Søndag Sexagesima

Af Tage Schack. Tidehverv, 1939, s.13-14. (Luk.8,4-15).

Lukas Evang. 8,4-15.

Da Jesus havde fortalt Lignelsen om Sædemanden, raabte han: "Den, som har Øren at høre med, han høre!" Hvad er det da, vi skal høre?

1. Vi skal for det første høre, at Sæden er saaet. Den er saaet paa denne Jord, saadan som den er. Den er saaet i vort Liv, saadan som det er. Den er saaet midt i Synd og Død, midt i Haabløshed og Mørke. Den er ikke blot saaet de Steder, hvor vi vilde sige: "Se, her kan det da nytte noget. Her er den gode Jord. Her er Muligheder. Her er Godhed. Her er Tro. Her er Modtagelighed." Men Sæden er spredt rundt om paa hele Marken, hvordan saa Jordbunden efter vor Mening er. Sæden er kastet i Jorden uden nogen Frygt for, at den skal gaa til Spilde. Gud har talt sit Ord ind i en Verden, der forholder sig ganske ligegyldig overfor det. Og det er talt af Disciple og af en Kirke, som kun i ringe Grad har forstaaet det og prøver paa at tillempe det, saa det lettere kan modtages. Der staar paa John Wesleys Grav i Westminster Abbey. "Vær ikke bange for at saa paa Grund af Fuglene." Nej, Gud har aldrig været bange for at saa sin Sæd, fordi den havde al Udsigt til at gaa til Grunde. Derfor og kun derfor er Sæden endnu i Verden. Derfor og kun derfor er Sæden i vort Liv. For det er ganske utvivlsomt meningsløst at saa Guds Sæd i en Verden som denne og i et Menneskeliv som vort. Men Sæden er saaet.

Guds Sæd i Verden er Kristus. Det er hans Liv, der er saaet iblandt os. Og hvad vi gjorde ved denne Sæd, det ved vi. Jorden vilde ikke modtage den; den var for haard, for stenet, for fuld af Tidsler. Sæden faldt til Jorden og gik til Spilde. Det var forgæves. Ligegyldigheden og Døden var det stærkeste. Som Jesus endte paa Korset, saaledes ender Guds Sæd i Verden. Hvad betyder Jesu Kors, om ikke dette: Det er forgæves at saa Guds Sæd her i Verden; den bliver ikke modtaget. Eller har Guds Sæd faaet en anden Skæbne i vort Liv? Er Ordet om Kristus, - det Ord, som er Kristus selv, - ikke hos os faldet ved Vejen eller paa Stengrund eller blandt Torne? Vi kan se ud over Verden i Dag og sige: at der har levet et Menneske, som ganske var til for sine Brødre og saaledes var Guds Sæd her i Verden, det har i Sandhed været forgæves; for Verden har forkastet ham med sine Gerninger, selv om den ofte har bekendt ham med Munden. Og vi kan hver for sig se ud over vort eget Liv og sige: At vi har hørt om Kristus og hans Liv og Død for os; at vi maaske har troet paa det; det har været forgæves; for vi har forkastet ham med vore Gerninger og vort Liv, selv om vi maaske har skjult det under Mundens Bekendelse. Derfor er Kristi Kors og Død en Dom over Verden, over Kirken og over hver enkelt. For den betyder, at Jordbunden vil ikke tage imod Sæden, heller ikke i Dag. For Kristi Død for Menneskers Haand er ikke blot en forbigangen Begivenhed; men den taler nu om Klippegrundens Haardhed lige under vore kristelige Følelser og Tro; den taler om vor Uvilje med Guds Sæd i vor Hverdag.

Det er det første, denne Lignelse siger: Sæden er saaet, men det har været forgæves. Se, hvor den har været spildt paa Verden og paa os, baade paa de verdslige og paa de troende! Der staar saaledes i en gammel Salme:

"Du, som søgte mig med Møde
og for mig paa Korset døde,
lad dit Værk ej lægges øde."

Vi kan have nok at gøre med at høre dette gennem Lignelsen.

