Guds ager

Af Vilhelm Krarup. Tidehverv, 1994, s.83-84. (Mk.4,26-32).

Året efter murens fald i Tyskland kørte min søn og jeg og et par bagsædepassagerer til Sachsen i et forsøg på at genoprette en for længst udgået forbindelse med min mormors tyske slægt. På kirkegården i Herrnhut fandt vi hendes forældres grave. Vi danske kender Herrnhut fra Christiansfeld i Sønderjylland, hvor Herrnhutterne eller brødremenigheden for godt 200 år siden fik den danske konges tilladelse til at lave en filial af deres hjemby. En mærkelig målbevidst, pietistisk farvet sekt var de, et fællesskab af vakte kristne, der lavede deres eget kristne samfund, et kristeligt bykollektiv, med brødrehus og søsterhus og boliger for de gifte og midt i byen en stor og berømt bedesal. Ægteskaber blev oprettet ved lodtrækning. Nogen leder havde man ikke. Alene Jesus var lederen. De døde fik alle en grav på den ejendommelige kirkegård, mænd til den ene side, kvinder til den anden, og midt i lå grundlæggeren, grev Zinzendorf, alle grave dækkede med ens, store, flade sten, ikke en blomst eller nogen anden pynt på det efterhånden meget store areal. Det var ganske betagende at besøge den - sådan som mange herhjemme kender den tilsvarende kirkegård i Christiansfeld. Gottes Acker blev kirkegården kaldt, Guds ager, Guds mark.

Som sagt, særpræget og på sin vis gribende var den. Der lå de alle fra de sidste 250 år, side om side, ventende på den store dag, "på hvilken alt så vel i lag skal komme", "da Herren med sit ord, før vi det ved, opvækker støv til herlighed." Et synligt billede på troens ord om "de helliges samfund", levende og døde, onde og gode, alle helligede ved evangeliet om den Herre Jesus Kristus. Betagende, ja - og dog rent ud på een måde uhyggeligt, alt for arrangeret og velordnet, jeg var lige ved at sige til mig selv: for ægte tysk, som om menneskene havde taget Gud i deres tjeneste, sagt i vor tids sprog: havde systematiseret Gud og hans kirke. Sådan ser en sekts gravplads ud, et kristeligt kompagnis eller partis gravplads, en kirkes, når den for alvor er blevet en institutionaliseret frelsesanstalt, udskilt fra folket og dets levende liv, kirken indkapslet som et særligt kristeligt kollektiv. Og jeg kom til at tænke på de godsherrer, der i gamle dage indrettede et privat gravsted i deres park og således undgik at dele gravplads med det gemene folk.

*

Fra denne kirkegård af kristne og for kristne vil vi vende os til dagens lignelse med dens skildring af Guds ager. Guds rige lignes ved en mand, der såede sin sæd - og sæden spirer og bliver høj og af sig selv bærer jorden frugt. Ja, af sig selv, men ikke automatisk som teologerne plejer at sige, fordi af sig selv på græsk hedder automatisk. Sandelig slet ikke af sig selv, for vel vokser det hele af sig selv, men det sker ikke uden en kamp for at overleve og vokse, en kamp ikke blot mellem ugræsset og sæden, men også en kamp for at finde og få næring til væksten. Kæmpekræfter er der skjult i denne for menneskelige øjne usynlige kamp. Tænk blot på, hvordan spæde og spinkle planter kan få et asfaltdække til at bule, ja endog bryde igennem det.
Den levende mark, hvor væksten nok sker uundgåeligt og af sig selv, men med megen strid og møje, det er den, der er Guds ager, fordi han har sået sit ord i den. Guds ager er ikke en afstukket, velordnet have, men det levende livs uoverskuelige folkemark, hvor liv og død kæmper - og hvor døden altid er den sikre sejrherre. Netop denne ager er den, der er Guds. Han er - ved vor herre Jesus - den, der høster i lade.

Sådan ser Guds kirke ud, siger denne lignelse til os: Den er folkets kirke, for folket er Guds - ikke fordi det har valgt at være det. Det er der ingen, der kan. Folket er Guds, fordi han har gjort det til sit folk ved at så sin sæd i det, den sæd, som er hans skaberord. Det samme ord, hvormed han skabte alt og alle af det, som intet var, er det ord, med hvilket han genrejser og forløser det faldne menneske. Derfor er hans kirke ikke en organisation bestående af særligt troende eller såkaldte religiøse, men hans kirke er alene dette genskabende og forløsende ords forkyndelse. Guds kirke er i egentlig og virkelig forstand og ikke blot i politisk forstand en folkekirke.

