Prædiken ved Indsættelsen i Simon Peters Kirke

Af Tage Schack. Tidehverv, 1939, s.1-2. (Joh.2,1-11).

2. Søndag efter Helligtrekonger. Joh. Evang.2,1-11.

Naar Evangelisten har medtaget denne mærkelige Fortælling, maa det være, fordi han igennem den har hørt Evangeliet forkyndt. Eller sagt paa en anden Maade: fordi han i det Under, som her fortælles, ser Jesus aabenbare sin Herlighed, - som der staar: "Denne Begyndelse paa sine Tegn gjorde Jesus i Kana i Galilæa, og han aabenbarede sin Herlighed.

Denne Historie er altsaa et Tegn. Ellers kunde det ogsaa være os ligegyldigt, hvad der her fortælles, hvis det ikke var Tegn paa noget, der sker i Dag; hvis vi ikke her har en Forkyndelse af, at Jesu Ord i Dag forvandler Vand til Vin. Saaledes maa vi høre og forstaa denne Fortællings Tale.

Det er umiddelbart forstaaeligt for enhver af os, at denne Tilværelse, dette Liv, som vi lever, er en mislykket Festlighed. Det er sat op til Fest, - med alle Midler, verdslige og religiøse; men Vinen er ved at slippe op; Stemningen er ved at blive noget mat baade i det verdslige og det kirkelige Liv. Det kan efterhaanden ikke skjules, trods de mange Opstrammere, at det kun er Vand, der serveres. Hvad vil det da sige, at Vinen er ved at slippe op for os? Det vil sige, at der ingen Kærlighed til Livet er mere. Livsviljen er svækket. Derfor skal der saa mange nye Bevægelser til. Vækkelser, stærke Ord, voldsomme Forsikringer, fælles Begejstring. Det skjuler altsammen over, at man i Grunden ikke mere gider leve; der skal noget mere til end blot det at leve som Menneske med Mennesker paa denne gamle Jord. Selve det at leve har tabt sin Værdi; man gider knap nok forsvare det; for kun den, for hvem Livet har en virkelig Værdi, kan sætte det til. Det er lykkedes vor Tids Mennesker at gøre sig Tilværelsen behageligere; men den er ikke derved blevet mere levende; tværtimod. Og fra Kirkens Side høres Religionen ofte anbefalet som en ekstra Behagelighed; for der mangler dog endnu et eller andet, der ligesom sætter Kronen paa det hele: det "aandelige" kaldes det; "her er det", siger Kirken. Eller der mangler i hvert Fald een Ting i disse Tider, da Jorden ikke mere er tryg under vore Fødder: der mangler Sikkerhed. "Den er her," siger Kirken, "den er i vor Religion." Men Vand bliver Tilværelsen ved at være alligevel; den er ikke mere virkelig og levende.

Men hvad skal det saa hjælpe os, at vi hører en gammel og temmelig usandsynlig Historie om, at Jesus ved et Bryllup forvandlede Vand til Vin? Ja, lad os høre, hvad denne gamle Historie siger til os. Det kan kort og godt udtrykkes saaledes: Det, du før drak som vand, drikker du nu som Vin. Der bliver ikke fremskaffet en ny Forsyning Vin andetsteds fra; men det er Vandet, der bliver til Vin. Der bliver ikke lovet os en anden Tilværelse eller en Forbedring af denne; men det er selve denne Tilværelse, som vi kender kun altfor godt, selve dette vort Liv, som vi hutler os igennem paa en overordentlig pæn eller paa en mindre pæn Maade, dette Liv, som vi maaske kun lever, fordi vi er nødt til det, (for i Grunden synes vi, at det er for haardt eller for ligegyldigt): det er selve denne gammelkendte Tilværelse og selve dette slidte Menneskeliv, som vi nu ikke mere skal drikke som Vand, men som Vin. Det er det, der bliver levende og virkeligt igen - ikke ved at blive gjort mildere og behageligere, ikke ved at blive forskønnet, ikke ved at blive gjort sikrere og tryggere, ikke ved nogen Art af Flugt fra dets Haardhed ad Verdslighedens eller Religionens Vej, - men derved, at denne Tilværelse, som vi alle hver paa vor Maade er rendt fra, bliver givet os tilbage af Gud. Der bliver i denne Tekst sagt til os: "Her skal du drikke din Vin! Du tror, at denne Dag i Dag er Vand, d.e.: Ligegyldighed og Tomhed opsmykket med lidt falske Forhaabninger og lidt kristelig Religion, - men den er i al sin Haardhed forvandlet til Vin, som du nu skal drikke." Og Vin drikker vi jo, fordi det glæder os. Det er det samme Jesus taler om, naar han kalder sig selv Livets Brød. Det er til Stede her i al det, vi foragter. Gud har ikke et andet Liv til os; han har kun dette Liv: over det er hans Naade og Velsignelse ganske grænseløst og ubetinget, skønt hele vort Liv ligger midt i Synd og ender med Død. Saaledes gør Gud Vand til Vin ved at give os dette vort Liv tilbage.