2. Men der staar noget mere i denne Lignelse, noget, som er vanskeligere at forstaa; og for at sige dette, blev Lignelsen fortalt - og ikke først og fremmest for at sige, at Sæden gaar til Spilde; for det kan vi selv se. Dette nye, som Lignelsen siger, det Evangelium, den bringer, er dette, at Sæden er saaet her i Verden og vort Liv; der er en spirekraftig Sæd i Verden, og denne Sæd skal finde sin Jordbund, den gode Jord. Og Lignelsens Hensigt er saa ikke at faa os til at spørge: "Har jeg nu den gode Jord?"; for spørger jeg saadan, maa Svaret blive Nej. Heller ikke skal vi spørge: "Hvordan faar jeg den gode Jord?"; for ingen kan forandre sin Jordbund. Men Lignelsen er et Evangelium: Der er en Sæd i Verden, som skal spire. Ligegyldigheden og Døden har det sidste Ord; for Golgatha er det sidste, vi kan se. Men at Sæden dog er saaet i Verden, betyder, at Sejren over Døden er vundet. Ordet er staaet op af Døde. Hvad os angaar, da tager vi Livet af Sæden. Men Sæden er alligevel i Verden og skal nok spire. Ordet om Kristus er her; og har det ingen Magt hverken over Verden eller over os, saa skal vi dog ikke kunne undgaa det, og Kirken skal ikke kunne det. Og alt Haab for os ligger deri. Sæden er saaet i Verden; og hvor meget der end gaar til Grunde, skal der dog komme Høst. Det er Lignelsens enfoldige Mening. "Se, hvor det dog gaar til Spilde. Se, hvor det er forgæves. Og dog kommer der Høst." De hovmodige og de kloge, de gode og de alt for troende siger, naar de hører dette: "Ja. selvfølgelig kommer der Høst; det ved vi da godt." Eller ogsaa fortvivler de midt i deres Klogskab og Godhed og Tro. Men den, som ikke ganske kan slippe for Sæden, som er Kristi Ord; den, som ikke kan se andet end at dette Ord har været spildt og forgæves i Verden og i hans eget Liv: til ham siger Lignelsen: Sæden er dog saaet; og den skal bære Frugt til Høst. Riget skal komme. Ordet er staaet op af Døde; og nu skal end ikke vor Ligegyldighed faa Bugt med det. For Sejren over Døden er vundet. I Tillid til skal vi turde leve og dø. I Tillid til det skal vi turde bære vort Ansvar. I Tillid til det skal vi turde forvente Høsten. Og saaledes overlade vort Liv og Død til Gud. Det er at "beholde Ordet i et smukt godt Hjerte og bære Frugt i Udholdenhed."

3. Og saa siger Lignelsen til sidst: Naar Sæden er saaet, er alt godt; for Sæden er Guds Ord. Denne Lignelse handler om Guds Ord, som er Kristus, og siger, at det kommer ene og alene an paa, at Guds Ord, at Kristus er der. Saa behøves der ikke mere. "Jo, saa gælder det rigtignok om, at Jordbunden er i Orden." siges der, "og det maa vi se at sørge for." Men det er ikke Lignelsens Mening. Saa var der intet Evangelium for os. Dens Budskab kan kort og godt udtrykkes saaledes: Ordet skaber selv Muldjorden. Ordet skaber selv Vækstbetingelserne. Kristus baner selv sin Vej. Alt dette har vi ikke noget at gøre med. Vi skal blot høre Ordet. Den, som har Øren at høre med, han høre. Og saa lade Ordet om Resten. Vi skal slet ikke interessere os for vor egen Jordbund, men blot for Ordet om Kristus, dets Dom og Naade. Læg Mærke til det, og læg ikke Mærke til dig selv. At modtage Ordet, at have den gode Jord, at beholde Ordet i et smukt og godt Hjerte: det er ikke at gøre sig selv og sit Hjerte renere og bedre; det er heller ikke at fremskaffe den nødvendige Tro; men de blot at vide dette: at intet kommer an paa os, men alt kommer an paa Gud; at Gud har gjort alt, hvad der er nødvendigt for vor Frelse; at Sæden, som er Kristus, er i Verden og i vort Liv, trods vor Forkastelse af den; at Høsten kommer; at Guds Rige er nær. Det er at overlade alt til Ordet om Kristus - og saa blot høre efter dette Ord, høre det, fordi det midt i al vor Ligegyldighed og Haabløshed, er Sandheden til os. Behold dette Ord! Hold ud i Forventningen! Riget er nær.