets vægt eller vægtløshed - en lyrikanmeldelse

Eversharp, Tidehverv, 1986, s.28.

Ordets vægt eller vægtløshed - en lyrikanmeldelse
Det er nogle år siden, at Ole Wiwel talte om Kirken I Kunstens tjeneste. Og det er nogle år siden, han på et sommermøde i Rødding hånede mødelederen med følgende ord: "Det er skrapt, at man her skal påhøre trosbekendelsen hver morgen".

Mødelederen blev ved sit, selvom Wiwels ytring - naturligvis - tog kegler i salen, så det raslede. Herefter måtte mødelederen se sig selv sammen med en mindre skare af "sekterere" hver morgen, mens resten af sommermødet hengav sig til den virkelige verdens fordringer. De sov.

Hvorfor stå op, når Wiwel - digteren og profeten - selv havde sagt, at det var "skrapt", det man bød dem.

På den baggrund er det bemærkelsesværdigt, at Ole Wiwel nu sender "de fattige præster" en hilsen fra sin villa på Skagen. Han skriver såmænd således i sin digtsamlings slutning:

Nej -
I som holder barnets hoved
mellem jeres hænder
og de elskendes hænder mellem jeres
løfter skovlen
den lille forkomne
over kistelåget
og oblaten så ynkelig
ved det hellige alter
I skal
før alle andre
og ikke efter
fastholde ordets vægt
når højhed står på spil.
I skal
følge blind skæbne til dørs
i det seende univers
og trodsigt hævde
at intet tåles
ved siden af ordet
det skabende
gentaget af ham
med de bespottede insignier.

Vi er enige med Wiwel om, at der er noget, der skal fastholdes og takker for den venlige hilsen. At Wiwel selv synes at have opdaget, at kirken står i Ordets tjeneste og ikke i Kunstens er bemærkelsesværdigt.

Når nu digteren selv opfordrer os til at fastholde ordets vægt, så finder vi anledning til at bemærke, at indgangsbønnens ord både er vægtige og poetiske. Vi kan jo prøve at gøre dem forståelige for en nutidsdigter ved at skrive dem således op:

Herre!
jeg er kommet ind
i dette dit hus
for at høre
hvad du Gud Fader min skaber
du Herre Jesus
min frelser
du gode Helligånd
i liv og død min trøstermand
vil tale til mig.

Udover spørgsmålet om sproglig vægt eller vægtløshed er der endnu en afgørende forskel på Wiwels digt og indgangsbønnens ord. Vi "fattige præster" skal under indgangsbønnen knæle for alteret. Indgangsbønnen er nemlig en bøn til Gud om at få nåde til som syndigt og selvisk menneske at bære sandhedens ord frem. Ole Wiwel derimod er kunstneren, der som en generalstabsofficer udsteder sine ordrer til mandskabet i marken -på livets vegne - og så forresten holder sig selv fornemt udenfor.

Der er stadig forskel på en bøn og en ordre.

Den, der har øren at høre med, han høre!

("Til de fattige præster". Digte fra Skagen. Ole Wiwel.)

Niels Carl Lilleør.