Evigt til stede

Af Thomas Østergaard Aallmann. Tidehverv, 2003, s.167-168. (Joh.16,5-15).

4. s. e. Påske 2003 - Tekst: Joh. 16,5-15.

Kirken er et gammelt hus, og det er, fordi kristendommen er en gammel sandhed. Men ingen af os vil dermed betvivle, at den er sand. For selvom kristendommen er gammel som sandhed, så er den jo helt ny, når du og jeg lever på den. Sådan er det med sandheden, den er lige glad med alder og tider, for den er sandheden. Man skal derfor passe på med at sætte kristendommen i kategori med sporvognen og gaskomfuret og alt det, som tiden løber fra. Vi udvikler os aldrig ud af kristendommen. Nej, vi udvikler os faktisk på grund af den.

Vi udvikler os hele tiden i vores verden. Ingen tvivl om det. Vi kan køre og flyve og SMSe. Det kunne man ikke før. Brugsen er blevet større, og det er København også, men så er der så meget andet, der er svundet ind, £eks. togafgangene langs vestkysten, beboerne på Lolland og Falster og agerhønsene. Alt i alt kan det skrives ind under udviklingen. Noget går frem, noget går tilbage - sådan er udviklingen, siger man. Og det har man jo ret i, fordi udvikling egentlig bare betyder, at tiden går fremad. Det hele går fremad, også når det går tilbage! Og hvad skal vi stille op med det? Ja, vi skal jo prøve at være mennesker midt i det hele. Og se, det fører os hen til en særlig forståelse af udvikling, nemlig den kristne, at hver person står det samme sted under Gud Fader. Lige meget, hvor du befinder dig i historien, så har du som kristen det tilfælles med alle andre i historien, at du står det samme sted under Gud Fader som de. Hans nåde er evig, og det vil sige, at den er til stede med samme styrke i dag som dengang. Han er evindelig, derfor er han også helt til stede nu, i dag. Gud Fader er i sin evighed den samme for dig, som tror, som den, Han var på skabelsens første morgen. At Han er evig, betyder, at Han altid er nutid. Derfor er kirken et gammelt hus. Og hvor er det saligt, at gammelt herinde betyder virkelig, nutidig, tilstedeværende. Herinde skrotter man ikke det gamle, herinde er det gamle også det sande. Herinde er det grå guld stærkt og funklende som solen.

At sige, at udviklingen er løbet fra kristendommen, er derfor kun en smart frase. Ingen udvikling kan jo løbe fra den, der er evigt til stede. Og det har selvfølgelig betydning for vores selvforståelse som kristne mennesker. Når det nu forholder sig sådan, at det er lige meget, hvor du befinder dig i historien, så har du som kristen det tilfælles med alle andre i historien, at du står det samme sted under Gud Fader, så er der heller ingen, der kan være foran andre som kristne, heller ikke i din egen tid. Her i Guds hus er alle ens, i dag, i går, i morgen. Til hver en tid er mennesket jo samtidigt med Herren, fordi Herren altid er hos os i vores tid til hver en tid. Herinde i det gamle hus er det nemlig ikke så vigtigt, hvordan vi betragter Gud Herren, men derimod, hvordan han ser på os. Og han ser på os med Kristi milde blik. Vi er ikke de afgørende, de udslagsgivende som kristne, det er Gud, der er det. Var det os, det afhang af, så er det klart, at vi ville kunne udvikle os, blive bedre, én tid ville være at foretrække frem for en anden. Men det er ikke os, der sætter dagsordenen under Gud, det er gudskelov Ham, som ikke forandres. Derfor er Hans nåde den samme i dag som i går. Derfor er vi benådede de samme i dag som i går.

Herinde i det gamle hus er alle derfor ens på trods af tiders udvikling. Man kan sige, at den eneste udvikling, der gives i kristendommen, er den, hvor vi hver især når frem til den erkendelse. Du kan sådan set kun udvikle dig som kristen på én måde, og det er ved at blive den, der i Kristi øjne altid vil være den samme udkårne. Uanset, om du er en succes i din tid eller en fiasko målt på din tids præmisser, så er du altid først og fremmest Guds barn. At udvikle sig kristeligt er sådan set at blive den, du er.

I dag sætter man ofte udvikling lig med afvikling. Man mener, at man må forlade noget gammelt, for at der kan komme nyt til. Vi må ha' luftet ud i de gamle stuer, siger man - ja, helst flå væggene og murene ned, så vi får et bedre udsyn, og så skidt med, at det trækker, og småfolk fryser. Man kan med andre ord ikke blive stående i eller ved alt det gamle i vor tids forståelse af udvikling. Udviklingen kræver næsten, at man afvikler. Udvikling betyder simpelthen, at man forlader det gamle - det er nye tider, siger man. Og så mener man, at det gamle derfor logisk må være forældet. Men er det sådan i virkeligheden? Er det sådan, at en ny tid ikke har med den gamle tid at gøre? Er det sådan, at jo nyere, jo bedre, jo yngre, jo bedre? Selvfølgelig ikke! Vi må huske, at vi lærer af historien på flere måder. Men den væsentligste er den, der udspringer af kristendommen. Når vi holder fast ved det, som vi lærer herinde: at vi til enhver tid før alt muligt andet er de samme mennesker under Gud, da vi har modtaget nåden på samme måde af den samme Fader, ja, så bliver vi samtidige med vor historie, deler i det væsentlige vilkår med vore forfædre, ængstes, elsker, takker og beder på samme måde ned igennem vor verdens skiftende tider. Og det er en identifikation, der starter vor dag med respekt. Respekten for en kristen broder eller søster på tværs af tidens kastede grave. Og det udvikler ingen sig bort fra. At være menneske. At være menneske som Guds barn er det samme i dag som for årtier, århundreder, årtusinder siden.

At tiden er løbet fra den gamle kirke, er derfor en løgn, vi kan dementere. At afvikle det gamle i udviklingens navn er en farlig affære. For det får os til at tro, at vi er de bedste og de første egentlige mennesker i historien. Men er vi Guds, er vi de samme. Og så er historien også vor historie.

Og her til sidst. Nogle vil afskaffe det gamle, fordi der ikke er visioner nok i det, ikke nok iværksætterånd, og hvad har vi. Man bryster sig af vor kulturs dristighed. Og det er godt at være stolt af sin kultur. Men vi skal huske, hvad vi kommer af, alene af den grund, at meget af det, der giver os kræfterne til vore tigerspring ind i fremtiden, er alt det, vores fortid har givet med os som kristne i daglig kamp. Kræfterne til vores spring, selve benzinen, er den frihed til at tro på, at der er højt til loftet i vores kulturkreds, og den frihed stammer altså et sted fra - den stammer fra kristendommen. Friheden til udvikling i vort vesterlandske samfund er en frihed, der stammer fra det budskab fra Gud Fader, at han til hver en tid er en nådig Gud, der ikke dømmer os på vor succes eller fiasko som mennesker, men sætter os fri, når vi tror på og holder os til Jesus Kristus. Og således gennem generationer af Gud Fader sat fri på samme måde til at gøre vort bedste, står vi i dag, hvor vi står. Vi må for alt i verden huske på, at vi står på dette fundament sammen med generationerne før os. Misbruger vi den frihed, vi har fået skænket af Gud i syndernes forladelse, til i udviklingens navn at drive vor verden derhen, hvor vi afvikler kristendommen, da trækker vi ikke kun tæppet væk under vore egne fødder, vi underminerer vort hus - og så bliver faldet stort. Vi står sammen. Sammen med de gamle under kastede grave.