Hele folket i alle aldre og i alle lag og båse og partier, eller hvad folket ellers deler sig selv op i, er Guds ager, dvs. hører Gud til, og ingen kan lukkes ude, lige så lidt som nogen kan melde sig ud af sit folk. Vist skal der politisk være religionsfrihed, men den egentlige religionsfrihed befaler troen selv: "tvang til tro er snak i tågen". Også til dem, der mener selv at kunne bestemme, om de vil tro eller ej, lyder Guds levende og skabende ord: Du er min og jeg er din og intet skal os skille, for det er ham, der har sået, der også høster og samler i lade. Ja, modsætningen mellem menneskenes velordnede ager og Guds egen levende ager er modsætningen mellem folkekirken som hele folkets kirke og folkekirken betragtet som en sektkirke blandt mange andre, blot kaldet folkekirke, fordi den af historiske grunde er den største af sektkirkerne, de berømte, men uhyre ligegyldige 90 % "medlemmer".

Denne grundlæggende modsætning er for mig at se særlig aktuel, fordi de, der mener om sig selv, at de er mere kristne end de andre og som derfor anser sig selv for at være mere berettigede til at bestemme i kirken, er ved at røve kirken fra folket og gøre folkets kirke til deres private. Ved hjælp af højtråbende kristelige organisationer, kristelige blade og kristelige partier er det lykkedes dem i den grad at imponere ved deres aktivitet og påståede trosiver, at selv folkets ledere og ikke mindst deres administrerende embedsmænd er endt i den forståelse af ordet folkekirke, at den blot er flertallets sektkirke. Dette betyder, at politikerne og deres kancellister tager evangeliet ud af kirken og gør den til en skinkirke, et kristeligt kollektiv - som det er sagt: en kristendom uden Kristus, og det vil til syvende og sidst sige: en magtsyg kirke, en ny slags pavekirke.

Lignelsen idag lærer os at skelne mellem den Guds ager, som vi mener at kunne skabe ved hjælp af vor egen aktive tro, og den Guds ager, som alene Gud skaber ved, at han har sået og sår sin sæd iblandt os. Vi kan også sige den modsætning, som er imellem den kirke, der vil gøre sig synlig og således have verdslig succes og betydning, og så den kirke, der ikke betragter sig selv, men bare er der - om få eller mange i kirke, det spørger den ikke om, den er der bare og sår Guds ord, og således er den folkets kirke, dets rygstød, når alt andet smuldrer. Ikke de manges, men den enkeltes, ikke de stærkes, men den svages kirke og netop således hele folkets kirke og Guds ager.

*

Om denne folkets kirke, der ikke følger tidens almindelige parole om succes og fremskridt og fasttømret organisation, og som sådan anses for foragtelig og forargelig, om den handler også den anden lignelse, der hører med til dagens tekst. Under hvilken lignelse skal vi fremstille Guds rige, spørger Jesus, og han svarer selv: Det er som et sennepskorn, mindre end alt andet frø på jorden, men når det vokser op, bliver det større end alle urter, og himlens fugle kan bygge rede i dets skygge. Kan der gives et skønnere og mere forjættelsesfuldt billede af den foragtede folkekirke end dette? Intet er den i sig selv, mindre end alle jordiske foretagender, blot et ord, der såes, og det et ord, der ikke syner af noget, og dog kan alle menneskenes børn bygge rede i træets skygge. Forargeligt er det og skal det være for alle, der magtsygt vil have orden og herredømme, for alle nuværende og kommende dygtige administratorer, for alle det såkaldte praktiske livs folk, men saliggørende for de fattige og små, folket, der intet andet er blevet til end det, de er født til at være: livets fanger og dødens børn.

Sandelig Guds kirke er en folkets kirke, en barnedåbens kirke, og det er og det skal være dens eneste styrke, at den som Guds ager ikke er andet.

Amen.

Vilhelm Krarup,
Søndag Seksagesima 1994,
Markus 4,26-32.