Vi vilde hellere have en Adskillelse, saa noget af vort Liv og af os selv blev skilt fra, og noget blev bevaret; saa Guds Naade hvilede over noget, og Guds Dom over andet. Saaledes finder vi det rimeligt. Vi er villige til at skilles fra noget i vort Liv, men ikke fra vort Liv; for vort Liv er os selv. Men i Jesu Ord er der ingen Udskillelse. Her er hele vort Liv, d.e.: vi selv, dømt og det skal altsammen dø. Og over hele vort Liv, d.e.: over os selv, er Guds Barmhjertighed; og det skal altsammen oprejses og gives os tilbage, for at vi skal elske det. Gud lader sin Sol opgaa over onde og gode og lader det regne over retfærdige og uretfærdige.

Saaledes sker Underet i denne Fortælling: det kommer ufortjent og uventet, som en Gave til raadløse og vantro Mennesker som f. Eks. Køgemesteren. At det er et Under betyder ikke, at det er en Naturmærkværdighed; men det betyder, at det, du før drak som Vand, drikker du nu som Vin: det er ikke dig, der bliver forvandlet; hvor gerne du end vilde have lavet lidt om paa dig selv, saa Tilværelsen kunde smage dig lidt bedre: du er dog den samme. Og Tilværelsen og dit Liv er ogsaa det samme. Men nu gives det til dig som en Gave fra Gud, netop som det er. Nu er det, netop som det er, en Barmhjertighedshandling fra Gud imod dig. Det er ikke til at se og mærke. Men saaledes gives Tilværelsen og Livet til os ved Jesu Ord, for at vi skal leve Livet, som det er, og dø Døden, som den er, fælles med ethvert Menneske, vi møder, i Skyld og i Skæbne, om Tilgivelsen og om Haabet. Der er ikke Tale om, at du skal "synes om" Tilværelsen eller "synes om" dit Liv; det er ikke vel muligt. Men der siges, at du skal elske det. Og vel er det en Befaling, og vi kommer ikke uden om det som en Befaling; men i Evangeliet er det ingen Befaling, men kun en Gave: Gud rækker dig igennem Tilværelsens Haardhed og igennem dit mislykkede og skyldige Liv sin Vin, for at du ikke skal leve for dit eget Livs Vellykkethed eller Sikkerhed og heller ikke græde for eller frygte for dit Liv, men blot leve Livet med dine Brødre i Tro paa Gud.

Men er det andet end en Talemaade at sige, at Tilværelsen og vort Liv nu er forvandlet til Vin for os, naar alt dog er det samme? Og hvad vil det sige, at det er i Troen paa Gud, at alt er forvandlet? Er Troen andet end Krampagtighed og Indbildning Menneskets sidste Illusion? Det vil vi altsammen lade ligge, for det kommer os ikke virkelig ved, og blot tilsidst forkynde og høre Evangeliet, som det ligger i Jesu Ord her: "Min Time er endnu ikke kommet." For den Jesu Time, som endnu ikke var kommet, men som kom, var den Time, da han led og døde og saaledes aabenbarede sin Herlighed. Fordi han elskede denne Tilværelse, Gud og sine Brødre; fordi Livet for ham var Vin og ikke Vand: derfor døde han. Ordet om ham, om hans Liv og Død og Opstandelse er vort eneste Haab; for vort eget Liv er dødt, og selv er vi vantro. Men Ordet taler om ham, for hvem Livet var levende og virkeligt, fordi han levede det for os, sine Brødre, - og som nu giver os dette Liv, som han levede, og den Død, som han døde. Dette er Guds Gave til os. Derfor er der Forventning over vort Liv. Vi véd det maaske ikke; men det skal netop siges i Dag ud fra denne Fortælling: vort Liv er dødt, men Guds Forventning er over det.